DET ER IKKE DET, HUN SIGER.DET ER MANGLEN PÅ EMPATI I SIG SELV

Mette Frederiksen fremstår som en magthaver, der har mistet sin empati. Hun kan ikke se den skandale, som hun selv er ansvarlig for. Hun evner end ikke at lade som om, at hun forstår. Hun personificerer magtens paradoks, og præcis det kan i sidste ende koste hende magten.

 

Anne Linnet skrev det meget godt i sin melankolske kærlighedssang om bedragets væsen: »Det er ikke det, du siger. Det er mere løgnen i sig selv. Det er alt det, du fortier. Det er måden, du fik sagt farvel.«

Ét er de fejl, vi hver især begår.

Noget andet er, hvordan vi evner at angre dem – eller forsømmer at angre dem. Anger er afgørende for tilgivelse og tillid. Og det er præcis statsminister Mette Frederiksens måske allerstørste forsømmelse i minksagen. Det er måden, hun fik sagt farvel på i et interview i denne uge, hvor minksagens personaleretlige konsekvenser skulle eksekveres.

»Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål om mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale,« lød det fra Mette Frederiksen, der med den sætning fik et hav af kæber til at falde ned hos iagttagerne.

Her viste Mette Frederiksen sig så skråsikker i sin sag, at det måske er netop det, der ultimativt kan koste hende valget. For det er præcis den form for formuleringer, der skriver sig ind i fortællingen om magtarrogance, som er en af de største udfordringer for hendes fremtoning.

Når en beslutning uden lovgrundlag kostede et helt minkerhverv sit levebrød, er det så ikke en skandale? Når Minkkommissionen i meget hårde vendinger kritiserer regeringen og Statsministeriet for at have forsømt sine pligter i forbindelse med at sikre lovgrundlaget, er det så ikke en skandale? Når selveste chefen for Danmarks Rigspoliti, Thorkild Fogde, er fritaget fra tjeneste og afventer et tjenesteligt forhør som følge af politiets ageren over for minkavlerne, er det så ikke en skandale?

 

Når en minister i sin tid måtte trække sig, og hans daværende departementschef nu også er fritaget fra tjeneste, er det så ikke en skandale? Når statsministeren selv har fået en næse, er det så ikke en skandale?

 

Det er Mette Frederiksen tilsyneladende ikke sikker på. Derfor kan vi kun håbe, at hun sidder og fortryder sin formulering nu. At hendes spindoktorer og kommunikationsfolk skammer sig. At hun godt kan se, at det var dumt at bruge ordkløveri i en sag, der er den mest alvorlige møgsag i hele hendes regeringsperiode. Så alvorlig, at den utvivlsomt vil finde vej til historiebøgerne.

 

Vi må håbe, at hun kan se, at det var en unødig provokation af de mennesker, som mistede deres erhverv.

 

Indtil videre har hun ikke ønsket at uddybe sit synspunkt. I stedet har hun skubbet andre, såsom finansminister Nicolai Wammen, foran sig med beredvillig udenomssnak. »Sagens kerne er, om det var en rigtig beslutning, at minkene blev slået ned. Det mener jeg, det var,« forklarede han efterfølgende til TV 2 og gjorde ingen klogere.

Hvis det virkelig er sådan, at Mette Frederiksen ikke kan se, at her er tale om en skandale, så er det en alvorlig udfordring, som bliver størst for hende selv. For så kan vi ikke være sikre på, hvem hun overhovedet er. Om hun besidder den helt grundlæggende menneskelige egenskab empati.

Inden for forskning i magtens psykologi er der ingen tvivl om, at magt korrumperer. Det gør os mindre empatiske at blive magtfulde. Hjernen reagerer selv på en umiddelbart lille magt, og vi føler os hævet over andre. Vi afbryder mere, vi dominerer en samtale, vi glemmer at lytte. For politikere er det et særligt dilemma. Vi giver dem magt for at gøre det godt på vegne af fællesskabet. Men når de får den, føler de sig hævet over fællesskabet. Mekanismen gælder alle med magt. Men magtens paradoks er særligt stort i et repræsentativt demokrati. Og derfor er magthavernes ansvar for at udvise medfølelse også særligt stort.

 

Derfor skal alle med magt være opmærksomme på deres evne til at forvalte den. Øve sig i at lytte. Øve sig i ikke at afbryde. Øve sig i at udvise forståelse for andres behov. Det gælder i særdeleshed Mette Frederiksen, hvis magt er særligt stor. Selv hvis hun ikke kan se den skandalesag, som langt de fleste ser i minksagen, så bør hun lytte og vise ydmyghed.

 

Siden begyndelsen har Frederiksens linje i sagen været, at minkene måtte slås ned. Alt andet ville koste menneskeliv. I det lys var det sekundært, at man begik en fejl ved ikke at få lovgivningen på plads. Hun ser sig selv som en, der traf de nødvendige beslutninger. Deri består ingen anger.

 

Mette Frederiksens skråsikkerhed kan ende med at koste hende valget. Formuleringer som: »Jeg mener ikke, ​at der er nogen skurk i det her spørgsmål om mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale,« skriver hun sig ind i fortællingen om en magtarrogance, som er en af de største udfordringer for hendes fremtoning. Foto: Jens Dresling

 

Det er, som om hun kun ser sagen fra sin egen side. Som om statsministeren ikke kan se det fra borgernes og minkavlernes side.

Hun forstår ikke, at hun ikke bestemmer, om der er tale om en skandale. Ordet kommer af det latinske ”scandalum”, som har rødder i græsk ”skandalon”, der betyder ”anledning til forargelse”. Den danske ordbog definerer en skandale på samme vis. »En begivenhed, forhold eller andet der vækker forargelse eller strider mod den almindelige moral.« Eller slet og ret »offentlig forargelse og opstandelse«.

I moderne ledelse stiller vi højere krav til vores lederes menneskelige egenskaber. Det gælder også politikere, som hele tiden nøje overvejer, hvordan de fremstår i vælgernes øjne. Det er derfor, de fører sig frem med leverpostejsmadder og nuttede børn på sociale medier. Så vi skal vide, at de er mennesker, vi kan identificere os med. Så vi skal vide, at de er empatiske. Så vi skal se, at de er en af os.

 

Samtidig skal vi tro på, at de kan lede landet. At de er den af os, der bedst repræsenterer os andre. At de kan sætte det fælles hensyn over egennytten. At de ikke er så almindelige, at de vakler, når det gælder.

Balancen er ikke let at finde. Lars Løkke Rasmussen kæmpede med sin ledelsesautoritet, selv om han var den, flest danskere ifølge målinger helst ville drikke en øl med. Helle Thorning-Schmidt fokuserede så meget på sin autoritet, at vi først efter hendes statsministertid så hendes menneskelige skrøbelighed.

 

Den radikale leder Magrethe Vestager stod så fast på reformpolitikken i 10’erne, at hun fremstod kynisk, da hun om konsekvenserne for almindelige mennesker sagde, at »sådan er det jo«, og i årevis blev kendt for den ene sætning.

 

Mette Frederiksen havde allerede sin egen klæbesætning. »Lev med det,« sagde hun, da hun blev spurgt til den interne jargon i Statsministeriet, hvor interne sms’er afdækkede, at man havde skrevet »luk lortet« om det danske minkerhverv i 2020.

Hun har mange gange sagt, at hun ville komme til at begå fejl. Det fik hun ret i. Og hun har mange gange stået på mål for sin vidtrækkende beslutning i en grad, hvor vi ikke er i tvivl om, at hun ville træffe den igen, hvis hun kunne. Og det er vel rimeligt at se forskelligt på sagen og beslutningen. Men når skandalen – den offentlige forargelse og opstandelse – er så omfattende, så er der brug for at udvise forståelse.

 

Det er almindelig pli og høflighed i det mindste at lade som om, at man forstår et modsatrettet synspunkt. Selv hvis man er uenig, så kan man godt foregive, at man forstår. Man må også lytte til sin chef, selv om man ikke altid er enig med sin chef. I dette tilfælde er Folketinget og vælgerne Mette Frederiksens chef.

 

Og når hun forsømmer at lytte til sine chefer, så kan det komme til at koste hende magten.

 

 

Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens chefredaktør

 

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14337176/det-er-ikke-det-hun-siger-det-er-manglen-paa-empati-i-sig-selv/

 

”FORSMÅEDE VASKEKONER” OG ”PERFIDT PERSONANGREB”: DYBE FRUSTRATIONER I NYE BORGERLIGE FÅR BESKYLDNINGERNE TIL AT FLYVE

Fremtrædende medlemmer af Nye Borgerlige har forladt partiet i frustration over valget af spidskandidater forud for folketingsvalget. Andre overvejer at følge efter. En række centrale medlemmer retter hård kritik af partitoppen.

 

 

 

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er i lang tid lykkedes med at sikre ro på bagsmækken i partiet. Men nu ulmer frustrationer i baglandet.

I ly af store kriser i først Liberal Alliance, så Venstre og senest Dansk Folkeparti har fokus i mindre grad været rettet mod Pernille Vermunds parti, Nye Borgerlige.

 

Men i store dele baglandet er der opstået højlydt frustration forud for partiets sommergruppemøde søndag, og mens Christiansborg forbereder sig på et måske snarligt folketingsvalg, har fremtrædende medlemmer forladt partiet. Flere overvejer det samme.

Nye Borgerlige er bannerfører for decentralisering og det frie valg, men det har flere lokalafdelinger svært ved at genkende internt i partiet.

Partitoppen har i begyndelsen af året udpeget spidskandidater til landets storkredse.

Udpegelserne har mødt vrede i flere lokalkredse, og medlemmerne strides internt – og i fuld offentlighed.

Jyllands-Posten har været i kontakt med flere end 20 centralt placerede personer i partiets bagland for at blive klogere på, hvad det er, der sker i det borgerlige parti. Nogle afviser pure, at der er interne uenigheder, enkelte udtaler sig kritisk til citat. Flest fortæller om deres frustrationer, når båndoptageren er slukket.

Breve fra lokalafdelinger på Fyn og Sjælland er ifølge Jyllands-Postens oplysninger sendt til hovedbestyrelsen med budskabet om, at man ikke agtede at støtte de udpegede spidskandidater. Kredsene havde deres egne lokale kandidater, som de hellere ville hjælpe.

Efter den voldsomme modstand valgte hovedbestyrelsen, at de lokale kredse kunne stemme om spidskandidaten.

I sidste ende er de udpegede spidskandidater blevet valgt, men resultaterne vidner om uenigheder.

Partiet står stadig til fremgang i forhold til valget i 2019, men på det seneste er Nye Borgerlige dykket i meningsmålingerne. Vælgertilslutningen er halveret fra omkring 10 pct. til ca. 5 pct. I det lys kan det få stor betydning, om man står nummer et eller nummer to på valgsedlen, hvis kun én forventes at blive valgt ind.

Kandidaten fra Randers

På Fyn brød frustrationerne ud, da hovedbestyrelsen i april præsenterede landsdelens nye spidskandidat, Mikkel Bjørn Sørensen, kendt i partiet som den tidligere formand for partiets ungdomsorganisation, Nye Borgerliges Ungdom.

Enkelte udtrykte allerede på mødet deres forundring over, at kandidaten blev “trukket ned over hovedet på dem”, at Mikkel Bjørn Sørensen var fra Randers og ikke Fyn, og at hovedbestyrelsen ved at udpege ham havde overset en række lokale kandidater, der havde haft succes ved kommunalvalget.

»Det var den forkerte måde at gøre det på. Det var topstyret, for de burde have spurgt os og inddraget os i den proces,« siger Henrik Lauridsen, formand for blandt andet Svendborg, og kalder forløbet et »wakeupcall«.

I flere måneder har en vrede ulmet i baglandet hos Nye Borgerlige, og partiet bliver beskyldt for ikke at leve op til egne principper.

Ifølge partiets vedtægter er det netop op til hovedbestyrelsen at udpege spidskandidaterne. Men da lokale kandidater blev overset, kom det som en overraskelsE.

"Vi vi gerne have lidt hånd i hanke med, hvem der stiller op."

Jesper Hammer, organisatorisk næstformand, Nye Borgerlige

»Nye Borgerlige handler meget om decentralisering, men i vores parti skulle vi så træffe den slags centralt. Det var en forkert beslutning,« siger formand for Middelfart-kredsen og kandidat til folketingsvalget Jonas René Jensen, der er »ked af forløbet« og slår fast, at han ikke vil hænge Mikkel Bjørn Andersens plakater op, men sine egne.

En tredje formand på Fyn, Henrik Aaen fra Nyborg-kredsen, siger, at det er gået »rigtig skidt« med valget af spidskandidat, og at forløbet har været præget af »kaos«:

»Vi fik det trukket det ned over hovedet. Er der noget, fynboer ikke bryder sig om, er det at blive behandlet som får.«

Mikkel Bjørn Sørensen endte med at blive valgt med 133 stemmer, mens 212 personer stemte på en af de fire lokale kandidater.

Henrik Aaen siger om det endelige resultat, at der ikke er meget at tilføje:

»Det må vi støtte. Og så er det godt, at Fyn har andre kandidater, vælgerne kan stemme på.«

Jyllands-Posten har også været i kontakt med partiets lokalformand i Odense, Mathilde Hammer. Hun afviser at svare på, om hun foretrak Mikkel Bjørn Sørensen, men tilføjer, at der er mange gode kandidater på Fyn.

Rebecha Foged var en af modkandidaterne til Bjørn Sørensen. Hun er frustreret over forløbet og overvejer – i stil med andre af Jyllands-Postens kilder – at forlade partiet.

»Det har været et rigtigt ærgerligt forløb. Valget blev trukket ned over hovedet på os, og forløbet var meget uprofessionelt,« siger hun.

Åben strid

Da valget efter protester blev lagt ud i kredsen, skrev en anden kandidat på Fyn, Malte Jäger, i et opslag på Facebook, at han var glad for, at fynboerne nu kunne vælge deres spidskandidat.

Jäger er bedst kendt i offentligheden for sine valgplakater til kommunalvalget, hvor han fremviste sin veltrænede, bare overkrop.

Han skrev forud for valget, at mange i Nye Borgerlige fandt det »mærkeligt« at få en »forholdsvis ukendt fyr fra Jylland« som spidskandidat på Fyn:

»Det er jeg enig med disse mennesker i.«

Lad fynboerne bestemme selv !

For et par måneder siden besluttede en del af Nye Borgerliges Landsorganisation, at jyske Mikkel Bjørn fra Randers, skulle være spidskandidat for Nye Borgerlige på Fyn til næste folketingsvalg.

Dengang sagde jeg klart til hovedorganisationen: Jeg synes, at vi bør vælge en person fra Fyn som spidskandidat for Fyn, og jeg mener i øvrigt, at det skal være medlemmerne på Fyn, der bestemmer det.

Derfor er jeg glad for, at Nye Borgerliges Hovedbestyrelse nu har ombestemt sig – og besluttet, at det ikke længere er deres indstilling af Mikkel Bjørn, der bestemmer, hvem der skal være spidskandidat. Hovedbestyrelsen har valgt, at det skal være op til fynboerne selv at beslutte, hvem der skal være den fynske spidskandidat.

Jeg er ikke klar over, hvorfor de har trukket deres indledende beslutning om, at Mikkel Bjørn SKAL være spidskandidat tilbage, men jeg er glad for, at de har valgt, at det nu er de fynske medlemmer af Nye Borgerlige, der beslutter, hvem der er deres fynske spidskandidat.

Hvis du er medlem af Nye Borgerlige på Fyn, så synes jeg, at du skal stemme på mig som spidskandidat. Der er masser af gode grunde, men det vil jeg ikke spilde din tid med her. Hvis du vælger mig, så vil jeg kæmpe for alt det, som jeg har vist, at jeg kæmper for som medlem af byrådet i Kerteminde. Og som du kan se på min politikerside.

Sidst men ikke mindst: Hvis jeg ikke bliver spidskandidat, så stiller jeg naturligvis op alligevel. Og jeg vil ikke kaste mig over en masse hysteriske udmeldinger for at få opmærksomhed…

Jeg vil bare fortsætte mit politiske arbejde som en god og ordentlig repræsentant for Nye Borgerlige. Jeg var nummer sidst på listen til byrådsvalget, men jeg blev valgt ind alligevel via mine personlige stemmer. Og jeg vil kæmpe Nye Borgerliges synspunkter – uanset hvor på listen jeg står.

Med venlig hilsen

Malte Jäger

Medlem af Kerteminde Byråd for Nye Borgerlige
Næstformand for Handicaprådet i Kerteminde.
Bestyrelsesmedlem for Konservative Studerende på SDU.

PS: Inden Hovedbestyrelsen trak sin beslutning om at gøre Mikkel Bjørn til spidskandidat uden afstemning tilbage, så var der mange fynske tillidsfolk i Nye Borgerlige, der sagde, at det var mærkeligt at hive en forholdsvis ukendt fyr fra Jylland ind som spidskandidat. Det er jeg enig med disse mennesker i. Men… Hvis Mikkel Bjørn bliver valgt som spidskandidat alligevel, så accepterer jeg fynboernes beslutning. Det var det, jeg bad om på det indledende møde. Og jeg siger tak til hovedbestyrelsen for at lytte til deres fynske medlemmer i denne sag.

 

Opslaget affødte et rasende kommentarspor.

»Savtakker på albuerne klæder ingen, uanset hvor dygtig en kandidat du måtte være,« skrev Vibeke Molise, der var udpeget som spidskandidat i Københavns Omegns storkreds.

Medlem af hovedbestyrelsen og formand for Nye Borgerliges Ungdom Malte Larsen skrev i opslaget til sin navnebror:

»Jeg er næsten tabt for ord over, hvor respektløst, infantilt og decideret skammeligt dit opslag er, Malte.«

Andre bakkede manden bag opslaget op. En folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds skrev:

»Et HB-medlem (hovedbestyrelsesmedlem, red.), der offentligt nærmest slagter et kommunalbestyrelsesmedlem, det er bare ikke i orden.«

Forløbet om spidskandidat har haft direkte konsekvenser.

Opslaget affødte et rasende kommentarspor.

»Savtakker på albuerne klæder ingen, uanset hvor dygtig en kandidat du måtte være,« skrev Vibeke Molise, der var udpeget som spidskandidat i Københavns Omegns storkreds.

Medlem af hovedbestyrelsen og formand for Nye Borgerliges Ungdom Malte Larsen skrev i opslaget til sin navnebror:

»Jeg er næsten tabt for ord over, hvor respektløst, infantilt og decideret skammeligt dit opslag er, Malte.«

Andre bakkede manden bag opslaget op. En folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds skrev:

»Et HB-medlem (hovedbestyrelsesmedlem, red.), der offentligt nærmest slagter et kommunalbestyrelsesmedlem, det er bare ikke i orden.«

Forløbet om spidskandidat har haft direkte konsekvenser.

Med kaffe på kanden, Odense Classic i hanen og en mulig fordobling af partiets mandater i Folketinget burde stemningen have været god til mødet på Fyn i april. I stedet blev frustrationen italesat. 

Ifølge Jyllands-Postens kilder har flere medlemmer på baggrund af udpegelsen og det efterfølgende forløb forladt partiet – blandt andre Andreas Møller, som er 1. viceborgmester i Odense.

Andreas Møller ønsker ikke at stille op til interview, men flere forlod partiet i protest sammen med ham.

Sammen med to nu tidligere Nye Borgerlige-medlemmer, Kristian Juul Nielsen, tidligere lokalformand for Nordfyn, og Jan O. Pedersen, tidligere byrådsmedlem, udsendte han en pressemeddelelse, hvor de omtalte et »uopretteligt tillidsbrud«.

Kristian Juul Nielsen uddyber i dag til avisen, at han har forladt partiet som konsekvens af forløbet om Andreas Møller, og at forløbet var »dråben i bægeret for mig«.

Tidligere formand for Nye Borgerlige i Middelfart John Morell Frellsen har ifølge Jyllands-Postens oplysninger også forladt partiet i kølvandet på diskussioner med partitoppen om valget af spidskandidat på Fyn. Han ønsker ikke at kommentere oplysningerne.

»Vild og voldsom« uge på Sjælland

Valget af spidskandidater er heller ikke gået lige igennem på Sjælland.

Medstifter af partiet og medlem af Folketinget, Peter Seier Christensen, blev valgt med 676 stemmer, mens 346 stemmer gik til en af hans to modkandidater ved et kampvalg.

I Københavns Omegns Storkreds er bølgerne gået særligt højt.

Den udpegede spidskandidat, Vibeke Molise, endte med helt at trække sig som kandidat til folketingsvalget efter at have mødt modstand mod sit kandidatur.

I dag er fire personer valgt til Folketinget for Nye Borgerlige. Partiet har stået til markant fremgang i målingerne, men nu begynder Inger Støjbergs parti at lure i horisonten

Hun har ikke ønsket at tale med Jyllands-Posten. På Facebook skrev hun den 7. august, at det havde været en »vild og voldsom« uge.

»En forvirret proces og det politiske livs grimhed fik mig til – uden at blinke – at kyle det projekt på bålet,« skrev hun og tilføjede:

»Og når enkelte, forsmåede partifæller begynder at opføre sig som skrigende vaskekoner til en adelig henrettelse under Den Franske Revolution (undskyld billedsproget), så er mit bæger fuldt.«

Hun har siden redigeret i sit opslag.

Formand for den tredje Sjællands-kreds, København-kredsen, Jimmi Haushøj, siger, at hovedbestyrelsen og lokalforeningerne ikke har været enige, og at partiet derfor er endt i intern konflikt.

I hans kreds vandt den af hovedbestyrelsen udpegede Hans Blaaberg med 264 stemmer, mens medlem af borgerrepræsentationen for partiet i København Niels Peder Ravn fik 133 stemmer.

Truslen fra Støjberg

Valget om spidskandidater er ikke eneste kilde til frustration.

Inger Støjberg og hendes parti, Danmarksdemokraterne, skaber bekymring.

Generelt er der begejstring for kvinden med den røde knold som varemærke, og derfor undrer enkelte sig over, at Vermund for nylig i Politiken sendte en skarp kritik mod hende, når partiet længe havde brugt kræfter på at hylde hende i forbindelse med rigsretssagen.

 

Nye Borgerlige har sat en stor kampagne i søen for at støtte Inger Støjberg. Nu frygter Nye Borgerlige-medlemmer, at den kan have sendt vælgere direkte i hendes favn. 

Andre sætter spørgsmålstegn ved netop den kampagne; var det fornuftigt at omfavne den tidligere Venstre-kvinde, eller har det sendt Nye Borgerlige-vælgere direkte i favnen på hende?

Adskillige af de kilder, Jyllands-Posten har talt med, skeler til meningsmålingerne. Støjberg buldrer frem og lader til at have spist en stor del af Nye Borgerliges vælgere. Flere medlemmer frygter den dag, hun åbner for medlemstilmeldinger og de potentielle konsekvenser for Nye Borgerliges bugnende medlemskammer.

Organisatorisk næstformand i partiet, Jesper Hammer, er derimod ikke bekymret for Støjberg, siger han. Han afviser kritikken fra partiets medlemmer om topstyring og centralisering i Nye Borgerlige, men medgiver, at udpegning af spidskandidater »måske« er blevet centraliseret »lidt«:

»Vi vil gerne have lidt hånd i hanke med, hvem der stiller op.«

Den følelse kender mange politikere nok. Men Nye Borgerlige står for decentralisering og frie valg. Hvorfor lever I ikke op til det?

»Fordi vi har været en ung organisation, et ungt parti,« siger han og tilføjer, at organisation samtidig er modnet de senere år, og derfor vil beslutningen fremadrettet blive lagt ud i lokalkredsene.

»Partiet er blevet ældre, og vi har lært mange af medlemmerne at kende.«

Det var også tilfældet, da I udpegede spidskandidaterne i april?

»Det kan du have ret i, og set i bagklogskabens lys skulle vi måske have grebet det anderledes an.«

En af dine lokalformænd føler, at I har behandlet dem som får. Hvad siger du til det?

»Det synes jeg på ingen måde, at vi har.«

Så det er en forkert følelse?

»Ja.«

Et hovedbestyrelsesmedlem retter en skarp kritik af en af jeres folketingskandidater på Facebook. Er det i orden?

»Det er rigtig ærgerligt. Det var uheldigt, det er der ikke nogen tvivl om. Men man kan også diskutere Malte Jägers opslag. Han var ude med riven, og så får han lidt tilbage med riven. Knivene hvæsses lidt, når der er udsigt til valg.«

Der er mange river og knive i jeres parti?

»Nej, overhovedet ikke, men der er et par enkelte, som stikker ud en gang imellem.«

Peter Seier Christensen er medstifter af partiet, men har haft kampvalg i sin kreds. Hvorfor får han ikke et suverænt valg?

»Det viser bare, at vi har et levende medlemsdemokrati,« siger Jesper Hammer og understreger:

»Generelt opfatter jeg ikke, at der er ballade.«

 

Kilde: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE14317119/forsmaaede-vaskekoner-og-perfidt-personangreb-dybe-frustrationer-i-nye-borgerlige-faar-beskyldningerne-til-at-flyve/

KATASTROFE FOR NYE BORGERLIGE..

Man behøver ikke at hedde Hans Engell eller Søs Marie Serup for at observere at der er noget helt galt i Nye Borgerlige, er man i tvivl, kan man jo tage et forsigtigt kig på den sidste offfentliggjorte meningsmåling, det ser ikke godt ud.

Hvor er det trist for noget af det der kendetegnede Nye Borgerlige var den skarpe profil som Pernille Vermund tegnede i de første par år i folketinget, den er fuldstændig forsvundet og i dag ligner Nye Borgerlige bare et af dem fra den blå blok.

Spørgsmålet er om ikke Pernille Vermund skal nøjes med at være forelsket og så lade de udadvendte aktiviteter styre af en af de nye dygtige spidskandidater. Hvad rager det i øvrigt mig hvad der står på Pernille Vermunds havelåge.?

Den værste fejl er dog Nye Borgerliges kampagne for Inger Søjberg og nu de efterfølgende angreb på samme, det er  simpelthen det dummeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg har selv prøvet at flytte fra Hillerød og tilbage til Jylland hvor jeg bl.a havde min sejlbåd liggende i Skive havn, så skal jeg hilse og sige at man lige lader være med at skille sig ud og optræder passende ydmygt.

Kampagnen for Inger Støjberg interesserede overhovedet ikke Inger Støjbergs bagland, det var såmænd bare et forsøg på at skabe interesse gennem vores Inger. I det område har Inger ikke brug for hjælp, og slet,slet ikke fra en forstadsfrue fra Nordsjælland.

Da Pernille Vermund, i et anfald af, ja, jeg ved ikke hvad, gik til angreb på Inger Støjberg, da savede hun simpelthen den gren over hun sad på i det meste af Jylland, hun stak ganske enkelt hånden direkte i et hvepsebo og ja, de stikker fandme. Hele området gik i laden og stalden og alle høtyve blev fundet frem, INGEN og jeg mener INGEN angriber Inger Støjberg og slipper godt fra det.

Nye Borgerlige har en kæmpeopgave for at få genopbygget tilliden i Jylland, kom i gang mens det stadig er muligt, men lad være med at spilde tiden og angrebene på Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, det kan man dø af.

Thorkild Bisbo

 

Fra arkivet. Kødet er skrøbeligt, men ånden er usårlig, når vi står sammen om den. I januar 1991 skrev Weekendavisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden denne leder om Salman Rushdies hovedværk.

 

DE SATANISKE VERS

Denne leder blev oprindeligt bragt den 4. januar 1991.

Slutningen af Salman Rushdies mesterværk, »De sataniske vers«, rummer en scene, der spiller en afgørende, følelsesmæssig rolle for den ene overlevende af bogens to hovedpersoner.

Han deltager i en venstreorienteret demonstration og indgår i en menneskelig kæde under et besøg i det Indien, han ellers år forinden har forladt til fordel for den vesterlandske storstad, London. Følelsen af samhørighed med de andre demonstranter og en ny forelskelse får lov til at runde bogen af: »Det syntes som om, at han trods alle sine fejl, sin svaghed, sin skyld – trods sin menneskelighed – skulle få en chance til«.

Mange læsere har følt denne løsning som svag og lidt af et antiklimaks, på baggrund af bogens komplekse skildring af splittetheden mellem østligt og vestligt, religiøsitet og verdslighed. Hvis man vil, kan man i Rushdies valg af denne slutning ane det psykologiske grundlag for den »omvendelse« til Islam, han overraskede verden med ved juletid. Salman Rushdies deltagelse i den offentlige debat – også før ayatollahens »dødsdom« – bærer præg af hans ønske om at være solidarisk med sin baggrund og med dem, der nu også er blevet hans trosfæller i Kashmir og Palæstina. Den mest overbevisende passage i den forklaring på omvendelsen, som Weekendavisen bringer i dag, lyder: »Jeg er nu i stand til at kunne sige, at jeg er muslim; faktisk er det en kilde til glæde at kunne sige, at jeg nu er indenfor i – og en del af - det trosfællesskab, hvis værdier altid har stået mit hjerte nærmest«. Her er man tættest på at tro Rushdie, hvorimod bekendelsen til Islams to centrale trossætninger virker formel og »forhandlet«.

Salman Rushdie blev for alvor kendt for sin bog 'De sataniske vers', der skabte stor furore i den muslimske verden, og den iranske ayatollah udstedte en dødsdom over ham. 

Man er tæt på at tro ham, for Rushdie er et begavet og subtilt argumenterende menneske. Men man kan alligevel ikke. Alle, der har læst Rushdies brillante og dybt humane essay »I god tro« – bragt her i Weekendavisen i februar 1990 – må have det på samme måde. Et mere begavet forsvar for en ikke-troendes interesse for troen, en mere nuanceret udlægning af den fundamentalistiske tros umulighed, et mere eksemplarisk forsvar for den kunstneriske frihed, er det svært at forestille sig. I virkeligheden har Rushdies forsøg på at få fred og forsones med i hvert fald moderate muslimer forskudt konflikten om »De sataniske vers« til et om muligt endnu mere principielt plan.

Oprindelig vedrørte Rushdie-sagen ytringsfriheden. Umiddelbart er det svært at forestille sig noget mere fundamentalt princip i liberale og humane samfund. Men dybest set hviler ytringsfriheden – det gør den også historisk – på en endnu mere fundamental værdi: Trosfriheden, retten til ikke at være bundet i samvittighedsspørgsmål. Det oprindelige argument for denne frihed var, at en bekendelse til Vorherre, der ikke var ægte, fri og oprigtig, ikke kunne have nogen værdi. Derfor forudsætter sand gudstro religionsfrihed. Senere blev dette krav om religiøs trosfrihed udvidet til generel ytringsfrihed i tanke- og samvittighedsspørgsmål, og med dette udgangspunkt kunne der efterhånden opbygges en universel argumentation for politisk og kunstnerisk ytringsfrihed.

Rushdie-sagen minder os om, at der stadig kan stilles spørgsmålstegn ved selve udgangspunktet. Retten til en ubundet bevidsthed og samvittighed er endnu ikke nogen selvfølge i hele verdenssamfundet. I en fundamentalistisk udlægning af religionen er anerkendelse af Troens primat vigtigere end den forudsætning om frivillighed og ægthed, der er blevet uantastelig i vor civilisation, og som er gjort universel i Menneskerettighedserklæringerne.

I det desværre stadig meget fundamentalistisk prægede Islam stempler de omstændigheder, der har fremtvunget Rushdies omvendelse, ikke i sig selv omvendelsen som en forgiftet kompliment til religionens magtbrynde. Dermed har sagens nye vending endnu engang præciseret, hvad der er Islams problem i den moderne verden, og hvad det er, der bringer Islams fundamentalistiske troende på kollisionskurs med det humane og liberale grundlag for den universelle civilisation.

Samtidig illustrerer den nye vending igen den vestlige relativismes begrænsning. Det nytter ikke noget at sige, at den ene tro, kultur eller samfundsorden kan være lige så god som den anden. Det nytter ikke noget at sidestille kravet om, at ingen må fremsætte tanker eller ord, der strider imod en dogmatik, med princippet om, at enhver må tænke og tro sit. Princippet om tanke, tros- og trykkefrihed er ikke »vestligt«, ensidigt eller undertrykkende. Det er universelt, og som sådan det bedste redskab mod den undertrykkelse, som også kristne samfund har påført andre, og mod den diskrimination, der den dag i dag kan blive mindretal i vore egne lande til del.

Kravet om respekt for den enkeltes integritet er universelt, og det er krænket og krænkes fortsat i tilfældet Salman Rushdie. Alligevel ville det være forkert at udlægge den verdensomspændende strid som en kamp om Rushdies sjæl, hvor Islam nu har vundet nogle åndelige positioner, mens vi andre må henvise til andre skriftsteder og tidligere udtalelser. Stridens kerne er i sidste instans ikke Salman Rushdie, hvor vanskelig hans situation end kan være, og hvor meget han end – oprigtig omvendelse eller ej – har krav på vor sympati og støtte.

Stridens kerne er romanen »De sataniske vers«. Det er den, ayatollahen fandt blasfemisk, og det er den, der rummer en kunstnerisk helstøbt, højt begavet og udfordrende udlægning af – blandt meget andet - troens tragedie og tvivlens nødvendighed. Det er tvivlen, Troen ikke kan tåle. »De sataniske vers« er ikke længere kun Rushdies ejendom. Fra den dag, romanen kom på gaden, tilhørte den os alle – læserne og hele den tænkende og følende menneskehed.

Rushdie kan forsinke billigbogs-udgaven, og han kan forbyde nye oversættelser. Hans kunstneriske og kommercielle rettigheder er ham vel undt. Men bogen – og den verden, den rummer, er også vor. Det skrevne kan ikke gøres uskrevet. Om nødvendigt skal vi nok sørge for pirat-udgaver af bogen og selv ordne oversættelsen. Men det er slet ikke nødvendigt. Bogen kan i frie lande fås i enhver boghandel. Den hører allerede til blandt de bøger, man ikke vil holde op med at læse. I den har forfatteren givet os noget, som han ikke selv kan tilbagekalde, hvis han en dag skulle overveje også det skridt. Ayatollaherne kan skræmme og forvirre et enkelt menneske.

Det er et nederlag for retsstaten , at det kan komme så vidt. Men dybest set kan det ikke undre. Kødet er skrøbeligt, og vil man leve et normalt liv, kan man aldrig være sikker for galninges eller fanatikeres overfald. Kødet er skrøbeligt, men ånden er usårlig, når vi står sammen om den. Mordtrusler og pression er farlige våben, men de formår ikke meget over for den civilisation, som »De sataniske vers« er et fornemt bidrag til.

Skrevet AF : TØGER SEIDENFADEN

https://www.weekendavisen.dk/samfund/de-sataniske-vers

 

Pladsmangel. Overbelægningen på psykiatriske afdelinger har store konsekvenser for patienterne. De bliver udskrevet for tidligt eller tager ikke imod behandlingen.

KRUMSPRING I PSYKIATRIEN

Overbelægningen på de psykiatriske afsnit er nu så stor, at patienterne må kæmpe om pladserne. På Aarhus Universitetshospital i Skejby bruger man dobbeltstuer og mødelokaler for at få plads til alle.

Efter skyderiet i Fields er debatten om en afkræftet psykiatri tiltaget. Ikke alene var den formodede gerningsmand kendt af psykiatrien. Han skulle også fængsles i surrogat på en psykiatrisk afdeling efter skyderiet, men der var ingen ledige pladser. En bred stribe af partier i Folketinget har bedt sundhedsminister Magnus Heunicke at fremrykke de udskudte psykiatriforhandlinger til starten af august. Et af regeringens valgløfter var en tiårsplan for psykiatrien.

»Hvis det kan forbedre chancerne for at lande en bred aftale, og hvis det kan lade sig gøre, så lad os gøre det,« sagde Magnus Heunicke til TV 2.

For at komme sig skal psykiatriske patienter ligge på en enestue. Det lader sig ikke gøre for tiden, til stor fare for patienternes behandling. Sidst 46-årige Pia S. Mikkelsen var indlagt, var det på en dobbeltstue. Denne gang frygter hun, at det kommer til at ske igen.

Foto: Oscar Scott Carl

»Det er modbydeligt. Jeg udskriver mig selv, hvis jeg kommer på dobbeltstue,« siger hun.

Forholdene under en indlæggelse er livsvigtige. Danmark er det OECD-land, hvor flest indlagte patienter med en psykisk diagnose begår selvmord. Tallet er fem gange højere end i Norge. Indlæggelsestiden på de psykiatriske afdelinger er kort, men det skyldes ikke, at folk bliver raske, viser en analyse fra Sundhedsdatastyrelsen. Det skyldes, at patienter bliver udskrevet for tidligt. I Region Midtjylland bliver hver tredje psykiatriske patient genindlagt inden for 30 dage.

Overbelægningen er også en del af forklaringen, når der bruges tvang i psykiatrien. Ifølge psykiatriloven må tvang ellers kun anvendes, når alt andet er forsøgt. Sådan forholder det sig bare ikke i Aarhus. En intern undersøgelse viste, at personalet mente, at op mod 80 procent af al tvang skyldes ressourcemangel og ikke voldsomme patienter.

For lægerne er der to muligheder: Enten bliver Pia S. Mikkelsen udskrevet for tidligt, med selvmordstanker og uden en grundig vurdering af, om hun kan klare at komme hjem. Eller også skal hun tvangstilbageholdes. Men for Pia S. Mikkelsen er valget nemt. Hellere selvmordstanker derhjemme end på en dobbeltstue i Skejby.

På Aarhus Universitetshospital fortæller lægerne, at andre patienter klynger sig til senge i frygt for, at den er væk, hvis man skal hjem på weekend, eller at man bliver indlagt i et rum beregnet som mødelokale. I en kamp for at finde pladser i det psykiatriske system må personale og patienter gøre krumspring, lyder det.

Frygt for dobbeltstuer

En dansk undersøgelse har vist, at indlagte på enestuer helbredes hurtigere. Den understøttes af udenlandske studier, der viser, at patienter på enestuer føler sig mere i kontrol. Det genkender professor ved Region Hovedstadens Psykiatri Poul Videbech

»Indlagte har brug for ro og privatliv for at komme sig. Det kan også være utrygt at ligge ved siden af en, som er sindssyg,« siger han. Mange psykiske sygdomme er netop karakteriseret ved kontroltab.

Enestuer var også planen, da Aarhus Universitetshospital flyttede lokaler fra Risskov til Skejby i 2018. Alle de psykiatriske sengeafsnit er bygget med udelukkende enestuer, 24 på hver. Selv brandmyndigheder har kun godkendt afdelingerne til 24 patienter – så snart der er indlagt en patient for meget, skal en fra personalet konstant cirkulere rundt på afsnittet på udkig efter brand. Det er ikke kun i Skejby, at man udelukkende bygger enestuer. Sådan er det på alle nybyggede hospitaler i landet.

Alt er i nuancer af lyserødt og boltet fast på det afsnit, hvor Pia S. Mikkelsen er indlagt. Hun låser op til sin enestue og skynder sig at fjerne det værste rod væk. I vindueskarmen står roser fra hendes mor og en halvtom bøtte sukkerfrie lakridspastiller.

”Forestil dig at dele hotelværelse med en, man slet ikke kender, mens man er i et af sit livs mest pinefulde øjeblikke.”

SIMON HJERRILD, OVERLÆGE

Hun er det, lægerne kalder skizoaffektiv. Forsimplet er det en kombination af skizofreni og bipolar lidelse. Hun hører både stemmer og er depressiv.

»Der er ingen, der kan lide dig. Du har ikke noget at leve for. Det er bedst, du er død,« siger stemmerne under hendes krøllede hår.

De er begyndt at råbe særligt højt på grund af en beboer på Pias bosted. Hun synes, at beboeren er meget ubehagelig. Selvmordstankerne er skyld i, at Pia S. Mikkelsen blev indlagt på afdelingen for ti dage siden. Men hun frygter hele tiden at blive sendt på en dobbeltstue.

 

»Det er modbydeligt. Jeg udskriver mig selv, hvis jeg kommer på dobbeltstue,« siger Pia S. Mikkelsen.Foto: Oscar Scott Carl

 

»Hver gang personalet vil tale med mig, er jeg bange,« siger Pia og ser flygtigt på lægen med korslagte arme i stolen ved siden af hende.

Sidst hun var på dobbeltstue, løb den anden patient nøgen rundt og bankede hele tiden på toiletdøren, når Pia var derude. Pia vil helst leve tilbagetrukket med mandala-malebøger og musik.

»Jeg får det psykisk værre på en dobbeltstue. Jeg kan ikke tage imod min behandling,« siger hun.

Vi kigger ind på en dobbeltstue, som egentlig er en enestue med en ekstra seng. Illusionen om et privatliv skabes af en lille foldevæg, der ikke er højere, end at man kan kigge over den, når man står op.

Overlæge Simon Hjerrild siger, at tanken oprindeligt var, at dobbeltstuerne skulle bruges, hvis der opstod et akut behov for sengepladser. Det akutte behov er der bare hver eneste dag.

»Forestil dig at dele hotelværelse med en, man slet ikke kender, mens man er i et af sit livs mest pinefulde øjeblikke,« siger Simon Hjerrild.

Pia S. Mikkelsen låser sin stue efter sig. Hun har taget sin røde regnjakke på og hovedtelefonerne i. De fyldes om lidt med Britney Spears og Shu-bi-dua, mens hun trækker lidt frisk luft.

Orlov og mødelokale

Som et led i behandlingen bliver patienter sendt hjem på orlov. Man er nødt til at trykteste, om det er muligt at være derhjemme, inden man slipper patienten helt, forklarer Simon Hjerrild. Sikkerheden ligger i, at der står en tom seng på afdelingen, man kan vende tilbage til, hvis det ikke går at være hjemme. Men personalet er nødt til at bede patienten pakke sine ting, for der kan være behov for sengen til en anden, og så har man to indlagte i samme enkeltseng.

»Selvfølgelig siger folk nej til at komme på orlov, hvis de kan miste deres seng,« siger Simon Hjerrild.

Det afhjælper ikke på pladsproblemerne, at patienter bliver i deres seng af frygt for at miste den. Det gavner heller ikke patienten at sige nej til næste skridt i behandlingen. En beslutning, alle taber ved, fortsætter han.

Det nyeste krumspring er den 27. seng; et mødelokale ommøbleret til en stue, som folk på etagen ovenover kan se direkte ned i. »Man kan komme til at ligge ugevis i et lokale uden badeværelse. Jeg ved ikke, hvor de går på toilet. Bruger de personaletoilettet,« spørger Simon Hjerrild.

Hverken patienter eller personale bryder sig om dobbeltstuer, orlovssenge eller mødelokaler. Patienterne føler sig glemte, og der er ikke normeret personale til mere end de 24 enestuer.

Formanden for Psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland, Jacob Klærke (SF), kalder dobbeltstuer en nødløsning.

»Det er på ingen måde en optimal løsning. Når valget står mellem at udskrive en allerede indlagt patient for at få plads til en ny patient og at have to på en stue, er dobbeltstuen den bedste af to dårlige løsninger,« siger han.

Han mener, at psykiatrien i Region Midtjylland har alt for få sengepladser. Når belægningsprocenten i gennemsnit er et sted mellem 99 og 100 procent, kan han ikke reelt sige, hvor mange ekstra senge der er behov for. Overbelægningen vil stadig være et problem de næste år.

»Vi er i gang med at bygge flere pladser i Horsens, men byggeriet har været forsinket ad flere omgange. I Aarhus vil vi begynde at udbygge retspsykiatrien med 16 pladser, som kan aflaste de andre afdelinger.«

– Er det realistisk at løse pladsproblemerne?

»Det er ikke realistisk inden for det næste år. Byggeriet i Horsens står i 2023. I Aarhus er planen, at de nye pladser i retspsykiatrien tages i brug i 2024.«

https://www.weekendavisen.dk/2022-30/samfund/krumspring-i-psykiatrien

JESPER LESAGER (f. 1995) er journalist og holder af provinsen og det sydlige Afrika. Han studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og University of Cape Town.

 

JLEC@WEEKENDAVISEN.DK