Leder. Det var det eneste ansvarlige at beskytte Claus Hjort Frederiksen mod regeringens beskæmmende overfald. Nu er der forhåbentlig sat et punktum i sagen. Det er der absolut ikke i den anklage, man kan rejse mod regeringen.

DE EGENTLIG SKYLDIGE I SAGEN MOD HJORT..

DET er ikke til at vide, hvordan tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen præcis ville lyde. Den bliver nu i skuffen hos Rigsadvokaten. Sagen mod den tidligere forsvarsminister er blevet stoppet af Folketinget, og det er dog et lyspunkt i en helt igennem forfærdelig historie.

Rigsadvokaten havde anbefalet, at Hjort skulle tiltales, og justitsminister Tesfaye havde med sin sædvanlige alvorstunge stemmeføring erklæret, at regeringen ville følge indstillingen.

Nu har et lille flertal afvist at ophæve hans immunitet. Folkestyret virker, fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti sagde de stop, og det er en stor lettelse. Samtidig kan vi konstatere, at man faktisk kan formulere et meget alvorligt anklageskrift. Ikke mod Claus Hjort, men mod regeringen.

ER det regeringen, der burde sidde på anklagebænken, må man tage udgangspunkt i den sigtelse, der allerede var blevet rejst mod Hjort. Den lyder, at han har brudt paragraf 109 i straffeloven ved at videregive statshemmeligheder.

Hvilke hemmeligheder?

Ja, det er hemmeligt, for selve sigtelsen har hele tiden været mørklagt. Det er netop dét, der har fået et flertal i Folketinget til at afvise sagen:

Vi kan ikke stemme i blinde, har det lydt. Det er i princippet rigtigt – men det er alligevel ét blandt mange skøre elementer i denne sag:

Alle føler sig jo sikre på, at det påståede landsforræderi drejer sig om Hjorts udtalelser om Danmarks efterretningssamarbejde med USA. Det var kernen, da forsvarsministeren hjemsendte hele FEs ledelse i 2020 og kastede tjenesten ud i dyb krise.

Baggrunden var en kritik af FEs håndtering af netop samarbejdet med USA – en kritik, som viste sig at være grundløs. Og det var dette destruktive kaos, der fik Claus Hjort Frederiksen til at reagere.

ANKLAGERNE mod Hjort har været, at han har bekræftet dette efterretningssamarbejdes eksistens.

Hvordan?

Har han afleveret klassificerede dokumenter til den russiske ambassade, så russerne kan imødegå aflytningen?

Har han informeret Kina om kablernes placering og beskaffenhed?

Nej, det forestiller ikke en mors sjæl sig. Hjort har i frustration beskrevet, hvad der dog er foregået, og har dermed nævnt det i forvejen velkendte aflytningssamarbejde – og muligvis også nogle yderligere, ubetydelige detaljer.

Det kan enhver forvisse sig om ved at granske de omtalte interview. Der har dannet sig den fortælling, at Hjort bare gik rundt og bralrede op om statshemmeligheder, men han udtrykte sig tøvende og forsigtigt.

Han bekræftede stort set udelukkende, at FE-sagen handler om netop kabelsamarbejdet.

Det er sandt, at Hjort også sagde, at kabelaflytningen en sjælden gang imellem har fanget danske statsborgere i kabelnettet, hvilket FE var blevet kritiseret for. Og han sagde i samme sætning, at det er noget, han selv har været med til at håndtere og orientere efterretningstjenesternes tilsyn om.

Er det landsforræderi?

En forbrydelse, der kan give 12 års fængsel?

Nej, naturligvis ikke.

DER er nu sat et foreløbigt punktum i sagen om Hjort. Det er der ikke i den anklage, man kan rette mod regeringen.

Hver for sig er detaljerne alvorlige. Tilsammen er de historisk skandaløse.

 Forsvarsminister Trine Bramsen håndterede fra begyndelsen sagen med en rystende amatørisme. Nu skulle hun rydde op i Forsvaret, lød det, og så gik hun ellers i gang med at smadre løs omkring sig.

Statsministeren og hendes departementschef forvekslede panik med handlekraft og støttede Bramsen i hjemsendelsen.

Så blev FE-chef Lars Findsen anholdt under stort drama og derefter holdt hemmeligt varetægtsfængslet, en beslutning, politiet ikke kan have truffet uden en de facto-godkendelse fra justitsminister Nick Hækkerup og regeringens sikkerhedsudvalg.

Andre konsekvenser?

Efterretningssamarbejdet må formodes at være i dyb krise.

Og en række ledende embedsmænd har fået deres navn tilsværtet og karriere ødelagt, fordi de har administreret det samarbejde, som regeringen både har kendt og sanktioneret siden slutningen af 1990erne.

Det lyder som en satirisk tv-serie om en dysfunktionel regering.

Gid det var.

ER hele forløbet skandaløst, er det mest alvorlige dog historien om Claus Hjort.

Det skyldes, at den handler om en tidligere ministers forsøg på at kritisere en sag, der i den grad er i offentlighedens interesse. En sag, der handler om en hidtil uset politisering af efterretningstjenesten og magtmisbrug.

Den tidligere minister og partisekretær i Venstre tog ansvaret på sig og meddelte sin bekymring over sagen, og regeringen reagerede ved at tryne ham til tavshed og ofre ham for at dække over egen inkompetence.

DE ansvarlige?

De gemmer sig som sædvanlig.

Statsministeren og den nye justitsminister følger jo loyalt Rigsadvokatens indstilling. Ligesom man naturligvis hele tiden har taget politiets og anklagemyndighedens indstillinger til efterretning.

Den tidligere forsvarsminister er over alle bjerge.

Det samme er den tidligere justitsminister Nick Hækkerup, der erklærede, at han var kørt træt.

Det forstår man udmærket; det må være udmattende at skulle forsvare denne sag.

Og departementschef Barbara Bertelsen?

Altså hende, der blander sig i alle afgørende sager i regeringen og dirigerer rundt med ledelsen i de andre ministerier, samme Barbara Bertelsen, der som chef i Justitsministeriet var med til at udnævne den rigsadvokat, som har erklæret, at hans job er at »spille ind med juridiske løsninger« på »politiske ønsker«.

Nej, naturligvis har departementschefen heller intet at gøre med sagen om Claus Hjort Frederiksen.

SKYLDIGE er de på hver sin uværdige måde.

Præcis hvordan finder man nok aldrig ud af, men måske er det mest nedværdigende, at toppen af regeringen antager, at vi alle er idioter.

Det er som at bevidne en fodboldspiller, der excellerer i ufine kneb, når dommeren ikke kigger, gerne med spark og tacklinger bagfra, og når det afsløres, bedyrer han forarget sin uskyld.

I disse dage kritiseres partierne i Folketinget for at beskytte deres egen mand mod lovens lange arm. Enhedslisten må føle sig lidt akavet i det selskab.

Det lyder desuden, at hvis Claus Hjort Frederiksen virkelig er uskyldig, ja, så burde han jo lade sig rense i retten. Og er han skyldig, skal han da dømmes.

 Det er en doven kritik, der ikke tager afsæt i sagens substans.

Virkeligheden er, at sagen ville blive ført i hemmelighed, uden at offentligheden fik kendskab til tiltale eller proces. Og selvom forsvaret i en sådan sag ville kunne indkalde et væld af overbevisende vidner samt tidligere departementschefer i statsadministrationen, der allerede har udtrykt voldsom kritik af regeringen, var det den ansvarlige afgørelse at stoppe sagen mod Hjort i Folketinget.

SAGEN handler ikke om politisk forfølgelse af politiske modstandere.

Den handler om magtmisbrug på højeste sted, et magtmisbrug, der har ramt Claus Hjort og de øvrige sigtede i FE-skandalen. Den er udtryk for en regering, der opfører sig som en monolit, en stenblok, der ruller gennem landskabet ude af stand til at stoppe, selv når den maser hen over vigtige ting på vejen:

retssikkerhed, ordentlighed, ansvarlighed. Det er en regering, hvor afgørende beslutninger træffes af ganske få mennesker, som helt åbenlyst ikke lytter til indvendinger eller lader sig påvirke af virkeligheden.

HJORT Frederiksen har – med hjælp fra Folketingets ansvarlige partier – været i stand til at slå en dyb revne i regeringens stenblok. Selvom Mette Frederiksen og hendes toployale ministre og ordførere muligvis er ganske tilfredse med, at andre nu afliver den ulykkelige sag, er den et stort nederlag.

Et nederlag for regeringen, som nu igen er kørt fast i selvtilstrækkelighed og magtbrynde. Dens opførsel gør den ikke værdig til at udøve den magt, den har fået tildelt.

Det er et mysterium, at regeringen ikke allerede er faldet på denne sag. kras

Kilde henvisning:

https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-egentlig-skyldige-i-sagen-mod-hjort

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK