MINKSAGEN SLIDER HÅRDT PÅ METTE FREDERIKSEN, OG DET ER DER EN GRUND TIL..

Hvordan kunne Mette Frederiksen, der indtil for nylig »kunne gå på vandet«, blive så hårdt ramt af minksagen. Svaret skal findes, i den måde hun har indrettet sig på. Det, der i to år løftede hende op, er nu hovedårsagen til, at hun trækkes ned.
Onsdag aften vil statsminister Mette Frederiksen svare på spørgsmål om minksagen og de slettede sms'er.

Det sker på et pressemøde i Statsministeriet næsten en hel uge efter, at sagen om sletningen kom frem i medierne.

Statsministeren håber at kunne lukke sagen. Det gør hun, efter Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, og fødevareminister Rasmus Prehn mandag aften luftede budskabene om, at beslutningen at aflive alle mink var den rigtige, at der måske alligevel var lovhjemmel til at gøre det, og at sms'erne nu bliver forsøgt genskabt.

Eller i det mindste håber hun på at kunne ride stormen en smule af til efter kommunalvalget om to uger.

Hun kunne nærmest gå på vandet

Før det næste kapitel skrives i sms-gate, er det værd at stille spørgsmålet: Hvordan er Mette Frederiksen havnet i sin værste krise, siden hun blev statsminister?

For bare to måneder siden kunne Mette Frederiksen nærmest gå på vandet, og man skal bare et halvt år tilbage for at se meningsmålinger på over 30 procent for Socialdemokratiet.

Nu bliver der talt om en ny rigsretssag mod statsministeren, et stærkt belastende forsøg på »cover up«, at regeringens liv er i fare, om beviser, der er forsvundet og måske bevidst destrueret, og om politiet, der skal undersøge statsministerens, hendes departementschefs og hendes stabschefs telefoner.

At minksagen overhovedet lander på statsministerens bord og ender med at belaste hende i den grad, som den gør, er helt usædvanligt.

Hvis man ser på rækken af tidligere undersøgelseskommissioner, så er det kun perifert, at tidligere statsministre har været i søgelyset for placering af ansvar. Tibet-, statsløse-, instrukskommissionerne har alle handlet om ministre længere nede i rækkerne hos skiftende regeringer.

Man skal tilbage til Tamilsagen for næsten 30 år siden for at finde en sag, der har belastet en siddende statsminister.

Dybt involveret

Når minksagen nu rammer Mette Frederiksen, så hænger det sammen med, at hun målrettet har villet centralisere magten hos sig selv og sine nærmeste embedsmænd. Og at hun omgiver sig med en lille kreds, der ser det som deres vigtigste opgave at opfylde regeringschefens politiske ønsker.

Med magten følger nemlig ansvaret.

Måske vil det formelt i minksagen lykkes at skubbe ansvaret over på det daværende miljø- og fødevareministerium og ministeriets daværende minister, Mogens Jensen.

Men reelt ved vi allerede efter de første afhøringer i Minkkommissionen, at statsministeren og Statsministeriet til det sidste var dybt involverede i de beslutninger, der blev truffet for omkring et år siden.

Mette Frederiksens forvaltningsmæssige tilgang til statsapparatet har siden før hun blev statsminister været, at det lidt firkantet sagt er politikere – ministre – der skal bestemme. Ikke embedsmændene.

Hendes erfaringer både som beskæftigelses- og justitsminister var, at embedsmændene styrede for meget. Der var for mange politiske ideer, der blev skudt ned eller syltet i systemet. Og Mette Frederiksen tog nogle hårde opgør.

Det ville Mette Frederiksen lave om på.

Som hun har gentaget flere gange, sagde Mette Frederiksen i Berlingske, kort tid efter hun havde dannet sin regering, om at styrke ministrene over for embedsmændene:

»Hvis man er demokrat, er man nødt til at insistere på, at det demokratisk valgte led har kapaciteten og evnen til at føre tingene ud i livet. Derfor er det her i mine øjne en demokratisering.«

I Beskæftigelsesministeriet forlod departementschefen og en række højtstående chefer deres poster og blev erstattet af embedsmænd, der passede bedre til Mette Frederiksens og hendes daværende rådgiver Martin Rossens tilgang til samspillet mellem ministre og administration.

Det samme skete senere, da de to rykkede over i Justitsministeriet.

Ny departementschef i Beskæftigelsesministeriet blev Peter Steensgaard Mørch, som senere blev departementschef i Finansministeriet.

En anden var Pelle Pape, som Rossen og Frederiksen i lighed med Mørch så et stort lys i.

Pelle Pape fulgte senere med Frederiksen og Rossen fra Beskæftigelsesministeriet over i Justitsministeriet, hvor de for alvor lærte Barbara Bertelsen, som Mette Frederiksen ansatte som departementschef, at kende. Pelle Pape blev kontorchef i ministersekretariatet og er i dag embedsværkets nummer to efter Bertelsen i Statsministeriet.

Det var ham, der i sidste uge måtte undskylde for at have brugt formuleringen »lukke lortet« om en afvikling af minkerhvervet i Danmark i de hektiske dage for et år siden.

Pelle Papes lynkarriere

I dag er de alle tre som bekendt i Statsministeriet. Martin Justesen afløste Martin Rossen, og det er altså de fire – Mette Frederiksen, Pelle Pape, Barbara Bertelsen og Martin Justesen –der nu sammen med Justitsministeriets nye departementschef, Johan Legarth, har sat deres sms'er til automatisk sletning.

Legarth fik en kometagtig karriere, efter at Barbara Bertelsen flere gange forfremmede ham i Justitsministeriet. Til sidst afløste han hende på den øverste post i ministeriet.

Så hvis man skal pege på nogle bagvedliggende årsager til, at minksagen risikerer at eksplodere i hænderne på statsministeren, så er det dels det faktum, at Mette Frederiksen har centraliseret magten i en grad som ikke er set tidligere.

Hun har meget bevidst etableret et politisk sekretariat i Statsministeriet, reduceret blandt andet finans- og udenrigsministerierne til mindre betydende sekretariatsagtige funktioner med svage ministre.

»Magten er i centraladministrationen, og som minister skal man kæmpe for at få del i den. Det er ikke en hemmelighed, at jeg havde flere fejder med embedsværket. Jeg lærte, at der nogle gange skal konfliktes ganske meget for at få sine ting igennem,« fortalte Mette Frederiksen i portrætbogen »Mette Frederiksen« af Thomas Larsen.

Det har for Mette Frederiksen været en strategi og en ændret kultur, som har gjort hende handlekraftig og effektiv. Også fordi hendes regering kun har bestået af Socialdemokratiet. Dermed har der ikke været andre partier til internt at kontrollere magten.

Men det paradoksale er, at det, der i de første to år løftede statsministeren op, også er det, der nu trækker hende ned.

Når man på den måde tager magten, så  følger æren, når det går godt, og det ubehagelige ansvar, når det går skidt.

Pape og Pinds yndling

Mette Frederiksen omgiver sig gerne med håndgangne rådgivere: Folk, der får tingene til at ske.

Og det gør Barbara Bertelsen og Pelle Pape. De er vokset op i den samme tradition: En ny generation af embedsmænd, som ikke står i vejen for ministrenes ønsker og planer. Sir Humphrey Appleby-arketypen fra satireserien »Yes Minister«, der altid kunne finde på en undskyldning for, hvorfor ministerens idé var dårlig eller ikke kunne føres ud i livet, er død og borte.

Så hvis ministeren – og i dette tilfælde statsminister Mette Frederiksen – mener, at alle mink bør aflives, eller at folkeskolerne også skal være omfattet af coronanedlukning, at man kan samarbejde med Israel om vacciner eller andet, så har Danmark i dag et embedsapparat, der belønnes karrieremæssigt for sin villighed til at gøre alt for at føre tankerne ud i livet.

Det var den kulturændring, som Barbara Bertelsen stod for i Justitsministeriet. Derfor var både Venstres Søren Pind og den konservative Søren Pape Poulsen som justitsministre så begejstrede for at have hende som deres højre hånd. Hun forsynede kronjuristernes gamle ministerium med ja-hatte og bar dem med over i Statsministeriet.

https://www.berlingske.dk/analyse-og-perspektiv/minksagen-slider-haardt-paa-mette-frederiksen-og-det-er-der