Leder. Angrebet på gasledningerne er en markant påmindelse: Geografi er skæbne. Danmark er frontlinjestat i energikrigen, som vi vil være det i en militær konflikt. Den kommende valgkamp bør dreje sig om de helt store spørgsmål: forsvar, sikkerhed og energi. Og politisk lederskab.

SITUATIONENS ALVOR

RUSLANDS fingeraftryk sidder overalt på sabotagen i Østersøen. Aktionen følger det velkendte mønster for russernes angreb på Vesteuropa: Man kan ikke klart dokumentere, at de står bag, men ingen kan være i tvivl om formålet. Som giftangrebene på russiske dissidenter på europæisk jord og forsøgene på at sende flygtningestrømme mod EU følges sabotagen af benægtelser og påstande om, at vestlige aktører står bag. Senere efterforskning vil formodentlig pege på, at sabotagen er blevet beordret fra Kreml eller udført med stiltiende accept.

ENERGITERROR vil være et præcist udtryk for sabotagen mod Nord Stream 1 og 2. Formålet er, ligesom terrorisme, at skabe frygt, forvirring og splittelse. Med angrebet viser Rusland, at man kan ramme energiinfrastruktur, selv hvis det lykkes europæerne at skrue helt ned for afhængigheden af russisk energi. Rusland saboterede landets egen rørledning, men i internationalt farvand, få kilometer fra Bornholm. Russerne viser, at de kan og vil gøre, hvad der passer dem.

SKAL sabotagen ses som et angreb i den pågående hybridkrig, kan det ikke blive tydeligere: Bliver Rusland tilstrækkeligt presset, vil man angribe den europæiske energiforsyning; norske rørledninger til kontinentet, vindmølleparker eller cyberangreb på kraftværker. Vesteuropas blodtilførsel sker gennem undersøiske årer, som kan afbrydes med tilsvarende angreb. At kalde de vestlige lande, herunder Danmark, sårbare er en underdrivelse. Det sætter den kommende vinter i et endnu mørkere perspektiv: Terror er psykologisk krigsførelse, og usikkerheden sætter sig allerede som reel frygt. Situationen kan hele tiden blive værre.

MØDES terrorangreb ofte af sammenhold, er det også tilfældet her: De europæiske lande udsender fælles fordømmelse og udbygger alternativerne til russisk energi, både fossil og vedvarende. Men som det sker efter terrorangreb, vil frustration og splittelse hurtigt vise sig. Putins ønske er åbenlyst at afsløre, at europæerne er mere bekymrede for deres egen tilværelse end ukrainernes skæbne.

MED angrebet lige ud for Bornholm får vi en markant påmindelse: Geografi er skæbne. Danmark er frontlinjestat i energikrigen, som vi vil være det i en militær konflikt. Derfor rejses også det helt forståelige spørgsmål, om det virkelig skal være nu, at Danmark skal til valg. Valgudskrivelsen kommer sandsynligvis i næste uge, når statsministeren enten selv udskriver valget eller bliver væltet. Bør nationen ikke nærmere samles, støtte regeringen og lægge politiske uenigheder til side?

DEMOKRATIETS svar på terror bør altid være at stå fast på demokratiske grundværdier. Vi er part i en krig, men vi er ikke besat, ikke i direkte militær konflikt og ikke i undtagelsestilstand. At afholde valg og ikke lade sig diktere af aggressive forsøg på at underminere vores samfund er udtryk for styrke, ikke svaghed. Det har i flere måneder været påtrængende med et folketingsvalg, og meningsmålingerne tyder på et behov for at bringe Folketinget i overensstemmelse med vælgernes ønsker. Intet tyder på, at den internationale krise vil være overstået foreløbig. Vinteren bliver lang. Valgkampen har allerede varet for længe.

STYRKE til at svare på den russiske energiterror har europæerne kun, hvis de står sammen. Det kræver troværdigt lederskab og handlekraft. Situationen vil gøre disse nøgleord til hovedtemaet i en valgkamp. Mette Frederiksen har som siddende statsminister en klar fordel, men hendes lederskab har også vist markante svagheder. At Danmark er placeret så tæt på centrum af en historisk krise, kræver, at den politiske ledelse kan holde hovedet koldt og handle fornuftigt under stort pres. Det er ikke entydigt statsministerens spidskompetence. Skal vi til valg, må situationen føre til en ny seriøsitet i debatten. Den kommer til at handle om landets sikkerhedspolitiske situation med alt, hvad det indebærer. Folk er med rette bange for, hvad vinteren vil føre med sig. Politikernes ansvar er ikke bare at træffe de rette beslutninger, men også at udkæmpe en valgkamp, der reflekterer situationens alvor.

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/2022-39/samfund/situationens-alvor

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

 

 

Kommentar. Minksagen rækker langt ud over spørgsmålet, om det var en juridisk skandale eller formel fodfejl.

