”FORSMÅEDE VASKEKONER” OG ”PERFIDT PERSONANGREB”: DYBE FRUSTRATIONER I NYE BORGERLIGE FÅR BESKYLDNINGERNE TIL AT FLYVE

Fremtrædende medlemmer af Nye Borgerlige har forladt partiet i frustration over valget af spidskandidater forud for folketingsvalget. Andre overvejer at følge efter. En række centrale medlemmer retter hård kritik af partitoppen.

 

 

 

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er i lang tid lykkedes med at sikre ro på bagsmækken i partiet. Men nu ulmer frustrationer i baglandet.

I ly af store kriser i først Liberal Alliance, så Venstre og senest Dansk Folkeparti har fokus i mindre grad været rettet mod Pernille Vermunds parti, Nye Borgerlige.

 

Men i store dele baglandet er der opstået højlydt frustration forud for partiets sommergruppemøde søndag, og mens Christiansborg forbereder sig på et måske snarligt folketingsvalg, har fremtrædende medlemmer forladt partiet. Flere overvejer det samme.

Nye Borgerlige er bannerfører for decentralisering og det frie valg, men det har flere lokalafdelinger svært ved at genkende internt i partiet.

Partitoppen har i begyndelsen af året udpeget spidskandidater til landets storkredse.

Udpegelserne har mødt vrede i flere lokalkredse, og medlemmerne strides internt – og i fuld offentlighed.

Jyllands-Posten har været i kontakt med flere end 20 centralt placerede personer i partiets bagland for at blive klogere på, hvad det er, der sker i det borgerlige parti. Nogle afviser pure, at der er interne uenigheder, enkelte udtaler sig kritisk til citat. Flest fortæller om deres frustrationer, når båndoptageren er slukket.

Breve fra lokalafdelinger på Fyn og Sjælland er ifølge Jyllands-Postens oplysninger sendt til hovedbestyrelsen med budskabet om, at man ikke agtede at støtte de udpegede spidskandidater. Kredsene havde deres egne lokale kandidater, som de hellere ville hjælpe.

Efter den voldsomme modstand valgte hovedbestyrelsen, at de lokale kredse kunne stemme om spidskandidaten.

I sidste ende er de udpegede spidskandidater blevet valgt, men resultaterne vidner om uenigheder.

Partiet står stadig til fremgang i forhold til valget i 2019, men på det seneste er Nye Borgerlige dykket i meningsmålingerne. Vælgertilslutningen er halveret fra omkring 10 pct. til ca. 5 pct. I det lys kan det få stor betydning, om man står nummer et eller nummer to på valgsedlen, hvis kun én forventes at blive valgt ind.

Kandidaten fra Randers

På Fyn brød frustrationerne ud, da hovedbestyrelsen i april præsenterede landsdelens nye spidskandidat, Mikkel Bjørn Sørensen, kendt i partiet som den tidligere formand for partiets ungdomsorganisation, Nye Borgerliges Ungdom.

Enkelte udtrykte allerede på mødet deres forundring over, at kandidaten blev “trukket ned over hovedet på dem”, at Mikkel Bjørn Sørensen var fra Randers og ikke Fyn, og at hovedbestyrelsen ved at udpege ham havde overset en række lokale kandidater, der havde haft succes ved kommunalvalget.

»Det var den forkerte måde at gøre det på. Det var topstyret, for de burde have spurgt os og inddraget os i den proces,« siger Henrik Lauridsen, formand for blandt andet Svendborg, og kalder forløbet et »wakeupcall«.

I flere måneder har en vrede ulmet i baglandet hos Nye Borgerlige, og partiet bliver beskyldt for ikke at leve op til egne principper.

Ifølge partiets vedtægter er det netop op til hovedbestyrelsen at udpege spidskandidaterne. Men da lokale kandidater blev overset, kom det som en overraskelsE.

"Vi vi gerne have lidt hånd i hanke med, hvem der stiller op."

Jesper Hammer, organisatorisk næstformand, Nye Borgerlige

»Nye Borgerlige handler meget om decentralisering, men i vores parti skulle vi så træffe den slags centralt. Det var en forkert beslutning,« siger formand for Middelfart-kredsen og kandidat til folketingsvalget Jonas René Jensen, der er »ked af forløbet« og slår fast, at han ikke vil hænge Mikkel Bjørn Andersens plakater op, men sine egne.

En tredje formand på Fyn, Henrik Aaen fra Nyborg-kredsen, siger, at det er gået »rigtig skidt« med valget af spidskandidat, og at forløbet har været præget af »kaos«:

»Vi fik det trukket det ned over hovedet. Er der noget, fynboer ikke bryder sig om, er det at blive behandlet som får.«

Mikkel Bjørn Sørensen endte med at blive valgt med 133 stemmer, mens 212 personer stemte på en af de fire lokale kandidater.

Henrik Aaen siger om det endelige resultat, at der ikke er meget at tilføje:

»Det må vi støtte. Og så er det godt, at Fyn har andre kandidater, vælgerne kan stemme på.«

Jyllands-Posten har også været i kontakt med partiets lokalformand i Odense, Mathilde Hammer. Hun afviser at svare på, om hun foretrak Mikkel Bjørn Sørensen, men tilføjer, at der er mange gode kandidater på Fyn.

Rebecha Foged var en af modkandidaterne til Bjørn Sørensen. Hun er frustreret over forløbet og overvejer – i stil med andre af Jyllands-Postens kilder – at forlade partiet.

»Det har været et rigtigt ærgerligt forløb. Valget blev trukket ned over hovedet på os, og forløbet var meget uprofessionelt,« siger hun.

Åben strid

Da valget efter protester blev lagt ud i kredsen, skrev en anden kandidat på Fyn, Malte Jäger, i et opslag på Facebook, at han var glad for, at fynboerne nu kunne vælge deres spidskandidat.

Jäger er bedst kendt i offentligheden for sine valgplakater til kommunalvalget, hvor han fremviste sin veltrænede, bare overkrop.

Han skrev forud for valget, at mange i Nye Borgerlige fandt det »mærkeligt« at få en »forholdsvis ukendt fyr fra Jylland« som spidskandidat på Fyn:

»Det er jeg enig med disse mennesker i.«

Lad fynboerne bestemme selv !

For et par måneder siden besluttede en del af Nye Borgerliges Landsorganisation, at jyske Mikkel Bjørn fra Randers, skulle være spidskandidat for Nye Borgerlige på Fyn til næste folketingsvalg.

Dengang sagde jeg klart til hovedorganisationen: Jeg synes, at vi bør vælge en person fra Fyn som spidskandidat for Fyn, og jeg mener i øvrigt, at det skal være medlemmerne på Fyn, der bestemmer det.

Derfor er jeg glad for, at Nye Borgerliges Hovedbestyrelse nu har ombestemt sig – og besluttet, at det ikke længere er deres indstilling af Mikkel Bjørn, der bestemmer, hvem der skal være spidskandidat. Hovedbestyrelsen har valgt, at det skal være op til fynboerne selv at beslutte, hvem der skal være den fynske spidskandidat.

Jeg er ikke klar over, hvorfor de har trukket deres indledende beslutning om, at Mikkel Bjørn SKAL være spidskandidat tilbage, men jeg er glad for, at de har valgt, at det nu er de fynske medlemmer af Nye Borgerlige, der beslutter, hvem der er deres fynske spidskandidat.

Hvis du er medlem af Nye Borgerlige på Fyn, så synes jeg, at du skal stemme på mig som spidskandidat. Der er masser af gode grunde, men det vil jeg ikke spilde din tid med her. Hvis du vælger mig, så vil jeg kæmpe for alt det, som jeg har vist, at jeg kæmper for som medlem af byrådet i Kerteminde. Og som du kan se på min politikerside.

Sidst men ikke mindst: Hvis jeg ikke bliver spidskandidat, så stiller jeg naturligvis op alligevel. Og jeg vil ikke kaste mig over en masse hysteriske udmeldinger for at få opmærksomhed…

Jeg vil bare fortsætte mit politiske arbejde som en god og ordentlig repræsentant for Nye Borgerlige. Jeg var nummer sidst på listen til byrådsvalget, men jeg blev valgt ind alligevel via mine personlige stemmer. Og jeg vil kæmpe Nye Borgerliges synspunkter – uanset hvor på listen jeg står.

Med venlig hilsen

Malte Jäger

Medlem af Kerteminde Byråd for Nye Borgerlige
Næstformand for Handicaprådet i Kerteminde.
Bestyrelsesmedlem for Konservative Studerende på SDU.

PS: Inden Hovedbestyrelsen trak sin beslutning om at gøre Mikkel Bjørn til spidskandidat uden afstemning tilbage, så var der mange fynske tillidsfolk i Nye Borgerlige, der sagde, at det var mærkeligt at hive en forholdsvis ukendt fyr fra Jylland ind som spidskandidat. Det er jeg enig med disse mennesker i. Men… Hvis Mikkel Bjørn bliver valgt som spidskandidat alligevel, så accepterer jeg fynboernes beslutning. Det var det, jeg bad om på det indledende møde. Og jeg siger tak til hovedbestyrelsen for at lytte til deres fynske medlemmer i denne sag.

 

Opslaget affødte et rasende kommentarspor.

»Savtakker på albuerne klæder ingen, uanset hvor dygtig en kandidat du måtte være,« skrev Vibeke Molise, der var udpeget som spidskandidat i Københavns Omegns storkreds.

Medlem af hovedbestyrelsen og formand for Nye Borgerliges Ungdom Malte Larsen skrev i opslaget til sin navnebror:

»Jeg er næsten tabt for ord over, hvor respektløst, infantilt og decideret skammeligt dit opslag er, Malte.«

Andre bakkede manden bag opslaget op. En folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds skrev:

»Et HB-medlem (hovedbestyrelsesmedlem, red.), der offentligt nærmest slagter et kommunalbestyrelsesmedlem, det er bare ikke i orden.«

Forløbet om spidskandidat har haft direkte konsekvenser.

Opslaget affødte et rasende kommentarspor.

»Savtakker på albuerne klæder ingen, uanset hvor dygtig en kandidat du måtte være,« skrev Vibeke Molise, der var udpeget som spidskandidat i Københavns Omegns storkreds.

Medlem af hovedbestyrelsen og formand for Nye Borgerliges Ungdom Malte Larsen skrev i opslaget til sin navnebror:

»Jeg er næsten tabt for ord over, hvor respektløst, infantilt og decideret skammeligt dit opslag er, Malte.«

Andre bakkede manden bag opslaget op. En folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds skrev:

»Et HB-medlem (hovedbestyrelsesmedlem, red.), der offentligt nærmest slagter et kommunalbestyrelsesmedlem, det er bare ikke i orden.«

Forløbet om spidskandidat har haft direkte konsekvenser.

Med kaffe på kanden, Odense Classic i hanen og en mulig fordobling af partiets mandater i Folketinget burde stemningen have været god til mødet på Fyn i april. I stedet blev frustrationen italesat. 

Ifølge Jyllands-Postens kilder har flere medlemmer på baggrund af udpegelsen og det efterfølgende forløb forladt partiet – blandt andre Andreas Møller, som er 1. viceborgmester i Odense.

Andreas Møller ønsker ikke at stille op til interview, men flere forlod partiet i protest sammen med ham.

Sammen med to nu tidligere Nye Borgerlige-medlemmer, Kristian Juul Nielsen, tidligere lokalformand for Nordfyn, og Jan O. Pedersen, tidligere byrådsmedlem, udsendte han en pressemeddelelse, hvor de omtalte et »uopretteligt tillidsbrud«.

Kristian Juul Nielsen uddyber i dag til avisen, at han har forladt partiet som konsekvens af forløbet om Andreas Møller, og at forløbet var »dråben i bægeret for mig«.

Tidligere formand for Nye Borgerlige i Middelfart John Morell Frellsen har ifølge Jyllands-Postens oplysninger også forladt partiet i kølvandet på diskussioner med partitoppen om valget af spidskandidat på Fyn. Han ønsker ikke at kommentere oplysningerne.

»Vild og voldsom« uge på Sjælland

Valget af spidskandidater er heller ikke gået lige igennem på Sjælland.

Medstifter af partiet og medlem af Folketinget, Peter Seier Christensen, blev valgt med 676 stemmer, mens 346 stemmer gik til en af hans to modkandidater ved et kampvalg.

I Københavns Omegns Storkreds er bølgerne gået særligt højt.

Den udpegede spidskandidat, Vibeke Molise, endte med helt at trække sig som kandidat til folketingsvalget efter at have mødt modstand mod sit kandidatur.

I dag er fire personer valgt til Folketinget for Nye Borgerlige. Partiet har stået til markant fremgang i målingerne, men nu begynder Inger Støjbergs parti at lure i horisonten

Hun har ikke ønsket at tale med Jyllands-Posten. På Facebook skrev hun den 7. august, at det havde været en »vild og voldsom« uge.

»En forvirret proces og det politiske livs grimhed fik mig til – uden at blinke – at kyle det projekt på bålet,« skrev hun og tilføjede:

»Og når enkelte, forsmåede partifæller begynder at opføre sig som skrigende vaskekoner til en adelig henrettelse under Den Franske Revolution (undskyld billedsproget), så er mit bæger fuldt.«

Hun har siden redigeret i sit opslag.

Formand for den tredje Sjællands-kreds, København-kredsen, Jimmi Haushøj, siger, at hovedbestyrelsen og lokalforeningerne ikke har været enige, og at partiet derfor er endt i intern konflikt.

I hans kreds vandt den af hovedbestyrelsen udpegede Hans Blaaberg med 264 stemmer, mens medlem af borgerrepræsentationen for partiet i København Niels Peder Ravn fik 133 stemmer.

Truslen fra Støjberg

Valget om spidskandidater er ikke eneste kilde til frustration.

Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne, skaber bekymring.

Generelt er der begejstring for kvinden med den røde knold som varemærke, og derfor undrer enkelte sig over, at Vermund for nylig i Politiken sendte en skarp kritik mod hende, når partiet længe havde brugt kræfter på at hylde hende i forbindelse med rigsretssagen.

 

Nye Borgerlige har sat en stor kampagne i søen for at støtte Inger Støjberg. Nu frygter Nye Borgerlige-medlemmer, at den kan have sendt vælgere direkte i hendes favn. 

Andre sætter spørgsmålstegn ved netop den kampagne; var det fornuftigt at omfavne den tidligere Venstre-kvinde, eller har det sendt Nye Borgerlige-vælgere direkte i favnen på hende?

Adskillige af de kilder, Jyllands-Posten har talt med, skeler til meningsmålingerne. Støjberg buldrer frem og lader til at have spist en stor del af Nye Borgerliges vælgere. Flere medlemmer frygter den dag, hun åbner for medlemstilmeldinger og de potentielle konsekvenser for Nye Borgerliges bugnende medlemskammer.

Organisatorisk næstformand i partiet, Jesper Hammer, er derimod ikke bekymret for Støjberg, siger han. Han afviser kritikken fra partiets medlemmer om topstyring og centralisering i Nye Borgerlige, men medgiver, at udpegning af spidskandidater »måske« er blevet centraliseret »lidt«:

»Vi vil gerne have lidt hånd i hanke med, hvem der stiller op.«

Den følelse kender mange politikere nok. Men Nye Borgerlige står for decentralisering og frie valg. Hvorfor lever I ikke op til det?

»Fordi vi har været en ung organisation, et ungt parti,« siger han og tilføjer, at organisation samtidig er modnet de senere år, og derfor vil beslutningen fremadrettet blive lagt ud i lokalkredsene.

»Partiet er blevet ældre, og vi har lært mange af medlemmerne at kende.«

Det var også tilfældet, da I udpegede spidskandidaterne i april?

»Det kan du have ret i, og set i bagklogskabens lys skulle vi måske have grebet det anderledes an.«

En af dine lokalformænd føler, at I har behandlet dem som får. Hvad siger du til det?

»Det synes jeg på ingen måde, at vi har.«

Så det er en forkert følelse?

»Ja.«

Et hovedbestyrelsesmedlem retter en skarp kritik af en af jeres folketingskandidater på Facebook. Er det i orden?

»Det er rigtig ærgerligt. Det var uheldigt, det er der ikke nogen tvivl om. Men man kan også diskutere Malte Jägers opslag. Han var ude med riven, og så får han lidt tilbage med riven. Knivene hvæsses lidt, når der er udsigt til valg.«

Der er mange river og knive i jeres parti?

»Nej, overhovedet ikke, men der er et par enkelte, som stikker ud en gang imellem.«

Peter Seier Christensen er medstifter af partiet, men har haft kampvalg i sin kreds. Hvorfor får han ikke et suverænt valg?

»Det viser bare, at vi har et levende medlemsdemokrati,« siger Jesper Hammer og understreger:

»Generelt opfatter jeg ikke, at der er ballade.«

 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE14317119/forsmaaede-vaskekoner-og-perfidt-personangreb-dybe-frustrationer-i-nye-borgerlige-faar-beskyldningerne-til-at-flyve/

KATASTROFE FOR NYE BORGERLIGE..

Man behøver ikke at hedde Hans Engell eller Søs Marie Serup for at observere at der er noget helt galt i Nye Borgerlige, er man i tvivl, kan man jo tage et forsigtigt kig på den sidste offfentliggjorte meningsmåling, det ser ikke godt ud.

Hvor er det trist for noget af det der kendetegnede Nye Borgerlige var den skarpe profil som Pernille Vermund tegnede i de første par år i folketinget, den er fuldstændig forsvundet og i dag ligner Nye Borgerlige bare et af dem fra den blå blok.

Spørgsmålet er om ikke Pernille Vermund skal nøjes med at være forelsket og så lade de udadvendte aktiviteter styre af en af de nye dygtige spidskandidater. Hvad rager det i øvrigt mig hvad der står på Pernille Vermunds havelåge.?

Den værste fejl er dog Nye Borgerliges kampagne for Inger Søjberg og nu de efterfølgende angreb på samme, det er  simpelthen det dummeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg har selv prøvet at flytte fra Hillerød og tilbage til Jylland hvor jeg bl.a havde min sejlbåd liggende i Skive havn, så skal jeg hilse og sige at man lige lader være med at skille sig ud og optræder passende ydmygt.

Kampagnen for Inger Støjberg interesserede overhovedet ikke Inger Støjbergs bagland, det var såmænd bare et forsøg på at skabe interesse gennem vores Inger. I det område har Inger ikke brug for hjælp, og slet,slet ikke fra en forstadsfrue fra Nordsjælland.

Da Pernille Vermund, i et anfald af, ja, jeg ved ikke hvad, gik til angreb på Inger Støjberg, da savede hun simpelthen den gren over hun sad på i det meste af Jylland, hun stak ganske enkelt hånden direkte i et hvepsebo og ja, de stikker fandme. Hele området gik i laden og stalden og alle høtyve blev fundet frem, INGEN og jeg mener INGEN angriber Inger Støjberg og slipper godt fra det.

Nye Borgerlige har en kæmpeopgave for at få genopbygget tilliden i Jylland, kom i gang mens det stadig er muligt, men lad være med at spilde tiden og angrebene på Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, det kan man dø af.

Thorkild Bisbo

 

Fra arkivet. Kødet er skrøbeligt, men ånden er usårlig, når vi står sammen om den. I januar 1991 skrev Weekendavisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden denne leder om Salman Rushdies hovedværk.

 

DE SATANISKE VERS

Denne leder blev oprindeligt bragt den 4. januar 1991.

Slutningen af Salman Rushdies mesterværk, »De sataniske vers«, rummer en scene, der spiller en afgørende, følelsesmæssig rolle for den ene overlevende af bogens to hovedpersoner.

Han deltager i en venstreorienteret demonstration og indgår i en menneskelig kæde under et besøg i det Indien, han ellers år forinden har forladt til fordel for den vesterlandske storstad, London. Følelsen af samhørighed med de andre demonstranter og en ny forelskelse får lov til at runde bogen af: »Det syntes som om, at han trods alle sine fejl, sin svaghed, sin skyld – trods sin menneskelighed – skulle få en chance til«.

Mange læsere har følt denne løsning som svag og lidt af et antiklimaks, på baggrund af bogens komplekse skildring af splittetheden mellem østligt og vestligt, religiøsitet og verdslighed. Hvis man vil, kan man i Rushdies valg af denne slutning ane det psykologiske grundlag for den »omvendelse« til Islam, han overraskede verden med ved juletid. Salman Rushdies deltagelse i den offentlige debat – også før ayatollahens »dødsdom« – bærer præg af hans ønske om at være solidarisk med sin baggrund og med dem, der nu også er blevet hans trosfæller i Kashmir og Palæstina. Den mest overbevisende passage i den forklaring på omvendelsen, som Weekendavisen bringer i dag, lyder: »Jeg er nu i stand til at kunne sige, at jeg er muslim; faktisk er det en kilde til glæde at kunne sige, at jeg nu er indenfor i – og en del af - det trosfællesskab, hvis værdier altid har stået mit hjerte nærmest«. Her er man tættest på at tro Rushdie, hvorimod bekendelsen til Islams to centrale trossætninger virker formel og »forhandlet«.

Salman Rushdie blev for alvor kendt for sin bog 'De sataniske vers', der skabte stor furore i den muslimske verden, og den iranske ayatollah udstedte en dødsdom over ham. 

Man er tæt på at tro ham, for Rushdie er et begavet og subtilt argumenterende menneske. Men man kan alligevel ikke. Alle, der har læst Rushdies brillante og dybt humane essay »I god tro« – bragt her i Weekendavisen i februar 1990 – må have det på samme måde. Et mere begavet forsvar for en ikke-troendes interesse for troen, en mere nuanceret udlægning af den fundamentalistiske tros umulighed, et mere eksemplarisk forsvar for den kunstneriske frihed, er det svært at forestille sig. I virkeligheden har Rushdies forsøg på at få fred og forsones med i hvert fald moderate muslimer forskudt konflikten om »De sataniske vers« til et om muligt endnu mere principielt plan.

Oprindelig vedrørte Rushdie-sagen ytringsfriheden. Umiddelbart er det svært at forestille sig noget mere fundamentalt princip i liberale og humane samfund. Men dybest set hviler ytringsfriheden – det gør den også historisk – på en endnu mere fundamental værdi: Trosfriheden, retten til ikke at være bundet i samvittighedsspørgsmål. Det oprindelige argument for denne frihed var, at en bekendelse til Vorherre, der ikke var ægte, fri og oprigtig, ikke kunne have nogen værdi. Derfor forudsætter sand gudstro religionsfrihed. Senere blev dette krav om religiøs trosfrihed udvidet til generel ytringsfrihed i tanke- og samvittighedsspørgsmål, og med dette udgangspunkt kunne der efterhånden opbygges en universel argumentation for politisk og kunstnerisk ytringsfrihed.

Rushdie-sagen minder os om, at der stadig kan stilles spørgsmålstegn ved selve udgangspunktet. Retten til en ubundet bevidsthed og samvittighed er endnu ikke nogen selvfølge i hele verdenssamfundet. I en fundamentalistisk udlægning af religionen er anerkendelse af Troens primat vigtigere end den forudsætning om frivillighed og ægthed, der er blevet uantastelig i vor civilisation, og som er gjort universel i Menneskerettighedserklæringerne.

I det desværre stadig meget fundamentalistisk prægede Islam stempler de omstændigheder, der har fremtvunget Rushdies omvendelse, ikke i sig selv omvendelsen som en forgiftet kompliment til religionens magtbrynde. Dermed har sagens nye vending endnu engang præciseret, hvad der er Islams problem i den moderne verden, og hvad det er, der bringer Islams fundamentalistiske troende på kollisionskurs med det humane og liberale grundlag for den universelle civilisation.

Samtidig illustrerer den nye vending igen den vestlige relativismes begrænsning. Det nytter ikke noget at sige, at den ene tro, kultur eller samfundsorden kan være lige så god som den anden. Det nytter ikke noget at sidestille kravet om, at ingen må fremsætte tanker eller ord, der strider imod en dogmatik, med princippet om, at enhver må tænke og tro sit. Princippet om tanke, tros- og trykkefrihed er ikke »vestligt«, ensidigt eller undertrykkende. Det er universelt, og som sådan det bedste redskab mod den undertrykkelse, som også kristne samfund har påført andre, og mod den diskrimination, der den dag i dag kan blive mindretal i vore egne lande til del.

Kravet om respekt for den enkeltes integritet er universelt, og det er krænket og krænkes fortsat i tilfældet Salman Rushdie. Alligevel ville det være forkert at udlægge den verdensomspændende strid som en kamp om Rushdies sjæl, hvor Islam nu har vundet nogle åndelige positioner, mens vi andre må henvise til andre skriftsteder og tidligere udtalelser. Stridens kerne er i sidste instans ikke Salman Rushdie, hvor vanskelig hans situation end kan være, og hvor meget han end – oprigtig omvendelse eller ej – har krav på vor sympati og støtte.

Stridens kerne er romanen »De sataniske vers«. Det er den, ayatollahen fandt blasfemisk, og det er den, der rummer en kunstnerisk helstøbt, højt begavet og udfordrende udlægning af – blandt meget andet - troens tragedie og tvivlens nødvendighed. Det er tvivlen, Troen ikke kan tåle. »De sataniske vers« er ikke længere kun Rushdies ejendom. Fra den dag, romanen kom på gaden, tilhørte den os alle – læserne og hele den tænkende og følende menneskehed.

Rushdie kan forsinke billigbogs-udgaven, og han kan forbyde nye oversættelser. Hans kunstneriske og kommercielle rettigheder er ham vel undt. Men bogen – og den verden, den rummer, er også vor. Det skrevne kan ikke gøres uskrevet. Om nødvendigt skal vi nok sørge for pirat-udgaver af bogen og selv ordne oversættelsen. Men det er slet ikke nødvendigt. Bogen kan i frie lande fås i enhver boghandel. Den hører allerede til blandt de bøger, man ikke vil holde op med at læse. I den har forfatteren givet os noget, som han ikke selv kan tilbagekalde, hvis han en dag skulle overveje også det skridt. Ayatollaherne kan skræmme og forvirre et enkelt menneske.

Det er et nederlag for retsstaten , at det kan komme så vidt. Men dybest set kan det ikke undre. Kødet er skrøbeligt, og vil man leve et normalt liv, kan man aldrig være sikker for galninges eller fanatikeres overfald. Kødet er skrøbeligt, men ånden er usårlig, når vi står sammen om den. Mordtrusler og pression er farlige våben, men de formår ikke meget over for den civilisation, som »De sataniske vers« er et fornemt bidrag til.

Skrevet AF : TØGER SEIDENFADEN

https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-sataniske-vers

 

Pladsmangel. Overbelægningen på psykiatriske afdelinger har store konsekvenser for patienterne. De bliver udskrevet for tidligt eller tager ikke imod behandlingen.

KRUMSPRING I PSYKIATRIEN

Overbelægningen på de psykiatriske afsnit er nu så stor, at patienterne må kæmpe om pladserne. På Aarhus Universitetshospital i Skejby bruger man dobbeltstuer og mødelokaler for at få plads til alle.

Efter skyderiet i Fields er debatten om en afkræftet psykiatri tiltaget. Ikke alene var den formodede gerningsmand kendt af psykiatrien. Han skulle også fængsles i surrogat på en psykiatrisk afdeling efter skyderiet, men der var ingen ledige pladser. En bred stribe af partier i Folketinget har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke at fremrykke de udskudte psykiatriforhandlinger til starten af august. Et af regeringens valgløfter var en tiårsplan for psykiatrien.

»Hvis det kan forbedre chancerne for at lande en bred aftale, og hvis det kan lade sig gøre, så lad os gøre det,« sagde Magnus Heunicke til TV 2.

For at komme sig skal psykiatriske patienter ligge på en enestue. Det lader sig ikke gøre for tiden, til stor fare for patienternes behandling. Sidst 46-årige Pia S. Mikkelsen var indlagt, var det på en dobbeltstue. Denne gang frygter hun, at det kommer til at ske igen.

Foto: Oscar Scott Carl

»Det er modbydeligt. Jeg udskriver mig selv, hvis jeg kommer på dobbeltstue,« siger hun.

Forholdene under en indlæggelse er livsvigtige. Danmark er det OECD-land, hvor flest indlagte patienter med en psykisk diagnose begår selvmord. Tallet er fem gange højere end i Norge. Indlæggelsestiden på de psykiatriske afdelinger er kort, men det skyldes ikke, at folk bliver raske, viser en analyse fra Sundhedsdatastyrelsen. Det skyldes, at patienter bliver udskrevet for tidligt. I Region Midtjylland bliver hver tredje psykiatriske patient genindlagt inden for 30 dage.

Overbelægningen er også en del af forklaringen, når der bruges tvang i psykiatrien. Ifølge psykiatriloven må tvang ellers kun anvendes, når alt andet er forsøgt. Sådan forholder det sig bare ikke i Aarhus. En intern undersøgelse viste, at personalet mente, at op mod 80 procent af al tvang skyldes ressourcemangel og ikke voldsomme patienter.

For lægerne er der to muligheder: Enten bliver Pia S. Mikkelsen udskrevet for tidligt, med selvmordstanker og uden en grundig vurdering af, om hun kan klare at komme hjem. Eller også skal hun tvangstilbageholdes. Men for Pia S. Mikkelsen er valget nemt. Hellere selvmordstanker derhjemme end på en dobbeltstue i Skejby.

På Aarhus Universitetshospital fortæller lægerne, at andre patienter klynger sig til senge i frygt for, at den er væk, hvis man skal hjem på weekend, eller at man bliver indlagt i et rum beregnet som mødelokale. I en kamp for at finde pladser i det psykiatriske system må personale og patienter gøre krumspring, lyder det.

Frygt for dobbeltstuer

En dansk undersøgelse har vist, at indlagte på enestuer helbredes hurtigere. Den understøttes af udenlandske studier, der viser, at patienter på enestuer føler sig mere i kontrol. Det genkender professor ved Region Hovedstadens Psykiatri Poul Videbech

»Indlagte har brug for ro og privatliv for at komme sig. Det kan også være utrygt at ligge ved siden af en, som er sindssyg,« siger han. Mange psykiske sygdomme er netop karakteriseret ved kontroltab.

Enestuer var også planen, da Aarhus Universitetshospital flyttede lokaler fra Risskov til Skejby i 2018. Alle de psykiatriske sengeafsnit er bygget med udelukkende enestuer, 24 på hver. Selv brandmyndigheder har kun godkendt afdelingerne til 24 patienter – så snart der er indlagt en patient for meget, skal en fra personalet konstant cirkulere rundt på afsnittet på udkig efter brand. Det er ikke kun i Skejby, at man udelukkende bygger enestuer. Sådan er det på alle nybyggede hospitaler i landet.

Alt er i nuancer af lyserødt og boltet fast på det afsnit, hvor Pia S. Mikkelsen er indlagt. Hun låser op til sin enestue og skynder sig at fjerne det værste rod væk. I vindueskarmen står roser fra hendes mor og en halvtom bøtte sukkerfrie lakridspastiller.

”Forestil dig at dele hotelværelse med en, man slet ikke kender, mens man er i et af sit livs mest pinefulde øjeblikke.”

SIMON HJERRILD, OVERLÆGE

Hun er det, lægerne kalder skizoaffektiv. Forsimplet er det en kombination af skizofreni og bipolar lidelse. Hun hører både stemmer og er depressiv.

»Der er ingen, der kan lide dig. Du har ikke noget at leve for. Det er bedst, du er død,« siger stemmerne under hendes krøllede hår.

De er begyndt at råbe særligt højt på grund af en beboer på Pias bosted. Hun synes, at beboeren er meget ubehagelig. Selvmordstankerne er skyld i, at Pia S. Mikkelsen blev indlagt på afdelingen for ti dage siden. Men hun frygter hele tiden at blive sendt på en dobbeltstue.

 

»Det er modbydeligt. Jeg udskriver mig selv, hvis jeg kommer på dobbeltstue,« siger Pia S. Mikkelsen.Foto: Oscar Scott Carl

 

»Hver gang personalet vil tale med mig, er jeg bange,« siger Pia og ser flygtigt på lægen med korslagte arme i stolen ved siden af hende.

Sidst hun var på dobbeltstue, løb den anden patient nøgen rundt og bankede hele tiden på toiletdøren, når Pia var derude. Pia vil helst leve tilbagetrukket med mandala-malebøger og musik.

»Jeg får det psykisk værre på en dobbeltstue. Jeg kan ikke tage imod min behandling,« siger hun.

Vi kigger ind på en dobbeltstue, som egentlig er en enestue med en ekstra seng. Illusionen om et privatliv skabes af en lille foldevæg, der ikke er højere, end at man kan kigge over den, når man står op.

Overlæge Simon Hjerrild siger, at tanken oprindeligt var, at dobbeltstuerne skulle bruges, hvis der opstod et akut behov for sengepladser. Det akutte behov er der bare hver eneste dag.

»Forestil dig at dele hotelværelse med en, man slet ikke kender, mens man er i et af sit livs mest pinefulde øjeblikke,« siger Simon Hjerrild.

Pia S. Mikkelsen låser sin stue efter sig. Hun har taget sin røde regnjakke på og hovedtelefonerne i. De fyldes om lidt med Britney Spears og Shu-bi-dua, mens hun trækker lidt frisk luft.

Orlov og mødelokale

Som et led i behandlingen bliver patienter sendt hjem på orlov. Man er nødt til at trykteste, om det er muligt at være derhjemme, inden man slipper patienten helt, forklarer Simon Hjerrild. Sikkerheden ligger i, at der står en tom seng på afdelingen, man kan vende tilbage til, hvis det ikke går at være hjemme. Men personalet er nødt til at bede patienten pakke sine ting, for der kan være behov for sengen til en anden, og så har man to indlagte i samme enkeltseng.

»Selvfølgelig siger folk nej til at komme på orlov, hvis de kan miste deres seng,« siger Simon Hjerrild.

Det afhjælper ikke på pladsproblemerne, at patienter bliver i deres seng af frygt for at miste den. Det gavner heller ikke patienten at sige nej til næste skridt i behandlingen. En beslutning, alle taber ved, fortsætter han.

Det nyeste krumspring er den 27. seng; et mødelokale ommøbleret til en stue, som folk på etagen ovenover kan se direkte ned i. »Man kan komme til at ligge ugevis i et lokale uden badeværelse. Jeg ved ikke, hvor de går på toilet. Bruger de personaletoilettet,« spørger Simon Hjerrild.

Hverken patienter eller personale bryder sig om dobbeltstuer, orlovssenge eller mødelokaler. Patienterne føler sig glemte, og der er ikke normeret personale til mere end de 24 enestuer.

Formanden for Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Klærke (SF), kalder dobbeltstuer en nødløsning.

»Det er på ingen måde en optimal løsning. Når valget står mellem at udskrive en allerede indlagt patient for at få plads til en ny patient og at have to på en stue, er dobbeltstuen den bedste af to dårlige løsninger,« siger han.

Han mener, at psykiatrien i Region Midtjylland har alt for få sengepladser. Når belægningsprocenten i gennemsnit er et sted mellem 99 og 100 procent, kan han ikke reelt sige, hvor mange ekstra senge der er behov for. Overbelægningen vil stadig være et problem de næste år.

»Vi er i gang med at bygge flere pladser i Horsens, men byggeriet har været forsinket ad flere omgange. I Aarhus vil vi begynde at udbygge retspsykiatrien med 16 pladser, som kan aflaste de andre afdelinger.«

– Er det realistisk at løse pladsproblemerne?

»Det er ikke realistisk inden for det næste år. Byggeriet i Horsens står i 2023. I Aarhus er planen, at de nye pladser i retspsykiatrien tages i brug i 2024.«

https://www.weekendavisen.dk/2022-30/samfund/krumspring-i-psykiatrien

JESPER LESAGER (f. 1995) er journalist og holder af provinsen og det sydlige Afrika. Han studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og University of Cape Town.

 

JLEC@WEEKENDAVISEN.DK

 

EM. På 20 år har samfundets syn på kvindefodbold ændret sig markant, men talentudviklingen afhænger af, at medierne følger med.

KVINDER, DER SPILLER BOLD

I disse dage spilles der EM i fodbold i England. For knap en måned siden stod jeg, sammen med 21.500 andre glade fodboldfans i Parken, til en testkamp mellem Danmarks og Brasiliens kvindelandshold. Side om side var den danske befolkning bredt repræsenteret, og nye takter i samfundet og dets syn på kvindefodbold var til at få øje på. Takter, som også anes i mediernes stigende interesse for sportsbegivenheder, hvor kvinder er i centrum.

Gennem tidens løb har det haltet med mediernes dækning af kvindefodbold og det danske kvindelandshold. Tilbage i 2013 spillede Danmark EM, og her spillede holdet sig videre til kvartfinalen. Det skete på baggrund af tre kampe, som ikke blev vist på danske medieplatforme. De spillede sig videre til en semifinale, og da gik det op for nogen, at der blev spillet EM i fodbold, og at Danmark var i semifinalen. DR greb bolden og skaffede rettigheder til at vise kampen, som desværre endte med et dansk nederlag efter en dramatisk straffesparkskonkurrence. Og inden man havde nået at eksponere nogen af de danske spillere og lære dem at kende, var rejsen slut.

I dag er kvindefodbolden i rivende udvikling, og ligeså er mediedækningen af landsholdet, når det gælder slutrunder. Omkring 1,5 millioner tv-seere fulgte med i EM-finalen i 2017, og man kan blot håbe, at tv-dækningen af dette års slutrunde indbyder flere til at se med og følge nogle af Europas dygtigste fodboldspillere i jagten på trofæet. Også selvom det desværre bliver uden dansk videre deltagelse.

DE FLESTE AF MINE frikvarterer i folkeskolen blev brugt på at spille fodbold med drengene. Hvis man spillede fodbold for 20 år siden, gik man oftest under betegnelsen »drengepige«, og det er ikke meget mere end en uge siden, at anføreren på kvindelandsholdet, Pernille Harder, var ude at sige, at hun som barn gerne ville være dreng af den simple årsag, at hun ikke vidste, at der fandtes et kvindelandshold.

Da jeg selv startede til fodbold i en alder af ti, fandt jeg et sammenhold med andre ligesindede og fodboldglade piger. Vi kunne nørde sammen og træne i timevis i weekenderne, helt indtil lyset i det lokale boldbur blev så knapt, at der ikke var andet at gøre end at hoppe hjem i seng og glæde sig til, at solen atter stod op, sådan at man kunne snøre fodboldskoene på ny. Vi spillede og levede os ind i det, som var vi selv de store stjerner. Men dengang var der ikke nogen af os, der sagde: »Så er jeg Pernille Harder, og du kan være Signe Bruun.«

Dengang talte vi om og spejlede os i de mandlige idoler, for der var umiddelbart ikke nogen kvindelige fodboldidoler at spejle sig i. Når vi så landskamp i tv, var det herrelandsholdet – eller i folkemunde »Landsholdet«. Det var det eneste landshold i Danmark. I niende klasse var jeg så privilegeret at komme i folkeskolepraktik som »professionel fodboldspiller«. Jeg var med på sidelinjen i en uge hos et, på det tidspunkt, tophold i den bedste kvindelige liga. Her stiftede jeg bekendtskab med utallige landsholdsspillere, hvis navne jeg aldrig før havde hørt om. De havde alle en anden karriere ved siden af fodbolden, fordi de økonomisk ikke kunne leve af det.

Hvis man vil lykkes som sportsudøver, skal der investeres penge, mange penge, i den enkelte spiller og systemet omkring hende, og også det forudsætter mediernes interesse.

Jeg husker den uge som en fantastisk oplevelse, men jeg husker også, at jeg tænkte, at professionel fodboldspiller som kvinde, det var der nok ikke så meget fremtid i. Da jeg fyldte 19 år, stoppede jeg til fodbold, og der skulle gå flere år, før fodbold igen blev en del af mit liv.

KVINDEFODBOLD BLIVER OFTE mødt af en masse fordomme og holdninger til, at tempoet ikke er lige så hurtigt, og at spillerne ikke er lige så teknisk dygtige som mændene. At det er kedeligt og derfor ikke på højde med herrefodbold. Jeg ville ønske, at man kunne se kvindefodbold på kampens egne præmisser og ikke have så stort fokus på sammenligningen af de to. Jeg tror, at mange ville blive positivt overrasket over aspekter, som sprudler i kvindefodbold, hvad end det er hurtige fødder eller velorkestrerede taktiske udfoldelser.

Profileringen af dette års EM lægger sig i slipstrømmen af en bølge i samfundet med fokus på ligestilling. Forskellige steder i kulturens verden er der fokus på at hylde de »glemte kvinder«. I særdeleshed på museer, men også inden for sporten. Pludselig blev historien, om dengang Danmark blev verdensmestre i 1971, taget op og formidlet som dokumentarprogram af DR.

Skal man forstå kvindefodboldens udvikling som et skridt på vejen til et politisk retfærdighedsopgør i en kulturel kontekst, som har fokus på ligestilling? Eller er produktet blevet så tilpas godt, at kommercialiseringen på naturlig vis stiger? Rekorden for det totale antal tilskuere til en slutrunde for kvinder blev slået ved dette års EM allerede med 15 kampe tilbage. Og det hele kulminerer med en finale på et udsolgt Wembley med 90.000 mennesker.

Det engelske landshold har spillet sig videre i fænomenal og overlegen stil med maksimalt antal på point fra gruppespillet og med en imponerende målscore, og det er alt sammen med til at understrege, hvilken positiv betydning økonomiske og mediemæssige satsninger har på det sportslige produkt.

Jeg vil ikke udfolde en større sportslig og fodboldteknisk sammenligning mellem herre- og kvindefodbold, men derimod fremhæve vigtigheden i, at aviserne og tv-stationerne fylder spalterne og sendefladerne og prioriterer kvindernes EM. For det er gennem medieeksponering, at en ny generation kan vokse op og spejle sig selv og sin identitet i dygtige og inspirerende kvindelige sportsudøvere. Men det er selvfølgelig ikke nok. Hvis man vil lykkes som sportsudøver, skal der investeres penge, mange penge, i den enkelte spiller og systemet omkring hende, og også det forudsætter mediernes interesse.

Ifølge medieforsker Lawrence Wenner er sport og medier nemlig uadskillelige forstået på den måde, at nutidens professionelle sport hænger uløseligt sammen med den medieeksponering og økonomi, der følger med i forhold til tv-rettigheder, sponsorater og lignende. Spillernes stjernestatus er essentiel for den stigende kommercialisering af sporten, og medierne er med til at forme og definere sporten og vores forståelse af den.

I DAG, 20 år efter at jeg startede til fodbold som ung pige, er det muligt for de tiårige at løbe rundt med en fodbold for fødderne og idolisere fodboldspillere. Fodboldspillere, som spiller på nogle af Europas flotteste fodboldadresser til hverdag. De kan spejle sig i kvinderne på landsholdet og vokse op med kvindelige idoler. Drømme om selv at stå der en dag i den røde landsholdstrøje og synge med på nationalsangen.

Når landsholdet spiller, trækker jeg også i en landsholdstrøje. På ryggen af min landsholdstrøje står der »HARDER«, og indeni står der »En del af noget større«. En del af noget større er netop, hvad kvindelandsholdet og de andre hold til EM står for.

Når kvindefodbold sammenlignes negativt med herrefodbold, bliver der hverken taget højde for, at det, som kvindelige spillere kan, er noget andet end deres mandlige kolleger, eller at værdierne, som hyldes, er tilsvarende anderledes.

Den generation af fodboldspillere, som spiller EM i disse dage, fremhæver for eksempel inklusion som en naturlig del af spillet. Det gør herrefodbolden slet ikke i samme grad.

TILBAGE TIL PARKEN til testkampen, hvor Mille Gejl sparkede bolden i netmaskerne i overtiden, og nationalarenaen blev fyldt af en kollektiv lykkerus. En rus, der kom til udtryk gennem et kollektivt jubelbrøl og klapsalver. En kærlighed til landsholdsfodbold, som jeg synes fornemmes ud af skærmen til dette års EM. Alt fra engelske fans på hjemmebane til medrejsende hollændere med stor hang til trommer.

Jeg er spændt på, hvem der står med pokalen til sidst, og jeg glæder mig allerede til sommeren 2023, hvor VM med dansk deltagelse skal afholdes.

Christense Wendel Skousen er projektleder og spiller til daglig amatørfodbold i BK Skjold.

https://www.weekendavisen.dk/2022-29/kultur/kvinder-der-spiller-bold

NB. I AFTEN – 18.00 DANSK TID – SPILLES FINALEN I EURO WOMEN 2022 – TYSKLAND MOD ENGLAND - KAMPEN VISES PÅ TV2 – 90.000 SOLGTE BILETTER PÅ WEMBLEY OG MILLIONER AF TV SEERE…

 

Stormvejr. Statsministerens departementschef lærte det på den hårde måde i Esbjerg. Det fik hun brug for som Mette Frederiksens tro væbner i kampen mod sit eget system.

Tilfældet Barbara Bertelsen

 POUL PILGAARD JOHNSEN

 

Allerede i sin gymnasietid i Esbjerg var Barbara Bertelsen parat til at gå helt til kanten:

»Det værste var gymnastiktimerne, hvor jeg vist må tilstå, at jeg var systempjækker og holdt øje med fraværet, så jeg lige akkurat ikke fik en advarsel,« fortalte hun i 2014 til bladet Gymnasieskolen i et af de meget få interview, hun har givet. I samme artikel kan man læse, at læreren Ulla, som hun havde i dansk, var den, der fik størst betydning for hende.

»Hendes hovedfag var matematik, så hendes danskundervisning var meget struktureret,« fastslog Barbara Bertelsen og tilføjede, at »matematik gav den største faglige tilfredsstillelse. Jeg kunne virkelig godt lide, når man kunne se mønstrene og resultaterne for sig, og det hele gik op«.

 

Illustration: Gitte Skov

”Barbara er mere socialt handicappet, end hun er socialdemokrat. Og hun er bedre til at eksekvere end til at udvikle politik.”

ANONYM TIDLIGERE SOCIALDEMOKRATISK MINISTER

Man aner syldstenene i en personlighed, hvis bygning nu tårner sig op i både centraladministrationen og offentligheden. Efter minksagen er statsministeriets departementschef blevet forsidestof, og man skal tilbage til Anden Verdenskrig for at finde et tilsvarende eksempel på, at en dansk embedsmand er blevet så kendt, omtalt og omdiskuteret i den brede befolkning:

Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen var fra 1943 den reelle leder af Departementschefstyret, som efter regeringens afgang loyalt videreførte politikernes tilpasningsvenlige samarbejdspolitik med tyskerne og i sagens tjeneste gik helt til lovgivningens grænse og indimellem lidt over. Af den grund blev han i offentligheden efter Befrielsen beundret af nogle – det havde jo reddet danske liv – og forkætret af flere.

I tilfældet Barbara Bertelsen blev krigen mod corona enten departementschefens finest hour eller banesår. For lige så megen respekt det har aftvunget, at landets øverste embedsmand greb så resolut og forudseende ind – endda før sundhedsmyndighederne – da corona nærmede sig Danmark, lige så højt lyder nu kravet om, at hun skal fyres eller suspenderes for sin rolle i minkskandalen.

Ikke mindst fra borgerlige politikere i opposition, der ellers engang satte stor pris på Barbara Bertelsens beredvillighed til at gå til grænsen.

Som departementschef i Justitsministeriet var hun både behjælpelig og kreativ, da den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti ønskede en række udlændingestramninger, hvoraf nogle bevidst gik lige til kanten af de internationale konventioner. Det var også først i hendes tid, at det pludselig kunne lade sig gøre at gennemføre burkaforbud og at forbyde banden Loyal to Familia, uden at det af ministeriets øverste embedsmand blev vurderet som værende i strid med grundloven. Som Venstres daværende justitsminister Søren Pind har sagt:

»Der er Barbara helt anderledes. Uanset om hun tjener en socialdemokratisk minister, en venstreminister eller en konservativ minister, kaster hun sig ind foran ministeren og søger ministerens vilje gennemført.«

Den 48-årige juristuddannede departementschefs eget politiske ståsted lader sig næppe afgøre, selvom hun tydeligvis er Mette Frederiksens øjesten. Statsministeren nægtede således pure efter offentliggørelsen af Minkkommissionens rapport straks at suspendere Barbara Bertelsen, selvom kommissionen fandt, at hun »har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet«.

Vi vender tilbage til Barbara Bertelsens betydning for Mette Frederiksen og vil i første omgang nøjes med at citere en tidligere socialdemokratisk minister, der som alle andre interviewede til dette portræt insisterer på at være anonym:

»Barbara er mere socialt handicappet, end hun er socialdemokrat. Og hun er bedre til at eksekvere end til at udvikle politik.«

Sprogblomster

Den bombastiske vurdering af departementschefens sociale evner bidrager til fortællingen om mysteriet Barbara Bertelsen. Andre beskriver hende nemlig som en hjertevarm og opmærksom chef, der altid selv sørger for at købe fødselsdagsgaver og blomster til sine nærmeste medarbejdere, når de har fødselsdag eller jubilæum. Når der er fest, er hun heller aldrig en af dem, der går først hjem.

Omvendt taler sms'erne fra hende, som kom frem under minkafhøringerne, deres eget sprog. Når de altså ikke var slettet.

»Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte;),« skrev Barbara Bertelsen til fødevareminister Mogens Jensens daværende departementschef, Henrik Studsgaard.

»FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os,« skrev hun til sin departementschefkollega Per Okkels om Seruminstituttets faglige direktør Kåre Mølbak, der også blev udstyret med beskrivelsen:

»Total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret.«

Netop den sms beklagede hun senere.

Det kontante sprog er ikke fremmed for hende. Hun hørte det allerede i skolegården i Hjerting uden for Esbjerg, og dengang var det møntet på hende selv:

B-P-S-I-R!

Bogstaverne blev råbt efter hende igen og igen af de andre elever, og hun vidste godt, hvad de stod for.

»Barbara piller sig i røven,« var blevet forkortet, og den intense mobning i folkeskolen blev med tiden også fysisk, så hun måtte gemme sig på toilettet, hvor hun knækkede sammen.

»Alt ved hende var åbenbart galt. Hun var grim, dårlig til sport, for god i skolen, havde et tosset navn og 'forkerte' forældre,« lyder det i journalisten Anne Sofie Kraghs Det første år, der udkom i 2021. Biografien handler om Mette Frederiksen, men omfatter også et personligt interview med Barbara Bertelsen.

Hun beretter selv om mobningen, som hun i 2015 også fortalte om til en erhvervspsykolog forud for ansættelsen som departementschef i Justitsministeriet. Psykologen var imponeret:

»Hun havde formået at vende den massive mobning til en styrke. Hun havde udviklet en selvstændighed og en eksistens, der ikke var afhængig af andre. Hun var trænet i at turde stå alene, gå mod strømmen og ikke søge flertallet, fordi det var komfortabelt,« lød psykologens konklusion ifølge bogen.

Få år tidligere var tonen anderledes i en intern vurdering i Justitsministeriet, hvor udvalgte embedsmænd løbende blev vurderet. Her blev hun i begyndelsen af 2010erne anset som uegnet til at blive forfremmet til afdelingschef, som er en høj stilling lige under departementschefen.

Til Ekstra Bladet har kilder samstemmende fortalt, at hun i Justitsministeriet tilbage i 00erne havde gjort sig bemærket som en hårdtarbejdende embedsmand, der dog havde sine svagheder og måtte »bremses« i ny og næ. Blandt andet beskrives hendes ledelsesstil som »intimiderende og bedrevidende«.

Barbara Bertelsen nåede da i den omgang heller ikke længere end til kontorchefniveau, og i 2012 forlod hun Justitsministeriet til fordel for en post som vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen.

Tre år senere hentede Mette Frederiksen hende tilbage til ministeriet som departementschef – med erhvervspsykologens velsignelse.

Illoyale

Det forlyder, at et af Barbara Bertelsens første initiativer efter hjemkomsten til »Justitsen« var at få hængt billeder op på væggene af tidligere tiders justitsministre for at minde de ansatte om, hvem der bestemmer. Nemlig ministrene og politikerne. Bertelsen afløste Anne Kristine Axelsson, der som departementschef havde været øverste ansvarlige for den såkaldte »nødløgn«, som i 2013 fældede Mette Frederiksens partifælle og personlige ven Morten Bødskov som justitsminister. Godt nok blev Axelsson formelt renset ved en advokatundersøgelse, men i Mette Frederiksens øjne var Bødskov offer for uduelig rådgivning fra »systemet«.

Hun gjorde kort proces og degraderede Axelsson, der først blev sendt hjem på en forlænget ferie. Hjemsendelsen af departementschefen, der blev afløst af Barbara Bertelsen, afstedkom en protestdemonstration af de mere usædvanlige, da en stor del af ministeriets ansatte efterfølgende mødte på arbejde iklædt sort begravelsestøj. Det var ikke første gang, Mette Frederiksen og andre socialdemokrater kom på kant med systemet. Allerede ved regeringsdannelsen i 2011 havde de oplevet Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, spille en aktiv rolle i en sag, der endte med, at den kommende og uerfarne statsminister Helle Thorning-Schmidt følte sig nødsaget til at droppe den højt profilerede Henrik Sass Larsen som finansminister.

Sass blev fravalgt, fordi han ifølge politiet ikke ville kunne sikkerhedsgodkendes, da han havde haft kontakt med rockeren Suzuki-Torben i Køge. Grundlaget var spinkelt, og i øvrigt er det ikke en forudsætning for at blive minister, at man kan sikkerhedsgodkendes, men Thorning lod sig overtale.

Angiveligt var det også embedsmænd, der på samme tidspunkt internt advokerede for, at den kommende regering med Socialdemokratiet i spidsen var nødt til at efterkomme det radikale ønske om at videreføre den tidligere, borgerlige regerings økonomiske politik. Det kom ligefrem til at stå i regeringsgrundlaget.

Sammen med andre sager gødede det jorden for den socialdemokratiske skepsis over for det traditionelle embedsmandssystem. Som en politisk iagttager formulerer det:

»I kredsen omkring Mette Frederiksen og Sass Larsen opstod en fortælling om, at embedsværket ikke var loyalt over for den nye, socialdemokratiske regering. At det grundlæggende var borgerligt, eller i hvert fald illoyalt, og løb om hjørner med de folkevalgte. Det var derfor, Mette Frederiksens projekt kom til at lyde: Når jeg kommer til næste gang, er det fanden gale mig, der bestemmer!«

Selv har statsministeren offentligt udtrykt det mere urbant:

»Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det,« udtalte hun i 2019 i Thomas Larsens bog Mette Frederiksen.

Blæsevejr

Med det udgangspunkt var Barbara Bertelsen den rette kvinde på rette tid og sted for en nyvalgt statsminister, Mette Frederiksen.

Exit Christian Kettel Thomsen, og velkommen til en ny departementschef, der delte sin politiske chefs opfattelse af rollefordelingen mellem ministre og embedsmænd.

Det gjorde hende ikke mindre kvalificeret, at hun for længst var kendt som en, der både kan få ting til at ske og samtidig er grundig, lynende intelligent og ikke mindst hårdtarbejdende. I det stykke ligner hun sin afdøde lægefar, Boye Bertelsen, om hvem det i et mindeord i JydskeVestkysten i 2013 hed, at »han brændte aldrig ud, trods stor arbejdsbyrde«.

Det var til samme avis, hun under overskriften »Byens barskhed har hærdet Barbara Bertelsen« i 2015 udtalte, at »man får en vis råstyrke af at vokse op i Esbjerg«, og »når man er vokset op i Esbjerg, så skal der altså noget blæsevejr til, før at det ikke bare er en fis i en hornlygte«.

Om hendes berømte og berygtede nidkærhed i selv små sager – deraf det ministerielle øgenavn »Kontronella« – også kan tilskrives geografien og blæsten, er uvist. Det er på den måde, hun får styr på sager med potentiale til at blive politisk betændte, men hendes trang til kontrol kan indimellem virke grænsende til det paranoide. Ikke kun i Statsministeriet er ansatte trætte af at blive korrigeret og instrueret.

Undervejs er der røget nogle finker af panden og gået nogle embedsmænd ud ad ministeriernes fordøre. Listen over embedsmænd, også højtstående, der har forladt statsadministrationen under hendes regime, er lang.

Det bekymrer næppe regeringschefen, Mette Frederiksen, der også må have været godt tilfreds med Barbara Bertelsens fine samarbejde med hendes politiske rådgiver og indflydelsesrige stabschef Martin Rossen, der sammen med Frederiksen og Henrik Sass Larsen var hovedkræfterne i udviklingen af Socialdemokratiet til et mere slagkraftigt parti med fornyet vælgerappel.

Modsat mange i embedsværket betragter Barbara Bertelsen nemlig de partipolitiske rådgivere som et plus. Michael Kristiansen, der er tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, har fortalt, at han i 2019 deltog i et netværksarrangement for tidligere særlige rådgivere, og her holdt Barbara Bertelsen en af festtalerne.

»Pointen var, at det er en berigelse af embedsværket med særlige rådgivere,« sagde Michael Kristiansen til Information og tilføjede;

»Der er ikke længere bare tale om et tokløver bestående af Mette Frederiksen og Martin Rossen i Statsministeriet. Med tilføjelsen af Barbara Bertelsen er det blevet til et trekløver.«

Siden har Martin Rossen forladt det politiske, så nu er de to tilbage.

»Kombinationen af de to er virkelig dårlig. Hun er blevet slugt op i Mette Frederiksens univers, og nu er det hendes problem,« siger en tidligere højt placeret socialdemokrat, der havde sin gang i Statsministeriet. Og så:

»Det er forfærdeligt for Barbara, at hun er havnet et sted, hvor hun ingen venner har. Den gamle kreds af kolleger, den dybe stat, kan ikke holde hende ud. Hun har ødelagt meget for sig selv ved sin måde at agere på. På vegne af Mette.«

Farlig situation

Med minksagen blev det tydeligt, at Barbara Bertelsen i dag er havnet på en uriaspost, for hvilken herre tjener hun egentlig?

Som embedsværkets allerøverste chef er hun pr. definition den, som andre departementschefer og underordnede trygt burde kunne gå til, når politikerne helst vil skyde skylden på systemet, men samtidig er hun statsministerens hærfører og højre hånd i kampen for en »fjendtlig« overtagelse af det selvsamme system.

Hverken i Folketingssalen eller på pressemødet efter minkrapporten ville Mette Frederiksen påtage sig et politisk ansvar for fejlene, som blev begået. Det var ikke hendes eller hendes ministres skyld, men »systemet«, som havde fejlet. På den måde var det endnu en gang fortællingen om hende som folkets repræsentant imod systemet, og Barbara Bertelsens rolle er netop at gøre op med det system.

Hun har åbenbart endnu ikke gjort arbejdet færdigt, men Mette Frederiksen kan i hvert fald regne med hende. Som hun skrev i en sms til to underordnede forud for statsministerens besøg på en minkfarm:

»Meget farlig situation lige nu. Og belært af tidligere forløb og erfaringer bliver jeg åbenbart nødt til at være meget eksplicit i, at den her er jeres tos ansvar at hjælpe stm (statsministeren, red.) trygt og ordentligt igennem. Barbara.«

I det små afspejler sms'en et tryk mod embedsapparatet, som er nyt. I gamle dage ville en statsminister, der var kommet til at bryde loven, have fået at vide af sin departementschef, at han eller hun måtte gå ned i salen og påtage sig ansvaret i stedet for at kaste embedsmændene for ulvene.

I Barbara Bertelsens tilfælde er det ikke så ligetil. Hendes job er både at være chef for og samtidig at disciplinere – indimellem tryne og presse – systemet for at få det til at gå i takt. Hvem tør så sige fra? Og hvis skyld er det så egentlig, når der bliver begået fejl?

 

https://www.weekendavisen.dk/2022-29/samfund/tilfaeldet-barbara-bertelsen

POUL PILGAARD JOHNSEN (f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.

 

PPJO@WEEKENDAVISEN.DK