Leder. Endnu et medieforlig bekræfter tendensen: Politikerne har fingrene dybt nede i pressens forhold. Det er på tide at bryde forbindelsen. Helt.

Medieforliset

PRESSESTØTTE får denne avis og mange andre.

Det forklarer vi ofte med, at vi er i konkurrence med Danmarks Radio, som modtager godt 3,5 milliarder kroner årligt, hvilket skævvrider markedet.

Skulle DR klare sig på markedsvilkår, måtte mastodonten utvivlsomt nøjes med langt mindre. Privatejede aviser ville til gengæld kunne fiske i et noget større hav af nyhedshungrende borgere.

Støtten er kompensation for den ulighed. Argumentet er sandt nok, men godt lyder det ikke i munden på repræsentanter for den fjerde statsmagt. Støtten gør os sårbare over for beskyldninger om politisk korruption: Tør vi bide den hånd, der fodrer os?

ER debatten igen aktuel, skyldes det ugens medieforlig. Her besluttedes det, at DR tildeles flere penge, og at 24syv, som Berlingske Media overtog sidste år, lukkes, når sendetilladelsen udløber i 2024.

Det fremgik også, at streamingtjenester som Netflix må afgive seks procent af omsætningen i Danmark til finansiering af danske film og serier. Forliget svækker groft sagt store privatejede medier og streamingtjenester og styrker de offentlige.

ATTER en gang gider politikerne knap skjule, at de har fingrene langt nede i pressens forhold. Ved det forrige medieforlig var det en borgerlig regering, der skar DR ned, samtidig med at Dansk Folkeparti for at fedte for partiets jyske vælgere gav det oprindelige Radio24syv dødsstødet. Nu er det Socialdemokraterne og støttepartierne, der får lagt det nye 24syv i graven, samtidig med at de giver DR lidt tilbage.

Belønnes de glade givere?

Kunne DRs nyhedsdækning finde på at please den side af Folketinget, som åbner mest for posen? Det drejer sig jo om hundredvis af stillinger. Eller frygter man politisk indblanding så meget, at det har lammet al vovemod?

 Spørgsmålene kan også stilles til den mere private del af Mediedanmark. Enkelte aviser ville nok gå under, hvis en regering besluttede helt at fjerne støtten, mens andres økonomi ville blive forværret. Heller ikke den frie presse er jo rigtig fri.

POLITISK kan danskerne ikke være tjent med denne uværdige forplumring. Findes der en løsning på det gustne dilemma? Kun ved at sikre, at pressen gøres uafhængig af politikernes luner.

For nogle måneder siden foreslog Stig Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, at udfase støtten til de private medier – dog over en årrække, så de mest sårbare aviser kan nå at finde sig til rette. Det er en god idé. Den vil dog kun fungere, hvis støtten til DR afvikles på lignende vis, så der gives tid til at finde andre former for indtægter: fonde, annoncer, abonnenter.

Og de penge, det offentlige sparer?

Dem kan danskerne få tilbage, eventuelt i form af et skattefradrag ved medieforbrug. Forhåbentlig vil de bruge pengene på en frikøbt presse. kw

Kildeangivelse:

https://www.weekendavisen.dk/2022-21/samfund/medieforliset

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

 

HVAD ER DET SAMIRA NAWA IKKE FORSTÅR VED DET MUSLIMSKE TØRKLÆDE..?

Multikulturalismen er kun et forstadie. Det kan være langvarigt, det kan være nogenlunde fredeligt, men det er kun et forspil til noget, som kun meget få danskere ønsker sig for deres efterkommere.

Samira Nawa er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, som i det udlændingepolitiske spørgsmål er det mest svenske parti i Danmark. Ikke nok med at partiet opfatter det som et moralsk imperativ at modtage så mange migranter og asylanter som muligt. Partiet tror også, at det er en god forretning.

Det har vi grinet meget af i Danmark. Men Det Radikale Venstre bliver ved. Lad os f.eks. gøre ophold ved Samira Nawas nylige sammenligning mellem holdningen til kvinders påklædning i henholdsvis Afghanistan og Dansk Folkeparti. Som den radikale politiker skrev i en opdatering på Facebook, som indtil videre er liket af 1.563 og kommenteret af næsten lige så mange:

»I Afghanistan er det Taliban der dikterer kvinders påklædning. I Danmark har vi Pia Kjærsgaard til at fortælle kvinder, hvordan de bør klæde sig. Om du vil tvinge en kvinde til at bære tørklæde eller du vil tvinge det af hende.. same shit, different country.«

Som flere allerede har gjort Samira Nawa opmærksom på, er det muslimske tørklæde et religiøst politisk symbol, der lader forstå for alle, der vil forstå, at kvinders hår er så seksuelt ladet, at det skal skjules i offentligheden, dvs. fra mænds blikke. Derfor er et muslimsk tørklæde ikke bare et stykke stof. Ifølge de rettroende er det forskellen på ren og uren.

”Vi plejer at skåle til udsagnet om, at friheden duer til alt godt. Men det er ikke sandt. Friheden er ikke altid din ven.”

Det er derfor, de står så hårdt på tildækningen i Afghanistan, som er faldet i Talibans hænder efter amerikanernes tilbagetrækning. Er du kvinde, skal du dække dit ydre. Naturligvis også på tv.

Når muslimer i Danmark gør det samme, mimer de denne forestilling om seksuel renhed, uanset hvad hippe unge muslimske kvinder ellers måtte mene, synes eller føle subjektivt.

Ved at realisere sig selv som ”moderne” tildækkede kvinder afrealiserer de både deres seksualitet og i videre betydning det land, de bor i. Når de tager et tørklæde på, indskriver de sig i en religiøs tradition og sammenhæng, som er langt større end dem selv, men er forholdsvis ny og fremmed i Danmark.

Det sidste vil efter al sandsynlighed ændre sig i Danmark i takt med den demografiske udvikling, som vi har været så naive og danskerdumme at invitere til i løbet af de seneste 30-40 år. Og det er denne udsigt, Samira Nawa og hendes meningsfæller aldrig forholder sig til.

Dette ene, men grundlæggende spørgsmål: Hvad fører værdirelativismen til i praksis, altså, i den sociale virkelighed uden for den boble, der hedder menneskerettigheder og det såkaldt frie valg?

Det er med afsæt i den sociale virkelighed og udsigten til, at det muslimske tørklæde danner norm for flere og flere muslimske kvinder i Danmark og resten af Europa, at det ikke bare er legitimt, men politisk klogt at arbejde for at begrænse brugen af muslimske tørklæder i et sekulært-kristent land som vort. Ved f.eks. at forbyde religiøs tildækning i offentlige institutioner og myndigheder, skoler, universiteter, Danmarks Radio m.v.

Vi plejer at skåle til udsagnet om, at friheden duer til alt godt. Men det er ikke sandt. Friheden er ikke altid din ven. Hvis din eneste målestok er frihed, kommer du eller dine børn en dag – qua demografi og velfærdsstat – til at leve i et samfund, hvor en overraskende stor andel af borgerne deler værdier med rettroende muslimer langvejsfra.

Multikulturalismen er kun et forstadie. Det kan være langvarigt, det kan være nogenlunde fredeligt, men det er kun et forspil til noget, som kun meget få danskere ønsker sig for deres efterkommere.

Ikke engang Samira Nawa.

Kilde henvisning :

 

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE14065073/hvad-er-det-samira-nawa-ikke-forstaar-ved-det-muslimske-toerklaede/

 

Leder. Det var det eneste ansvarlige at beskytte Claus Hjort Frederiksen mod regeringens beskæmmende overfald. Nu er der forhåbentlig sat et punktum i sagen. Det er der absolut ikke i den anklage, man kan rejse mod regeringen.

DE EGENTLIG SKYLDIGE I SAGEN MOD HJORT..

DET er ikke til at vide, hvordan tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen præcis ville lyde. Den bliver nu i skuffen hos Rigsadvokaten. Sagen mod den tidligere forsvarsminister er blevet stoppet af Folketinget, og det er dog et lyspunkt i en helt igennem forfærdelig historie.

Rigsadvokaten havde anbefalet, at Hjort skulle tiltales, og justitsminister Tesfaye havde med sin sædvanlige alvorstunge stemmeføring erklæret, at regeringen ville følge indstillingen.

Nu har et lille flertal afvist at ophæve hans immunitet. Folkestyret virker, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti sagde de stop, og det er en stor lettelse. Samtidig kan vi konstatere, at man faktisk kan formulere et meget alvorligt anklageskrift. Ikke mod Claus Hjort, men mod regeringen.

ER det regeringen, der burde sidde på anklagebænken, må man tage udgangspunkt i den sigtelse, der allerede var blevet rejst mod Hjort. Den lyder, at han har brudt paragraf 109 i straffeloven ved at videregive statshemmeligheder.

Hvilke hemmeligheder?

Ja, det er hemmeligt, for selve sigtelsen har hele tiden været mørklagt. Det er netop dét, der har fået et flertal i Folketinget til at afvise sagen:

Vi kan ikke stemme i blinde, har det lydt. Det er i princippet rigtigt – men det er alligevel ét blandt mange skøre elementer i denne sag:

Alle føler sig jo sikre på, at det påståede landsforræderi drejer sig om Hjorts udtalelser om Danmarks efterretningssamarbejde med USA. Det var kernen, da forsvarsministeren hjemsendte hele FEs ledelse i 2020 og kastede tjenesten ud i dyb krise.

Baggrunden var en kritik af FEs håndtering af netop samarbejdet med USA – en kritik, som viste sig at være grundløs. Og det var dette destruktive kaos, der fik Claus Hjort Frederiksen til at reagere.

ANKLAGERNE mod Hjort har været, at han har bekræftet dette efterretningssamarbejdes eksistens.

Hvordan?

Har han afleveret klassificerede dokumenter til den russiske ambassade, så russerne kan imødegå aflytningen?

Har han informeret Kina om kablernes placering og beskaffenhed?

Nej, det forestiller ikke en mors sjæl sig. Hjort har i frustration beskrevet, hvad der dog er foregået, og har dermed nævnt det i forvejen velkendte aflytningssamarbejde – og muligvis også nogle yderligere, ubetydelige detaljer.

Det kan enhver forvisse sig om ved at granske de omtalte interview. Der har dannet sig den fortælling, at Hjort bare gik rundt og bralrede op om statshemmeligheder, men han udtrykte sig tøvende og forsigtigt.

Han bekræftede stort set udelukkende, at FE-sagen handler om netop kabelsamarbejdet.

Det er sandt, at Hjort også sagde, at kabelaflytningen en sjælden gang imellem har fanget danske statsborgere i kabelnettet, hvilket FE var blevet kritiseret for. Og han sagde i samme sætning, at det er noget, han selv har været med til at håndtere og orientere efterretningstjenesternes tilsyn om.

Er det landsforræderi?

En forbrydelse, der kan give 12 års fængsel?

Nej, naturligvis ikke.

DER er nu sat et foreløbigt punktum i sagen om Hjort. Det er der ikke i den anklage, man kan rette mod regeringen.

Hver for sig er detaljerne alvorlige. Tilsammen er de historisk skandaløse.

 Forsvarsminister Trine Bramsen håndterede fra begyndelsen sagen med en rystende amatørisme. Nu skulle hun rydde op i Forsvaret, lød det, og så gik hun ellers i gang med at smadre løs omkring sig.

Statsministeren og hendes departementschef forvekslede panik med handlekraft og støttede Bramsen i hjemsendelsen.

Så blev FE-chef Lars Findsen anholdt under stort drama og derefter holdt hemmeligt varetægtsfængslet, en beslutning, politiet ikke kan have truffet uden en de facto-godkendelse fra justitsminister Nick Hækkerup og regeringens sikkerhedsudvalg.

Andre konsekvenser?

Efterretningssamarbejdet må formodes at være i dyb krise.

Og en række ledende embedsmænd har fået deres navn tilsværtet og karriere ødelagt, fordi de har administreret det samarbejde, som regeringen både har kendt og sanktioneret siden slutningen af 1990erne.

Det lyder som en satirisk tv-serie om en dysfunktionel regering.

Gid det var.

ER hele forløbet skandaløst, er det mest alvorlige dog historien om Claus Hjort.

Det skyldes, at den handler om en tidligere ministers forsøg på at kritisere en sag, der i den grad er i offentlighedens interesse. En sag, der handler om en hidtil uset politisering af efterretningstjenesten og magtmisbrug.

Den tidligere minister og partisekretær i Venstre tog ansvaret på sig og meddelte sin bekymring over sagen, og regeringen reagerede ved at tryne ham til tavshed og ofre ham for at dække over egen inkompetence.

DE ansvarlige?

De gemmer sig som sædvanlig.

Statsministeren og den nye justitsminister følger jo loyalt Rigsadvokatens indstilling. Ligesom man naturligvis hele tiden har taget politiets og anklagemyndighedens indstillinger til efterretning.

Den tidligere forsvarsminister er over alle bjerge.

Det samme er den tidligere justitsminister Nick Hækkerup, der erklærede, at han var kørt træt.

Det forstår man udmærket; det må være udmattende at skulle forsvare denne sag.

Og departementschef Barbara Bertelsen?

Altså hende, der blander sig i alle afgørende sager i regeringen og dirigerer rundt med ledelsen i de andre ministerier, samme Barbara Bertelsen, der som chef i Justitsministeriet var med til at udnævne den rigsadvokat, som har erklæret, at hans job er at »spille ind med juridiske løsninger« på »politiske ønsker«.

