Mikael Jalving

OVERMENNESKER KOMMER MARCHERENDE..

Krænkelsesindustrien har aldrig været større og stærkere end nu.

»Jeg synes ikke engang, det er sjovt,« skrev den folkekære børnebogsforfatter Jakob Martin Strid på Facebook efter Morten Østergaards exit. »Jeg synes simpelthen, at det er sygt. Og uhyggeligt. En hånd på et lår for 11 år siden – som der er givet undskyldning for (…). Det er, som om synderen ikke længere er et menneske.«

 

Sygt, ja. Uhyggeligt, ja.

 

Men måske er det ikke så overraskende, at sagen eksploderer i netop Radikale Venstre, det fineste fine abstrakte, principielle luftskib i dansk politik. Strid er på sporet, men uden at vide hvorfor:

 

De Radikale består nemlig ikke blot af mennesker som du og jeg, men af overmennesker, renere end vand, sne og kokain; skabninger for hvem en fremmed altid er en ven, du ikke har mødt, og en hånd på låret er en hånd på låret uanset kontekst, bagatelgrænse, undskyldning, tilgivelse og forældelsesfrist.

 

Hos De Radikale bliver kampen mod sexchikane taget 100 pct. bogstaveligt. Er der kropskontakt, er der kropskontakt, reglerne er ligesom i basket, i hvert fald hvis det kommer frem i pressen.

 

Så falder mors hammer. Idealet er, så vidt jeg kan se, det friktions- og fejlfri møde mellem kvinder og mænd i lykkelig adskillelse: kvinden øverst, manden nederst. Vi har talt og talt om det mandlige blik i kunst, kultur og politik, hvor manden er normen og kvinden den Anden.

 

I virkeligheden forholder det sig omvendt, hvis man er radikal. Så ser man verden med kvindens blik. Så snart en hvid mand nærmer sig, skifter det moralske trafiklys fra grønt til gult. Er der berøring, bliver det rødt. Kan der fremskaffes en samtykkeerklæring, skifter trafiklyset tilbage til grønt. Hvor svært kan det være at forstå?

 

Nu er det så Sofie Carsten Nielsen, der bestemmer. Hun er renere end alle mænd i partiet, i særdeleshed renere end forgængeren Martin Østergaard, renere end konkurrenten Martin Lidegaard, der i et interview til partiavisen Politiken måtte indrømme, at han for nogle år siden var kommet for tæt på en kvinde på dansegulvet og derfor ikke er formandsegnet.

 

Herre jemini.

 

Det er ikke spøgelser, der vælter ud af de radikale skabe, det er bagateller, der afgør, hvem der bestemmer i det parti, som desværre er nøglen til de 90 afgørende mandater i dansk politik. Nej, det er ikke sjovt, det er tragikomisk. Det radikale blik skal angivelig forhindre sexchikane. I stedet medfører det en uhørt seksualisering af det sociale liv.

Derfor er det også noget amerikansk vås at hævde, at Morten Østergaard svigtede offentligheden ved ikke at berette, at han engang lagde sin ulækre hånd på et lår, der ikke tilhørte ham selv.

 

Den slags bagateller er vi andre ikkeradikale helst fri for at høre om, for som sognepræst Katrine Winkel Holm har været nødt til at minde både mænd og kvinder om, er offentligheden ikke en skriftestol, men en offentlighed. Med den præcise fortsættelse: »Vi nærmer os de amerikanske tilstande, vi altid har set ned på.«

 

I kender baggrunden, men lad mig rekapitulere. Krænkelsesindustrien, der blev født i små lukkede rabiate akademikermiljøer i USA og Canada, importeret til Europa af postmoderne disciple, især fra Frankrig, og snart udnyttet af herboende muslimer, som mente at være ofre for snart det ene, snart det andet, og som slet ikke kunne holde ud at bo i Danmark, er muteret til en generel virus i medier og tidsånd.

 

Er man ikke krænket, er man ingenting.

 

Er man ikke et offer, kan man godt glemme alt det der med at gøre en forskel. Vil du frem i verden, så se at blive krænket. Krænkelsesindustrien har aldrig været større og stærkere end nu.

 

Det er denne virus, der har lagt landets pureste parti ned, bedst som partitoppen syntes at bestå af lutter overmennesker, og det står alt sammen i grel kontrast til det parti, der var engang.

 

Man kan sige meget om forgængere som Erik Scavenius og hans såkaldte neutralitetspolitik, om typer som Baunsgaard, Helveg Petersen og Jelved, men der var noget kedeligt og indimellem sagligt over deres politik. De pustede sig sjældent op, sprang ikke rundt som lopper i tang, de var ikke ideologiske fantaster som de ubesmittede babyansigter, vi nu ser føre sig frem med blanke øjne og renskurede fordringer.

 

Deres forgængere var langt hen ad vejen husmænd, der boede langt fra hovedstadens dyreste kvadratmeter og dertilhørende selvvigtighed. Husmandsånden føles som meget længe siden. MeToo har for alvor gjort Radikale Venstre radikalt, og partiet er – for nu at sige det, som det er – uegnet for voksne.

 

Kommentar:

 

Man behøver ikke at have læst Freud for at få den idé at seksualiteten spiller en helt særlig rolle i menneskelivet.

Er det derfor, den seksuelle krænkelsesdebat kan få lov at rulle, tilsyneladende uden stopklodser?
F.eks. sagde Samira Nawa i et interview, at De Radikale ikke ville have accepteret Kofod som minister, hvis de var en del af regeringen.

Hvorfor spurgte journalisten, eller andre journalister, hende ikke, hvilke overvejelser hun havde haft om at stille et mistillidsvotum til Kofod i Folketinget? (Det kan nås endnu)
Hun er uddannet jurist, og muligheden for at vores parlament på den måde kan afsætte en uacceptabel minister gives i en paragraf i den grundlov, hun har skrevet under på at ville overholde for at blive folketingsmedlem, så hun kan ikke være uvidende om den mulighed.

Dermed ville hun skulle redegøre for sine begrundelser for at fravælge muligheden, som de andre Radikale jo i øvrigt også kunne have gjort brug af. Hvis hun har fravalgt muligheden, fordi hun ikke mente, et mistillidsvotum ville få flertal, må hun kunne sige, hvorfor hun dog ikke tror det?

Der har jo været flere, der har ment, Kofod skadede Danmarks anseelse, og han derfor faktisk ikke burde være minister.

Der kunne jo også f.eks. være en mellemøstlig statsleder, der afviste besøg af den danske udenrigsminister af frygt for at han ikke kunne holde nallerne fra hans 15-årige yndlingshustru ved den officielle middag.

 

Et overlevet mistillidsvotum ville være til fordel for Kofod - og i øvrigt give mulighed for en debat, hvor der blev sat ord på gradbøjninger af seksuelle krænkelser og magtmisbrug til at tiltuske sig seksuelle oplevelser, som man ikke ville få, hvis man ikke var i en magtposition.

 

Hvis man ser på udfaldet af affæren, må man spørge, i hvilket omfang dette handler om krænkelser, og i hvilket det handler, at kvinder for alvor er kommet ind i politik, og hvad vi ser, er anvendelsen af en indlysende mulighed for at manipulere sig til toppen for netop kvindelige politikere.

Siden den seksuelle revoloution er der blevet prædiket, nærmest i hjernevaskende grad, at mænd og kvinder grundlæggende er helt ens hvad angår deres seksualitet, alle forskelle skyldes kultur, fordomme, kort sagt social konstruktion.

Det er længe siden, nogen er kommet igennem med at pege på, at når vi har en seksualitet, skyldes det at Naturen har opfundet den kønnede formering, og find en biolog, der vil påstå, at mennesket adskiller sig radikalt fra dyrene. Fordi vi er mennesker, har vi kompliceret vores seksuelle adfærd og omgangsformer i uhyrlig grad, som forvirrer billedet for den enkelte, men tilbage står en grundlæggende strukturel forskel, som bl.a. giver sig udslag i, at det ikke er et statistisk tilfælde, at flere mænd gramser på damelår end omvendt.

Jeg tror seriøst, at man ikke finder nogen lig i lasten af den art hos hverken Sofie Carsten Nielsen, Samira Nawa, eller andre kvindelige politikere. Selv ikke magtfulde kvindelige politikere som Margaret Thatcher, Indira Gandhi eller Angela Merkel tror jeg selv i deres vildeste fuldskab har misbrugt deres magt til at begå seksuelle overgreb på mænd lavere i hierarkiet.

Dermed ligger metoo-redskabet som et potentielt altid særdeles effektivt politisk redskab uden boomerang-risiko for en ambitiøs kvindelig politiker, og ud fra en feministisk vinkel kan man håbe, at politiske kommentatorer ikke bare sluger historierne råt og på den måde bidrager til forskelsbehandling, og til at kvindelige politikere på længere sigt får et rigtigt dårligt ry, fordi man ikke vover at vurdere dem på deres dygtighed og andre relevante kvaliteter.

En hånd på et lår er en grænseoverskidenede adfærd, ikke en flirt.

Men bemærk, hvor få konkrete forslag de radikale kvinder har til at hjælpe os alle sammen til en bedre kultur ved at fortælle mændene om, hvordan kvinder oplever den slags, og kvinderne om, hvor de henvender sig, hvis de føler sig krænkede.

 

Så det giver muligheden for at tredjepersoner kan belyse sagen.

 

De Radigale har altid fremstået som de "reneste", bedrevidende og belærende om eks. lyksalighederne ved det multietniske samfund- selvom det er rent bedrag !

- Ydermere er partiet gået forrest i krænkelses-bekæmpelse - men nu med en leder der ikke kan holde fingre og hænder fra det modsatte køn !

- Uhæderligt, utroværdigt, amoralsk m.m.

- Et håb om at vælgerne markant straffer disse "hellige" ved næste valg !

 

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12476368/overmennesker-kommer-marcherende/