Desperate lærere i EUs hjerte er ved at give op: »SKOLERNE ER EN TROJANSK HEST FOR ISLAMISTER«
Frontrapport fra en kulturkrig. Nedslidte og skræmte lærere advarer i en ny bog om, at islamistiske kræfter arbejder målrettet på en »fjendtlig overtagelse« af kontrollen med uddannelsessystemet i et af Europas vigtigste lande.
Demonstranter kræver »respekt
for barndommen« under en protest mod seksualundervisning i belgiske
skoler i Bruxelles sidste efterår. Protestbevægelsen blev anført
af muslimske aktivister.
Foto: Simon Wohlfahrt/AFP/Ritzau Scanpix
En af Adelines kolleger havde altid et håndklæde med i skole, så han kunne undgå direkte berøring med stole, kvindelige kolleger havde siddet på.
En anden lærer brugte dagen efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo til højlydt at retfærdiggøre massakren.
Og en tredje lagde endnu mindre skjul på sine sympatier. Han mødte jævnligt op med en kuffert fuld af islamistiske propagandabøger, som han forsøgte at sælge til elevernes forældre.
Men det mest skræmmende for Adeline var de små detaljer i hverdagen som lærer for børn i 10-11-årsalderen.
I frikvartererne måtte hun ustandselig skride ind, når ikkemuslimske elever blev kaldt for beskidte »pomfritbelgiere« eller beskidte jøder.
Elever, som spiste mad med svinekød, blev mobbet i kantinen.
Og da et stykke skinke en dag ved et uheld landede på nogle muslimske elevers madpakker, gik det helt amok.
»Børnene begyndte at skrige. Dagen efter klagede deres forældre. Og det endte med, at vi måtte opbevare madpakkerne forskellige steder, efter trosretning,« fortæller den belgiske lærer.
Samuel Patys skræmmeeksempel
Situationen på Adelines nu tidligere arbejdsplads i Bruxelles-området var – og er formentlig stadig – ekstrem
Men den er langt fra enestående, hævder journalisterne Laurence D'Hondt og Jean-Pierre Martin i »Allah n'a rien a faire dans ma classe« (Allah har intet at gøre i mine timer).
De to journalisters nyudkomne bog bygger på interview med en række lærere, der advarer om en støt stigende islamistisk indflydelse i Belgiens uddannelsessystem.
Stort set ingen af dem optræder under eget navn, og deres skoler er også anonymiseret.
Ikke kun af frygt for at lide samme skæbne som kolleger i nabolandet Frankrig: Samuel Paty og Dominique Bernard, der begge blev dræbt af islamistiske terrorister.
De er også bange for at blive stemplet som islamofobiske »hvide« eller – blandt kritiske lærere med muslimsk baggrund – som »forrædere«.
Skræmt af en hverdag, hvor de i forvejen bliver ringeagtet af elever og bagtalt af kolleger samt i enkelte tilfælde hængt ud på sociale medier.
En hverdag, som er ved at slide de fleste af dem op.
Præsentation aflyst efter trusler
At der er god grund til at være på vagt, fik D'Hondt og Martin selv at mærke, da de i sidste uge skulle præsentere deres bog i en forstad til Bruxelles.
Inden arrangementet blev ansatte i stormagasinet Fnac, hvor det skulle finde sted, antastet af en gruppe unge muslimer.Belgien og især landets hovedstad har de seneste 10-15 år været et af Europas vigtigste arnesteder for islamistisk terror.
Nogle af de mest opsigtsvækkende og blodige attentatet er blevet begået i landet.
Jihadisterne fra Islamisk Stat, der foranstaltede en decideret massakre i Paris 13. november 2015, voksede for de flestes vedkommende op i Bruxelles-forstaden Molenbeek.
Og det er næppe tilfældigt, at også den mindre voldelige, men måske vigtigere, kulturkrig mod vestlige værdier er særlig intens her.
»Ekstrem opførsel« er eksploderet
»Belgien er et islamistisk laboratorium i Europa,« siger den algerisk fødte politolog Djemila Benhabib til bogens forfattere og fortsætter:
Det var det første land til anerkende og understøtte islam økonomisk. Det første land, der valgte et slørklædt parlamentsmedlem, og som fostrede en kvindelig selvmordsterrorist.«
Nu gælder det, ifølge D'Hondt og Martin, uddannelsessystemet, som islamisterne de seneste år har satset massivt på at »kolonisere«.
En undersøgelse fra den flamsktalende del af Belgien viser, at myndighederne i 2023 modtog tre-fire daglige anmeldelser af ekstrem opførsel blandt elever.
Fire år forinden var der tale om tre-fire anmeldelser – om året.
I den fransktalende del står det angiveligt endnu værre til.
Men her vælger skolelederne som regel at glide af på konflikterne i stedet for at tage dem.
Det er ikke mindst den manglende opbakning fra rektorer og inspektører, der får nogle lærere til at give op.
»Integration er bedre end repression«
Alexandre endte med at kaste håndklædet i ringen, efter han oven på en voldelig episode endnu en gang følte sig ignoreret af sin chef.
I en historietime havde den unge lærer bedt eleverne diskutere analyse af religiøse tekster.
Debatten kom hurtigt til at handle om islam, og da en etnisk belgisk pige kom med en sarkastisk bemærkning om arabere, gik det pludselig amok.
En muslimsk dreng kastede en bog efter pigen, der kylede sin mobiltelefon den modsatte vej.
Kun med hjælp fra en kollega, som hidkaldt af larmen kom til undsætning, lykkedes det at forhindre drengen i at smadre en stol i hovedet på pigen.
De ville lige minde om, at det er forbudt – som i bogens titel – at bruge Allahs navn.
Og de slet skjulte trusler fik Fnac til aflyse præsentationen.
For en sikkerheds skyld, for
sporene skræmmer.
Begge elever blev straffet. Men drengen, der efter Alexandres vurdering havde opført sig livstruende, undgik at blive smidt helt ud af skolen.
»I stedet fik jeg af inspektøren at vide, at integration er bedre end repression,« fortæller han i bogen.
Kort efter sagde Alexandre sin stilling op, og han sværger, at han aldrig vil undervise i en belgisk skole igen.
Skolelov er »en trojansk hest for islamister«
Forholdet mellem religion og uddannelse er – ligesom på mange områder i det sammensatte land – konsekvensen af et følsomt kompromis.
I dette tilfælde blot ikke mellem fransk- og flamsktalende, men mellem kristne og verdsligt sindede belgiere.
Modsat Frankrig, hvor sekularisme er en bærende samfundsværdi, har ideen om et offentligt rum frit for religion i Belgien legal status som en trosretning.
En trosretning på linje med katolicisme, protestantisme samt, ikke mindst, islam.
Efter samme logik er uddannelsessystemet delt op mellem sekulære, offentlige skoler og religiøse friskoler.
»Men skolepagten har udviklet sig til en trojansk hest for islamiske parallelsamfund,« hævder juristen Jean-Claude Laes, der har skrevet en bog om Belgiens muslimske friskoler.
Friskolerne bliver nemlig brugt som afsæt til at vinde fodfæste i den sekulære del af systemet.
Lærerne i D'Hondts og Martins bog fortæller, hvordan deres skoler gradvist ansætter lærere med muslimsk baggrund, der til sidst udgør et flertal og dermed kan sætte dagsordenen.
Et paradoksalt lys i mørket
At skolerne samtidig har frihed til selv at opstille regler for eksempelvis religiøs påklædning, gør ifølge forfatterne kun ondt værre.
Hvis ikke kun muslimske elever og forældre, men også lærerne udfordrer et tørklædeforbud, er det lettere for skolelederne at opgive det.
Det samme gælder i andre potentielle konflikter.
Seksualundervisning, undervisning i teorier om universets og arternes oprindelse eller ligestilling mellem kvinder og mænd, eksempelvis.
Stridspunkter, hvor de fundamentalistiske muslimske kræfter i øvrigt har indgået en »uhellig« alliance med evangelistiske kirkesamfund.
Det er kampen mod den udvikling, der er ved at slide lærere som Adeline ned, og som allerede har fået andre – som Alexandre – til at sige op.
Paradoksalt nok er det ofte de nytilkomne migrantbørn – også fra muslimske lande som Syrien og Afghanistan – der giver nyt mod på lærergerningen.
»De har et positivt syn på skolen med fra deres hjemlande og respekterer lærerne,« siger Rosine, der underviser i fransk for begyndere, og fortsætter:
»Deres øjne lyser, når jeg lærer dem nye ord. De er taknemmelige, og det gør mig godt.«
