GRUNDEN BEGYNDER AT SKRIDE UNDER FØDDERNE PÅ METTE FREDERIKSEN –
NU STÅR HUN OVERFOR ENDNU EN TRUSSEL…
Corona-pandemien
havde store konsekvenser for dansk politik. I takt med, at corona-faren
voksede, voksede også opbakningen til Mette Frederiksen og hendes røde blok.
I
meningsmåling efter meningsmåling lå rød blok tårnhøjt over blå blok.
Socialdemokratiet fik tilslutning fra over 30 procent af vælgerne.
Men
nu har billedet ændret sig. Ser man på den seneste måling fra Voxmeter, bevarer
rød blok stadig et forspring. Men det er slet ikke længere i samme
størrelsesorden, som det var, da coronaen dominerede den politiske dagsorden.
I
en Voxmeter-måling fra 20. september lå rød blok hele 8,5 procentpoints over
blå blok. I den seneste måling fra 25. oktober er det røde forspring skrumpet
ind til bare 2,2 procentpoints.
Socialdemokratiet,
der på et tidspunkt fik en tilslutning på over 30 procent, ligger i den seneste
måling på lige over 27 procent (27,1).
Grunden
begynder at skride under fødderne på Mette Frederiksen.
Mette Frederiksens fremgang
Der er
flere årsager til denne mærkbare ændring i det politiske billede. Men den
vigtigste årsag er … Mette Frederiksen.
Da
pandemien stod i fuldt flor, reagerede hun med en kontant nedlukning af det
danske samfund og en stærk appel til danskerne om at vise ansvarlighed og
samfundssind.
Dette
ramte i høj grad stemningen i befolkningen. Danskerne var i den grad
indstillede på at gøre, hvad der skulle til, for at få smitten under kontrol.
Men så
gik det galt for statsministeren.
Hårdtslående departementschef
Opmuntret
af den succes, som hendes hårde corona-linje havde haft, satsede hun på at få
elimineret mink-problemet én gang for alle. Det skulle ske ved at aflive alle
mink i Danmark – altså ikke kun dem, der befandt sig i de smitteramte områder
eller i risikozonerne.
Den 4.
november 2020 meddelte Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle mink skulle
aflives.
Men der
var ikke lovgrundlag for dette. Statsministeren lagde op til en ulovlig
beslutning.
Bagefter
arbejdede hendes departementschef, Barbara Bertelsen, med særdeles kontante
midler på at få andre til at tage ansvaret for en sådan beslutning.
Specielt
forsøgte hun at få miljø- og fødevareminister Mogens Jensen og hans ministerium
til at tage ansvaret, så fokus blev fjernet fra Mette Frederiksen.
Men via
Minkkommissionen – også kaldet ”granskningskommissionen” – er det kommet frem,
at det var Statsministeriet og dermed Mette Frederiksen, der pressede på for at
få alle mink aflivet.
I en mail,
som cirkulerede i Finansministeriet, hed det allerede den 30. september 2020:
”Tilsyneladende meget tæt på, at statsministeren sendte militæret ind for at
gasse alle mink i aften.”
Frederiksen og Bertelsen med alvorligt problem
Men
manøvren mislykkedes. Og nu er det så kommet frem, at der ikke var noget
lovgrundlag for at få aflivet alle minkene.
Det
efterlader Mette Frederiksen og hendes departementschef med et alvorligt
problem: En statsminister kan ikke diktere en beslutning, som savner lovgrundlag,
uden at komme i strid med grundloven.
Advokat
Claus Guldager, der har haft adgang til regeringens interne papirer i sagen,
påpeger ifølge B.T.:
”Der står
jo, at ’nødplanen vurderes at ville forudsætte fravigelse fra en række gældende
regler og retningslinjer på miljø- og dyreområdet’, og i bilaget står der, at
det er ’vurderingen, at det hverken er muligt at tvangslukke eller lægge
minkerhvervet i dvale med hjemmel i gældende lov’”.
Så da
regeringen traf beslutning om aflivning af minkene, vidste man, at der ikke var
lovgrundlag for at gøre det.
Det røde flertal politiserer lov og ret
Dette er
jo en meget alvorlig sag for Mette Frederiksen. Hun insisterede på, at alle
mink i Danmark skulle aflives uden at have lovgrundlag for det. Den slags
hedder grundlovsbrud.
Inger
Støjberg fik en rigsretssag på halsen med henvisning til, at hun brød loven i
sit forsøg på at forhindre barnebrude.
Nu ser
det ud til, at Mette Frederiksen selv arbejdede på at bryde loven for at få
alle mink aflivet hurtigt.
Hvorfor
insisterer et flertal i Folketinget ikke på, at hun bliver stillet til ansvar
for dette?
Det er
udmærket, at man har nedsat Minkkommissionen. Det er i hvert fald bedre end
ingenting. Men det sikrer jo ikke, at Mette Frederiksen stilles til ansvar for
at ville aflive alle mink uden det fornødne lovgrundlag.
Det er
krænkende for retsbevidstheden, at det røde flertal i Folketinget lader som
ingenting, når en ”venneregering” på den måde handler lovstridigt i en så
alvorlig sag.
Det røde
flertal praktiserer her en dybt betænkelig politisering af lov og ret.
Mette Frederiksen og Inger Støjberg
Inger
Støjberg er blevet sendt for Rigsretten på et meget tyndt grundlag. Men når det
gælder Mette Frederiksens planer om lovbrud i minksagen er Folketingets røde
flertal tilsyneladende helt anderledes ”tolerant”.
Mette
Frederiksen er kommet under voksende pres fra vælgerne, hvilket afspejler sig i
meningsmålingerne.
En vigtig
grund til dette er givetvis, at corona-krisen, som kraftigt styrkede
statsministerens opbakning, er aftaget. Mette Frederiksen står ikke længere på
samme måde som den samlende skikkelse i en stor krise.
Nu
risikerer Mette Frederiksen at komme under yderligere pres på grund af
minksagen. Især, hvis man ser den i sammenhæng med rigsretssagen mod Inger
Støjberg.
Støjberg
forfølges nidkært af Folketingets røde flertal. Det samme flertal holder hånden
over Mette Frederiksen og hendes planer om ulovlig aflivning af alle mink.
Tiden får
vise, om det får Mette Frederiksens vælgergrundlag til at skrumpe yderligere.
https://denkorteavis.dk/2021/grunden-begynder-at-skride-under-foedderne-paa-mette-frederiksen-nu-staar-hun-over-for-endnu-en-trussel/