NB. Artiklen er
fra 28.august 2019
HER ER LØKKES MANGE, MANGE, MANGE DUMME SAGER.
Vil man forstå tumulten omkring afgående Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, er man nødt til at se tilbage på hans seneste 20 år som politiker. Hans evne til at rode sig ud i problemer har aldrig slået fejl.
Ofte med store konsekvenser for ham selv og for Venstre. Skandalerne udspringer typisk af Løkkes dårlige dømmekraft i pengesager eller dristige forsøg på at klamre sig til magten. Her er et overblik over nogle af de største skandaler
Lars Løkke Rasmussen har klaret sig igennem krise efter krise.
Men nu gik den ikke længere.
Lørdag formiddag annoncerede han, at han trækker sig som formand
for sit Venstre. Igennem de seneste ugers uro i Venstre har han ellers nægtet
at træde tilbage frivilligt.
Men presset fra baglandet blev for stort.
Hvis man vil forstå, hvordan det kunne gå så galt for landets
tidligere statsminister, må man forstå, at Venstre-baglandets tillid til Løkke
ikke er forsvundet fra den ene dag til den anden. Den er blevet slidt ned
gennem de seneste mange år.
Information bringer her et udpluk af nogle af Løkkes
mest belastende sager:
Bilagssagerne
Marts,
2008
Frederiksborg Amtsavis afslører, at Lars Løkke Rasmussen i sin
tid som amtsborgmester i perioden 1998-2001 har ladet skatteyderne betale for
cigaretter samt entré til et kasino i Aalborg og diskoteket Crazy Daisy i
Herning.
Løkke, der nu er blevet finansminister, undskylder sig med, at
tiden var en anden dengang. Han sætter gang i en revisionsundersøgelse af sin
borgmestertid. Den finder udgifter til cigaretter, diskotek, kasino, video,
internet og tøjrens for 4.809 kroner. Løkke betaler herefter det dobbelte af
det beløb til Børnecancerfonden plus 3.140 kroner for telefonregninger fra en
tur til New York i 1999, som han havde ladet amtet betale, selv om han allerede
havde fået rejsen dækket af Folketinget.
Afsløringerne standser dog ikke her, men afføder en lavine af
kritiske historier i medierne og krav fra andre politikere om en redegørelse.
1.
maj, 2008
I september 2005 deltog daværende indenrigs- og sundhedsminister
Lars Løkke Rasmussen i en konference i San Francisco i USA. Selv om konferencen
først begyndte mandag morgen, rejste Løkke og tre embedsmænd afsted allerede om
fredagen. Dermed fik de en friweekend i San Francisco, som ifølge Ekstra Bladet
kostede skatteyderne 12.000 kroner.
Løkkes daværende særlige rådgiver Søs Marie Seerup forklarer, at
Løkke havde undladt at flyve på businessclass og dermed sparet penge, som kunne
bruges på de ekstra overnatninger.
5.
maj, 2008
Det kom som en overraskelse for medlemmerne af sundhedsudvalget
i Frederiksborg Amt, da daværende amtsborgmester Lars Løkke Rasmussen i maj
2000 besluttede at tage med på udvalgets studietur til Rom. Løkke var nemlig
slet ikke medlem af udvalget.
Ved ankomsten indlogerede Løkke sig på et dyrere hotel end de
andre politikere, og hen over weekenden brugte han flere tusind kroner på mad
og drikke. I stedet for at deltage i selve studieturen fløj Løkke hjem om
mandagen, da det faglige program skulle til at begynde.
Efterfølgende afleverede han bilag for i alt 13.312 kroner, som
amtet betalte.
Flere af de andre deltagere udtrykker siden deres forargelse
over forløbet til Nyhedsavisen. Løkke forklarer til avisen, at det var fast
praksis at invitere amtsborgmesteren med på alle udvalgsrejser, og at hans
tidlige hjemrejse skyldtes en travl kalender.
9.
maj, 2008
En nat i december 2002 indlogerede den daværende indenrigs- og
sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen sig på First Hotel i København under
navnet ’Jensen’. Overnatningen kostede 895 kroner og blev betalt af Indenrigs-
og Sundhedsministeriet.
16 måneder senere bad ministeriet Løkke betale pengene tilbage,
da de blev opmærksomme på det spøjse bilag. Det afslører Ekstra Bladet, der har
fået aktindsigt i bilagene.
Løkke forklarer først, at det hele beror på en »fejl«. Senere
forklarer han, at han havde overnattet under falsk navn for at undgå
»mytedannelser«, da han havde været til »aftengruppemøde i Venstre«. Senere
viser det sig, at han i virkeligheden havde været til julefest hos Venstres
reklamebureau.
19.
maj, 2008
Lars Løkke Rasmussen har kørt usædvanligt meget i taxa i sin tid
som amtsborgmester. 240.000 kroner har han brugt på fire år, og dertil kommer
kørepenge på 60.000 kroner for transport i egen bil.
Et konservativt amtsrådsmedlem siger til 21 Søndag på DR, at
Løkke kørte »utroligt meget«, og at det var uklart, om det var privat kørsel
eller ej. I alt afleverede Løkke bilag for 1.090 køreture til amtet. Heraf var
bilagene for 590 køreture udfyldt forkert eller mangelfuldt. I alt er der tale
om 148.066 kroner, hvor det er umuligt at se, om kørslen har været i amtets
interesse.
20.
maj, 2008
Lars Løkke Rasmussen har som indenrigs- og sundhedsminister i
2004 ladet ministeriet betale for en overnatning på hotel i København efter en
Paul McCartney-koncert i Horsens. Det selv om Løkke ikke var inviteret til
koncerten i sin egenskab af minister.
Ministeriet skriver i en redegørelse, at Løkke har fået
refunderet en række hotelbesøg i tilfælde, hvor han har arbejdet sent eller har
haft møder tidligt om morgenen. Det lader dog til, at flere af overnatningerne
har været af privat karakter. TV 2 afslører, at Løkke i perioden 2003-2007 har
fået betalt otte hotelbesøg, hvor han hverken har haft tidlige morgenmøder
eller sene aftenmøder i sin ministerkalender.
GGGI-sagen
5.
oktober, 2013
Under Venstres landsmøde afslører Ekstra Bladet, at partiets
formand Lars Løkke Rasmussen har brugt 1.056.402 kroner på rejser, hoteller og
limousiner som formand for den internationale klimaorganisation Global Green
Growth Institute (GGGI). Organisationen er finansieret af bistandsmidler,
herunder 90 mio. kroner fra Danmark over en treårig periode.
Det viser sig, at Løkke som formand for GGGI selv har været med
til at godkende reglerne, der tillader rejser på første klasse – som vel at
mærke er markant dyrere end businessclass. Den koreanske rigsrevision har
desuden indledt en undersøgelse af GGGI for misbrug af offentlige midler.
20.
oktober, 2013
Løkke afholder et pressemøde på næsten fire timer. Få minutter
inden pressemødet har journalisterne fået udleveret flere end 200 siders bilag
om hans rejser.
Løkke erkender, at han har rejst for dyrt, og at han burde have
ændret rejsereglerne tidligere. I alt har han fløjet på første klasse for
770.000 kroner.
Løkke hævder, at det er en »misforståelse«, der har ført til, at
GGGI har betalt en rejse for hans datter til Brasilien til 27.000 kroner, og at
han nu vil betale pengene tilbage.
29.
april, 2014
Et tidligere bestyrelsesmedlem i GGGI afslører, at det slet ikke
var en misforståelse, da GGGI betalte en rejse for Løkkes datter. Løkke havde
oprindeligt takket nej til en rejse til Brasilien med henvisning til, at han
havde en aftale med sin datter, fortæller han til et sydkoreansk medie. Men da
GGGI tilbød at betale for, at datteren kunne komme med, kunne det pludselig
godt lade sig gøre. Det fremgår af den sydkoreanske artikel, som Dagbladet
Information får oversat. Løkke nægter at udtale sig.
2.
november, 2013
Det viser sig, at Løkke har fået udbetalt 8.784,50 kroner i
diæter fra GGGI i 2012, selv om han på pressemødet har hævdet, at han intet
modtog det år.
19.
juni, 2014
Løkke går af som formand for GGGI for at fokusere på den danske
valgkamp til Folketinget.
Underbukser og formandsopgør
13.
maj, 2014
Knap har sagen om de skattebetalte flyrejser på første klasse
lagt sig, før Venstres formand igen bliver afsløret i at lade andre betale for
sine dyre vaner. Ekstra Bladet har fået fat i bilag, som viser, at Venstre har
betalt 152.000 kroner for tøj til Lars Løkke Rasmussen. Tøjet er købt i 2010 og
2011, mens Løkke var statsminister.
Det drejer sig blandt andet om ni jakkesæt, 28 skjorter, ni par
bukser, 21 slips, 17 par strømper og otte bokserershorts.
Partisekretær Claus Richter fortæller, at tøjet er blevet købt i
forbindelse med kampagneaktiviteter og foto. I det omfang, Løkke har beholdt
noget af tøjet, har han selv betalt for det.
De nye afsløringer er ikke populære i Venstres bagland, hvor
mange er trætte af de mange historier om formandens forbrug på andres regning.
16.
maj, 2014
Venstre-toppen
fornemmer, at der er flere historier på vej og forsøger at komme dem i
forkøbet. Partiet afslører derfor i et brev til sine medlemmer, at Venstre
efter valgnederlaget i 2011 har betalt for en privat rejse til Mallorca for
Lars Løkke Rasmussen, hans kone og deres søn. Den erfarne Venstre-politiker Birthe Rønn Hornbech siger til
Berlingske, at Løkke har et »problematisk forhold til penge«, og at
hun har sagt det til ham.
17.
maj, 2014
Flere medier afslører, at Venstre har betalt for ekstra
rengøring af hotelværelser, så partiets formand Lars Løkke Rasmussen har kunnet
ryge på værelser, som ellers er beregnet til ikke-rygere. Flere partikolleger
kritiserer de store omkostninger, der er forbundet med formanden.
Et par dage senere opstår der tvivl om, hvorvidt Løkke har
betalt skat af de forskellige goder fra Venstre. Løkke fastslår, at
skattespørgsmål er en privatsag.
25.
maj, 2014
Venstre får et katastrofalt dårligt valg til Europa-Parlamentet
og mister et mandat. Løkke tager det fulde ansvar for nedturen og fremrykker
partiets hovedbestyrelsesmøde, så medlemmerne kan tage stilling til hans
fremtid som formand. Flere partimedlemmer arbejder på at vælte Løkke.
3.
juni, 2014
Venstre afholder hovedbestyrelsesmøde i Odense. Løkke ser ud til
at være trængt op i en krog, og flere medier beretter i løbet af dagen, at han
har tænkt sig at gå af som formand. Men efter et maratonmøde på seks timer
træder Løkke og næstformand Kristian Jensen sent om natten frem foran
medlemmerne og fortæller, at Løkke fortsætter.
Han har angiveligt truet med at spille den populære Søren Gade
ind i et eventuelt formandsopgør og dermed taget modet fra Kristian Jensen.
Løkke overlever på et hængende hår. Under mødet kommer det også
frem, at Venstre kun har betalt en tredjedel af de 152.000 kroner til
formandens tøj, mens de resterende 100.000 kroner er betalt af unavngivne
sponsorer. Inden mødet har Løkke fortalt, at han ganske enkelt ikke selv havde
råd til at købe det dyre tøj.
18.
juni, 2015
Venstre går kraftigt tilbage ved folketingsvalget. Ifølge
valgforskere koster Løkke personligt partiet 50.000-180.000 stemmer.
Kvotekonger og Løkkefonden
Januar,
2018
Ekstra Bladet afslører, at Lars Løkke Rasmussen som
statsminister i 2016 har tilbragt en uge med familien i et sommerhus i Skagen
ejet af fiskeren John-Anker Hametner Larsen. Løkke hævder, at opholdet er en
fødselsdagsgave.
Senere viser det sig, at Løkke og hustruen Solrún også har
deltaget i fiskerens firmajulefrokost på Train i Aarhus.
Det ser alt sammen uheldigt ud, da regeringen er kommet under
beskyldning for at holde hånden over velhavende fiskere og i den forbindelse er
kommet på kollisionskurs med støttepartiet DF.
John-Anker Hametner Larsen har flere år forinden skrevet til
Løkke og bedt om en politisk håndsrækning til fiskeriet, dog uden at få svar.
Senere har han haft held til at lokke Løkke til Thyborøn og holde årlige
nytårsgilder, hvor der bliver samlet penge ind til Løkkefonden.
December,
2018
Løkke er presset af historier i medierne, der antyder, at man
kan købe sig til taletid med ham ved at donere penge til Løkkefonden. Han
hævder, at det ikke er sandt.
Men i december afslører Berlingske, at en donation på 50.000
kroner til Løkkefonden var den klare betingelse for, at Løkke aflagde besøg hos
Akademikernes A-kasse i 2015. Eksperter kalder sagen for det hidtil klareste
eksempel på, at møder med Løkke veksles som en valuta mod donationer til
fonden.
Nyt formandsopgør
August,
2019
Venstres bagland gør oprør mod Lars Løkke Rasmussen og
næstformand Kristian Jensen. De to har været uenige om, hvorvidt det var en god
idé, at Løkke på egen hånd foreslog en regering mellem Venstre og
Socialdemokratiet i valgkampens slutspurt.
Uenigheder, der har ulmet siden formandsopgøret i 2014, blusser
op. Fire af Venstres fem regionsformænd beder i en mail om et ekstraordinært
landsmøde. Løkke hævder, at han ikke har set mailen. Han beslutter alligevel at
fremrykke landsmødet, men når aldrig så langt.
Flere toneangivende Venstrefolk, blandt andre Bertel Haarder,
opfordrer til et formandsskifte. Og efter et ophedet hovedbestyrelsesmøde på
hotellet Comwell Kellers Park i Brejning lidt uden for Vejle, hvor flere
medlemmer har krævet et ekstraordinært landsmøde for at tage stilling til
partiets formandskab, skriver Løkke på Twitter:
»Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand
for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få
diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det
landsmøde-forum, hvor jeg er valgt.«
Denne artikel er opdateret, efter at Lars Løkke
Rasmussen 31. august annoncerede, at han træder af som formand for Venstre.
Kilde: https://www.information.dk/indland/2019/08/loekkes-dumme-sager?fbclid=IwAR0e011kLaOFbhx9P1yQhTFh1Lmc3ROITgN56GVyatQwDCH1TjcCAEslC-U
Kilder:
Altinget, avisen.dk, Berlingske, Børsen, DR, Ekstra Bladet, Frederiksborg
Amtsavis, Information, Jyllands-Posten, Politiken, Radio24Syv, Ritzau, TV 2 og
bogen Oprør fra udkanten
Ingen kommentarer:
Send en kommentar