Nej, naturligvis har departementschefen heller intet at gøre med sagen om Claus Hjort Frederiksen.

SKYLDIGE er de på hver sin uværdige måde.

Præcis hvordan finder man nok aldrig ud af, men måske er det mest nedværdigende, at toppen af regeringen antager, at vi alle er idioter.

Det er som at bevidne en fodboldspiller, der excellerer i ufine kneb, når dommeren ikke kigger, gerne med spark og tacklinger bagfra, og når det afsløres, bedyrer han forarget sin uskyld.

I disse dage kritiseres partierne i Folketinget for at beskytte deres egen mand mod lovens lange arm. Enhedslisten må føle sig lidt akavet i det selskab.

Det lyder desuden, at hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig er uskyldig, ja, så burde han jo lade sig rense i retten. Og er han skyldig, skal han da dømmes.

 Det er en doven kritik, der ikke tager afsæt i sagens substans.

Virkeligheden er, at sagen ville blive ført i hemmelighed, uden at offentligheden fik kendskab til tiltale eller proces. Og selvom forsvaret i en sådan sag ville kunne indkalde et væld af overbevisende vidner samt tidligere departementschefer i statsadministrationen, der allerede har udtrykt voldsom kritik af regeringen, var det den ansvarlige afgørelse at stoppe sagen mod Hjort i Folketinget.

SAGEN handler ikke om politisk forfølgelse af politiske modstandere.

Den handler om magtmisbrug på højeste sted, et magtmisbrug, der har ramt Claus Hjort og de øvrige sigtede i FE-skandalen. Den er udtryk for en regering, der opfører sig som en monolit, en stenblok, der ruller gennem landskabet ude af stand til at stoppe, selv når den maser hen over vigtige ting på vejen:

retssikkerhed, ordentlighed, ansvarlighed. Det er en regering, hvor afgørende beslutninger træffes af ganske få mennesker, som helt åbenlyst ikke lytter til indvendinger eller lader sig påvirke af virkeligheden.

HJORT Frederiksen har – med hjælp fra Folketingets ansvarlige partier – været i stand til at slå en dyb revne i regeringens stenblok. Selvom Mette Frederiksen og hendes toployale ministre og ordførere muligvis er ganske tilfredse med, at andre nu afliver den ulykkelige sag, er den et stort nederlag.

Et nederlag for regeringen, som nu igen er kørt fast i selvtilstrækkelighed og magtbrynde. Dens opførsel gør den ikke værdig til at udøve den magt, den har fået tildelt.

Det er et mysterium, at regeringen ikke allerede er faldet på denne sag. kras

Kilde henvisning:

https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-egentlig-skyldige-i-sagen-mod-hjort

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar af 

Eva Smith

Professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, æresdoktor ved Lunds Universitet, formand for Københavns Retshjælp

Se visitkort

EVA SMITH: FANDT NICK HÆKKERUP EN KATTELEM I SIDSTE ØJEBLIK?

Det er en helt afgørende forskel mellem et demokrati og et diktatur, at retssager føres for åbne døre. Derfor er det et skråplan, at de almindelige folketingsmedlemmer ikke kan få oplyst, hvad tiltalen går ud på, skriver Eva Smith.

Jeg minder om, at statens sikkerhed er præcis det argument, der benyttes af lande som Rusland og Hviderusland, når de skal forklare, hvorfor en retssag er hemmelig, skriver Eva Smith.

I sidste uge sagde Nick Hækkerup farvel til Justitsministeriet og til politik i det hele taget.

I denne uge får vi så nyheden om, at rigsadvokaten har indstillet, at der rejses tiltale mod Claus Hjort Frederiksen. Mon jeg er den eneste, der synes, at disse begivenheder ligger mistænkeligt tæt på hinanden?

Claus Hjort Frederiksen har hele tiden sagt, at sigtelsen mod ham kun bygger på offentlige udtalelser. Jeg ser ingen grund til at tvivle på dette udsagn. Men hvis det er tilfældet, er hemmelighedskræmmeriet mere end besynderligt.

Sagen synes at dreje sig om udtalelser vedrørende USA's mulighed for at tappe et telefonkabel, der går gennem Danmark. Men dette kabel har offentligheden jo kendt til, siden Snowden lækkede de mange dokumenter i 2013. 

    

Kan det være fordi Claus Hjort er en mere officiel kilde? Men den daværende FE- chef, Thomas Ahrenkiel, som også må betegnes som en officiel kilde, bekræftede den 21. november 2013 i et interview med Politiken på baggrund af Snowdens oplysninger, at der fandtes et sådant kabel, og at FE gav USA oplysninger på den baggrund. (Dog nægtede han, at der var danskere, der røg med).

Så hvad er det, der er så hemmeligt, at hverken Folketingets medlemmer eller offentligheden må få kendskab til det?

Hele sagen er dybt mærkværdig. Jeg tror ikke, der er et menneske i Danmark, der kan forestille sig, at Claus Hjort er landsforræder. For mig at se, er den eneste forklaring på sagen mod Claus Hjort, at sagen mod Finsen også blandt andet bygger på en læk vedrørende kablet.

Skulle man rejse sagen mod Finsen, var man næsten nødt til også at tiltale Claus Hjort, der flere gange havde omtalt kablet offentligt. Og lur mig, om der ikke snart kommer en tiltale mod Finsen.

" Så hvad er det, der er så hemmeligt, at hverken Folketingets medlemmer eller offentligheden må få kendskab til det?  

Eva Smith, Professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Men rigsadvokaten er vel også en dygtig jurist? Det er han utvivlsomt, men vi var mange jurister, der studsede ved hans bemærkninger, da han tiltrådte sit embede. Normalt plejer nye rigsadvokater at sige, at det er deres opgave at få dømt de skyldige og få frikendt de uskyldige eller noget lignende

Men denne rigsadvokat udtalte, ”at det var et fokusområde for ham at implementere regeringens politik.“ Inden for lovens rammer, naturligvis.

Han tilføjede, at ”der er jo masser af bestemmelser, der kan fortolkes på forskellige måder.” Det er jo så sandt, som det er sagt. Der er ofte et skøn i jura.

Og han fortsatte: ”Hvis der er nogle politiske ønsker om noget bestemt, skal rigsadvokaten spille ind med juridiske løsninger. ” Vi lader det stå et øjeblik. Mon det er det, vi ser nu?

Vi har endnu til gode at se Folketingets reaktion. Efter grundloven er medlemmerne kun bundet af deres overbevisning, men vil det være nok, hvis deres partiformand forsikrer dem om, at alt er i orden? Hvad vi jo heller ikke ved, om partiformændene vil.

Nægter Folketinget at ophæve Claus Hjorts immunitet, kan anklagemyndigheden blot vente masimalt et år med at rejse tiltale. Claus Hjort har sagt, at han ikke stiller op til næste folketingsvalg, og han er dermed ikke længere beskyttet af sin parlamentariske immunitet.

Dog er det fortsat justitsministeren, der rejser tiltale, idet tiltale efter §109 i straffeloven kun kan besluttes af justitsministeren. Meget kan derfor afhænge af, hvem der bliver ny regering og ny justitsminister.

Hvis alle folketingets medlemmer bliver delagtiggjort i tiltalen mod Claus Hjort og kan konstatere, at han har talt sandt, og hele sagen hviler på offentlige udtalelser, håber jeg, at et af de 179 folketingsmedlemmer har modet til at offentliggøre sigtelsen, så vi alle kan få indblik i, hvad denne sag handler om.

Ophæver Folketinget Claus Hjorts immunitet, har justitsministeren allerede sagt, at sagen vil blive ført. Jeg har imidlertid fuld tiltro til, at domstolene vil lade sagen køre for åbne døre.

Trods alt er en helt afgørende forskel mellem et demokrati og et diktatur, at retssager føres for åbne døre. I Danmark behøver vi ikke at frygte, at vi vil blive idømt mange års fængsel ved en lukket proces. Domstolenes arbejde foregår som altovervejende i fuld offentlighed.

"Hvis alle folketingets medlemmer bliver delagtiggjort i tiltalen mod Claus Hjort og kan konstatere, at han har talt sandt, og hele sagen hviler på offentlige udtalelser, håber jeg, at et af de 179 folketingsmedlemmer har modet til at offentliggøre sigtelsen, så vi alle kan få indblik i, hvad denne sag handler om.

Eva Smith, Professor emerita, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Det er derfor et skråplan, at de almindelige folketingsmedlemmer ikke kan få oplyst, hvad tiltalen går ud på. Jeg minder om, at statens sikkerhed er præcis det argument, der benyttes af lande som Rusland og Hviderusland, når de skal forklare, hvorfor en retssag er hemmelig.

Efterhånden som flere får kendskab til sigtelsen, venter jeg i spænding på den dag, hvor nogen som det lille barn i H.C. Andersens eventyr råber: ”Ja, men han har jo ikke noget på!”

Kilde:

https://www.altinget.dk/artikel/eva-smith-fandt-nick-haekkerup-en-kattelem-i-sidste-oejeblik?fbclid=IwAR1MHQ16SYi6XY07L3U5MKBaMGziZjtQq1uMkU1WVmJ6HNSAyzX5WBN4K6U

• 
  

 

Principielt. »Armslængde betyder ikke, at noget skal i kredsløb om månen.« Den nyudnævnte integrationsminister bryder sig ikke om islamister på Københavns Universitet.

Det hejste flag

 LENY MALACINSKI

 

Kaare Dybvad Bek opfordrer ledere på blandt andet uddannelsesinstitutioner til at forhindre islamister i at tale i deres lokaler. Det fortæller han, efter at Hizb ut-Tahris tidligere formand har optrådt som gæstetaler i et auditorium på Københavns Universitet, hvor publikum på billederne sidder kønsopdelt; kvinderne, næsten alle med tørklæde, sidder til venstre, mændene til højre.

Taimullah Abu Laban, søn af den afdøde imam Ahmed Abu Laban, var inviteret af en muslimsk studenterforening ved navn Muslim Student Association, der som alle andre studenterforeninger må låne universitetets lokaler til arrangementer. Mødet får nu den nyudnævnte integrationsminister til at opfordre ledelsen på Københavns Universitet til at træde i karakter, hvis ikke sagen skal ende på Christiansborg.

»Mange offentlige institutioner har selvbestemmelse, og det er sundt, men armslængde betyder ikke, at noget skal i kredsløb om månen. Der er en grænse for, hvor langt armene kan strækkes, i og med at vi finansierer universiteterne. Når Københavns Universitet giver plads til Hizb ut-Tahrir med kønsopdeling, legitimerer man den islamistiske måde at se verden på. Vi bliver nødt til at være rimelig sikre på, at det moralske kompas fungerer, hvis man er leder i det offentlige.«

– Det lyder som en trussel.

»Jeg håber, at ledere i det offentlige overvejer, hvordan vi sørger for ikke at give en platform til sådan nogle folk,« siger Kaare Dybvad Bek. Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix

»Det er det ikke. Nej, nej, det er bare mine personlige overvejelser omkring, at hvis man som offentligt ansat leder ikke kan finde en løsning, bliver det jo en politisk diskussion på et tidspunkt, og så kan det ende med, at man beslutter det andre steder end på de enkelte institutioner.«

– Er det ikke en trussel?

»Det er at hejse et flag. Jeg håber, at ledere i det offentlige overvejer, hvordan vi sørger for ikke at give en platform til sådan nogle folk.«

No sombrero

Arrangementet på Københavns Universitet har udløst kritik af Mikkel Vedby Rasmussen, dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Blandt andet er der rejst kritik af, at universitetet på den ene side henstiller til, at mexicanerhatte og »udklædningstemaer, der går på stereotyper omkring etnicitet, seksualitet, religion med videre, ikke anvendes«, mens man tillader en gæstetaler fra Hizb ut-Tahrir. Flere nuværende eller tidligere medlemmer af foreningen er blevet dømt, blandt andet for opfordring til drab på jøder.

Dekan Mikkel Vedby Rasmussen har i et indlæg i Weekendavisen afvist, at arrangementet skulle have været forhindret. Han skriver, at han vil »forsvare ytringsfriheden og insistere på tillid koblet med det faktum, at jeg og fakultetet mener, at vi skal acceptere og respektere dem, der føler sig anderledes og ekskluderet fra vores fællesskaber. Også når deres grunde er svære at forstå«.

Dekan Mikkel Vedby har slået fast, at universitetet ikke sympatiserer med Taimullah Abu Laban, men afviser til gengæld at forbyde arrangementer alene på grund af deltagernes synspunkter. Desuden foregik kønsopdelingen ifølge arrangørerne frivilligt, skriver dekanen.

Argumenterne preller dog af på udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. Han mener, at offentlige institutioner bør melde klart ud i forsvaret for danske værdier.

»Som leder i det offentlige kan man ikke være relativist og sige, at alle værdier er lige gode, og at vi skal understøtte enhver diskussionsklub. Det ville være skidt, hvis det endte med, at vi skulle sidde på Slotsholmen og beslutte, om man må lave kønsadskilte arrangementer. Så jeg håber, at ledelsen på Københavns Universitet selv kan finde ud af en løsning, der hænger sammen for dem.«

– Altså du håber, at de selv kan finde ud af at drage dine konklusioner?

