LARS LØKKE ER VALGTES DYGTIGSTE GØGLER

Når Løkke-hjulet kører, kan alt ske.

GØGLER – LARS

VI HAR tidligere mødt privat-Lars, statsminister-Lars og lobby-Lars. Nu har denne ulideligt lange valgkamp præsenteret os for gøgler-Lars.

JA, VI taler om Lars Løkke Rasmussen. Han står glad på den politiske markedsplads og tilbyder standpunkter af enhver art. Gerne nye hver dag. Og gerne modsatrettede. Når Løkke-hjulet kører, kan alt ske. Da valgkampen blev skudt i gang, og tombolaerne åbnede, præsenterede Lars Løkke en skatteplan, han ikke selv kunne forklare.

DOG KUNNE hans venner i Cepos regne ud, at planen i dén grad ville tilgodese de rigeste i dette samfund, mens alle andre stod til at skulle betale gildet. Direktøren ville få 40.000 kroner mere i hånden, mens sygeplejersken som repræsentant for den brede middelklasse ville miste 5000 kroner.

DEN BREDE middelklasse tæller vel omkring en million gode borgere, og i ’Deadline’ onsdag aften var Lars Løkke da også kommet på bedre tanker. Nu skal modellen reguleres, og så er der alligevel ikke nogen flyvefærdig skatteplan fra Moderaterne.

Lars Løkke vil gerne have en regering hen over midten. Det har Danmark brug for, mener han. Han drejede på Løkke-hjulet og fandt frem til, at han ikke vil pege på nogen, men på noget. Han var trods alt for beskeden til at pege på sig selv som statsministerkandidat.

MEN LÆNGE holdt han fast i den brede regering hen over midten. Lige indtil han tirsdag mødte B.T.s Joachim B. Olsen. Her fik Lars Løkke forklaret, at det ville være nemmere, hvis ikke Mette Frederiksen var formand for Socialdemokratiet.

Dermed døde den brede regering. For en stund. Der er stadig dage tilbage til at mene noget nyt, og Lars Løkke ligner langtfra en mand, som har brændt alle tændstikkerne af. Moderaterne er et parti, som du ikke ved, hvor du har.

DA LARS Løkke var statsminister og formand for Venstre, stod han i spidsen for utallige stramninger på flygtningeområdet. Det var ham, der udpegede Inger Støjberg til udlændinge- og integrationsminister, og han så tilfreds til, da Støjberg fejrede mere end 100 stramninger af flygtningepolitikken.

I DAG taler han om, at vi skal have en fair udlændingepolitik, og nu bryder han sig hverken om burkaforbud, håndtryk eller smykkelov. Det virker, som om han på mange områder vil lave det om, han tidligere har stået for. Eller som tidligere tjente hans mål om at få magten.

DET ER Lars Løkke, som om nogen har stået for blokpolitikken. Som statsminister så han kun til højre i salen. Han er også den politiker, der gennem årene har haft størst indflydelse på sundhedsvæsnets udvikling. Det har han haft gennem mere end 20 år som henholdsvis amtsborgmester, sundhedsminister og senest statsminister.

Nu taler han både om akutplaner og sygehusreformer. Bedre sent end aldrig, for der er virkelig meget at rette op på. Også fra hans regeringstid.

LARS LØKKE er en fantast og uden tvivl valgkampens dygtigste gøgler. Han glemmer hurtigt sine nederlag, ændrer standpunkter og regulerer planerne i jagten på den indflydelse, der kan sikre ham statsministerposten.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/goegler-

lars/9488221

 

NB. Artiklen er fra 28.august 2019

HER ER LØKKES MANGE, MANGE, MANGE DUMME SAGER.

Vil man forstå tumulten omkring afgående Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, er man nødt til at se tilbage på hans seneste 20 år som politiker. Hans evne til at rode sig ud i problemer har aldrig slået fejl.

Ofte med store konsekvenser for ham selv og for Venstre. Skandalerne udspringer typisk af Løkkes dårlige dømmekraft i pengesager eller dristige forsøg på at klamre sig til magten. Her er et overblik over nogle af de største skandaler

Lars Løkke Rasmussen har klaret sig igennem krise efter krise. Men nu gik den ikke længere. 

Lørdag formiddag annoncerede han, at han trækker sig som formand for sit Venstre. Igennem de seneste ugers uro i Venstre har han ellers nægtet at træde tilbage frivilligt. 

Men presset fra baglandet blev for stort. 

Hvis man vil forstå, hvordan det kunne gå så galt for landets tidligere statsminister, må man forstå, at Venstre-baglandets tillid til Løkke ikke er forsvundet fra den ene dag til den anden. Den er blevet slidt ned gennem de seneste mange år.

Information bringer her et udpluk af nogle af Løkkes mest belastende sager:

Bilagssagerne

Marts, 2008

Frederiksborg Amtsavis afslører, at Lars Løkke Rasmussen i sin tid som amtsborgmester i perioden 1998-2001 har ladet skatteyderne betale for cigaretter samt entré til et kasino i Aalborg og diskoteket Crazy Daisy i Herning.

Løkke, der nu er blevet finansminister, undskylder sig med, at tiden var en anden dengang. Han sætter gang i en revisionsundersøgelse af sin borgmestertid. Den finder udgifter til cigaretter, diskotek, kasino, video, internet og tøjrens for 4.809 kroner. Løkke betaler herefter det dobbelte af det beløb til Børnecancerfonden plus 3.140 kroner for telefonregninger fra en tur til New York i 1999, som han havde ladet amtet betale, selv om han allerede havde fået rejsen dækket af Folketinget.

Afsløringerne standser dog ikke her, men afføder en lavine af kritiske historier i medierne og krav fra andre politikere om en redegørelse.

1. maj, 2008

I september 2005 deltog daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i en konference i San Francisco i USA. Selv om konferencen først begyndte mandag morgen, rejste Løkke og tre embedsmænd afsted allerede om fredagen. Dermed fik de en friweekend i San Francisco, som ifølge Ekstra Bladet kostede skatteyderne 12.000 kroner.

Løkkes daværende særlige rådgiver Søs Marie Seerup forklarer, at Løkke havde undladt at flyve på businessclass og dermed sparet penge, som kunne bruges på de ekstra overnatninger.

5. maj, 2008

Det kom som en overraskelse for medlemmerne af sundhedsudvalget i Frederiksborg Amt, da daværende amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen i maj 2000 besluttede at tage med på udvalgets studietur til Rom. Løkke var nemlig slet ikke medlem af udvalget.

Ved ankomsten indlogerede Løkke sig på et dyrere hotel end de andre politikere, og hen over weekenden brugte han flere tusind kroner på mad og drikke. I stedet for at deltage i selve studieturen fløj Løkke hjem om mandagen, da det faglige program skulle til at begynde.

Efterfølgende afleverede han bilag for i alt 13.312 kroner, som amtet betalte.

Flere af de andre deltagere udtrykker siden deres forargelse over forløbet til Nyhedsavisen. Løkke forklarer til avisen, at det var fast praksis at invitere amtsborgmesteren med på alle udvalgsrejser, og at hans tidlige hjemrejse skyldtes en travl kalender.

9. maj, 2008

En nat i december 2002 indlogerede den daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sig på First Hotel i København under navnet ’Jensen’. Overnatningen kostede 895 kroner og blev betalt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

16 måneder senere bad ministeriet Løkke betale pengene tilbage, da de blev opmærksomme på det spøjse bilag. Det afslører Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i bilagene.

Løkke forklarer først, at det hele beror på en »fejl«. Senere forklarer han, at han havde overnattet under falsk navn for at undgå »mytedannelser«, da han havde været til »aftengruppemøde i Venstre«. Senere viser det sig, at han i virkeligheden havde været til julefest hos Venstres reklamebureau.

19. maj, 2008

Lars Løkke Rasmussen har kørt usædvanligt meget i taxa i sin tid som amtsborgmester. 240.000 kroner har han brugt på fire år, og dertil kommer kørepenge på 60.000 kroner for transport i egen bil.

Et konservativt amtsrådsmedlem siger til 21 Søndag på DR, at Løkke kørte »utroligt meget«, og at det var uklart, om det var privat kørsel eller ej. I alt afleverede Løkke bilag for 1.090 køreture til amtet. Heraf var bilagene for 590 køreture udfyldt forkert eller mangelfuldt. I alt er der tale om 148.066 kroner, hvor det er umuligt at se, om kørslen har været i amtets interesse.

20. maj, 2008

Lars Løkke Rasmussen har som indenrigs- og sundhedsminister i 2004 ladet ministeriet betale for en overnatning på hotel i København efter en Paul McCartney-koncert i Horsens. Det selv om Løkke ikke var inviteret til koncerten i sin egenskab af minister.

Ministeriet skriver i en redegørelse, at Løkke har fået refunderet en række hotelbesøg i tilfælde, hvor han har arbejdet sent eller har haft møder tidligt om morgenen. Det lader dog til, at flere af overnatningerne har været af privat karakter. TV 2 afslører, at Løkke i perioden 2003-2007 har fået betalt otte hotelbesøg, hvor han hverken har haft tidlige morgenmøder eller sene aftenmøder i sin ministerkalender.

GGGI-sagen

5. oktober, 2013

Under Venstres landsmøde afslører Ekstra Bladet, at partiets formand Lars Løkke Rasmussen har brugt 1.056.402 kroner på rejser, hoteller og limousiner som formand for den internationale klimaorganisation Global Green Growth Institute (GGGI). Organisationen er finansieret af bistandsmidler, herunder 90 mio. kroner fra Danmark over en treårig periode.

Det viser sig, at Løkke som formand for GGGI selv har været med til at godkende reglerne, der tillader rejser på første klasse – som vel at mærke er markant dyrere end businessclass. Den koreanske rigsrevision har desuden indledt en undersøgelse af GGGI for misbrug af offentlige midler.

20. oktober, 2013

Løkke afholder et pressemøde på næsten fire timer. Få minutter inden pressemødet har journalisterne fået udleveret flere end 200 siders bilag om hans rejser.

Løkke erkender, at han har rejst for dyrt, og at han burde have ændret rejsereglerne tidligere. I alt har han fløjet på første klasse for 770.000 kroner.

Løkke hævder, at det er en »misforståelse«, der har ført til, at GGGI har betalt en rejse for hans datter til Brasilien til 27.000 kroner, og at han nu vil betale pengene tilbage.

29. april, 2014

Et tidligere bestyrelsesmedlem i GGGI afslører, at det slet ikke var en misforståelse, da GGGI betalte en rejse for Løkkes datter. Løkke havde oprindeligt takket nej til en rejse til Brasilien med henvisning til, at han havde en aftale med sin datter, fortæller han til et sydkoreansk medie. Men da GGGI tilbød at betale for, at datteren kunne komme med, kunne det pludselig godt lade sig gøre. Det fremgår af den sydkoreanske artikel, som Dagbladet Information får oversat. Løkke nægter at udtale sig.

2. november, 2013

Det viser sig, at Løkke har fået udbetalt 8.784,50 kroner i diæter fra GGGI i 2012, selv om han på pressemødet har hævdet, at han intet modtog det år.

19. juni, 2014

Løkke går af som formand for GGGI for at fokusere på den danske valgkamp til Folketinget.

Underbukser og formandsopgør

13. maj, 2014

Knap har sagen om de skattebetalte flyrejser på første klasse lagt sig, før Venstres formand igen bliver afsløret i at lade andre betale for sine dyre vaner. Ekstra Bladet har fået fat i bilag, som viser, at Venstre har betalt 152.000 kroner for tøj til Lars Løkke Rasmussen. Tøjet er købt i 2010 og 2011, mens Løkke var statsminister.

Det drejer sig blandt andet om ni jakkesæt, 28 skjorter, ni par bukser, 21 slips, 17 par strømper og otte bokserershorts.

Partisekretær Claus Richter fortæller, at tøjet er blevet købt i forbindelse med kampagneaktiviteter og foto. I det omfang, Løkke har beholdt noget af tøjet, har han selv betalt for det.

De nye afsløringer er ikke populære i Venstres bagland, hvor mange er trætte af de mange historier om formandens forbrug på andres regning.

16. maj, 2014

Venstre-toppen fornemmer, at der er flere historier på vej og forsøger at komme dem i forkøbet. Partiet afslører derfor i et brev til sine medlemmer, at Venstre efter valgnederlaget i 2011 har betalt for en privat rejse til Mallorca for Lars Løkke Rasmussen, hans kone og deres søn. Den erfarne Venstre-politiker Birthe Rønn Hornbech siger til Berlingske, at Løkke har et »problematisk forhold til penge«, og at hun har sagt det til ham.

17. maj, 2014

Flere medier afslører, at Venstre har betalt for ekstra rengøring af hotelværelser, så partiets formand Lars Løkke Rasmussen har kunnet ryge på værelser, som ellers er beregnet til ikke-rygere. Flere partikolleger kritiserer de store omkostninger, der er forbundet med formanden.

Et par dage senere opstår der tvivl om, hvorvidt Løkke har betalt skat af de forskellige goder fra Venstre. Løkke fastslår, at skattespørgsmål er en privatsag.

25. maj, 2014

Venstre får et katastrofalt dårligt valg til Europa-Parlamentet og mister et mandat. Løkke tager det fulde ansvar for nedturen og fremrykker partiets hovedbestyrelsesmøde, så medlemmerne kan tage stilling til hans fremtid som formand. Flere partimedlemmer arbejder på at vælte Løkke.

3. juni, 2014

Venstre afholder hovedbestyrelsesmøde i Odense. Løkke ser ud til at være trængt op i en krog, og flere medier beretter i løbet af dagen, at han har tænkt sig at gå af som formand. Men efter et maratonmøde på seks timer træder Løkke og næstformand Kristian Jensen sent om natten frem foran medlemmerne og fortæller, at Løkke fortsætter.

Han har angiveligt truet med at spille den populære Søren Gade ind i et eventuelt formandsopgør og dermed taget modet fra Kristian Jensen.

Løkke overlever på et hængende hår. Under mødet kommer det også frem, at Venstre kun har betalt en tredjedel af de 152.000 kroner til formandens tøj, mens de resterende 100.000 kroner er betalt af unavngivne sponsorer. Inden mødet har Løkke fortalt, at han ganske enkelt ikke selv havde råd til at købe det dyre tøj.

18. juni, 2015

Venstre går kraftigt tilbage ved folketingsvalget. Ifølge valgforskere koster Løkke personligt partiet 50.000-180.000 stemmer.

Kvotekonger og Løkkefonden

Januar, 2018

Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister i 2016 har tilbragt en uge med familien i et sommerhus i Skagen ejet af fiskeren John-Anker Hametner Larsen. Løkke hævder, at opholdet er en fødselsdagsgave.

Senere viser det sig, at Løkke og hustruen Solrún også har deltaget i fiskerens firmajulefrokost på Train i Aarhus.

Det ser alt sammen uheldigt ud, da regeringen er kommet under beskyldning for at holde hånden over velhavende fiskere og i den forbindelse er kommet på kollisionskurs med støttepartiet DF.

John-Anker Hametner Larsen har flere år forinden skrevet til Løkke og bedt om en politisk håndsrækning til fiskeriet, dog uden at få svar. Senere har han haft held til at lokke Løkke til Thyborøn og holde årlige nytårsgilder, hvor der bliver samlet penge ind til Løkkefonden.

December, 2018

Løkke er presset af historier i medierne, der antyder, at man kan købe sig til taletid med ham ved at donere penge til Løkkefonden. Han hævder, at det ikke er sandt.

Men i december afslører Berlingske, at en donation på 50.000 kroner til Løkkefonden var den klare betingelse for, at Løkke aflagde besøg hos Akademikernes A-kasse i 2015. Eksperter kalder sagen for det hidtil klareste eksempel på, at møder med Løkke veksles som en valuta mod donationer til fonden.

Nyt formandsopgør

August, 2019

Venstres bagland gør oprør mod Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen. De to har været uenige om, hvorvidt det var en god idé, at Løkke på egen hånd foreslog en regering mellem Venstre og Socialdemokratiet i valgkampens slutspurt.

Uenigheder, der har ulmet siden formandsopgøret i 2014, blusser op. Fire af Venstres fem regionsformænd beder i en mail om et ekstraordinært landsmøde. Løkke hævder, at han ikke har set mailen. Han beslutter alligevel at fremrykke landsmødet, men når aldrig så langt.

Flere toneangivende Venstrefolk, blandt andre Bertel Haarder, opfordrer til et formandsskifte. Og efter et ophedet hovedbestyrelsesmøde på hotellet Comwell Kellers Park i Brejning lidt uden for Vejle, hvor flere medlemmer har krævet et ekstraordinært landsmøde for at tage stilling til partiets formandskab, skriver Løkke på Twitter:

»Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt.«

Denne artikel er opdateret, efter at Lars Løkke Rasmussen 31. august annoncerede, at han træder af som formand for Venstre.

 

Kilde: https://www.information.dk/indland/2019/08/loekkes-dumme-sager?fbclid=IwAR0e011kLaOFbhx9P1yQhTFh1Lmc3ROITgN56GVyatQwDCH1TjcCAEslC-U

 

Kilder: Altinget, avisen.dk, Berlingske, Børsen, DR, Ekstra Bladet, Frederiksborg Amtsavis, Information, Jyllands-Posten, Politiken, Radio24Syv, Ritzau, TV 2 og bogen Oprør fra udkanten

 

Svar udbedes. Du balancerer mellem myte og virkelighed. Du er ved at erobre en nøgleposition – igen. Det er imponerende. Men du mangler at forklare det ordentligt.

 

KÆRE LARS. HVAD VIL DU EGENTLIG ?

 

FOR tre år siden blev du af mange sammenlignet med Den Sorte Ridder fra Monty Pythons legendariske film om den hellige gral. Han vogter over en bro over et lille vandløb, bevæbnet med sværd, sort dragt og gigantisk overmod. Selv da han får hakket den ene arm af, skriger han: »Bare kom an!« Da den anden arm ryger: »Det er bare en skramme!« Og da begge ben er hugget af, og hans modstandere rider uden om ham: »Kom tilbage og slås! Kujoner!«

Du fik magten foræret af din forgænger, Anders Fogh, og mistede den igen ved førstkommende lejlighed, blev så statsminister på andre partiers fremgang; det var, som om du blev mindre og mindre, mens nederlag og alskens småkorrupte affærer klæbede til dig. Og da du tabte magten, nægtede du at erkende nederlaget.

Og mens alle de andre red uden om dig og var optaget af den nye regering, af den nye statsminister, arnepension og pandemien, fik du åbenbart både fat i dine arme og ben og en hest.

Og nu er du kommet tilbage som en frelsende ridder. Ind på slagmarken, hvor de kæmpende armeer ligger udmattede på jorden, hvor en ny, farlig fjende mod øst truer, hvor horisonten er mørk af faretruende skyer, og hvor undersåtterne higer efter en redningsmand. Og hvilken entre: 

Du kommer ikke galoperende, men roligt travende på din lille ganger (hed den ikke Ib, den hest du red på?), bevæbnet med uforståelige skatteplaner og din rolige, venlige stemme, som man aldrig får nok af at lytte til. Dit krigsråb: »Ro på! Træd et skridt tilbage!« Du er Aslan, den brummende løve, kong Løvehjerte, der kommer hjem for at skabe orden i sagerne.

Den Sorte Ridder, Aslan, Løvehjerte, Joe Montana … Lars Løkke er en figur, der bevæger sig mellem myte og virkelighed, og det er også det, der gør ham så tiltrækkende, skriver Martin Krasnik. Foto: Thomas Lekfeldt, Scanpix.

Det er et mageløst comeback. Det er nemt at konstatere, at du ikke bare fascinerer, men ligefrem appellerer til mange vælgere. Overalt møder man folk, der siger, at de »seriøst overvejer at stemme på Lars Løkke«. Et enmandsparti, der i nogle målinger får seks procent af stemmerne. 

Når det hele er talt op om tre ugers tid, tror jeg, du ender med at få endnu mere. Men det kommer ikke an på størrelsen: Meget tyder på, at du kan afgøre, hvem der bliver statsminister. Du har på kort tid overtaget De Radikales rolle som midterpartiet, som fornuftens stemme i et kor af hystader.

Din evne til at genopfinde dig selv og udtrykke dine aktuelle synspunkter med fuldkommen overbevisning er uovertruffen. Som en af dine fascinerede iagttagere, en kollega på en ret rød avis, udtrykte det: 

Han kommer mindre, men stærkere og mere overbevisende ud af hvert nederlag. Der er mange, der gennem tiden har fået tilnavnet The Comeback Kid, og de fleste tænker nok på Bill Clinton, hvis politiske eftermæle mest består af den charme og veltalenhed, han brugte som en tryllekunstners elegante misdirection; evnen til at få publikum til at se væk fra den hånd, der får lommetørklædet til at forsvinde. 

Men måske minder du mere om den originale comeback kid, den legendariske quarterback Joe Montana, der brillerede i amerikansk fodbold for San Francisco 49ers. I 1986 måtte Montana udgå med en voldsom, kompliceret diskusprolaps, han blev opereret, spået en prompte pension og dømt ude af alle. Men nej. Få måneder efter rejste Joe sig fra reservebænken og lavede tre touchdowns. Året efter slog han alle sine hidtidige rekorder.

Den Sorte Ridder, Aslan, Løvehjerte, Joe Montana … Lars Løkke, du er en figur, der bevæger sig mellem myte og virkelighed, og det er også det, der gør dig så tiltrækkende. Kan vi dog ikke gøre det på en anden måde, en ny måde, finde en metode, der ophæver slagsmålene og det blokpolitiske spektakel? Du har skabt en fortælling om politik, der er lige så meget drøm og fantasi som realitet.

Også jeg er fascineret og tiltrukket. Det er opløftende, at du afviser at svare på de mest tåbelige spørgsmål om dine erfaringer med kødfrie dage, at du ikke gider bruge de tåbelige ja/nej-kort i partilederrunden, at du sætter spørgsmålstegn ved præmissen for det hele. Chapeau!

Og jeg kan, som mange andre, tydeligt se, hvad du gør, og konstatere, at ingen andre ville kunne gøre det samme: at kunne argumentere så overbevisende for denne for landet så særlige og presserende situation, der kræver en helt særlig løsning, og at denne løsning tilfældigvis indebærer en nøgleposition for Lars Løkke. Det er politisk atletik i international topklasse.

Men du skylder noget. En rigtig selvrefleksion.

I din meget smukke afskedstale som V-formand beklagede du meget formfuldendt krisen i dit gamle parti og henvendte dig direkte til de vælgere, der havde meldt sig ud i protest mod din kranke skæbne: »Se nu at få meldt jer ind igen,« sagde du til store klapsalver. »Der er kun ét bredt, folkeligt forankret liberalt parti. Og det er Venstre.« Vogt jer for »forkølede efterligninger«, sagde du.

Men så forlod du alligevel den borgerlige fløj, som du var en del af i en menneskealder.

Du peger ikke på nogen, men på noget, og det lyder så godt. Men i dansk politik er nogen jo noget. Moderaterne henter langt over halvdelen af vælgerne hos de blå partier, særligt, må man formode, mennesker, der følte, at du talte for dem under coronakrisen. For de fleste af dine vælgere er socialdemokratiets centralisering af magten og angrebet på de demokratiske balancer både noget og nogen. 

Og mon ikke det er den afgørende grund til deres støtte til dig? Minksagen og FE-sagen handler om både noget og nogen. Og det er dén side, du er ved at bevæge dig over til? Du kommer til at skuffe mange tusinde vælgere, der troede på dig, og det kostede et ødelæggende opgør med hele din politiske familie. Var det dét værd?

Du har bidraget til at smadre det parti, der gav dig en platform gennem årtier. Sagen var vigtigere end et af det danske demokratis ældste institutioner. Nu vil du skabe »forandring fra midten«, fordi de to »låste blokke« blokerer »for mere grundlæggende forandringer«. For at komme væk fra en tilstand, hvor alt er »symbolpolitik, og hvad der ellers falder ned fra himlen«.

Også det lyder smukt. Men de største politiske beslutninger er også i de seneste år blevet truffet på tværs af midten, ligesom det skete, mens du selv var statsminister. Og yderligere: Lige præcis de reformer, du drømmer om, er mildt sagt svære at forestille sig med Mette Frederiksen som regeringsleder. Det er jo nærmest det modsatte af et reformparti med den nuværende socialdemokratiske ledelse. En sundhedsreform, der gør op med regionerne. En arbejdsmarkedsreform, der øger arbejdsudbuddet og hæver pensionsalderen. En skattereform, der sænker skatten. Du er vel stadig borgerlig?

Du står til at indtræde i en socialdemokratisk regering, der ikke har signaleret den mindste vilje til at ændre kursen; hverken når det gælder den centralistiske magtudøvelse eller den politiske linje. Så får du muligvis Udenrigsministeriet, som ser fornemt ud, men som ikke kommer til at påvirke den grundlæggende retning med Socialdemokratiet ved magten. Måske får du endda en EU-kommissærpost med i handlen, men er det udtryk for en sand forandring fra midten?

Kære Lars. Du er i færd med at udføre en politisk kraftpræstation, men du mangler at forklare dig bedre. Din virkelige styrke, dét, der gør dig helt suveræn, har altid været evnen til at forme en taktik, der løser en helt presserende udfordring – for dig selv. Nu handler det om at erobre en plads ved bordet igen.

Det skal nok lykkes. Men hvad så bagefter?

Kilde:

https://www.weekendavisen.dk/samfund/kaere-lars-hvad-vil-du-egentlig

MARTIN KRASNIK (f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.

 

KRAS@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Opgør. Putin tog fejl af Vesten. Det er der ikke noget at sige til. Det gør vi hele tiden selv.

VESTEN GÅR UNDER HVER DAG

Læser man de russiske medier, får man indtryk af, at Vesten er på randen af et snarligt sammenbrud.

På nyhedsbureauets RIA Novostis hjemmeside forklarer Aleksej Pusjkov, medlem af det russiske overhus, Føderationsrådet, hvorfor USA ødelægger forholdet mellem EU og Rusland:

»Europas fald og ødelæggelsen af dets økonomi gavner USA. Ved at blokere for enhver dialog mellem Europa og Rusland svækker USA bevidst Europa, der drives dybere og dybere ind i en underordnet position som amerikansk vasal,« hævder senatoren.

Pravdas hjemmeside kan fortælle, at »Kremls beslutning om folkeafstemninger og mobilisering har udløst panik i Ukraine og Vesten«, og at »Europa i denne uge får en forsmag på livet uden russisk gas«, for ifølge meteorologerne bliver vejret koldt. Hos Ura.ru står at læse, at »valget i Italien gør Putin til verdens lykkeligste mand«, og i Izvestija, at »hver sjette tysker over 65 nu har en forøget risiko for at havne i fattigdom på op til 17,4 procent«. Smolnarod.ru vil vide, at der kun »skal ét russisk missil til at tilintetgøre London eller Washington«.

Er det russisk propaganda? Hmm … Det ville være en tilsnigelse. For ser man grundigere efter, viser det sig, at de fleste historier stammer fra vestlig presse, og at der er tale om loyale afskrifter. Det er Bloomberg, der kan fortælle, at Europa står over for en kold uge, hvor europæernes tålmodighed med Ukrainekrigen vil blive sat på prøve. Det er Sky News, der har indhentet en udtalelse fra den tidligere britiske forsvarschef Richard Barrons om, at »Bare et sprænghoved med en kraft fra 300 til 800 kiloton TNT-ækvivalent vil være nok til at udslette Washington, London eller Paris«. Det er Die Welt, der skriver om de fattige tyske pensionister.

I det stykke har vi nemlig intet at lade russerne høre: De vestlige og russiske medier er fælles om at holde dommedag over Vesten hver eneste dag. Vestens fremtid er én lang række af foruddiskonterede katastrofer. Nutiden er ren apokalypse. Trump. Brexit. Flygtningestrømme. Populisme. Identitetspolitik. Klimaforandringer. Nye coronavarianter. Voksende ulighed.

Og på den baggrund kan man måske bedre forstå, at en autokrat som Putin kunne bilde sig ind, at det var muligt at indlede en storkrig mod Ukraine, fremtvinge et regimeskifte og indsætte en Moskva-kontrolleret regering, uden at Vesten ville finde styrken til at reagere.

Ja, faktisk forestillede han sig – og det gør han stadig – at han ved at invadere Ukraine kan udløse det skifte i den globale magtbalance, som vil betyde, at autokrater som ham selv fremover sætter dagsordenen i verden. Den vestlige samfundsmodel – den demokratiske retsstat – vil ikke længere være det øverste trin i civilisationernes udviklingsstige og inspirere til pludselige folkelige opstande overalt på kloden, der vælter de siddende diktatorer. Nej, verden vil få at se, at de demokratiske lande end ikke kan tilbyde deres befolkninger de mest grundlæggende goder: tryghed og stabilitet.

Ved underskrivelsesceremonien i sidste uge for indlemmelsen af de fire ukrainske regioner i Rusland var hans tale en tretrinsraket af grunde til, at Vesten rent objektivt er i total opløsning. For det første har europæerne ikke fælles interesser med USA, der på alle måder forsøger at dominere Europa. For det andet har de vestlige befolkninger ikke fælles interesser med deres magthavere, der rager til sig og lader befolkningerne bære byrderne af deres neokoloniale dominans. For det tredje har resten af verden ikke fælles interesser med Vesten, som i kraft af sit teknologiske forspring og dollarens status som reservevaluta holder alle andre nede, snylter på dem og tvinger dem til at betale tribut til hegemonen, som han udtrykte det.

Og selvom talen var mere krasbørstig over for Vesten end vanligt, når han slyngede om sig med ord som Vestens »apartheid«, »åbenlyse satanisme« og »perversioner«, så var hans analyse ikke ny.

Hele Putins præmis for krigen i Ukraine er, at Vesten er færdig som førstedirigent på den internationale scene:

»Verden er trådt ind i en periode med revolutionær transformation af fundamental karakter,« sagde han i talen og lød som et ekko af alle de gange både før og efter invasionen, hvor han har talt om »de objektive processer« og »genuint revolutionære tektoniske skift« i alting, der kort sagt betyder, at historiens møllehjul kværner den vestlige civilisation ned.

Vi troede det selv

Og helt ærligt: Det kan man ikke fortænke ham i. For forud for invasionen var der næppe heller mange i Vesten, som havde troet, at krigen i Ukraine ville blive en folkesag i næsten alle vestligt orienterede lande.

Få ville have gættet:

– At Sverige og Finland søgte optagelse i NATO.

– At Tyskland opgav sin Ostpolitik og russisk gas.

– At Danmark sendte Harpoon-missiler og trænede ukrainske soldater.

– At EU-Kommissionen til stadighed ville kæmpe for at indføre nye hårde sanktioner, vel vidende at de ville skade EUs i forvejen kriseramte økonomi.

– At såvel Italiens nye nationalkonservative leder, Giorgia Meloni, som de fremstormende nationalkonservative Sverigedemokraterna i Sverige entydigt ville fordømme Putins invasion og støtte sanktionerne.

– At USA, der ifølge snart sagt alle eksperter havde mistet interessen for europæisk sikkerhed for at orientere sig mod den kinesiske trussel, ville bevilge milliarder og atter milliarder af dollar til den ukrainske krigsindsats med støtte fra både republikanere og demokrater.

Selvfølgelig ikke: Efter fiaskoerne i Afghanistan, Irak og Libyen troede vi ligesom Putin, at Vesten var færdig med i større skala at engagere os militært i kampen for demokrati i lande uden for EU og NATO – med Taiwan som en mulig undtagelse.

Så hvad er der sket? Hvordan blev så mange mennesker på så kort tid så enige om, at Putin er en slyngel, der også truer os i Vesten?

Putins vidtløftige forklaringer

Ifølge den polsk-amerikanske politolog Adam Przeworski kan demokrati defineres som »institutionaliseret uvished«. Det er med andre ord én lang genforhandling mellem borgere og magthavere, og udefra ligner det et stort skænderi, der lige om lidt kan få det hele til at bryde sammen.

Men pointen er ikke kun, at demokratiet til enhver tid er stærkere, end det tager sig ud, og at Putin som autokrat så en krise, hvor der ingen var.

I det nye årtusinde har den vestlige verden vitterligt været mere i splid med sig selv end i de forudgående årtier. Vi har manglet en bærende fortælling, som både højrefløj og venstrefløj kunne se sig selv i. Under Den Kolde Krig var det kampen mod totalitarismen, der forenede fløjene. Højrefløjen hadede kommunismen, og venstrefløjen – efter Ungarn i 56 og Tjekkoslovakiet i 68 – hadede militarismen.

Efter Den Kolde Krig fandt højre- og venstrefløj hinanden i fortællingen om den globale landsby. Højrefløjen troede på markedets forvandlende kraft, venstrefløjen på multikulturalismen og strukturernes fald.

Men drømmen brast som bekendt. Og i det nye årtusinde har vi – lige indtil Putins invasion – i frustration over manglen på mening med Vesten vendt vreden indad mod vores egne samfundsstrukturer.

Ved invasionens start var Vesten derfor overhovedet ikke mentalt klar til at engagere sig.

Men Putin gjorde det nærmest umuligt at lade være. For i modsætning til tidligere besværede han sig denne gang ikke med at retfærdiggøre sin invasion over for os. Muligvis fordi han som et produkt af sovjetstaten var overbevist om nu at have den historiske lovmæssighed på sin side. »De genuint revolutionære tektoniske skift i geopolitikken« ville af sig selv gøre arbejdet.

Fra Den Kolde Krigs klandestine operationer kender vi begrebet »plausible deniability«, troværdig benægtelse, som gør det muligt for omgivelserne – der ofte gerne vil undgå at engagere sig – at tro på, at de ansvarlige stater ikke har ondt i sinde, men at de handler ud fra de ædleste motiver.

En sådan »plausible deniability« præsterede Putin i 2014, da det lykkedes ham at overbevise en stor del af Vesten om, at dem, der boede på Krim og i Donbas, var russere, som gerne ville hjem til Rusland. Mange i Vesten valgte dengang at se bort fra, at de i 1991 selv havde stemt for at blive en del af et uafhængigt Ukraine, og at der i alle efterfølgende meningsmålinger aldrig nogensinde havde været flertal for optagelse i Den Russiske Føderation i disse regioner. Putin gjorde det muligt at tro noget andet. På samme vis lykkedes det ham allerede i 2008 at overbevise store dele af den vestlige opinion om, at den georgiske præsident Saakasjvili var megaloman og helt uprovokeret angreb den georgiske provins Sydossetien, som havde løsrevet sig med hjælp fra Kreml.

I begge disse tilfælde var den officielle forklaring på Ruslands specialoperationer altså beskyttelse af etniske mindretal.

Sådan har det ikke været denne gang. Putin har ikke gjort sig umage. Han har sløset. Så mange forskellige og vidtløftige forklaringer har han fremsat på sin specialoperation, at antallet i sig selv gør ham utroværdig.

Den ene dag siger han, at Ukraine er et kunstigt land, ukrainerne er et kunstigt folk. Den næste dag, at Ukraine er snublende tæt på at skaffe sig atomvåben med vestlig hjælp. Den tredje, at CIA har bygget et net af biologiske speciallaboratorier i Ukraine, der udvikler dødelige virusser, som skal overføres til den russiske befolkning. Miltbrand, kolera, afrikansk svinepest … Den fjerde dag, at det er faldet i hans lod ligesom Peter den Store at generobre tabt land. Den femte, at det forresten stadig drejer sig om at beskytte de etniske russiske mindretal i Donbas mod neonazisterne i Kyiv. Og øhh … nu forresten også dem, der bor i Zaporizjzja og Kherson, selvom det ikke har noget med Donbas at gøre, men efter at russerne har erobret dem, har de altså vist sig rigtigt gerne at ville være russere, og derfor vil ukrainerne nu også dræbe dem i et udvidet folkemord.

Kun én ting løber imidlertid som en rød tråd gennem Putins mangeartede forklaringer: Vesten er den egentlige hovedfjende. Det er Vesten, som har sat »lillerussere« (historisk betegnelse for ukrainere, red.) op imod Den Russiske Verden.

Samtidig var det jo heller ikke, fordi der i forvejen manglede vidnesbyrd om, at Vesten var den egentlige fjende. Med stor destruktiv kreativitet har Rusland arbejdet på at svække og splitte os: med cyberangreb, krænkelser af vestligt luftrum, fake news-kampagner, sponsorering af systemkritiske partier, målretning af flygtningestrømme mod EU og spektakulære attentater og mord på russiske systemkritikere i USA og EU og nu også sabotage af gasrørledninger. Forestillingen om, at USA skulle stå bag, fordi de gerne vil sælge mere gas til os, er langt ude: USA kunne allerede sælge al den gas, de vil, for der kom i forvejen ingen russisk gas til EU gennem Nord Stream 1 og 2. Og i øvrigt kan det aldrig være i USAs interesse at skræmme det frygtsomme Europa fra at engagere sig mere i en krig, hvis omkostninger amerikanerne bærer broderparten af.

Og hvis der stadig var nogen tilbage, som absolut ikke ønskede at vide, at det var Vesten, som Putin havde erklæret krig, så forsømte den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj ingen lejlighed til at minde om det.

Fra krigens første dag trådte han frem og gjorde pinagtigt klart for den vestlige verdens ledere, hvad der forventedes af dem: Ukrainerne skulle nok kæmpe, hvis Vesten ville levere våbnene. Her og der og alle vegne dukkede han op på et videolink og talte til beslutningstagerne i Vesten: Det var umuligt at skrue ned, endsige slukke for ham.

Som Søren Villemoes i denne avis har gjort opmærksom på, lignede han jo en af os til forveksling. Han var den vestlige leder i bløde gummisko, let trimmet skæg, og T-shirt: modig, myndig og menneskelig på en og samme tid – i skærende kontrast til den firskårne, blege og aggressivt hvislende Putin.

Så mens det var Putin, der inddrog Vesten ved at udpege os som hovedfjenden, var det Zelenskyj, der tvang os til at høre efter.

Majoriteten og minoriteterne

Altså blev vi nødt til at engagere os. I starten modstræbende, men gradvist mere og mere beredvilligt. Måske har vi endda fået en ny samlende fortælling, eftersom både højrefløj og venstrefløj kan se sig selv i modstanden mod Putin.

For han har fuldstændig misforstået, hvad Vesten er. Før invasionen stod vores værdikamp om, hvem der skal bestemme normerne: majoriteten eller minoriteterne.

Det har fået Putin til at fremholde den vestlige woke-bevægelses excesser som bevis for, hvor depraveret Vesten er: Hans yndlingseksempler er juridisk kønsskifte til børn, newspeak som »Forælder nr. 1« og »Forælder nr. 2« frem for mor og far, »fødende forælder« i stedet for »mor« eller »human mælk« i stedet for »brystmælk«. Meget muligt tror han selv på det.

Han indser ikke, at nok er Vesten er woke, men Vesten er også antiwoke. Og formentlig mere antiwoke end woke. I Vesten er der til enhver tid kamp om konventionerne, og så længe det kan lade sig gøre for folk at leve nogenlunde fredeligt side om side i gensidig modvilje, ja, så er det netop Vesten.

Det, der definerer vores civilisation – fra USA og Polen over Frankrig og Japan til Grækenland og Italien – er ikke et sæt af specifikke synspunkter, men påstanden om de uenige borgeres iboende ligeværd. Selv de politiske magthavere er underlagt loven og folkeviljen – og det har negative konsekvenser for dem at ignorere det.

Og fordi Putin ikke indså, at Vesten i sin essens er i splid med sig selv, risikerer det at gå Rusland ganske som den russiske statsadvokat Ippolit Kirillovitj forudså i Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov fra 1880. Her advarer statsadvokaten mod at tro på digteren Nikolaj Gogols fremstilling af Rusland som den »fyrige trojka, ingen kan indhente«:

»[V]or skæbnes trojka jager jo af sted i rasende fart og måske sin undergang i møde. (...) Og om andre nationer endnu viger til side for trojkaens halsbrækkende fart, så er det måske ikke af ærefrygt, som digteren fremstiller det, men ganske simpelthen af skræk – læg mærke til dette! Af skræk og måske også af afsky for den, og godt er det, at de giver plads, men snart skal I få at se, at de slutter sig sammen som en fast mur foran det rasende fantom og selv standser vor tøjlesløsheds afsindige løb, for at redde sig selv, oplysningen, civilisationen! Den slags foruroligende stemmer fra Europa har allerede lydt!«

På en og samme tid er vi alt det, Putin siger, vi er. Men vi er også alt det modsatte.

For Vesten er uvished, genforhandling og ét langt skænderi. Medmindre en løbsk trojka i rasende fart er på vej til at smadre ind i os. Så bliver vi måske til en fast mur.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2022-40/samfund/vesten-gaar-under-hver-dag

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

 

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK