Magtkamp. Opgøret om store bededag ryster Danmarks etablerede magtstrukturer. En spraglet opposition og en vred fagbevægelse appellerer til folkets magt i et forsøg på at knække regeringens egensindighed.

Fortvivlelsens selvhjælp
Thorvald Stauning tillægges det gode råd til sin første kirkeminister, sognepræsten N.P.L. Dahl, at han skulle holde »fred med de hellige, ellers er Fanden løs«. Det var dengang. I dag er regeringen gerådet i konflikt med landets biskopper, der som snart sagt alle med mæle uden for regeringen erklærer sig som modstandere af afskaffelsen af den store konfirmationsdag, som store bededag også er. Og nu er Fanden løs i hver en afkrog af riget.

Kirkens folk har tilsluttet sig fagbevægelsen og den samlede opposition i Folketinget, som har slået sig sammen i en slags folkefront med det formål at frelse bededagen. Meget dyb er alliancen ikke på indholdssiden. Enhedslistens Pelle Dragsted, som naturligvis er med i folkefronten, taler ikke gerne om store bededag, men om »forårsfridag« eller »forsommerfridag«. Men fælles fjende samler som bekendt og skyder hverdagens skærmydsler til side.

Stemmeføringen i opgøret om store bededag lyder mest som en indædt forfatningskamp, og det er opgøret i en vis forstand også. Krænker regeringen selve den danske model? Ser den stort på resten af Folketinget? Udviser den behørig respekt for kirkens råderet over egne anliggender? Er der ikke noget totalitært over regeringens adfærd? Flertalsregeringen har udfordret kendte betingelser for magtudøvelse radikalt og fået helt centrale aktører til at sætte fuldt sejl og navigere ud i uvant farvand med farlige understrømme og skjulte skær.

Opgørets alvor og intensitet afspejles i en hastig konfliktoptrapning, som overnight har gjort det til højeste mode at appellere til folkets direkte magt for at bremse en magtfuldkommen regering valgt efter det repræsentative demokratis principper. Det er nu, i disse hektiske uger, det skal afgøres, hvem der har del i magten, og på hvilke vilkår, efter at Danmark for første gang i årtier har fået en regering, som har sendt fløjene på bænken og bortset fra forligsbindinger kan gennemføre, hvad den selv finder bedst.

Nye alliancer. Vermund og Villadsen angiver retningen for oppositionen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsens nyaktivistiske top har således med den magtfulde metalformand Claus Jensen som motor nedsat sig som en slags situationens generalstab og iværksat en underskriftindsamling til bevarelse af store bededag, som har hastig og kraftigt voksende tilslutning. Fagtoppen appellerer samtidig til, at oppositionen i Folketinget udløser en folkeafstemning for at sabotere regeringens lovforslag. Den slags kan ifølge grundlovens paragraf 42 iværksættes, hvis 60 mandater kræver det. Det overvejes nu. Der tælles på knapper, og man skeler til fagbevægelsens hundredtusinder af underskrifter. Det er nye tider.

De tilsammen 19 mandater fra Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er uden forbehold med på aktionen for en folkeafstemning. Den konservative Søren Pape Poulsen, Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, SF-formand Pia Olsen Dyhr og Torsten Gejl fra Alternativet holder døren på klem. De understreger, at det er en tung dør at åbne, og at det vil være et vældig stort skridt at flytte magten fra det repræsentative demokrati til befolkningens direkte tale. Men de står i døren.

SF er næppe for alvor med på en aktion, som ville sætte et lille tiårs parlamentarisk strategi voldsomt tilbage. Det vil også være særdeles bemærkelsesværdigt, hvis et traditionelt magtparti som Konservative ender med at ville flytte beslutningen om store bededags skæbne ud i befolkningen. Gavnligt for Danmarksdemokraternes ambition om at agere som et normalt parti – som en slags det ægte Venstre – er det heller ikke, hvis Støjberg ender med at ville trække i nødbremsen med grundlovens paragraf 42. Så mon ikke den del af oprøret slukkes?

Men det vigtige ved den aktion er ikke alene, om den gennemføres, for der tegner sig et tydeligt mønster, som kan blive svært at viske ud. Betydningsfulde aktører uden for og i Folketinget er på rekordtid på vej ud i aktivistiske roller og under anvendelse af replikker, de vanligvis skyr. Måske man føler sig drevet helt derud, hvor man må appellere til magten for ikke at blive drevet til fortvivlelsens selvhjælp.

Populistisk og pinligt

Det er trekantregeringen, der med stejl og brysk »sådan er det jo«-attitude har udløst den voldsomme uro. Man er snublet ind i et opgør med de ni oppositionspartier ved at insistere på at beslutte store bededag afskaffet på et usædvanligt tonedøvt tidspunkt og ved anvendelse af en forhandlingsstil, som har provokeret voldsomt. Der tales indigneret om skovsneglespisning, om revolvermetoder, om surrealisme og om pistoler for panden.

Men det rokker jo ikke ved, at reaktionen også har et præg af desperation og afmagt.

Fagbevægelsen først: At Dansk Metals Claus Jensen har grund til at være forbitret over regeringens sabotering af industriens overenskomstforhandlinger, er let at forstå. Alt var planlagt og lagt til rette for et forsøg på at få et ja til industriens nye overenskomst trods heftig inflation og betydelige reallønstab. Det arbejde har regeringen fejet af bordet med sin beslutning om at sløjfe bededagen.

Alligevel er det kontroversielt at se Claus Jensen og ledelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation som fortalere for direkte demokrati på bekostning af det repræsentative. Aktionen øger kraftigt sandsynligheden for et nej til overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked om få uger og et hurtigt regeringsindgreb.

Faglige organisationer eksisterer for at skaffe overenskomstresultater, ikke for at udløse konflikt. De skal under trussel om konflikt skaffe arbejdsfred, så der er nogle værdier at slås om. Nogen indlysende begrundelse for en meget omfattende og kostbar hovedorganisation vil et forløb kulminerende i et regeringsindgreb ikke efterlade.

Måske vil det også vise sig mere alment ubekvemt for fagbevægelsen at udråbe folkeafstemningen som et godt værktøj i bevægelsens beslutningsprocesser. Man kan for det pædagogiske eksempels skyld forestille sig, at en påholdende, men kreativ betaler af fagligt kontingent havde fundet på at ønske en medlemsafstemning blandt de tilsluttede forbund om antallet af valgte og naturligvis lønnede næstformænd ved stiftelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation tilbage i 2018. Man landede på seks.

Aktivistlinjen har da også udløst skarp kritik fra den tidligere HK-boss og arbejdsminister Ove Hygum, som betegner kravet om folkeafstemning som populistisk og »det pinligste højdepunkt i fagbevægelsens historie«. Den tidligere arbejdsminister Jytte Andersen er på samme linje. Begge er socialdemokrater.

Tydeligvis har fagbevægelsens top følt sig fanget i en klemme: Man er selvsagt energisk modstander af, at regeringen ikke udviser behørigt hensyn til den danske model – den er hovedorganisationens ilt og raison d'etre. Men det synes at være den megen offentlige debat og tiltagende utilfredshed blandt fagbevægelsens medlemmer, som har tvunget fagtoppen til at optrappe konflikten med regeringen.

Det er påfaldende, hvordan klassiske borgerlige rester udtaler sig i en politisk dialekt, som plejer at være venstrefløjens.

Mens fagtoppens formulerede reaktion på afskaffelsen af store bededag for få uger siden var moderat og på kanten af det henkastede, har man nu betrådt en sti, som må få fagbevægelsens aktivistiske og venstreorienterede strømninger til at le af lykke ved deres held.

De ni og de tre

I Folketinget er der sket en samling af oppositionens ni partier, som er forenet i vreden over, at regeringen har tænkt sig at bruge sit flertal til at afskaffe bededagen. Vreden er kun vokset, fordi regeringen undervejs også har gjort det til en betingelse for at deltage i forsvarsforliget, at man stemmer for regeringens lovforslag.

Det opfattes som en provokation af Konservative, Radikale og SF, som mener at have en aftale fra indgåelsen af det nationale kompromis i marts sidste år: De fem deltagende partier skulle lave forsvarsforlig sammen, det var ifølge dem en del af den store pakke, som ud over øget NATO-bidrag også førte til folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.

I hvor høj grad regeringen insisterer på at sammenkæde forsvarsforligsforhandlinger og tilslutning til afskaffelse af bededagen, står ikke ganske klart. Helt bekvemt for en regering, som insisterer på nationalt sammenhold grundet trusler fra en ond omverden, er det ikke at kaste gamle venner over bord på et så vitalt område som forsvaret.

Derimod er det tydeligt, at bededagen fortsat ønskes afskaffet, og at beslutningen tænkes eksekveret hurtigt. Klart er det også, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen vil bede om alternativ finansiering til de øgede og fremrykkede forsvarsudgifter. Regeringen vil insistere på forslag, som lever op til den tredobbelte effekt, den hævder at kunne hente ud af bededagens afskaffelse: et øget arbejdsudbud på 8.500 personer og finansiering af både det midlertidige og det varige behov for ekstra penge til forsvaret.

Let er det ikke for oppositionen at leve op til det krav. De tre partier fra det nationale kompromis af 6. marts – for slet ikke at tale om de ni i den samlede opposition – er ikke enige om meget. Det er ikke længe siden, man ikke engang var enige om, hvem der er fjenden derude i verden.

