EM. På 20 år har samfundets syn på kvindefodbold ændret sig markant, men talentudviklingen afhænger af, at medierne følger med.

KVINDER, DER SPILLER BOLD

I disse dage spilles der EM i fodbold i England. For knap en måned siden stod jeg, sammen med 21.500 andre glade fodboldfans i Parken, til en testkamp mellem Danmarks og Brasiliens kvindelandshold. Side om side var den danske befolkning bredt repræsenteret, og nye takter i samfundet og dets syn på kvindefodbold var til at få øje på. Takter, som også anes i mediernes stigende interesse for sportsbegivenheder, hvor kvinder er i centrum.

Gennem tidens løb har det haltet med mediernes dækning af kvindefodbold og det danske kvindelandshold. Tilbage i 2013 spillede Danmark EM, og her spillede holdet sig videre til kvartfinalen. Det skete på baggrund af tre kampe, som ikke blev vist på danske medieplatforme. De spillede sig videre til en semifinale, og da gik det op for nogen, at der blev spillet EM i fodbold, og at Danmark var i semifinalen. DR greb bolden og skaffede rettigheder til at vise kampen, som desværre endte med et dansk nederlag efter en dramatisk straffesparkskonkurrence. Og inden man havde nået at eksponere nogen af de danske spillere og lære dem at kende, var rejsen slut.

I dag er kvindefodbolden i rivende udvikling, og ligeså er mediedækningen af landsholdet, når det gælder slutrunder. Omkring 1,5 millioner tv-seere fulgte med i EM-finalen i 2017, og man kan blot håbe, at tv-dækningen af dette års slutrunde indbyder flere til at se med og følge nogle af Europas dygtigste fodboldspillere i jagten på trofæet. Også selvom det desværre bliver uden dansk videre deltagelse.

DE FLESTE AF MINE frikvarterer i folkeskolen blev brugt på at spille fodbold med drengene. Hvis man spillede fodbold for 20 år siden, gik man oftest under betegnelsen »drengepige«, og det er ikke meget mere end en uge siden, at anføreren på kvindelandsholdet, Pernille Harder, var ude at sige, at hun som barn gerne ville være dreng af den simple årsag, at hun ikke vidste, at der fandtes et kvindelandshold.

Da jeg selv startede til fodbold i en alder af ti, fandt jeg et sammenhold med andre ligesindede og fodboldglade piger. Vi kunne nørde sammen og træne i timevis i weekenderne, helt indtil lyset i det lokale boldbur blev så knapt, at der ikke var andet at gøre end at hoppe hjem i seng og glæde sig til, at solen atter stod op, sådan at man kunne snøre fodboldskoene på ny. Vi spillede og levede os ind i det, som var vi selv de store stjerner. Men dengang var der ikke nogen af os, der sagde: »Så er jeg Pernille Harder, og du kan være Signe Bruun.«

Dengang talte vi om og spejlede os i de mandlige idoler, for der var umiddelbart ikke nogen kvindelige fodboldidoler at spejle sig i. Når vi så landskamp i tv, var det herrelandsholdet – eller i folkemunde »Landsholdet«. Det var det eneste landshold i Danmark. I niende klasse var jeg så privilegeret at komme i folkeskolepraktik som »professionel fodboldspiller«. Jeg var med på sidelinjen i en uge hos et, på det tidspunkt, tophold i den bedste kvindelige liga. Her stiftede jeg bekendtskab med utallige landsholdsspillere, hvis navne jeg aldrig før havde hørt om. De havde alle en anden karriere ved siden af fodbolden, fordi de økonomisk ikke kunne leve af det.

Hvis man vil lykkes som sportsudøver, skal der investeres penge, mange penge, i den enkelte spiller og systemet omkring hende, og også det forudsætter mediernes interesse.

Jeg husker den uge som en fantastisk oplevelse, men jeg husker også, at jeg tænkte, at professionel fodboldspiller som kvinde, det var der nok ikke så meget fremtid i. Da jeg fyldte 19 år, stoppede jeg til fodbold, og der skulle gå flere år, før fodbold igen blev en del af mit liv.

KVINDEFODBOLD BLIVER OFTE mødt af en masse fordomme og holdninger til, at tempoet ikke er lige så hurtigt, og at spillerne ikke er lige så teknisk dygtige som mændene. At det er kedeligt og derfor ikke på højde med herrefodbold. Jeg ville ønske, at man kunne se kvindefodbold på kampens egne præmisser og ikke have så stort fokus på sammenligningen af de to. Jeg tror, at mange ville blive positivt overrasket over aspekter, som sprudler i kvindefodbold, hvad end det er hurtige fødder eller velorkestrerede taktiske udfoldelser.

Profileringen af dette års EM lægger sig i slipstrømmen af en bølge i samfundet med fokus på ligestilling. Forskellige steder i kulturens verden er der fokus på at hylde de »glemte kvinder«. I særdeleshed på museer, men også inden for sporten. Pludselig blev historien, om dengang Danmark blev verdensmestre i 1971, taget op og formidlet som dokumentarprogram af DR.

Skal man forstå kvindefodboldens udvikling som et skridt på vejen til et politisk retfærdighedsopgør i en kulturel kontekst, som har fokus på ligestilling? Eller er produktet blevet så tilpas godt, at kommercialiseringen på naturlig vis stiger? Rekorden for det totale antal tilskuere til en slutrunde for kvinder blev slået ved dette års EM allerede med 15 kampe tilbage. Og det hele kulminerer med en finale på et udsolgt Wembley med 90.000 mennesker.

Det engelske landshold har spillet sig videre i fænomenal og overlegen stil med maksimalt antal på point fra gruppespillet og med en imponerende målscore, og det er alt sammen med til at understrege, hvilken positiv betydning økonomiske og mediemæssige satsninger har på det sportslige produkt.

Jeg vil ikke udfolde en større sportslig og fodboldteknisk sammenligning mellem herre- og kvindefodbold, men derimod fremhæve vigtigheden i, at aviserne og tv-stationerne fylder spalterne og sendefladerne og prioriterer kvindernes EM. For det er gennem medieeksponering, at en ny generation kan vokse op og spejle sig selv og sin identitet i dygtige og inspirerende kvindelige sportsudøvere. Men det er selvfølgelig ikke nok. Hvis man vil lykkes som sportsudøver, skal der investeres penge, mange penge, i den enkelte spiller og systemet omkring hende, og også det forudsætter mediernes interesse.

Ifølge medieforsker Lawrence Wenner er sport og medier nemlig uadskillelige forstået på den måde, at nutidens professionelle sport hænger uløseligt sammen med den medieeksponering og økonomi, der følger med i forhold til tv-rettigheder, sponsorater og lignende. Spillernes stjernestatus er essentiel for den stigende kommercialisering af sporten, og medierne er med til at forme og definere sporten og vores forståelse af den.

I DAG, 20 år efter at jeg startede til fodbold som ung pige, er det muligt for de tiårige at løbe rundt med en fodbold for fødderne og idolisere fodboldspillere. Fodboldspillere, som spiller på nogle af Europas flotteste fodboldadresser til hverdag. De kan spejle sig i kvinderne på landsholdet og vokse op med kvindelige idoler. Drømme om selv at stå der en dag i den røde landsholdstrøje og synge med på nationalsangen.

Når landsholdet spiller, trækker jeg også i en landsholdstrøje. På ryggen af min landsholdstrøje står der »HARDER«, og indeni står der »En del af noget større«. En del af noget større er netop, hvad kvindelandsholdet og de andre hold til EM står for.

Når kvindefodbold sammenlignes negativt med herrefodbold, bliver der hverken taget højde for, at det, som kvindelige spillere kan, er noget andet end deres mandlige kolleger, eller at værdierne, som hyldes, er tilsvarende anderledes.

Den generation af fodboldspillere, som spiller EM i disse dage, fremhæver for eksempel inklusion som en naturlig del af spillet. Det gør herrefodbolden slet ikke i samme grad.

TILBAGE TIL PARKEN til testkampen, hvor Mille Gejl sparkede bolden i netmaskerne i overtiden, og nationalarenaen blev fyldt af en kollektiv lykkerus. En rus, der kom til udtryk gennem et kollektivt jubelbrøl og klapsalver. En kærlighed til landsholdsfodbold, som jeg synes fornemmes ud af skærmen til dette års EM. Alt fra engelske fans på hjemmebane til medrejsende hollændere med stor hang til trommer.

Jeg er spændt på, hvem der står med pokalen til sidst, og jeg glæder mig allerede til sommeren 2023, hvor VM med dansk deltagelse skal afholdes.

Christense Wendel Skousen er projektleder og spiller til daglig amatørfodbold i BK Skjold.

https://www.weekendavisen.dk/2022-29/kultur/kvinder-der-spiller-bold

NB. I AFTEN – 18.00 DANSK TID – SPILLES FINALEN I EURO WOMEN 2022 – TYSKLAND MOD ENGLAND - KAMPEN VISES PÅ TV2 – 90.000 SOLGTE BILETTER PÅ WEMBLEY OG MILLIONER AF TV SEERE…

 

Stormvejr. Statsministerens departementschef lærte det på den hårde måde i Esbjerg. Det fik hun brug for som Mette Frederiksens tro væbner i kampen mod sit eget system.

Tilfældet Barbara Bertelsen

 POUL PILGAARD JOHNSEN

 

Allerede i sin gymnasietid i Esbjerg var Barbara Bertelsen parat til at gå helt til kanten:

»Det værste var gymnastiktimerne, hvor jeg vist må tilstå, at jeg var systempjækker og holdt øje med fraværet, så jeg lige akkurat ikke fik en advarsel,« fortalte hun i 2014 til bladet Gymnasieskolen i et af de meget få interview, hun har givet. I samme artikel kan man læse, at læreren Ulla, som hun havde i dansk, var den, der fik størst betydning for hende.

»Hendes hovedfag var matematik, så hendes danskundervisning var meget struktureret,« fastslog Barbara Bertelsen og tilføjede, at »matematik gav den største faglige tilfredsstillelse. Jeg kunne virkelig godt lide, når man kunne se mønstrene og resultaterne for sig, og det hele gik op«.

 

Illustration: Gitte Skov

”Barbara er mere socialt handicappet, end hun er socialdemokrat. Og hun er bedre til at eksekvere end til at udvikle politik.”

