Professor:
DERFOR ER MINKSAGEN FORTSAT BLANDT DE STØRSTE SKANDALER I NYERE TID.

Efter ni måneders tavshed giver professor i forvaltningsret Frederik Waage sin vurdering af minksagens efterspil. Han har et budskab til dem, der spørger sig selv, om minksagen efterhånden er gået op i røg.

»Et tomrum af ansvar«: Professor går i rette med annullerede advarsler i minksagen.

Han kan godt forstå, hvis mange danskere har tabt overblikket.

 

At de spørger sig selv: »Hvad sker der?« 

Sådan har Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, også selv tænkt, når han har set minksagen udfolde sig de seneste måneder, hvor flere topembedsmænd har fået tilbagekaldt deres sanktioner. Men han har holdt det for sig selv. Indtil nu, hvor han efter ni måneder som konstitueret landsdommer og en pause fra den offentlige debat vender tilbage med en hård dom.  

»Forløbet om advarslerne er problematisk og skader tilliden til forvaltningen. Det er beklageligt,« siger han.

Mest forundret er han over, at Statsministeriets magtfulde departementschef, Barbara Bertelsen, i marts 2023 fik annulleret sin advarsel.

 

Det skete, efter at en anden hovedperson i minksagen, rigspolitichef Thorkild Fogde, var blevet pure frifundet i en tjenstlig undersøgelse. Det fik Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til at genåbne en stribe personalesager.

 

Dommerne i den tjenstlige undersøgelse var uenige med Minkkommissionen i vurderingen af pressemødet den 4. november 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ud, at alle mink skulle aflives. 

Minkkommissionen mente, at statsministeren her gav en »klart ulovlig instruks« til myndighederne om at sætte gang i aflivningen af landets mink, selvom der på det tidspunkt ikke var lovgrundlag til at kræve alle dyrene slået ned.

Den tjenstlige undersøgelse ledet af tidligere højesteretsdommer Thomas Rørdam mente ikke, at det var en ulovlig instruks. Det var faktisk slet ikke en instruks, men en »orientering« til offentligheden. 

Den nye vurdering af pressemødet ændrede ikke bare sagen for Thorkild Fogde, men for flere andre topembedsmænd, mente styrelsen. Seks af de otte sanktioner, der blev givet efter Minkkommissionens rapport, blev trukket tilbage. Senest valgte Rigspolitiet fredag at annullere to advarsler til embedsmænd. Før det var bl.a. Barbara Bertelsens advarsel blevet tilbagekaldt.

 

Frederik Waage forstår ikke rationalet.

»Det er meget, meget vidtgående, at man bruger karakteristikken af pressemødet som figenblad til at ændre på hele afgørelsen om Barbara Bertelsens advarsel. Det er ikke en særlig overbevisende begrundelse, og jeg mener, der er grund til at kritisere den.«

Han medgiver, at hvis man tager den ulovlige instruks ud af ligningen, gør det sagen lidt mindre alvorlig for embedsmændene. Men han mener, at styrelsen, der fik bistand fra statens advokat, Kammeradvokaten, har lagt »overdrevet meget vægt« på dette ene spørgsmål.

Dermed glemmer de, hvad minksagen grundlæggende handler om, mener han:

»Diskussionen om instruks eller ej er sådan set beside the point. Det afgørende er, at Barbara Bertelsen har stået for at koordinere et møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor man træffer den skæbnesvangre beslutning, at alle mink skal aflives. Det er her, hovedproblemet i minksagen opstår: 

Regeringen træffer en beslutning, der ikke er lovhjemmel til. Dermed snyder man minkavlerne for at få lovbehandlet indgrebet mod erhvervet i Folketinget,« siger han.

 

I koordinationsudvalget sad Mette Frederiksen samt en række topministre og departementschefer. Minkkommissionen lagde til grund, at kun departementschefen fra Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, vidste, at det ville kræve en lovændring at slå alle mink ned. Han sagde ingenting.

Men Minkkommissionen kritiserer alligevel Barbara Bertelsen for ikke at rejse spørgsmålet om hjemmel, og Waage tilføjer, at netop hendes involvering i regeringsmødet var et omdrejningspunkt i den advarsel, som hun fik i august 2022.

I advarslen blev Minkkommissionen refereret for, at Barbara Bertelsen »betonede et meget betydeligt tidspres« på processen, der blev »forceret«, og hendes beslutninger betød, at Fødevareministeriet – der kendte til lovproblemet – »i nogen grad trådte i baggrunden og blev koblet af« forløbet.

Sagt kort: Bertelsens ageren betød, at sagen blev hastet igennem, og at de, der kendte til problemerne, blev kørt ud på et sidespor. 

Frederik Waage fremhæver også, at departementschefen rettede i de centrale dokumenter til det afgørende møde. Hun fik slettet en sætning om, at en aflivning af alle mink ville være »fatalt for branchen«.

»Når Fødevareministeriet er kørt ud på et sidespor, magten centraliseres i Statsministeriet, og departementschefen retter i de centrale dokumenter, så følger noget af ansvaret med,« siger han.

Juraprofessor Frederik Waage har i måneder betragtet minksagen uden at blande sig. Det gør han nu. Foto: Gregers Tycho

Andre jurister siger, at spørgsmålet om instruksen er vigtigt: For er der tale om en ulovlig instruks, har embedsmænd et skærpet ansvar for at sige fra, og uden den er sagen mindre alvorlig. Hvad siger du til det?  

»Spørgsmålet om en ulovlig instruks har ikke været det udslagsgivende for vurderingen af minksagen hidtil. Det er noget, vi først er begyndt at diskutere, efter den tjenstlige undersøgelse af Thorkild Fogde. At den skulle være the missing link mellem alt, hvad der går galt i minksagen, og embedsmændenes ansvar, kan jeg ikke se. Alle problemerne – bl.a. Fødevarestyrelsens brev og politiets kritiserede opkald til minkavlerne – udspringer af regeringens beslutning i koordinationsudvalget.«

I et svar på professorens kritik henviser Statsministeriet til, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten har vurderet, at grundlaget for kritikken af Barbara Bertelsen »er bortfaldet« efter den nye vurdering af pressemødet. 

Embedsmænd slipper billigt

Selvom Frederik Waage erklærer sig overrasket over forløbet med de annullerede advarsler, påpeger han også, at lignende udfald er set i andre sager.

I Tamilsagen blev en departementschef godt nok forflyttet, men to andre kritiserede embedsmænd »slap ret mildt igennem« med en irettesættelse og en frifindelse.

På samme måde kritiserede Instrukskommissionen fem embedsmænd i sagen, der kostede Inger Støjberg (DD) en fængselsdom ved Rigsretten. Kun to embedsmænd endte med at få en advarsel.

»Barren er meget høj i den slags sager. Der skal meget til, for at embedsmænd, der fejler, bliver sanktioneret. Det så vi både i Tamilsagen og Instrukssagen,« siger Waage.

Han tilføjer, at arbejdsgiveren har en »bred skønsmargin« i personalesager. Derfor mener han heller ikke, at der er grundlag for at stille spørgsmål ved lovligheden af tilbagekaldelsen af advarslen til Bertelsen og de andre embedsmænd. Det er begrundelsen bag, han finder tvivlsom.

»Det ser ikke godt ud, at f.eks. problemerne med den ”forcerede proces”, som Barbara Bertelsen forårsagede, forsvinder op i den blå luft. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, som sidder tilbage med et billede af, at styrelsen og Kammeradvokaten har skrevet centrale embedsmænds ansvar helt ud af minksagen.«

Men med nu kun to tilbageværende advarsler til embedsmænd i Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen er opgøret om ansvaret for minksagen stadig uforløst, mener Waage. 

Han vurderer ikke, at Mette Frederiksen vil kunne dømmes ved en rigsret, for hun kendte ikke til den manglende lovhjemmel, da beslutningen blev truffet. Derimod kunne Folketinget formentligt få daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) dømt. 

»Men Folketinget har ikke ønsket et retsopgør mod ministrene. Det er helt fair, men det skaber et tomrum af ansvar. Og hvis man i stedet forsøger at finde en facitliste for minksagen i konsekvenserne af personalesagerne, så strander man.«

Konsekvenserne af sagen er i højere grad politiske, pointerer han: en næse til statsministeren, en afgået fødevareminister, et folketingsvalg udløst af De Radikale og den socialdemokratiske soloregerings fald.

Endelig tilføjer han, at en af de mest kritiserede personer – forhenværende topchef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard – ikke fik sit ansvar endeligt vurderet, fordi han skiftede job til Esbjerg Kommune.

Det »skævvrider« billedet af sagens konsekvenser, siger Waage:

»Det betyder også, at vi må erkende, at vi ikke kan bruge de personaleretlige sager til at få et dækkende billede for, hvor stor en skandale minksagen er.«

Fire afgørende dage

Efter annulleringen af advarslerne har nogle iagttagere ellers vurderet, at minksagen nu står i et mildere lys. 

»Der er helt oplagt ikke tale om den kæmpeskandale, som den er blevet fremstillet som,« sagde professor emeritus ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard til Jyllands-Posten.

Frederik Waage er uenig.

»Skandalen i minksagen er, at man snyder minkavlerne for en folketingsbehandling af beslutningen om at lukke deres erhverv ned. Spørgsmålet om, hvorvidt pressemødet var en instruks, er ét enkelt element af sagen, som nu tillægges en alt for stor vægt, og det kommer til at aflede opmærksomheden fra det, som minksagen først og fremmest handler om: nemlig den ulovlige beslutning, der blev truffet.«

 

Kan man ikke indvende, at det kun var i fire dage, at minkavlerne ”blev snydt”. Derefter fik offentligheden jo at vide, at der manglede lovhjemmel, og Folketinget behandlede sagen? 

»Det er et godt spørgsmål. Min hovedpointe er, at regeringen med pressemødet sætter en lavine i gang med et krav til minkavlerne om at slå alle deres dyr ned. Den var i realiteten meget svær for minkavlerne at omgøre, da det kom frem, at der manglede lovhjemmel. Løbet var i vidt omfang kørt. Derfor er det de fire dage, der er vigtige.«

 

Er der ikke en uoverensstemmelse mellem din beskrivelse af sagen som en skandale og så de konsekvenser, vi har set for ministre og embedsmænd?  

 

»Hvis det er tilfældet, mener jeg, at spørgsmålet må være, om vi dømmer embedsmænd for mildt. Har vi tilstrækkelig sikkerhed for, at der bliver fulgt op på skandalesager i den offentlige forvaltning?

Hovedproblemet ved, at embedsmændene i vidt omfang slipper for sanktioner, er, at vi ikke på andre måder får et egentligt juridisk punktum. Vi mangler nogle stærkere institutioner til at fælde dom over sagen,« siger han med henvisning til, at der ikke kommer en rigsret, og at de almindelige domstole »næppe kommer på banen«, da der er aftalt en stor erstatning til erhvervet:

»Man kunne overveje, om Folketingets Ombudsmand kunne få en større rolle. Der er jo også flere forhold i minksagen, som ikke har kunnet belyses af Minkkommissionen, f.eks. de slettede sms’er. Her kunne en udtalelse fra ombudsmanden udgøre en form for afslutning.«

 

Viser de tilbagekaldte advarsler ikke, at du er for hård i din vurdering af minksagen? 

 

»Det mener jeg ikke. Man må holde fast i det principielle problem. Den mest grundlæggende regel inden for statsretten er, at der skal være lovhjemmel til det, regeringen gør. Det er hele den demokratiske legitimering af statens handlinger, der er på spil. Derfor er minksagen fortsat blandt de allerstørste danske skandalesager i nyere tid.«

Minksagen genåbnet

Sådan er det gået de 10 embedsmænd, der blev kritiseret af Minkkommissionen. 

To fik en advarsel: 

Tejs Binderup, daværende afdelingschef i Fødevareministeriet 

Hanne Larsen, daværende direktør i Fødevarestyrelsen 

Seks sanktioner blev givet, men trukket tilbage:

Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet (advarsel) 

Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet (irettesættelse) 

Anne-Mette Lyhne Jensen, afdelingschef i Justitsministeriet (advarsel) 

Paolo Drostby, kontorchef i Fødevareministeriet (advarsel)

Uffe Stormly, politiinspektør i Rigspolitiet (advarsel)

Birgitte Buch, sektionsleder i Rigspolitiet (advarsel)

To sager løb ud i sandet: 

Rigspolitichef Thorkild Fogde blev frifundet i en tjenstlig undersøgelse.

Departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard blev hjemsendt og underlagt en tjenstlig undersøgelse, men den blev droppet, da han skiftede job.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE15899180/professor-derfor-er-minksagen-fortsat-blandt-de-stoerste-skandaler-i-nyere-tid/?st=1

 

Efter valget. Vesten må indstille sig på endnu fem år med en stadig mere egenrådig Erdogan som tyrkisk leder. Hvad betyder det for svensk NATO-medlemskab, ruslandspolitikken og flygtningestrømmen fra Mellemøsten?

Vesten hænger på Erdogan

Tyrkiets leder vil også i de næste fem år, medmindre helbredet svigter, hedde Recep Tayyip Erdogan. Det lykkedes ikke udfordreren, 74-årige Kemal Kilicdaroglu, at gøre et større indhug i Erdogans nationalistiske vælgerskare, selvom han efter første valgrunde for to uger siden lagde kursen skarpt mod højre og forsøgte at overtrumfe præsidenten med budskaber om, at alle syriske flygtninge i Tyrkiet skulle være sendt hjem inden for to år, og at ingen af de godt 150 kurdiske borgmestre, der er blevet afsat og i mange tilfælde fængslet under Erdogan, ville blive genindsat i deres embeder.

Hvad Kilicdaroglu vandt af nationalistiske stemmer ved dette kursskifte, blev tabt igen i det sydøstlige Tyrkiet, hvor mange kurdiske vælgere, der i første valgrunde bakkede op om oppositionen, valgte at stå over i anden runde. Resultatet blev, at Erdogan vandt med 52,1 procent af stemmerne mod Kilicdaroglus 47,9 procent.

Så på trods af al ønsketænkning i Vesten om at få en ny, langt mere samarbejdsvillig politisk leder i Ankara, får vi nu mere af det gamle: »en besværlig, men nødvendig partner.« Og spørgsmålet er, om betegnelsen »partner« overhovedet er dækkende længere – på trods af, at Tyrkiet stadig er medlem af NATO og har forsvarsalliancens næststørste hær.

I et opsigtsvækkende interview i CNN i forrige uge talte Erdogan varmt om »det helt særlige forhold« mellem Rusland og Tyrkiet, to lande, der ifølge den tyrkiske præsident »har brug for hinanden på alle mulige måder«. Han kritiserede Vesten for at føre en »ubalanceret politik« over for Rusland og afviste pure enhver tanke om, at Tyrkiet skulle tilslutte sig Vestens sanktioner mod russerne. Et par dage forinden havde Erdogan fra talerstolen omtalt den krigsforbrydersigtede hersker i Kreml som »min kære ven«.

Tyrkiets leder vil også i de næste fem år hedde Recep Tayyip Erdogan. Foto: Hannah McKay, Reuters, Scanpix.

I CNN-interviewet bekræftede Erdogan i øvrigt sin fortsatte uvilje mod at godkende Sverige som medlem af NATO: »Vi er ikke parat til Sverige lige nu. Et NATO-land skal have stærke standpunkter, hvad angår kampen mod terrorismen,« sagde han – en henvisning til, at Sverige ikke har efterkommet det tyrkiske krav om at få udleveret kurdere, som Ankara beskylder for at tilhøre terrororganisationen PKK.

Erdogan synes da også gennem de seneste fem år at have bevæget sig længere og længere væk fra Vesten. Han har – trods NATO-medlemskabet – købt det russiske S-400-luftforsvarssystem. Han har sendt tusindvis af migranter over grænsen til Grækenland for at afpresse EU for flere penge. Og han har gentagne gange kastet sig ud i tirader mod Vesten, senest dagen før første valgrunde, da han helt ud af det blå beskyldte den amerikanske præsident, Joe Biden, for at blande sig i det tyrkiske valg og arbejde for modkandidaten Kilicdaroglus sejr.

Noget for noget

Alligevel er der kloge folk, der mener, at Erdogans udenrigspolitik vil fortsætte med at være det, der på engelsk kaldes transactional – forretningsmæssig, præget af en noget for noget-tilgang. Det gælder for eksempel Soner Cagaptay, leder af tyrkietprogrammet på The Washington Institute for Near East Policy, som jeg talte med lige før valget.

»Erdogan vil fortsætte med at spille USA, Europa, Rusland, Israel og de arabiske lande ud mod hinanden for at opnå, hvad han ønsker. Det gælder også, hvad angår Sveriges ansøgning om NATO-medlemskab. Erdogan vil efter en valgsejr gå efter en ny start i forholdet til USA for at få Kongressen til at opgive modstanden mod at lade Tyrkiet købe de F-16-fly, Ankara længe har villet anskaffe sig. Og han vil også stræbe efter at forbedre relationerne til EU. Det er han nødt til for at få Tyrkiet ud af den dybe økonomiske krise, landet befinder sig i. Tyrkiets økonomi er fuldstændig integreret i EUs på grund af toldunionen; Europa står for 70 procent af de udlandsinvesteringer, der foretages i Tyrkiet. Sverige må implementere sin nye terrorlov og skal levere nogle få politiske indrømmelser, men medmindre svenskerne fucker det helt op, vil alt ordne sig til sidst,« forudser Cagaptay.

Ifølge Reuters-korrespondenten Humeyra Pamuk, der dækker det amerikanske udenrigsministerium, er et grønt lys for svensk medlemskab af NATO på forsvarsalliancens topmøde i Vilnius 11.-12. juli »en sag med meget høj prioritet for USA«. For at opnå det mål bruger USA både gulerod og stok. Blandt gulerødderne skal være overvejelser om at tilbyde Erdogan et møde med Biden i Det Hvide Hus – noget, den tyrkiske leder endnu har til gode – samt at Det Hvide Hus vil prøve at få salget af F-16-flyene gennem Kongressen.

Og stokken indbefatter, ifølge Pamuk, trusler om at skrue bissen på over for de tyrkiske selskaber, der videreeksporterer vestlige sanktionsramte produkter til Rusland. Hidtil har amerikanerne set igennem fingre med den trafik for ikke at skade det i forvejen følsomme forhold. Men nu tales der om at udsætte disse selskaber for såkaldt sekundære sanktioner, udelukkelse fra vestlige markeder og fra at bruge amerikanske og andre vestlige banker og betalingssystemer, hvis ikke Erdogan er samarbejdsvillig, hvad angår det svenske medlemskab af NATO.

Erdogans støtter fejrer valgsejren.  Resultate af anden valgrunde blev, at Erdogan vandt med 52,1 procent af stemmerne. Foto: Umit Bektas, Reuters, Scanpix.

Biden-administrationen prøver også at udnytte Pentagons forbindelser til kollegerne i det tyrkiske militær til at gøre sin indflydelse gældende over for Erdogan. »Det bedste arbejdsfællesskab, USA har med Tyrkiet, er samarbejdet mellem de to landes væbnede styrker,« som Omer Ozkizilcik, en sikkerhedspolitisk analytiker i Ankara, siger det. »Men hvis ikke USA lader salget af F-16-fly gå igennem, er dette forhold også dødt.«

Halil Karaveli, seniorforsker ved Central Asia-Caucasus Institute i Washington, mener i et indlæg i Foreign Policy, at Erdogans pris for at droppe vetoet mod Sverige er en helt anden: at USA holder op med at sende våben og penge til de kurdiske styrker i det nordlige Syrien, som var USAs nære allierede i kampen mod Islamisk Stat, men af Tyrkiet ses som tilknyttet den kurdiske terrorgruppe PKK.

»USAs opbakning til kurdernes statsenhed i det nordlige Syrien har undermineret Tyrkiets tro på USA,« skriver Karaveli. Og han drager konklusionen: »USAs strategiske interesser i Nordeuropa og i Mellemøsten kan ikke forenes. Washington må beslutte, hvad man prioriterer højest: eksistensen af en kurdisk-syrisk statsenhed med PKK-forbindelser eller et styrket NATO med Sverige som medlem.«

Nationalistisk diskurs

Der er også eksperter, der mener, at Erdogans antivestlige retorik og handlinger ikke blot er taktik for at få indrømmelser igennem, men afspejler et reelt skifte i tyrkisk udenrigspolitisk orientering. De peger på, at en stærkt nationalistisk diskurs præger Tyrkiet for tiden.

»Det har været Erdogans politik gennem de seneste år at vænne Tyrkiet fra afhængigheden af vestlig kapital, og Tyrkiet har i stedet fået massive investeringer fra Rusland og de arabiske Golfstater. Uden de 15 milliarder dollar, Rusland ydede Tyrkiet som lån sidste efterår, de russiske kæmperabatter på gas dette forår og de fem milliarder dollar, Saudi-Arabien parkerede i den tyrkiske nationalbank, var den tyrkiske økonomi reelt brudt sammen,« sagde Emre Peker, europadirektør for konsulentfirmaet Eurasia Group, under en paneldebat afholdt af The Washington Institute for Near East Policy i sidste uge.

Erdogan opererer ud fra den forståelse, at »Vestens dominans i international politik ikke længere er givet«, som Galip Dalay, en tyrkietanalytiker ved tænketanken Chatham House i London, udtrykker det. Det har ført ham til den konklusion, at »Tyrkiet er bedre tjent med at balancere i geopolitikken« mellem USA, Europa, Rusland, de arabiske lande – og fremover i stadig større grad Kina.

Erdogan kan tænkes at gå videre med sit gamle forslag om, at Tyrkiet bliver medlem af Shanghai Cooperation Organization, en politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejdsorganisation, der har både Kina og Rusland som medlemmer. Det er svært at se, hvordan det harmonerer med Tyrkiets NATO-medlemskab.

Erdogan vil givetvis også fortsætte samarbejdet med kineserne om at skabe den såkaldte Zangezur-korridor, en transportrute, der løber fra Aserbajdsjan til Tyrkiet over armensk territorium og forbinder Tyrkiet med Det Kaspiske Hav.

Hvad angår Europa, havde de fleste stats- og regeringschefer nok håbet på, at et magtskifte i Ankara ville føre til større respekt for retssikkerheden i Tyrkiet, hvilket også ville give europæiske selskaber større incitament til at investere i landet. Men Erdogans genvalg kommer næppe europæerne helt på tværs.

»Det er bekvemt for EU. Nu behøver EU-landene ikke at tænke nærmere over, hvordan man skal forholde sig til et Tyrkiet, der pludselig genetablerer demokratiske normer. EU kan køre videre på autopilot over for Tyrkiet – måske opdatere toldunionen fra 1999, liberalisere visumreglerne en anelse, mødes med Erdogan to-tre gange om året. Erdogan vil blive ved at være en besværlig, men nødvendig partner,« som Emre Peker udtrykker det.

De syriske flygtninge

Den umiddelbart største udenrigspolitiske udfordring for Erdogan efter valget bliver at nå til en eller anden forståelse med den gamle ærkefjende Bashar al-Assad i Damaskus. Det er nødvendigt for at få sendt blot en del af de 3,7 millioner syriske flygtninge, der nu opholder sig i Tyrkiet, retur.

Spørgsmålet viste sig at have enorm klangbund i den tyrkiske befolkning, da oppositionens Kemal Kilicdaroglu tog det op som valgtema. Ikke nok for Kilicdaroglu til at vinde, men nok til, at Erdogan, der ikke hidtil har været nogen høg i det spørgsmål, er tvunget til at handle.

»Det vil blive vanskeligt for ham at sende alle syrerne tilbage. Der er født en million syriske børn her i Tyrkiet, siden de syriske flygtninge begyndte at komme i 2011. Og de syriske flygtninge er spredt over hele landet, de er billig og hårdtarbejdende arbejdskraft og er svære at undvære, især i landbruget,« siger Hüseyin Bagci, formand for Tyrkiets Udenrigspolitiske Institut, da jeg møder ham i Ankara op til valget.

»Men politisk er de et problem. Tyrkiet rummer nu otte millioner flygtninge – især fra Mellemøsten og Afghanistan. De tyrkiske skatteborgere er vrede og mener ikke, at vi kan håndtere så mange.«

Og en aftale med Assad om flygtningene ligger ikke ligefor. Den syriske hersker har betinget sig, at de tyrkiske styrker i det nordlige Syrien forlader landet, før forhandlinger kan begynde. Erdogan vil ikke trække sine styrker hjem fra Syrien, før han har fået knust de kurdiske militser. Det kan han kun få held med, hvis USAs støtte til kurderne ophører – måske som led i en handel, hvor Erdogan opgiver sit veto mod svensk medlemskab af NATO. På den måde hænger det hele sammen.

Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-22/udland/vesten-haenger-paa-erdogan

OLE NYENG (f. 1956) er journalist og tidligere udlandsredaktør. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1980. Har tidligere arbejdet på Aalborg Stiftstidende, Ritzaus Bureau og Information. Har som journalist blandt andet dækket Sydafrikas befrielse fra apartheid, Jerntæppets fald, Sovjetunionens sammenbrud og borgerkrigene i Jugoslavien. Var Weekendavisens korrespondent i New York i 2015-16 og dækkede her blandt andet Trumps succesrige valgkampagne.

OLNY@WEEKENDAVISEN.DK