Torsdag morgen leverede alle ni partier imidlertid et fælles bud, som man foreslår til erstatning for bededagssløjfningen. De ni vil støvsuge offentlige budgetter for overflødig vinterhjælp, som giver en milliard, og hente lidt mere fra »prioritering af offentlige investeringer på baggrund af saldoforbedringer«, som det formuleres i en fælles pressemeddelelse. Yderligere 0,75 milliarder kroner finder man ved sanering af erhvervsstøtten. Dermed mener man at have matchet regeringens krav.

Det hedder afslutningsvis i pressemeddelelsen, at »ikke alle partier bag denne melding bakker op om en fremrykning og stigning i forsvarsudgifterne, men alle partier finder det nødvendigt at stå sammen og sige fra over for regeringens ultimative adgangskrav til forhandlingerne«.

De nis udspil kan formentlig åbne døren til forligsforhandlinger med forsvarsministeren, men næppe redde bededagen. Det er blevet en principsag for regeringen at demonstrere, at den kan bruge sit flertal, og der vil komme mange flere upopulære beslutninger senere i valgperioden. Ydelsesreform, forkortede kandidatuddannelser, jobcentrene, den slags.

Nye formænd

Samlingen af de ni partier fra Alternativet over Radikale til Nye Borgerlige er i sig selv et udtryk for et folketing, hvor der kæmpes om adgangen til magten under nye vilkår.

Fronten er selvsagt skrøbelig, fordi den essentielt alene er forenet om processen: adgangsbilletten til forhandlingsbordet. Alligevel er det påfaldende, hvordan klassiske borgerlige røster udtaler sig i en politisk dialekt, som plejer at være venstrefløjens. Der er penge nok i råderummet, arbejdsudbudsreformer er bestemt af betydning, men ikke den foreliggende, beklageligvis, som der i øvrigt ikke rigtig er penge i.

Torsdag ved Folketingets debat om Mette Frederiksens seneste åbningsredegørelse var den blå opposition især forenet i synet på forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens magtfuldkomne uduelighed og måske endda behovet for, at Venstre finder sig en ny og bedre formand.

Der er noget stærkt billeddannende i, at Berlingske kunne lægge spalter til Pernille Vermunds betragtninger om situationen. Hun har selv opgivet ævred som leder af Nye Borgerlige og mener som ny ekspert udi opgivelsens kunst, at Ellemann bør følge hendes eksempel: »Det ville simpelthen kræve et formandsskifte i Venstre, hvis vi skal kunne se Venstre som et statsministerparti for det borgerlige Danmark igen,« som hun formulerede det.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/samfund/fortvivlelsens-selvhjaelp

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

Opsigtsvækkende stigning i tyskernes modstand mod indvandring fra muslimske lande – men i Danmark smuldrer debatten

Tyskland er rystet, efter at voldelige horder med indvandrerbaggrund nytårsaften hærgede gaderne i Berlin. Biler og bygninger blev sat i brand. Sagesløse mennesker, herunder politifolk og redningspersonale, blev udsat for angreb med kanonslag, slagvåben og andet.

 

Den Korte Avis har omtalt de uhyggelige optrin.

 

Efter voldsorgiet i Berlin blev 145 personer anholdt. Sammensætningen af de voldelige elementer var opsigtsvækkende.

 

En meget stor del af dem var unge mænd med indvandrerbaggrund. De repræsenterede hele 18 forskellige nationaliteter – med en stærk repræsentation fra den muslimske verden, der har leveret en stor del af indvandringen.

 

27 havde afghansk baggrund og 21 syrisk baggrund. Et klart mindretal af de anholdte var tyskere. (BILD)

 

Politisk korrekte TV-stationer fornægter virkeligheden

Politisk korrekte meningsdannere og politikere, som der er særdeles mange af i Tyskland, har gjort sig ihærdige anstrengelse for at nedtone og bortforklare denne indvandrervold i de tyske gader.

 

Men begivenhederne nytårsaften var så voldsomme, at de politisk korrekte har haft store problemer med at fornægte problemerne.

 

Det gælder i høj grad også for de store TV-stationer, ARD og ZDF. Stadig flere retter nu kritik mod dem for at drukne befolkningen i politisk korrekthed.

 

Blandt andet har mediernes omtale af en brandmand, der fortalte om sine oplevelser med voldsorgiet i Berlin, vakt forargelse.

 

I et interview med ARD påpegede brandmanden, at en stor del af de voldelige elementer, som han var stødt på nytårsaften, havde indvandrerbaggrund.

 

Men denne oplysning fra en mand, der havde oplevet volden på nærmest hold, blev simpelt hen klippet ud af TV-stationens interview med ham!

 

Den grove manipulation blev dog opdaget, og den har givet anledning til en del debat.

 

Der er nu tegn på, at de åbenlyse problemer rykker ved tyskernes syn på den ikke-vestlige masseindvandring.

 

Ny meningsmåling viser kritisk holdning til indvandring fra muslimske lande

Stadig flere tør give udtryk for kritiske holdninger til denne indvandring. Engang var det i høj grad noget, man gik stille med. Men nu er de politisk korrekte under voksende pres.

 

Det udlændingepolitiske opbrud i Tyskland understreges af en aktuel meningsmåling:

 

Her angiver mere end to tredjedele af de adspurgte (68,3 procent), at den aktuelle udvikling i asyltallene gør dem bekymrede. Kun 23,5 procent anser ikke udviklingen for bekymrende. (INSA/BILD)

 

Et stort antal af de adspurgte (48,4 procent) siger direkte, at tilstrømningen af migranter vil forandre Tyskland til det værre. Kun 16,3 procent angiver, at tilstrømningen ville gøre Tyskland til et bedre land.

 

Målingen viser samtidig, at mange tyskere ser kritisk på indvandring fra muslimske lande. Næsten halvdelen af de adspurgte (46 procent) siger åbent, at den muslimske indvandring snarest ville forandre Tyskland til det værre.

 

Dette er opsigtsvækkende i et land, hvor der er en enorm frygt for ikke at være politisk korrekt – en frygt, der hænger sammen med landets nazistiske fortid.

 

Den kritiske holdning til muslimsk migration til Tyskland er bemærkelsesværdig stor hos de borgerlige vælgere. Over halvdelen af vælgerne fra den borgerlige union af CDU og CSU anser tilstrømningen fra islamiske lande for ”overvejende dårlig”.

 

Også blandt de socialdemokratiske vælgere luftes der nu en stor skepsis.

 

Tyskerne er i bevægelse hen imod en mere kritisk holdning til ikke-vestlig – især muslimsk – indvandring. Nytårsaftens voldsorgie i Berlin har skubbet på denne udvikling.

 

Den ny danske regering har svag udlændingepolitik

 

Mens den aktuelle udvikling har skærpet kritikken af den ikke-vestlige indvandring i Tyskland, går det i en anden retning i Danmark.

 

De fleste almindelige danskere kræver stram udlændingepolitik. De er specielt meget på vagt over for, at islam skal øge sin indflydelse i det danske samfund.

 

Denne folkelige holdning har lagt et pres på de politiske partier for at bekende sig til en stram kurs i udlændingepolitikken.

 

Socialdemokratiet lancerede således planer om at samarbejde med det afrikanske land Rwanda om at etablere et modtagecenter for asylansøgere i dette land.

 

Det erklærede mål var, at asylansøgninger fremover skulle behandles i Rwanda. Hvis en persons asylansøgning blev afvist, ville den pågældende aldrig komme til Danmark. Det ville give et langt stærkere greb om tilstrømningen.

 

Asyllejr i Rwanda løber ud i sandet

 

Men SVM-regeringens overvejelser om et nyt asylsystem er i hovedsagen endt som brede og ret uforpligtende hensigtserklæringer.

 

Det hedder blandt andet i regeringsgrundlaget:

 

”Danmark vil arbejde for en reform af det europæiske asylsystem (…), som sikrer, at Danmark og Europa kan have kontrol med, hvor mange der kommer hertil, da det er en forudsætning for, at integrationen kan forbedres.”

 

Det er meget bredt og uforpligtende.

 

Der er ikke noget forsøg på at lægge op til en kritisk debat om konventionerne. Og hvor man tidligere talte konkret om asylbehandling i Rwanda, taler den nye regering langt mere uforpligtende om ”europæiske initiativer”.

 

Intet tyder på, at regeringen vil gå videre med forpligtende danske planer om asylcenter og asylbehandling i Rwanda eller et andet tilsvarende land.

 

Der har gennem de senere år været mange hensigtserklæringer om at oprette et modtagecenter uden for Europa, hvor man kunne tage stilling til asylansøgninger med ikke-vestlig baggrund.

 

Men reelt har disse brede hensigtserklæringer ikke kastet meget af sig. Og der er intet i det nye regeringsgrundlag, der ser ud til at ændre på det.

 

Guderne skal vide, at det er et krævende projekt at binde an med. Men problemet er efter alt at dømme også manglende politisk vilje.

 

Man vil ikke tage et opgør med hele det system af jura og sædvaner, der medfører, at migranter i stort tal slipper ind i de europæiske lande – og bliver der.

 

Det starter med, at man får lov at komme ind, mens ens asylansøgning behandles. Og så er løbet ofte kørt.

 

Rwanda-projektet var som bekendt et forsøg på at ændre på dette. Men meget tyder på, at det løber ud i sandet.

 

Og hverken de forhenværende regeringer eller den nuværende regering har gjort det nødvendige for at forhindre, at migranter kommer ind i Danmark, mens deres asylsag behandles – hvorefter de ender med at blive her.

 

Det ser ikke ud til, at den nuværende regering har tænkt sig at gøre noget ved denne altafgørende problemstilling. Det samme gælder i andre lande.

 

Resultatet er et Europa, der bliver stadig mere muslimsk, og et Europa, hvor en voldskultur vinder frem. Sådan som berlinerne oplevede det nytårsaften.

 

Så sig dog noget, Mette Frederiksen.

 

Kilde: https://denkorteavis.dk/2023/opsigtsvaekkende-stigning-i-tyskernes-modstand-mod-indvandring-fra-muslimske-lande-men-i-danmark-smuldrer-debatten/

 

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow

 

Korruption. EUs eneste folkevalgte institution, EU-Parlamentet, rystes i disse dage af en gedigen korruptionsskandale, hvor alt tyder på, at styret i Qatar har forsøgt at købe sig goodwill i EU – og i første omgang slap godt afsted med det.

Gavmilde gaver fra Golfen

En rullekuffert og flere sække proppet med knitrende nye 50- og 20-eurosedler.

Der er noget næsten hjerteskærende amatøragtigt over den store korruptionsskandale, som i de seneste dage har været under udrulning i Bruxelles, og som allerede på førstedagen af sin operative fase i belgiske medier blev døbt »Qatargate«, fordi meget tyder på, at kilden til den massive strøm af kontanter er i Doha, hovedstaden i Qatar, som netop nu huser de i forvejen stærkt omstridte verdensmesterskaber i fodbold.

Styret i Qatar nægter enhver forbindelse til sagen, som i denne uge kostede en af EU-Parlamentets mange næstformænd sin post ved en næsten enstemmig afstemning, nemlig den i forvejen varetægtsfængslede Eva Kaili, medlem af socialistpartiet PASOK. Eller rettere, det er hun heller ikke mere. De græske socialister, som har en svulmende historik, når det kommer til penge under bordet, vil heller ikke vide af hende mere. Den tidligere nyhedsvært og tv-stjerne, som har siddet i EU-Parlamentet siden 2014, er på et øjeblik forvandlet fra én af Grækenlands mest populære politikere til en europæisk paria med indefrosne værdier i en af de værste enkeltstående korruptionsskandaler, som i mange år har ramt EUs eneste folkevalgte institution, EU-Parlamentet. Selv har hun foreløbig nægtet sig skyldig i alle anklager.

»Tag ikke fejl, EU-Parlamentet er under angreb. Det europæiske demokrati er under angreb. Vores system af åbne, frie, demokratiske samfund er under angreb. Demokratiets fjender, for hvem selve eksistensen af dette parlament udgør en trussel, giver aldrig op. Disse ondartede aktører, som står i ledtog med autokratiske tredjelande, har angiveligt brugt ngo’er, fagforeninger, enkeltpersoner, assistenter og medlemmer af EU-Parlamentet i et forsøg på at påvirke vores processer. Deres ondartede planer gik i vasken,« sagde EU-Parlamentets formand, den konservative malteser Roberta Metsola, i en tale til EU-parlamentet i Strasbourg. Hun forsikrede samtidig forsamlingen om, at der vil være »nul straffrihed« for dem, der bliver fundet skyldige i korruptionssagen.

Næstformand i EU-parlamentet Eva Kaili er en dyr dame. For dyr., Alt tyder på, at Qatar har betalt hende fyrstelige summer for at pynte på golfstatens renome i forbindelse med VM. Foto: Eric Vidal / AFP/ European Parliament

Hendes egen næstformand, Eva Kaili, blev i næsten bogstavelig forstand taget med »hænderne i sækken«, som man siger på italiensk, når nogen bliver taget på fersk gerning. Hun blev afsløret, da en mindre hær af betjente fredag i sidste uge på ordre fra undersøgelsesdommer Michel Claise ransagede kontorer og hjem tilhørende mistænkte i sagen.

Kaili er nu fængslet i Belgien, sigtet for deltagelse i en kriminel organisation, hvidvask og korruption. Varetægtsfængslet er også hendes partner, italieneren Francesco Giorgi, assistent for en italiensk EU-parlamentariker og tidligere assistent for en nu forhenværende italiensk EU-parlamentariker, venstrefløjspolitikeren Pier Antonio Panzeri, som også er anholdt i sagen.

Både Giorgi og Panzeri er mistænkt for at spille fremtrædende roller i det spind af korruption, som indtil videre har bragt et større beløb i kontanter op til overfladen og otte personer bag tremmer. Kailis far blev pågrebet, da han fredag forsøgte at flygte fra sit hotel i Bruxelles med en rullekuffert fuld af 600.000 euro i 50er-sedler.

Nogenlunde samtidig fandt politiet hjemme på Kailis privatadresse i den belgiske hovedstad en taske med endnu 150.000 euro samt en større samling gaver, som italienske medier betegner som værende »fra Qatar«. Også hjemme hos Pier Antonio Panzeri, som har beholdt en bopæl i Bruxelles, var der gevinst i form af et par sække med i alt 600.000 euro. Efterfølgende blev også Panzeris hjem i den norditalienske provinsby Calusco d’Adda nordøst for Milano ransaget, og endnu 17.000 euro i kontanter dukkede op. Alt i alt kontanter for lidt over ti millioner kroner plus gaver.

Bekymringen over, at det måske langtfra er det hele, deles af Vitor Teixeira, en højtstående repræsentant for antikorruptionsorganisationen Transparency International.

»Vi ser et sammenrend af enkeltpersoner i forskellige positioner. Så jeg ville bestemt ikke blive overrasket, hvis det viser sig, at endnu flere er indblandet. Det er en meget alvorlig situation, som er uden fortilfælde i hvert fald i de seneste 20 år,« udtalte han til den tyske internationale medieorganisation Deutsche Welle.

Et liv i luksus

I Italien er medierne fulde af historier om familien Panzeri, far, mor og voksen datter, som var begyndt at holde de vildeste ferier.

Omkring 9.000 euro pr. person var budgettet for den kommende juleferie. Hvilket ifølge fruen i huset, som fik sin telefonsamtale med sin mand i Bruxelles aflyttet af efterforskende myndigheder, trods alt var i overkanten, da familien året i forvejen havde brugt 100.000 euro på juleferien, som i 2021 var gået til troperne. Penge, som Antonio Panzeri nu skal forklare, hvordan han er kommet i besiddelse af. Siden skandalen brød ud, er han også blevet smidt ud af sit parti, det lille venstrefløjsparti Articolo 1, som er en udbryder af det socialdemokratiske oppositionsparti PD.

Der er også andre italienere indblandet i skandalen.

Én er leder af en ngo, en anden af en international fagforeningskonføderation, og så er der Panzeris kone og datter, som også er blevet anholdt og er ved at blive udleveret til Belgien. Faktisk virker det, som om de allesammen er italienere, altså lige på nær Eva Kaili, som til gengæld har en indblandet italiensk kæreste.

Derfor har sagen også fået et andet navn ud over »Qatargate«, nemlig »The Italian Connection«. Og skal man tyde noget ud fra de forholdsvis sparsomme oplysninger, som indtil videre er kommet frem, kunne mastermind i hele affæren være den gamle garvede venstrefløjspolitiker Panzeri selv.

Han sad i EU-Parlamentet fra 2004 til 2019, det meste af tiden for PD, hvorefter han stiftede en ngo, »Fight Impunity«, som måske har fungeret som et skalkeskjul for en større korruptionsforretning.

Blandt kunderne var måske udsendinge fra Qatar, som op til verdensmesterskaberne i fodbold var bekymrede over landets blakkede ry i Europa, og i særlig grad anklagerne om, at Qatar havde korrumperet sig til sin VM-værtsstatus og de umenneskelige forhold for arbejderne i de mange byggeprojekter op til mesterskaberne og overtrædelser af menneskerettigheder i det hele taget. En anden mulig kunde kunne være Marokko, som ifølge forlydender også skulle havde forsøgt at købe sig til lidt ekstra goodwill i EU-systemet.

Under gulvtæppet

Som nævnt har styret i Doha afvist enhver forbindelse til Qatargate. De belgiske myndigheder har dog ikke lagt skjul på, at pengene i korruptionscirkusset kom fra »en golfstat«. Dette holdt sammen med gaverne i Eva Kailis lejlighed og det faktum, at Eva Kaili har været opsigtsvækkende positiv over for Qatar op til verdensmesterskaberne, efterlader heller ikke i de tilsyneladende velinformerede belgiske medier megen tvivl om, at det er folk fra Doha, som har bragt de mange kontanter og gaver ind i hjertet af EU. Så sent som i sidste måned, da en Qatar-kritisk resolution var til afstemning, holdt den nu afsatte næstformand en glødende tale i EU-Parlamentet, hvor hun gik i brechen for golfstaten og blandt andet roste landet for at være »en front-runner, når det kommer til arbejderes rettigheder«.

"Disse ondartede aktører, som står i ledtog med autokratiske tredjelande, har angiveligt brugt ngo’er, fagforeninger, enkeltpersoner, assistenter og medlemmer af EU-Parlamentet i et forsøg på at påvirke vores processer."

ROBERTA METSOLA, EU-PARLAMENTETS FORMAND

»Der er en ny generation af intelligente, højtuddannede folk. De er fredsforhandlere, de er gode naboer og partnere,« sagde EU-Parlamentets næstformand i talen, hvor hun samtidig langede ud efter de EU-parlamentarikere, som kritiserede Qatar. »Der er stadig nogle her, som fortsætter med opfordringer til, at vi diskriminerer dem. De mobber dem, og de beskylder alle, der taler med dem eller samarbejder med dem, for korruption,« lød det blandt andet fra Eva Kaili.

