Gammel og vis. Hvem falder for falske e-mails og netsvindel?
Ikke de ældre, der klarer sig overraskende godt i et forskningseksperiment.
Ikke så nem at narre
Meget tyder på, at kriminelle ofte specifikt fokuserer på ældre
medborgere, når de forsøger at snyde sig til penge med falske e-mails eller
opringninger. Men måske spilder de deres tid. For ifølge forskningen er ældre
ikke mere godtroende end andre aldersgrupper.
I en ny undersøgelse har amerikanske
videnskabsfolk set på, hvordan en gruppe på 644 ældre reagerede, da de blev
udsat for fingerede fupopkald, hvor forskerne lod, som om de var
regeringsembedsmænd, og forsøgte at få dem til at røbe id-numre og andre
personlige data.
Blandt deltagerne, som havde en
gennemsnitsalder på næsten 86, var der kun godt 16 procent, som lod sig narre.
At resten lugtede lunten undervejs, er et vigtigt resultat, fortæller en af
forskerne, Patricia Boyle, der er neuropsykolog ved RUSH University i Chicago.
»Det er meget vigtigt, at hovedparten af de
ældre ikke lod sig rive med. Det tyder på, at mange mennesker er opmærksomme på
svindel rettet mod ældre og tager de nødvendige forholdsregler for at beskytte
sig selv,« siger hun til Weekendavisen.
Illustration:
Gitte Skov.
»Selv nogle af dem, der indledningsvis hoppede
på bedraget, var skeptiske. Så mens det er vores håb at beskytte de mest
sårbare, er det omvendt også afgørende og bør understreges, at over 80 procent
ikke gav potentielt kompromitterende information om sig selv.«
Undersøgelsen, som netop er blevet
offentliggjort online af Journal of the American Medical Association, er
angiveligt den første af sin art, der benytter sig af en behavioristisk
tilgang, hvor man altså direkte har observeret ældres adfærd, når de udsættes
for svindlere, der udgiver sig for at komme fra en offentlig myndighed.
»Selvrapportering har mere begrænset værdi,
fordi mange enten slet ikke er klar over, at de har været udsat for svindel,
eller vælger ikke at sige det, fordi de skammer sig eller er bange for, at de
vil blive umyndiggjort,« siger Boyle.
»Objektiv måling som den, vi har foretaget, er
i bund og grund den eneste metode til at få en bedre idé om problemets omfang
og virkelig forstå, hvor mange ældre mennesker der løber en risiko for at blive
ofre for svindel.«
De selvsikre unge
Måske er det de unge snarere end de ældre, der
skal tage sig i agt. Statistik fra den amerikanske regering viser, at 43
procent i aldersgruppen 20 til 29 år angiver at have været udsat for svindel.
Det tilsvarende tal for amerikanere i alderen 70 til 79 år er bare 23 procent.
Gareth Norris, der er psykolog ved Aberystwyth
University i Wales, nikker genkendende til den aldersprofil, der tegner sig.
»Unge mennesker er nok mere uforsigtige, fordi
de er vant til at være på internettet konstant og måske føler sig lidt for
meget hjemme dér. Så overordnet set vil jeg sige, at nej, ældre mennesker som
gruppe betragtet er ikke lettere ofre for bedrag end andre,« siger han.
Lignende tal kommer fra Storbritannien, hvor
en undersøgelse fra onlinebanken Marcus by Goldman Sachs sidste år viste, at
folk under 34 var dobbelt så tilbøjelige som alle andre til at lade sig snyde
af fupnumre på internettet.
Ironisk nok viste samme undersøgelse, at 55
procent af yngre respondenter betragtede sig selv som for kloge til at blive
narret af internetsvindlere. Noget kan altså tyde på, at et vist overmod netop
kan have bidraget til at bringe dem i vanskeligheder.
Svindlere har i øvrigt ikke været sene til at
se potentialet i det yngre segment og har udviklet skræddersyede »produkter«
som for eksempel falske studielån.
»Vi bærer nok alle sammen rundt på et billede
af ældre mennesker som lidt naive og sårbare. Og det passer muligvis på nogle.
Men generelt er ældre meget, meget varsomme, når de begiver sig ud på
internettet,« siger Norris.
»Der kan selvfølgelig være nogle med en
kognitiv svækkelse som for eksempel Alzheimers sygdom, som naturligvis kan
komme med alderen, men hvis vi taler om almindelige sunde mennesker over 65, er
der ingen forskel mellem dem og andre.«
Mens ældre ikke er specielt tilbøjelige til at
ryge i fælden, kommer de til gengæld af med større beløb, når det endelig sker,
viser officiel statistik fra USA. Gennemsnitsbeløbet, som amerikanere i 20erne
bliver snydt for, er 548 dollar, svarende til 3.900 danske kroner. For
amerikanere i 70erne er det 1.000 dollar, og for dem over 80 er det hele 1.750
dollar.
Forklaringen kan simpelthen være, at de ældre
typisk har flere penge at rutte med og samtidig færre forpligtelser end
børnefamilier, men netop fordi de tegner sig for større tab, ender de oftere i
medierne, hvilket igen kan bidrage til stereotypen om de godtroende ældre.
Ifølge Norris kan det desuden have en selvforstærkende virkning:
»Statistisk set er der måske flere ældre
mennesker, som bliver ramt af den slags snyd, fordi de kriminelle tror, at de
er mere godtroende, så derfor ender der også med at være flere ældre ofre,«
siger han.
Et svindelnummer til enhver type
Men hvis ældre i bund og grund ikke er nemmere
at narre end så mange andre, hvem er så? Er der overhovedet nogen mønstre?
Ifølge Norris er empirien usikker.
»Det er svært at pege på en bestemt
personlighedstype, som er særlig påvirkelig. Men der er noget, der tyder på, at
mere impulsive mennesker kan have lettere ved at hoppe på limpinden, fordi de
reagerer hurtigt og entusiastisk uden at tjekke fakta,« siger han.
Det kan også handle om, hvilket humør man er
i. Hvis man i forvejen er lidt bekymret, og der pludselig dukker en mystisk
e-mail op med en advarsel om, at man er blevet udsat for computervirus, kan man
have lettere ved at klikke videre, fortæller han.
Men alt i alt er billedet komplekst, og det
giver ikke meget mening at fremhæve én befolkningsgruppe frem for andre. Ingen
er helt ude af farezonen ifølge Monica Whitty, der er professor i
cybersikkerhed ved Monash University i Australien.
»Det er for det meste mænd, der er ofre for
investeringssvindel, mens de ældre er i fokus for bedrag, der handler om
lotteri eller velgørenhed. Og så er der en hel serie af svindelformer, som er
udviklet til at snyde de unge,« siger hun.
I nogle tilfælde har målgruppen ændret sig
over tid. Før var det især mænd, som faldt for »unge og smukke kvinder« på
internettet, der selvfølgelig også elskede dem, men lige havde brug for lidt
penge, igen og igen.
Nu er det i højere grad midaldrende kvinder,
som spenderer formuer på solbrændte, ikkeeksisterende Romeo'er, blandt andet
fordi de har en større disponibel indkomst, fortæller Whitty.
»Dybest set er vi alle potentielle ofre for
bedrag, og de kriminelle vender sig mod forskellige grupper alt efter, hvilken
type bedrag de bedriver,« siger hun.
Patricia
Boyle et al.: »Vulnerability of Older Adults to Government Impersonation
Scams«, JAMA Network, september 2023.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-40/ideer/ikke-saa-nem-at-narre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar