Analyse. Putin har overhovedet ikke brug for, at det er Islamisk Stat, der står bag et frygteligt terrorangreb i en forstad til Moskva.
En ubelejlig fjende
Man vælger ikke altid sine fjender. Og man kan roligt slå fast, at Rusland ikke er indstillet på at være i krig med terrorister fra Islamisk Stat.
Derfor gik der heller ikke lang tid fra terrorangrebet fredag aften, før de russiske medier flød over af påstande om, at det i virkeligheden er Ukraine og Vesten, der står bag. Alle fra næstformanden for det russiske sikkerhedsråd Dmitrij Medvedev over udenrigsministeriets talsperson Marija Zakharova til den russiske sikkerhedstjeneste FSB mente at vide, at det nok i virkeligheden er Ukraine og Vestens værk.
De lader sig ikke afficere af, at en underafdeling af Islamisk Stat IS-Khorasan har taget »æren« for angrebet på den sociale beskedtjeneste Telegram eller af, at Ukraine kategorisk afviser at have noget som helst med angrebet at gøre.
Og da Putin lørdag eftermiddag tonede frem på skærmen og gav sin version af begivenhederne, ja så understregede han, at »de forsøgte at skjule sig og bevægede sig i retning af Ukraine, hvor der efter de foreløbige oplysninger var forberedt en åbning til krydsning af statsgrænsen fra ukrainsk side«. (I klarsprog: Terroristerne samarbejdede med Ukraine.)
Fredag aften, få timer efter, at Putin officielt havde erklæret, at Rusland er i krig mod Vesten i Ukraine, blev Moskva ramt af et terrorangreb, da ukendte gerningsmænd åbnede ild i et koncerthus. Foto: Stringer, AFP, Scanpix
Putin undlod heller ikke at sammenligne gerningsmændene med nazister med udsagnet om, at »forbryderne kom koldblodigt og målrettet for at dræbe; for at nedskyde vores borgere og vores børn på klods hold. Ligesom nazisterne, som på et tidspunkt udførte massakrer i de besatte områder og fandt på at gennemføre show-henrettelser som en blodig form for afskrækkelse.«
Islamisk Stat nævnte præsident Putin ikke med et ord.
Amerikanerne vidste det
Igen og igen minder de russiske statsmedier desuden om, at amerikanerne jo allerede i starten af marts havde advaret om øget risiko for terrorangreb i Moskva mod større forsamlinger. USA vidste det altså.
Den 7. marts postede den amerikanske ambassade i Moskva således på sin hjemmeside en kortfattet meddelelse:
»Sikkerhedsadvarsel: Undgå store forsamlinger i løbet af de næste 48 timer. Ambassaden monitorerer rapporter om, at ekstremister har overhængende planer om at angribe større forsamlinger, herunder koncerter, og amerikanske borgere rådes derfor til at undgå store forsamlinger i løbet af de næste 48 timer.«
Putin klassificerede efterfølgende den 19. marts den amerikanske advarsel som et forsøg på at »intimidere og destabilisere vores samfund«.
Efter terrorangrebet ses advarslen imidlertid i et ganske andet lys.
Nu fremdrages den enten som bevis på, at amerikanerne selv planlagde terrorangreb og derfor forsøgte at minimere tabstallene blandt deres egne statsborgere – eller alternativt, at amerikanerne kendte til det konkrete terrorangreb mod Krokus City Hall og bevidst undlod at videregive informationer, der var nødvendige for at afværge angrebet.
Den store fortælling
Umiddelbart kan man måske undre sig over, at så mange i Rusland nægter at tro på, at det kan være en regional underafdeling af Islamisk Stat i Afghanistan, der står bag.
Bevægelsen har ellers uomtvisteligt et klart motiv: Uden Putin sad Syriens hersker Assad ikke længere solidt på magten, og han er i dag sammen med Putin og præstestyret i Iran den største forhindring for, at kalifatet kan genetableres, efter at USA har neddroslet sin tilstedeværelse i Mellemøsten mærkbart. Derfor var det også Islamisk Stat, og meget muligt netop IS-Khorasan, der stod bag terrorangrebet ved mindehøjtideligheden for drabet på general Suleimani den 3. januar i den iranske by Kerman, hvor selvmordsbombere tog livet af over 90 gæster.
Dengang hævdede Iran, at Israel og den store satan alias USA måtte stå bag, men da Islamisk Stat efterfølgende tog ansvaret, forstummede anklagerne mod Vesten.
Det samme bliver helt sikkert ikke tilfældet i Rusland.
Der er nemlig flere grunde til, at det virkelig ikke er i Putins interesse, at Islamisk Stat har skylden.
Frem for alt fordi Putin det sidste års tid har arbejdet hårdt på at indforskrive den muslimske verden i sin kamp mod Vesten. Han har ved flere lejligheder prist koranen og fordømt koranafbrændingerne i de europæiske lande, som Rusland i nogle tilfælde selv er mistænkt for at have foranstaltet.
Måneden efter Hamas' massakre på Israel den 7. oktober holdt Putin en stor tale med budskabet om, at Palæstinas fremtid afgøres i Ukraine, eftersom det er de samme fjender der kæmpes mod i såvel Gaza som Ukraine:
»Jeg gentager: Bag palæstinensernes tragedie, og bag krigene i Mellemøsten i det hele taget, bag konflikten i Ukraine og bag mange andre konflikter i verden – i Afghanistan, Irak, Syrien og så videre – står de ledende eliter i USA og deres satellitter. Det er efterhånden åbenlyst for alle,« sagde han ved den lejlighed.
I Det Røde Hav samarbejder Rusland åbenlyst med de muslimske Houthier, der undlader at angribe de russiske og kinesiske skibe.
Det statslige russiske nyhedsbureau Tass kan således citere Ali al-Qahoum fra Houthi Politbureauet for, at de yemenitiske houthier samarbejder med Rusland og Kina om at svække de vestlige stater og ødelægge konceptet om den unipolære verden (vestlig overherredømme, red.), ligesom samme nyhedsbureau kan referere Hamas for, at bevægelsen sætter stor pris på Putins støtte.
Det er derfor ikke for meget at sige, at Islamisk Stats terrorangreb på koncertsalen i Krasnogorsk ødelægger Putins fortælling om, at det er »Vesten mod Resten«, herunder mod muslimerne, som det neokoloniale Vesten træder under fode.
For hvordan forklare, at der er muslimer, som vil Rusland det ondt, når man har bildt sin befolkning ind, at resten af verden står sammen om at hade Vesten?
Hertil kommer, at terrorangrebet fandt sted fredag aften, blot få timer efter, at Rusland officielt havde erklæret at være i rigtig krig mod Vesten i Ukraine. Det var pludselig slut med at kalde det for en Militær Specialoperation, nu skulle alverden vide, at Rusland reelt befandt sig i krig. Også selvom folk i Rusland er blevet idømt bøder eller fængselsstraf for at hævde netop dét.
Beslutningen tjener to formål: Ét over for Vesten, og et andet over for den russiske befolkning.
Rusland ved, at Vestens røde linje er, at vi ikke selv i stort tal vil dø for Ukraine. Vi vil svække Putin, men ikke selv sende kampsoldater – kun teknisk personel og instruktører. Ved at kalde det for en »krig«, søger Rusland at true Vesten til at forstå, at vi uundgåeligt vil blive draget direkte ind i krigen, hvis vi fortsætter som nu.
Og helt ueffen er retorikken ikke: Ifølge Financial Times har USA bedt Ukraine om at afstå fra angreb på større olieraffinaderier og gasterminaler i Rusland af frygt for en eskalering af krigen og for olieprisernes himmelflugt. Og i Berlin kan ordet »krig« også tænkes at have en afskrækkende effekt på kansler Scholz, der er under pres på at levere langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine.
Over for den russiske befolkning er ordet »krig« et forvarsel om, at Putin forbeholder sig ret til når som helst at mobilisere større dele af den russiske befolkning til de væbnede styrker og om nødvendigt indskrænke befolkningens bevægelsesfrihed og andre rettigheder yderligere.
I frisk erindring
Men ak så kom angrebet fra Islamisk Stat, som med rette vil kunne få befolkningen til at stille sig spørgsmålet: Har vi kræfter til at genopføre Anden Verdenskrig mod nazisterne i Ukraine, hvis vi samtidig også skal slås mod de islamiske terrorister?
I frisk erindring har de fleste russerne de store terrorangreb, som tjetjenske islamister begik i nullerne: Angrebet på teatret på Dubrovka i 2002, der kostede 130-174 mennesker livet, angrebet på skolen i Beslan i 2004, der kostede 334 livet, bombningerne af Moskvas metro i 2004 og 2010, der kostede over 40 mennesker livet begge gange, for slet ikke at tale om dengang i 1999, Putin skulle vælges til præsident og beboelsesejendomme i flere russiske byer styrtede i grus.
Ganske vist var det alt sammen et led i en borgerkrig med den russiske republik Tjetjenien, der ønskede at løsrive sig, og det havde intet med salafisterne i Islamisk Stat at gøre, men ikke desto mindre: Islamisk terrorisme har en særlig uhyggelig klang i russiske ører.
Og det gør det ikke bedre, at Putin i sin sejrstale efter sidste weekends præsidentvalg fremhævede den russiske sikkerhedstjeneste FSB som den absolutte garant for russisk sikkerhed og suverænitet, hvorpå der så sker et kæmpestort terrorangreb i nærheden af hovedstaden, som organisationen burde have været i stand til at afværge. Så meget mere, som amerikanerne, ærkefjenden, åbenbart var klar over, at det skulle finde sted.
Det er et katastrofalt svigt, som den russiske befolkning bedre kan leve med, hvis gerningsmændene bag terrorangrebet er de onde nazister i Vesten, der holder resten af verden i et jerngreb, end hvis det er en gruppe skæggede mullaher fra Islamisk stat, der slår deres folder Afghanistan, fordi de er blevet jaget ud af Syrien og Irak.
Man vælger ikke selv sine fjender. Men i dette tilfælde har Putin nu tænkt sig at gøre forsøget alligevel: Og det er ikke Islamisk Stat.
https://www.weekendavisen.dk/udland/en-ubelejlig-fjende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar