Storpolitik. Kinas ageren er altafgørende for udfaldet af krigen i Ukraine. Vælger Kina at angribe Taiwan eller forsyne russerne med våben i stor stil, ser det dystert ud for Ukraine – og Vesten. Reportage fra Taiwan, hvor beboerne følger Ukrainekrigen med stor uro.

Slava Taiwan

KINMEN – Wu Tzeng-dong har levet i skyggen af den kinesiske trussel i alle sine 65 år. Han bor på den lille taiwansk-kontrollerede ø Kinmen, der ligger så tæt på Kina, at man med en almindelig kikkert kan se folk gå rundt ovre på den anden side af et smalt stræde. Og i en lang periode var de decideret dødsfjender.

Wu var bare et år gammel, da Kina forsøgte at bringe Kinmen i knæ med et flere uger langt artilleribombardement. Da han var blevet teenager, fløj det stadig med granater, selvom de ikke længere var fyldt med krudt. I stedet indeholdt de propagandablade om livet i det kommunistiske paradis.

Det er længe siden, men nu trækker mørke skyer igen sammen over Taiwanstrædet. Med Xi Jinping har Kina fået en præsident, der tilsyneladende ser det som et spørgsmål om personlig prestige at være den leder, der sikrer, at Taiwan vender tilbage som den sidste tabte provins, før moderlandet igen er helt. Krigen i Ukraine gør det alt sammen meget mere virkeligt.

»Vi er bange for at blive Asiens Ukraine,« siger Wu med den bløde accent, der karakteriserer den taiwanske udgave af mandarin. »For hver dag krigen fortsætter i Ukraine, bliver landet mere ødelagt. Hvad skal man med et smadret land?«

Illustration: Andrea Ucini

Kinmen, i gamle dage kendt som Quemoy, er halvt så stor som Als, med en befolkning på cirka 130.000. Det tager en færge, eller et landgangsfartøj, omtrent 30 minutter at sejle over fra det kinesiske fastland. Hvis krigen bryder ud, er det meget sandsynligt, at det er her, de første skud vil blive affyret.

På hovedøen Taiwan, hvis 23 millioner indbyggere er adskilt fra Kina af 130 kilometer hav, regner man med lidt længere varslingstid. Men også her vil det bare være et spørgsmål om nogle få minutter, før de første kinesiske missiler slår ned, og begivenhederne i Ukraine har skabt fornyet fokus på muligheden for konflikt hos både høj og lav.

Ganske vist giver den næsten universelle brug af mundbind på gaderne i hovedstaden Taipei indtryk af, at covid-19 er en mere umiddelbar bekymring, men under overfladen lurer frygten for krig.

Næsten 52 procent af Taiwans befolkning er nervøs for, at Taiwan kan blive et nyt Ukraine, ifølge en rundspørge udgivet denne uge af meningsmålingsinstituttet Taiwan Public Opinion Foundation baseret på svar fra 1.072 taiwanere.

Lo Chih-cheng, lovgiver for det regerende Demokratiske Progressive Parti og forhenværende leder af parlamentets udenrigs- og forsvarsudvalg, finder sammenligningen med Ukraine helt relevant.

»Før krigen brød ud i Ukraine, troede mange europæere, at en russisk invasion af Ukraine var utænkelig. Det er den ikke længere. På samme måde er en kinesisk invasion af Taiwan absolut tænkelig,« siger han til Weekendavisen.

»Det er en meget vigtig erfaring, som vi nu er i gang med at gøre. Ethvert autokratisk regime kan, med enhver tænkelig undskyldning, finde på at gribe til militær handling over for et demokrati. Man skal aldrig sige aldrig.«

Den lange fred

I lang tid har der været fred og afspænding mellem Kina og Taiwan. Det har befolkningen på Kinmen også kunnet mærke. Garnisonen, der var udstationeret på øen for at afværge kinesiske landgangsforsøg, er dalet fra 100.000 soldater, da den var på sit højeste, til i dag mindre end 5.000.

Men minderne om de dårlige gamle dage findes overalt. Når man kører rundt på øens tætte vejnet, dukker camouflagemalede bunkere frem af disen med jævne mellemrum. Undergrunden er gennemhullet af tunneler. En statue af en taiwansk soldat, med amerikansk stålhjelm og geværet klar til skud, står med front mod fastlandet, på evig vagt mod invasionen.

De kinesiske bombardementer holdt op i slutningen af 1970erne, og nu gør de gamle granater ligefrem nytte. Hele sit voksne liv har 65-årige Wu Tzeng-dong smedet de nedfaldne stålhylstre om til barberbladsskarpe køkkenknive. Det har gjort ham kendt på Kinmen, i resten af Taiwan og efterhånden også rundtom i verden.

»Kineserne brugte førsteklasses stål til deres granater. Det var en gave fra Sovjetunionen, og Kina gav det videre til os,« siger han med et grin, men bliver så alvorlig: »Det giver god mening, at et våben brugt i krig nu finder fredelig anvendelse.«

For godt 20 år siden var forholdet mellem Kina og Taiwan blevet så normalt, at kinesiske turister begyndte at ankomme med båden fra storbyen Xiamen lige overfor. Wu var indledningsvis ikke sikker på, om de ville bryde sig om hans knive. Måske ville de se dem som et vidnesbyrd om en alt for smertelig historie. Men han blev positivt overrasket.

»De har det ligesom os. De synes, at når et krigsvåben kan laves om til et nyttigt køkkenredskab, så er det et symbol på fred,« siger han.

Wu holder fast i, at ingen på Kinmen har noget imod kinesere. Mange på øen har slægtninge på fastlandet. Familier blev splittet ad, da de kinesiske nationalister efter en tabt borgerkrig i 1949 flygtede fra Kina og slog sig ned på Taiwan, Kinmen og nogle få andre småøer, hvorefter et jerntæppe sænkede sig omkring den kommunistiske folkerepublik.

De seneste årtiers afspænding og den tætte strøm af kinesiske turister til Kinmen har gjort øens beboere endnu mere fortrolige med fastlandet. De har været vidner til, hvordan øget velstand blandt kineserne år efter år har formindsket afstanden mellem dem. Det er, som når to brødre mødes igen efter mange års adskillelse.

»Før 1949 var det bare en lille smuttur over til Xiamen, hvis man skulle købe ind. Der var en masse trafik frem og tilbage. Vi kender hinanden. Vi er ikke antikinesiske, men vi er antikommunistiske,« siger Tung Sen-po, der er lokalpolitiker på Kinmen.

Han er ikke alene om at synes, at det er ideologien, der er problemet. For selv efter årtier med markedsøkonomi og fri udrejse har den kommunistiske indoktrinering aldrig helt sluppet sit tag i kineserne, fortæller Fang Chang-yi, 45-årig forretningsmand fra Kinmen.

»Vi her i Kinmen forstår fastlandet bedre end de fleste. Derfor ved vi også, at de i bund og grund tænker helt anderledes end os. De er kommunister, og vi er et demokrati. Det betyder også, at hvis der bliver krig, er jeg parat til at slås,« siger han.

Erindring om krig

Det er efterhånden kun de ældste indbyggere på Kinmen, som har en personlig erindring om krig. Men alle har en bedstemor eller en onkel, som kan fortælle om dengang, da kommunisterne forsøgte at erobre øen.

»Mine svigerforældre har oplevet krig på deres egen krop. De ved præcis, hvad det drejer sig om. De er ikke bange, men de håber, at vi kan undgå krig,« siger Li Wen-liang, viceregionschef på Kinmen.

Selv aftjente han sin værnepligt på Kinmen, sidste gang der var en alvorlig krise i forholdet til Kina, tilbage i 1997. Han husker, hvordan han og hans kammerater fik ordre om at sove med deres skarpladte gevær, i tilfælde af at kommunisterne skulle gå i land midt om natten.

I dag er han som nummer to i lokaladministrationen beskæftiget med den store kinesiske nabo på et helt andet niveau. Det bliver let meget kompliceret.

»Vores opgave er alene at tage os af lokalbefolkningens behov, men fordi vi befinder os så tæt på Kina, ender meget af det, vi foretager os, helt automatisk med at blive intenst politisk,« siger han.

Som et eksempel nævner han vandforsyning. Kinmen har ikke nok vand til at klare sig selv, og siden 2018 har det importeret op til 80 procent af sit vand fra fastlandet. Da Weekendavisen spørger ham, om det ikke gør øen sårbar over for kinesisk pression, giver han et politikersvar: »Det er et hypotetisk spørgsmål.«

Men han hæfter sig også ved, at Kina i de seneste måneder, hvor det flere gange har sendt militærfly og krigsskibe faretruende tæt på Taiwan for at signalere sin magt, for eksempel efter den amerikanske politiker Nancy Pelosis besøg i Taipei i august, på intet tidspunkt har vist tegn på at ville slukke for vandet.

I det hele taget er alt, hvad Li siger, karakteriseret af en vis forsigtig optimisme. Han peger på, at der ovre på den kinesiske side i Xiamen, hvor Xi Jinping i øvrigt var viceborgmester i slutningen af 80erne, har rejst sig det ene dyre højhus efter det andet.

»Man kan fortolke det, som man vil, men hvis de forberedte sig på krig, tror jeg ikke, de ville investere så mange penge. Det er jo helt oplagte mål. På den anden side kan det selvfølgelig også godt være, at det kommer så vidt, at de en dag beslutter sig for at ofre Xiamen,« siger Li.

Tung Sen-po, lokalpolitikeren, lyder mere pessimistisk i sin vurdering af situationen, mens han citerer værket Krigskunsten af Sun Tzu fra det sjette århundrede før vor tidsregning: »Man skal ikke basere sin strategi på sandsynligheden for, at fjenden ikke angriber, men på sin evne til at forsvare sig imod ham.«

Tung forklarer med sine egne ord: »Ingen her håber på krig, men håb er ikke nogen strategi. Vi er nødt til at forberede os. Kun ved at gøre prisen for krig så høj som overhovedet mulig kan vi sikre os imod, at den bryder ud.«

Først og fremmest er han dog fatalist: »Vi er frataget bestemmelsen over vores egen skæbne her på Kinmen. På en måde kan man sige det samme om Taiwan som helhed.«

Småstat versus supermagt

I hovedstaden Taipei er man også vågnet til en ny og hårdere verden, afspejlet i en nylig beslutning om at forlænge værnepligten fra fire måneder til et år. Men også her er der en fornemmelse af, at Taiwans fremtid i vid udstrækning bliver afgjort andetsteds, først og fremmest i Beijing og Washington. Det er nu engang et grundvilkår.

Meget afhænger af, hvad Kina ønsker og hvor hurtigt. Og selvom den kinesiske beslutningsproces er hemmeligholdt og måske aldrig vil komme for en dag, er det sandsynligt, at den kinesiske regering delvis lader sig vejlede af situationen i Ukraine.

Fundamentalt set er der to forskellige måder, som Ukraine kan påvirke tænkningen blandt lederne i Beijing på.

Det er muligt, at de vil se Ukraines indædte forsvar som et slag for princippet om den territoriale ukrænkelighed, som de også selv med deres et-Kina-politik hævder i forhold til Taiwan. I så fald vil Xi Jinping, der ifølge rapporter fredag holder en »fredstale« om Ukraine, før eller siden i et eller andet omfang støtte vestlige bestræbelser på at få Putin til at stoppe sin krig.

”Der var en masse trafik frem og tilbage. Vi kender hinanden. Vi er ikke antikinesiske, men vi er antikommunistiske.”

TUNG SEN-PO, LOKALPOLITIKER PÅ KINMEN

Men det er også muligt, at Kina bakker endnu mere op om Rusland som et led i en slags autoritær modbevægelse. Det tror Lo, lovgiveren fra regeringspartiet, mere på. Han ser den kinesiske adfærd som et udtryk for en global tendens: de autoritære regimers offensiv rettet mod demokratierne.

»Når først den autokratiske ekspansion er gået i gang, ved vi ikke, hvornår den vil stoppe igen. Så vi skal forhindre den første dominobrik i at falde. Det er Ukraine et meget godt eksempel på,« siger han.

»Taiwan er ikke nødvendigvis den første dominobrik i Asien, men det kunne blive det. Så vi må gøre alt for at forhindre den i at falde, og det skal vi gøre gennem internationalt samarbejde.«

Allerhelst vil Taiwan have tættere militær og sikkerhedspolitisk koordinering med ikke bare USA, men også andre demokratiske lande som Japan. Men når man på Beijings forlangende er blevet reduceret til en international paria og udelukket fra en stor del af det globale samfund, er der grænser for, hvad man realistisk kan forvente.

Derfor hilser mange på Taiwan det velkommen, når USA i de seneste måneder har tilkendegivet, at det har flyttet sig fra den »strategiske tvetydighed«, som i årtier har været fundamentet for amerikansk Taiwan-politik, og som lader det stå hen i det uvisse, hvornår og under hvilke omstændigheder USA vil skride militært ind for at hjælpe forsvaret af Taiwan.

Pointen er, at Kina skal tvinges til at gætte, hvor langt det kan gå. Men Lo mener ikke, at politikken har virket, for Beijing har i de seneste år stille og roligt øget presset på Taiwan. Derfor foretrækker han, at USA ikke længere lader nogen tvivl tilbage om, at det vil forsvare Taiwan i tilfælde af kinesisk angreb.

»Jeg er meget glad for, at USA har justeret sin politik, for efter min mening har vi mere end nogensinde behov for strategisk klarhed. Den vigtigste årsag til Ruslands invasion af Ukraine er, at USA og Europa ikke tydeligt nok fortalte de russiske ledere, at man ville hjælpe Ukraine,« siger han.

Gråzoner

Iagttagere i Taipei advarer mod at forestille sig en alt for konkret og bogstavelig parallel med Ukraine. For russerne handler krig om at sende panserkolonner over grænserne, ligesom man ville have gjort på Stalins tid.

Kineserne går mere subtilt til værks. De bevæger sig i gråzoner, der hverken er sorte eller hvide, hverken krig eller fred.

Hvad nu hvis civile kinesiske fartøjer omringer Kinmen? Vil det så være en krigshandling, eller vil Taiwan, hvis det begynder at beskyde ubevæbnede matroser, stå tilbage som aggressoren?

Det er ikke bare et tænkt scenario. Kina sendte sidste år ubevæbnede droner afsted mod Kinmen. Først forsøgte taiwanske soldater uden held at uskadeliggøre dem ved at kaste med sten, og til sidst skød de en drone ned, med fare for at blive udstillet som dem, der først greb til våben.

En slags krig er allerede gået i gang i form af kinesiske forsøg på at påvirke den offentlige opinion på Taiwan via internettet. Det kinesiske militær benytter sig typisk af civile freelancere, som diskret planter rygter og påstande rundtom på de sociale medier i Taiwan.

Det fortæller Tzeng Yi-suo, ekspert i cyberkrigsførelse ved Forskningsinstitut for Nationalt Forsvar og Sikkerhed, en tænketank under forsvarsministeriet i Taipei.

»Vi har set en farlig tendens på det seneste, hvor Kina forsøger at påvirke stemningen i Taiwan med en sammenligning med situationen i Ukraine. Det sker med en argumentation om, at USA har brugt Ukraine til at underminere Rusland og nærmest har narret Rusland til at indlede invasionen af Ukraine,« siger han.

»Det er i et håb om at skabe mistillid til USA i den taiwanske befolkning og få os til at tro, at amerikanerne på samme måde er parat til at ofre Taiwan for at lokke Kina til at invadere. De er blevet bedre til det der med misinformation derovre.«

Lo Chih-cheng ser det som endnu et eksempel på en moderne dominoteori, der gør Taiwan til en brik i et globalt spil og nu også foregår i cyberspace.

»Det er derfor, Taiwan er så vigtig for Vesten. Kineserne bruger Taiwan som en testcase. De forsøger sig i første omgang med den form for misinformationskampagne her, fordi de står over for en lavere kultur- og sprogbarriere, og det derfor alt andet lige er mere ligetil,« siger han.

»Når først de har haft held med at manipulere det politiske liv i Taiwan, kan de eksportere metoden til andre samfund. Mange demokratier rundtom i verden håber at lære af Taiwans erfaring, for de ved, at de kan ende som det næste mål for kinesiske indflydelsesoperationer.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-8/udland/slava-taiwan

PETER HARMSEN (f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.

PEHA@WEEKENDAVISEN.DK

 

Vanvid: Claus Hjort Frederiksen tiltalt for at røbe statshemmeligheder, pressen længe havde skrevet om

Claus Hjort Frederiksen (Foto: Lars E. Andreasen, Ritzau Scanpix)

• Poul Erik Andersen

I 1925 skrev den tjekkiske forfatter Franz Kafka sin berømte roman, ”Processen”, hvor hovedpersonen trækkes igennem en retssag, hvor han ikke kan få oplyst, hvad han er skyldig i.

 

Nogenlunde på samme måde må tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) føle det, efter at Statsadvokaten i Viborg nu har besluttet at rejse mod Hjort Fredesen for ”at have røbet eller videregivet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed.”

 

Der er tale om overtrædelse af straffelovens paragraf 109 stk. 1, som kan give fængsel i op til 12 år.

 

Vil bede om lukkede døre

Hvis det står til statsadvokaten, vil sagen mod Claus Hjort Frederiksen blive ført for lukkede døre.

 

”I sagen indgår højt klassificerede oplysninger, som ikke kan lægges åbent frem. Uanset den store offentlige interesse er der efter anklagemyndighedens opfattelse et klart tungere hensyn at tage til efterretningstjenesternes virke,” lyder det fra statsadvokat Jakob Berger Nielsen.

 

Han oplyser, at sagen vil blive ført for en domsmandsret, der består af en juridisk dommer og to lægdommere.

 

Det betyder omvendt, at anklagemyndigheden vil procedere for at straf på under fire års fængsel, da sagen i modsat fald skulle have været ført ved et nævningeting.

 

Der er endnu ikke fastlagt nogen dato for sagens start.

En gammel sag om aflytning af kommunikationskabler

Sagen mod Claus Hjort Frederiksen har i realiteten sit udspring helt tilbage i 1990’erne.

 

Her opdagede den amerikanske sikkerhedstjeneste, NSA, at der løb et kabelknudepunkt for international tele- og datatrafik gennem København, og som NSA var meget ivrig efter at få lov til at tappe fra, da det ville lette arbejdet med at spionere mod Sovjetunionen og Kina.

 

Sagen kom op på højeste niveau mellem daværende præsident Bill Clinton og statsminister Nyrup Rasmussen og endte i 1997 med en aftale om, at NSA via et samarbejde med FE kunne få adgang til kablerne.

 

Det eneste eksemplar af aftalen ligger i et pengeskab hos Forsvarets Efterretningstjeneste på Kastellet i København, og her ligger også det eneste eksemplar af det stykke papir, hvor skiftende forsvarsministre bliver bedt om at skrive under på, at de kender hemmeligheden, afslørede Berlingske den 13. september 2020

 

Forinden havde Weekendavisen i 2014 skrev om kabelsamarbejdet med NSA, men selvfølgelig ikke kunne få det hverken bekræftet eller afkræftet af nogen myndighed.

 

I hvert fald lige indtil Trine Bramsen (S) blev forsvarsminister.

 

Et tilsyn afslørede samarbejdet og offentliggjorde det

Den 24. august 2020 klokken 10:45 udsendte Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) en pressemeddelelse om ulovlig aflytning i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

 

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) reagerede prompte og meddelte i en pressemeddelelse nogle timer senere samme dag, at hun havde fritaget tre ledende medarbejde i FE. Blandt dem FE-chef Lars Findsen.

 

”Jeg ser på sagen med den allerstørste alvor. Det er helt afgørende, at vi kan have tillid til, at vores efterretningstjenester agerer inden for deres beføjelser,” lød det blandt andet fra Trine Bramsen i den kortfattede pressemeddelelse, som nu er blevet fjernet i Forsvarsministeriets arkiv.

 

Trine Bramsen bekræftede dermed, at der foreligger et hemmeligt samarbejde mellem NSA og FE om aflytning af kabler med international tele- og datakommunikation, samt at det skulle værre ulovligt.

 

Som elefant i en porcelænsbutik

I sin pressemeddelelse skriver Tilsynet, at Forsvarsministeriet var blevet holdt løbende orienteret om de såkaldte afsløringer, og her kunne Trine Bramsen have lukket sagen med henvisning til statshemmeligheder.

 

Men det gjorde hun ikke. Tværtimod kørte hun den af en eller anden grund op vel vidende, at der var tale om en aftale mellem Danmark og USA.

 

En aftale, som hun ved sin tiltrædelse som forsvarsminister havde skrevet under på at behandle som en tophemmelighed.

 

Om Trine Bramsen helt havde glemt det stykke papir, hun havde skrevet under på ovre i Kastellet, skal være usagt, men som en elefant i en porcelænsbutik tramper hun videre i sagen og nedsætter en kommission, der skal undersøge, FE’s såkaldt ulovlige aktiviteter.

 

Kommissionen afgiver beretning i december 2021 og konkluderer, at medarbejderne i FE intet ulovligt har foretaget sig, men blot passet deres arbejde i henhold til den aftale, der på højt plan i 1997 blev indgået mellem præsident Bill Clinton og statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

 

De nu i alt fem ledende FE-medarbejdere, der var blevet fritaget for tjeneste under Trine Bramsens såkaldte oprydning, kunne herefter vende tilbage til deres arbejde.

 

Blandt dem tidligere FE-chef Thomas Ahrenkiel, der stod til en stilling som ambassadør i Berlin.

 

Han har nu valgt at forlade statsadministrationen til fordel for en stilling som europæisk direktør for det internationale konsulent- og rådgivningsfirma Macro Advisory Partners ApS.

 

Hænger nøje sammen med sagen mod Lars Finsen

Som udgangspunkt var det hverken Claus Hjort Frederiksen eller tidligere PET-chef Lars Finsen, der afslørede aflytningssamarbejder mellem Danmark og USA.

 

”Det er regeringen selv, der med sin frygtelige håndtering åbnede døren til hemmelighedernes kamre i denne skæbnesvangre sag og dermed gjorde den politisk,” skrev Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, i en leder den 4. januar 2022.

 

Også en række tidligere departementschefer var ude med riven. Blandt dem Michael Lunn med en 20-årig karriere som departementschef i Justitsministeriet bag sig.

 

I et indlæg i Politiken skrev han blandt andet den 16. februar 2022:

 

”De implicerede myndigheders (og regeringens?) behandling af FE-sagen forekommer mig uforståelig, ugennemtænkt og præget af en næsten ubrudt kæde af fejlslutninger.”

 

Hvad det er, Lars Findsen helt konkret er anklaget for, fortaber sig i tågerne, men da han bliver bortvist i forbindelse med Trine Bramsens katastrofale håndtering af aflytningssagen, må der her være en forbindelse.

 

Og det er her, Claus Hjort Frederiksen kommer ind i billedet.

 

Udtalelserne i programmet ”Lippert”

Som følge af Tilsynets pressemeddelelse med offentliggørelse af såkaldt ulovlige FE-aktiviteter og Trine Bramsens efterfølgende håndtering af sagen var Claus Hjort Frederiksen ude med en skarp kritik af forløbet.

 

Han påpegede blandt andet regeringens manglende evne til at håndtere fortrolighed og især, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne og regeringens mulige indblanding havde udløst historisk stort fokus på efterretningstjenesternes arbejde.

 

Denne kritik uddybede Hjort Frederiksen i TV 2 programmet Lippert 15. december 2021 umiddelbart efter, at fem ledende medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste var blevet pure frifundet for anklager om omfattende lovbrud.

 

Sagen har dog været helt forkvaklet håndteret, skadet Danmarks sikkerhed og de fem medarbejdere – herunder FE-chef Lars Findsen og tidligere departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel – burde aldrig have været hjemsendt, fastslog Hjort Frederiksen og gentog sin kritik af Trine Bramsen:

 

”Hun burde i hvert fald ikke bare have kastet det ud i offentligheden. Selv i et demokratisk samfund, er der ting, der er så hemmelige, at vi ikke kan lægge det ud. Bramsen burde have dækket over tilsynets konklusioner, og det bliver endnu værre af at hele ledelsen sættes fra bestillingen,” understregede han.

 

Ligeledes bekræftede han i udsendelsen, hvad der på det tidspunkt ligeledes var blevet almindeligt kendt i offentligheden, at der var tale om en aftale, der blev indgået i 1990’erne.

 

Et problem for sagen mod Lars Findsen

Ud fra den antagelse, at sagen mod Lars Findsen bunder i samarbejdet med USA om kabelaflytning, må Claus Hjort Frederiksens udtalelser i ”Lippert” have skabt bekymring hos anklagemyndigheden, der på det tidspunkt forsøgte at forlænge varetægtsfængslingen af Lars Findsen.

 

En forlængelse vil blive svær at argumentere over for en dommer, hvis Hjort Frederiksen kan slippe godt fra at bekræfte de statshemmeligheder, man måske beskylder Findsen for at have været skyldig i.

 

Sagen ender med, at rigsadvokat Jan Reckendorff den 12. maj 2022 anbefaler, at der rejses sag mod Hjort Frederiksen og benægter i den forbindelse i øvrigt over for Berlingske, at han har handlet under politisk pres.

 

I første omgang kom der som bekendt ikke nogen sag ud af det, da et flertal i Folketinget nægtede at ophæve Hjort Frederiksens immunitet.

 

Men nu Claus Hjort Frederiksen ikke længere medlem af Folketinget, så nu slår anklagemyndigheden til med justitsminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) i ryggen.

 

Avisartikler og Komiske Ali

Kun Claus Hjort Frederiksen kender til anklagernes indhold og omfang.

 

Han oplyser, at det primært drejer sig om en række avisartikler, han har medvirket i om sager, der var almindeligt kendte i offentligheden.

 

At Hjort Frederiksen til gengæld også har bekræftet, at der ligger en aftale med USA om aflytning af internationale kommunikationskabler, kan dog måske lægges ham til last.

 

”Det er imidlertid vanskeligt at sige, hvilken selvstændig bærekraft et sådant argument vil have i lyset af, at oplysningerne netop var offentligt tilgængelige,” siger juraprofessor Lasse Lund til Berlingske og fortsætter:

 

”Der må trods alt være en grænse for, i hvilket omfang tidligere ministre er strafferetligt forpligtede til at spille ‘Komiske Ali’ under aktuelle samfundsmæssige debatter.”

 

Og det kan der i allerhøjeste grad være noget om. Og da især i en sag, hvor det var tidligere forsvarsminister Trine Bramsen, der om nogen lukkede trolden ud af æsken.

 

Kilder til denne artikel:

https://denkorteavis.dk/2023/nu-er-det-besluttet-der-rejses-nu-tiltale-mod-claus-hjort-frederiksen-for-at-have-roebet-statshemmeligheder/

 

https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tilsynet-med-efterretningstjenesterne-afslutter-saerlig-undersogelse-af-forsvarets-efterretningstjeneste-fe-pa-baggrund-af-materiale-indleveret-af-en-eller-flere-whistleblowere?publisherId=3896585&releaseId=13598500

 

https://www.berlingske.dk/samfund/et-pengeskab-paa-kastellet-har-i-aartier-gemt-paa-et-dybt-fortroligt

 

https://www.dr.dk/nyheder/indland/fe-skandale-claus-hjort-frederiksen-bekraefter-oemtaaleligt-samarbejde

 

https://nyheder.tv2.dk/politik/2021-12-15-claus-hjort-frederiksen-mener-tilsyn-med-spiontjeneste-gik-bersaerk

 

https://denkorteavis.dk/2022/tidligere-forsvarsminister-claus-hjort-frederiksen-v-er-nu-tiltalt-for-landsforraederi-bliver-han-doemt-kan-det-give-op-til-tolv-aars-faengsel/

 

https://denkorteavis.dk/2022/nu-trine-bremsens-rolle-i-fe-skandalen/

 

Fremkaldervæske på svensk turné

Narcissisten og provokatøren Paludan afslører os med enkle midler; tænk, at der ikke skal mere til.

Hvem er Rasmus Paludan?

 

Nu skal vi passe på, for han er i hvert fald jurist og vist tilmed advokat og kunne finde på at lægge sag an. Han ville elske det, han elsker ballade; en stridbar mand. 

Læs Olav Hergels glimrende portræt fra 2007 i Politiken, det var før alt det med Koranen. Dengang havde Paludan en hjemmeside, der hed kriminelle.dk, hvorpå han lagde billeder af folk, der kørte ulovligt på cykel og glemte at stå af, når der stod ”Cyklist, stå af og træk”, eller kørte med kæresten bagpå og glemte at række hånden ud før et sving. 

Det var der dengang folk, der blev ret trætte af, en enkelt gang er han blevet jagtet med en jernkæde, og siden er det jo kun blevet værre. Eller bedre, for provokatøren Paludan synes at suge næring af opmærksomheden. Han trives umådeligt med tanken om, at Joe Biden har hørt om ham, han ånder gennem den megen opstandelse og sætter med glæde templet i brand igen og igen, hvis det kan skaffe ham berømmelse. 

”Man kan undre sig over, at netop De Radikale, dette kloge, kloge parti, ikke magter at føre analysen igennem. Måske fordi de i virkeligheden ikke skelner mellem ret og uret, men mellem godt og ondt, mellem haram og halal; at være radikal er en religiøs følelse.

Det er han ikke den eneste, der gør i denne narcissistiske tid, og de fleste har vel allerede glemt ham i opstandelsen over Irmas lukning, men han er som fænomen alligevel værd at hæfte sig ved, for selv den mest selvoptagede provokatør kan – bevidst eller ubevidst – have en funktion i samfundet, og Rasmus Paludans funktion er fremkaldervæskens. I stort og småt.

For nu at begynde i det meget små: »Nej, naturligvis skal vi ikke stille politiets ressourcer til rådighed, hver gang en udspekuleret ballademager vil bruge sin ytringsfrihed til at tirre sine modstandere …« fastslog radikale Zenia Stampe allerede i 2019 og markerede derved et interessant radikalt syn på retsstaten. For fratager man Paludan politibeskyttelsen, afsiger man vel de facto en dødsdom. Allah er en pirrelig guddom, hans følgesvende er konstant konsternerede over et eller andet, og de nøjes ikke med at gå op at lægge sig, tværtimod. 

Paludan vil vise, at mange muslimer ikke kan håndtere livet i et åbent, demokratisk samfund, og hver gang han brænder bogen af, er der folk, der står klar til at bekræfte hans påstand. Tragisk og ret trættende, kunne man dog ikke snart blive fri for at høre mere på den idiot. Siger folk. Men der er jo også mange, der synes, at Zenia Stampe er idiot. Mange, der lader sig ”tirre”, når hun bruger sin vidtstrakte ytringsfrihed og er i medierne hele tiden. 

Det er hendes held, at hendes modstandere i almindelighed er mere demokratisk anlagte end Rasmus Paludans ditto, men derfor kan der jo sagtens være voldelige elementer i klubben af Zenia-hadere, og skal vi så også nægte Zenia lovens beskyttelse, når hun gang på gang fremturer, skønt hun dog må indse, hvor irriterende, ja, simpelthen tirrende hun virker på folk?

Nok er nok, mener den radikale viceborgmester i Høje Taastrup, Esat Sentürk. »Sverige og Danmark bør ikke tillade, at Rasmus Paludan fortsætter med sin provokation ved at brænde Koranen.

 

Hans handlinger skaber kun grøfter, had og splittelse. Der er ingen logik i at provokerer (sic! red.) 1,5 mia. muslimer eller Tyrkiet,« proklamerede han, fremkaldervæsken gjorde igen sin virkning, et tyndt lag demokratisk fernis krakelerer. I kommentarsporet lød det i en (muligvis nu fjernet) replik: »Jeg er træt af Rasmus Paludan gang på gang, pisser på muslimernes værdighed, uden at man gør noget ved det.«

 

Det var Christian Marcussen, der rejste sagen på Facebook, og han prøver i skrivende stund stadig forgæves at få Martin Lidegaard i tale. Imens fremturer viceborgmesteren med et lille trick, for han går frygtelig meget op i ytringsfrihed, når det gælder Paludan, men altså: » … jeg vil gerne åbent og ærligt sige, at jeg ønsker, at vi aktivt gør noget for at begrænse hans handlinger, fordi de skaber forfærdelig meget uro rundt omkring i verden. Vi må ikke se til, mens han udnytter vores ytringsfrihed.«

 

Debatten har ikke flyttet sig, men De Radikale kan glæde sig over, at der jo netop er nogen, det er klar til at gøre noget for at standse provokatøren. Også her virker fremkaldervæsken.

 

Zenia Stampes kommentar kom jo oven på et veritabelt voldsinferno fremkaldt af Paludan. Hans optræden på Nørrebro fik et sammenrend af venstreorienterede aktivister, muslimske fanatikere og assorterede voldsmænd til at smadre byen. Det mente de at have ret til, og de færreste satte egentlig spørgsmålstegn ved det.

Vi talte mest om Paludan, ikke om voldsmændene og deres regimente.

Hvem bestemmer, voldsmanden eller retsstaten? Og på hvis side i den konflikt står egentlig De Radikale? Svaret blæser i den demokratiske vind. Man kan undre sig over, at netop De Radikale, dette kloge, kloge parti, ikke magter at føre analysen igennem.

Måske fordi de i virkeligheden ikke skelner mellem ret og uret, men mellem godt og ondt, mellem haram og halal; at være radikal er en religiøs følelse. Og religiøs tænkning virker ikke skærpende på analysen, som altid må underordne sig det højere mål – undtagen i tilfældet Irma, hvor komikken blev for fed til sidst. 

Verden vrider hænder og søger efter lette udveje. Hvem ved, måske er han russisk agent, sikke en lettelse, det ville være. Og kunne man måske sige, at enhver ødelæggelse af en bog på en måde i sig selv er en krænkelse af det frie ord, kunne man ikke sige det? Men hvor placerer det så Poul Nyrup?

 

Er det tid til at lukke munden på Rasmus Paludan? spørger Politiken, men de spørger de forkerte, de afklarede. De skulle hellere have spurgt Martin Lidegaard eller formanden for Publicistklubben, for pæne mennesker har det svært i disse tider, ligesom Nato har det svært, når det gælder forsvaret af den frie verden. 

Provokatøren Paludan sender vort dobbelte bogholderi til revisoren, og vi sveder tran til torskegildet; man vrider og vender sig for at tækkes Erdogan i den anledning – og ender med at skylle barnet ud med badevandet. 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14764963/fremkaldervaeske-paa-svensk-turne/

 

NIELS LILLELUND

 

 

 

Migration. Omtrent hver femte svensker er født i udlandet, men nu vil den svenske regering have sat en stopper for tilstrømningen. »Sverige har i alt for lang tid haft en for stor indvandring,« lyder det fra regeringen, som også lukker døren for kvoteflygtninge: fra 5.000 til 900 om året.

Sverige har gjort sit

Kom ikke til Sverige. Eller tænk jer i det mindste godt om, før I gør det. Det er budskabet i en informationskampagne, som Sveriges borgerlige regering vil iværksætte over for potentielle flygtninge rundtom i verden.

Mandag i denne uge trådte integrationsminister Maria Malmer Stenergard frem på et pressemøde i Stockholm, hvor hun præsenterede »et paradigmeskift i migrationspolitikken«, lig med betydelige stramninger. Det er disse ændringer, som flygtninge med Sverige i tankerne nu skal være opmærksomme på.

»Hovedformålet er at informere om den svenske migrationspolitik – og i forlængelse heraf, at færre skal søge irregulært hertil,« erklærede Maria Malmer Stenergard, som tilhører statsminister Ulf Kristerssons liberalkonservative parti Moderaterna.

Migrationsminister Stenergard henviste til flygtningekrisen i 2015: »Folk er ofte meget velinformerede. Der er en årsag til, at 163.000 personer i 2015 rejste gennem hele Europa til det lille, kolde Sverige højt mod nord. Folk vidste, at der var mere generøse regler her end i andre lande.«

Sveriges integrationsminister, Maria Malmer Stenergard, har præsenteret »et paradigmeskift i migrationspolitikken«. Foto: Stephanie Lecocq, Ritzau, Scanpix  

Planen er, at budskabet skal udbredes via svenske ambassader og statslige organisationer. Samtidig målrettes en oplysningskampagne mod nyhedsredaktioner i de pågældende regioner, i for eksempel Nordafrika og Sydasien.

Maria Malmer Stenergard påpegede, at to tredjedele af de flygtninge, som kommer til Europa, ikke opfylder kriterierne for asyl.

»Mange af disse flygtninge tvinges til at rejse ud igen, og sådan vil det i endnu større udstrækning være under denne regering i Sverige.«

Sverige har gjort sit

Det er markante ændringer, verden skal informeres om. Sverige vil fremover kun tage imod 900 kvoteflygtninge pr. år mod cirka 5.000 i de foregående år. Samtidig skal de svenske regler strammes så meget, at de kun akkurat opfylder EUs mindstekrav. Og de flygtninge, som modtages i Sverige, vil med Stenergards ord blive mødt med »kravbaseret integrationspolitik«.

Migrationsminister Stenergard understregede flere gange, at Sverige har gjort sit, når det gælder modtagelse af flygtninge og indvandrere. Stenergard forsikrede over for det hjemlige vælgerkorps, at Sverige ikke bliver et ondt land af de nye tiltag.

»Vi har gennem lang tid taget imod langt flere asylsøgere end vore nordiske nabolande. I 2019 tog Sverige eksempelvis imod 76 procent af de flygtninge, der kom til Norden, mens Norge, Finland og Danmark tog imod henholdsvis syv, otte og ni procent.«

Nu er tiden inde til at stramme op, pointerede Maria Malmer Stenergard: »Sverige har i alt for lang tid haft en for stor indvandring til at klare integrationen.«

Simple tal fra Statistiska Centralbyrån, svarende til Danmarks Statistik, demonstrerer da også et demografisk bjergskred. En opgørelse fra 2021 viste, at den svenske befolkning siden 2000 er vokset med lidt over en million borgere født i udlandet. Dermed er omtrent en femtedel af de nuværende 10,3 millioner indbyggere i Sverige født i udlandet.

På denne baggrund lød minister Stenergards diagnose: »Resultatet af en stor indvandring kombineret med en næsten kravløs integrationspolitik er åbenlyst segregation og utanförskap for personer født uden for Sverige, uden en reel mulighed for at komme ind i samfundet for alvor.«

Sverigedemokrat på podiet

Ved pressemødet i Stockholm var Stenergards sidemand ganske påfaldende.

Det var nemlig hverken justitsminister Gunnar Strömmer eller udenrigsminister Tobias Billström, begge fra Stenergards eget parti. Heller ikke integrationsminister Johan Pehrson fra Liberalerna.

Stenergard optrådte i stedet sammen med Henrik Vinge, gruppeformand for det højrenationale støtteparti Sverigedemokraterna i Riksdagen.

Henrik Vinge er også partiets næstformand. Med sine 35 år tilhører han den nye generation af sverigedemokrater, mindre sammenbidte end Åkessons klike af hårdt prøvede kampfæller.

Vinges tilstedeværelse på podiet med minister Stenergard må betegnes som en decideret triumf for Sverigedemokraterna, en foreløbig fuldbyrdelse af en sej stræben efter indflydelse.

Ved riksdagsvalget i 2002, altså for blot 21 år siden, opnåede Sverigedemokraterna 1,44 procent af stemmerne, langt fra spærregrænsen på fire procent. Dengang var det utænkeligt, at partiet nogensinde skulle stige op til regeringsindflydelse eller blot komme i Riksdagen. Partiet var ikke meget andet end et sammenrend af højreradikale særlinge og tilfældige proteststemmer.

Sverigedemokraterna var så undselig en størrelse, at riksdagsmedlem Mauricio Rojas fra Folkpartiet – i dag Liberalerna – end ikke havde partiet i tankerne, da han i 2003 kritiserede Sveriges pivåbne migrationspolitik. I en tidsskriftsartikel advarede Rojas om, at voldsom indvandring uden håndfast integration ville kunne bane vej for »et aggressivt populistisk parti«.

Rojas fremsatte denne profeti: »Et sådant parti vil, med løfter om at genskabe Folkhemmet, kunne sammenføre tre vigtige proteststrømninger: en protest mod fremmedgørelsen af landet gennem indvandring og globalisering; en protest mod tryghedstabet som følge af det nationale fællesskabs opløsning og velfærdsstatens udhuling; og sidst men ikke mindst en protest mod en politisk og økonomisk elite, som opfattes som svigefuld og vil få skylden for tabet af fællesskab og tryghed.«

Det var Mauricio Rojas, der som politolog udbredte termen utanförskap i det svenske sprog: lammende marginalisering som følge af integrationsløs indvandring og social parkering i udsatte boligområder.

Siden blev Mauricio Rojas mobbet ud af sit eget parti på grund af sine holdninger i indvandringspolitikken, herunder sprogkrav for statsborgerskab. Som ung værktøjsmager var han selv kommet til Sverige i 1974 som flygtning, og i 2008 vendte han hjem til Chile og blev chefstrateg for den liberale præsident Sebastián Piñera. En meget kort overgang var Rojas endda landets kulturminister.

I mellemtiden gik Rojas’ svenske profeti i opfyldelse. Med den unge Jimmie Åkesson som ny partiformand fra 2005 omlagde Sverigedemokraterna sin drastiske indvandringskritik fra racebiologi til kulturelt forsvar af svenskhed og velfærd.

Nærmest uden konkurrence kunne partiet tage for sig af stadig større vælgergrupper, der var bekymrede for indvandringens konsekvenser. I 2010 kom Sverigedemokraterna ind i Riksdagen, og tre valg senere, i september 2022, blev Jimmie Åkessons parti næststørste gruppe i Riksdagen med 20,54 procent af vælgerne bag sig.

Ikke nok med dét. Efter otte år med socialdemokratisk ledede regeringer var frustrationen i den borgerlige lejr så stor, at tre partier – Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna – gjorde op med 12 års mistro og iskold afstand til Sverigedemokraterna.

Ulf Kristerssons borgerlige regering tiltrådte i oktober 2022 med støtte fra Sverigedemokraterna, der ikke mindst tog sig betalt med stramninger på flygtninge- og integrationsområdet.

Det var disse resultater, gruppeformand Henrik Vinge mandag i denne uge kunne præsentere side om side med migrationsminister Maria Malmer Stenergard i Regeringskancelliets pragt.

Lystfyldt og med, ja, ministermine viste Henrik Vinge powerpoints: »Tiltag for at styrke hjemsendelsesvirksomhed«, »Behovsjusteret arbejdskraftindvandring«.

Under seancen havde Henrik Vinge den opgave at informere om indenrigstiltag: »For at skabe en holdbar asyl- og migrationspolitik må personer, som ikke har ret til at være her, identificeres og siden forlade landet.«

Derefter nye powerpoints med en stribe myndigheder, som har fået direktiver om en skærpet kurs. Henrik Vinge: »Politimyndigheden har fået besked på at intensivere og effektivisere arbejdet med den indre udlændingekontrol – en forøgelse med mindst 25 procent i forhold til de foregående år.«

Efter strudsepolitikken

Et markant træk i denne uge har været, at Stenergards og Vinges præsentation stort set ikke har affødt nogen debat. Ikke ét af Sveriges seks største dagblade har behandlet det ganske opsigtsvækkende udspil på lederplads.

Med NATO-forhandlinger, koranafbrænding, konfrontation med Tyrkiet og den løbende strøm af uhyggelige nyheder fra bandekrigen i de svenske byer har den svenske offentlighed rigeligt at tænke på. Men den stilfærdige modtagelse af migrationsudspillet er også et klart udtryk for den konsensus, der nu hersker i svensk politik om en stram udlændingelinje. De seneste fem-syv år har også Socialdemokraterna flyttet sig betydeligt, og under valgkampen i sensommeren 2022 kunne vælgerne dårligt fægte sig vej gennem løfter om stramninger fra venstre og højre.

»Vi har åbenlyst taget imod flere, end vi formår at integrere,« erklærede daværende statsminister Magdalena Andersson i en partilederdebat og forsikrede om sin regerings hårdhed. »Det er helt anderledes nu end i 2015.«

Selv Mauricio Rojas er tilbage, atter valgt for Liberalerne på plads nummer 258 i Riksdagen. Han flyttede i 2019 tilbage til Sverige og en stilling som docent i økonomisk historie ved Lunds Universitet.

Han kan konstatere, at indvandringsdebatten har ændret sig grundlæggende, siden han blev jaget ud af svensk politik i 2008. Mange af hans standpunkter genkendes i den borgerlige regerings integrationspolitik.

Før Rojas lod sig overtale af sit gamle parti til at stille op på ny, sad han i en arbejdsgruppe, som skulle udforme en ny migrations- og integrationspolitik for Moderaterna. Ved præsentationen af dette program i november 2020 var Rojas tilbage i folden hos Liberalerna, men han hyldede initiativet i en kommentar i Svenska Dagbladet:

»Det er en meget velkommen markering efter årtier af vildfarelse, hvor multikulturalisme og en ikke nærmere præciseret mangfoldighed blev ophøjet til enerådende samfundsideal. Således devalueredes Sveriges kulturarv til én blandt mange. Det var, som om hele landet var blevet til et ubeskrevet blad, som nu skulle fyldes med alle tænkelige kulturelle indslag. Det var en yderst kontraproduktiv selvfornægtelse af det Sverige, som har været, og som stadig findes.«

Mauricio Rojas kunne se sin egen grundpointe – at det er den tilrejsende, som har pligt til at tilpasse sig det nye land – danne fundamentet i Moderaternas udspil. Nu skulle det bare omsættes i konkrete forslag, skrev Rojas i november 2020.

»Sverige behøver meget mere end et løfte for at trække sig ud af den situation, som årtiers strudsepolitik har bragt os i.«

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-5/udland/sverige-har-gjort-sit

JOAKIM JAKOBSEN (f. 1963) er journalist. Fra 2005 til 2012 reporter og anmelder, og fra 2012 til 2015 kulturredaktør. Kom til journalistikken efter mange, mange års litteraturstudier ved Københavns Universitet og har tidligere arbejdet på Politiken, Jyllands-Posten, Euroman, m.v. Har udgivet flere bøger om sport, herunder Tour de France, Tynd luft og Guld-Harald. 2010 modtager af Berlingske Journalisters Hæderspris.

JJAK@WEEKENDAVISEN.DK