Kommentar. Minksagen rækker langt ud over spørgsmålet, om det var en juridisk skandale eller formel fodfejl.

 

SAGEN DER IKKE MÅ DØ

 

Minksagen spøger stadig, og den går ikke i sig selv foreløbig. Valgkampen holder den i live. Men der er en fare for, at den bliver reduceret til polemik mellem en opposition, der pukker på lovbrud og magtfuldkommenhed, og en statsminister og hendes svende, der slår på folkesundheden, som trumfer formelle, men ligegyldige fodfejl.

Det er fuldstændig glemt, at sagen har flere udløbere. De understreger, hvor stor en sag det var og er. Al snak om, at der egentlig ikke skete noget, bør forstumme.

Noget er velbelyst: den manglende lovhjemmel til beslutningen om nedslagning af alle danske mink og den manglende bevillingsmæssige hjemmel til beslutningen om udbetaling af tempobonus. Men sagen er meget større.

For det første endte eksekveringen i kaos. Nedgravningen af de aflivede mink medførte så stærke protester og så mange forureningsmæssige problemer, at myndighederne i foråret 2022 måtte gøre den om. Hvad kostede det? Og hvem var ansvarlig for den bagvedliggende fejlbeslutning? Vi ved det ikke.

Døde mink bliver lagt i massegrave på militærets øvelsesområde ved Nørre Felding. Nedgravningen medførte stærke protester og forureningsproblemer. Foto: Casper Dalhoff, Scanpix

For det andet påførte hastebeslutningen om nedslagningen af alle mink staten en merudgift på adskillige milliarder til kompensation og erstatning til minkavlerne og følgeerhvervene. Kunne regeringen ved en anden fremfærd have undgået det? Sandsynligvis.

For det tredje er der grundlaget for 3. november-beslutningen. Det var angiveligt Kåre Mølbak, dengang faglig direktør på Statens Serum Institut, der udløste den. På et møde hos Kopenhagen Fur 2. november 2020 fremmanede han Danmark som et muligt nyt Wuhan. En henkastet mundtlig risikovurdering, der dagen efter blev fulgt op af SSIs skriftlige og officielle vurdering. Men hvor gennemarbejdet var vurderingen? Vi ved det ikke, for Minkkommissionen var skruet således sammen, at den ikke skulle se på beslutningsgrundlaget. Derimod ved vi, at katastrofemeldingen i forhold til cluster 5 og vaccinerne umiddelbart blev skudt ned af andre faglige autoriteter.

For det fjerde beror udbetalingen af erstatning på en uafhængig vurderingsproces. Det er efter bogen. Det er bare en stor operation, og status er, at vurderingsprocessen trækker ud og kommer til at strække sig ind i 2027.

For det femte er der genåbningen eller nedlukningen af erhvervet. For lukningen var midlertidig frem til udgangen af 2021. Der blev siden lagt et år til, og forhandlingerne mellem ministerium og branche, en anskudt fødevareminister og avlerne humper i denne stund afsted. Om de kan lande en aftale, er tvivlsomt, for der er politik og følelser i sagen.

Alt dette er mere eller mindre glemt. Det samme er forløbet i månederne op til den skæbnesvangre beslutning 3. november, som Minkkommissionen fokuserer på.

Kissejav og nølen

Statsminister Mette Frederiksen havde siden foråret solet sig i demonstrativ handlekraft. Den samme handlekraft ledte om aftenen 3. november 2020 til beslutningen om øjeblikkelig nedslagning af alle mink. Det er forløbet op til denne skæbnesvangre aften, som Minkkommissionen træffende beskriver som »forceret«. Men historiens anden side er, at den samme regering siden forsommeren og især siden september 2020 havde nølet og vaklet over for truslen om smitte fra minkene. Det var der to grunde til. Den ene var, at fagfolkene med den viden, de havde, var afventende. Den anden var politisk, fordi sommertiden stod i genåbningens optimistiske tegn. I det centraliserede Frederiksen-system betød det, at embedsmændene aldrig fik det klare signal i form af en statsministeriel bestilling, som kunne have forberedt en hastebeslutning, når og hvis tiden blev politisk moden til det.

Da departementschef Michael Dithmer blev afhørt af Minkkommissionen, sagde han om processen, at der var et »kissejav«, og at alt skulle gå rigtig stærkt. Det er en præcis beskrivelse af forløbet. Rigtig mange embedsfolk i flere forskellige ministerier og styrelser producerede i løbet af få timer papirer og holdt møder, så regeringen kunne træffe en beslutning.

Det måtte blive en sag, som ikke var gennemarbejdet, og som derfor ikke flagede den højst relevante information om hjemmelsproblemerne på det cover, som ministrene får i hånden inden et møde. Kissejavets næste konsekvens var, at ingen fik tid til at orientere sig i sagen, inden forhandlingen startede. Så en realistisk vurdering er, at de centrale beslutningstagere, ministrene, handlede i tillid til, at alt var i en form for orden.

Kissejavet var dog begrænset til 2. og 3. november 2020. For sagen er, at regeringen gav sig god tid op til dette tidspunkt. Smitten i minkbesætningerne havde været kendt siden juni, og der blev truffet beslutninger for at inddæmme den lokalt. Det så for en stund ud til at være virksomt. Men i eftersommeren stod det klart, at det ikke var tilfældet. Smitten spredte sig med betydelig hast, og spørgsmålet meldte sig: Hvad gør man, og hvornår gør man det?

Minkkommissionen har et snævert fokus på 3. november-beslutningen og de beslutninger, der blev truffet dagene efter. I tilbageblik indikerer rigtig meget, at forløbet i september-oktober var særdeles kritisk, men man skulle frem til 2. november, før nogen for alvor tog sig af det.

Der er flere ting heri. Den første er, at embedsfolk i en række ministerier i eftersommeren og det tidlige efterår var bekymrede for minksmitten og de problemer, den rejste. Der var de veterinær- og humanmedicinske aspekter, som Fødevarestyrelsen og sundhedsmyndighederne var optaget af. Der var også de juridiske problemer, som ville melde sig, alt efter hvordan man valgte at gribe ind. Det var et problem, man tumlede med i såvel Fødevarestyrelsen som Miljø- og Fødevareministeriets departement, og som de gjorde deres kontakter i andre ministerier opmærksomme på.

Så var der de økonomiske problemer. Det gjaldt hensynet til avlerne, men også bekymringen for at overvælte en økonomisk byrde af ubestemmeligt omfang på statskassen. Med hver deres vinkel havde folkene i Miljø- og Fødevareministeriet, Erhvervsministeriet og selvsagt Finansministeriet fat i sagens økonomiske aspekter.

Både det erkendte juridiske og økonomiske problem fik lov til at flyde, fordi ingen bestilte en kvalificeret belysning af dem. De blev først sat på dagsordenen, da beslutningen var truffet. Processen op igennem september og oktober var præget af et gigantisk rod. Nok var der opmærksomhed på den. Også på politisk niveau. Men går man forløbet igennem, flyder den snart i det ene, snart i det andet regi. Der er de centrale regeringsudvalg, Koordinationsudvalget og regeringens coronaudvalg. Det var oprettet i sommeren 2020, men som en embedsmand forklarede kommissionen, vidste ingen, om det var tiltænkt nogen praktisk rolle. Det fik det, men sammen med de andre i en rodet arbejdsdeling, hvor sagen cyklede rundt mellem skiftende regier befolket af en skønsom blanding af ministre, embedsfolk og særlige rådgivere.

På forvaltningsniveau var rodet tilsvarende. Der blev udviklet og udvekslet scenarier for mulige indgreb, såfremt smitten tog fart. Men i den ellers så stærkt centraliserede bestillingsproces gjorde ingen sig den umage at overveje, om man skulle konkretisere dem til operative handlingsmuligheder. Det er svært at bebrejde dem på de næstkommanderendes niveau, at de lod det blive ved de løse skitser. Det spiller her utvivlsomt ind, at processen afslørede en spænding mellem på den ene side betoningen af den centrale koordinations primat, på den anden side ministeriernes stærkt adskilte ressortansvar. Adskillige af dem havde undervejst ravlt med at henvise til, at det ikke var deres, men naboministeriets bord.

En særlig krølle på forløbet er Statsministeriets pludselige udpegning af Justitsministeriet som koordinerende ministerium på sagen 3. november. Skal man tro Minkkommissionens kortlægning af rollen, bestod den alene i at samle og formidle papirerne videre til de mange deltagere i det afgørende møde. Der var ingen substans i koordinationen og dermed heller ikke noget bidrag til at kvalitetssikre sagen, inden ministrene fik den. Læs ikke det som en kritik af Justitsministeriet. Tag det derimod som en skræmmende illustration af, hvor risikabelt det er i 11. time at lave nye spilleregler for et forløb, som i forvejen var presset og rodet. Notér yderligere, at koordinationsopgaven på ingen vis indebar, at Justitsministeriet af egen drift kastede sig over de juridiske problemer, der vitterligt var.

Systemforagtens forrang

Det er velkendt, at statsminister Mette Frederiksen gentagne gange har luftet sin skepsis over for centraladministrationen og dens embedsfolk. Det er værd at huske, når hun ved andre og senere lejligheder har rost dem og bedyret sin tillid til dem.

Det er ingen ringe egenskab, at en politiker er sit eget demokratiske mandat og politikerrollen bevidst. Hverken teknokrati eller embedsmandsvælde er nogen ønskværdig styreform. Det er et centraliseret politikervælde heller ikke.

Det er det sidste, der er relevant her. For det første er der risikoen for, at det politiske centrum (statsministeren, Statsministeriet og Koordinationsudvalget) gaber over mere, end det kan kapere. Det er så oplagt, at der ikke er nogen grund til at uddybe det. For det andet fører det let til, at man i sikker forvisning om egen usvigelige dømmekraft fuldstændig ignorerer den nedarvede visdom, som regerings- og forvaltningssystemet rummer og bygger på. To forhold er her relevante.

Det ene er, at embedsfolk på tværs af ministerier og myndigheder i september-oktober faktisk havde erkendt den potentielle alvor. Man havde også erkendt problemets ressortoverskridende kompleksitet. En gammel og velafprøvet metode er at nedsætte en arbejdsgruppe med folk fra de berørte ministerier og så lade dem grave sagen igennem. Erfaringen siger også, at de er meget hurtigere end deres ry. Det gjorde man ikke, og de mange relevante spørgsmål, som i perioden var rejst, faldt ned i sprækkerne mellem de forskellige ressorter.

Det andet forhold er samspillet med branchen. Det er traditionelt tæt mellem danske ministerier, styrelser og organisationerne på deres områder. Det gælder ikke mindst på landbrugets område. Det ved enhver, og vi ved også, at udfaldet af det tætte og traditionsrige samspil mellem Slotsholmen og Axelborg ikke altid har været så smukt endda. Ikke desto mindre har man i dette samspil en formidabel legitimitetsskabende og usikkerhedsreducerende mekanisme. Daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen var måske i gang med en sådan øvelse, men blev overhalet af højere magter.

Nu er vi langt ude på det kontrafaktiske overdrev. Men forestil Dem, at regeringen i september, ja måske juni havde indset, at der kunne udvikle sig en situation, som krævede minkhandling. Det lå i den grad i kortene. Forestil Dem så, at den samme kreds af ministre havde krævet at få det tygget igennem og nedsat en hurtigtarbejdende embedsmandsgruppe, som skulle tegne handlingsscenarierne op og kortlægge de problemer, som de rejste sundhedsmæssigt, retligt og økonomisk. Forestil Dem yderligere, at de samme høje ministre havde givet Mogens Jensen et mandat til at sondere og forhandle med branchen, ja, endog havde inviteret branchen med ind i gruppen. Så havde hverken regeringen eller vi næppe stået her i dag.

Det lyder hypotetisk, men er i virkeligheden en simpel overførsel til minksagen af de historiske erfaringer med et regeringspolitisk autoriseret samspil mellem fagkyndige ressortmyndigheder og de berørte interesser. Det er den handlingslogik, man i årtier har praktiseret ikke bare på landbrugsområdet, men på Erhvervsministeriets og Justitsministeriets områder.

Det kan man forestille sig. De gjorde det bare ikke. For kombinationen af skepsis grænsende til mistillid over for systemet og en centralisering, hvor ingen kunne bevæge sig uden signaler oppefra, tegner billedet af en regering, som ikke havde og muligvis ikke har nogen forståelse af, hvordan den bruger embedsværket, og hvilken formidabel styrke det giver den regering, der forstår at gøre det. Det kostede samfundet dyrt og har efterladt ikke bare regeringen, men også embedsværket med et stærkt ramponeret renommé.

Link:

https://www.weekendavisen.dk/2022-38/samfund/sagen-der-ikke-maa-doe

 

JØRGEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

Sagen, der ikke må dø

 

0 seconds of 14 minutes, 47 secondsVolume 90%