Fremkaldervæske på svensk turné

Narcissisten og provokatøren Paludan afslører os med enkle midler; tænk, at der ikke skal mere til.

Hvem er Rasmus Paludan?

 

Nu skal vi passe på, for han er i hvert fald jurist og vist tilmed advokat og kunne finde på at lægge sag an. Han ville elske det, han elsker ballade; en stridbar mand. 

Læs Olav Hergels glimrende portræt fra 2007 i Politiken, det var før alt det med Koranen. Dengang havde Paludan en hjemmeside, der hed kriminelle.dk, hvorpå han lagde billeder af folk, der kørte ulovligt på cykel og glemte at stå af, når der stod ”Cyklist, stå af og træk”, eller kørte med kæresten bagpå og glemte at række hånden ud før et sving. 

Det var der dengang folk, der blev ret trætte af, en enkelt gang er han blevet jagtet med en jernkæde, og siden er det jo kun blevet værre. Eller bedre, for provokatøren Paludan synes at suge næring af opmærksomheden. Han trives umådeligt med tanken om, at Joe Biden har hørt om ham, han ånder gennem den megen opstandelse og sætter med glæde templet i brand igen og igen, hvis det kan skaffe ham berømmelse. 

”Man kan undre sig over, at netop De Radikale, dette kloge, kloge parti, ikke magter at føre analysen igennem. Måske fordi de i virkeligheden ikke skelner mellem ret og uret, men mellem godt og ondt, mellem haram og halal; at være radikal er en religiøs følelse.

Det er han ikke den eneste, der gør i denne narcissistiske tid, og de fleste har vel allerede glemt ham i opstandelsen over Irmas lukning, men han er som fænomen alligevel værd at hæfte sig ved, for selv den mest selvoptagede provokatør kan – bevidst eller ubevidst – have en funktion i samfundet, og Rasmus Paludans funktion er fremkaldervæskens. I stort og småt.

For nu at begynde i det meget små: »Nej, naturligvis skal vi ikke stille politiets ressourcer til rådighed, hver gang en udspekuleret ballademager vil bruge sin ytringsfrihed til at tirre sine modstandere …« fastslog radikale Zenia Stampe allerede i 2019 og markerede derved et interessant radikalt syn på retsstaten. For fratager man Paludan politibeskyttelsen, afsiger man vel de facto en dødsdom. Allah er en pirrelig guddom, hans følgesvende er konstant konsternerede over et eller andet, og de nøjes ikke med at gå op at lægge sig, tværtimod. 

Paludan vil vise, at mange muslimer ikke kan håndtere livet i et åbent, demokratisk samfund, og hver gang han brænder bogen af, er der folk, der står klar til at bekræfte hans påstand. Tragisk og ret trættende, kunne man dog ikke snart blive fri for at høre mere på den idiot. Siger folk. Men der er jo også mange, der synes, at Zenia Stampe er idiot. Mange, der lader sig ”tirre”, når hun bruger sin vidtstrakte ytringsfrihed og er i medierne hele tiden. 

Det er hendes held, at hendes modstandere i almindelighed er mere demokratisk anlagte end Rasmus Paludans ditto, men derfor kan der jo sagtens være voldelige elementer i klubben af Zenia-hadere, og skal vi så også nægte Zenia lovens beskyttelse, når hun gang på gang fremturer, skønt hun dog må indse, hvor irriterende, ja, simpelthen tirrende hun virker på folk?

Nok er nok, mener den radikale viceborgmester i Høje Taastrup, Esat Sentürk. »Sverige og Danmark bør ikke tillade, at Rasmus Paludan fortsætter med sin provokation ved at brænde Koranen.

 

Hans handlinger skaber kun grøfter, had og splittelse. Der er ingen logik i at provokerer (sic! red.) 1,5 mia. muslimer eller Tyrkiet,« proklamerede han, fremkaldervæsken gjorde igen sin virkning, et tyndt lag demokratisk fernis krakelerer. I kommentarsporet lød det i en (muligvis nu fjernet) replik: »Jeg er træt af Rasmus Paludan gang på gang, pisser på muslimernes værdighed, uden at man gør noget ved det.«

 

Det var Christian Marcussen, der rejste sagen på Facebook, og han prøver i skrivende stund stadig forgæves at få Martin Lidegaard i tale. Imens fremturer viceborgmesteren med et lille trick, for han går frygtelig meget op i ytringsfrihed, når det gælder Paludan, men altså: » … jeg vil gerne åbent og ærligt sige, at jeg ønsker, at vi aktivt gør noget for at begrænse hans handlinger, fordi de skaber forfærdelig meget uro rundt omkring i verden. Vi må ikke se til, mens han udnytter vores ytringsfrihed.«

 

Debatten har ikke flyttet sig, men De Radikale kan glæde sig over, at der jo netop er nogen, det er klar til at gøre noget for at standse provokatøren. Også her virker fremkaldervæsken.

 

Zenia Stampes kommentar kom jo oven på et veritabelt voldsinferno fremkaldt af Paludan. Hans optræden på Nørrebro fik et sammenrend af venstreorienterede aktivister, muslimske fanatikere og assorterede voldsmænd til at smadre byen. Det mente de at have ret til, og de færreste satte egentlig spørgsmålstegn ved det.

Vi talte mest om Paludan, ikke om voldsmændene og deres regimente.

Hvem bestemmer, voldsmanden eller retsstaten? Og på hvis side i den konflikt står egentlig De Radikale? Svaret blæser i den demokratiske vind. Man kan undre sig over, at netop De Radikale, dette kloge, kloge parti, ikke magter at føre analysen igennem.

Måske fordi de i virkeligheden ikke skelner mellem ret og uret, men mellem godt og ondt, mellem haram og halal; at være radikal er en religiøs følelse. Og religiøs tænkning virker ikke skærpende på analysen, som altid må underordne sig det højere mål – undtagen i tilfældet Irma, hvor komikken blev for fed til sidst. 

Verden vrider hænder og søger efter lette udveje. Hvem ved, måske er han russisk agent, sikke en lettelse, det ville være. Og kunne man måske sige, at enhver ødelæggelse af en bog på en måde i sig selv er en krænkelse af det frie ord, kunne man ikke sige det? Men hvor placerer det så Poul Nyrup?

 

Er det tid til at lukke munden på Rasmus Paludan? spørger Politiken, men de spørger de forkerte, de afklarede. De skulle hellere have spurgt Martin Lidegaard eller formanden for Publicistklubben, for pæne mennesker har det svært i disse tider, ligesom Nato har det svært, når det gælder forsvaret af den frie verden. 

Provokatøren Paludan sender vort dobbelte bogholderi til revisoren, og vi sveder tran til torskegildet; man vrider og vender sig for at tækkes Erdogan i den anledning – og ender med at skylle barnet ud med badevandet. 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14764963/fremkaldervaeske-paa-svensk-turne/

 

NIELS LILLELUND