søndag den 18. april 2021

 

Mikael Jalving

NU FORSTÅR JEG OMSIDER, HVORFOR VENSTREFLØJEN ER SÅ IVRIG EFTER MERE INDVANDRING..



Tak til den store tyske menneskekender Arthur Schopenhauer, der allerede for 200 år siden slog fast, at viljen er umættelig og ideologisk.

Jeg regnede selvfølgelig ikke med at få svar, da jeg i en blog spurgte, hvad venstrefløjen vil gøre for at beskytte danske lærere, der underviser i religion og ytringsfrihed mod protester fra opbragte muslimer.

 

Anledningen var, at en universitetslektor på Københavns Universitet havde delt sine oplevelser i Politiken og understreget, at den akademiske frihed er under stigende pres, især for ikke at vise Muhammed-tegninger.

 

Jeg tænkte, at det var oplagt at sende depechen videre til venstrefløjen. Men venstrefløjen er altid tavs, når det handler om islam, og som jeg har konstateret igen og igen, virker det til, at røde, grønne, radikale og enhedslistefolk for længst har bestemt sig for, at islam skal beskyttes uanset hvad, hvor og hvordan.

 

Alligevel er det først nu, at jeg forstår hvorfor. Det er egentlig ret simpelt, jeg burde have tænkt på det noget før. Forklaringen er den enkle, at venstrefløjen har konstrueret en ideologi ud af indvandringen fra muslimske lande og det voksende antal efterkommere i Danmark.

 

Derfor kan det hverken komme på tale at diskutere de sociale eller økonomiske omkostninger forbundet hermed. Ej heller volden og voldtægterne. Indvandring er godt, stop, og derfor skal der helst ikke være grænser eller bremseklodser. For vi lever vel i en fri verden.

 

Immigrationen er først og fremmest en viljesakt, venstrefløjen vil den, og denne vilje producerer en ideologi med et utopisk mål hinsides kulturel og demografisk bekymring: fri bevægelighed i det globale, det multikulturelle samfund i det lokale. Hvordan tingene skal hænge sammen, melder historien intet om. Heller ikke, hvor pengene til det sidste skal komme fra.

”Immigrationen er først og fremmest en viljesakt, venstrefløjen vil den, og denne vilje producerer en ideologi med et utopisk mål hinsides kulturel og demografisk bekymring: fri bevægelighed i det globale, det multikulturelle samfund i det lokale. Hvordan tingene skal hænge sammen, melder historien intet om.”

Den store tyske filosof, menneskekender og polemiker Arthur Schopenhauer, der allerede for 200 år siden definerede verden som vilje og forestilling, ville næppe have været overrasket.

 

Mennesket, dette begærlige, forfængelige og selviske væsen, kan slet ikke lade være med at ville. Vi er så at sige født til det via krop og biologi, og vores vilje går forud for fornuften, forud for erkendelsen – og trænger hele tiden intellektet i baggrunden. Det er viljen, der skaber vores forestillinger, sådan som viljen også skaber ideologier. Fremtrædelsen er viljens spejl.

 

Koblingen mellem vilje og ideologi bunder med andre ord i egoismen.

 

Uanset om den er rød, hvid eller sort, udspringer den ideologiske impuls af viljen til at sætte sin egen dagsorden igennem ved hjælp af slør, forstillelse og romantik – eller ved hjælp af politisk rationalisme uden hensyn til kultur, tradition og praksis.

 

Netop dette er et fællestræk ved ideologer; det er deres adelsmærke. De kan digte virkeligheden væk og tale Jorden helt op til stjernerne. Og de kan overbevise alle andre om, at der slet ikke er noget alternativ til deres tiårsplaner og tusindårsriger.

 

Andre faktorer spiller ind, men det er grundlæggende derfor, at de røde på linje med mange liberale i dag fortsat vil have mere indvandring, mere humanisme, mere idealisme, mere universalisme, mere udsyn, mere verden, mere åbenhed, mere asyl, flere rettigheder, familiesammenføringer og statsborgerskaber.

 

For deres egen skyld. Viljen er umættelig og ideologisk og kan aldrig tilfredsstilles. Den er almægtig, mente Schopenhauer, som tilføjede, at historien gentager sig i det uendelige, den er gennemført cyklisk. Jeg ved ikke, om han har ret, men i løbet af den seneste generation har det tydeligvis været den progressive vilje, som har dikteret det politisk korrekte syn på migration.

 

I dag står den toneangivende vilje heldigvis ikke uantastet, men udfordres af mere konservative stemmer og nationale sentimenter i Europa. Udfordrernes problem er blot, at deres skepsis og kritik har svært ved at konkurrere med en ideologi.

 

De konservative og nationale er defensive og vil forsvare folkeslag, fædrelande og modersmål. Men de har ingen ideologiske planer for morgendagen: De har ingen unioner, direktiver og forordninger. Alligevel præsenteres de igen og igen som ondsindede og farlige ideologer.

 

De er ”nationalkonservative”, ”værdikonservative”, ”illiberale” osv. Jeg vil gå med til at kalde dem reaktionære. Men det reaktionære er ikke en ideologi.

 

Det er et forsøg på at forsvare sig mod en.

 

https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mikaeljalving/ECE12904111/nu-forstaar-jeg-omsider-hvorfor-venstrefloejen-er-saa-ivrig-efter-mere-indvandring/?fbclid=IwAR3jHcdqS-w66MnAbKt8a_LX3Zk5jaxa5zWXfXLpARU-crL1w4wleW8fHkU

Kommentarer:

Set i et lidt større historisk perspektiv var det ikke socialisterne som advokerede for mere muslimsk indvandring og multikultur, det var faktisk tilhængerne af den liberalistiske ideologi som først advokerede for mere muslimsk indvandring. Grunden hertil var den vrangforestilling, at man kunne tjene penge på importeret muslimsk arbejdskraft. Det ville rette op på den demografiske tilbagegang i en aldrende europæisk befolkning og skaffe et større arbejdsudbud og dermed større profitter til erhvervslivet.

Beslutningen om masseimport af muslimsk arbejdskraft blev truffet i EF i slutningen af 1
973. Tidligere på året havde Folketinget og en socialdemokratisk regering med stort flertal erklæret, at Danmark ikke er et indvandrerland.

Socialisterne kom først på banen 10 år senere hvor de i 1983, mod den borgerlige regerings vilje, fik gennemført verdens mest liberale udlændingelov. Det skete blandt andet efter pres fra EF.

Jalving har ret i at modstanden mod muslimsk masseindvandring og multikultur primært kom fra nationalkonservative. Herhjemme med justitsminister Erik Ninn-Hansen i spidsen. Han måtte dog træde varsomt for ikke at blive slået i hartkorn med racisterne i Fremskridtspartiet.

I takt med at både de økonomiske og kulturelle omkostninger ved hvad socialisterne kaldte en "kulturberigelse" på alle fronter var en underskudsforretning blev også lberalisterne mere forbeholdne. Derfor kunne Dansk Folkeparti efter systemskiftet i 2001 presse de borgerlige regeringer til en mere restriktiv udlændingepolitik. Socialdemokratiet havde under Nyrop svigtet sin vælgerbase der som de første oplevede alle de negative konsekvenser af "kulturberigelsen" på egen krop. I DF fandt de en stemme som talte deres sag på grundlag af en nationalkonservativ ideologi og tilslutning til velfærdsstaten. Ved valget i 2019 erobrede Mette Frederiksen de tabte arbejderstemmer tilbage fra DF ved at overtage dets stamme udlændingepolitik og siden er de borgerlige partier efterladt rådville, splittede og fortvivlede tilbage.

Der er ikke tale om at Socialdemokratiet har skiftet ideologi, partiet er blot vendt tilbage til den pragmatiske og nationale politik som har præget partiet indtil 1983.

Fortalerne for mere indvandring og mere islam er i dag begrænset til Det Radikale Venstre, i nogen grad SF og Enhedslisten.

Politisk og ideologisk set er vi på mange måder tilbage til den tilstand som herskede da både de borgerlige og S var indstillet på en stramning af udlændingelovgivningen. Det var i tiden mellem 1973 og 1983.

Men til forskel fra dengang står vi nu med udfordringen fra den muslimske masseindvandrings samfundsmæssige konsekvenser hvis løsning kræver at utraditionelle og radikale metoder tages i anvendelse. En effektiv løsning kan kræve udtræden af EU og forskellige internationale traktater. Så langt er ingen af de regeringsbærende partier parate til at gå endnu, men tiden kan komme hvis problemerne fortsætter med at vokse.

Det var et bredt flertal i folketinget, og dermed også hele venstrefløjen, som skabte den forbandede indvandrerlov af 1983, dengang eftersigende verdens mest "åbne" indvandrerlov, som er roden til alle vores problemer i dag.

Bærer de borgerlige en del af skylden for katastrofen? Naturligvis, der har været mange borgerlige regeringer siden da, og ingen af dem har handlet effektivt imod denne her tiltagende, altoverskyggende katastrofe.

Men det er og bliver venstrefløjen, der er den absolutte spydspids i at fortsætte og forstærke katastrofen, med sin bizarre afvisning af alle fa
cts, alle undersøgelser, al statistik, al historisk viden om de enorme skadevirkninger ved den ikke-vestlige indvandring, ved at gentage det infame omkvæd om "racisme, racisme, racisme" om alle, der taler venstrefløjens ideologi imod.

Men der er dog lys i mørket. Socialdemokratiet har på papiret overtaget DF's holdning til den ikke-vestlige indvandring, omend Socialdemokratiet naturligvis ikke kan realisere noget som helst produktivt, grundet sit parlamentariske grundlag.
Spørgsmålet er også, om S kan holde fast i sit nybrud, for der er voksende internationalt pres (fra Tyskland) på S og før eller siden, vil S også skulle tage et opgør af episke proportioner med resten af venstrefløjen, om det her emne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar