Vægtvogter. Slankesprøjten Wegovy hyldes som en opfindelse i nobelprisklassen. Men er det sundt at sulte kroppen livslangt? Har vi skabt en frelser eller et monster?

Kloden på skrump

Illustration: Andrea Ucini

Det er blevet kaldt et vidundermiddel, en kur, en vaccine og antabus mod fedme. Pionererne bag nævnes som nobelpriskandidater, og fabrikker kan ikke følge med efterspørgslen. Slankemidlet Wegovy fra Novo Nordisk er i gang med at skrumpe Jordens befolkning et menneske ad gangen, og det er på høje tid, siger eksperter. Den ustoppelige fedmeepidemi er ved at tage livet af os.

I flere artikler sammenlignes Wegovys popularitet med potensmidlet Viagra, men der er i virkeligheden kun ét lægemiddel, der kan hamle op med Wegovy: p-pillen.

Begge består af kunstige hormoner. Begge var ved at blive bremset af de medicinalfirmaer, som udviklede dem. Begge blev først udviklet til et andet formål end det, der gjorde dem populære. Begge er kamppladser for ideologier.

Nu er spørgsmålet, om »the skinny drug« vil frisætte de tykke, ligesom »the pill« frisatte kvinderne. Vil Wegovy hjælpe de fortvivlede overvægtige, som i årtier har slidt gummiet på løbebåndene ned, mens de har spist kål og pulver uden at tabe et gram? Dem, som risikerer type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og tidlig død?

Eller får læger, diætister og fedmeforskere ret, når de advarer om, at vi er i gang med et uoverskueligt folkesundhedseksperiment med raske forsøgskaniner? Bliver man overhovedet sundere af at sprøjte Wegovy i blodet og sulte sig til 15 procent mindre kropsvægt?

Vi kan være på vej ind i en »mørkere side af diætkulturen«, som modemagasinet Vogue skrev for nylig.

Genstrimlen

Det begyndte med en tudsefisk i starten af 1980erne. Amerikanske Joel Habener, der i dag er professor i medicin på Harvard Medical School, fandt i fisken en strimmel dna med et mystisk ekstra stykke. Strimlen indeholdt den genetiske kode for hormonet glukagon, der modsat insulin kan øge blodsukkeret i blodet, mens det ekstra stykke kodede for et ukendt stof, der lidt lignede glukagon. Havde Habeners gruppe mon fundet et nyt hormon?

»Ingen af os tænkte på diabetes eller blodsukker,« siger Habener om den tilfældige opdagelse. »Vi var drevet af nysgerrighed.«

Gruppen prøvede nu at lave et stof ud fra koden, men de fik det aldrig til at virke i kroppen.

Få år efter, i 1983, fandt Graeme Bell, en anden glukagondetektiv, den næsten samme strimmel dna i en hamster, men med hele to ekstra stykker. Han navngav dem GLP-1 og GLP-2 (glucagon-like peptide 1 og 2).

Forskerne stod nu med et genetisk skattekort med et kryds, som de jagtede. De ville finde ud af, hvordan hormonerne så ud i virkeligheden, og de var især interesseret i GLP-1.

Den danske læge Jens Juul Holst på Københavns Universitet var en af jægerne. Han stod ikke som Habener med et genetisk mysterium. Han så i stedet patienter med bemærkelsesværdige reaktioner: »Vi havde nogle, som fik for lavt blodsukker efter mavesårsoperationer,« fortæller Holst. »De lavede for meget insulin. Hvorfor gjorde de det?«

Et eller andet stof satte deres insulinproduktion op, og måske var det Bells GLP-1. Havde Holst ret, ville det betyde et gennembrud i behandlingen af type 2-diabetes. »Vi ledte efter det, vi fandt det, og så var det altså bare hamrende aktivt,« siger Holst, der viste, at GLP-1 kunne få blodsukkeret til at falde i forsøgsdyr.

Habener, der netop havde påvist samme effekt med et kunstigt GLP-1, lagde mærke til, at forsøgsdyrene også mistede appetitten, men han slog det hen. »Det var bare en bivirkning. Vi tænkte ikke over det for 40 år siden, for fedme var ikke et problem,« siger han.

Det var til gengæld type 2-diabetes, og målet var nu at få medicin ud af GLP-1, der kunne sænke diabetespatienternes sygeligt høje blodsukker. Men først skulle det gøres stabilt. I ren form nedbryder kroppen GLP-1 i løbet af få minutter.

Hos Novo Nordisk begyndte Lotte Bjerre Knudsen i starten af 1990erne at arbejde med GLP-1 – som stort set den eneste. Ledelsen havde andre prioriteter. »Vi laver tre ting i Novo,« lød det oppefra. »Insulin, insulin, insulin.«

Knudsen formastede sig endda til at foreslå at bruge GLP-1 som slankemiddel, men fedme var ikke en sygdom, fik hun at vide. Det var et spørgsmål om sund livsstil, og alle andre slankemidler på det tidspunkt var desuden endt med dødsfald og dyre sagsanlæg.

Novos tøven betød, at et andet firma i 2005 kom først med den nye revolutionerende diabetesmedicin lavet med GLP-1. Knudsen gav dog ikke op og fandt på at klistre fedtsyrer på et kunstigt fremstillet hormon, der lignede GLP-1. Sådan øgede hun halveringstiden til et halvt døgn. Hun havde opfundet liraglutid, der kom på markedet under navnet Victoza i 2009. Liraglutid er forfader til semaglutid – det aktive stof i Wegovy. Semaglutid har en halveringstid på en uge.

De mistroiske Novo-chefer havde fået et nyt guldæg, og pludselig var fedme alligevel en sygdom. I 2014 blev liraglutid under navnet Saxenda godkendt til fedmebehandling i USA. Wegovy blev godkendt i USA i 2021 og i december 2022 i Danmark.

Habener og Holst kandiderer i dag sammen med et par andre til en Nobelpris for opdagelsen af GLP-1, og det er den ene fortælling om Wegovy. Et medicinhistorisk eventyr med en lykkelig slutning.

Men så er der den anden.

Ønsket om at være slank

Da den første p-pille, Enovid, kom på det amerikanske marked i 1957, stod der på pakken, at en bivirkning var manglende ægløsning. Enovid var nemlig kun godkendt til behandling af blødningsforstyrrelser. Pludselig ville en halv million amerikanske kvinder behandles for blødningsforstyrrelser, og allerede i 1960 blev Enovid godkendt som præventionsmiddel.

GLP-1-lægemidlerne blev på samme måde udviklet til at behandle type 2-diabetes med vægttab som en bivirkning, men de blev hurtigt brugt off-label til fedmebehandling. Ligesom p-pillen satte en projektør på kvinders årelange graviditetsangst, har Wegovy vist os, præcis hvor stort ønsket om at være slank er i vores samfund.

I en rundspørge lavet af analysefirmaet Moos-Bjerre og Norstat Danmark for Weekendavisen svarer hver femte dansker, at de allerede har prøvet Wegovy eller lignende vægttabsmedicin, eller at de kunne forestille sig at tage det.

For at få recept på Wegovy skal man have et bmi over 30 eller et bmi over 27 og samtidig en vægtrelateret tilstand som type 2-diabetes, forhøjet blodtryk eller en hjerte-kar-sygdom. På verdensplan giver det over 600 millioner potentielle Wegovy-brugere ifølge WHO.

»Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet lægemiddel med så stor en målgruppe,« siger medicinhistoriker Morten Arnika Skydsgaard fra Steno Museet, Aarhus Universitet.

På nær p-pillen. Læger har diskuteret dens bivirkninger i 50 år, fordi man for første gang gav medicin til raske, og her ser han også en parallel:

»Med Wegovy kan man på samme måde sige, at mange af brugerne ikke er særlig syge eller slet ikke syge, og det giver en ekstra følsomhed i samfundet for bivirkninger.«

Ingen kan skråsikkert sige, at grænsen mellem rask og syg går ved en bmi på 30, og flere praktiserende læger er derfor allerede på vagt. En af dem er Rasmus Køster-Rasmussen, der også er adjunkt på Københavns Universitet.

»Morfin, sovepiller og nu Wegovy. Det er medicin, folk kræver, og de, der primært kræver Wegovy, er de unge, velstillede og i øvrigt raske. Vi er i gang med en vild overmedikalisering og et kæmpe eksperiment,« siger han.

I andre lande er de mere forsigtige end i Danmark. I Storbritannien skal man have en bmi over 35 kombineret med en vægtrelateret tilstand for at få udskrevet Wegovy.

Sjatspisningen

På Facebook er der eufori. Wegovy-brugere deler erfaringer i grupper som »Wegovy Vægttabs support Danmark« (8.800 medlemmer), »Wegovy og Saxenda Support Danmark (vægttab)« (6.200 medlemmer) og »Wegovy/Ozempic/Saxenda Danmark« (13.000 medlemmer).

De taler om at nå deres »mål«, »delmål« og »drømmevægt«. En kvinde på 100 kilo vil ned på 68. En anden fra 90 til 64 kilo. De fortæller, at de er »SÅ glade«, »overvældede«, »rørt til tårer« og »lykkelige«. De giver thumbs up, klappesmileyer og pokaler til hinanden i kommentarfelterne.

De taler også om kontrolvejninger hos lægen, om at spise halvandet stykke knækbrød eller en bolle med ost den halve dag, om at prøve kiwi og svesker mod forstoppelsen.

»De er jo i gang med at smuldre,« siger psykolog Lene Meyer, der er specialiseret i spiseforstyrrelser. »Det er uhyggeligt. De er i en vægttabsrus uden at mærke deres krops behov og signaler. Det går godt i noget tid, men så risikerer det at gå ad helvede til.«

Hun frygter, at Wegovy vil gøre flere syge med en spiseforstyrrelse, fordi midlet slukker for lysten til mad og fører til vejninger og kalorietælling, som er spiseforstyrrelsernes bedste venner – uanset om man overspiser eller ikke spiser.

»Jeg har en klient, der siger, at medicinen puster til hendes tanker om, at hun er forkert, og at alt ville blive bedre, hvis hun tabte sig. Hun var ellers lige begyndt at acceptere sin krop,« fortæller Meyer.

Hun mener, det er naivt, når Novo selv melder ud, at Wegovy kun skal tages af svært overvægtige og ikke er et »skønhedsprodukt«.

»Hvad havde de regnet med?« spørger hun. »Vi har fået den sprøjte, vi længtes efter. At frigive Wegovy svarer til at køre en kæmpe foodtruck hen foran sultne festivalgæster og så sige nej, nej, det er kun dig og dig, der må få noget,« siger hun.

Diætisten Inger Bols får også flere og flere Wegovy-brugere som klienter. Mange af dem sidder fast i et limbo.

»De har taget Wegovy siden januar, og nu taber de sig ikke mere, men de er slet ikke tilfredse. De er stadig så store, at nogle kan finde på at spørge: 'Øh, har du hørt om den her sprøjte?' Ja tak, kammerat, det har de!«

Wegovy tager appetitten. Semaglutiden fortæller hjernen, at kroppen er mæt, og derved kan man undertrykke den sult, som ellers knækker hver og en, der prøver at tabe sig. Spørgsmålet er, om det er sundt.

Både Inger Bols og Lene Meyer ser Wegovy-brugere, der »sjatspiser«. De spiser lidt slik og snacks hist og pist, men uden at få den store næring. »Enhver diætist vil være ked af at lave en kostplan på under 1.500 kalorier om dagen, men nogle af mine klienter når kun op på 1.200 kalorier, og alligevel taber de sig ikke længere eller kun lidt,« siger Inger Bols.

Novos egne studier af semaglutid, kaldet STEP, som godkendelserne er baseret på, sagde meget lidt om helbredseffekterne og varede i maksimalt to år. I den periode tabte forsøgspersonerne i snit 15 procent af kropsvægten, men de, der stoppede med behandlingen, begyndte hurtigt at tage på igen.

"Vi er i gang med en vild overmedikalisering og et kæmpe eksperiment."

RASMUS KØSTER-RASMUSSEN, ADJUNKT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Firmaets tidligere studier viser dog, at liraglutid og semaglutid kan mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme hos type 2-diabetespatienter sammenlignet med en placebogruppe.

I 2024 kommer resultaterne af Novos SELECT-studie, hvor 17.600 hjertesyge patienter med svær overvægt enten har fået semaglutid eller placebo. Allerede nu lyder rygtet, at midlet har en positiv effekt på forsøgspersonernes hjerter.

Uafhængig forskning har til gengæld svært ved at bevise, at et vægttab i sig selv gør folk sundere. Flere studier og metaanalyser har vist, at store vægttab eller udsving i vægten ikke påvirker dødeligheden, tværtimod.

For blot få måneder siden skrev svenske fedmeforskere i Scientific Reports på baggrund af et kohortestudie med 34.346 individer: »Vi konkluderer, at tidligere og gentagne vægttab kan øge dødeligheden generelt og af hjerte-kar-sygdomme, især hos mænd.«

Det amerikanske Look AHEAD-studie involverede over 5.000 overvægtige forsøgspersoner med type 2-diabetes, hvoraf den ene gruppe fik den bedst tænkelige hjælp til at tabe sig via sund kost og motion. Konklusionen var et paradoks. Efter ti år havde vægttabsgruppen smidt 2,5 procent af kropsvægten i forhold til kontrolgruppen. Deltagerne kom i bedre form og forbedrede sig på en række risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme. Men de blev lige så syge af hjerte-kar-sygdomme som kontrolgruppen.

Surhedsgraden

Professor emeritus Thorkild I.A. Sørensen på Københavns Universitet har studeret fedme siden 1969. Han er glad for, at der endelig er en virksom medicin at tilbyde dem med »overfyldte, syge fedtceller«, men han er ikke glad for, at så mange raske småbuttede mennesker får hjælp til at sulte sig.

»Den stakkels magre del af kroppen, den ikkefede del, må hive energi ud af fedtet for at holde det hele kørende,« siger han. Den ikkefede del er blandt andet organerne, musklerne og knoglerne. »At tage Wegovy svarer til, at en slank sulter sig selv kronisk, og det plejer ikke at være en god idé.«

Sørensens største skepsis ligger dog et andet sted: Wegovy adresserer ikke årsagerne til fedmen. Det kan stoffet ikke, for årsagerne kender vi ikke.

Sørensen kan spore fedmeepidemiens begyndelse til før Anden Verdenskrig – længe før opblomstringen af velfærdssamfundet og det fedmefremmende samfund. Hvad der skete på det tidspunkt, er en sort boks.

Der eksisterer mindst 30 »vilde ideer«. Lige fra øget CO₂ i atmosfæren, der har øget surhedsgraden i hjernen og påvirket appetitten, over øget rumtemperatur, som har nedsat forbrændingen, til brugen af antibiotika og hormonforstyrrende stoffer.

I efteråret var alle superhjerner inden for årsagerne til fedme samlet hos Royal Society i London til et tredages møde. »Konklusionen blev, at vi stadig er på gyngende grund. Vi aner faktisk ikke, hvad der er sket,« siger Sørensen, der var medarrangør af mødet. Så længe vi ikke kender årsagerne, forbliver Wegovy ifølge Sørensen symptombehandling.

Konkurrenten

Enovid og firmaet Searle, der lavede den første p-pille, er ikke kendte navne i dag. De var blot de første. Samme skæbne kan overgå Wegovy og Novo.

Allerede nu ser amerikanske Eli Lillys slankemiddel Mounjaro ud til at overgå Wegovy med et vægttab på over 20 procent. Flere præparater baseret på GLP-1-analogier er på vej, og snart kan sprøjten måske skiftes ud med en pille. Morgan Stanley Research har vurderet, at der er et globalt marked for vægttabsmedicin til en værdi af 50 milliarder dollar inden 2030. Det er cirka det samme som pastamarkedet.