 

SAGEN DER IKKE MÅ DØ

 

Minksagen spøger stadig, og den går ikke i sig selv foreløbig. Valgkampen holder den i live. Men der er en fare for, at den bliver reduceret til polemik mellem en opposition, der pukker på lovbrud og magtfuldkommenhed, og en statsminister og hendes svende, der slår på folkesundheden, som trumfer formelle, men ligegyldige fodfejl.

Det er fuldstændig glemt, at sagen har flere udløbere. De understreger, hvor stor en sag det var og er. Al snak om, at der egentlig ikke skete noget, bør forstumme.

Noget er velbelyst: den manglende lovhjemmel til beslutningen om nedslagning af alle danske mink og den manglende bevillingsmæssige hjemmel til beslutningen om udbetaling af tempobonus. Men sagen er meget større.

For det første endte eksekveringen i kaos. Nedgravningen af de aflivede mink medførte så stærke protester og så mange forureningsmæssige problemer, at myndighederne i foråret 2022 måtte gøre den om. Hvad kostede det? Og hvem var ansvarlig for den bagvedliggende fejlbeslutning? Vi ved det ikke.

Døde mink bliver lagt i massegrave på militærets øvelsesområde ved Nørre Felding. Nedgravningen medførte stærke protester og forureningsproblemer. Foto: Casper Dalhoff, Scanpix

For det andet påførte hastebeslutningen om nedslagningen af alle mink staten en merudgift på adskillige milliarder til kompensation og erstatning til minkavlerne og følgeerhvervene. Kunne regeringen ved en anden fremfærd have undgået det? Sandsynligvis.

For det tredje er der grundlaget for 3. november-beslutningen. Det var angiveligt Kåre Mølbak, dengang faglig direktør på Statens Serum Institut, der udløste den. På et møde hos Kopenhagen Fur 2. november 2020 fremmanede han Danmark som et muligt nyt Wuhan. En henkastet mundtlig risikovurdering, der dagen efter blev fulgt op af SSIs skriftlige og officielle vurdering. Men hvor gennemarbejdet var vurderingen? Vi ved det ikke, for Minkkommissionen var skruet således sammen, at den ikke skulle se på beslutningsgrundlaget. Derimod ved vi, at katastrofemeldingen i forhold til cluster 5 og vaccinerne umiddelbart blev skudt ned af andre faglige autoriteter.

For det fjerde beror udbetalingen af erstatning på en uafhængig vurderingsproces. Det er efter bogen. Det er bare en stor operation, og status er, at vurderingsprocessen trækker ud og kommer til at strække sig ind i 2027.

For det femte er der genåbningen eller nedlukningen af erhvervet. For lukningen var midlertidig frem til udgangen af 2021. Der blev siden lagt et år til, og forhandlingerne mellem ministerium og branche, en anskudt fødevareminister og avlerne humper i denne stund afsted. Om de kan lande en aftale, er tvivlsomt, for der er politik og følelser i sagen.

Alt dette er mere eller mindre glemt. Det samme er forløbet i månederne op til den skæbnesvangre beslutning 3. november, som Minkkommissionen fokuserer på.

Kissejav og nølen

Statsminister Mette Frederiksen havde siden foråret solet sig i demonstrativ handlekraft. Den samme handlekraft ledte om aftenen 3. november 2020 til beslutningen om øjeblikkelig nedslagning af alle mink. Det er forløbet op til denne skæbnesvangre aften, som Minkkommissionen træffende beskriver som »forceret«. Men historiens anden side er, at den samme regering siden forsommeren og især siden september 2020 havde nølet og vaklet over for truslen om smitte fra minkene. Det var der to grunde til. Den ene var, at fagfolkene med den viden, de havde, var afventende. Den anden var politisk, fordi sommertiden stod i genåbningens optimistiske tegn. I det centraliserede Frederiksen-system betød det, at embedsmændene aldrig fik det klare signal i form af en statsministeriel bestilling, som kunne have forberedt en hastebeslutning, når og hvis tiden blev politisk moden til det.

Da departementschef Michael Dithmer blev afhørt af Minkkommissionen, sagde han om processen, at der var et »kissejav«, og at alt skulle gå rigtig stærkt. Det er en præcis beskrivelse af forløbet. Rigtig mange embedsfolk i flere forskellige ministerier og styrelser producerede i løbet af få timer papirer og holdt møder, så regeringen kunne træffe en beslutning.

Det måtte blive en sag, som ikke var gennemarbejdet, og som derfor ikke flagede den højst relevante information om hjemmelsproblemerne på det cover, som ministrene får i hånden inden et møde. Kissejavets næste konsekvens var, at ingen fik tid til at orientere sig i sagen, inden forhandlingen startede. Så en realistisk vurdering er, at de centrale beslutningstagere, ministrene, handlede i tillid til, at alt var i en form for orden.

Kissejavet var dog begrænset til 2. og 3. november 2020. For sagen er, at regeringen gav sig god tid op til dette tidspunkt. Smitten i minkbesætningerne havde været kendt siden juni, og der blev truffet beslutninger for at inddæmme den lokalt. Det så for en stund ud til at være virksomt. Men i eftersommeren stod det klart, at det ikke var tilfældet. Smitten spredte sig med betydelig hast, og spørgsmålet meldte sig: Hvad gør man, og hvornår gør man det?

Minkkommissionen har et snævert fokus på 3. november-beslutningen og de beslutninger, der blev truffet dagene efter. I tilbageblik indikerer rigtig meget, at forløbet i september-oktober var særdeles kritisk, men man skulle frem til 2. november, før nogen for alvor tog sig af det.

Der er flere ting heri. Den første er, at embedsfolk i en række ministerier i eftersommeren og det tidlige efterår var bekymrede for minksmitten og de problemer, den rejste. Der var de veterinær- og humanmedicinske aspekter, som Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne var optaget af. Der var også de juridiske problemer, som ville melde sig, alt efter hvordan man valgte at gribe ind. Det var et problem, man tumlede med i såvel Fødevarestyrelsen som Miljø- og Fødevareministeriets departement, og som de gjorde deres kontakter i andre ministerier opmærksomme på.

Så var der de økonomiske problemer. Det gjaldt hensynet til avlerne, men også bekymringen for at overvælte en økonomisk byrde af ubestemmeligt omfang på statskassen. Med hver deres vinkel havde folkene i Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og selvsagt Finansministeriet fat i sagens økonomiske aspekter.

Både det erkendte juridiske og økonomiske problem fik lov til at flyde, fordi ingen bestilte en kvalificeret belysning af dem. De blev først sat på dagsordenen, da beslutningen var truffet. Processen op igennem september og oktober var præget af et gigantisk rod. Nok var der opmærksomhed på den. Også på politisk niveau. Men går man forløbet igennem, flyder den snart i det ene, snart i det andet regi. Der er de centrale regeringsudvalg, Koordinationsudvalget og regeringens coronaudvalg. Det var oprettet i sommeren 2020, men som en embedsmand forklarede kommissionen, vidste ingen, om det var tiltænkt nogen praktisk rolle. Det fik det, men sammen med de andre i en rodet arbejdsdeling, hvor sagen cyklede rundt mellem skiftende regier befolket af en skønsom blanding af ministre, embedsfolk og særlige rådgivere.

På forvaltningsniveau var rodet tilsvarende. Der blev udviklet og udvekslet scenarier for mulige indgreb, såfremt smitten tog fart. Men i den ellers så stærkt centraliserede bestillingsproces gjorde ingen sig den umage at overveje, om man skulle konkretisere dem til operative handlingsmuligheder. Det er svært at bebrejde dem på de næstkommanderendes niveau, at de lod det blive ved de løse skitser. Det spiller her utvivlsomt ind, at processen afslørede en spænding mellem på den ene side betoningen af den centrale koordinations primat, på den anden side ministeriernes stærkt adskilte ressortansvar. Adskillige af dem havde undervejst ravlt med at henvise til, at det ikke var deres, men naboministeriets bord.

En særlig krølle på forløbet er Statsministeriets pludselige udpegning af Justitsministeriet som koordinerende ministerium på sagen 3. november. Skal man tro Minkkommissionens kortlægning af rollen, bestod den alene i at samle og formidle papirerne videre til de mange deltagere i det afgørende møde. Der var ingen substans i koordinationen og dermed heller ikke noget bidrag til at kvalitetssikre sagen, inden ministrene fik den. Læs ikke det som en kritik af Justitsministeriet. Tag det derimod som en skræmmende illustration af, hvor risikabelt det er i 11. time at lave nye spilleregler for et forløb, som i forvejen var presset og rodet. Notér yderligere, at koordinationsopgaven på ingen vis indebar, at Justitsministeriet af egen drift kastede sig over de juridiske problemer, der vitterligt var.

Systemforagtens forrang

Det er velkendt, at statsminister Mette Frederiksen gentagne gange har luftet sin skepsis over for centraladministrationen og dens embedsfolk. Det er værd at huske, når hun ved andre og senere lejligheder har rost dem og bedyret sin tillid til dem.

Det er ingen ringe egenskab, at en politiker er sit eget demokratiske mandat og politikerrollen bevidst. Hverken teknokrati eller embedsmandsvælde er nogen ønskværdig styreform. Det er et centraliseret politikervælde heller ikke.

Det er det sidste, der er relevant her. For det første er der risikoen for, at det politiske centrum (statsministeren, Statsministeriet og Koordinationsudvalget) gaber over mere, end det kan kapere. Det er så oplagt, at der ikke er nogen grund til at uddybe det. For det andet fører det let til, at man i sikker forvisning om egen usvigelige dømmekraft fuldstændig ignorerer den nedarvede visdom, som regerings- og forvaltningssystemet rummer og bygger på. To forhold er her relevante.

Det ene er, at embedsfolk på tværs af ministerier og myndigheder i september-oktober faktisk havde erkendt den potentielle alvor. Man havde også erkendt problemets ressortoverskridende kompleksitet. En gammel og velafprøvet metode er at nedsætte en arbejdsgruppe med folk fra de berørte ministerier og så lade dem grave sagen igennem. Erfaringen siger også, at de er meget hurtigere end deres ry. Det gjorde man ikke, og de mange relevante spørgsmål, som i perioden var rejst, faldt ned i sprækkerne mellem de forskellige ressorter.

Det andet forhold er samspillet med branchen. Det er traditionelt tæt mellem danske ministerier, styrelser og organisationerne på deres områder. Det gælder ikke mindst på landbrugets område. Det ved enhver, og vi ved også, at udfaldet af det tætte og traditionsrige samspil mellem Slotsholmen og Axelborg ikke altid har været så smukt endda. Ikke desto mindre har man i dette samspil en formidabel legitimitetsskabende og usikkerhedsreducerende mekanisme. Daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen var måske i gang med en sådan øvelse, men blev overhalet af højere magter.

Nu er vi langt ude på det kontrafaktiske overdrev. Men forestil Dem, at regeringen i september, ja måske juni havde indset, at der kunne udvikle sig en situation, som krævede minkhandling. Det lå i den grad i kortene. Forestil Dem så, at den samme kreds af ministre havde krævet at få det tygget igennem og nedsat en hurtigtarbejdende embedsmandsgruppe, som skulle tegne handlingsscenarierne op og kortlægge de problemer, som de rejste sundhedsmæssigt, retligt og økonomisk. Forestil Dem yderligere, at de samme høje ministre havde givet Mogens Jensen et mandat til at sondere og forhandle med branchen, ja, endog havde inviteret branchen med ind i gruppen. Så havde hverken regeringen eller vi næppe stået her i dag.

Det lyder hypotetisk, men er i virkeligheden en simpel overførsel til minksagen af de historiske erfaringer med et regeringspolitisk autoriseret samspil mellem fagkyndige ressortmyndigheder og de berørte interesser. Det er den handlingslogik, man i årtier har praktiseret ikke bare på landbrugsområdet, men på Erhvervsministeriets og Justitsministeriets områder.

Det kan man forestille sig. De gjorde det bare ikke. For kombinationen af skepsis grænsende til mistillid over for systemet og en centralisering, hvor ingen kunne bevæge sig uden signaler oppefra, tegner billedet af en regering, som ikke havde og muligvis ikke har nogen forståelse af, hvordan den bruger embedsværket, og hvilken formidabel styrke det giver den regering, der forstår at gøre det. Det kostede samfundet dyrt og har efterladt ikke bare regeringen, men også embedsværket med et stærkt ramponeret renommé.

Link:

https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/sagen-der-ikke-maa-doe

 

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Sagen, der ikke må dø

 

0 seconds of 14 minutes, 47 secondsVolume 90%

 

 

 

 

Leder. Det er ikke regeringens kritikere, der undergraver tilliden til retsstaten. Det er regeringen selv.

EFTER HVILKEN BOG..?

HVEM kan huske Profumo-affæren?

Den drejede sig om John Profumo, den britiske krigsminister, som tilbage i begyndelsen af 1960erne havde en affære med fotomodellen og korpigen Christine Keeler.

Det spegede var, at hun samtidig gik i seng med Jevgenij Ivanov, militærattaché ved den sovjetiske ambassade. Se, den historie ville man gerne have, at den britiske efterretningstjeneste interesserede sig for.

Hans sexliv udgjorde åbenlyst en sikkerhedsrisiko og gjorde manden uegnet til at bestride posten som krigsminister.

I Danmark har myndighederne i skikkelse af PET-chefen forsøgt at fortælle en tilsvarende historie; om en Findsen-affære:

Ifølge Berlingske fortalte PET-chefen tidligere på året partiformændene i Folketinget om den tidligere FE-chef Lars Findsens seksuelle præferencer. Findsen har hang til S/M-sex, forklarede PET-chefen, som var flankeret af den daværende justitsminister.

UNDERGRAVER regeringens kritikere retsstaten ved at påpege de mange alvorlige problemer i FE-sagen? Sådan lyder det ofte fra socialdemokratiske ministre og støtter, som går til angreb på folk, der påpeger, at noget forekommer at være helt galt i denne historie; herunder tidligere statsministre og departementschefer.

Faktisk er det lige omvendt, siger justitsminister Mattias Tesfaye, der i sidste weekend bedyrede, at alt er »gået helt efter bogen«.

FAKTISK er det i en retsstat meget vanskeligt at få adgang til folks, også FE-chefers, privatliv. Politiet havde fået en dommers tilladelse til at aflytte og overvåge Lars Findsen for at efterforske, om han havde overtrådt paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder, en sigtelse, der forekommer papirtynd.

Strafferammen i den paragraf er så høj, at det giver politiet langt tungere efterforskningsmuligheder, herunder aflytning, end hvis man blot havde sigtet Findsen for brud på tavshedspligten.

Denne overvågning har skaffet PET oplysninger om Findsens sexliv, som man derefter har fortalt partiernes formænd om. Hvorfor?

Det er ikke til at sige, om Findsens præferencer gør ham uegnet til at være FE-chef, som Søren Pind, den tidligere justitsminister, påstår. I så fald måtte konsekvensen være, at Findsen måtte placeres i en underordnet stilling i et afsides politidistrikt.

 

Det er bare ikke det, sagen handler om.

RETSSTATEN bliver efter alt at dømme undergravet i denne sag. Ikke af regeringens kritikere, men af myndighederne selv: PET skaffer sig viden om Findsens privatliv gennem langvarig overvågning.

Denne overvågning bliver så brugt til at sladre om detaljer, hvor formålet åbenlyst må handle om at desavouere manden. Det er langt over stregen. Sagen handler ikke om Findsens generelle egnethed som FE-chef eller om kravene til hans sikkerhedsgodkendelse.

Faktisk må man i stadig højere grad spørge, om den overhovedet handler om Lars Findsen. Hvad motivet har været til at køre denne sag så ansvarsløst, og hvem der har truffet beslutningerne bag, ved vi ikke.

Det er afgørende at finde ud af. Hvis den er kørt efter bogen, må der være noget helt galt med den vejviser, der benyttes i den siddende regering.

Kilde :

https://www.weekendavisen.dk/2022-36/samfund/efter-hvilken-bog?utm_medium=fb_boost&utm_source=mkt_social&utm_content&utm_campaign=wa_always_on&fbclid=IwAR0zCCdm6puz8InbfrpQ90ZiRDttyl5PwEs4YQbgE0lKlJ4h90hs-ffem14#Echobox=1662643498

 

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

METTE FREDERIKSEN OG HENDES REGERING ER FULDE AF LØGN NÅR DET HANDLER OM STRAM UDLÆNDINGEPOLITIK..

Med venstre hånd sender hun ligegyldige ministre alene til Rwanda, uden et eneste af de andre partier i rød eller blå blok, åbenbart udelukkende for at afholde ”tryk i hånd” møder og få det til at se ud som alt går som planlagt. Med højre hånd smider hun omkring sig med statsborgerskaber, familiesammenføringer, supplerende pengebeløb osv. osv en stor del af disse aktiviteter er, som det fremgår af nedenstående artikel, til dybt kriminelle og uintegrerbare indvandrere.

REGERINGEN: EN GRUPPE IKKE – VESTLIGE INDVANDRERE ER MERE KRIMINELLE, PÅ SOCIALHJÆLP OG SVÆRE AT INTEGRERE – ALLIGEVEL FÅR DE DANSK STATSBORGERSKAB I STOR STIL

Der er noget, der ikke rigtigt hænger sammen.

 

Den 13. december 2020 orienterede daværende udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye i et notat Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg om en ny opdeling af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere.

 

”Den nye opdeling af personer med ikke-vestlig oprindelse tager udgangspunkt i en regional gruppering MENAP, som anvendes internationalt. Den inkluderer lande fra Mellemøsten og Nordafrika samt Afghanistan,” skrev ministeren og tilføjede, at Tyrkiet også er taget med i gruppen.

 

Begrundelsen for opdelingen var gruppens ringe evne til integration og dens høje kriminalitet.

 

“Vi kan se, at indvandrere fra de her 24 lande i og omkring Mellemøsten og Nordafrika samlet set klarer sig markant dårligere end indvandrere fra fx Thailand, Sri Lanka eller Brasilien. Færre kvinder er i arbejde, og flere unge mænd er dømt for kriminalitet”, skrev Tesfaye.

 

Tesfaye oplyste ligeledes, at beregninger fra Finansministeriet viser, at ”nettoudgiften på de offentlige finanser i 2017 var tre gange større til indvandrere og efterkommere fra MENAP-landene og Tyrkiet end med oprindelse i øvrige ikke-vestlige lande.”

 

Og så skulle man jo tro, at hælene blev sat i for blandt andet yderligere indvandring med videre fra de pågældende lande, der tæller 21 plus Afghanistan og Tyrkiet.

 

Men siden da er intet sket – alt er stadig ved det gamle.

 

Over tusinde danske statsborgerskaber til folk fra MENAP

Selvom de ifølge regeringen er svære at integrere, er på socialhjælp og fører sig frem i landets retssale, er der ingen problemer med at give dem dansk statsborgerskab.

 

Officielt skal ansøgere om dansk statsborgerskab opfylde en række betingelser, men sideløbende findes der en lang række undtagelser og dispensationer fra de gængse regler, som Folketingets Indfødsretsudvalg kan dispensere ud fra.

 

Under alle omstændigheder er det et faktum, at i alt 1.368 personer med oprindelse i MENAP plus Afghanistan og Tyrkiet fik dansk statsborgerskab sidste år.

 

I toppen ligger pakistanerne med tildeling af 470 danske statsborgerskaber efterfulgt af tyrkerne med 214.

 

I samme ombæring fik blandt andre også 176 afghanere, 158 irakere, 127 iranere og såmænd også 111 somaliere dansk statsborgerskab.

 

Halvdelen af alle opholdstilladelser og familiesammenføringer

Sidste år fik i alt 1.362 flygtninge fra ikke-vestlige lande asyl eller anden form for opholdstilladelse i Danmark.

 

Blandt dem blev præcis halvdelen eller i alt 681 opholdstilladelser givet til flygtninge fra MENAP plus de to øvrige lande i gruppen.

Syrerne fik den absolut største andel med 288 opholdstilladelser i form af asyl, medens afghanerne fik 276 opholdstilladelse, hvoraf de 17 var asyl og resten såkaldt anden form for opholdstilladelse.

 

Men det stopper ikke her.

 

Også på familiesammenføringsområdet nyder Tesfayes og dermed også regeringens uønskede befolkningsgruppe stor bevågenhed i form af tilladelser.

 

Sidste år fik flygtninge bevilget i alt 350 tilladelser til familiesammenføring med ægtefælle eller samlever.

 

Af dem gik lidt over halvdelen eller i alt 233 til flygtninge fra MENAP plus de to tilkoblede lande, og hvor syrerne scorede hovedparten i form af 120 familiesammenføringer.

 

Sammen med disse familiesammenføringer kommer der i nogle tilfælde også børn under 15 år.

 

Alt i alt drejede det sig sidste år om i alt 224 børn, der blev familiesammenført til flygtninge, og af dem blev ligeledes over halvdelen eller i alt 135 børn familiesammenført med flygtninge fra MENAP plus de to lande.

 

Her var det igen syrerne, der toppede med 106 familiesammenførte børn.

 

Står for over halvdelen af ikke-vestligt dømte

Medens personer med oprindelse i MENAP plus Afghanistan og Tyrkiet i stor stil får både dansk statsborgerskab, opholdstilladelser og familiesammenføringer, dominerer de også på det kriminelle felt.

Således fik i alt 31.160 personer af ikke-vestlig oprindelse i 2020 en strafferetlig afgørelse.

 

Blandt dem faldt langt over halvdelen eller i alt 22.744 strafferetlige afgørelser blandt flygtninge og indvandrere fra NENAP-landene plus Afghanistan og Tyrkiet.

 

Tyrkerne står med 5.640 strafferetlige afgørelser for langt de fleste, men libaneserne og syrerne kan med henholdsvis 3.448 og 2.684 strafferetlige afgørelser også følge med.

 

Somalierne hægter sig på med 1.734 straffelovsafgørelser, men det skyldes nu udelukkende, at de ikke er så mange.

 

Med knap otte tusinde mænd i alderen 15 – 79 år udgør de således kun halvdelen af syrerne, der kan mønstre omtrent dette dobbelte antal eller i alt 15.600 mænd i den pågældende alder.

 

En stram udlændingepolitik – men åbenbart ikke for alle

Statsminister Mette Frederiksen (S) forsømmer stort set ikke nogen lejlighed til at understrege, at regeringen fører en stram udlændingepolitik.

 

Det er muligt, men den er ind imellem lidt svær at få øje på.

 

Især når det gælder de flygtninge- og indvandrergrupper, som regeringen betragter som problematiske med manglende evne til integration, kriminel overrepræsentation og ikke mindst en belastning for samfundsøkonomien.

 

Her synes det modsatte af en stram udlændingepolitik snarere at være tilfældet.

 

Denne artikel er baseret på følgende kilder:

 

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/UUI/bilag/49/2304182/index.htm

https://uim.dk/nyhedsarkiv/2020/december/tesfaye-ny-statistik-skal-give-et-mere-praecist-billede-af-integrationsudfordringerne/

https://www.statbank.dk/statbank5a/SelectVarVal/saveselections.asp

https://www.statistikbanken.dk/VAN77

https://www.statistikbanken.dk/STRAFNA4

 

https://denkorteavis.dk/2022/nu-regeringen-en-gruppe-ikke-vestlige-indvandrere-er-mere-kriminelle-paa-socialhjaelp-og-svaere-at-integrere-alligevel-faar-de-dansk-statsborgerskab-i-stor-stil/

 

Skandale. Statsministeren insisterer på at forlænge diskussionen om minkhåndteringen. Det kan være svært at synes, man har ret.

SYSTEMET FREDERIKSEN

Mandag i denne uge fik skatteminister Jeppe Bruus chancen for at bidrage til debatten om minksagens essens. Skatteministeren var gæst i P1-programmet Ring til regeringen, og minkene kom til at fylde en del, ganske som Mette Frederiksen har lagt op til. I sidste uge sagde hun om minksagen, at »jeg vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale«.

Og var der så det? Jeppe Bruus talte forekommende om »fejl«, han forhøjede imødekommende til en »meget alvorlig fejl« og endda til »en meget, meget alvorlig fejl«, men fik aldrig rigtig svaret ja eller nej.

Det lød ikke, som om skatteministeren var en meget glad deltager i skandaledebatten. Måske han endda ville have fundet det gavnligt at kende det bidrag til diskussionen, som Mette Frederiksen lagde på Facebook to dage senere. Her hed det, at vist var det da en skandale, men kun i politisk forstand; minkene måtte dø.

Mette Frederiksens invitation til at diskutere den eventuelle skandale faldt på havnen i Aalborg i anledning af, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen meddelte, hvilke sanktioner den fandt passende i forhold til de involverede embedsfolk.

Det virker, som om statsministerens partifæller har opgivet håbet om at få hende til at forsøge at lukke Minksagen med den passende dosering af selvbevidsthed og ydmyghed

Men den statsministerielle invitation til at diskutere mink og skandale indskriver sig i et mønster, som er lagt tilbage ved minksagens start ved udgangen af 2020. Mønstret viser en regering, der mangler evne til at indrømme kritikken af forløbet så tilpas meget, at sagen kan dø ud. Et par centrale nedslag:

Regeringen afleverede allerede i november 2020 en redegørelse, som rejste alvorlig kritik af håndteringen, og Mette Frederiksen lod fødevareminister Mogens Jensen ofre. Det lagde ikke sagen død, og på radikalt initiativ blev granskningskommissionen forankret i Folketinget vedtaget som ny undersøgelsesform.

Da landsdommer Michael Kistrup offentliggjorde sin redegørelse i juni i år, udviste Mette Frederiksen behersket ydmyghed over for sagen på et efterfølgende pressemøde. De Radikale stod efter pressemødet med overhængende risiko for at arve sagen og mødte voldsom kritik fra egne rækker for at holde holde hånden over regeringen. Udvejen af den radikale knibe blev en anden politisk nyskabelse, proklamationen af at ville vælte regeringen, hvis ikke den udskriver valg senest i forbindelse med Folketingets åbning.

På radikalt diktat er der således kun en håndfuld uger til at gennemføre en bredere offentlig diskussion af karakteren af minksagen. Det er et dristig forsøg på at erobre historikerens pen på et tidspunkt, hvor blå blok ifølge meningsmålingerne er favorit til at overtage Statsministeriet.

Magt og psyke

Det er fristende at se det samlede minkforløb som udslag af et usædvanligt fravær af politisk musikalitet i Mette Frederiksens regeringsledelse. Som en sindets ubøjelighed, når det gælder erkendelse af egne fejl. Formentlig kan forløbet kun forstås, hvis man inddrager et sammenfiltret væv af psykologiske og politiske mekanismer.

At statsministre udvikler en skråsikker og egenrådig ledelsesmodus, er ikke usædvanligt. De fleste husker Anders Fogh Rasmussen, som afviste al kritik med ordene »der er ikke noget at komme efter«, eventuelt med det opfølgende spørgsmål, om man måske ønskede Saddam Hussein tilbage?

Forskellen er, at Fogh Rasmussen dengang sad med et meget solidt flertal bag sin skråsikkerhed i og med VKO-blokkens hegemoni over dansk politik i 00erne. Mette Frederiksen sidder med et parlamentarisk grundlag, som gennem regeringsperioden har vist sig tiltagende ustabilt og med minksagens håndtering som den betydeligste komponent i forvitringen.

Under Morten Østergaard var kritikken af Mette Frederiksen rent politisk. Statsministerens udlændingepolitik var uantagelig, hendes klimapolitik helt utilstrækkelig. Under Sofie Carsten Nielsens radikale lederskab faldt kritikken i hak med den dybere radikale ambition om igen at få regeringsansvar, da udlændinge og miljø tilføjedes minksagen. Den illustrerede ifølge hende, at magtforvaltningen degenererer under en egenrådig og magtfuldkommen etpartiregering.

Minksagen er blevet den centrale komponent i den uafsluttede magtkamp mellem Socialdemokratiet og Radikale, som Mette Frederiksen proklamerede i en tale grundlovsdag 2018. Her afsvor hun regeringsmakkerskab med det lille parti og erklærede som sin hensigt at ville danne en mindretalsregering.

Kursen var især presset frem af Socialdemokratiets daværende stærke mand Henrik Sass Larsen. Den var udløst af den analyse, at Socialdemokratiet grundlæggende tabte sin »førstefødselsret« til regeringsmagten, fordi partiet blev forbundet med den radikale udlændingepolitik.

Den nye kurs blev ledsaget af meget umisforståelige løfter om ikke at give efter for krav om lempelser fra de partier, der skulle bære Mette Frederiksen ind i Statsministeriet: Enhedslisten, SF og De Radikale.

Mest kategorisk blev løftet givet i en portrætbog udgivet få måneder før folketingsvalget i 2019: Det var ifølge Mette Frederiksen »vigtigere for Danmark, at der bliver ført den rigtige udlændingepolitik, end at jeg kan danne regering«. Hun garanterede ikke at ville løbe fra dette standpunkt med ordene: »Men det kommer ikke til at ske. Hvis jeg gjorde det, ville det blive fatalt for mig og mit parti.«

Løftets indfrielse tog hun Danmarks, Socialdemokratiets og sin egen skæbne i pant på, og det er siden regeringsskiftet i 2019 holdt i en grad, så udlændingesagen er visnet bort som attraktiv arbejdsmark for det borgerlige Danmark. Det frederiksenske løfte var en succes – hjulpet godt på vej af det meget massive flertal for en stram udlændingepolitik i Folketinget såvel som i befolkningen.

Denne mentale figur har Mette Frederiksen fortsat under minksagen, skønt den folkelige opbakning er mere tvivlsom og mandatpolstringen stadig tyndere. Med diabolsk logik ekkoer ræsonnementet bag udlændingeløftet fra 2019 af sin egen modsætning:

Hvis ikke Danmark erkender, at Mette Frederiksen – bortset fra distraktionen med den manglende lovhjemmel – gjorde det rigtige i minksagen, fortjener nationen hende heller ikke som leder.

Gaven til de blå

Lytter man til de berømte vandrørs stille susen, tyder intet på fravær af røster, der har rådet Mette Frederiksen til at vise større ydmyghed i håndteringen af minksagen. De har blot ikke haft held med at sætte sig igennem.

Formentlig har de tætte rådgivere mindre autoritet, i og med både Sass Larsen og hendes første stabschef, Martin Rossen, for længst er væk fra inderkredsen. Lettere bliver det næppe at håndtere sagen, når Mette Frederiksens departementschef, Barbara Bertelsen, er en af hele sagens absolutte hovedpersoner.

Under alle omstændigheder virker det, som om man endegyldigt har opgivet håbet om at få statsministeren til at forsøge at lukke sagen med den passende dosering af selvbevidsthed og ydmyghed; det har sin pris at have bygget et meget styrende statsministerium op.

Mette Frederiksens seneste Facebook-opslag om mink og skandale blev offentliggjort, aftenen før Nikolaj Wammen onsdag fremlagde finanslovforslaget for 2023. Her er budskabet, at der ikke er mange penge at rutte med, men dog et par engangsmilliarder til inflationshjælp foruden støtte til psykiatri, handicappede og andre udsatte.

Samtidig konkurrerer minkopslaget om opmærksomheden med den fragmentationsbombe af politiske initiativer, som regeringen med febril iver har smidt ind i den politiske offentlighed i et forsøg på at indhente det stabile blå forspring i meningsmålingerne:

Udvisning af flere kriminelle udlændinge, muligt indgreb mod muslimske pigers brug af tørklæder, intensiveret forsøg på at totalomlægge asylpolitikken med afsæt i Rwanda, en ny, ganske vist diffust og uforpligtende formuleret forståelse for sygeplejerskernes lønkrav og endda en begyndende indfangning af Christiania i den socialdemokratiske velfærdsmodel.

Foruden egen let forståelige magtsult har oppositionen stadig kampen mod den angivelig magtfuldkomne Frederiksen som sin væsentligste fælles politiske platform. Det virker ikke indlysende velbegrundet frivilligt at hoppe ned i sufflørkassen og tilbyde blå blok replikassistance om omfanget af minkskandalen, skulle blokken løbe tør for inspiration.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/redaktionen/hans-mortensen

Arne Hardis

(f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

·    AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

Hans Mortensen

(f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

·    HAMN@WEEKENDAVISEN.DK