Kommentar. Hvad var det, der gjorde mig utilpas, da jeg stod der på gadehjørnet og så den enorme demonstration for palæstinenserne?

En bevidstløs strøm af drivtømmer

Demonstration til støtte for Palæstina i København søndag den 22. oktober 2023. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

Det burde slet ikke komme bag på mig. Jeg har trods alt levet hele mit liv i København, endda de seneste 16 år her på Nørrebro, så jeg kender jo den gamle alliance mellem venstrefløjen og den palæstinensiske sag. Eller måske er alliance ikke det rette ord. Der er trods alt kun tale om en solidaritet, der går én vej. Det er de venstreorienterede, der holder med palæstinenserne – ikke omvendt. Alligevel blev jeg rystet af at se den enorme demonstration under titlen »Alle på gaden for Palæstina«, da den bevægede sig ned ad Nørrebrogade søndag eftermiddag. Demonstrationen bestod af en blanding af mennesker med indvandrer- og flygtningebaggrund samt etniske danskere med venstreorienterede holdninger. Fordelingen var cirka 50/50, og gennemsnitsalderen var lav.

Det var ikke hovedbudskabet om, at Gazas børn også har ret til liv, der rystede mig. En sådan erklæring er lige så harmløs, som den er selvindlysende sand. Hvad var det så, der gjorde mig utilpas, da jeg stod der på gadehjørnet og så den endeløse strøm af mennesker gå forbi? Jeg har grublet over det lige siden og forsøgt at finde svar.

Måske var det kampråbene, der lød forkert? Igen og igen hørte man »From the river to the sea/ Palestine must be free« gjalde ud over gaden. Selv små børn førte an i koret, der messede dette slogan. Helt bogstaveligt betyder disse ord, at Palæstina rent geografisk skal gå fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest – altså der, hvor Israel ligger i dag. Historisk har sloganet da også været anvendt af både PLO før Osloaftalen, hvor de nægtede at anerkende staten Israel, og i dag af Hamas, der heller ikke anerkender Israel, men ønsker staten udslettet.

På X kunne jeg læse forskellige venstreorienterede deltagere i demonstrationen forsøge at afvise ordenes lettere folkemorderiske undertoner. En enkelt mente, at det blot skulle forstås således, at palæstinensere i både øst og vest skulle have deres eget land, mens andre mente, at det skulle ses som et kald på en slags multikulturel folkesocialistisk Palæstina-republik med plads til alle, der giver plads til alle. Men uanset om dette Storpalæstina, man råber på, skal være en islamisk stat, som den, Hamas efterlyser, når de råber slagordene, eller om det er en art sekulær, inkluderende multikultistat, som de fleste venstreorienterede forhåbentligt tænker på, når de råber med, så er det svært at forstå ordene anderledes, end at Israel skal fjernes fra landkortet og erstattes af ét stort Palæstina. Det er et kampråb, der kalder på endnu mere territorialkamp og mere krig – ikke på forsoning. Og til demonstrationens indkaldelse kunne man da også se konturerne af dette blodrøde Storpalæstina stå i midten af det hele.

Måske var det den ensidige, nærmest kirurgisk selektive mobilisering af empati, der gjorde mig utilpas? Det var børn i Gaza, der ifølge demonstranterne havde ret til liv. Men hvad med alle de små børn, som Hamas netop havde likvideret? Flere af dem spædbørn, nogle brændt levende, og ja, små børn, der blev fundet uden deres hoveder. På intet tidspunkt så jeg blot et enkelt skilt, der fordømte Hamas og deres seneste aktion, det største massemord begået på jøder siden Holocaust, den nuværende konflikts primære anledning. Det var, som om der kun var plads til ét offer, palæstinenserne, og der kun kunne være én skurk, Israel. Hamas er ellers ud fra alle objektive kriterier en højreekstrem, hyperreligiøs, reaktionær, homofobisk, kvindefjendsk og antisemitisk terrorbevægelse, der med glæde bringer død og ødelæggelse over palæstinenserne, hvis det tjener deres formål. Er den rene fascisme da ikke værd at bekæmpe, hvis den hersker over palæstinensere? Kunne man mon have ulejliget sig med bare at medbringe blot et enkelt lille, kritisk papskilt? Jeg så det ikke.

Til gengæld var der adskillige bannere, der beskyldte Israel for folkedrab. Hvilket folkedrab? Antallet af palæstinensere i Israel, Gaza og på Vestbredden er fordoblet de seneste 30 år. Der er i så fald tale om historiens mest elendigt udførte folkedrab. Det burde ellers ikke være umuligt at kritisere Israels hårdhændede og ofte hensynsløse behandling af palæstinenserne uden at opfinde et folkedrab, der aldrig har fundet sted, og uden at ignorere et massemord, der netop har fundet sted.

MÅSKE VAR DET arrangørerne, der gjorde mig urolig? Blandt dem var bevægelsen Boykot Israel. Allerede 7. oktober klokken 13, hvor Hamas stadig var i gang med at dræbe og kidnappe civile israelere, stod denne bizarre bevægelse på Mimers Plads på Nørrebro og uddelte flyere med krav om et øjeblikkeligt boykot af Israel. Det har de sådan set altid krævet, så det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt, men sikke dog en hensynsløs timing! Tænk at stå og kræve et land boykottet i de selvsamme timer, hvor dets befolkning udsættes for et historisk blodigt massemord? Det må kræve en exceptionel selektiv fordeling af såvel kynisme som empati.

En anden arrangør, Internationalt Forums Palæstinagruppe, der på Instagram går under navnet @stopannekteringen, var ude samme dag, hvor de 1.400 israelere, herunder børn og pensionister, blev myrdet og lemlæstet af Hamas på den mest bestialske vis, og erklære, at »frihedskamp er ikke terror«. Hvordan kan det forstås som andet end støtte til Hamas’ målrettede massemord på jøder fra arrangørernes side? Hvad er det da ellers for en frihedskamp, de mener, uretmæssigt er blevet kaldt for »terror« 7. oktober?

Ser jeg syner her? Det tror jeg ikke, at jeg gør. Hvorfor skulle indkaldelsen til demonstrationen da ellers vise et fotografi af det hul i hegnet til Gaza, som Hamas trængte igennem, da de drog ud for at myrde og kidnappe festivaldeltagere, børn og pensionister? Hvorfor skulle demonstrationens talsperson ellers have så svært ved at kalde dette angreb for terrorisme, da B.T. spurgte hende på dagen? »Jeg mener, at vi går ind i nogle meget små detaljer, som jeg ikke har forstand på,« lød det fra talspersonen, der dog havde forstand nok på folkeretten til at erklære, at palæstinenserne ifølge FNs resolutioner også har »ret til at forsvare sig, når de møder angreb«. På X tilføjede hun senere, at hun naturligvis fordømte »alle drab på civile«. Hun kaldte dog stadig ikke angrebet 7. oktober for terror. Nul kritik af Hamas.

Og hvordan skal følgende ellers fortolkes? Enhedslistens Pelle Dragsted var beundringsværdigt klar i mælet 12. oktober på X. Her skrev han følgende: »Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden.«

Sande ord fra Dragsted. Men ikke ifølge en af demonstrationens officielle arrangører. Her var man stærkt fortørnede over denne udmelding. På Instagram kunne man læse @stopannekteringen skrive følgende kommentar til Dragsteds opslag: »Nye tider hos Enhedslisten. Enhedslisten er med til at svigte alle de palæstinensere, der i årenes løb har sat deres lid til at netop Enhedslisten kunne være deres frontkæmpere inde fra Folketinget. Den sidste uge har de godt nok vist deres sande ansigt. Det er svært at finde ord for venstrefløjens svigt i den palæstinensiske frihedskamp.«

Arrangørerne af søndagens demonstration mente altså, at Enhedslisten havde svigtet palæstinenserne ved at kritisere Hamas efter deres antisemitiske massemord 7. oktober. Alligevel kunne jeg se Rosa Lund gå med i demonstrationen. Var hun mon klar over, at hun deltog i en demonstration arrangeret af folk, der havde anklaget hende og Dragsted for at svigte den palæstinensiske sag ved at kritisere Hamas?