»Jeg håber, de kan finde ud af at drage den konklusion, som næsten alle danskere er enige i, nemlig at vi ønsker os et samfund, hvor man har ligestilling og folkestyre.«

– Hvem mener du, når du siger 'vi som samfund'? Er det universiteterne eller dig som regering?

»Det er den offentlige sektor som et hele. Det handler også om, hvordan kommuner håndterer diskussioner om at tage fri på bestemte dage eller om at udelukke bestemt mad fra kantinen. Vi er nødt til som samfund at have nogle værdier, som ikke kan undtages.«

– Kan universiteterne ikke mene, at de netop opfordrer de studerende til at engagere sig og bedrive kritisk tænkning generelt?

»Det synspunkt bliver meget relativistisk. Selvfølgelig er nogle ting bedre end andre. Vi har bygget et samfund i Vesten på traditionerne fra Den Franske Revolution.«

– Er dit syn på universiteterne, at arrangementer og undervisning skal give udtryk for, at noget er bedre end andet, eller for, at islamisme findes og som alt andet må diskuteres?

»Jeg kan godt – på et teoretisk niveau – forstå argumentet om, at du ikke kan udelukke nogen synspunkter fra en debat, men det sker heller ikke her. Man må selv bestemme, hvad man siger i sin egen bygning, så længe man ikke opfordrer til vold og overholder loven. Men på et universitet skal man kunne sige, at det ikke er deres platform og skatteyderpenge, som skal bruges.«

– Består den politiske blåstempling så i, hvad du synes er afvigende eller ekstremistisk?

»Når det handler om ligestilling og demokrati, er det i hvert fald fair at sige, at nogle ting er bedre end andre. Jeg ville synes, det var mærkværdigt, hvis en uddannelsesinstitution var bygget på, at man ikke skulle have demokrati, men diktatur.«

https://www.weekendavisen.dk/2022-19/samfund/det-hejste-flag?utm_medium=Social&utm_source=Facebook&fbclid=IwAR1gQvIcdOpgU5qH3HE_vP3-5GCfmAEoDlXOoS5zrkV9P2q21C6Z9TgrO8c#Echobox=1652276894

 

NB. Artiklen / indlægget her er fra 2017, men har vel aldrig været mere aktuel end nu..

VI TABER KAMPEN OM YTRINGSFRIHEDEN

september 29, 2017 Jeffrey Luz Ishøy, Kommentar

(Foto: Uddrag af Muhammedtegninge-konkurrence afholdt i Texas 2015. Konkurrencen blev forsøgt angrebet af to bevæbnede muslimer, der dog blev skudt af en lokal betjent, inden angrebet rigtigt kom igang)

Hvem tør genoptrykke Muhammedtegningerne?

Kommentar af Jeffrey Luz Ishøy

Det er efterhånden svært at finde ud af, hvor man skal starte, når man skal kritisere den stigende islamisme, herunder terroren. 

Men lad os begynde med ytringsfriheden og tage den derfra. 

Jeg hørte fornylig et podcast (udgivet på den amerikanske neurolog Sam Harris’ hjemmeside den 22. november, 2015) med Douglas Murray. 

Douglas Murray er, for de som ikke kender ham, en britisk journalist, der blandt andet beskæftiger sig med kritik af islam. 

Douglas siger, kort gengivet, at alle aviser under Muhammadkrisen burde have trykt billederne af Muhammad. Lignende burde alle efter Charlie Hebdo angrebet ”gå rundt med en Muhammadtegning i vejret”. De som ikke tåler at se Muhammad afbildet, vil alligevel før eller siden blive tvunget til at face the facts. 

I en verden, hvor det er muligt at finde informationer på internettet, hvor Koranen kan tages til eftersyn på nettet, hvor informationerne er lettere tilgængelig end nogensinde før, er opgøret med de gamle værdier uundgåeligt. 

Den muslimske verden står over for en ny tid. I stedet for at pakke de muslimer, som stødes af ytringsfriheden ind i vat, bør vi bakke op om ytringsfriheden.

Som jeg forstår Douglas, har vi med andre ord ikke forsvaret vores ytringsfrihed men i stedet givet køb på den for at undgå yderligere konflikter. 

Men konflikten er uundgåelig. 

Hvis en tegneserie kan få mennesker dræbt, hvor går grænsen så? 

Hvor længe skal vi gå på listefødder og lade som om, at elefanten i rummet ikke eksisterer? Kan vi ikke se, at konflikten er uundgåelig? Vi er oppe imod ekstreme værdier, der undergraver vores ytringsfrihed. 

Tolerance er ikke en løsning.

Siden hen har det været strengsten verboten at afbillede den kære Muhammad – ja i praksis er det, som Henrik Dahl har skrevet det i en statusopdatering på Facebook, strengt taget ikke muligt længere:

“Ud over, at de salafistiske terrorangreb har kostet mange livet, har de også ført til betydelige indskrænkninger i ytringsfriheden (i dag er det i praksis forbudt at afbilde Muhammed, da ingen magter at bære de økonomiske og politiske omkostninger),  forsamlingsfriheden og til dels også religionsfriheden (forstået på den måde, at sekulære muslimer, der ønsker at tilpasse sig livet i et liberalt demokrati, ofte kommer under et meget betydeligt pres fra salafister og andre ortodokse muslimer).”

Vi siger tak til Henrik for at fremhæve det umiddelbare. 

Hvilken avis vil i dag (gen)udgive Muhammadtegningerne? Men det er ikke kun et spørgsmål om ikke at kunne tegne Muhammad. Vi er, navnlig med EU’s hjælp, gået i fælles knæfald for de udefrakommende teokratiske værdier, der ikke tåler nogen form for kritik eller modstand. 

De uoverskuelige kvoter af indvandrere, som kommer til Europa, har vi ikke været i stand til at stoppe, takket være et forfejlet Schengen-samarbejde og ikke mindst vores forpligtelse til at slå hælen i jorden og tage imod.

Douglas siger noget andet interessant i podcasten, som jeg gerne vil trække på her, nemlig at politikerne kæmper for deres liv, og derfor har fulgt den populære mening frem for at gøre det rigtige.

 ”The politicians are currently fighting for their political lives. And they will throw anything into the mix to survive. It is a horrible thing to witness.” 

Igen har Douglas ret. 

Det handler netop om overlevelse. 

For hvad er, som Douglas også påpeger, planen med de mange flygtninge?

 Hvad har man tænkt sig? 

Ingen er endnu kommet med en løsning (den eneste løsning er at etablere hjælpen i nærområderne. Vi hjælper, som en anden britisk journalist, Peter Hitchens, engang skrev det, ingen flygtninge ved at ødelægge vores eget land).

På den ene side er der altså den politiske korrekthed, ud fra hvilken politikerne søger at redde deres eget skind. 

På den anden side er der begrænsningen af ytringsfriheden, som masseindvandringen fører med sig: 

I Sverige har aviserne bevidst fortiet den overrepræsenterede kriminalitet, begået af muslimske indvandrere. Så glem massevoldtægterne og overgrebene. For i Sverige er alle lige. Og det ville være racistisk at påpege, at kultur har noget at sige – også selvom det skulle være tilfældet.

Ja, man har brugt racismekortet som et religiøst mantra, ”du er racist”, ”jeg er den gode”, og på den måde har man skabt en diskurs, hvor man lukker for diskussionen og ikke længere behøver at argumentere, så længe man er den gode. Og hvis tvivl opstår, kan man altid trække racistkortet igen. Problemet med en lukket diskurs som denne er netop, at samfundet går i stå. Måske af netop den årsag forties sandheden særligt i Sverige.

Men hvad er konsekvensen, når man ikke længere kan ytre sig? Hvorfor er ytringsfriheden så vigtig? 

I Sverige har man bevidst rottet sig sammen mod det slemme, slemme “racistiske” parti, Sverigedemokraterne, og på den måde søgt at undgå at de skulle komme til magten. 

Man har ført en socialdemokratisk politik, der har favoriseret indvandringen som en ”vi skal nok blive rige på det her” bonus. Men det eneste Sverige er blevet rige på indtil videre, er no-go zones og kriminalstatistikker. 

Jeg forestiller mig ikke, at de vil blive rige i en nær fremtid.

Hvor sandheden særligt forties i Sverige, har den bedre vilkår andre steder i Europa. 

Et flertal i ti EU-lande ønsker ifølge en undersøgelse at stoppe den muslimske indvandring. 

Og i Danmark ønsker to ud af tre ifølge en anden undersøgelse at begrænse den. 

Den stigende skepsis over for masseindvandringen er næppe blevet mindre i den senere tid, hvor vi på tværs af Europa har oplevet, og til stadighed oplever, det ene terrorangreb efter det andet, som var det en fast del af vores dagligdag. I mellemtiden bør vi imidlertid stille os selv følgende spørgsmål: 

Hvornår tør vi printe Muhammadtegningerne igen?

Kildeangivelse: https://newspeek.info/vi-taber-kampen-om-ytringsfriheden/