Wegovy er ikke kun penge. Opfindelsen er også et tegn på, at vi endelig tager svær overvægt seriøst som en kompleks biologisk sygdom, siger lektor Christoffer Clemmensen fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet:

»Vi er ved at gøre op med den udtalte fordom, at overvægt er et selvkontrolsproblem.«

I undersøgelsen fra Moos-Bjerre og Norstat Danmark svarer 29 procent, at man selv er skyld i det, hvis man er overvægtig.

Clemmensen er også bekymret over den »crazyness«, vi ser lige nu, men han minder om, at vi har brug for lægemidler til de få, som har en genetisk disposition til overvægt. »På en måde er det fænomenalt og en revolution, at vi endelig har et effektivt vægttabsmiddel,« siger han.

Og muligvis skal vi slet ikke forvente en ny verdensorden med hundrede millioner af Wegovy-brugere.

»Vi ved ikke hvorfor, men folk holder op med at bruge de her præparater,« siger pioneren Jens Juul Holst og henviser til et studie, der viser, at 70 procent af diabetespatienter efter to år ikke længere tog deres GLP-1-medicin. Måske på grund af bivirkninger, måske på grund af den mistede madglæde.

Kvinder bliver ved med at spise p-piller, fordi de uønskede graviditeter er værre end bivirkningerne. Vil de næsten 60.000 danskere, der indløste recept på Wegovy i maj, også gøre det om ti år? Hvor mange bivirkninger er uønskede kilo værd?

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-25/samfund/kloden-paa-skrump

GUNVER LYSTBÆK VESTERGÅRD (f. 1983) er cand.public. og ph.d. i videnskabsjournalistik. Gunvers store interesse er fysik, astronomi og videnskabshistorie, men hun anlægger også gerne en videnskabsvinkel på aktuelle samfundsforhold. Hun er forfatter til bogen Fjerne kloder og medforfatter til en række andre populærvidenskabelige bøger.

 

GUVE@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Illusionen om politikere, der er i øjenhøjde med folket, krakelerede til Folkemødet på Bornholm.

Dårlig stemning

Det er blevet en politisk herskerteknik at udskamme journalister, der stiller spørgsmål, politikerne ikke vil svare på. Man skulle ellers tro, at det var statsministeren, folk blev sure på, når hun ikke vil svare på, om hun vil lade Forsvarets Efterretningstjeneste prøve at genskabe hendes slettede sms'er. Det er dog ikke tilfældet.

»Det har jeg allerede svaret en af dine kolleger på. Folketinget har nogle spørgsmål, og de spørgsmål skal selvfølgelig besvares,« svarede Mette Frederiksen til B.T.

Da journalisten gjorde opmærksom på, at hun faktisk ikke havde svaret, gentog statsministeren sætningen som en maskine:

»Det har jeg allerede svaret en af dine kolleger på i dag. Kan I have et godt Folkemøde.«

Er det pressen eller politikerne, der skaber dårlig stemning, når politikerne nægter at svare på pressens spørgsmål? Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix.

Og væk var hun.

Seancen udstillede en ufolkelig sandhed midt på Folkemødet. Politikere, der ikke vil gøre rede for deres beslutninger, er blevet hverdag, men journalister, som insisterer på åbenhed i folkestyret, ødelægger den gode stemning. Og er der noget, danskerne ikke bryder sig om, er det dårlig stemning.

I en kommentar fra en journalist i Politiken lød det for eksempel:

»Et samlet set stort antal reportere tilbringer flere arbejdsdage på Bornholm med at spørge politikere om noget, journalisterne i forvejen er klar over, at de ikke får svar på. Sådan at jeg, der ikke er til stede på Folkemødet, kan sidde herhjemme ved skærmen og blive forarget over politikerne (...). Det faglige indhold på Folkemødet beskæftiger ingen af videoerne sig med.«

Med andre ord: Det er for dårligt, at journalister spørger om forhold, der er afgørende for folkestyret, når det skaber forargelse hos borgerne og i øvrigt ikke handler om det, politikerne selv foretrækker at tale om.

Heller ikke Ekstra Bladet kunne få svar på, hvilket parti der foreslog at afskaffe store bededag, eller hvorfor Lars Løkke Rasmussen i 2008 indgik en aftale om statsobligationer, som ifølge Statsrevisorerne koster Danmark en milliard kroner om året.

»Det er Folkemøde, ikke pressemøde,« sagde udenrigsministeren.

Netop, kunne man fristes til at sige. Svar udbedes.

Samme undvigemanøvre foretog Lars Løkke Rasmussen, da han i foråret blev forarget over, at pressen spurgte ind til folketingsmedlemmet Jon Stephensens personsag, når nu han holdt pressemøde om Ukrainefonden. Da Løkke en måneds tid senere sendte Jon Stephensen på orlov efter hans beskeder til en 19-årig kvinde, ville han dog gerne have pressens hjælp til at få budskabet ud.

Så var spørgsmålet ikke længere så dumt.

I TV2s Presselogen, der blev sendt direkte fra Folkemødet, diskuterede politikere og pressefolk deres forhold til hinanden, og her mente chefredaktør Lea Korsgaard fra Zetland, at for eksempel spørgsmålet om, hvorvidt Mette Frederiksen var i spil til en NATO-post, er fuldt berettiget:

»Selvfølgelig er det et spørgsmål, der skal dækkes, men superintenst, fra flade til flade, gentagne gange spørge hende om det samme, selvom vi åbenlyst ved, at hun ikke kommer til at svare på det … Det synes jeg bliver meningsløst,« sagde hun.

Pudsigt nok havde Korsgaard ingen kritik af den kendte DR-vært Stéphanie Surrugue, der på Folkemødet spurgte Mette Frederiksen om præcis det samme. Her svarede statsministeren tydeligere end nogensinde:

»Jeg er meget glad for mit arbejde, og det har jeg tænkt mig at passe. Så nej, jeg er ikke på vej til NATO.«

Når politikerne ikke har lyst til at svare på noget ubekvemt, er det altså journalisterne, der gør noget galt. Når politikerne pludselig får lyst til at svare alligevel, er spørgsmålet ikke meningsløst længere. Så er det tværtimod et scoop. Måske er fællesnævneren i sager som disse slet ikke pressens spørgsmål. Måske er mønstret det faktum, at politikerne ikke vil svare på dem.

Havde Mette Frederiksen og andre følt sig forpligtet over for det »folk«, de hylder så højt på Folkemødet, ville de stille op til interview, og så ville nogen næppe klage over pressen. Den dårlige stemning opstår først, når politikerne nægter at svare for anden og tredje gang.

Så krakelerer illusionen om Folkemødet som et sted, hvor politikerne er ude af deres vante spin-roller, og hvor borgerne kan møde dem i ærligere omgivelser. Selvfølgelig har statsministeren og resten af regeringen taget deres magtfuldkommenhed med i kufferten. Den hårde side af politik bliver ikke hjemme, når Christiansborg tager til Bornholm.

Tak til de medier, der ødelægger stemningen, for at minde os om det.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/daarlig-stemning

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

NATO. Kan det blive Mette? Ja, det kan det godt. Men det kunne også blive en anden – kvinde.

Damerækken

For tiden kan man nemt sidde tilbage med det indtryk, at hvis NATO skal have en ny kvindelig generalsekretær, så står valget mellem Mette og Frederiksen.Men sådan er det nu ikke.

Hvis NATO beslutter, at det skal være en kvinde – og det står ingen steder skrevet – så er der alligevel mange at vælge imellem.Særligt balterne synes formelig at vælte sig i egnede kandidater. Der er Kersti Kaljulaid, der var den første kvindelige og yngste præsident for Estland fra 2016-2021. Eller der er Dalia Grybauskaite, som blev den første kvindelige litauiske præsident, 2009-2019, og som også har været EU-kommissær. Eller frisk fra fad de siddende premierministre i Estland og Litauen, Kaja Kallas og Ingrida Simonyte.

Og hvis man ikke behøver at have været regeringschef, men »bare« skal have været forsvarsminister eller udenrigsminister, så kommer vi heller ikke uden om den tidligere litauiske forsvarsminister Rasa Jukneviciene.

Tilfælles har alle disse kvinder, at de lever fuldt og helt op til det, der er blevet NATOs nye mission: at holde amerikanerne inde, russerne nede og kineserne ude.

Foto: Chris Kleponis, Scanpix

Nu er der dem, der vil hævde, at det går Frankrig og Tyskland aldrig med til, fordi de damer simpelthen er for klare i spyttet over for både Rusland og Kina. Og det er ingen hemmelighed, at det primært er de store lande, der har det afgørende ord – USA, Tyskland, Frankrig og Storbritannien – og så Tyrkiet, der over årene har tiltaget sig en slags vetoret

I så fald kan det være, at man retter blikket mod kandidater i de østeuropæiske lande, som har været knap så krigeriske verbalt. For der er en bred erkendelse af, at det ville pynte med en østeuropæer som generalsekretær, når nu truslen udgår fra østfronten, og når Østeuropa ikke har haft posten før.

Derfor kunne man vælge Kolinda Grabar-Kitarovic, der var Kroatiens yngste og første kvindelige præsident fra 2015-2020 og desuden fra 2011-2014 arbejdede i NATO som assisterende generalsekretær for public diplomacy (imagepleje) under Fogh Rasmussen og Stoltenberg. Hun har simpelthen været ansat til at sælge NATO til befolkningerne. Alternativt kan man fra Kroatien også vælge tidligere premierminister Jadranka Kosor eller tidligere udenrigsministre Vesna Pusic og Marija Pejcinovic Buric.

Nu kan det selvfølgelig blive et problem, at sidstnævnte kommer fra det eksplosive Balkan, hvor større uroligheder sagtens kan bryde ud i de kommende år og kræve NATOs indsættelse. I så fald er det måske mere oplagt med den slovakiske præsident, Zuzana Caputova, der blev Slovakiets yngste og første kvindelige præsident i 2019. Hun er ganske vist mest kendt for sin kamp mod miljøsvineri, men for nylig advarede hun om den stigende russiske indflydelse i landet.

Den slovakiske regering har ellers stået last og brast med ukrainerne og leveret MIG-29 kampfly til de ukrainske styrker, men meningsmålingerne tyder ikke på, at den har befolkningen bag sig. I en nyere af slagsen svarer et flertal af de adspurgte, at »USA trækker Slovakiet ind i en krig med Rusland og profiterer af det«. Måske kunne det stemme befolkningen mildere, hvis en slovak blev NATOs nye generalsekretær.

MEN LAD OS så sige, at det bliver for bøvlet med en generalsekretær fra Østeuropa.

I så fald vil det være oplagt at vende blikket mod NATOs sydflanke, hvor de også klager over mangel på opmærksomhed. Her kunne Federica Mogherini fra Italien være et bud: Hun var fra 2014-2019 EUs »udenrigsminister« – eller »Høje repræsentant for unionens udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik«, som det hedder på EU-lingo. Desuden har hun kortvarigt været italiensk udenrigsminister. Italienerne sad tidligere i en lang årrække tungt på posten som vicegeneralsekretær i NATO, men det er efterhånden over 20 år siden, og de føler sig garanteret overset. Ved at udnævne hende kunne man samtidig sige tak til den siddende regeringschef, Meloni, for fuldtonet modstand mod Putin, hvilket ikke er helt nemt i en koalitionsregering, der både tæller Berlusconis og Salvinis partier.

Dog er det ikke sikkert, at Meloni ville opfatte det som en cadeau. Hendes forhold til den progressive Mogherini er anstrengt. Det har det været siden 2016, hvor Mogherini græd på en pressekonference i Jordan, da hun som EUs udenrigsminister skulle udtale sig om de dødelige terrorangreb i Bruxelles. Det fik Meloni, der på det tidspunkt kandiderede til borgmesterposten i Rom, til at sige, at hun skammede sig på Italiens vegne, og at Mogherini var »et symbol på det blødsødne Europa«. På den baggrund er det måske lidt svært at se for sig, at regeringen skulle markedsføre Mogherini som kandidat.

Men så kunne man jo også tage en fra Spanien. Landet har ikke haft posten siden 1999, hvor Javier Solana gik af. Om den spanske regering vil foreslå sin forsvarsminister, Margarita Robles, er dog usikkert: Hun er helt sikkert egnet, men sandsynligheden er ikke stor, eftersom en anden spanier, Josep Borrell, for tiden er EUs »udenrigsminister«. Der bliver for meget conquistador over det.

MEN HVAD SÅ med en kandidat fra de fire lande, som afgør sagen? Ja, Frankrig og Tyskland vil næppe vække begejstring i Østeuropa og i USA og Storbritannien, dertil er der drukket for meget dialogkaffe med Putin i årene forud for invasionen. Muligvis er de heller ikke selv interesserede, fordi de håber at kunne spille en rolle ved en fremtidig fredsslutning.

En brite er på grund af Brexit no-go for Frankrig, og en amerikaner bliver det helt sikkert ikke: USA har altid overladt posten til europæerne, fordi den øverstkommanderende SACEUR – Supreme Allied Commander Europe – alle dage har været en amerikansk general.

Har jeg mon glemt nogle kandidater? Ja, da. Mange. Den tidligere hollandske forsvarsminister og nuværende chef for FN-missionen i Irak, Jeanine Antoinette Hennis-Plasschaert. For eksempel.

Og så selvfølgelig Mette Frederiksen. Hun har stadig en chance. Og hvis hun får posten, er det helt sikkert ikke, fordi hun er kvinde. Dertil er der trods alt for mange at vælge mellem.

KILDE:https://www.weekendavisen.dk/2023-23/udland/dameraekken

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

Professor:
DERFOR ER MINKSAGEN FORTSAT BLANDT DE STØRSTE SKANDALER I NYERE TID.

Efter ni måneders tavshed giver professor i forvaltningsret Frederik Waage sin vurdering af minksagens efterspil. Han har et budskab til dem, der spørger sig selv, om minksagen efterhånden er gået op i røg.

»Et tomrum af ansvar«: Professor går i rette med annullerede advarsler i minksagen.

Han kan godt forstå, hvis mange danskere har tabt overblikket.

 

At de spørger sig selv: »Hvad sker der?« 

Sådan har Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, også selv tænkt, når han har set minksagen udfolde sig de seneste måneder, hvor flere topembedsmænd har fået tilbagekaldt deres sanktioner. Men han har holdt det for sig selv. Indtil nu, hvor han efter ni måneder som konstitueret landsdommer og en pause fra den offentlige debat vender tilbage med en hård dom.  

»Forløbet om advarslerne er problematisk og skader tilliden til forvaltningen. Det er beklageligt,« siger han.

Mest forundret er han over, at Statsministeriets magtfulde departementschef, Barbara Bertelsen, i marts 2023 fik annulleret sin advarsel.

 

Det skete, efter at en anden hovedperson i minksagen, rigspolitichef Thorkild Fogde, var blevet pure frifundet i en tjenstlig undersøgelse. Det fik Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til at genåbne en stribe personalesager.

 

Dommerne i den tjenstlige undersøgelse var uenige med Minkkommissionen i vurderingen af pressemødet den 4. november 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ud, at alle mink skulle aflives. 

Minkkommissionen mente, at statsministeren her gav en »klart ulovlig instruks« til myndighederne om at sætte gang i aflivningen af landets mink, selvom der på det tidspunkt ikke var lovgrundlag til at kræve alle dyrene slået ned.

Den tjenstlige undersøgelse ledet af tidligere højesteretsdommer Thomas Rørdam mente ikke, at det var en ulovlig instruks. Det var faktisk slet ikke en instruks, men en »orientering« til offentligheden. 

Den nye vurdering af pressemødet ændrede ikke bare sagen for Thorkild Fogde, men for flere andre topembedsmænd, mente styrelsen. Seks af de otte sanktioner, der blev givet efter Minkkommissionens rapport, blev trukket tilbage. Senest valgte Rigspolitiet fredag at annullere to advarsler til embedsmænd. Før det var bl.a. Barbara Bertelsens advarsel blevet tilbagekaldt.

 

Frederik Waage forstår ikke rationalet.

»Det er meget, meget vidtgående, at man bruger karakteristikken af pressemødet som figenblad til at ændre på hele afgørelsen om Barbara Bertelsens advarsel. Det er ikke en særlig overbevisende begrundelse, og jeg mener, der er grund til at kritisere den.«

Han medgiver, at hvis man tager den ulovlige instruks ud af ligningen, gør det sagen lidt mindre alvorlig for embedsmændene. Men han mener, at styrelsen, der fik bistand fra statens advokat, Kammeradvokaten, har lagt »overdrevet meget vægt« på dette ene spørgsmål.

Dermed glemmer de, hvad minksagen grundlæggende handler om, mener han:

»Diskussionen om instruks eller ej er sådan set beside the point. Det afgørende er, at Barbara Bertelsen har stået for at koordinere et møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor man træffer den skæbnesvangre beslutning, at alle mink skal aflives. Det er her, hovedproblemet i minksagen opstår: 

Regeringen træffer en beslutning, der ikke er lovhjemmel til. Dermed snyder man minkavlerne for at få lovbehandlet indgrebet mod erhvervet i Folketinget,« siger han.

 

I koordinationsudvalget sad Mette Frederiksen samt en række topministre og departementschefer. Minkkommissionen lagde til grund, at kun departementschefen fra Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, vidste, at det ville kræve en lovændring at slå alle mink ned. Han sagde ingenting.

Men Minkkommissionen kritiserer alligevel Barbara Bertelsen for ikke at rejse spørgsmålet om hjemmel, og Waage tilføjer, at netop hendes involvering i regeringsmødet var et omdrejningspunkt i den advarsel, som hun fik i august 2022.

I advarslen blev Minkkommissionen refereret for, at Barbara Bertelsen »betonede et meget betydeligt tidspres« på processen, der blev »forceret«, og hendes beslutninger betød, at Fødevareministeriet – der kendte til lovproblemet – »i nogen grad trådte i baggrunden og blev koblet af« forløbet.

Sagt kort: Bertelsens ageren betød, at sagen blev hastet igennem, og at de, der kendte til problemerne, blev kørt ud på et sidespor. 

Frederik Waage fremhæver også, at departementschefen rettede i de centrale dokumenter til det afgørende møde. Hun fik slettet en sætning om, at en aflivning af alle mink ville være »fatalt for branchen«.

»Når Fødevareministeriet er kørt ud på et sidespor, magten centraliseres i Statsministeriet, og departementschefen retter i de centrale dokumenter, så følger noget af ansvaret med,« siger han.

Juraprofessor Frederik Waage har i måneder betragtet minksagen uden at blande sig. Det gør han nu. Foto: Gregers Tycho

Andre jurister siger, at spørgsmålet om instruksen er vigtigt: For er der tale om en ulovlig instruks, har embedsmænd et skærpet ansvar for at sige fra, og uden den er sagen mindre alvorlig. Hvad siger du til det?  

»Spørgsmålet om en ulovlig instruks har ikke været det udslagsgivende for vurderingen af minksagen hidtil. Det er noget, vi først er begyndt at diskutere, efter den tjenstlige undersøgelse af Thorkild Fogde. At den skulle være the missing link mellem alt, hvad der går galt i minksagen, og embedsmændenes ansvar, kan jeg ikke se. Alle problemerne – bl.a. Fødevarestyrelsens brev og politiets kritiserede opkald til minkavlerne – udspringer af regeringens beslutning i koordinationsudvalget.«

I et svar på professorens kritik henviser Statsministeriet til, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten har vurderet, at grundlaget for kritikken af Barbara Bertelsen »er bortfaldet« efter den nye vurdering af pressemødet. 

Embedsmænd slipper billigt

Selvom Frederik Waage erklærer sig overrasket over forløbet med de annullerede advarsler, påpeger han også, at lignende udfald er set i andre sager.

I Tamilsagen blev en departementschef godt nok forflyttet, men to andre kritiserede embedsmænd »slap ret mildt igennem« med en irettesættelse og en frifindelse.

På samme måde kritiserede Instrukskommissionen fem embedsmænd i sagen, der kostede Inger Støjberg (DD) en fængselsdom ved Rigsretten. Kun to embedsmænd endte med at få en advarsel.

»Barren er meget høj i den slags sager. Der skal meget til, for at embedsmænd, der fejler, bliver sanktioneret. Det så vi både i Tamilsagen og Instrukssagen,« siger Waage.

Han tilføjer, at arbejdsgiveren har en »bred skønsmargin« i personalesager. Derfor mener han heller ikke, at der er grundlag for at stille spørgsmål ved lovligheden af tilbagekaldelsen af advarslen til Bertelsen og de andre embedsmænd. Det er begrundelsen bag, han finder tvivlsom.

»Det ser ikke godt ud, at f.eks. problemerne med den ”forcerede proces”, som Barbara Bertelsen forårsagede, forsvinder op i den blå luft. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, som sidder tilbage med et billede af, at styrelsen og Kammeradvokaten har skrevet centrale embedsmænds ansvar helt ud af minksagen.«

Men med nu kun to tilbageværende advarsler til embedsmænd i Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen er opgøret om ansvaret for minksagen stadig uforløst, mener Waage. 

Han vurderer ikke, at Mette Frederiksen vil kunne dømmes ved en rigsret, for hun kendte ikke til den manglende lovhjemmel, da beslutningen blev truffet. Derimod kunne Folketinget formentligt få daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) dømt. 

»Men Folketinget har ikke ønsket et retsopgør mod ministrene. Det er helt fair, men det skaber et tomrum af ansvar. Og hvis man i stedet forsøger at finde en facitliste for minksagen i konsekvenserne af personalesagerne, så strander man.«

Konsekvenserne af sagen er i højere grad politiske, pointerer han: en næse til statsministeren, en afgået fødevareminister, et folketingsvalg udløst af De Radikale og den socialdemokratiske soloregerings fald.

Endelig tilføjer han, at en af de mest kritiserede personer – forhenværende topchef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard – ikke fik sit ansvar endeligt vurderet, fordi han skiftede job til Esbjerg Kommune.

Det »skævvrider« billedet af sagens konsekvenser, siger Waage:

»Det betyder også, at vi må erkende, at vi ikke kan bruge de personaleretlige sager til at få et dækkende billede for, hvor stor en skandale minksagen er.«

Fire afgørende dage

Efter annulleringen af advarslerne har nogle iagttagere ellers vurderet, at minksagen nu står i et mildere lys. 

»Der er helt oplagt ikke tale om den kæmpeskandale, som den er blevet fremstillet som,« sagde professor emeritus ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard til Jyllands-Posten.

Frederik Waage er uenig.

»Skandalen i minksagen er, at man snyder minkavlerne for en folketingsbehandling af beslutningen om at lukke deres erhverv ned. Spørgsmålet om, hvorvidt pressemødet var en instruks, er ét enkelt element af sagen, som nu tillægges en alt for stor vægt, og det kommer til at aflede opmærksomheden fra det, som minksagen først og fremmest handler om: nemlig den ulovlige beslutning, der blev truffet.«

 

Kan man ikke indvende, at det kun var i fire dage, at minkavlerne ”blev snydt”. Derefter fik offentligheden jo at vide, at der manglede lovhjemmel, og Folketinget behandlede sagen? 

»Det er et godt spørgsmål. Min hovedpointe er, at regeringen med pressemødet sætter en lavine i gang med et krav til minkavlerne om at slå alle deres dyr ned. Den var i realiteten meget svær for minkavlerne at omgøre, da det kom frem, at der manglede lovhjemmel. Løbet var i vidt omfang kørt. Derfor er det de fire dage, der er vigtige.«

 

Er der ikke en uoverensstemmelse mellem din beskrivelse af sagen som en skandale og så de konsekvenser, vi har set for ministre og embedsmænd?  

 

»Hvis det er tilfældet, mener jeg, at spørgsmålet må være, om vi dømmer embedsmænd for mildt. Har vi tilstrækkelig sikkerhed for, at der bliver fulgt op på skandalesager i den offentlige forvaltning?

Hovedproblemet ved, at embedsmændene i vidt omfang slipper for sanktioner, er, at vi ikke på andre måder får et egentligt juridisk punktum. Vi mangler nogle stærkere institutioner til at fælde dom over sagen,« siger han med henvisning til, at der ikke kommer en rigsret, og at de almindelige domstole »næppe kommer på banen«, da der er aftalt en stor erstatning til erhvervet:

»Man kunne overveje, om Folketingets Ombudsmand kunne få en større rolle. Der er jo også flere forhold i minksagen, som ikke har kunnet belyses af Minkkommissionen, f.eks. de slettede sms’er. Her kunne en udtalelse fra ombudsmanden udgøre en form for afslutning.«

 

Viser de tilbagekaldte advarsler ikke, at du er for hård i din vurdering af minksagen? 

 

»Det mener jeg ikke. Man må holde fast i det principielle problem. Den mest grundlæggende regel inden for statsretten er, at der skal være lovhjemmel til det, regeringen gør. Det er hele den demokratiske legitimering af statens handlinger, der er på spil. Derfor er minksagen fortsat blandt de allerstørste danske skandalesager i nyere tid.«

Minksagen genåbnet

Sådan er det gået de 10 embedsmænd, der blev kritiseret af Minkkommissionen. 

To fik en advarsel: 

Tejs Binderup, daværende afdelingschef i Fødevareministeriet 

Hanne Larsen, daværende direktør i Fødevarestyrelsen 

Seks sanktioner blev givet, men trukket tilbage:

Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet (advarsel) 

Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet (irettesættelse) 

Anne-Mette Lyhne Jensen, afdelingschef i Justitsministeriet (advarsel) 

Paolo Drostby, kontorchef i Fødevareministeriet (advarsel)

Uffe Stormly, politiinspektør i Rigspolitiet (advarsel)

Birgitte Buch, sektionsleder i Rigspolitiet (advarsel)

To sager løb ud i sandet: 

Rigspolitichef Thorkild Fogde blev frifundet i en tjenstlig undersøgelse.

Departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard blev hjemsendt og underlagt en tjenstlig undersøgelse, men den blev droppet, da han skiftede job.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE15899180/professor-derfor-er-minksagen-fortsat-blandt-de-stoerste-skandaler-i-nyere-tid/?st=1