Korruption. EUs eneste folkevalgte institution, EU-Parlamentet, rystes i disse dage af en gedigen korruptionsskandale, hvor alt tyder på, at styret i Qatar har forsøgt at købe sig goodwill i EU – og i første omgang slap godt afsted med det.

Gavmilde gaver fra Golfen

En rullekuffert og flere sække proppet med knitrende nye 50- og 20-eurosedler.

Der er noget næsten hjerteskærende amatøragtigt over den store korruptionsskandale, som i de seneste dage har været under udrulning i Bruxelles, og som allerede på førstedagen af sin operative fase i belgiske medier blev døbt »Qatargate«, fordi meget tyder på, at kilden til den massive strøm af kontanter er i Doha, hovedstaden i Qatar, som netop nu huser de i forvejen stærkt omstridte verdensmesterskaber i fodbold.

Styret i Qatar nægter enhver forbindelse til sagen, som i denne uge kostede en af EU-Parlamentets mange næstformænd sin post ved en næsten enstemmig afstemning, nemlig den i forvejen varetægtsfængslede Eva Kaili, medlem af socialistpartiet PASOK. Eller rettere, det er hun heller ikke mere. De græske socialister, som har en svulmende historik, når det kommer til penge under bordet, vil heller ikke vide af hende mere. Den tidligere nyhedsvært og tv-stjerne, som har siddet i EU-Parlamentet siden 2014, er på et øjeblik forvandlet fra én af Grækenlands mest populære politikere til en europæisk paria med indefrosne værdier i en af de værste enkeltstående korruptionsskandaler, som i mange år har ramt EUs eneste folkevalgte institution, EU-Parlamentet. Selv har hun foreløbig nægtet sig skyldig i alle anklager.

»Tag ikke fejl, EU-Parlamentet er under angreb. Det europæiske demokrati er under angreb. Vores system af åbne, frie, demokratiske samfund er under angreb. Demokratiets fjender, for hvem selve eksistensen af dette parlament udgør en trussel, giver aldrig op. Disse ondartede aktører, som står i ledtog med autokratiske tredjelande, har angiveligt brugt ngo’er, fagforeninger, enkeltpersoner, assistenter og medlemmer af EU-Parlamentet i et forsøg på at påvirke vores processer. Deres ondartede planer gik i vasken,« sagde EU-Parlamentets formand, den konservative malteser Roberta Metsola, i en tale til EU-parlamentet i Strasbourg. Hun forsikrede samtidig forsamlingen om, at der vil være »nul straffrihed« for dem, der bliver fundet skyldige i korruptionssagen.

Næstformand i EU-parlamentet Eva Kaili er en dyr dame. For dyr., Alt tyder på, at Qatar har betalt hende fyrstelige summer for at pynte på golfstatens renome i forbindelse med VM. Foto: Eric Vidal / AFP/ European Parliament

Hendes egen næstformand, Eva Kaili, blev i næsten bogstavelig forstand taget med »hænderne i sækken«, som man siger på italiensk, når nogen bliver taget på fersk gerning. Hun blev afsløret, da en mindre hær af betjente fredag i sidste uge på ordre fra undersøgelsesdommer Michel Claise ransagede kontorer og hjem tilhørende mistænkte i sagen.

Kaili er nu fængslet i Belgien, sigtet for deltagelse i en kriminel organisation, hvidvask og korruption. Varetægtsfængslet er også hendes partner, italieneren Francesco Giorgi, assistent for en italiensk EU-parlamentariker og tidligere assistent for en nu forhenværende italiensk EU-parlamentariker, venstrefløjspolitikeren Pier Antonio Panzeri, som også er anholdt i sagen.

Både Giorgi og Panzeri er mistænkt for at spille fremtrædende roller i det spind af korruption, som indtil videre har bragt et større beløb i kontanter op til overfladen og otte personer bag tremmer. Kailis far blev pågrebet, da han fredag forsøgte at flygte fra sit hotel i Bruxelles med en rullekuffert fuld af 600.000 euro i 50er-sedler.

Nogenlunde samtidig fandt politiet hjemme på Kailis privatadresse i den belgiske hovedstad en taske med endnu 150.000 euro samt en større samling gaver, som italienske medier betegner som værende »fra Qatar«. Også hjemme hos Pier Antonio Panzeri, som har beholdt en bopæl i Bruxelles, var der gevinst i form af et par sække med i alt 600.000 euro. Efterfølgende blev også Panzeris hjem i den norditalienske provinsby Calusco d’Adda nordøst for Milano ransaget, og endnu 17.000 euro i kontanter dukkede op. Alt i alt kontanter for lidt over ti millioner kroner plus gaver.

Bekymringen over, at det måske langtfra er det hele, deles af Vitor Teixeira, en højtstående repræsentant for antikorruptionsorganisationen Transparency International.

»Vi ser et sammenrend af enkeltpersoner i forskellige positioner. Så jeg ville bestemt ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at endnu flere er indblandet. Det er en meget alvorlig situation, som er uden fortilfælde i hvert fald i de seneste 20 år,« udtalte han til den tyske internationale medieorganisation Deutsche Welle.

Et liv i luksus

I Italien er medierne fulde af historier om familien Panzeri, far, mor og voksen datter, som var begyndt at holde de vildeste ferier.

Omkring 9.000 euro pr. person var budgettet for den kommende juleferie. Hvilket ifølge fruen i huset, som fik sin telefonsamtale med sin mand i Bruxelles aflyttet af efterforskende myndigheder, trods alt var i overkanten, da familien året i forvejen havde brugt 100.000 euro på juleferien, som i 2021 var gået til troperne. Penge, som Antonio Panzeri nu skal forklare, hvordan han er kommet i besiddelse af. Siden skandalen brød ud, er han også blevet smidt ud af sit parti, det lille venstrefløjsparti Articolo 1, som er en udbryder af det socialdemokratiske oppositionsparti PD.

Der er også andre italienere indblandet i skandalen.

Én er leder af en ngo, en anden af en international fagforeningskonføderation, og så er der Panzeris kone og datter, som også er blevet anholdt og er ved at blive udleveret til Belgien. Faktisk virker det, som om de allesammen er italienere, altså lige på nær Eva Kaili, som til gengæld har en indblandet italiensk kæreste.

Derfor har sagen også fået et andet navn ud over »Qatargate«, nemlig »The Italian Connection«. Og skal man tyde noget ud fra de forholdsvis sparsomme oplysninger, som indtil videre er kommet frem, kunne mastermind i hele affæren være den gamle garvede venstrefløjspolitiker Panzeri selv.

Han sad i EU-Parlamentet fra 2004 til 2019, det meste af tiden for PD, hvorefter han stiftede en ngo, »Fight Impunity«, som måske har fungeret som et skalkeskjul for en større korruptionsforretning.

Blandt kunderne var måske udsendinge fra Qatar, som op til verdensmesterskaberne i fodbold var bekymrede over landets blakkede ry i Europa, og i særlig grad anklagerne om, at Qatar havde korrumperet sig til sin VM-værtsstatus og de umenneskelige forhold for arbejderne i de mange byggeprojekter op til mesterskaberne og overtrædelser af menneskerettigheder i det hele taget. En anden mulig kunde kunne være Marokko, som ifølge forlydender også skulle havde forsøgt at købe sig til lidt ekstra goodwill i EU-systemet.

Under gulvtæppet

Som nævnt har styret i Doha afvist enhver forbindelse til Qatargate. De belgiske myndigheder har dog ikke lagt skjul på, at pengene i korruptionscirkusset kom fra »en golfstat«. Dette holdt sammen med gaverne i Eva Kailis lejlighed og det faktum, at Eva Kaili har været opsigtsvækkende positiv over for Qatar op til verdensmesterskaberne, efterlader heller ikke i de tilsyneladende velinformerede belgiske medier megen tvivl om, at det er folk fra Doha, som har bragt de mange kontanter og gaver ind i hjertet af EU. Så sent som i sidste måned, da en Qatar-kritisk resolution var til afstemning, holdt den nu afsatte næstformand en glødende tale i EU-Parlamentet, hvor hun gik i brechen for golfstaten og blandt andet roste landet for at være »en front-runner, når det kommer til arbejderes rettigheder«.

"Disse ondartede aktører, som står i ledtog med autokratiske tredjelande, har angiveligt brugt ngo’er, fagforeninger, enkeltpersoner, assistenter og medlemmer af EU-Parlamentet i et forsøg på at påvirke vores processer."

ROBERTA METSOLA, EU-PARLAMENTETS FORMAND

»Der er en ny generation af intelligente, højtuddannede folk. De er fredsforhandlere, de er gode naboer og partnere,« sagde EU-Parlamentets næstformand i talen, hvor hun samtidig langede ud efter de EU-parlamentarikere, som kritiserede Qatar. »Der er stadig nogle her, som fortsætter med opfordringer til, at vi diskriminerer dem. De mobber dem, og de beskylder alle, der taler med dem eller samarbejder med dem, for korruption,« lød det blandt andet fra Eva Kaili.

I sin tale i EU-Parlamentet i denne uge forsøgte formand Roberta Metsola at slå til lyd for, at skandalen ikke handlede om »venstre eller højre (left or right, red.)«, men om »rigtigt og forkert (right and wrong, red.)«, og hun opfordrede parlamentarikerne til ikke at forsøge at slå politisk mønt af sagen. »Lad være med at score billige point på den trussel, vi står over for,« sagde hun og lovede at tage de regler op til revision, som lægger rammerne for EU-parlamentarikeres kontakt til lobbyister og andre »fremmede aktører« som for eksempel udsendinge fra Qatar.

»Intet vil blive fejet ind under gulvtæppet. Vi vil iværksætte en international undersøgelse, som skal klarlægge alle forhold, som relaterer sig til parlamentet, så vi kan sikre, at vores systemer bliver endnu mere vandtætte. Vi vil hellere være kolde (læs: døde, red.) end købte,« lød det fra EU-parlamentsformanden. Dermed imødekom hun kravet fra flere grupper i EU-Parlamentet om en tilbundsgående undersøgelse parallelt med de belgiske myndigheders efterforskning, som i første omgang også er blevet udvidet til Italien.

Det kræver dog ikke megen overflyvning af skandalen for at konstatere, at dette er en affære, som i hvert fald indtil videre næsten udelukkende omhandler italienere, der er tilknyttet venstre side af det politiske spektrum. Dermed buldrer og brager det ikke bare i Belgien, men også syd for Alperne, hvor Giorgia Meloni leder den mest højreorienterede regering siden Anden Verdenskrig.

Tidligere på ugen udtalte Melonis svoger, som også er landbrugsminister, at »det, der kommer op til overfladen, er pinefuldt og lurvet. Vi er meget bekymrede, og efter min mening er det ekstra alvorligt, at politiske kræfter, som ofte fører sig frem som moralens vogtere og beskyttere af arbejderes rettigheder, i stedet her optræder i den modsatte rolle,« sagde han til det italienske dagblad Corriere della Sera. Alle erklærer deres tillid til retsvæsenet og ser frem til, at der nu bliver ryddet op. Men bagved lurer frygten for, at dette blot er starten på det sidste, man havde brug for.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-50/samfund/gavmilde-gaver-fra-golfen

MORTEN BEITER (f. 1964) er journalist og forfatter. Morten blev uddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1991 og har tidligere arbejdet på Vestkysten, Jydske Tidende, Flensborg Avis og Berlingske Tidende, og han har som freelance journalist i Italien skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade. Af bøger har han blandt andet skrevet Mafiaen kommer, om den italienske mafias fremrykken i Europa, Passione, om mad og mennesker i Italien, Mand af ære, om den afhoppede mafioso Claudio Samperi, Vejen til Napoli, en reportagebog fra Italien, samt bidraget til bogen Goethe i Italien, i selskab med Henrik Wivel og Jakob Levinsen.

 

MOBR@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

LØKKE ER LØS

VENSTRE-PATRIARK Bertel Haarder har ofte sagt, at Lars Løkke har ni liv.

Det passer ikke. Ifølge de seneste rygter om en regeringsdannelse – lige nu inklusive Løkke og Moderaterne – må tallet være tocifret.

Det ligger os fjernt her på bladet at advare Mette Frederiksen om noget, men har hun tænkt igennem, hvem hun her giver lov til at være med på broen af skibet Danmark?

VI KAN KUN sige det på samme korte måde, som vi plejer: Det er ikke dansk politik, der har brug for Lars Løkke. Det er omvendt.

Men vi er behørigt imponerede. Vi har haft statsminister-Lars og privat-Lars.

Og så har vi haft amts-Lars, diverse minister-Lars, bilags-Lars, GGGI-Lars, formands-Lars og forhenværende-Lars, moderat-Lars med mere.

Og nu får vi – muligvis – her-har-I-mig-tilbage-Lars.

VI TALER RET BESET om en politiker, hvis op-og-ned-kurve man skal over i kryptovaluta for at finde mage til.

Lars Løkkes angivelige comeback er sigende om dansk politik i almindelighed såvel som om Løkke i særdeleshed. I dansk politik er man overvejende enig. Utilfredshed bunder oftest i hierarkier. I karriereudsigter – eller mangel på samme.

LØKKE HAR IKKE været bleg for at påstå, at der mangler et parti i midten af dansk politik, selvom det modsatte er tilfældet. Og så kommer Mette Frederiksen – vupti – og vil danne bred regering. Og Venstres nye formand løber hende endda logrende i møde.

Man mindes Jakob Ellemann så sent som i 2020 strippe tidligere finansminister Kristian Jensen for al hæder, ære og tillid, da denne forsigtigt foreslog et samarbejde med socialdemokraterne.

LARS LØKKE HAR altid haft mere fat i tiden, end tiden har haft fat i Løkke. Hvilket ikke gælder for hans afløser som formand for Venstre.

Det er muligt, Mette Frederiksen giver hånd til Løkke med åbne øjne. At hun tæller fingrene bagefter. At hun sørger for, at alt løsøre er surret fast, og for, at kun hun tegner streger på søkortet, når en ny regering stævner ud.

MEN TALER RYGTERNE om Løkke i regering sandt, er det i lyset af de seneste år i dansk politik forbløffende. Det synes dertil skæbnesvangert, måske ligefrem farligt. Ikke for Løkke, naturligvis. Men – som ofte før – for hans omgivelser.

Der er en pris for alting i politik. Vi har bare aldrig rigtig set Lars Løkke betale den. Ikke engang da han skulle have nye underbukser.

MEN VI BEKLAGER os ikke her på bladet. For os bliver det en fest. Og dermed har vi vist med rigeligt vægt varskoet farvandsudsigten.

 

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/loekke-er-loes/9545080

 

RYSTENDE NAIVITET..

Det siger politimesteren om pigemorderen

Ulm – Det brutale knivangreb på Ece S. († 14) og hendes bedste veninde Nerea M. (13) forårsager rædsel i hele landet! De to piger var blevet angrebet af en asylansøger på vej til skole. Ece mistede livet, Nerea blev hårdt såret.

 

Hvem er manden, der angreb de to piger ud af ingenting med en kniv? Den formodede gerningsmand (27) flygtede fra Eritrea og boede på et asyl overfor gerningsstedet.

 

Ulms politimester Bernhard Weber til BILD: ”Han har opholdstilladelse og har ret til at blive her i Tyskland. Han blev indkvarteret i forsamlingshuset (asylbolig, red.) som en del af den efterfølgende bolig.”

 

Det er stadig uklart, hvornår han indgav sin asylansøgning – ligesom motivet til forbrydelsen.

 

Weber: "Vi ved ikke, hvad der fik ham til at begå denne forfærdelige handling. Antagelser er ubrugelige." Den formodede gerningsmand har "ingen tidligere domme" og har indtil videre været et "blankt tavle ".

 

Han skal stilles for en dommer senere i dag, formentlig på hospitalet. Fordi: Asylansøgeren sårede sig selv med en kniv efter det fatale overfald på de to skolepiger og er lige nu i pleje.

 

Det bør herefter afgøres, om der vil blive udstedt en arrestordre, eller om eritreaneren skal køres til en psykiatrisk klinik.

 

Vrede, sorg og frygt har hersket i Illerkirchberg (Baden-Württemberg) siden den grusomme handling. Frem for alt bekymrer forældre sig om deres børn.

 

Weber forsøger at falde til ro: "Der er ingen grund til at være bange og ikke sende børnene i skole. Jeg går ud fra, at det var en enkeltstående handling, en ad hoc-handling."

 

https://www.bild.de/news/2022/news/asylbewerber-erstach-ece-14-taeter-war-ein-unbeschriebenes-blatt-82167008.bild.html

UVISHEDEN STRÆKKER SIG NU TIL MIDTEN AF SAMFUNDET.

 

Den blodige gerning i Illerkirchberg er ikke kun en menneskelig tragedie. Midt i debatten om hurtigere naturalisation er det også et politisk spørgsmål. Og viser, at det er godt, at vores stat er gavmild. Men han skal også have kontrol.

 

Mordet på den 14-årige, der gik i gymnasiet i Illerkirchberg, kom i overskriften. Sagen er diskuteret, følelsesladet og rørt, det er forståeligt. Og det bliver et politisk spørgsmål og bruges politisk. Argumentationen er let for mange.

Så uklart som meget er, kan én sætning allerede formuleres som en konklusion:

Hvis den formodede gerningsmand, en 27-årig flygtning fra Eritrea, ikke var i Tyskland, var mordet ikke sket.

https://www.welt.de/debatte/kommentare/plus242516775/Angriff-in-Illerkirchberg-Die-Verunsicherung-erreicht-nun-die-Mitte-der-Gesellschaft.html

Kommentarer:

Når man læser politimesterens kommentarer til overfaldet kan man kun ryste på hovedet. Han repræsenterer en holdning der er så slakset at selv en regnorm har mere rygrad end det han  kan præstere. Han repræsenterer en berøringsangst som vi også kan finde hos danske politikere, de lukker ganske enkelt øjnene for de massive indvandringsproblemer som udelukkende er skabt af den tidligere kansler Angela Merkel. Som det fremgår af avisen Die Welt bliver det nu heldigvis også gjort til et politisk spørgsmål, den tyske befolkning har simpelthen fået nok. Dybt,dybt tragisk at der skulle endnu et mord til for at få dem til at vågne op.

 

Høj bølgegang. Danmark retsforfølger en formodet nigeriansk pirat. Nu kræver Nigerias udenrigsministerium at få mulighed for at retsforfølge danske soldater for skyderiet i Guineabugten.

ETBENET POLITIK

Dramaet begyndte sidste efterår, da den danske fregat Esbern Snare drog på en såkaldt »afskrækkelsesmission« i Guineabugten.

Et næsten enigt Folketing havde truffet beslutningen om at sende fregatten på piratjagt ud for den vestafrikanske kyst. Det skete efter ønske fra Danske Rederier, fordi der hver dag passerer mellem 30 og 40 handelsskibe – ejet eller lejet af danske rederier – gennem bugten. Den 6. november begyndte danskerne at patruljere i det farlige farvand.

Allerede 24. november kom danskerne i ildkamp med ni formodede nigerianske pirater. Fire af dem blev skudt, en femte blev aldrig fundet og druknede givetvis. Fire overlevende nigerianere blev tilbageholdt på den danske fregat, og en af dem var så hårdt såret, at hans ben måtte amputeres. Uheldigvis gik der betændelse i benstumpen. Manden havde stærke smerter og måtte hasteindlægges på et hospital i Ghana 19. december. Danske politibetjente fløj i al hast til Ghana for at bevogte ham, mens han lå der, eftersom Danmark nu havde påtaget sig det formelle ansvar for ham.

Sagen tog en ny drejning, da de tre uskadte i begyndelsen af januar i år blev sat fri i en gummibåd, efter at den danske anklagemyndighed havde givet dem tiltalefrafald – på bestilling af den daværende justitsminister, Nick Hækkerup. Man ville ganske enkelt ikke have dem til Danmark og frygtede, at det ville være konventionsstridigt at overdrage dem til Nigeria.