Måske vidste hun det slet ikke. Det tror jeg ikke, hun gjorde. Og måske var det netop det, der gjorde mig dårligt tilpas. At det hele virkede så ureflekteret, så blottet for selvstændig tankevirksomhed. Det var én stor, hegemonisk diskurs, der blev reproduceret friktionsløst og ukritisk denne søndag eftermiddag. Palæstinenserne som de uskyldsrene ofre. Dem, vi holder med. Israel som de slemme skurke. Kolonimagten. Zionisterne. Dem, vi er imod. Denne diskurs, som de fleste palæstinensiske børn arver fra deres forældre, og som det er forventet, at de respekterer og opretholder med al den lidenskab, de har til rådighed. Drømmen om bedsteforældrenes tabte olivenlund i Haifa, der skal tilbage i familiens fold, koste hvad det vil.

SOM PALÆSTINENSER demonstrerer man loyalitet over for forældrene, familien og stammen at gentage denne umulige drøm ad infinitum uden forbehold og uden realpolitiske indrømmelser. Og for venstrefløjen demonstrerer det ens tilhørsforhold til det progressive, det kulturelle, aktivistiske og politiske miljø at støtte op om denne usunde kollektivistiske kultur, hvor børn sættes til at råbe »From the river to the sea« uden at gøre indsigelser. Det var som at se en bevidstløs strøm af drivtømmer glide tanketomt ned ad Nørrebrogade.

Det er denne sociale kontrol blandt palæstinensere, der bedst forklarer en mærkelig asymmetri. Der har været adskillige debatindlæg fra danske jøder, der kritiserer Israels politik og udviser bekymring for palæstinensernes svære situation. Men samtidig har der vist sig at være uendeligt få herhjemme med palæstinensisk baggrund, der uden at nævne Israels besættelse utvetydigt har fordømt Hamas. Diversiteten og omsorgen går igen kun én vej. Det er denne sociale kontrol blandt palæstinenserne, der både frarøver individet dets ret til selvstændig tankevirksomhed og hæmmer den palæstinensiske diasporas mulighed for at udfolde sit intellektuelle og kulturelle potentiale. Det er denne sociale kontrol, man de facto allierede sig med, hvis man valgte at gå med i demonstrationen søndag. Og man har næppe skænket det en tanke.

Og hvilket signal sendte man ikke til Hamas? Et ganske klart signal vil jeg mene. Hvis de i fremtiden gerne vil have venstreorienterede, kunstnere og aktivister i Vesten til at gå på gaden i tusindvis og råbe op om den palæstinensiske sag uden så meget som at nævne Hamas’ forbrydelser mod menneskeheden, så er opskriften ligetil og simpel: De skal bare dræbe så mange jøder som muligt, så fyldes gaden af sig selv.

Men mest af alt tror jeg, at det var tanken om de danske jøder med venner og familie i Israel, der gjorde mig dårligt tilpas. Hvordan har det ikke føltes for dem at se denne uhellige alliance udfolde sig? Hvor alene har de ikke følt sig? Da danske jøder holdt en lille mindehøjtidelighed på Israels plads efter Hamas’ pogrom, var det ikke meldt ud på Facebook. Alle deltagere skulle fjerne deres kippa og pakke deres israelske flag sammen, når de gik – for deres egen sikkerheds skyld. Mange af disse jøder har været eksplicitte modstandere af Netanyahus højrefløjsregering, og måske har de endda deltaget i protesterne mod landets højredrejning på den ene eller den anden måde og kritiseret den hensynsløse og kortsigtede bosættelsespolitik på Vestbredden.

Men de kan ikke forvente nogen støttedemonstration fra den danske venstrefløj i denne smertens stund. De er ikke de rigtige ofre. Deres lidelser passer ikke ind i den store fortælling om kolonialisme. Der er ingen social status i at vise sin empati med dem på de sociale medier. Da Radikale Venstres Zenia Stampe tirsdag på Facebook erklærede sin empati med danske jøder, der følte sig utrygge, blev hun bombarderet med rasende kommentarer fra palæstinensere og deres støtter. Der måtte kun være plads til én gruppes lidelser, og det var ikke jødernes.

Det er denne sociale kontrol, man de facto allierede sig med, hvis man valgte at gå med i demonstrationen søndag.

Søndagens demonstration var blot et enkelt eksempel fra ugen, der viser, hvor cool og konsekvensfrit det er at være på palæstinensernes side, mens man nærmest demonstrativt ignorerer jødiske lidelser. Jeg så adskillige i den demonstration, jeg kendte. Ingen af dem hader jøder. Alle ser sig selv som ordentlige mennesker. Mange var fra den generation, der er gået forrest i opgør med usunde magtstrukturer, grænseoverskridende adfærd og hensyntagen til sårbare minoriteter. Alligevel er de delagtige i, hvad der for mange jøder kun kan opleves som iskold ligegyldighed.

PÅ HJEMMESIDEN idoart.dk (der i forbifarten let kan læses som »idiotart.dk«) finder man en støtteerklæring til Palæstina fra en gruppe aktivistiske kunststuderende, der har hængt bannere uden på Kunstakademiets facader. Erklæringen er naturligvis én lang sproglig kliché fuld af de sædvanlige henvisninger til »kolonialisme« og opfordringer til »egen læring« – standardtroper i de kredse. Her finder man ingen fordømmelse af Hamas. Ingen sympatierklæring til dem, der mistede venner og familiemedlemmer, da Hamas dræbte eller kidnappede alle de jøder, de kunne komme i nærheden af. Ingen omtale af den største pogrom i nyere tid. I stedet finder man den monotone, træge gentagelse af den meningsløse proklamation »antizionisme er ikke antisemitisme«, der er ment til pr. automatik at frikende afsenderen for racisme.

Men hvad er zionisme da? Det bliver aldrig forklaret. Der er nu et simpelt, historisk korrekt svar. Zionisme er ikke én bestemt politik, zionisme er ikke rettet mod palæstinenserne, det betyder blot, at man går ind for, at det jødiske folk skal have et hjemland. Så hvis antizionisme er det modsatte, hvis det betyder modstand mod et jødisk hjemland, opløsningen af det eneste jødiske land, der findes, hvis det er en erklæret modstand mod, at lige netop det jødiske folkefærd kan have deres eget land, hvordan er det så ikke antisemitisme?

Over 1.400 repræsentanter for de kreative fag har underskrevet en støtteerklæring offentliggjort i denne uge, hvor de »insisterer på at Hamas' nylige militante angreb på Israel skal forstås i lyset af den israelske stats eskalerende vold, kolonialisme, ydmygelse og undertrykkelse af palæstinensere over årtier«. At man kalder et målrettet angreb på børn, familier og festivaldeltagere for et »militant angreb på Israel«, som om disse stakkels civile på nogen måder repræsenterer den israelske stat, og at man ikke anvender det mere retvisende ord »terror«, er gruopvækkende i sig selv. Men at støtteerklæringen går videre og ligefrem tildeler Israel skylden for Hamas’ bestialske massemord, vidner ikke blot om en afgrundsdyb moralsk krise i disse kredse, det er også en gentagelse af en oldgammel antisemitisk tommelfingerregel: at jøderne altid selv er skyld i de ulykker, andre påfører dem. Gid nogen ville ruske i sin sidemand og rejse sig fra drivtømmeret, inden det flyder helt ned i mørket.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2023-43/kultur/en-bevidstloes-stroem-af-drivtoemmer

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

 

Gammel og vis. Hvem falder for falske e-mails og netsvindel? Ikke de ældre, der klarer sig overraskende godt i et forskningseksperiment.

Ikke så nem at narre

Meget tyder på, at kriminelle ofte specifikt fokuserer på ældre medborgere, når de forsøger at snyde sig til penge med falske e-mails eller opringninger. Men måske spilder de deres tid. For ifølge forskningen er ældre ikke mere godtroende end andre aldersgrupper.

I en ny undersøgelse har amerikanske videnskabsfolk set på, hvordan en gruppe på 644 ældre reagerede, da de blev udsat for fingerede fupopkald, hvor forskerne lod, som om de var regeringsembedsmænd, og forsøgte at få dem til at røbe id-numre og andre personlige data.

Blandt deltagerne, som havde en gennemsnitsalder på næsten 86, var der kun godt 16 procent, som lod sig narre. At resten lugtede lunten undervejs, er et vigtigt resultat, fortæller en af forskerne, Patricia Boyle, der er neuropsykolog ved RUSH University i Chicago.

»Det er meget vigtigt, at hovedparten af de ældre ikke lod sig rive med. Det tyder på, at mange mennesker er opmærksomme på svindel rettet mod ældre og tager de nødvendige forholdsregler for at beskytte sig selv,« siger hun til Weekendavisen.

Illustration: Gitte Skov.

»Selv nogle af dem, der indledningsvis hoppede på bedraget, var skeptiske. Så mens det er vores håb at beskytte de mest sårbare, er det omvendt også afgørende og bør understreges, at over 80 procent ikke gav potentielt kompromitterende information om sig selv.«

Undersøgelsen, som netop er blevet offentliggjort online af Journal of the American Medical Association, er angiveligt den første af sin art, der benytter sig af en behavioristisk tilgang, hvor man altså direkte har observeret ældres adfærd, når de udsættes for svindlere, der udgiver sig for at komme fra en offentlig myndighed.

»Selvrapportering har mere begrænset værdi, fordi mange enten slet ikke er klar over, at de har været udsat for svindel, eller vælger ikke at sige det, fordi de skammer sig eller er bange for, at de vil blive umyndiggjort,« siger Boyle.

»Objektiv måling som den, vi har foretaget, er i bund og grund den eneste metode til at få en bedre idé om problemets omfang og virkelig forstå, hvor mange ældre mennesker der løber en risiko for at blive ofre for svindel.«

De selvsikre unge

Måske er det de unge snarere end de ældre, der skal tage sig i agt. Statistik fra den amerikanske regering viser, at 43 procent i aldersgruppen 20 til 29 år angiver at have været udsat for svindel. Det tilsvarende tal for amerikanere i alderen 70 til 79 år er bare 23 procent.

Gareth Norris, der er psykolog ved Aberystwyth University i Wales, nikker genkendende til den aldersprofil, der tegner sig.

»Unge mennesker er nok mere uforsigtige, fordi de er vant til at være på internettet konstant og måske føler sig lidt for meget hjemme dér. Så overordnet set vil jeg sige, at nej, ældre mennesker som gruppe betragtet er ikke lettere ofre for bedrag end andre,« siger han.

Lignende tal kommer fra Storbritannien, hvor en undersøgelse fra onlinebanken Marcus by Goldman Sachs sidste år viste, at folk under 34 var dobbelt så tilbøjelige som alle andre til at lade sig snyde af fupnumre på internettet.

Ironisk nok viste samme undersøgelse, at 55 procent af yngre respondenter betragtede sig selv som for kloge til at blive narret af internetsvindlere. Noget kan altså tyde på, at et vist overmod netop kan have bidraget til at bringe dem i vanskeligheder.

Svindlere har i øvrigt ikke været sene til at se potentialet i det yngre segment og har udviklet skræddersyede »produkter« som for eksempel falske studielån.

»Vi bærer nok alle sammen rundt på et billede af ældre mennesker som lidt naive og sårbare. Og det passer muligvis på nogle. Men generelt er ældre meget, meget varsomme, når de begiver sig ud på internettet,« siger Norris.

»Der kan selvfølgelig være nogle med en kognitiv svækkelse som for eksempel Alzheimers sygdom, som naturligvis kan komme med alderen, men hvis vi taler om almindelige sunde mennesker over 65, er der ingen forskel mellem dem og andre.«

Mens ældre ikke er specielt tilbøjelige til at ryge i fælden, kommer de til gengæld af med større beløb, når det endelig sker, viser officiel statistik fra USA. Gennemsnitsbeløbet, som amerikanere i 20erne bliver snydt for, er 548 dollar, svarende til 3.900 danske kroner. For amerikanere i 70erne er det 1.000 dollar, og for dem over 80 er det hele 1.750 dollar.

Forklaringen kan simpelthen være, at de ældre typisk har flere penge at rutte med og samtidig færre forpligtelser end børnefamilier, men netop fordi de tegner sig for større tab, ender de oftere i medierne, hvilket igen kan bidrage til stereotypen om de godtroende ældre. Ifølge Norris kan det desuden have en selvforstærkende virkning:

»Statistisk set er der måske flere ældre mennesker, som bliver ramt af den slags snyd, fordi de kriminelle tror, at de er mere godtroende, så derfor ender der også med at være flere ældre ofre,« siger han.

Et svindelnummer til enhver type

Men hvis ældre i bund og grund ikke er nemmere at narre end så mange andre, hvem er så? Er der overhovedet nogen mønstre? Ifølge Norris er empirien usikker.

»Det er svært at pege på en bestemt personlighedstype, som er særlig påvirkelig. Men der er noget, der tyder på, at mere impulsive mennesker kan have lettere ved at hoppe på limpinden, fordi de reagerer hurtigt og entusiastisk uden at tjekke fakta,« siger han.

Det kan også handle om, hvilket humør man er i. Hvis man i forvejen er lidt bekymret, og der pludselig dukker en mystisk e-mail op med en advarsel om, at man er blevet udsat for computervirus, kan man have lettere ved at klikke videre, fortæller han.

Men alt i alt er billedet komplekst, og det giver ikke meget mening at fremhæve én befolkningsgruppe frem for andre. Ingen er helt ude af farezonen ifølge Monica Whitty, der er professor i cybersikkerhed ved Monash University i Australien.

»Det er for det meste mænd, der er ofre for investeringssvindel, mens de ældre er i fokus for bedrag, der handler om lotteri eller velgørenhed. Og så er der en hel serie af svindelformer, som er udviklet til at snyde de unge,« siger hun.

I nogle tilfælde har målgruppen ændret sig over tid. Før var det især mænd, som faldt for »unge og smukke kvinder« på internettet, der selvfølgelig også elskede dem, men lige havde brug for lidt penge, igen og igen.

Nu er det i højere grad midaldrende kvinder, som spenderer formuer på solbrændte, ikkeeksisterende Romeo'er, blandt andet fordi de har en større disponibel indkomst, fortæller Whitty.

»Dybest set er vi alle potentielle ofre for bedrag, og de kriminelle vender sig mod forskellige grupper alt efter, hvilken type bedrag de bedriver,« siger hun.

Patricia Boyle et al.: »Vulnerability of Older Adults to Government Impersonation Scams«, JAMA Network, september 2023.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-40/ideer/ikke-saa-nem-at-narre

 

PETER HARMSEN (f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.

 

PEHA@WEEKENDAVISEN.DK