DET ER IKKE DET, HUN SIGER.DET ER MANGLEN PÅ EMPATI I SIG SELV

Mette Frederiksen fremstår som en magthaver, der har mistet sin empati. Hun kan ikke se den skandale, som hun selv er ansvarlig for. Hun evner end ikke at lade som om, at hun forstår. Hun personificerer magtens paradoks, og præcis det kan i sidste ende koste hende magten.

 

Anne Linnet skrev det meget godt i sin melankolske kærlighedssang om bedragets væsen: »Det er ikke det, du siger. Det er mere løgnen i sig selv. Det er alt det, du fortier. Det er måden, du fik sagt farvel.«

Ét er de fejl, vi hver især begår.

Noget andet er, hvordan vi evner at angre dem – eller forsømmer at angre dem. Anger er afgørende for tilgivelse og tillid. Og det er præcis statsminister Mette Frederiksens måske allerstørste forsømmelse i minksagen. Det er måden, hun fik sagt farvel på i et interview i denne uge, hvor minksagens personaleretlige konsekvenser skulle eksekveres.

»Jeg mener ikke, at der er nogen skurk i det her spørgsmål om mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale,« lød det fra Mette Frederiksen, der med den sætning fik et hav af kæber til at falde ned hos iagttagerne.

Her viste Mette Frederiksen sig så skråsikker i sin sag, at det måske er netop det, der ultimativt kan koste hende valget. For det er præcis den form for formuleringer, der skriver sig ind i fortællingen om magtarrogance, som er en af de største udfordringer for hendes fremtoning.

Når en beslutning uden lovgrundlag kostede et helt minkerhverv sit levebrød, er det så ikke en skandale? Når Minkkommissionen i meget hårde vendinger kritiserer regeringen og Statsministeriet for at have forsømt sine pligter i forbindelse med at sikre lovgrundlaget, er det så ikke en skandale? Når selveste chefen for Danmarks Rigspoliti, Thorkild Fogde, er fritaget fra tjeneste og afventer et tjenesteligt forhør som følge af politiets ageren over for minkavlerne, er det så ikke en skandale?

 

Når en minister i sin tid måtte trække sig, og hans daværende departementschef nu også er fritaget fra tjeneste, er det så ikke en skandale? Når statsministeren selv har fået en næse, er det så ikke en skandale?

 

Det er Mette Frederiksen tilsyneladende ikke sikker på. Derfor kan vi kun håbe, at hun sidder og fortryder sin formulering nu. At hendes spindoktorer og kommunikationsfolk skammer sig. At hun godt kan se, at det var dumt at bruge ordkløveri i en sag, der er den mest alvorlige møgsag i hele hendes regeringsperiode. Så alvorlig, at den utvivlsomt vil finde vej til historiebøgerne.

 

Vi må håbe, at hun kan se, at det var en unødig provokation af de mennesker, som mistede deres erhverv.

 

Indtil videre har hun ikke ønsket at uddybe sit synspunkt. I stedet har hun skubbet andre, såsom finansminister Nicolai Wammen, foran sig med beredvillig udenomssnak. »Sagens kerne er, om det var en rigtig beslutning, at minkene blev slået ned. Det mener jeg, det var,« forklarede han efterfølgende til TV 2 og gjorde ingen klogere.

Hvis det virkelig er sådan, at Mette Frederiksen ikke kan se, at her er tale om en skandale, så er det en alvorlig udfordring, som bliver størst for hende selv. For så kan vi ikke være sikre på, hvem hun overhovedet er. Om hun besidder den helt grundlæggende menneskelige egenskab empati.

Inden for forskning i magtens psykologi er der ingen tvivl om, at magt korrumperer. Det gør os mindre empatiske at blive magtfulde. Hjernen reagerer selv på en umiddelbart lille magt, og vi føler os hævet over andre. Vi afbryder mere, vi dominerer en samtale, vi glemmer at lytte. For politikere er det et særligt dilemma. Vi giver dem magt for at gøre det godt på vegne af fællesskabet. Men når de får den, føler de sig hævet over fællesskabet. Mekanismen gælder alle med magt. Men magtens paradoks er særligt stort i et repræsentativt demokrati. Og derfor er magthavernes ansvar for at udvise medfølelse også særligt stort.

 

Derfor skal alle med magt være opmærksomme på deres evne til at forvalte den. Øve sig i at lytte. Øve sig i ikke at afbryde. Øve sig i at udvise forståelse for andres behov. Det gælder i særdeleshed Mette Frederiksen, hvis magt er særligt stor. Selv hvis hun ikke kan se den skandalesag, som langt de fleste ser i minksagen, så bør hun lytte og vise ydmyghed.

 

Siden begyndelsen har Frederiksens linje i sagen været, at minkene måtte slås ned. Alt andet ville koste menneskeliv. I det lys var det sekundært, at man begik en fejl ved ikke at få lovgivningen på plads. Hun ser sig selv som en, der traf de nødvendige beslutninger. Deri består ingen anger.

 

Mette Frederiksens skråsikkerhed kan ende med at koste hende valget. Formuleringer som: »Jeg mener ikke, ​at der er nogen skurk i det her spørgsmål om mink og vil sådan set også gerne diskutere, om der er tale om en skandale,« skriver hun sig ind i fortællingen om en magtarrogance, som er en af de største udfordringer for hendes fremtoning. Foto: Jens Dresling

 

Det er, som om hun kun ser sagen fra sin egen side. Som om statsministeren ikke kan se det fra borgernes og minkavlernes side.

Hun forstår ikke, at hun ikke bestemmer, om der er tale om en skandale. Ordet kommer af det latinske ”scandalum”, som har rødder i græsk ”skandalon”, der betyder ”anledning til forargelse”. Den danske ordbog definerer en skandale på samme vis. »En begivenhed, forhold eller andet der vækker forargelse eller strider mod den almindelige moral.« Eller slet og ret »offentlig forargelse og opstandelse«.

I moderne ledelse stiller vi højere krav til vores lederes menneskelige egenskaber. Det gælder også politikere, som hele tiden nøje overvejer, hvordan de fremstår i vælgernes øjne. Det er derfor, de fører sig frem med leverpostejsmadder og nuttede børn på sociale medier. Så vi skal vide, at de er mennesker, vi kan identificere os med. Så vi skal vide, at de er empatiske. Så vi skal se, at de er en af os.

 

Samtidig skal vi tro på, at de kan lede landet. At de er den af os, der bedst repræsenterer os andre. At de kan sætte det fælles hensyn over egennytten. At de ikke er så almindelige, at de vakler, når det gælder.

Balancen er ikke let at finde. Lars Løkke Rasmussen kæmpede med sin ledelsesautoritet, selv om han var den, flest danskere ifølge målinger helst ville drikke en øl med. Helle Thorning-Schmidt fokuserede så meget på sin autoritet, at vi først efter hendes statsministertid så hendes menneskelige skrøbelighed.

 

Den radikale leder Magrethe Vestager stod så fast på reformpolitikken i 10’erne, at hun fremstod kynisk, da hun om konsekvenserne for almindelige mennesker sagde, at »sådan er det jo«, og i årevis blev kendt for den ene sætning.

 

Mette Frederiksen havde allerede sin egen klæbesætning. »Lev med det,« sagde hun, da hun blev spurgt til den interne jargon i Statsministeriet, hvor interne sms’er afdækkede, at man havde skrevet »luk lortet« om det danske minkerhverv i 2020.

Hun har mange gange sagt, at hun ville komme til at begå fejl. Det fik hun ret i. Og hun har mange gange stået på mål for sin vidtrækkende beslutning i en grad, hvor vi ikke er i tvivl om, at hun ville træffe den igen, hvis hun kunne. Og det er vel rimeligt at se forskelligt på sagen og beslutningen. Men når skandalen – den offentlige forargelse og opstandelse – er så omfattende, så er der brug for at udvise forståelse.

 

Det er almindelig pli og høflighed i det mindste at lade som om, at man forstår et modsatrettet synspunkt. Selv hvis man er uenig, så kan man godt foregive, at man forstår. Man må også lytte til sin chef, selv om man ikke altid er enig med sin chef. I dette tilfælde er Folketinget og vælgerne Mette Frederiksens chef.

 

Og når hun forsømmer at lytte til sine chefer, så kan det komme til at koste hende magten.

 

 

Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens chefredaktør

 

https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE14337176/det-er-ikke-det-hun-siger-det-er-manglen-paa-empati-i-sig-selv/