Leder. Danmark var klog og havde politisk lederskab. Sverige var dum og fulgte blindt sundhedsmyndighederne. Nej, fortællingen om regeringens heroiske indsats mod covid-19 bør skrives om. Og det vil sætte spørgsmålstegn ved hele Socialdemokratiets tilgang til faglig ekspertise.

Mundbind for øjnene

DET blev hurtigt en sandhed i den offentlige debat, da covid-19 ramte landet i foråret 2020: Hvor var det dog godt, at vi ikke lyttede til sundhedsmyndighederne! Hvor heldigt, at vi havde en håndfast politisk ledelse. Medierne kunne fortælle, at det ikke var de faglige myndigheder, men Statsministeriets departementschef, der opfattede faren og krævede handling. Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut indså situationens alvor, og det var statsministeren og sundhedsministeren, der reagerede og lukkede Danmark ned, mens de sundhedsfaglige chefer gjorde, som de fik besked på: Resten er, som man siger, historie.

VAR historie. Fortællingen om regeringens heroiske indsats mod covid-19 bør skrives om. Flere undersøgelser tyder nemlig på, at det slet ikke var så klogt at ignorere sundhedsmyndighederne. I den danske selvopfattelse stod Mette Frederiksens restriktive tilgang i strålende opposition til det, der skete i Sverige. Den svenske regering fulgte konsekvent landets sundhedsstyrelse, der – som de fleste internationale sundhedsmyndigheder – mente, at vejen frem var gradvis flokimmunitet og en jævn smittekurve.

SVENSKERNE holdt stort set det hele åbent: butikker, skoler, uddannelsesinstitutioner, selv cafeerne kørte videre gennem foråret 2020. Og direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Anders Tegnell, blev hovedpersonen i en international fortælling om det afsindige svenske eksperiment, hvor man lod de gamle dø i stimer i stædig tro på nogle modeller i en forældet epidemiologisk lærebog.

DER er det problem med historien, at den ikke rigtig passer. Svenska Dagbladet har fået Det Statistiske Centralbureau i Stockholm til at undersøge overdødeligheden i EU plus Norge, Schweiz og Liechtenstein. Resultatet er, at Sverige i coronaårene 2020-22 havde den laveste overdødelighed af alle landene. Det gennemsnitlige antal dødsfald pr. år steg med 4,4 procent sammenlignet med de foregående tre år. I den modsatte ende af skalaen ligger Bulgarien, Slovakiet og Polen med en overdødelighed på 18-20 procent. Det er vigtigt at understrege, at overdødelighed, som Svenska Dagbladet skriver det i et interview med Anders Tegnell, er et meget »stumpt instrument«, som dækker over flere forskelle i de sammenlignede lande. Men i forhold til fortællingen om den bureaukratiske dødsengel fra Stockholm, der inkarnerede kombinationen af en særlig svensk autoritetstro/dødsdrift, er det en meget stor oprejsning.

DET blev hurtigt en sandhed i den offentlige debat, da covid-19 ramte landet i foråret 2020:

Hvor var det dog godt, at vi ikke lyttede til sundhedsmyndighederne!

Hvor heldigt, at vi havde en håndfast politisk ledelse.

Medierne kunne fortælle, at det ikke var de faglige myndigheder, men Statsministeriets departementschef, der opfattede faren og krævede handling. Hverken Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut indså situationens alvor, og det var statsministeren og sundhedsministeren, der reagerede og lukkede Danmark ned, mens de sundhedsfaglige chefer gjorde, som de fik besked på: Resten er, som man siger, historie.

VAR historie. Fortællingen om regeringens heroiske indsats mod covid-19 bør skrives om. Flere undersøgelser tyder nemlig på, at det slet ikke var så klogt at ignorere sundhedsmyndighederne. I den danske selvopfattelse stod Mette Frederiksens restriktive tilgang i strålende opposition til det, der skete i Sverige. Den svenske regering fulgte konsekvent landets sundhedsstyrelse, der – som de fleste internationale sundhedsmyndigheder – mente, at vejen frem var gradvis flokimmunitet og en jævn smittekurve.

SVENSKERNE holdt stort set det hele åbent: butikker, skoler, uddannelsesinstitutioner, selv cafeerne kørte videre gennem foråret 2020. Og direktøren for den svenske sundhedsstyrelse, Anders Tegnell, blev hovedpersonen i en international fortælling om det afsindige svenske eksperiment, hvor man lod de gamle dø i stimer i stædig tro på nogle modeller i en forældet epidemiologisk lærebog.

DER er det problem med historien, at den ikke rigtig passer. Svenska Dagbladet har fået Det Statistiske Centralbureau i Stockholm til at undersøge overdødeligheden i EU plus Norge, Schweiz og Liechtenstein. Resultatet er, at Sverige i coronaårene 2020-22 havde den laveste overdødelighed af alle landene. Det gennemsnitlige antal dødsfald pr. år steg med 4,4 procent sammenlignet med de foregående tre år. I den modsatte ende af skalaen ligger Bulgarien, Slovakiet og Polen med en overdødelighed på 18-20 procent.

Det er vigtigt at understrege, at overdødelighed, som Svenska Dagbladet skriver det i et interview med Anders Tegnell, er et meget »stumpt instrument«, som dækker over flere forskelle i de sammenlignede lande. Men i forhold til fortællingen om den bureaukratiske dødsengel fra Stockholm, der inkarnerede kombinationen af en særlig svensk autoritetstro/dødsdrift, er det en meget stor oprejsning.

HAVDE det så blot været denne ene undersøgelse. Men en gennemgang af forventet levetid i coronaårene i Nature Human Behaviour konkluderede, at Sverige lå på andenpladsen efter Norge: Svenskerne havde en bedre udvikling i levealderen end Danmark. Heller ikke denne undersøgelse fortæller alting om coronatiden, men den viser, at den danske fortælling om Sverige er falsk.

RET havde svenskerne i høj grad. Også de iagttog jo, hvordan de døde hobede sig op i Italien, men hvor Mette Frederiksen valgte at gå med livrem og seler, lyttede svenskerne til den faglige ekspertise. Nu kan vi se, at det ikke var nødvendigt at lukke samfundet så voldsomt ned.

Sandsynligvis var det unødigt skadeligt at lukke skolerne og de liberale erhverv, ligesom det nok var overkill at teste befolkningen så heftigt og skabe en udbredt frygt for »svenske tilstande«.

Den stærke politisering af sundhedsfaglig ekspertise i en akut sundhedskrise var en stor fejl. Det mest iøjnefaldende ved de nævnte undersøgelser er måske, at alle de nordiske lande er i front; de nordiske sundhedssystemer, infrastrukturen, tillidssamfundene og familiestrukturerne betød, at covid-19 ramte Norden ens – på trods af forskellene i politisk håndtering.

Arkivfoto: POOL / Scanpix.

Havde den danske regering lyttet til Søren Brostrøm og Kåre Mølbak, havde vi gjort nogenlunde som i Sverige – og var kommet lige godt ud af krisen. Desværre er der ingen interesse for en sådan korrektion. Regeringen vil ikke undersøge coronaårene ordentligt, så vi kan lære af fejlene. Det vil jo også sætte et stort spørgsmålstegn ved den gennemgående politisering af embedsværkets faglighed, som Dybvad-udvalget påpegede i sidste uge.

Den politiske ledelse har sat sig tungt på fagligheden – og den har ingen interesse i at udfordre sig selv ved at se nærmere på håndteringen af den største krise i landet siden Anden Verdenskrig.

Mundbindet er taget af og sat op for øjnene.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-10/samfund/mundbind-for-oejnene

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK