Opgør. Putin tog fejl af Vesten. Det er der ikke noget at sige til. Det gør vi hele tiden selv.

VESTEN GÅR UNDER HVER DAG

Læser man de russiske medier, får man indtryk af, at Vesten er på randen af et snarligt sammenbrud.

På nyhedsbureauets RIA Novostis hjemmeside forklarer Aleksej Pusjkov, medlem af det russiske overhus, Føderationsrådet, hvorfor USA ødelægger forholdet mellem EU og Rusland:

»Europas fald og ødelæggelsen af dets økonomi gavner USA. Ved at blokere for enhver dialog mellem Europa og Rusland svækker USA bevidst Europa, der drives dybere og dybere ind i en underordnet position som amerikansk vasal,« hævder senatoren.

Pravdas hjemmeside kan fortælle, at »Kremls beslutning om folkeafstemninger og mobilisering har udløst panik i Ukraine og Vesten«, og at »Europa i denne uge får en forsmag på livet uden russisk gas«, for ifølge meteorologerne bliver vejret koldt. Hos Ura.ru står at læse, at »valget i Italien gør Putin til verdens lykkeligste mand«, og i Izvestija, at »hver sjette tysker over 65 nu har en forøget risiko for at havne i fattigdom på op til 17,4 procent«. Smolnarod.ru vil vide, at der kun »skal ét russisk missil til at tilintetgøre London eller Washington«.

Er det russisk propaganda? Hmm … Det ville være en tilsnigelse. For ser man grundigere efter, viser det sig, at de fleste historier stammer fra vestlig presse, og at der er tale om loyale afskrifter. Det er Bloomberg, der kan fortælle, at Europa står over for en kold uge, hvor europæernes tålmodighed med Ukrainekrigen vil blive sat på prøve. Det er Sky News, der har indhentet en udtalelse fra den tidligere britiske forsvarschef Richard Barrons om, at »Bare et sprænghoved med en kraft fra 300 til 800 kiloton TNT-ækvivalent vil være nok til at udslette Washington, London eller Paris«. Det er Die Welt, der skriver om de fattige tyske pensionister.

I det stykke har vi nemlig intet at lade russerne høre: De vestlige og russiske medier er fælles om at holde dommedag over Vesten hver eneste dag. Vestens fremtid er én lang række af foruddiskonterede katastrofer. Nutiden er ren apokalypse. Trump. Brexit. Flygtningestrømme. Populisme. Identitetspolitik. Klimaforandringer. Nye coronavarianter. Voksende ulighed.

Og på den baggrund kan man måske bedre forstå, at en autokrat som Putin kunne bilde sig ind, at det var muligt at indlede en storkrig mod Ukraine, fremtvinge et regimeskifte og indsætte en Moskva-kontrolleret regering, uden at Vesten ville finde styrken til at reagere.

Ja, faktisk forestillede han sig – og det gør han stadig – at han ved at invadere Ukraine kan udløse det skifte i den globale magtbalance, som vil betyde, at autokrater som ham selv fremover sætter dagsordenen i verden. Den vestlige samfundsmodel – den demokratiske retsstat – vil ikke længere være det øverste trin i civilisationernes udviklingsstige og inspirere til pludselige folkelige opstande overalt på kloden, der vælter de siddende diktatorer. Nej, verden vil få at se, at de demokratiske lande end ikke kan tilbyde deres befolkninger de mest grundlæggende goder: tryghed og stabilitet.

Ved underskrivelsesceremonien i sidste uge for indlemmelsen af de fire ukrainske regioner i Rusland var hans tale en tretrinsraket af grunde til, at Vesten rent objektivt er i total opløsning. For det første har europæerne ikke fælles interesser med USA, der på alle måder forsøger at dominere Europa. For det andet har de vestlige befolkninger ikke fælles interesser med deres magthavere, der rager til sig og lader befolkningerne bære byrderne af deres neokoloniale dominans. For det tredje har resten af verden ikke fælles interesser med Vesten, som i kraft af sit teknologiske forspring og dollarens status som reservevaluta holder alle andre nede, snylter på dem og tvinger dem til at betale tribut til hegemonen, som han udtrykte det.

Og selvom talen var mere krasbørstig over for Vesten end vanligt, når han slyngede om sig med ord som Vestens »apartheid«, »åbenlyse satanisme« og »perversioner«, så var hans analyse ikke ny.

Hele Putins præmis for krigen i Ukraine er, at Vesten er færdig som førstedirigent på den internationale scene:

»Verden er trådt ind i en periode med revolutionær transformation af fundamental karakter,« sagde han i talen og lød som et ekko af alle de gange både før og efter invasionen, hvor han har talt om »de objektive processer« og »genuint revolutionære tektoniske skift« i alting, der kort sagt betyder, at historiens møllehjul kværner den vestlige civilisation ned.

Vi troede det selv

Og helt ærligt: Det kan man ikke fortænke ham i. For forud for invasionen var der næppe heller mange i Vesten, som havde troet, at krigen i Ukraine ville blive en folkesag i næsten alle vestligt orienterede lande.

Få ville have gættet:

– At Sverige og Finland søgte optagelse i NATO.

– At Tyskland opgav sin Ostpolitik og russisk gas.

– At Danmark sendte Harpoon-missiler og trænede ukrainske soldater.

– At EU-Kommissionen til stadighed ville kæmpe for at indføre nye hårde sanktioner, vel vidende at de ville skade EUs i forvejen kriseramte økonomi.

– At såvel Italiens nye nationalkonservative leder, Giorgia Meloni, som de fremstormende nationalkonservative Sverigedemokraterna i Sverige entydigt ville fordømme Putins invasion og støtte sanktionerne.

– At USA, der ifølge snart sagt alle eksperter havde mistet interessen for europæisk sikkerhed for at orientere sig mod den kinesiske trussel, ville bevilge milliarder og atter milliarder af dollar til den ukrainske krigsindsats med støtte fra både republikanere og demokrater.

Selvfølgelig ikke: Efter fiaskoerne i Afghanistan, Irak og Libyen troede vi ligesom Putin, at Vesten var færdig med i større skala at engagere os militært i kampen for demokrati i lande uden for EU og NATO – med Taiwan som en mulig undtagelse.

Så hvad er der sket? Hvordan blev så mange mennesker på så kort tid så enige om, at Putin er en slyngel, der også truer os i Vesten?

Putins vidtløftige forklaringer

Ifølge den polsk-amerikanske politolog Adam Przeworski kan demokrati defineres som »institutionaliseret uvished«. Det er med andre ord én lang genforhandling mellem borgere og magthavere, og udefra ligner det et stort skænderi, der lige om lidt kan få det hele til at bryde sammen.

Men pointen er ikke kun, at demokratiet til enhver tid er stærkere, end det tager sig ud, og at Putin som autokrat så en krise, hvor der ingen var.

I det nye årtusinde har den vestlige verden vitterligt været mere i splid med sig selv end i de forudgående årtier. Vi har manglet en bærende fortælling, som både højrefløj og venstrefløj kunne se sig selv i. Under Den Kolde Krig var det kampen mod totalitarismen, der forenede fløjene. Højrefløjen hadede kommunismen, og venstrefløjen – efter Ungarn i 56 og Tjekkoslovakiet i 68 – hadede militarismen.

Efter Den Kolde Krig fandt højre- og venstrefløj hinanden i fortællingen om den globale landsby. Højrefløjen troede på markedets forvandlende kraft, venstrefløjen på multikulturalismen og strukturernes fald.

Men drømmen brast som bekendt. Og i det nye årtusinde har vi – lige indtil Putins invasion – i frustration over manglen på mening med Vesten vendt vreden indad mod vores egne samfundsstrukturer.

Ved invasionens start var Vesten derfor overhovedet ikke mentalt klar til at engagere sig.

Men Putin gjorde det nærmest umuligt at lade være. For i modsætning til tidligere besværede han sig denne gang ikke med at retfærdiggøre sin invasion over for os. Muligvis fordi han som et produkt af sovjetstaten var overbevist om nu at have den historiske lovmæssighed på sin side. »De genuint revolutionære tektoniske skift i geopolitikken« ville af sig selv gøre arbejdet.

Fra Den Kolde Krigs klandestine operationer kender vi begrebet »plausible deniability«, troværdig benægtelse, som gør det muligt for omgivelserne – der ofte gerne vil undgå at engagere sig – at tro på, at de ansvarlige stater ikke har ondt i sinde, men at de handler ud fra de ædleste motiver.

En sådan »plausible deniability« præsterede Putin i 2014, da det lykkedes ham at overbevise en stor del af Vesten om, at dem, der boede på Krim og i Donbas, var russere, som gerne ville hjem til Rusland. Mange i Vesten valgte dengang at se bort fra, at de i 1991 selv havde stemt for at blive en del af et uafhængigt Ukraine, og at der i alle efterfølgende meningsmålinger aldrig nogensinde havde været flertal for optagelse i Den Russiske Føderation i disse regioner. Putin gjorde det muligt at tro noget andet. På samme vis lykkedes det ham allerede i 2008 at overbevise store dele af den vestlige opinion om, at den georgiske præsident Saakasjvili var megaloman og helt uprovokeret angreb den georgiske provins Sydossetien, som havde løsrevet sig med hjælp fra Kreml.

I begge disse tilfælde var den officielle forklaring på Ruslands specialoperationer altså beskyttelse af etniske mindretal.

Sådan har det ikke været denne gang. Putin har ikke gjort sig umage. Han har sløset. Så mange forskellige og vidtløftige forklaringer har han fremsat på sin specialoperation, at antallet i sig selv gør ham utroværdig.

Den ene dag siger han, at Ukraine er et kunstigt land, ukrainerne er et kunstigt folk. Den næste dag, at Ukraine er snublende tæt på at skaffe sig atomvåben med vestlig hjælp. Den tredje, at CIA har bygget et net af biologiske speciallaboratorier i Ukraine, der udvikler dødelige virusser, som skal overføres til den russiske befolkning. Miltbrand, kolera, afrikansk svinepest … Den fjerde dag, at det er faldet i hans lod ligesom Peter den Store at generobre tabt land. Den femte, at det forresten stadig drejer sig om at beskytte de etniske russiske mindretal i Donbas mod neonazisterne i Kyiv. Og øhh … nu forresten også dem, der bor i Zaporizjzja og Kherson, selvom det ikke har noget med Donbas at gøre, men efter at russerne har erobret dem, har de altså vist sig rigtigt gerne at ville være russere, og derfor vil ukrainerne nu også dræbe dem i et udvidet folkemord.

Kun én ting løber imidlertid som en rød tråd gennem Putins mangeartede forklaringer: Vesten er den egentlige hovedfjende. Det er Vesten, som har sat »lillerussere« (historisk betegnelse for ukrainere, red.) op imod Den Russiske Verden.

Samtidig var det jo heller ikke, fordi der i forvejen manglede vidnesbyrd om, at Vesten var den egentlige fjende. Med stor destruktiv kreativitet har Rusland arbejdet på at svække og splitte os: med cyberangreb, krænkelser af vestligt luftrum, fake news-kampagner, sponsorering af systemkritiske partier, målretning af flygtningestrømme mod EU og spektakulære attentater og mord på russiske systemkritikere i USA og EU og nu også sabotage af gasrørledninger. Forestillingen om, at USA skulle stå bag, fordi de gerne vil sælge mere gas til os, er langt ude: USA kunne allerede sælge al den gas, de vil, for der kom i forvejen ingen russisk gas til EU gennem Nord Stream 1 og 2. Og i øvrigt kan det aldrig være i USAs interesse at skræmme det frygtsomme Europa fra at engagere sig mere i en krig, hvis omkostninger amerikanerne bærer broderparten af.

Og hvis der stadig var nogen tilbage, som absolut ikke ønskede at vide, at det var Vesten, som Putin havde erklæret krig, så forsømte den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj ingen lejlighed til at minde om det.

Fra krigens første dag trådte han frem og gjorde pinagtigt klart for den vestlige verdens ledere, hvad der forventedes af dem: Ukrainerne skulle nok kæmpe, hvis Vesten ville levere våbnene. Her og der og alle vegne dukkede han op på et videolink og talte til beslutningstagerne i Vesten: Det var umuligt at skrue ned, endsige slukke for ham.

Som Søren Villemoes i denne avis har gjort opmærksom på, lignede han jo en af os til forveksling. Han var den vestlige leder i bløde gummisko, let trimmet skæg, og T-shirt: modig, myndig og menneskelig på en og samme tid – i skærende kontrast til den firskårne, blege og aggressivt hvislende Putin.

Så mens det var Putin, der inddrog Vesten ved at udpege os som hovedfjenden, var det Zelenskyj, der tvang os til at høre efter.

Majoriteten og minoriteterne

Altså blev vi nødt til at engagere os. I starten modstræbende, men gradvist mere og mere beredvilligt. Måske har vi endda fået en ny samlende fortælling, eftersom både højrefløj og venstrefløj kan se sig selv i modstanden mod Putin.

For han har fuldstændig misforstået, hvad Vesten er. Før invasionen stod vores værdikamp om, hvem der skal bestemme normerne: majoriteten eller minoriteterne.

Det har fået Putin til at fremholde den vestlige woke-bevægelses excesser som bevis for, hvor depraveret Vesten er: Hans yndlingseksempler er juridisk kønsskifte til børn, newspeak som »Forælder nr. 1« og »Forælder nr. 2« frem for mor og far, »fødende forælder« i stedet for »mor« eller »human mælk« i stedet for »brystmælk«. Meget muligt tror han selv på det.

Han indser ikke, at nok er Vesten er woke, men Vesten er også antiwoke. Og formentlig mere antiwoke end woke. I Vesten er der til enhver tid kamp om konventionerne, og så længe det kan lade sig gøre for folk at leve nogenlunde fredeligt side om side i gensidig modvilje, ja, så er det netop Vesten.

Det, der definerer vores civilisation – fra USA og Polen over Frankrig og Japan til Grækenland og Italien – er ikke et sæt af specifikke synspunkter, men påstanden om de uenige borgeres iboende ligeværd. Selv de politiske magthavere er underlagt loven og folkeviljen – og det har negative konsekvenser for dem at ignorere det.

Og fordi Putin ikke indså, at Vesten i sin essens er i splid med sig selv, risikerer det at gå Rusland ganske som den russiske statsadvokat Ippolit Kirillovitj forudså i Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov fra 1880. Her advarer statsadvokaten mod at tro på digteren Nikolaj Gogols fremstilling af Rusland som den »fyrige trojka, ingen kan indhente«:

»[V]or skæbnes trojka jager jo af sted i rasende fart og måske sin undergang i møde. (...) Og om andre nationer endnu viger til side for trojkaens halsbrækkende fart, så er det måske ikke af ærefrygt, som digteren fremstiller det, men ganske simpelthen af skræk – læg mærke til dette! Af skræk og måske også af afsky for den, og godt er det, at de giver plads, men snart skal I få at se, at de slutter sig sammen som en fast mur foran det rasende fantom og selv standser vor tøjlesløsheds afsindige løb, for at redde sig selv, oplysningen, civilisationen! Den slags foruroligende stemmer fra Europa har allerede lydt!«

På en og samme tid er vi alt det, Putin siger, vi er. Men vi er også alt det modsatte.

For Vesten er uvished, genforhandling og ét langt skænderi. Medmindre en løbsk trojka i rasende fart er på vej til at smadre ind i os. Så bliver vi måske til en fast mur.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-40/samfund/vesten-gaar-under-hver-dag

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK