Fra arkivet. Kødet er skrøbeligt, men ånden er usårlig, når vi står sammen om den. I januar 1991 skrev Weekendavisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden denne leder om Salman Rushdies hovedværk.

 

DE SATANISKE VERS

Denne leder blev oprindeligt bragt den 4. januar 1991.

Slutningen af Salman Rushdies mesterværk, »De sataniske vers«, rummer en scene, der spiller en afgørende, følelsesmæssig rolle for den ene overlevende af bogens to hovedpersoner.

Han deltager i en venstreorienteret demonstration og indgår i en menneskelig kæde under et besøg i det Indien, han ellers år forinden har forladt til fordel for den vesterlandske storstad, London. Følelsen af samhørighed med de andre demonstranter og en ny forelskelse får lov til at runde bogen af: »Det syntes som om, at han trods alle sine fejl, sin svaghed, sin skyld – trods sin menneskelighed – skulle få en chance til«.

Mange læsere har følt denne løsning som svag og lidt af et antiklimaks, på baggrund af bogens komplekse skildring af splittetheden mellem østligt og vestligt, religiøsitet og verdslighed. Hvis man vil, kan man i Rushdies valg af denne slutning ane det psykologiske grundlag for den »omvendelse« til Islam, han overraskede verden med ved juletid. Salman Rushdies deltagelse i den offentlige debat – også før ayatollahens »dødsdom« – bærer præg af hans ønske om at være solidarisk med sin baggrund og med dem, der nu også er blevet hans trosfæller i Kashmir og Palæstina. Den mest overbevisende passage i den forklaring på omvendelsen, som Weekendavisen bringer i dag, lyder: »Jeg er nu i stand til at kunne sige, at jeg er muslim; faktisk er det en kilde til glæde at kunne sige, at jeg nu er indenfor i – og en del af - det trosfællesskab, hvis værdier altid har stået mit hjerte nærmest«. Her er man tættest på at tro Rushdie, hvorimod bekendelsen til Islams to centrale trossætninger virker formel og »forhandlet«.

Salman Rushdie blev for alvor kendt for sin bog 'De sataniske vers', der skabte stor furore i den muslimske verden, og den iranske ayatollah udstedte en dødsdom over ham. 

Man er tæt på at tro ham, for Rushdie er et begavet og subtilt argumenterende menneske. Men man kan alligevel ikke. Alle, der har læst Rushdies brillante og dybt humane essay »I god tro« – bragt her i Weekendavisen i februar 1990 – må have det på samme måde. Et mere begavet forsvar for en ikke-troendes interesse for troen, en mere nuanceret udlægning af den fundamentalistiske tros umulighed, et mere eksemplarisk forsvar for den kunstneriske frihed, er det svært at forestille sig. I virkeligheden har Rushdies forsøg på at få fred og forsones med i hvert fald moderate muslimer forskudt konflikten om »De sataniske vers« til et om muligt endnu mere principielt plan.

Oprindelig vedrørte Rushdie-sagen ytringsfriheden. Umiddelbart er det svært at forestille sig noget mere fundamentalt princip i liberale og humane samfund. Men dybest set hviler ytringsfriheden – det gør den også historisk – på en endnu mere fundamental værdi: Trosfriheden, retten til ikke at være bundet i samvittighedsspørgsmål. Det oprindelige argument for denne frihed var, at en bekendelse til Vorherre, der ikke var ægte, fri og oprigtig, ikke kunne have nogen værdi. Derfor forudsætter sand gudstro religionsfrihed. Senere blev dette krav om religiøs trosfrihed udvidet til generel ytringsfrihed i tanke- og samvittighedsspørgsmål, og med dette udgangspunkt kunne der efterhånden opbygges en universel argumentation for politisk og kunstnerisk ytringsfrihed.

Rushdie-sagen minder os om, at der stadig kan stilles spørgsmålstegn ved selve udgangspunktet. Retten til en ubundet bevidsthed og samvittighed er endnu ikke nogen selvfølge i hele verdenssamfundet. I en fundamentalistisk udlægning af religionen er anerkendelse af Troens primat vigtigere end den forudsætning om frivillighed og ægthed, der er blevet uantastelig i vor civilisation, og som er gjort universel i Menneskerettighedserklæringerne.

I det desværre stadig meget fundamentalistisk prægede Islam stempler de omstændigheder, der har fremtvunget Rushdies omvendelse, ikke i sig selv omvendelsen som en forgiftet kompliment til religionens magtbrynde. Dermed har sagens nye vending endnu engang præciseret, hvad der er Islams problem i den moderne verden, og hvad det er, der bringer Islams fundamentalistiske troende på kollisionskurs med det humane og liberale grundlag for den universelle civilisation.

Samtidig illustrerer den nye vending igen den vestlige relativismes begrænsning. Det nytter ikke noget at sige, at den ene tro, kultur eller samfundsorden kan være lige så god som den anden. Det nytter ikke noget at sidestille kravet om, at ingen må fremsætte tanker eller ord, der strider imod en dogmatik, med princippet om, at enhver må tænke og tro sit. Princippet om tanke, tros- og trykkefrihed er ikke »vestligt«, ensidigt eller undertrykkende. Det er universelt, og som sådan det bedste redskab mod den undertrykkelse, som også kristne samfund har påført andre, og mod den diskrimination, der den dag i dag kan blive mindretal i vore egne lande til del.

Kravet om respekt for den enkeltes integritet er universelt, og det er krænket og krænkes fortsat i tilfældet Salman Rushdie. Alligevel ville det være forkert at udlægge den verdensomspændende strid som en kamp om Rushdies sjæl, hvor Islam nu har vundet nogle åndelige positioner, mens vi andre må henvise til andre skriftsteder og tidligere udtalelser. Stridens kerne er i sidste instans ikke Salman Rushdie, hvor vanskelig hans situation end kan være, og hvor meget han end – oprigtig omvendelse eller ej – har krav på vor sympati og støtte.

Stridens kerne er romanen »De sataniske vers«. Det er den, ayatollahen fandt blasfemisk, og det er den, der rummer en kunstnerisk helstøbt, højt begavet og udfordrende udlægning af – blandt meget andet - troens tragedie og tvivlens nødvendighed. Det er tvivlen, Troen ikke kan tåle. »De sataniske vers« er ikke længere kun Rushdies ejendom. Fra den dag, romanen kom på gaden, tilhørte den os alle – læserne og hele den tænkende og følende menneskehed.

Rushdie kan forsinke billigbogs-udgaven, og han kan forbyde nye oversættelser. Hans kunstneriske og kommercielle rettigheder er ham vel undt. Men bogen – og den verden, den rummer, er også vor. Det skrevne kan ikke gøres uskrevet. Om nødvendigt skal vi nok sørge for pirat-udgaver af bogen og selv ordne oversættelsen. Men det er slet ikke nødvendigt. Bogen kan i frie lande fås i enhver boghandel. Den hører allerede til blandt de bøger, man ikke vil holde op med at læse. I den har forfatteren givet os noget, som han ikke selv kan tilbagekalde, hvis han en dag skulle overveje også det skridt. Ayatollaherne kan skræmme og forvirre et enkelt menneske.

Det er et nederlag for retsstaten , at det kan komme så vidt. Men dybest set kan det ikke undre. Kødet er skrøbeligt, og vil man leve et normalt liv, kan man aldrig være sikker for galninges eller fanatikeres overfald. Kødet er skrøbeligt, men ånden er usårlig, når vi står sammen om den. Mordtrusler og pression er farlige våben, men de formår ikke meget over for den civilisation, som »De sataniske vers« er et fornemt bidrag til.

Skrevet AF : TØGER SEIDENFADEN

https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-sataniske-vers