I sin tale i EU-Parlamentet i denne uge forsøgte formand Roberta Metsola at slå til lyd for, at skandalen ikke handlede om »venstre eller højre (left or right, red.)«, men om »rigtigt og forkert (right and wrong, red.)«, og hun opfordrede parlamentarikerne til ikke at forsøge at slå politisk mønt af sagen. »Lad være med at score billige point på den trussel, vi står over for,« sagde hun og lovede at tage de regler op til revision, som lægger rammerne for EU-parlamentarikeres kontakt til lobbyister og andre »fremmede aktører« som for eksempel udsendinge fra Qatar.

»Intet vil blive fejet ind under gulvtæppet. Vi vil iværksætte en international undersøgelse, som skal klarlægge alle forhold, som relaterer sig til parlamentet, så vi kan sikre, at vores systemer bliver endnu mere vandtætte. Vi vil hellere være kolde (læs: døde, red.) end købte,« lød det fra EU-parlamentsformanden. Dermed imødekom hun kravet fra flere grupper i EU-Parlamentet om en tilbundsgående undersøgelse parallelt med de belgiske myndigheders efterforskning, som i første omgang også er blevet udvidet til Italien.

Det kræver dog ikke megen overflyvning af skandalen for at konstatere, at dette er en affære, som i hvert fald indtil videre næsten udelukkende omhandler italienere, der er tilknyttet venstre side af det politiske spektrum. Dermed buldrer og brager det ikke bare i Belgien, men også syd for Alperne, hvor Giorgia Meloni leder den mest højreorienterede regering siden Anden Verdenskrig.

Tidligere på ugen udtalte Melonis svoger, som også er landbrugsminister, at »det, der kommer op til overfladen, er pinefuldt og lurvet. Vi er meget bekymrede, og efter min mening er det ekstra alvorligt, at politiske kræfter, som ofte fører sig frem som moralens vogtere og beskyttere af arbejderes rettigheder, i stedet her optræder i den modsatte rolle,« sagde han til det italienske dagblad Corriere della Sera. Alle erklærer deres tillid til retsvæsenet og ser frem til, at der nu bliver ryddet op. Men bagved lurer frygten for, at dette blot er starten på det sidste, man havde brug for.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-50/samfund/gavmilde-gaver-fra-golfen

MORTEN BEITER (f. 1964) er journalist og forfatter. Morten blev uddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1991 og har tidligere arbejdet på Vestkysten, Jydske Tidende, Flensborg Avis og Berlingske Tidende, og han har som freelance journalist i Italien skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade. Af bøger har han blandt andet skrevet Mafiaen kommer, om den italienske mafias fremrykken i Europa, Passione, om mad og mennesker i Italien, Mand af ære, om den afhoppede mafioso Claudio Samperi, Vejen til Napoli, en reportagebog fra Italien, samt bidraget til bogen Goethe i Italien, i selskab med Henrik Wivel og Jakob Levinsen.

 

MOBR@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

LØKKE ER LØS

VENSTRE-PATRIARK Bertel Haarder har ofte sagt, at Lars Løkke har ni liv.

Det passer ikke. Ifølge de seneste rygter om en regeringsdannelse – lige nu inklusive Løkke og Moderaterne – må tallet være tocifret.

Det ligger os fjernt her på bladet at advare Mette Frederiksen om noget, men har hun tænkt igennem, hvem hun her giver lov til at være med på broen af skibet Danmark?

VI KAN KUN sige det på samme korte måde, som vi plejer: Det er ikke dansk politik, der har brug for Lars Løkke. Det er omvendt.

Men vi er behørigt imponerede. Vi har haft statsminister-Lars og privat-Lars.

Og så har vi haft amts-Lars, diverse minister-Lars, bilags-Lars, GGGI-Lars, formands-Lars og forhenværende-Lars, moderat-Lars med mere.

Og nu får vi – muligvis – her-har-I-mig-tilbage-Lars.

VI TALER RET BESET om en politiker, hvis op-og-ned-kurve man skal over i kryptovaluta for at finde mage til.

Lars Løkkes angivelige comeback er sigende om dansk politik i almindelighed såvel som om Løkke i særdeleshed. I dansk politik er man overvejende enig. Utilfredshed bunder oftest i hierarkier. I karriereudsigter – eller mangel på samme.

LØKKE HAR IKKE været bleg for at påstå, at der mangler et parti i midten af dansk politik, selvom det modsatte er tilfældet. Og så kommer Mette Frederiksen – vupti – og vil danne bred regering. Og Venstres nye formand løber hende endda logrende i møde.

Man mindes Jakob Ellemann så sent som i 2020 strippe tidligere finansminister Kristian Jensen for al hæder, ære og tillid, da denne forsigtigt foreslog et samarbejde med socialdemokraterne.

LARS LØKKE HAR altid haft mere fat i tiden, end tiden har haft fat i Løkke. Hvilket ikke gælder for hans afløser som formand for Venstre.

Det er muligt, Mette Frederiksen giver hånd til Løkke med åbne øjne. At hun tæller fingrene bagefter. At hun sørger for, at alt løsøre er surret fast, og for, at kun hun tegner streger på søkortet, når en ny regering stævner ud.

MEN TALER RYGTERNE om Løkke i regering sandt, er det i lyset af de seneste år i dansk politik forbløffende. Det synes dertil skæbnesvangert, måske ligefrem farligt. Ikke for Løkke, naturligvis. Men – som ofte før – for hans omgivelser.

Der er en pris for alting i politik. Vi har bare aldrig rigtig set Lars Løkke betale den. Ikke engang da han skulle have nye underbukser.

MEN VI BEKLAGER os ikke her på bladet. For os bliver det en fest. Og dermed har vi vist med rigeligt vægt varskoet farvandsudsigten.

 

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/loekke-er-loes/9545080

 

RYSTENDE NAIVITET..

Det siger politimesteren om pigemorderen

Ulm – Det brutale knivangreb på Ece S. († 14) og hendes bedste veninde Nerea M. (13) forårsager rædsel i hele landet! De to piger var blevet angrebet af en asylansøger på vej til skole. Ece mistede livet, Nerea blev hårdt såret.

 

Hvem er manden, der angreb de to piger ud af ingenting med en kniv? Den formodede gerningsmand (27) flygtede fra Eritrea og boede på et asyl overfor gerningsstedet.

 

Ulms politimester Bernhard Weber til BILD: ”Han har opholdstilladelse og har ret til at blive her i Tyskland. Han blev indkvarteret i forsamlingshuset (asylbolig, red.) som en del af den efterfølgende bolig.”

 

Det er stadig uklart, hvornår han indgav sin asylansøgning – ligesom motivet til forbrydelsen.

 

Weber: "Vi ved ikke, hvad der fik ham til at begå denne forfærdelige handling. Antagelser er ubrugelige." Den formodede gerningsmand har "ingen tidligere domme" og har indtil videre været et "blankt tavle ".

 

Han skal stilles for en dommer senere i dag, formentlig på hospitalet. Fordi: Asylansøgeren sårede sig selv med en kniv efter det fatale overfald på de to skolepiger og er lige nu i pleje.

 

Det bør herefter afgøres, om der vil blive udstedt en arrestordre, eller om eritreaneren skal køres til en psykiatrisk klinik.

 

Vrede, sorg og frygt har hersket i Illerkirchberg (Baden-Württemberg) siden den grusomme handling. Frem for alt bekymrer forældre sig om deres børn.

 

Weber forsøger at falde til ro: "Der er ingen grund til at være bange og ikke sende børnene i skole. Jeg går ud fra, at det var en enkeltstående handling, en ad hoc-handling."

 

https://www.bild.de/news/2022/news/asylbewerber-erstach-ece-14-taeter-war-ein-unbeschriebenes-blatt-82167008.bild.html

UVISHEDEN STRÆKKER SIG NU TIL MIDTEN AF SAMFUNDET.

 

Den blodige gerning i Illerkirchberg er ikke kun en menneskelig tragedie. Midt i debatten om hurtigere naturalisation er det også et politisk spørgsmål. Og viser, at det er godt, at vores stat er gavmild. Men han skal også have kontrol.

 

Mordet på den 14-årige, der gik i gymnasiet i Illerkirchberg, kom i overskriften. Sagen er diskuteret, følelsesladet og rørt, det er forståeligt. Og det bliver et politisk spørgsmål og bruges politisk. Argumentationen er let for mange.

Så uklart som meget er, kan én sætning allerede formuleres som en konklusion:

Hvis den formodede gerningsmand, en 27-årig flygtning fra Eritrea, ikke var i Tyskland, var mordet ikke sket.

https://www.welt.de/debatte/kommentare/plus242516775/Angriff-in-Illerkirchberg-Die-Verunsicherung-erreicht-nun-die-Mitte-der-Gesellschaft.html

Kommentarer:

Når man læser politimesterens kommentarer til overfaldet kan man kun ryste på hovedet. Han repræsenterer en holdning der er så slakset at selv en regnorm har mere rygrad end det han  kan præstere. Han repræsenterer en berøringsangst som vi også kan finde hos danske politikere, de lukker ganske enkelt øjnene for de massive indvandringsproblemer som udelukkende er skabt af den tidligere kansler Angela Merkel. Som det fremgår af avisen Die Welt bliver det nu heldigvis også gjort til et politisk spørgsmål, den tyske befolkning har simpelthen fået nok. Dybt,dybt tragisk at der skulle endnu et mord til for at få dem til at vågne op.