Anmeldelse. Martin Lidegaard vil være manden, der afværger klimakatastrofer, velfærdssammenbrud og konsekvenserne af en verden i opbrud. Ikke nu, men lige om lidt.

Fremtidens mand

VENLIGT UDLAGT MÅ man imponeres over såvel vingefang som detailindsigt i Martin Lidegaards nye bog, Generationskontrakten, som udkommer med perfekt timing op til weekendens radikale landsmøde i Nyborg.

Den radikale leder har det store overblik over klimakatastrofens aktuelle stade, verdens sikkerhedspolitiske arkitektur og de alt for grove masker i velfærdssystemets sikkerhedsnet. Man fornemmer erfaringen og dygtigheden; pennens 56-årige ejermand har en lang historie som toppolitiker, minister og de seneste måneder også som partileder at trække på.

Lidegaard kan også politikkens allermindste detaljer og fakta. Læseren informeres om snart sagt alt fra energiforbruget under militær transport af brændstof i Afghanistan til de hjemlige ynglefugles triste status på rødlisten over truede arter. Det kræver 12 liter benzin at transportere én liter, mens 47 procent af ynglefuglene er truet eller allerede uddøde.

Mindre venligt sindet ville man vel skrive cirka det samme med tilføjelsen: Jamen altså, bør denne talentfulde mand ikke gå ind i politik?

Papir er tålmodigt, og Martin Lidegaard har skrevet knap 300 sider om påtrændende opgaver. Arkivfoto: Peter Hove Olesen.

Det er naturligvis en polemisk urimelighed. Martin Lidegaard pukler uafbrudt for at samle sin folketingsgruppe og for at genfinde sit partis eksistensberettigelse efter den store omgruppering i dansk politik, som sendte Radikale fra centrum til periferi.

Radikale deltager også med flid i det daglige parlamentariske arbejde. Martin Lidegaard har opbygget en reformalliance med Liberal Alliance og Konservative og har endda stemt for den meget upopulære afskaffelse af store bededag som fridag. Hans folketingsgruppe agter trods kvababbelser også at stemme for det kontroversielle forslag om at forbyde afbrænding af visse religiøse skrifter. En så fremstrakt næve til håndtering af bøvlede sager ses ellers ikke uden for de regeringscirkler, hvor kompromisvilje og magt udveksles til dagskurs.

Når man alligevel må efterlyse Lidegaard som politiker, skyldes det en grundlæggende ubalance i Generationskontrakten, konflikten mellem vilje og gerning, en påfaldende utakt mellem tålmodighed og hast, som ikke kan undgå at præge læsningen af bogen.

Papir er tålmodigt, og Martin Lidegaard har skrevet knap 300 sider om påtrængende opgaver, virkelig påtrængende, inden for klima, forebyggelse og velfærdsorganisering. De opgaver skal løses fra midten, understreger Lidegaard – jævnfør titlen på hans forrige bog, Lad os mødes på midten – men han har jo forkastet det foreliggende værktøj, SVM-regeringen, som ubrugeligt og forældet.

Så det påtrængende haster alligevel ikke så meget? Eller vil der hurtigt og mirakuløst vise sig et nyt og radikalt bedre værktøj? Lidegaard beskriver »en frugtbar rastløshed« i sit bagland, måske dækker formuleringens dobbelthed over denne ubalance mellem vilje og gerning.

Lidegaard forklarer selv, at han ikke bare vil deltage i en regeringskonstruktion, som indgår kompromiser på den gammelkendte fordelingspolitiske akse: »Vi vil mere end bogstavleg. Der er stadig tid og mulighed for at bane vejen for en ægte ny midte i dansk politik, enten under denne regering eller i en ny, men det kræver en fundamental anden tilgang. Og det haster.«

Det er den nygamle gåde om den radikale sortie fra regeringsforhandlingerne på Marienborg i december, som Lidegaard her skriver sig rundt om. Forlod han forhandlingerne i sidste sekund, fordi hans mandater magtmatematisk var overflødige, og den grønne politik derfor ville blive grå?

Eller fortrød Lidegaard en tilværelse under magtens velsignede åg, fordi han blev klar over, at han ikke ville kunne overbevise den decimerede radikale gruppe om, at man skulle takke ja til to ministerposter og regeringsfællesskabet med Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen?

Øverst på formularen

BOGEN HAR SINE steder et klassisk venstreorienteret præg. Denne fornemmelse af, at jo færre af sine visioner man kan få gennemført, desto grundigere kan man beskrive alt det, man ville, hvis man kunne. Lidegaards insisteren på forebyggelse i det sociale arbejde og en meget konsekvent klimapolitik trækker i samme rødtonede retning.

Mange af de politiske forslag er omvendt liberalt inspireret: Forslaget om egen opsparing til ældreomsorg inspireret af arbejdsmarkedspensionerne. Velståendes egenbetaling af klassiske velfærdsydelser. Afskaffelse af efterløn og Arnepension. Omlægning af folkepensionen til opsparing.

Så alt er i den forstand i skønneste orden: Bogens budskab er socialt og liberalt, socialliberalt, altså radikalt, og nu i en udgave, hvor udlændingepolitikken ikke stiller sig i vejen for den radikale midterposition.

Problemet er, at der er kommet en ny kraft i dansk politik. Lars Løkke Rasmussens Moderaterne udfordrer især tre partier i Folketinget:

Venstre, naturligvis, som har måttet aflevere så frygteligt mange mandater til den tidligere formand og andre villige aftagere, at rollen som folkeparti er alvorligt udfordret. Konservative, som koncentreret om eget sorgarbejde efter styrtet i folketingsvalgets afgrund har måttet se partiets hævdvundne slogan om borgerlige stemmer, der arbejder, erobret af en agil forræder af den borgerlige sag. Og så er De Radikale og Martin Lidegaard også udfordret af Løkke, som erobrede den rolle som manden i midten, Lidegaard selv har forberedt gennem år.

SKØNT RADIKALE SÅLEDES for tiden er sat noget uden for den magt og indflydelse, der er ilt og salt for det radikale gemyt, er bogen naturligvis klassisk radikal i synet på omverdenen og på partiet selv. Generationskontrakten ville formentlig uden videre kunne vedtages som meget ordrigt arbejdsprogram på weekendens radikale landsmøde.

Det storladne afslutningskapitel – »Giv et bedre Danmark videre« – kunne tilsvarende fungere som den politiske leders på en gang alarmistiske og optimistiske afsluttende replik at gå hjem på, når landsmødet slutter søndag eftermiddag.

I dette kapitel sammenfatter Lidegaard sit synspunkt: Vi er sent ude, og vi har misbrugt mange chancer, men endnu kan vi nå at stille os på forebyggelsens side. Vi kan investere i fremtiden, gøre op med traditionen for lappeskrædderi, brandslukning og politisk bestikkelse af nuværende vælgergrupper. Politikken i Danmark kan og skal »målrettes fremtiden og hensynet til de kommende generationer«, skriver han.

Således ekkoer den klassiske radikale accent gennem årtierne: Hvorfor ikke gøre det kloge i stedet for at hænge fast i de gamle interessepartiers dumme verdensbillede?

Dette kloge og fremtidsvendte syn på tilværelsen gælder i forhold til den negative sociale arv, hvor vi bør forebygge i stedet for at lappe på skaderne, efterhånden som de dukker op. Det er både klogere, mere menneskeligt og billigere at sikre alle danske børn en tryg og omsorgsfuld barndom.

Det gælder sikkerhedspolitisk, hvor vi skal investere i de ustabile lande omkring os og i Afrika. Lidegaard agiterer for et stærkere, mere beslutningsdygtigt EU, som skal have som påtrængende mål at udvides med fem-ti nye lande.

Og det gælder naturligvis klimaet og kloden. »Klokken er ti sekunder i tolv« på Lidegaards ur. Forskning, uddannelse, teknologi, hurtig implementering på hele det grønne område er en absolut hovedopgave.

Alt dette krævende arbejde ude og hjemme kan næppe gennemføres med den nuværende regering – så sad Radikale jo i den – men Lidegaard er lidt diffus i formuleringerne her. Afslutningsvis formulerer han det sådan, at en ny regering for hans skyld kan »bestå af de partier, det skal være, og have den farve, det skal være. Det kan være en variant over den nuværende eller en helt ny«.

Det er fristende at tage Martin Lidegaard på ordet og vende tilbage til de skæbnemættede uger efter valget, hvor regeringen fik sin form og farve. Tænk, hvis De Konservative havde besluttet at gå efter magten. Så havde Danmark formentlig fået en flertalsregering med de fire gamle magtpartier uden deltagelse af Lars Løkke, men med Martin Lidegaard på regeringsholdet. Man arbejdede en tid med den model.

I så fald havde Lidegaard haft travlt med at regere og levere sin generationskontrakt i et mindre jordvindende trav, end papiret tillader. Til gengæld havde han nok ikke haft tid til at skrive sin bog færdig.

Martin Lidegaard: Generationskontrakten. 304 sider. Lindhardt og Ringhof.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-37/samfund/fremtidens-mand

 

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Interview. EUs asylsystem er amoralsk og dødbringende, mener den hollandske sociolog Ruud Koopmans. Vi belønner flygtninge med mindst behov for beskyttelse. Løsninger som Rwanda-modellen er den eneste farbare vej, siger han.

Grænsen er nået

De fleste ved nok, at EUs asylpolitik ikke har fungeret overdrevet godt de seneste mange år. Ineffektiv? Helt klart. Men amoralsk? Ja, ligefrem dødbringende?

Det mener Ruud Koopmans, hollandsk migrationsforsker, professor ved Humboldt Universitet i Berlin, som denne uge besøgte Danmark i anledning af oversættelsen af sin nye bog om Det europæiske asyllotteri, som værkets afslørende titel lyder. Først det amoralske:

»Vi hjælper ikke mennesker, der har størst behov. Vi hjælper et betydeligt antal økonomiske migranter, der slet ikke har brug for beskyttelse. Og blandt de ægte flygtninge hjælper vi de stærkeste og de rigeste. Det er amoralsk.«

Og så det dødbringende:

»Vi hjælper dem, der er i stand til at nå en europæisk grænse. Det er det princip, vores system er baseret på, hvilket betyder, at asylansøgere skal krydse Sahara og andre ørkener, og så skal de krydse Middelhavet.«

Omkostningerne ved den rejse er grufulde. Koopmans nævner, at 25.000 mennesker er døde alene i Middelhavet – alle har hørt om de flere hundrede migranter, der druknede i det græske øhav i juni; færre har måske bemærket, at fem yderligere – deriblandt fire børn – druknede i samme øhav i sidste uge. Og så er der et ukendt antal mennesker, der er døde i Sahara, måske et lige så højt antal.

»Altså 50.000 døde på ti år,« siger Koopmans.

»Det er forfærdelige tal, især hvis man sammenligner med antallet af mennesker, der er døde i borgerkrigen i Syrien. Hvis man ser på en syrer, som har befundet sig i en slem borgerkrig, er risikoen for at dø ved at blive i landet mindre end risikoen for at dø på vej til det europæiske asylsystem. Vi beder folk om at udsætte sig selv for en risiko, der er større end risikoen ved den krig, vi siger, vi ønsker at beskytte dem mod.«

Koopmans er ikke en mand, der er bange for at udstikke hårde domme. Han er som sociolog et særsyn blandt fagfæller, og han har talt om at føle sig udskammet. Han omtaler sig selv som universalist og progressiv, men har nok mødt mest imødekommenhed fra højrefløjskredse og, gætter man på, fra den mere indvandringskritiske del af det danske Socialdemokrati.

I 2017 skrev han bogen Assimilation oder Multikulturalismus?, hvor han advarede mod, at europæiske lande mødte indvandrere med særhensyn. I 2020 udkom Islams forfaldne hus – De religiøse årsager til ufrihed, stagnation og vold, som udsendtes i en dansk oversættelse. Her skrev han om det totalitære træk i islam, som forhindrede muslimer i at integrere sig i Europa, og som trak Mellemøsten ned i dyndet. Socialdemokratiets Rasmus Stoklund anbefalede den varmt i Altinget.

Med den nye bog lander Koopmans et sted, der politisk set er vanskeligt at placere. På den ene side mener han, at europæiske lande har en historisk forpligtelse til at yde humanitær hjælp til klodens mange flygtninge og tage vores rimelige andel. På den anden side vil hans forslag til, hvad EU bør stille op, nok virke stødende i vide kredse. Han omtaler eksempelvis både den australske flygtningemodel – asylansøgere placeret på en stillehavsø – og den danske Rwanda-model i favorable toner; igen noget, Socialdemokratiet vil forstå at varme sig ved, når nu de to øvrige regeringspartier og store dele af resten af EU har vist sig at have et noget mere lunkent forhold til ideen.

Den hollanske migrationsforsker og professor Ruud Koopmans mener, at vi i Europa bringer flygtninge i livsfare, når de skal krydse Middelhavet. Derfor synes han, at den danske regerings Rwanda-model er en bedre løsning på flygtningekrisen. Foto: Valeria Ferraro, Getty Images

Asylpolitikkens oprindelse

Men først et par ord om, hvorfor vi overhovedet har en asylpolitik. Hvorfor ikke bare skærme Europa inde og smide nøglen væk?

»Går man tilbage til den ​​europæiske asyl- og flygtningepolitiks oprindelse efter Anden Verdenskrig, var det hensigten at yde støtte til mennesker, der havde akut behov for beskyttelse på grund af politisk forfølgelse,« siger Ruud Koopmans siddende på sin forlæggers kontor midt i København. Den 62-årige er omhyggelig med at forklare sine synspunkter, og bogen er så spækket med tal og grafer, at læseren ikke udelukkende bør gå til værket for fornøjelsens skyld.

»Det historiske eksempel var jøderne, der forsøgte at flygte fra Nazityskland og blev stoppet ved de schweiziske og hollandske grænser. Her lød det, at da de allerede havde givet 20.000 jøder asyl, kunne de ikke tage imod flere. Vi ved selvfølgelig, hvad konsekvensen blev for de afviste jøder.«

EUs asylpolitik er oprettet for at forhindre den slags situationer, forklarer professoren. Men hvis man så ser på den faktiske praksis i det europæiske asylsystem, står det klart, at vi ikke hjælper mange af de mennesker, der virkelig er i akut nød: de politisk forfulgte, de sårede og de syge eksempelvis.

»Jeg tænker også på dem, der er flygtet fra krigen i Yemen, som vel er den værste humanitære katastrofe i verden i dag. Men disse mennesker er fanget i Yemen. Vi hjælper dem slet ikke. De kan ikke tage afsted, fordi de på den ene side har Saudi-Arabien, det land, der angriber Yemen, og på den anden side Det Røde Hav.«

Det amoralske ligger også i, hvem der så kommer til den europæiske grænse, fortsætter Koopmans. Her gælder princippet om survival of the fittest. Kun de stærkeste formår at drage hele vejen til de europæiske grænser og kræve asyl. Det er for det meste raske unge mænd fra velstillede familier, der har råd til menneskesmuglere, som kræver mellem fem og ti tusind euro for ulejligheden.

»Når de så er ankommet og har bedt om asyl, har vi omfattende asylprocedurer, hvor vi vurderer, om disse mennesker faktisk kan anerkendes som flygtninge. Men også de, der ikke anerkendes, kan blive i Europa. Vi er ikke i stand til at sende de afviste tilbage til deres oprindelseslande eller til transitlandene.«

– Nogle vil sige, at det er EUs strenge asylpolitik, der er amoralsk: at vi har gjort det så vanskeligt at få ophold i Europa, at flygtninge må sætte livet på spil for at komme hertil?

»Selv i en situation med helt åbne grænser ville vores system stadig kræve af folk, at de krydser Sahara og Middelhavet. Men hvis vi virkelig åbnede vores grænser, ville endnu flere søge mod Europa. Det ville betyde, at endnu flere ville dø i Sahara og i Middelhavet.«

Mener man, at EUs asylregler er for strikse, er det eneste humane alternativ, at vi afskaffer de europæiske regler om, at man skal have visum for at komme ombord på et fly, forklarer han.

»Jeg tror, ​​nogle politiske partier på den yderste venstrefløj er villige til at træffe det valg. De kalder sig selv socialister, men de vil ikke indrømme, at sker det, er det farvel til velfærdsstaten og goddag til massefattigdom.«

– Er det så ikke princippet om, at man kan søge asyl, hvis blot man når EUs grænser, der er forkert?

»Jo. Derfor var debatten i begyndelsen af Ukraine​​krigen om europæernes vilje til at tage imod de ukrainske flygtninge illustrativ. Mange hævdede, at der var tale om racisme; at vi kun tog så beredvilligt imod ukrainerne, fordi de er hvide og kristne. Men det er en fundamentalt anderledes moralsk situation. Ukrainere har ingen anden udvej end at flygte over grænserne til Østeuropa. Vi kan selvfølgelig ikke sige til de mennesker, at vi kun kan tage en vis kvote. Så ville vi gøre præcis det samme som Schweiz og Holland før Anden Verdenskrig.«

Rwanda-modellen er ikke bare en værdifuld vej at følge, men den eneste måde at løse problemet på.

RUUD KOOPMANS, MIGRATIONSFORSKER, PROFESSOR HUMBOLT UNIVERSITET, BERLIN

Men når det gælder andre dele af kloden – i lande, der ikke grænser op til EU – burde et andet princip gælde, mener Koopmans. Her skal princippet ikke være, at vi kun hjælper dem, der ankommer til den europæiske grænse. Vi skal hjælpe direkte enten i de lande, hvor der er krig og forfølgelse, eller i flygtningelejrene, som oftest ligger i nabolandene.

»Derfra kunne vi gennem UNHCR, FNs Flygtningeorganisation, sige, at vi som Europa eller som Danmark vil tage imod et vist antal yemenitiske flygtninge hvert år. Vi kunne gøre det samme med dem, der er flygtet fra regimet i Myanmar, og med syriske flygtninge. Men det skal foregå derfra; ikke fra Europas grænser.«

I sin bog opruller professoren de skæbnesvangre år, der ledte op til flygtningekrisen i 2015-2016. I de første år af den syriske borgerkrig så EU den anden vej, selvom syriske flygtninge strømmede i millionvis til Syriens nabolande Libanon, Jordan og Tyrkiet. Der skete kun noget, fordi menneskesmuglere i Tyrkiet i 2015, formentlig med præsident Erdogans stiltiende accept, sendte titusindvis af flygtninge med både fra den tyrkiske kyst til Grækenland. Den græske regering, der var vred over den måde, Tyskland havde behandlet landet på under eurokrisen, bistod med at sende strømmen videre nordpå.

Først da de stod ved den tyske grænse, følte kansler Angela Merkel sig kaldet til at omtale sig selv som en »flygtningekansler«, siger Koopmans.

»Vi kunne allerede fra begyndelsen af den syriske borgerkrig have sagt, at vi i EU var villige til at tage en høj kvote hvert år, gerne flere hundrede tusinde, for at mindske byrden i Syriens nabolande. Det gjorde vi ikke. I stedet ventede vi bare, indtil det princip, vores flygtningesystem er bygget på, trådte i kraft. Det betød, at vi grundlæggende finansierede smuglerindustrien. Vi gjorde det muligt for Erdogan at bruge flygtninge som en trusselsmekanisme.«

Rwanda-modellens fordel

Spørgsmålet er så, hvad vi burde gøre? Her præsenterer Koopmans det, han kalder en »realistisk utopi«. Eksempelvis den danske regerings Rwanda-model:

»Der er ingen juridisk eller moralsk hindring for at gøre det. Det er ikke bare en værdifuld vej at forfølge, men den eneste måde at løse problemet på,« siger han.

– Kritikken af ​​Rwanda-modellen er jo, at Rwanda er et ikkedemokratisk land med et tvivlsomt forhold til menneskerettighederne.

»Det er fuldstændig irrelevant. Stort set alle de lande, hvor de store flygtningelejre befinder sig, er ikkedemokratiske. Tyrkiet er et ikkedemokratisk land, det samme er Jordan og Bangladesh.«

Den humanitære forpligtelse i Genèvekonventionen handler om at beskytte mennesker mod forfølgelse og krig i deres oprindelseslande, forklarer han. Forpligtelsen handler ikke om at give dem adgang til demokratiske valg.

»At Rwanda ikke er et demokrati for rwandere, er derfor irrelevant for flygtningebeskyttelsen.«

Indførte man den model, ville konsekvensen blive den samme, som man så i Australien, da landet i 2001 fandt på den såkaldte Pacific Solution. Som Koopmans forklarer, blev asyllejrene i stillehavsøerne Papua Ny Guinea og Nauru hurtigt fyldt op, men allerede efter et par år var de næsten tomme. Det samme vil ske i Rwanda, forudser han.

Kan han ikke se det stærkt tvivlsomme signal i, at rige velfærdsstater sender asylansøgere til et land, hvor vi ikke har kontrol over, hvad flygtningene udsættes for?

»Selvfølgelig har flygtninge menneskerettigheder,« svarer han.

»Jeg kender ikke nøjagtig homoseksuelles rettigheder i Rwanda, men det er måske som mange andre lande i Afrika ikke det sted, hvor man vil sende homoseksuelle eller transkønnede flygtninge til. Af den grund mener jeg også, det er vigtigt ikke kun at have aftaler med ét land. Nogle lande er ikke egnet til specifikke flygtninge. Hvis man kun har ét land at sende asylansøgere til, er der også altid en risiko for at blive afpresset. Så er man afhængig af dette ene land.«

Men Koopmans vurderer, at Rwanda-modellen i dag er blevet politisk sortlistet i EU. Det er ikke danskernes skyld.

»De konservative regeringer i Storbritannien har taget ideen op, og som følge heraf er det no-go. Det er, som om det er et tabuord nu, men jeg tror, der er mange andre lande, som nok er mere egnede end Rwanda. Marokko, eksempelvis, og Tunesien. Man kunne også tænke på lande som Ghana og Senegal, nogle af de få fyrtårne i Afrika, når det kommer til demokrati og menneskerettigheder.«

Send dem til Tunesien

Lad os så forestille os, at denne realistiske utopi rent faktisk bliver indført og kommer til at fungere. Hvorfor skulle det få strømmen af illegale flygtninge over Middelhavet til at stoppe? Vil det ikke kræve et endnu mere hårdhændet grænseværn med Frontex-skibe, bevæbnede vagter, lyskastere og høje pigtrådshegn?

»Nej. Vi burde få en god aftale med Tunesien, hvor vi enes med landet om, at det tager folk tilbage, der ankommer til eksempelvis Lampedusa eller den italienske kyst. På den måde ved flygtninge, der vil krydse Middelhavet, at i det øjeblik, de når den italienske kyst, vil de snarest blive sat på en båd og bragt til Tunesien.«

Her kan de så få adgang til asylprocedurer, fortsætter han. Det er allerede muligt i dag.

»I sådan et system vil kun de færreste have lyst til at krydse Middelhavet. EU skal give Tunesien penge for at sikre, at disse mennesker derefter gives beskyttelse under humane forhold. Det er muligt, især hvis man tænker på, hvor mange ressourcer, hvor megen tid, og hvor meget bureaukrati vi lægger i behandlingen af ​​alle disse individuelle asylansøgninger og i alle disse forsøg på at udvise asylansøgere. De få udvisninger, der faktisk finder sted, er vanvittigt dyre. Vi sender fly til Afghanistan med ti personer ombord og 20 politifolk – det koster millioner. Det er latterligt.«

– Indvandringsdebatten i Danmark er faldet ganske betydeligt i niveau i de seneste år, fordi antallet af godkendte asylansøgere er så lavt. Er vi er for ugenerøse?

»Først og fremmest har Danmark taget sig af mere end 30.000 ukrainere, hvilket er et ret stort antal for et lille land. Da den danske regering fremlagde sin Rwanda-model, indeholdt planen et løfte om, at hvis antallet af flygtninge ville blive reduceret på den måde, eller de spontane asylansøgere ville blive reduceret, ville Danmark tage imod flere kvoteflygtninge.«

– Tror du, EU har viljen til at løse asylproblemet? Presset på de europæiske grænser vil jo kun stige?

»Det er allerede steget betragteligt. Vi har i øjeblikket det største antal flygtninge i Europa siden Anden Verdenskrig. Der forventes at komme en million asylansøgere til EUs grænser i år.«

– Ser du en fare for, at højrepopulistiske partier på grund af den vedvarende flygtningekrise vil blive så stærke, at de kan påvirke EU indefra?

»Det sker allerede. Jeg tror, at problemet på venstrefløjen og også for ngo'er og flygtningeorganisationer er, at de fortsætter med at kritisere det nuværende system og reelt taler om åbne grænser. Det vil intet flertal gå med til, tværtimod vil reaktionen dybest set føre til et Fort Europa. Her vil højrefløjsregeringer lukke grænserne gennem pushbacks, ja, det sker allerede der, hvor populistiske regeringer er ved magten. Det sker i Polen, det sker i Ungarn, ja, det sker i Grækenland. For mig, der føler mig forpligtet på humanitære principper, og som betragter mig selv som progressiv, er det uforståeligt, hvordan man kan acceptere en status quo, der er så dødbringende og så uretfærdig som det system, vi har. Alternativet er ikke en utopisk drøm, men konkrete og praktiske løsninger, der er bedre end dem, vi har.«

Ruud Koopmans: Det europæiske asyllotteri – En realistisk utopi, der kan løse krisen. 264 sider. Forlaget Pressto. Udkommer fredag den 8. september.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-36/samfund/graensen-er-naaet

KLAUS WIVEL (født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

 

KLWI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Mandag Mortensen. Presset mod den konservative partileder ligner en genopførelse af et gammelt drama.

Historien om et 

bebudet 

kongemord

Der er ikke stor trøst at hente for Søren Pape Poulsen, hvis han studerer den nyere konservative partihistorie. Når først formandskabet er bragt til debat, er det altid et varsel om talte dage og skrift på væggen.

Man husker måske Per Stig Møller stå uden for det konservative gruppeværelse og bedyre ro i partiet. Det var slut med fløjkampe og intriger, svor manden, der havde fået den utaknemmelige opgave at efterfølge Hans Engell, der bragte sit eget formandskab til ophør en sen nat på Helsingørmotorvejen.

Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren Pape Poulsen. Foto: Ida Marie Odgaard/Scanpix

Det bizarre dengang var, at man næsten kunne høre, hvordan knivene blev slebet inde bag døren. Per Stig Møllers dage var talte, og en fase med ødelæggende magtkampe var på vej, indtil partiet valgte Bendt Bendtsen som ny leder. En post, han bestred gennem det meste af 00ernes VKO-periode.

Bendtsens problem virker i dag næsten som en sød konservativ drøm. Hans brøde var nemlig, at han ikke formåede at hæve partiet over en konstant vælgertilslutning på ti procent. »Mr. Ten Percent« blev han internt kaldt, og dengang var det ikke positivt ment. Selvbilledet var stadig modelleret efter Schlüter-tidens storhed.

Derfor blev Bendtsen presset til at trække sig og lade sig afløse af Lene Espersen, der blev regnet for folkekær, hvilket imidlertid ingen efterfølgende meningsmålinger godtgjorde. Lettere blev det ikke for Espersen af, at hun pressede Per Stig Møller til at overlade Udenrigsministeriet til hende i håbet om, at den post kunne give folkelig medvind, som den havde gjort for flere forgængere.

Det skete imidlertid ikke for Espersen, der end ikke nåede at gå til valg som partileder, før hun måtte gå af. Kuppets anatomi mindede om noget, der er set før og siden. Meningsmålingerne var omkring det halve af Bendtsens, og der var murren i kroge og hjørner. Lokalforeningen i Helsingør sendte et brev til folketingsgruppen med opfordring til at udskifte partilederen. Brevet blev selvfølgelig lækket til pressen, og katten var ude af sækken.

Heller ikke efterfølgeren Lars Barfoed formåede at løfte partiet. Tværtimod blev det mere end halveret ved valget i 2011.

Tålmodigheden holdt til sommeren 2014, og igen begyndte det som et pres nedefra i partiet. Et medlem af hovedbestyrelsen rundsendte en analyse, hvor vedkommende konkluderede, at Barfoed ikke var den rette til at bringe partiet tilbage til en acceptabel størrelse.

Derefter fulgte en række hemmelige møder, hvor blandt andre Brian Mikkelsen forsøgte at overtale partiformanden til frivillig afgang.

Barfoed trak sig i august 2014 – angiveligt frivilligt, men reelt fordi han ikke var efterladt med andre muligheder.

Studerer man drejebogen for i hvert fald Lene Espersens og Lars Barfoeds afgang, er der en del, der burde forurolige Søren Pape Poulsen.

Det begynder med en rumlen indefra, et brev fra en lokalforening eller en analyse fra et hovedbestyrelsesmedlem, og derfra vokser det stille og roligt til et pres, der river lederen omkuld.

Denne gang er det en håndfuld tidligere partikoryfæer, der synkront har kritiseret både formand og linje. Partiledelsen anser det for orkestreret, kritikerne bedyrer, at der ikke er nogen fælles aktion.

Problemet for Pape Poulsen er, at han i en situation, hvor han stadig kæmper for at bringe samling på partiet efter en valgkamp og et folketingsvalg, der endte i katastrofe for partiet, nu skal til at diskutere sit eget formandskab i offentligheden. Den slags debatter er tegn på alt andet end intern styrke.

Ganske vist kunne Det Konservative Folkeparti forleden sende den politiske ordfører i byen for at meddele, at der i hovedbestyrelsen var fuld opbakning til formanden og linjen. Men alene det, at den slags har behov for at blive fortalt, vidner om et problem. Der var også fuld opbakning til Per Stig Møller, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Lars Barfoed, lige til der ikke var opbakning mere.

Det betyder dog ikke, at Søren Pape Poulsen er lige ved at vælte. Faktisk er det forventningen, at han uden problemer overlever landsrådet senere på måneden. Men holdbarheden på længere sigt afhænger af, om partiets målinger begynder at rette sig inden valget til Europa-Parlamentet i juni, hvor De Konservative som bekendt har nok at slås med i forvejen. Ser det omkring nytår ud til, at partiet mister den plads, der lige nu tilhører den uønskede Pernille Weiss, kan det meget vel blive den anledning, Papes kritikere har ventet på.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/historien-om-et-bebudet-kongemord

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Datoerne 28.-30. juli 2023 kan allerede nu hugges i sten. De markerer et helt afgørende skifte i dansk politik. Den »anstændige« position, der under muhammedkrisen ville beskytte folk og fæ, der hævdede sig krænkede, er flyttet væk fra venstrefløjen og ind på midten.

Lex Løkke

DEN BRATTE, NYE korankrise er som at gennemspille muhammedkrisen på speed.

Dengang gik der adskillige måneder, fra statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at mødes med de muslimske ambassadører i oktober 2005, til han skilte fårene fra bukkene og til sidst måtte bøje sig med en nervøs tv-undskyldning i februar 2006 i et forsøg på at stoppe handelsboykot og ambassadebrande. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har taget det langt længere skridt fra at stå fast på, at koranafbrændinger ikke er ulovlige, og til, at de skal kriminaliseres, henover weekenden 28.-30. juli.

De datoer kan allerede nu hugges i sten, for de markerer et afgørende skifte i dansk udenrigspolitik. Den konfrontation, som den daværende regering under mange omkostninger stod stejlt på, og som har tegnet dansk politik i de næsten 20 år siden da, er nu afløst af et diffust kald på international samling og samarbejde og andre vennesæle ord, mens Justitsministeriets topfolk går på overtid med den vanskelige opgave at kriminalisere koranafbrændinger på en måde, så ytringsfriheden kan se ud til at være uskadt. Hvad der har fået Løkke og SMV-regeringen til at tage dette skridt, hensvæver i det dunkle. Trusselsniveauet har været højt siden muhammedkrisen, og der har ikke, så vidt vi ved, i den aktuelle situation været trusler på niveau med 2006.

MÅSKE ER ANLEDNINGEN til Løkkes lynsnare udvikling, at OIC-landenes udenrigsministre mødtes mandag den 31. juli, hvor Løkke lancerede planen om indskrænkning af ytringsfriheden aftenen før. I december 2005 var det et OIC-møde, der planlagde boykotterne af Danmark, mens vi først senere blev klar over, at ambassadebrandene blev aftalt med terrororganisationer som Hamas og Hizbollah.

Illustration: Gitte Skov.

Løkke har begribeligvis frygtet, at det aktuelle OIC-møde ville få samme effekter som i 2005. Men hvor Fogh, trods forkølede undskyldninger, blev stående under konsekvensernes rasen, lagde Løkke sig straks helt ned og rullede rundt, som det hedder i Statsministeriets terminologi, inden der overhovedet var konsekvenser i syne. Han er nu i »dialog« med OIC, hedder det, og det er vist den særlige form for dialog, der mest foregår envejs.

Hvad der skal stå i den konkrete lovtekst, er helt tåget, og justitsminister Peter Hummelgaard har allerede gjort klart, at der kan gå måneder, inden et konkret forslag foreligger. De fremsatte meldinger er forskellige. Løkke har talt om et forbud mod afbrænding af hellige bøger, idet han ud over Koranen også nævner jødiske og hinduistiske skrifter.

Det er særdeles betænkeligt. Bøger er fligede genstande af papir – der er ingen bøger, der i sig selv er hellige, og selvom mange religioner hævder at være i besiddelse af et helligt skrift, anser de som regel ikke de andre religioners bøger for hellige. Så hvilke skrifter skulle Lex Løkke omfatte? Løkke har nævnt skrifter fra nogle af de store religioner. Men problemet er, at der er mange flere. Hvad med katekismer, hadither, og prædikensamlinger, hvad med Vedaerne, Mormons Bog; hvad med den Ældre Edda, hvad med guden Moons doktriner?

Relativt få personer kan beslutte sig for at være en religion og blive taget seriøst af religionsforskere: Den parodiske affære kaldet »Flying Spaghetti Monster« har nu seriøse tilhængere, ligesom Star Wars-religionen »jedism«. Skal det være forbudt at brænde filmplakater med Han Solo? Man kan jo godt få den mistanke, at »rigtige« religioner i praksis vil vise sig at begrænses til dem, der har frækhed eller magt til at fremsætte trusler imod Danmark. Det er tænkeligt, at man vil mobilisere begrebet om »anerkendte trossamfund«, der mest angår fritagelse for moms – men som i så fald vil få bredere anvendelse og give en håndfuld religiøse klubber en ny politisk magt til at tegne grænser for, hvad der må ytres.

Endnu mere ildevarslende er det, når udenrigsministeren går ud i mere vage generaliseringer som den om, at »forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner« som sådan skal forhindres. Det kan hurtigt blive mere omfattende end den blasfemiparagraf, man hævder, man ikke vil genindføre. I alle tilfælde vil Løkkes overvejelser indføre en særlig beskyttelse af religioner, der ikke gælder andre ideologier og foreninger.

Det er så meget mere problematisk, som religioner oftest selv forhåner og undertrykker religioner. Blandt de 57 OIC-lande, der nu skal afgøre grænserne for dansk ytringsfrihed, har ingen af de stærke spillere, Iran, Pakistan, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Egypten, reel frihed for anderledes troende, hverken for afvigende muslimer, kristne, jøder, ateister eller andre. Er det virkelig lande, hvis religionspolitik man skal lade sig belære af?

JUSTITSMINISTER PETER HUMMELGAARD har antydet en helt anden retning for den kommende lovgivning, der ikke går i religiøs, men derimod i politisk retning. Han taler om, at man ikke skal kunne lave »bevidste forhånelser af andre lande«. Jeg tilhører en generation, der har været vant til at være vidne til regelmæssige opløb foran den amerikanske ambassade.

Men sådan noget vil også blive omfattet af en Lex Hummelgaard, ligesom de iranske kvinder, der hiver slørene af foran den iranske ambassade, protester mod Ukrainekrigen foran Ruslands ambassade, palæstinensere foran Israels ambassade og meget andet.

Det er faktisk en klassiker i begrænsningerne af dansk ytringsfrihed gennem 500 år: Gesandter fra stærke lande er igen og igen gået til regeringen og har fået lukket kæften på kritiske danskere, lige fra 1500-tallet og til Tibetsagen. Et af Løkkes mere kringlede argumenter går i denne retning af international politik: at den ny koranlov skal gavne Ukraine i krigen mod Rusland. Logikken er vistnok, at Rusland, der er medlem af OIC, kan hindre støtte til Ukraine fra muslimske lande, som Løkke med loven vil vinde tilbage i den vestlige lejr. Det er i bedste fald en hypotese. Men igen kan man overveje, om en sådan lov mon vil gælde ved Norges, Namibias og Uruguays ambassader, eller om det i praksis vil blive begrænset til lande, der er klar til at fremsætte voldelige trusler mod Danmark?

BEGGE DE TO ideer kunne pege i retning af en eller anden form for særlov med de problemer, som noget sådant altid medfører. Derfor er det mere sandsynligt, at man vil udvide en eksisterende lovgivning. Racismeparagraffen 266b har været nævnt, og den har da også været udvidet med nye krænkelser et antal gange, ligesom retspraksis efter blasfemiparagraffens afskaffelse i 2017 har bragt 266b's anvendelsesområde i nærheden af, hvad der før blev betegnet som blasfemi.

Paragraffens struktur er at beskytte en række nærmere beskrevne grupper imod udsagn, der opleves som krænkende – uanset om disse udsagn er sande eller ej. Bestemte former for kritik af religion kunne så omdigtes til i virkeligheden at være krænkelse af de personer, der tror på den pågældende doktrin.

Det er måske den vej, svenskerne vil gå med deres parallelle paragraf om »Hets mot folkgrupp«. En anden vej vil være at kriminalisere afbrændingen af bestemte bøger som en krænkelse af den offentlige orden. Det kunne også angå demonstrationer med bål mere generelt, i hvilket fald man vil undgå at fælde religiøse domme. Så vil politiet kunne afvise demonstrationer med brændende genstande, ligesom man kan gøre det med henvisning til problemer med trafikken og lignende. I samme retning har tidligere operativ leder i PET Hans Jørgen Bonnichsen foreslået en udvidelse af hærværksparagraffen. En sådan løsning vil nok være den mindst problematiske, men vil måske ikke tilfredsstille høgene i OIC, fordi den ikke særbehandler religioner.

Men i alle tilfælde står man over for en klassiker i ytringsfrihedens historie, nemlig at menneskelig kreativitet ofte bliver skærpet af benspænd. Hvis koranbrand forbydes, så kan afbrænding af dukker af Muhammed blive næste skridt. For at forebygge det kunne man så generalisere til afbrænding af religiøse symboler – så kan de kreative hænge eller drukne dukken og så videre. Hvad må der mon stå på demonstrationernes bannere? Må der stå »Burn the Book«? Vil man foregribe en sådan udvikling, må den ny paragraf gøres endnu bredere. Vil man ikke, spiller man op til de kreative.

EN VIGTIG FORSKEL i forhold til muhammedkrisen er selve den omstridte ytring. Dengang angik det karikaturer og satiretegninger, en klassisk del af moderne offentlighed siden 1700-tallet. For mange var det ikke vanskeligt at beslutte at forsvare det.

Afbrænding af bøger er et helt andet symbol, som ytringsfrihedstilhængere ikke bør have det for let med. Alle husker nazisternes bogbål i Berlin i 1933 under Goebbels’ parole, at nu blev år 1789 slettet fra historien (altså Den Franske Revolution, rettigheder og demokrati), men går man længere tilbage, har bogbålene oftest været religiøse. Luther afbrændte en stor stak katolske skrifter i Wittenberg i 1517, og da den tyske nationalisme fødtes på Wartburg i 1817, fejrede man 300-året for Lutherbålet med en gevaldig bogbrand, nu røg også jødiske skrifter i ilden.

Længere tilbage blev jødeforfølgelser ofte kronet med et bål af jødiske helligskrifter. De kristne kejsere i Byzans brændte rutinemæssigt hedenske og afvigende kristne skrifter. Kaliffen Uthman brændte i sin tid konkurrerende versioner af Koranen, og de islamiske hære i Indien satte ild til de buddhistiske helligskrifter. Tyrkernes indtagelse af Konstantinopel 1453 involverede afbrænding af vældige dynger af hellige og profane bøger.

Bogbrænding er uløseligt associeret med totalitært og helligt vanvid og trangen til at udslette modstandernes synspunkter. Det betyder ikke, at aktiviteten kan kriminaliseres uden ganske seriøse omkostninger, men det betyder, at den symbolværdi, den har, er en ganske anden end Jyllands-Postens tegninger, der i sammenligning fremstår ikke bare harmløse, men oplyste.

MEN SELVOM SYMBOLET bogbrænding har en både dyster og frastødende historie, er det et interessant og lidt overset faktum, at de aktuelle bogbrændere kan lægge noget ret forskelligt i deres aktioner. Rasmus Paludan tilhører den ekstreme højrefløj og forestiller sig udvisning af muslimer fra Danmark; hans afbrændinger har således det dobbelte formål at skræmme både nuværende og kommende indvandrere væk og få protesterende muslimer til at fremstå rasende og ustyrlige. En international parallel kunne være den antiislamiske præst Terry Jones, der stod bag flere koranafbrændinger i Florida i årene omkring 2011.

Salwan Momika, der står bag adskillige af de svenske koranbrande, har en temmelig anderledes baggrund, han er irakisk flygtning, men har ikke fast ophold i Sverige. Han tilhører det kristne mindretal syriakerne i Irak, der blev nådesløst forfulgt under IS-staten, og har således selv erfaret nogle af de mulige effekter af Koranens mere voldsparate passager om, hvad der bør ske med de vantro. Der er måske ikke så meget at sige til, at han ikke bryder sig om den bog.

MAN HØRER NU det argument, at den kommende lovgivning på ingen måde vil forhindre religionskritik. Men det kan ofte virke, som om de, der taler for det, regner med, at religionskritik er en slags sirlig akademisk diskussion af religiøse dogmer på et seminar.

Men her må man fastholde, at en af de meget vigtige grunde til, at Vesten har kunnet rive sig løs fra en kristendom, der i perioder ikke var meget mindre totalitær end islam i dag, har været en religionskritik, der har gjort brug af både satire, skældsord og grovheder. Jeg har netop interesseret mig for en religionskritiker, der kom »indefra« – J.K. Dippel, der i 1700-tallet mente, at alle kirker skulle afskaffes, fordi ren tro lå i hjertet på den enkelte – og som fremførte disse synspunkter i grove og sjove pamfletter, der krævede fuld tros- og ytringsfrihed. Men denne fromme mands skrifter endte på bogbålene, samtidig med at han var med til at skubbe historien fremad mod de frihedsrettigheder, vi nyder i dag.

Der er ingen grund til at tro, at de islamiske ledere ikke kender dén historie, og når de stiller sig an som ynkelige »krænkede«, er det et taktisk kort, de spiller for at få oprettet en åndelig beskyttelseszone, hvor de kan undgå, at deres hårde religiøse institutioner skal undergå samme opdragelse til oplysning, som er blevet kristendommen til del. Og det er desværre svært at udelukke, at Løkkeloven kan brede sig fra de usmagelige bogbrændinger til en bredere palet af grove eller sjove, bøvede eller seriøse angreb på tro og overtro.

FLERE JURIDISKE EKSPERTER mener aktuelt at vide, at det ingen sag er at lave den planlagte indskrænkning uden nogen form for »glidebane«. Det argument er tvivlsomt. Der er to varianter af glidebane i udsigt. Den ene er den allerede nævnte, hvor loven kalder ny kreativ kritik frem, der kan nødvendiggøre, at loven bredes videre ud. Racismeparagraffen er allerede modificeret et antal gange, i alle tilfælde for at gøre den bredere, aldrig snævrere.

Men den alvorligere variant er, at de muslimske krav allerede nu er langt bredere end det, Udenrigsministeriet lægger op til. Er der grund til at tro, at den fjer i turbanen, den danske underkastelse er for OIC, vil få dem til at holde inde? Danske imamer er i fuld færd med at kræve mere. Muslimske lister med krav udgør næsten et detailfoto af, hvordan en glidebane kan tage sig ud. Svenske moskeer er netop blevet spurgt om deres holdning, og deres svar viser, hvordan de ser glidebanen:

– Forbuddet skal gælde for alle religiøse bøger og enhver hån mod religioner.

– Had og foragt for dem, der følger islam, bør betragtes som forbrydelser mod menneskeheden.

– Alle hellige symboler skal vises respekt. Ingen skal have lov til at røre religionen, og al hån skal forbydes.

– Det skal ikke kun være forbudt – det skal også straffes.

– Alt, der får folk til at føle sig dårligt tilpas, bør forbydes.

En forkølet muslimsk moddemonstrant i København afbrændte for nogle dage siden uden at vække nogen større opsigt tre ting: Dannebrog, Bibelen – plus regnbueflaget. Så opgør med tolerance af homoseksuelle er et ønsket næste punkt på glidebanen. Hizbollahs leder, Nasrallah, rasede i ugen i en tale imod koranafbrændinger og slog i samme åndedrag fast, at homoseksuelle skal dræbes, sådan som Koranen kræver det. Hans begejstrede tilhørere svarede med råbet: »Oh, Koran, vi er til din tjeneste!«

EN AFGØRENDE NY ting i det danske politiske billede er, at den »anstændige« position, der vil beskytte folk og fæ, der hævder sig krænkede, er flyttet et andet sted hen. Under muhammedkrisen lå dén position overvejende på venstrefløjen, der ofte kom til at tale med flere tunger.

Det har ændret sig afgørende. I ugen, der gik, så man både SFs formand, Pia Olsen Dyhr, og Enhedslistens Per Clausen gå frem med meget klare og umisforståelige forsvar for ytringsfriheden. De følte sig ikke kaldet til at forsvare Paludan, og hvorfor i alverden skulle de også det? Men de omfavnede frihedens principper på en befriende og klar og systematisk vis, der et øjeblik gav anledning til lettelse og optimisme.

Indtil man søndag aften opdagede, at Anstændigheden bare var flyttet ind på den politiske midte, Løkkes højtbesungne yndlingsopholdssted. Her kan den også læne sig op ad det besnærende, men principløse argument, der lyder: Hvorfor skal tre personer have lov til at bringe Danmark i international krise?

Den anstændige midte har et snævert parlamentarisk flertal, men er omgivet af modstand på begge sider. Ytringsfriheden forsvares nu af et overraskende fælles opråb fra syv partier i oppositionen på begge sider, hvor det hedder, at »voldsmandens veto ikke må gælde og ikke må sætte rammerne for dansk politik og dansk demokrati«.

Det henstår stadig, hvad regeringens eget bagland måtte mene. Der er allerede verserende rygter om gærende utilfredshed i både Venstres og Socialdemokratiets sagnomspundne baglande, som journalister rejser til, når de vil så lus i en politisk skindpels, mens Moderaterne vist ikke har meget mere bagland end Løkkes folketingsgruppe.

Det er også svært at forestille sig, at hver og én i Foghs gamle parti og i Mettes populistiske Socialdemokrati kan sluge kamelen. Det sidstnævnte fik jo magten ved at genopæde overløberne til DF med løfter om stram udlændingepolitik og nygejlet had til eliten – vil disse ustabile svingvælgere nu svinge tilbage til Støjberg eller endnu længere?

En ting er sikkert. Det er svært at se, hvordan regeringens kovending kan undvige reglen: Bøjer man sig for trusler, får man i hvert fald én ting – flere trusler.

FREDERIK STJERNFELT

Kilde https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/lex-loekke

 

Forsvar. Jakob Ellemann-Jensen vendte tirsdag tilbage som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. Det bliver ikke let.

Fra asken i ilden

Det er ikke en fair sammenligning. Men man kunne ikke undgå at høre ekkoet af den fallerede byggematador Kurt Thorsen synge: »Her har I mig tilbage,« da Jakob Ellemann-Jensen tirsdag efter et halvt års sygefravær vendte tilbage til Christiansborg og de magtfulde poster som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. DR og TV 2 News sendte tirsdag aften samtidig hver sit interview optaget i Folketinget om eftermiddagen. Både spørgsmål og svar lød ganske ens på de to kanaler, selvom Ellemann på DR sad i hvid skjorte og på TV 2 News havde jakke på.
Havde man frygtet at kunne læse bekymringer og sygdom i Jakob Ellemann-Jensens ansigt, kunne seerne ånde lettede op. Den tidligere kampvognsdelingsfører, kaptajn og FN-soldat virkede glad og energifyldt, og han gjorde meget ud af at fortælle, at han atter havde lysten til politik i stedet for alene at køre videre på en motor med brændstof af pligt.

I februar gik det galt, og Jakob Ellemann-Jensen kørte i grøften, som han selv forklarede det. Tynget af et enormt arbejdspres, hans far, Uffe Ellemann-Jensens, død, valgkamp og regeringsdannelse uden en eneste chance for at puste ud og trække vejret. Indledningsvis troede Ellemann, at han bare skulle være væk i et par uger. Men de første tre gik det kun ned ad bakke, og på et tidspunkt troede han ikke, at han nogensinde ville kunne klare et helt almindeligt job igen.

Således fik seerne et indblik i, hvad det vil sige at have stress, og Jakob Ellemann-Jensen kan vide sig sikker på, at han har både befolkningens og kollegernes sympati og respekt for sin åbenhed omkring sin sygdomsoplevelse. Men lykken er lunefuld, og allerede onsdag bankede den politiske virkelighed for alvor på.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Krisestyring

Jakob Ellemann-Jensen træder direkte ind i ren krisestyring, som vækker minder om muhammedkrisen efter voksende pres fra muslimske lande over koranafbrændinger i Danmark og Sverige. Regeringen har brug for vicestatsministeren – både i håndteringen af krisen og til at hjælpe på de elendige meningsmålinger. Samme forventninger har medlemmerne af Venstre, og i baglandet ytrer man glæde over at have kaptajnen tilbage på broen uden at nævne de massive forventninger og meget store bekymringer for, om han kan stå distancen, når arbejdspresset, opgaverne og udfordringerne alene er vokset siden februar.

I Forsvarsministeriet ligger den første møgsag klar på ministerens bord i form af en redegørelse fra Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Den handler om indkøbet af artillerisystemerne Atmos og Puls i januar til den nette sum af 1,74 milliarder kroner. Beslutningen om hasteindkøbet blev foretaget under massivt tidspres. Folketingets Finansudvalg fik få timer til at godkende handlen, fordi fristen ifølge det vedhæftede aktstykke udløb med udgangen af januar.

Men efter Jakob Ellemann-Jensens sygemelding afdækkede mediet Altinget, at tilbuddet fra den israelske producent Elbit først udløb 30. juni. Det fik Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, til at sige, at det så ud, som om orienteringen fremstod »vildledende« over for Folketinget. Oppositionen talte om at føle sig »misinformeret« og om, at forsvarsministeren havde brugt »falske argumenter«. Troels Lund Poulsen holdt som fungerende forsvarsminister sagen ud i strakt arm. Han slog fast, at han hed »Troels Lund« og ikke Jakob Ellemann, og at han havde bedt systemet om en redegørelse.

I interviewene tirsdag blev Jakob Ellemann-Jensen spurgt til, om han havde vildledt Folketinget? Til det var svaret »nej«.

»Jeg har viderebragt de ting, som jeg har fået at vide fra mit ministerium og fra Forsvarets materielindkøb. De ting har jeg givet videre til Folketinget. Jeg har ikke pyntet på dem, jeg har ikke ændret på dem, jeg har ikke haft interesse i at justere på dem,« sagde forsvarsministeren til TV 2.

Han gjorde det samtidig klart, at han ikke havde læst redegørelsen endnu, men at Folketinget ville få svar på de mange meget forståelige spørgsmål, og at offentligheden også ville få indsigt i redegørelsen.

Siden krigsudbruddet

Nu tyder meget på, at der skal træffes beslutninger i et helt andet tempo, end dansk politik har været i stand til, efter Ruslands militære offensiv mod Ukraine for halvandet år siden. Krigen har vendt op og ned på dansk politik, hvor forsvar pludselig er blevet det vigtigste politiske emne. I juni landede vikaren Troels Lund Poulsen et historisk forsvarsforlig med ti aftalepartier, som over de næste ti år vil tilføre dansk forsvar yderligere 143 milliarder kroner. Det lyder af et svimlende beløb, som må få alle soldater til at klappe i hænderne, men virkeligheden er en ganske anden.

Dansk forsvar betegnes af mange som i overhængende fare for at bryde sammen. Medarbejderflugten fra Forsvaret fortsætter i alarmerende grad, og der klages over, at mens systemet bliver mere og mere presset, har politikerne pålagt Forsvaret flere opgaver. Det gælder eksempelvis øget beredskab og uddannelse af ukrainske soldater og jagerpiloter. Det hele foregår, mens forsvarsledelsen fortsætter med at nikke og sige javel, selvom systemet er ved at bukke under.

For halvandet år siden – 2. marts 2022 – krævede Jakob Ellemann-Jensen som leder af oppositionen sammen med partilederne i blå blok i et åbent brev til statsministeren, at dansk forsvar skulle have flere penge »her og nu«.

»Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene. Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig så hurtigt som muligt.«

Siden er der ikke sket meget, ud over at opgaverne er vokset og slitagen af både personel, materiel og udstyr er taget til. I Hæren mangler hver fjerde konstabel, og blandt officererne er afgangen oppe på 13 procent og stigende. Derudover mangler der våben, ammunition, køretøjer, reservedele, materiel, udstyr, tidssvarende it. Oven i det hele kommer de mange kaserner og tjenestesteder med skimmelsvamp og huller i gymnastiksalenes gulve.

Jagten på de to procent

Ukrainekrigen har fået vores nabolande til at hasteinvestere i forsvar, og i både Sverige, Norge og Tyskland når forsvarsudgifterne i 2026 op på de lovede to procent af BNP, som er NATO-målet fra 2014. Men i Danmark slår forsvarschefen korsets tegn og siger, at det slet ikke lader sig gøre så hurtigt. Derfor indeholder forsvarsforliget fra juni alene den økonomiske ramme, og så er det op til Jakob Ellemann-Jensen at lande den første delaftale om et mere præcist indhold i løbet af efteråret. Stærkt går det ikke.

»Her skal gives mandat til at igangsætte analyser, der skal styrke beslutningsgrundlaget til senere politisk stillingtagen,« står der i forliget.

Der skal til den tid også nedsættes et »ekspertudvalg, som skal komme med anbefalinger til en veldrevet og effektiv organisation«, og på de følgende sider i forligsteksten kan man læse lange passager om styrkelse af den danske forsvarsindustri, offentligt-private partnerskaber, sikring af danske arbejdspladser og om prioritet til forsknings- og folkeoplysningsinstitutioner. Og så skal Danmark engagere sig i EU og forfølge danske interesser, når det blandt andet kommer til indsatsen på klimaområdet.

Men der står ikke ét ord om at styrke Forsvarets kampkraft, som nu engang må være et nationalt forsvars kernekompetence. Der står heller ikke noget om, at Danmark i langt højere grad skal kunne leve op til Atlantpagtens artikel 3 om at forsvare sit eget territorium. I det hele taget fylder det militære indhold forbløffende lidt i det dokument, som skulle lægge planen for fremtidens forsvar. Jakob Ellemann-Jensen kommer ikke til at kede sig i den kommende tid.

Peter Ernstved Rasmussen er redaktør på forsvarsmediet OLFI og vært på programmet Frontlinjen på Radio4.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/fra-asken-i-ilden