ANONYM TIDLIGERE SOCIALDEMOKRATISK MINISTER

Man aner syldstenene i en personlighed, hvis bygning nu tårner sig op i både centraladministrationen og offentligheden. Efter minksagen er statsministeriets departementschef blevet forsidestof, og man skal tilbage til Anden Verdenskrig for at finde et tilsvarende eksempel på, at en dansk embedsmand er blevet så kendt, omtalt og omdiskuteret i den brede befolkning:

Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen var fra 1943 den reelle leder af Departementschefstyret, som efter regeringens afgang loyalt videreførte politikernes tilpasningsvenlige samarbejdspolitik med tyskerne og i sagens tjeneste gik helt til lovgivningens grænse og indimellem lidt over. Af den grund blev han i offentligheden efter Befrielsen beundret af nogle – det havde jo reddet danske liv – og forkætret af flere.

I tilfældet Barbara Bertelsen blev krigen mod corona enten departementschefens finest hour eller banesår. For lige så megen respekt det har aftvunget, at landets øverste embedsmand greb så resolut og forudseende ind – endda før sundhedsmyndighederne – da corona nærmede sig Danmark, lige så højt lyder nu kravet om, at hun skal fyres eller suspenderes for sin rolle i minkskandalen.

Ikke mindst fra borgerlige politikere i opposition, der ellers engang satte stor pris på Barbara Bertelsens beredvillighed til at gå til grænsen.

Som departementschef i Justitsministeriet var hun både behjælpelig og kreativ, da den daværende borgerlige regering og Dansk Folkeparti ønskede en række udlændingestramninger, hvoraf nogle bevidst gik lige til kanten af de internationale konventioner. Det var også først i hendes tid, at det pludselig kunne lade sig gøre at gennemføre burkaforbud og at forbyde banden Loyal to Familia, uden at det af ministeriets øverste embedsmand blev vurderet som værende i strid med grundloven. Som Venstres daværende justitsminister Søren Pind har sagt:

»Der er Barbara helt anderledes. Uanset om hun tjener en socialdemokratisk minister, en venstreminister eller en konservativ minister, kaster hun sig ind foran ministeren og søger ministerens vilje gennemført.«

Den 48-årige juristuddannede departementschefs eget politiske ståsted lader sig næppe afgøre, selvom hun tydeligvis er Mette Frederiksens øjesten. Statsministeren nægtede således pure efter offentliggørelsen af Minkkommissionens rapport straks at suspendere Barbara Bertelsen, selvom kommissionen fandt, at hun »har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet«.

Vi vender tilbage til Barbara Bertelsens betydning for Mette Frederiksen og vil i første omgang nøjes med at citere en tidligere socialdemokratisk minister, der som alle andre interviewede til dette portræt insisterer på at være anonym:

»Barbara er mere socialt handicappet, end hun er socialdemokrat. Og hun er bedre til at eksekvere end til at udvikle politik.«

Sprogblomster

Den bombastiske vurdering af departementschefens sociale evner bidrager til fortællingen om mysteriet Barbara Bertelsen. Andre beskriver hende nemlig som en hjertevarm og opmærksom chef, der altid selv sørger for at købe fødselsdagsgaver og blomster til sine nærmeste medarbejdere, når de har fødselsdag eller jubilæum. Når der er fest, er hun heller aldrig en af dem, der går først hjem.

Omvendt taler sms'erne fra hende, som kom frem under minkafhøringerne, deres eget sprog. Når de altså ikke var slettet.

»Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte;),« skrev Barbara Bertelsen til fødevareminister Mogens Jensens daværende departementschef, Henrik Studsgaard.

»FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os,« skrev hun til sin departementschefkollega Per Okkels om Seruminstituttets faglige direktør Kåre Mølbak, der også blev udstyret med beskrivelsen:

»Total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret.«

Netop den sms beklagede hun senere.

Det kontante sprog er ikke fremmed for hende. Hun hørte det allerede i skolegården i Hjerting uden for Esbjerg, og dengang var det møntet på hende selv:

B-P-S-I-R!

Bogstaverne blev råbt efter hende igen og igen af de andre elever, og hun vidste godt, hvad de stod for.

»Barbara piller sig i røven,« var blevet forkortet, og den intense mobning i folkeskolen blev med tiden også fysisk, så hun måtte gemme sig på toilettet, hvor hun knækkede sammen.

»Alt ved hende var åbenbart galt. Hun var grim, dårlig til sport, for god i skolen, havde et tosset navn og 'forkerte' forældre,« lyder det i journalisten Anne Sofie Kraghs Det første år, der udkom i 2021. Biografien handler om Mette Frederiksen, men omfatter også et personligt interview med Barbara Bertelsen.

Hun beretter selv om mobningen, som hun i 2015 også fortalte om til en erhvervspsykolog forud for ansættelsen som departementschef i Justitsministeriet. Psykologen var imponeret:

»Hun havde formået at vende den massive mobning til en styrke. Hun havde udviklet en selvstændighed og en eksistens, der ikke var afhængig af andre. Hun var trænet i at turde stå alene, gå mod strømmen og ikke søge flertallet, fordi det var komfortabelt,« lød psykologens konklusion ifølge bogen.

Få år tidligere var tonen anderledes i en intern vurdering i Justitsministeriet, hvor udvalgte embedsmænd løbende blev vurderet. Her blev hun i begyndelsen af 2010erne anset som uegnet til at blive forfremmet til afdelingschef, som er en høj stilling lige under departementschefen.

Til Ekstra Bladet har kilder samstemmende fortalt, at hun i Justitsministeriet tilbage i 00erne havde gjort sig bemærket som en hårdtarbejdende embedsmand, der dog havde sine svagheder og måtte »bremses« i ny og næ. Blandt andet beskrives hendes ledelsesstil som »intimiderende og bedrevidende«.

Barbara Bertelsen nåede da i den omgang heller ikke længere end til kontorchefniveau, og i 2012 forlod hun Justitsministeriet til fordel for en post som vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen.

Tre år senere hentede Mette Frederiksen hende tilbage til ministeriet som departementschef – med erhvervspsykologens velsignelse.

Illoyale

Det forlyder, at et af Barbara Bertelsens første initiativer efter hjemkomsten til »Justitsen« var at få hængt billeder op på væggene af tidligere tiders justitsministre for at minde de ansatte om, hvem der bestemmer. Nemlig ministrene og politikerne. Bertelsen afløste Anne Kristine Axelsson, der som departementschef havde været øverste ansvarlige for den såkaldte »nødløgn«, som i 2013 fældede Mette Frederiksens partifælle og personlige ven Morten Bødskov som justitsminister. Godt nok blev Axelsson formelt renset ved en advokatundersøgelse, men i Mette Frederiksens øjne var Bødskov offer for uduelig rådgivning fra »systemet«.

Hun gjorde kort proces og degraderede Axelsson, der først blev sendt hjem på en forlænget ferie. Hjemsendelsen af departementschefen, der blev afløst af Barbara Bertelsen, afstedkom en protestdemonstration af de mere usædvanlige, da en stor del af ministeriets ansatte efterfølgende mødte på arbejde iklædt sort begravelsestøj. Det var ikke første gang, Mette Frederiksen og andre socialdemokrater kom på kant med systemet. Allerede ved regeringsdannelsen i 2011 havde de oplevet Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, spille en aktiv rolle i en sag, der endte med, at den kommende og uerfarne statsminister Helle Thorning-Schmidt følte sig nødsaget til at droppe den højt profilerede Henrik Sass Larsen som finansminister.

Sass blev fravalgt, fordi han ifølge politiet ikke ville kunne sikkerhedsgodkendes, da han havde haft kontakt med rockeren Suzuki-Torben i Køge. Grundlaget var spinkelt, og i øvrigt er det ikke en forudsætning for at blive minister, at man kan sikkerhedsgodkendes, men Thorning lod sig overtale.

Angiveligt var det også embedsmænd, der på samme tidspunkt internt advokerede for, at den kommende regering med Socialdemokratiet i spidsen var nødt til at efterkomme det radikale ønske om at videreføre den tidligere, borgerlige regerings økonomiske politik. Det kom ligefrem til at stå i regeringsgrundlaget.

Sammen med andre sager gødede det jorden for den socialdemokratiske skepsis over for det traditionelle embedsmandssystem. Som en politisk iagttager formulerer det:

»I kredsen omkring Mette Frederiksen og Sass Larsen opstod en fortælling om, at embedsværket ikke var loyalt over for den nye, socialdemokratiske regering. At det grundlæggende var borgerligt, eller i hvert fald illoyalt, og løb om hjørner med de folkevalgte. Det var derfor, Mette Frederiksens projekt kom til at lyde: Når jeg kommer til næste gang, er det fanden gale mig, der bestemmer!«

Selv har statsministeren offentligt udtrykt det mere urbant:

»Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det,« udtalte hun i 2019 i Thomas Larsens bog Mette Frederiksen.

Blæsevejr

Med det udgangspunkt var Barbara Bertelsen den rette kvinde på rette tid og sted for en nyvalgt statsminister, Mette Frederiksen.

Exit Christian Kettel Thomsen, og velkommen til en ny departementschef, der delte sin politiske chefs opfattelse af rollefordelingen mellem ministre og embedsmænd.

Det gjorde hende ikke mindre kvalificeret, at hun for længst var kendt som en, der både kan få ting til at ske og samtidig er grundig, lynende intelligent og ikke mindst hårdtarbejdende. I det stykke ligner hun sin afdøde lægefar, Boye Bertelsen, om hvem det i et mindeord i JydskeVestkysten i 2013 hed, at »han brændte aldrig ud, trods stor arbejdsbyrde«.

Det var til samme avis, hun under overskriften »Byens barskhed har hærdet Barbara Bertelsen« i 2015 udtalte, at »man får en vis råstyrke af at vokse op i Esbjerg«, og »når man er vokset op i Esbjerg, så skal der altså noget blæsevejr til, før at det ikke bare er en fis i en hornlygte«.

Om hendes berømte og berygtede nidkærhed i selv små sager – deraf det ministerielle øgenavn »Kontronella« – også kan tilskrives geografien og blæsten, er uvist. Det er på den måde, hun får styr på sager med potentiale til at blive politisk betændte, men hendes trang til kontrol kan indimellem virke grænsende til det paranoide. Ikke kun i Statsministeriet er ansatte trætte af at blive korrigeret og instrueret.

Undervejs er der røget nogle finker af panden og gået nogle embedsmænd ud ad ministeriernes fordøre. Listen over embedsmænd, også højtstående, der har forladt statsadministrationen under hendes regime, er lang.

Det bekymrer næppe regeringschefen, Mette Frederiksen, der også må have været godt tilfreds med Barbara Bertelsens fine samarbejde med hendes politiske rådgiver og indflydelsesrige stabschef Martin Rossen, der sammen med Frederiksen og Henrik Sass Larsen var hovedkræfterne i udviklingen af Socialdemokratiet til et mere slagkraftigt parti med fornyet vælgerappel.

Modsat mange i embedsværket betragter Barbara Bertelsen nemlig de partipolitiske rådgivere som et plus. Michael Kristiansen, der er tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, har fortalt, at han i 2019 deltog i et netværksarrangement for tidligere særlige rådgivere, og her holdt Barbara Bertelsen en af festtalerne.

»Pointen var, at det er en berigelse af embedsværket med særlige rådgivere,« sagde Michael Kristiansen til Information og tilføjede;

»Der er ikke længere bare tale om et tokløver bestående af Mette Frederiksen og Martin Rossen i Statsministeriet. Med tilføjelsen af Barbara Bertelsen er det blevet til et trekløver.«

Siden har Martin Rossen forladt det politiske, så nu er de to tilbage.

»Kombinationen af de to er virkelig dårlig. Hun er blevet slugt op i Mette Frederiksens univers, og nu er det hendes problem,« siger en tidligere højt placeret socialdemokrat, der havde sin gang i Statsministeriet. Og så:

»Det er forfærdeligt for Barbara, at hun er havnet et sted, hvor hun ingen venner har. Den gamle kreds af kolleger, den dybe stat, kan ikke holde hende ud. Hun har ødelagt meget for sig selv ved sin måde at agere på. På vegne af Mette.«

Farlig situation

Med minksagen blev det tydeligt, at Barbara Bertelsen i dag er havnet på en uriaspost, for hvilken herre tjener hun egentlig?

Som embedsværkets allerøverste chef er hun pr. definition den, som andre departementschefer og underordnede trygt burde kunne gå til, når politikerne helst vil skyde skylden på systemet, men samtidig er hun statsministerens hærfører og højre hånd i kampen for en »fjendtlig« overtagelse af det selvsamme system.

Hverken i Folketingssalen eller på pressemødet efter minkrapporten ville Mette Frederiksen påtage sig et politisk ansvar for fejlene, som blev begået. Det var ikke hendes eller hendes ministres skyld, men »systemet«, som havde fejlet. På den måde var det endnu en gang fortællingen om hende som folkets repræsentant imod systemet, og Barbara Bertelsens rolle er netop at gøre op med det system.

Hun har åbenbart endnu ikke gjort arbejdet færdigt, men Mette Frederiksen kan i hvert fald regne med hende. Som hun skrev i en sms til to underordnede forud for statsministerens besøg på en minkfarm:

»Meget farlig situation lige nu. Og belært af tidligere forløb og erfaringer bliver jeg åbenbart nødt til at være meget eksplicit i, at den her er jeres tos ansvar at hjælpe stm (statsministeren, red.) trygt og ordentligt igennem. Barbara.«

I det små afspejler sms'en et tryk mod embedsapparatet, som er nyt. I gamle dage ville en statsminister, der var kommet til at bryde loven, have fået at vide af sin departementschef, at han eller hun måtte gå ned i salen og påtage sig ansvaret i stedet for at kaste embedsmændene for ulvene.

I Barbara Bertelsens tilfælde er det ikke så ligetil. Hendes job er både at være chef for og samtidig at disciplinere – indimellem tryne og presse – systemet for at få det til at gå i takt. Hvem tør så sige fra? Og hvis skyld er det så egentlig, når der bliver begået fejl?

 

https://www.weekendavisen.dk/2022-29/samfund/tilfaeldet-barbara-bertelsen

POUL PILGAARD JOHNSEN (f. 1965) blev efter jurastudier på Aarhus Universitet uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992. Han har arbejdet på Horsens Folkeblad, Jyske Vestkysten og Radio Gladsaxe og siden 1996 på Weekendavisen. I 2011 afslørede han hjerneforskeren Milena Penkowa og Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig svindel, ligesom han bl.a. har dokumenteret, at den danske diplomat i Berlin Vincens Steensen-Leth under krigen hjalp Stauffenberg-gruppen, der forsøgte et attentat på Hitler, samt opklaret omstændighederne omkring forfatteren Herman Bangs død i et tog i USA. Han har skrevet bøgerne Tandlægens masker, Forførerne, Flaskens ånd, Generalen – Kjeld Hillingsø og Det fordømte menneske – Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde.

 

PPJO@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Leder. Statsministeriet tog styringen, da regeringen traf den ulovlige beslutning om at slå alle mink ned, og vildledte groft befolkningen. Minkkommissionen gennemhuller alle statsministerens forsvarsværker, når det gælder det politiske ansvar for det største forvaltningsmæssige sammenbrud i mange år.

Demokratiets kerne

STATSMINISTERIET får hård kritik i den beretning, Minkkommissionen afleverer i næste uge.  

Kommissionen gennemgår, hvem der gjorde hvad i de dage i november 2020, hvor regeringen uden lovhjemmel besluttede at aflive alle mink i landet. Kommissionen lægger ikke fingrene imellem. Den skriver, at Statsministeriet tog den »overordnede og styrende rolle« i den »forcerede proces« op til det famøse pressemøde den 4. november, hvor Mette Frederiksen meddelte beslutningen. 

Den skriver også, at Statsministeriet har handlet »meget kritisabelt« i det forløb, der »førte til den grove vildledning af minkavlerne og offentligheden og den klart ulovlige instruks til myndighederne i forbindelse med pressemødet«. 

Kommissionen er meget præcis i kritikken: Statsministeriet tog styringen, da regeringen besluttede at nedlægge et helt erhverv ulovligt, og vildledte groft befolkningen.

SVIGTEDE Statsministeriet sit ansvar i de hektiske dage, er det også tydeligt, at Kommissionen gennemhuller statsministerens hidtidige forsvarsværker. Mette Frederiksen har ladet forstå, at mødedeltagerne i regeringens koordinationsudvalg den 3. november egentlig bare skulle ses som en slags ekspeditionskontor, der førte Fødevareministeriets indstilling videre i systemet. Kommissionen siger nej:

 På KU-mødet »blev truffet en fælles beslutning, som satte en årsagskæde i gang frem til pressemødet den 4. november«. 

Mette Frederiksen har sagt, at ansvaret for beslutningerne må falde på fagministerierne, særligt Fødevareministeriet, hvor Mogens Jensen mistede sin ministerpost. 

Kommissionen siger nej: Statsministeriet tog en styrende rolle.

DEN tekst fra Kommissionen – et udkast til sammenfatningen – som Weekendavisen har læst, er gennemsyret af kritik. Kommissionen skriver om Grundlovens paragraf 41, at et lovforslag ikke kan endeligt vedtages, før det er behandlet tre gange, og understreger så: 

»Disse bestemmelser har til formål at værne om demokratiets og retsstatens kerne.« 

Man fornemmer en anelse sarkasme fra kommissionsmedlemmerne, der føler det nødvendigt at minde om det banale og helt grundlæggende om politiske beslutninger: 

De skal være lovlige. Jo større indgreb, desto klarere skal lovhjemlen for det være. Kommissionen mener åbenlyst, at regeringen – med statsministeren i spidsen – trampede rundt inde i demokratiets inderste helligdom.

AFGØRENDE er det, at Statsministeriet ifølge Kommissionen klart tog hovedrollen i både processen og udmeldingen af den ulovlige instruks og dermed tilsidesatte dets helt eksistentielle ansvar: at værne om demokratiets kerne. Det er et meget kraftigt signal fra de tre kommissionsmedlemmer. De finder det endda nødvendigt at minde læseren om deres opgave og henviser derfor til forarbejdet for loven om kommissioner:

 »En undersøgelseskommission er hverken en domstol eller et anklagende organ,« lyder det, og den bør derfor formulere sig »forsigtigt og markere kommissionens begrænsede funktion«. Hvis Kommissionens formuleringer om Statsministeriet er forsigtige, må man gyse ved tanken om stemmeføringen, hvis den hidser sig op.

BESKYTTELSE af Grundloven – det er i sidste instans statsministerens vigtigste ansvar, og det var Grundloven, hun forbrød sig mod, da hun på pressemødet den 4. november sagde, at mink skulle slås ned, uden at have sikret sig hjemmel. Men betyder det da ikke noget, at situationen var så hektisk og omstændighederne så alvorlige? At beslutningen blev truffet af hensyn til folkesundheden? Nogle dage inden det omdiskuterede KU-møde den 3. november stod det at læse i avisen, at Danmark risikerede at blive det nye Wuhan, centrum for global smittespredning. 

Vi ved, at departementschef Barbara Bertelsen reagerede på den artikel. Var det ikke at tage situationen alvorligt? I udkastet til sammenfatningen lægger Kommissionen ikke vægt på denne kontekst. 

Det forekommer logisk: 

Særligt i en presset situation gælder legalitetsprincippet – ellers kan man jo altid påberåbe sig en højere sags tjeneste, når man tilsidesætter demokratiet. Det kan ikke gradbøjes. Det må og skal være øverste punkt på alle ministres og embedsmænds liste: 

Er det lovligt?

AF den endelige beretning vil det fremgå, hvordan forholdet mellem embedsapparatet, fagministre og Statsministeriet var i efteråret 2020. Men det er allerede nu tydeligt, at Kommissionen afviser, at Statsministeriet kan sende aben nedad i systemet, som både Frederiksen og Bertelsen gjorde det under Kommissionens afhøringer. 

Det følger statsministerens egen logik: 

Det var højeste prioritet for hende at styrke Statsministeriet på bekostning af både bureaukrati og fagministerier. Det politiske på bekostning af embedsværkets iboende træghed. Hendes forsvar i minksagen bliver af Kommissionen skudt ned som en belejlig konstruktion: 

Hun kan ikke både centralisere beslutningsprocessen så markant og så løbe fra ansvaret, når det går galt. 

Når magten stiger opad, følger ansvaret med. I den endelige redegørelse bliver vi formentlig klogere på den sammensmeltning, der er sket mellem embedsmændene og politikerne: 

Der var i minksagen ingen sondring mellem dem, der har ansvaret for sagsforberedelsen, og dem, der træffer beslutningen. Derfor var der ingen tøven i systemet, ingen eftertanke og ingen, der vovede eller evnede at indvende: Hold hestene, til vi har fået lovgivningen på plads. Og ansvaret for det er i Statsministeriets ledelse.

DEMOKRATIET afhænger af, at de folkevalgte kan holdes ansvarlige for deres beslutninger. Vælgerne må kende baggrunden for, hvem der træffer dem og deres konsekvenser. Det er derfor, medierne går så meget op i såkaldt proces – også i denne sag. Minkkommissionen er et deprimerende eksempel på, at ledende politikere – og deres embedsmænd – forsøger at sløre proces, beslutning og ansvar, når konsekvenserne er negative. En lang og kostbar granskning med afhøringer har været nødvendig for at udgrave, hvem der har gjort hvad – og med hvilken viden. Tænk engang, hvis regeringen med Frederiksen i spidsen bare havde forklaret sammenhængen åbent og ærligt.

OG det bringer os frem til det væsentligste spørgsmål. Hvad skal være konsekvensen af Kommissionens hårde kritik? Kommissionen skriver, at Statsministeriet – Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen – spillede hovedrollerne, da regeringen groft vildledte offentligheden. 

Men vidste de det? Havde de ligefrem forsæt? Eller er der alternativt udvist grov uagtsomhed? Har de ikke kun objektivt handlet som beskrevet i beretningen, men også et subjektivt ansvar? Man kan i princippet godt vildlede og tilsidesætte demokratiske processer i et forløb, der hverken kan betegnes som forsætligt eller groft uagtsomt, hvorved i hvert fald ministre kan gå fri. 

Men kan man i virkeligheden handle så kritisabelt, som Kommissionen beskriver det – og stadig påberåbe sig uvidenhed?

RETSSTATEN fungerer kun, hvis ulovligheder får konsekvenser for dem, der udfører dem. I næste uge vil alle kunne se totalbilledet af, hvordan Kommissionen vil fordele skyld og ansvar for det sammenbrud, der opstod i efteråret 2020. Mest tyder det på et bureaukratisk blodbad: 

Embedsværket levede ikke op til ansvaret. Det skal blive spændende at læse Kommissionens vurdering af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, en af den nyere danmarkshistories mest omdiskuterede embedsmænd. For Mette Frederiksens vedkommende holder Kommissionen sig fra en retlig vurdering. 

Det tilfalder Folketingets beslutning om eventuelt at iværksætte en advokatvurdering af, om der er grundlag for en rigsretssag. Mette Frederiksen hævder, at hun ikke vidste, at hun gjorde noget forkert, at hun regnede med, at beslutningen måtte være lovlig. Men det politiske ansvar er under alle omstændigheder betydeligt og står krystalklart i udkastet til Minkkommissionens beretning:

Mette Frederiksen og Statsministeriet tog kontrollen over en proces, hvor en ulovlig beslutning blev presset igennem, uden at hun sikrede sig, at lukningen af et helt erhverv hvilede på lovens grund. Som det hedder i beretningen: »Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel.« Den politiske dom over denne undladelsessynd må være åbenbar:

I den afgørende stund afslørede regeringen sin panik og tunge, uovervejede magtkoncentration.

 

https://www.weekendavisen.dk/2022-25/samfund/demokratiets-kerne

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

Leder. Håbet om en midterregering er ikke udtryk for statsministerens idealisme, men parlamentariske besværligheder. Til gengæld afslører det fuldkommen manglen på et borgerligt projekt.

Blå klods
DRØMMEN om en regering hen over midten lyder altid sympatisk. Aktuelt forekommer den også logisk. I disse år flyder kriserne sammen, i hvad der føles som uendelig undtagelsestilstand: klimaet, sundheden, inflationen, manglen på arbejdskraft, krigen, Kina. Det hele akut, og der skal træffes hurtige, holdbare beslutninger. Som Mette Frederiksen udtrykte det grundlovsdag: »Jeg deler gerne ansvaret. Hvis flere er villige til at påtage sig det. Også i de allersværeste situationer.« Det virker indlysende. Undgå at spilde tiden, hæv jer over politisk fnidder, og kom i gang.

OM det var den slags tanker, statsministeren gjorde sig, før hun erklærede sig åben for en regering med borgerlig deltagelse, er ikke til at vide. »I en tid, hvor der er nogle, der gerne vil splitte,« sagde hun grundlovsdag, er »vi nysgerrige på, om der kan bygges bro hen over de grøfter, der traditionelt er i dansk politik«. Da Lars Løkke Rasmussen midt under valgkampen for tre år siden befriede sig selv fra de tunge blå lænker og dernæst fra både Statsministeriet og sit eget parti, sagde han det samme: Tiden kræver et opgør med yderfløjene.

MIDTEN er et godt sted, når store beslutninger skal træffes. Men en samlingsregering er kun tiltrækkende for statsministerkandidater, der har problemer i egne rækker. I Israel forenes de over midten, når alt andet er slået fejl, hvilket sker ofte. I Tyskland taler man om store koalitioner, når et af de to store partier ikke har flertal alene. Lars Løkke Rasmussen ønskede utvivlsomt at bryde med de borgerlige brokkehoveder, men han kunne jo have forsøgt sig med en samlingsregering utallige gange, da han kørte fast i blå bloks elendigheder. Det samme kunne Mette Frederiksen under den største krise siden Besættelsen; inviteret Venstre i regering for sammen at træffe mere solide beslutninger. Måske havde hun så undgået nogle af de store fejl i coronatiden.

UDTRYKKER Frederiksen noget opsigtsvækkende, er det mest et tegn på parlamentariske besværligheder. At fortsætte som etpartiregering er hendes prioritet, at dele magten kun ønskeligt, hvis dét skal til for at sikre magten efter et valg. Hendes melding åbner for en S-SF-R-regering, og det er jo ikke ligefrem revolutionerende, hvis man ser bort fra Løkkes mulige deltagelse som den glade mand i midten. At det mest handler om at sikre pensionen til Arne, når nu DF er gået i opløsning, gør det endnu mindre idealistisk.

BORGERLIGES reaktion er klar afvisning, som kun lige kan dække over fortvivlelse. Blå blok er afsløret i en situation, der nærmest ikke har flyttet sig siden valget for tre år siden. Da Lars Løkke drømte om en SV-regering, skyldtes det, at det ikke kunne lade sig gøre at regere meningsfuldt på borgerlige mandater. At han nu er på nippet til at kaste sine mandater i rød bloks kurv, er udtryk for det samme: Blå blok er stadig en klods om benet på partiformændene i V og K. Hvem kan forestille sig en handlekraftig blå regering på det nuværende grundlag? Kan Jakob Ellemann-Jensen? Søren Pape?

RÅDVILDHED og splittelse præger de vigtigste områder. En af de vigtigste opgaver vil være en reform, der kan sikre arbejdskraft og tiltrække talent til landet. Et åbenlyst stærkt liberalt projekt, der er altafgørende for landet. Det kræver et opgør med den ensidige udlændingepolitik, der i årevis definerede blokken.

Når det gælder EU, er Danmark ved at skifte kurs – i en langt mere positiv retning. Også her er blå blok helt usammenhængende. Og tag så økonomien: Er der her nogen meningsfuld fællesmængde mellem V og K og resten af blå blok? Mange af de væsentlige spørgsmål gives der gode borgerlige svar på. Men de skal jo også gennemføres af et parlamentarisk flertal. Der er kort tid til valget, og man kan med rette spørge, hvad det samlede borgerlige projekt (og hvem dets statsministerkandidat) overhovedet er.

Hvis Ellemann og Pape vil vise, at det kommende folketingsvalg faktisk betyder noget, bør de meget snart kunne besvare det spørgsmål.

 

https://www.weekendavisen.dk/2022-23/samfund/blaa-klods

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

 

 

 

 

Leder. Endnu et medieforlig bekræfter tendensen: Politikerne har fingrene dybt nede i pressens forhold. Det er på tide at bryde forbindelsen. Helt.

Medieforliset

PRESSESTØTTE får denne avis og mange andre.

Det forklarer vi ofte med, at vi er i konkurrence med Danmarks Radio, som modtager godt 3,5 milliarder kroner årligt, hvilket skævvrider markedet.

Skulle DR klare sig på markedsvilkår, måtte mastodonten utvivlsomt nøjes med langt mindre. Privatejede aviser ville til gengæld kunne fiske i et noget større hav af nyhedshungrende borgere.

Støtten er kompensation for den ulighed. Argumentet er sandt nok, men godt lyder det ikke i munden på repræsentanter for den fjerde statsmagt. Støtten gør os sårbare over for beskyldninger om politisk korruption: Tør vi bide den hånd, der fodrer os?

ER debatten igen aktuel, skyldes det ugens medieforlig. Her besluttedes det, at DR tildeles flere penge, og at 24syv, som Berlingske Media overtog sidste år, lukkes, når sendetilladelsen udløber i 2024.

Det fremgik også, at streamingtjenester som Netflix må afgive seks procent af omsætningen i Danmark til finansiering af danske film og serier. Forliget svækker groft sagt store privatejede medier og streamingtjenester og styrker de offentlige.

ATTER en gang gider politikerne knap skjule, at de har fingrene langt nede i pressens forhold. Ved det forrige medieforlig var det en borgerlig regering, der skar DR ned, samtidig med at Dansk Folkeparti for at fedte for partiets jyske vælgere gav det oprindelige Radio24syv dødsstødet. Nu er det Socialdemokraterne og støttepartierne, der får lagt det nye 24syv i graven, samtidig med at de giver DR lidt tilbage.

Belønnes de glade givere?

Kunne DRs nyhedsdækning finde på at please den side af Folketinget, som åbner mest for posen? Det drejer sig jo om hundredvis af stillinger. Eller frygter man politisk indblanding så meget, at det har lammet al vovemod?

 Spørgsmålene kan også stilles til den mere private del af Mediedanmark. Enkelte aviser ville nok gå under, hvis en regering besluttede helt at fjerne støtten, mens andres økonomi ville blive forværret. Heller ikke den frie presse er jo rigtig fri.

POLITISK kan danskerne ikke være tjent med denne uværdige forplumring. Findes der en løsning på det gustne dilemma? Kun ved at sikre, at pressen gøres uafhængig af politikernes luner.

For nogle måneder siden foreslog Stig Ørskov, administrerende direktør i JP/Politikens Hus, at udfase støtten til de private medier – dog over en årrække, så de mest sårbare aviser kan nå at finde sig til rette. Det er en god idé. Den vil dog kun fungere, hvis støtten til DR afvikles på lignende vis, så der gives tid til at finde andre former for indtægter: fonde, annoncer, abonnenter.

Og de penge, det offentlige sparer?

Dem kan danskerne få tilbage, eventuelt i form af et skattefradrag ved medieforbrug. Forhåbentlig vil de bruge pengene på en frikøbt presse. kw

Kildeangivelse:

https://www.weekendavisen.dk/2022-21/samfund/medieforliset

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).