Magtkamp. Opgøret om store bededag ryster Danmarks etablerede magtstrukturer. En spraglet opposition og en vred fagbevægelse appellerer til folkets magt i et forsøg på at knække regeringens egensindighed.

Fortvivlelsens selvhjælp
Thorvald Stauning tillægges det gode råd til sin første kirkeminister, sognepræsten N.P.L. Dahl, at han skulle holde »fred med de hellige, ellers er Fanden løs«. Det var dengang. I dag er regeringen gerådet i konflikt med landets biskopper, der som snart sagt alle med mæle uden for regeringen erklærer sig som modstandere af afskaffelsen af den store konfirmationsdag, som store bededag også er. Og nu er Fanden løs i hver en afkrog af riget.

Kirkens folk har tilsluttet sig fagbevægelsen og den samlede opposition i Folketinget, som har slået sig sammen i en slags folkefront med det formål at frelse bededagen. Meget dyb er alliancen ikke på indholdssiden. Enhedslistens Pelle Dragsted, som naturligvis er med i folkefronten, taler ikke gerne om store bededag, men om »forårsfridag« eller »forsommerfridag«. Men fælles fjende samler som bekendt og skyder hverdagens skærmydsler til side.

Stemmeføringen i opgøret om store bededag lyder mest som en indædt forfatningskamp, og det er opgøret i en vis forstand også. Krænker regeringen selve den danske model? Ser den stort på resten af Folketinget? Udviser den behørig respekt for kirkens råderet over egne anliggender? Er der ikke noget totalitært over regeringens adfærd? Flertalsregeringen har udfordret kendte betingelser for magtudøvelse radikalt og fået helt centrale aktører til at sætte fuldt sejl og navigere ud i uvant farvand med farlige understrømme og skjulte skær.

Opgørets alvor og intensitet afspejles i en hastig konfliktoptrapning, som overnight har gjort det til højeste mode at appellere til folkets direkte magt for at bremse en magtfuldkommen regering valgt efter det repræsentative demokratis principper. Det er nu, i disse hektiske uger, det skal afgøres, hvem der har del i magten, og på hvilke vilkår, efter at Danmark for første gang i årtier har fået en regering, som har sendt fløjene på bænken og bortset fra forligsbindinger kan gennemføre, hvad den selv finder bedst.

Nye alliancer. Vermund og Villadsen angiver retningen for oppositionen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fagbevægelsens nyaktivistiske top har således med den magtfulde metalformand Claus Jensen som motor nedsat sig som en slags situationens generalstab og iværksat en underskriftindsamling til bevarelse af store bededag, som har hastig og kraftigt voksende tilslutning. Fagtoppen appellerer samtidig til, at oppositionen i Folketinget udløser en folkeafstemning for at sabotere regeringens lovforslag. Den slags kan ifølge grundlovens paragraf 42 iværksættes, hvis 60 mandater kræver det. Det overvejes nu. Der tælles på knapper, og man skeler til fagbevægelsens hundredtusinder af underskrifter. Det er nye tider.

De tilsammen 19 mandater fra Enhedslisten, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er uden forbehold med på aktionen for en folkeafstemning. Den konservative Søren Pape Poulsen, Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, SF-formand Pia Olsen Dyhr og Torsten Gejl fra Alternativet holder døren på klem. De understreger, at det er en tung dør at åbne, og at det vil være et vældig stort skridt at flytte magten fra det repræsentative demokrati til befolkningens direkte tale. Men de står i døren.

SF er næppe for alvor med på en aktion, som ville sætte et lille tiårs parlamentarisk strategi voldsomt tilbage. Det vil også være særdeles bemærkelsesværdigt, hvis et traditionelt magtparti som Konservative ender med at ville flytte beslutningen om store bededags skæbne ud i befolkningen. Gavnligt for Danmarksdemokraternes ambition om at agere som et normalt parti – som en slags det ægte Venstre – er det heller ikke, hvis Støjberg ender med at ville trække i nødbremsen med grundlovens paragraf 42. Så mon ikke den del af oprøret slukkes?

Men det vigtige ved den aktion er ikke alene, om den gennemføres, for der tegner sig et tydeligt mønster, som kan blive svært at viske ud. Betydningsfulde aktører uden for og i Folketinget er på rekordtid på vej ud i aktivistiske roller og under anvendelse af replikker, de vanligvis skyr. Måske man føler sig drevet helt derud, hvor man må appellere til magten for ikke at blive drevet til fortvivlelsens selvhjælp.

Populistisk og pinligt

Det er trekantregeringen, der med stejl og brysk »sådan er det jo«-attitude har udløst den voldsomme uro. Man er snublet ind i et opgør med de ni oppositionspartier ved at insistere på at beslutte store bededag afskaffet på et usædvanligt tonedøvt tidspunkt og ved anvendelse af en forhandlingsstil, som har provokeret voldsomt. Der tales indigneret om skovsneglespisning, om revolvermetoder, om surrealisme og om pistoler for panden.

Men det rokker jo ikke ved, at reaktionen også har et præg af desperation og afmagt.

Fagbevægelsen først: At Dansk Metals Claus Jensen har grund til at være forbitret over regeringens sabotering af industriens overenskomstforhandlinger, er let at forstå. Alt var planlagt og lagt til rette for et forsøg på at få et ja til industriens nye overenskomst trods heftig inflation og betydelige reallønstab. Det arbejde har regeringen fejet af bordet med sin beslutning om at sløjfe bededagen.

Alligevel er det kontroversielt at se Claus Jensen og ledelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation som fortalere for direkte demokrati på bekostning af det repræsentative. Aktionen øger kraftigt sandsynligheden for et nej til overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked om få uger og et hurtigt regeringsindgreb.

Faglige organisationer eksisterer for at skaffe overenskomstresultater, ikke for at udløse konflikt. De skal under trussel om konflikt skaffe arbejdsfred, så der er nogle værdier at slås om. Nogen indlysende begrundelse for en meget omfattende og kostbar hovedorganisation vil et forløb kulminerende i et regeringsindgreb ikke efterlade.

Måske vil det også vise sig mere alment ubekvemt for fagbevægelsen at udråbe folkeafstemningen som et godt værktøj i bevægelsens beslutningsprocesser. Man kan for det pædagogiske eksempels skyld forestille sig, at en påholdende, men kreativ betaler af fagligt kontingent havde fundet på at ønske en medlemsafstemning blandt de tilsluttede forbund om antallet af valgte og naturligvis lønnede næstformænd ved stiftelsen af Fagbevægelsens Hovedorganisation tilbage i 2018. Man landede på seks.

Aktivistlinjen har da også udløst skarp kritik fra den tidligere HK-boss og arbejdsminister Ove Hygum, som betegner kravet om folkeafstemning som populistisk og »det pinligste højdepunkt i fagbevægelsens historie«. Den tidligere arbejdsminister Jytte Andersen er på samme linje. Begge er socialdemokrater.

Tydeligvis har fagbevægelsens top følt sig fanget i en klemme: Man er selvsagt energisk modstander af, at regeringen ikke udviser behørigt hensyn til den danske model – den er hovedorganisationens ilt og raison d'etre. Men det synes at være den megen offentlige debat og tiltagende utilfredshed blandt fagbevægelsens medlemmer, som har tvunget fagtoppen til at optrappe konflikten med regeringen.

Det er påfaldende, hvordan klassiske borgerlige rester udtaler sig i en politisk dialekt, som plejer at være venstrefløjens.

Mens fagtoppens formulerede reaktion på afskaffelsen af store bededag for få uger siden var moderat og på kanten af det henkastede, har man nu betrådt en sti, som må få fagbevægelsens aktivistiske og venstreorienterede strømninger til at le af lykke ved deres held.

De ni og de tre

I Folketinget er der sket en samling af oppositionens ni partier, som er forenet i vreden over, at regeringen har tænkt sig at bruge sit flertal til at afskaffe bededagen. Vreden er kun vokset, fordi regeringen undervejs også har gjort det til en betingelse for at deltage i forsvarsforliget, at man stemmer for regeringens lovforslag.

Det opfattes som en provokation af Konservative, Radikale og SF, som mener at have en aftale fra indgåelsen af det nationale kompromis i marts sidste år: De fem deltagende partier skulle lave forsvarsforlig sammen, det var ifølge dem en del af den store pakke, som ud over øget NATO-bidrag også førte til folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.

I hvor høj grad regeringen insisterer på at sammenkæde forsvarsforligsforhandlinger og tilslutning til afskaffelse af bededagen, står ikke ganske klart. Helt bekvemt for en regering, som insisterer på nationalt sammenhold grundet trusler fra en ond omverden, er det ikke at kaste gamle venner over bord på et så vitalt område som forsvaret.

Derimod er det tydeligt, at bededagen fortsat ønskes afskaffet, og at beslutningen tænkes eksekveret hurtigt. Klart er det også, at forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen vil bede om alternativ finansiering til de øgede og fremrykkede forsvarsudgifter. Regeringen vil insistere på forslag, som lever op til den tredobbelte effekt, den hævder at kunne hente ud af bededagens afskaffelse: et øget arbejdsudbud på 8.500 personer og finansiering af både det midlertidige og det varige behov for ekstra penge til forsvaret.

Let er det ikke for oppositionen at leve op til det krav. De tre partier fra det nationale kompromis af 6. marts – for slet ikke at tale om de ni i den samlede opposition – er ikke enige om meget. Det er ikke længe siden, man ikke engang var enige om, hvem der er fjenden derude i verden.

Torsdag morgen leverede alle ni partier imidlertid et fælles bud, som man foreslår til erstatning for bededagssløjfningen. De ni vil støvsuge offentlige budgetter for overflødig vinterhjælp, som giver en milliard, og hente lidt mere fra »prioritering af offentlige investeringer på baggrund af saldoforbedringer«, som det formuleres i en fælles pressemeddelelse. Yderligere 0,75 milliarder kroner finder man ved sanering af erhvervsstøtten. Dermed mener man at have matchet regeringens krav.

Det hedder afslutningsvis i pressemeddelelsen, at »ikke alle partier bag denne melding bakker op om en fremrykning og stigning i forsvarsudgifterne, men alle partier finder det nødvendigt at stå sammen og sige fra over for regeringens ultimative adgangskrav til forhandlingerne«.

De nis udspil kan formentlig åbne døren til forligsforhandlinger med forsvarsministeren, men næppe redde bededagen. Det er blevet en principsag for regeringen at demonstrere, at den kan bruge sit flertal, og der vil komme mange flere upopulære beslutninger senere i valgperioden. Ydelsesreform, forkortede kandidatuddannelser, jobcentrene, den slags.

Nye formænd

Samlingen af de ni partier fra Alternativet over Radikale til Nye Borgerlige er i sig selv et udtryk for et folketing, hvor der kæmpes om adgangen til magten under nye vilkår.

Fronten er selvsagt skrøbelig, fordi den essentielt alene er forenet om processen: adgangsbilletten til forhandlingsbordet. Alligevel er det påfaldende, hvordan klassiske borgerlige røster udtaler sig i en politisk dialekt, som plejer at være venstrefløjens. Der er penge nok i råderummet, arbejdsudbudsreformer er bestemt af betydning, men ikke den foreliggende, beklageligvis, som der i øvrigt ikke rigtig er penge i.

Torsdag ved Folketingets debat om Mette Frederiksens seneste åbningsredegørelse var den blå opposition især forenet i synet på forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens magtfuldkomne uduelighed og måske endda behovet for, at Venstre finder sig en ny og bedre formand.

Der er noget stærkt billeddannende i, at Berlingske kunne lægge spalter til Pernille Vermunds betragtninger om situationen. Hun har selv opgivet ævred som leder af Nye Borgerlige og mener som ny ekspert udi opgivelsens kunst, at Ellemann bør følge hendes eksempel: »Det ville simpelthen kræve et formandsskifte i Venstre, hvis vi skal kunne se Venstre som et statsministerparti for det borgerlige Danmark igen,« som hun formulerede det.

 

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-3/samfund/fortvivlelsens-selvhjaelp

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK

 

HANS MORTENSEN (f. 1958) er politisk journalist, som siden 1995 har fulgt slagets gang på Christiansborg. Indtil 2002 som journalist og politisk redaktør på Ekstra Bladet siden som reporter på Weekendavisen. Har skrevet bøgerne: De fantastiske fire (2005) om Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og Svend Auken, Tid til forvandling (2008) om fornyelsen af Venstre, Det, Svend mener, er... (2009) - en interviewbog med Svend Auken samt redigeret antologien Helt forsvarligt (2009) om udfordringerne i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

HAMN@WEEKENDAVISEN.DK