Den danske fregat Esbern Snare blev sidste efterår sendt på en såkaldt »afskrækkelsesmission« mod pirater i Guineabugten. Foto: Christian Lindgren, Scanpix.

Det kunne også have været den etbenedes skæbne, men de danske myndigheder vurderede, at det ville være risikabelt, eftersom han var ilde tilredt og måske ikke kunne klare sådan en tur til søs. I stedet forsøgte Danmark at overdrage ham til de ghanesiske myndigheder, som Danmark har et tæt samarbejde med inden for maritim sikkerhed, og hvor statsminister Mette Frederiksen faktisk var på besøg, da ildkampen fandt sted. Men forsøget slog fejl, og så blev han sat på et privatfly til Danmark, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør 7. januar.

I denne uge kører retssagen så mod ham i Københavns Byret, hvor han er anklaget for at have bragt danske soldaters liv og førlighed i fare.

Men imens retsmøderne finder sted i København, giver Nigerias udenrigsministerium sagen et yderligere tvist.

»Vi kræver, at Danmark løslader den tilbageværende nigerianer i dansk varetægt. Vi kræver en undskyldning fra Danmark til Nigeria for fregattens fremfærd. Desuden kræver vi, at det danske flådepersonel, der var involveret i drab på nigerianerne, bliver retsforfulgt,« siger Nicholas Ella, der er direktør for den juridiske afdeling i Nigerias udenrigsministerium til Weekendavisen. Det nigerianske udenrigsministerium er koordinerende myndighed for Nigerias forhandlinger med Danmark i sagen.

Til spørgsmålet om, hvad Nigeria vil anklage de danske soldater for, svarer den garvede diplomat Ella prompte og ganske indigneret:

»Jamen det var direkte mord på de mennesker på båden. Danmark siger selvfølgelig, at man kan bevise, at der var en god grund til at skyde, og man har præsenteret os for en grundig rapport. Men den nigerianske flåde betvivler Danmarks udlægning af hele hændelsen og tidspunkterne.«

Han lægger ikke skjul på, at Nigeria føler sig kørt ud på et sidespor i en sag om sine egne statsborgere. På trods af gentagne anmodninger har det nigerianske udenrigsministerium ifølge Nicholas Ella ikke modtaget oplysninger om de involverede nigerianere – de tre løsladte og den etbenede i København. Nigeria tilbød at hjælpe med efterforskningen i sagen, men Danmark har holdt kortene tæt til kroppen.

Selvom bølgerne går højt, er de diplomatiske linjer dog stadig åbne. »Selv i en krigssituation forhandler vi stadig,« som Ella siger over telefonen fra Nigerias hovedstad, Abuja.

Den 23. og 24. maj i år – præcis et halvt år efter søslaget i Guineabugten – ankom en delegation fra det danske udenrigsministerium til Abuja for at besøge den nigerianske modpart. Ifølge Nicholas Ella var det danskernes hensigt at »opnå bedre kommunikation« med Nigeria, hvis et lignende søslag skulle finde sted i fremtiden. På mødet krævede Nigeria at få udleveret den etbenede nigerianer.

»Vi vil afhøre ham og få oplysninger om hændelsen fra ham. Vi vil tage vare på ham. Det har vi sagt igen og igen. Lad ham give os en forklaring på, hvad der skete,« siger Ella, der omtaler den formodede nigerianske pirat med større respekt, end han omtaler danskerne med. »Bemeldte gentleman,« kalder han ham.

Uheldige Lucky

Men den bemeldte gentleman befinder sig langt fra Nigeria. Mandag i denne uge sad han parat i retssalen i København, da dørene åbnedes.

»Lucky,« som tiltalte hedder til fornavn, sidder i rullestol og kan selv betjene den. Han er en langlemmet, adræt mand, men heldig, det er han ikke nødvendigvis.

»Den eneste grund til, at vi i dag sidder her med Lucky, er, at han var så uheldig at miste sit ben,« som hans forsvarer, Jesper Storm Thygesen, siger, da han fremlægger sagen i Københavns Byret. Af samme grund mener forsvareren, at den måde, man behandler Lucky på i sagen, er i strid med princippet om lighed for loven. De øvrige blev sat fri.

Den nu 40-årige tiltalte mand har siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, siden han kom til Danmark i januar. Undervejs er det ene af hans to børn samt hans mor afgået ved døden hjemme i Nigeria, oplyser han. Nu kræver anklagemyndigheden ham idømt en frihedsstraf samt udvist fra Danmark.

Selv forklarer Lucky i retten, at det var folkene i Esbern Snares helikopter, der skød først mod ham og de øvrige otte nigerianere i motorbåden 24. november sidste år. De var rædselsslagne og begyndte at kaste tunge ting over bord for at slippe væk i en rasende fart. Og hvorfor var han så på vandet den dag, vil anklageren vide.

»Jeg arbejder i oliebranchen,« fortæller han. Det står hurtigt klart, at det er den illegale afdeling af branchen, der er tale om. For han forklarer, at han er med til at »stjæle olie fra de nigerianske rørledninger«. Olien gemmer de i store, skjulte beholdere i sumpen i Nigerdeltaet. Den dag var han blevet tilbudt et job, hvor et tankskib skulle guides ind gennem bugten til flodmundingen og have pumpet olie ombord. Hans speciale var at pumpe olie, forklarer han. »Men hvorfor så ude på havet, hvad var din rolle?« insisterer anklageren. Han ville bare gerne ud at se havet, lyder svaret. Ikke desto mindre var han blevet lovet »big money« for at tage med, røber han. En sum, der svarer til cirka 50.000 kroner.

Våbnene, som blev fundet ombord, har Lucky også lidt svært ved at forklare. Det var på grund af de mange nigerianske sikkerhedsfolk i området, siger han først, men forklarer siden, at besætningen selv var en slags sikkerhedsfolk. Lucky bærer ikke våben og skyder ikke undervejs, forklarer han. Der er efterfølgende heller ikke fundet spor af krudtslam på hans hænder. Måske fordi de blev vasket grundigt på grund af hans mange sår.

Alle tegn på pirateri

De ansvarlige for missionen, som udgik fra den danske fregat Esbern Snare, beskriver i retten, at de observerede alle tegn på pirateri 24. november. Den dag havde kommandoen på fregatten modtaget et varsel om risiko for pirataktivitet i et bestemt område, hvor der befandt sig flere handelsskibe, og sendte derfor en helikopter afsted. Der blev observeret præcis den bådtype, pirater bruger i området: en hurtigtgående speedbåd med to stærke motorer, tønder med brændstof, en stige til at borde med samt fem-ni mand klædt i rødt og hvidt – en slags uniform, som piratgrupperne er kendt for at iklæde sig. Den kaptajn, der var mission commander på helikopteren, forklarer til Københavns Byret, at der var topscore – 30 point – på den tjekliste, Forsvaret arbejder ud fra, når der skal identificeres pirateri.

Helikopteren fik nu til opgave at standse de formodede pirater, og det udartede til et meget dramatisk møde. Helikopterens skytte sendte forgæves varselsskud mod speedbåden, men frem for at indstille sejladsen og række hænderne i vejret lignede de formodede pirater snarere nogle, der »væbnede sig til kamp«, forklarer skytten i retten. Førend man fra helikopteren nåede at skyde de formodede piraters motor i stykker, åbnede de ild mod helikopteren.

»Vi har kongelig forholdsordre om, at som dansk soldat skal man kæmpe, hvis man bliver angrebet, så derfor skød vi tilbage,« forklarer missionens kaptajn.

Efter ildkampen lykkedes det de udsendte fra Esbern Snare, henholdsvis helikopter og frømænd, at få båden standset. Efter bjærgningen af de døde og overlevende blev deres båd, kaldet en skiff, ransaget, og AK 47-rifler, ammunition, en mukkert, en boltsaks og tøj blev sikret som dokumentation, inden skiffen sank.

Til trods for, at der bliver talt meget om »formodede pirater« i retten, indrømmer anklageren dog, at vi nok aldrig får at vide, om det var pirateri. Anklagemyndigheden har – siden Lucky blev hentet til Danmark i januar – droslet sagen meget ned, så det blot skal bevises, om tiltalte sammen med andre har forvoldt fare for de danske soldater.

Ingen garanti

Men selv hvis Lucky bliver fundet skyldig, kan han blive svær at udvise, vurderer forsvarsadvokat Rasmus Sølberg, som har beskæftiget sig med internationalt pirateri.

»Danmark må ikke sende ud – selvom landet accepterer at modtage – hvis ikke man kan sikre hans forhold i landet. Hvis han skulle udvises til Storbritannien, ville jeg ikke være så bekymret for at trille ham ombord på et Ryanair-fly. Men jeg ville være bekymret for at sende ham til Nigeria, for vi risikerer i yderste konsekvens, at han kommer og lægger sag an mod Danmark for krænkelse af menneskerettighederne, fordi Danmark har sendt ham til Nigeria med ét ben – vel vidende, at Nigeria ikke har faciliteter til det.«

Og den nigerianske villighed til at tage imod Lucky og begynde egen efterforskning gør kun hovedpinen større for Danmark. Nicholas Ella fra det nigerianske udenrigsministerium fortæller Weekendavisen, at »hvis han har begået en lovovertrædelse mod den nigerianske stat, der berettiger retsforfølgelse, så kan han blive retsforfulgt af de nigerianske myndigheder«.

Ifølge Rasmus Sølberg må Danmark ikke sende Lucky til Nigeria, hvis han risikerer dobbeltstraf – medmindre Nigeria udsteder en diplomatisk garanti for, at han ikke kommer til at skulle udstå samme straf en gang til i Nigeria.

»Non-refoulement-reglerne tilsiger, at man ikke må udlevere til tortur og dødsstraf, ligesom der er forbud mod dobbeltstraf. Det fremgår også af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Så hvis han risikerer dobbeltstraf, og det kunne noget tyde på, at han gør, for hvorfor skulle Nigeria ellers ville afhøre ham og eventuelt retsforfølge ham, er der et problem. For så kan han ikke udleveres. Og så kommer han på tålt ophold. Det vil sige Udrejsecenter Kærshovedgård i en rullestol,« siger Sølberg.

Ja, selv hvis Lucky gerne vil hjem til Nigeria, gør hans ønske ikke nogen forskel, vurderer forsvarsadvokaten.

»Danmark kan stadig ikke medvirke til at sende ham afsted, fordi Danmark ville få problemer med menneskerettighederne, hvis vi gjorde det. Selv hvis han gerne vil afsted, og Nigeria gerne vil have ham, så kan Danmark ikke sende ham afsted,« siger Rasmus Sølberg.

Det virker umiddelbart usandsynligt, at en nigerianer kan lægge sag an mod Danmark. Men på grund af sagens medieomtale er det ifølge Sølberg muligt, at en advokat vil føre nigerianerens sag for at promovere sin egen advokatvirksomhed.

»Hvis jeg var rådgiver for den danske regering, så ville jeg sige, at I skal virkelig passe på med at sende ham afsted uden en diplomatisk garanti. Problemet er, at der er så stor pressebevågenhed og risiko for sagsanlæg,« siger han.

Nicholas Ella fra det nigerianske udenrigsministerium griner, da Weekendavisen spørger ham, om Nigeria vil garantere Danmark, at Lucky ikke går en straffesag i møde – i lighed med den i Danmark.

»Hvorfor skulle vi gøre det? Vi kan ikke udstede en diplomatisk garanti om, at han ikke vil blive retsforfulgt, hvis vi finder beviser. Men jeg kan forsikre dig om, at når han er færdig med retssagen i Danmark, så bliver han et vidne for de nigerianske myndigheder,« siger Ella.

– Kan I overhovedet give nogle garantier til Danmark?

»Aldrig,« siger Ella resolut.

Udenrigsministeriet skriver, at danske og nigerianske myndigheder rigtigt nok holdt et møde i maj i år, og at ministeriet kender til Nigerias ønske om at få udleveret Lucky. Men ministeriet vil ikke dele oplysninger om samtalerne mellem landene.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-47/samfund/etbenet-politik

TINE EIBY (f. 1957) er journalist og tidligere redaktør af videnskabssektionen Ideer. SamBas fra RUC, journalistuddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, Europæiske Kulturstudier ved Aarhus Universitet. Tine har skrevet “Vandets stille hvisken - en fortælling om ilt og brint, om os og livet”, Grønningen 1, 2022, og “Til tjeneste – dengang i 70erne”, Gyldendal, 2006.

 

TINE@WEEKENDAVISEN.DK

ANNE KIDMOSE (f. 1989) bor i Dar es Salaam og dækker Afrika for Weekendavisen. Hun skriver om afroamerikanske migranter, Rwandas selvforståelse, kenyanske ghostwritere og generelt om tendenser, der overrasker og undrer. Er uddannet journalist fra Roskilde Universitet, taler swahili og har tidligere skrevet for den tanzaniske avis The Citizen.

 

ANKI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

 

 

Kommentar. Karen Ellemann er den politiske klasses Dovne Robert.

DE ANDRES PENGE

KAREN ELLEMANN FORTALTE i denne uge, at hun forlader Folketinget for at blive generalsekretær for Nordisk Ministerråd. »En drømmeopgave,« kalder hun det. I 2013 kaldte hun det ellers for en kaffeklub og »Nordens papirtiger nr. 1,« fordi der ifølge hende blev spist og drukket og holdt for mange møder for mødernes skyld:

»Derfor skal vi nedlægge det nuværende Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd,« skrev hun i Berlingske.

Den oplagte kritik er hykleri. Selvfølgelig er det dobbeltmoralsk at kritisere noget for at være spild af penge, indtil man selv står til at nyde godt af det. Ifølge Ekstra Bladet kan Karen Ellemann se frem til en månedsløn på 125.000 kroner, som hun ikke skal betale skat af. Ifølge Nordisk Råd betaler man derimod en »intern afgift«, som ifølge rådet vil give hende cirka 85.000 kroner udbetalt. Hver måned.

MEST AF ALT er jobskiftet en perfekt genspejling af forholdene på bunden af samfundet. Bare med modsat fortegn: Den politiske klasse i Danmark netværker sig til højtbetalte job og udvalgsposter, hvis indhold giver lige så meget mening som aktiveringskurser for arbejdsløse. Pseudoarbejde.

Mens arbejdsløse danskere er blevet sendt på kurser for at finde deres »indre fugl«, bygge tårne af pasta og lære at danse salsa, riverdanser dele af den politiske elite bogstaveligt talt rundt i skatteborgernes pengesedler.

For eksempel modtager Folketingets seks statsrevisorer 28.000 kroner hver måned oven i deres såkaldt almindelige folketingsløn. Sidste år holdt de ét møde om måneden. For mange mennesker ligner det mere en månedsløn end en ekstravagt. Dertil kommer politikernes lukrative eftervederlag, boligordninger, pensionsordninger og udvalgsposter.

Karen Ellemann fortalte i denne uge, at hun forlader Folketinget for at blive generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix.

 

Den politiske klasses forhold træder særligt tydeligt frem i en inflationstid, hvor de, der har mindst, får endnu mindre, og hvor børnefamilier tvinges til at prioritere deres udgifter. Det gør ikke noget godt for befolkningens tillid til politikerne, at deres vilkår er så forskellige. Mens nogle vender hver en krone i lavtbetalte job, har andre deres på det tørre. For skatteborgernes penge.

Dovne Robert vakte forargelse over netop dette i 2012, fordi han som kontanthjælpsmodtager hellere ville leve af andre folks penge end tage et lavtlønsarbejde på McDonald's. Dermed tændte han ild i en debat om ydere og nydere. Sammen med Fattig-Carina, der viste sig at være knap så fattig, når alle ydelser blev lagt sammen, blev de brugt som løftestang til en skattereform.

Beskæftigelsesfradraget blev hævet for de lavest lønnede som et incitament til at gå på arbejde og ikke mindst for at vise respekt for det arbejdende folk. Dem, der står op hver morgen og trækker læsset, og dem, der forstår sammenhængen mellem den indsats, man lægger for dagen, og det, man får ud af det. Den gyldne konklusion på yder- og nyder-debatten blev, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Det kan det ikke p.t. for Karen Ellemann, der risikerer at ende som Christiansborgs helt egne Dovne Robert. Politikerne har åbenbart nemmere ved at finde flertal til at skære i borgernes ydelser end i deres egne.

Karen Ellemanns nye stilling viser, at der måske ikke er så langt fra toppen til bunden alligevel, når det handler om at tage imod andre menneskers penge i fupjob konstrueret til formålet. Lige bortset fra at formålet i de øverste lag er at holde hånden under de stærkeste.

Øverst på formularen

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-46/samfund/de-andres-penge

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK

 

LARS LØKKE ER VALGTES DYGTIGSTE GØGLER

Når Løkke-hjulet kører, kan alt ske.

GØGLER – LARS

VI HAR tidligere mødt privat-Lars, statsminister-Lars og lobby-Lars. Nu har denne ulideligt lange valgkamp præsenteret os for gøgler-Lars.

JA, VI taler om Lars Løkke Rasmussen. Han står glad på den politiske markedsplads og tilbyder standpunkter af enhver art. Gerne nye hver dag. Og gerne modsatrettede. Når Løkke-hjulet kører, kan alt ske. Da valgkampen blev skudt i gang, og tombolaerne åbnede, præsenterede Lars Løkke en skatteplan, han ikke selv kunne forklare.

DOG KUNNE hans venner i Cepos regne ud, at planen i dén grad ville tilgodese de rigeste i dette samfund, mens alle andre stod til at skulle betale gildet. Direktøren ville få 40.000 kroner mere i hånden, mens sygeplejersken som repræsentant for den brede middelklasse ville miste 5000 kroner.

DEN BREDE middelklasse tæller vel omkring en million gode borgere, og i ’Deadline’ onsdag aften var Lars Løkke da også kommet på bedre tanker. Nu skal modellen reguleres, og så er der alligevel ikke nogen flyvefærdig skatteplan fra Moderaterne.

Lars Løkke vil gerne have en regering hen over midten. Det har Danmark brug for, mener han. Han drejede på Løkke-hjulet og fandt frem til, at han ikke vil pege på nogen, men på noget. Han var trods alt for beskeden til at pege på sig selv som statsministerkandidat.

MEN LÆNGE holdt han fast i den brede regering hen over midten. Lige indtil han tirsdag mødte B.T.s Joachim B. Olsen. Her fik Lars Løkke forklaret, at det ville være nemmere, hvis ikke Mette Frederiksen var formand for Socialdemokratiet.

Dermed døde den brede regering. For en stund. Der er stadig dage tilbage til at mene noget nyt, og Lars Løkke ligner langtfra en mand, som har brændt alle tændstikkerne af. Moderaterne er et parti, som du ikke ved, hvor du har.

DA LARS Løkke var statsminister og formand for Venstre, stod han i spidsen for utallige stramninger på flygtningeområdet. Det var ham, der udpegede Inger Støjberg til udlændinge- og integrationsminister, og han så tilfreds til, da Støjberg fejrede mere end 100 stramninger af flygtningepolitikken.

I DAG taler han om, at vi skal have en fair udlændingepolitik, og nu bryder han sig hverken om burkaforbud, håndtryk eller smykkelov. Det virker, som om han på mange områder vil lave det om, han tidligere har stået for. Eller som tidligere tjente hans mål om at få magten.

DET ER Lars Løkke, som om nogen har stået for blokpolitikken. Som statsminister så han kun til højre i salen. Han er også den politiker, der gennem årene har haft størst indflydelse på sundhedsvæsnets udvikling. Det har han haft gennem mere end 20 år som henholdsvis amtsborgmester, sundhedsminister og senest statsminister.

Nu taler han både om akutplaner og sygehusreformer. Bedre sent end aldrig, for der er virkelig meget at rette op på. Også fra hans regeringstid.

LARS LØKKE er en fantast og uden tvivl valgkampens dygtigste gøgler. Han glemmer hurtigt sine nederlag, ændrer standpunkter og regulerer planerne i jagten på den indflydelse, der kan sikre ham statsministerposten.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/goegler-

lars/9488221