Vesterbro. Jeg bor med to børn midt på Danmarks største narkoscene. Her lever to virkeligheder side om side, men totalt opdelt: Den ene spiser skaldyrspasta og henter børn. Den anden ryger kokain.

Den anden side af gaden

For halvandet år siden flyttede min familie og jeg hjem fra Bruxelles, og ved et utroligt held fandt vi en andelslejlighed på Halmtorvet på Vesterbro, som vi overtog fra en mand, der havde boet i kvarteret siden de gode gamle dage. Han dyrkede hampplanter overalt i lejligheden, hele altanen var fuld af planter, og det rum, som i dag er børneværelse, var før et regulært growroom med varmelamper og udsugning. På gulvet rundt om sengen i soveværelset var der hundredvis af brændemærker fra godnat-joints, som i årenes løb er gledet ud af hånden.

Illustration: Gabriela Jolowicz

Vi renoverede, rev en væg ned, malede og flyttede ind. Det er historien om Vesterbro: det mørke arbejderkvarter med lokum i gården, som blev en bydel for børnefamilier med kontorjob og ladcykler. Men alt er trods alt ikke forandret. Narko, vold og social nød er ikke forsvundet fra kvarteret – det er bare blevet mast sammen på færre gader, hvor det til gengæld er blevet voldsommere.

I dag er »stofscenen«, som man kalder det, samlet i en lille hård trekant på københavnerkortet mellem H17 i Kødbyen, Nordeuropas største fixerum, Mændenes Hjem på Istedgade, som er et botilbud for stofbrugere, og bagindgange til hovedbanegården, som også går under navnet »pillebørsen«. Her kommer dagligt 6-800 mennesker for at købe, sælge og tage stoffer. Og siden 00erne er der ifølge Mændenes Hjem sket »en betydelig stigning i antallet af brugere«.

Det er her, vi bor. Vores soveværelse ligger lige over for Mændenes Hjem. Fra vores gadedør er der 120 meter ned til fixerummet. Fra vores altan i gården kan vi se over til Maria Kirkeplads, hvor romaerne sover, og de afrikanske gadeprostituerede trækker i weekenden.

Det lyder måske som et utrygt sted at bo med to små børn, men sådan føles det faktisk ikke. Ja, der er larm – man kan sidde i vindueskarmen sent om aftenen og se ned på råberier og halve slagsmål: »Fucking psykopatluder, mand, hvor er mine fucking penge?!« – men vi færdes almindeligt på gaden. Vi gynger i gården, går i børnehave og i Brugsen. For selvom vi bor samme sted som stofbrugerne, lever vi i to forskellige verdener.

Man ser det måske tydeligst i Kødbyen: H15 er en populær bar og restaurant, hvor man drikker naturvin og spiser »knoldselleriravioli fyldt med tang og røgede muslinger« på den store overdækkede terrasse. På den anden side af gaden, 12 lange skridt derfra bag et metalhegn ligger H17, fixerummet. Her så jeg forleden en midaldrende mand ligge udstrakt på ryggen på jorden, mens en yngre fyr knælede og stak den ældre med en kanyle i halsen. De to sociale virkeligheder eksisterer parallelt og helt adskilt.

»Stofscenen på Vesterbro er et billede på et mere stratificeret samfund,« som Esben Houborg, lektor ved Center for Rusmiddelforskning, sagde til mig. Et opdelt og ulige land.

Så da Københavns Borgerrepræsentation 2. februar i år vedtog, at man vil bede staten om lov til at være forsøgsby for en afkriminalisering af hårde stoffer til eget forbrug, besluttede jeg mig for at undersøge det underlige økosystem, jeg selv bor midt i.

Du debuterer ikke på Vesterbro

En onsdag midt på dagen står jeg så bag en lille bar og serverer kaffe på Café Dugnad, som ligger klemt inde på en lille, lukket plads i det yderste hjørne af Kødbyen 100 meter fra min lejlighed. Her kommer stofbrugere for at hænge ud ved de lave borde. Spise cocopops med mælk, få en ostemad og noget pasta, ryge, halvsove, småsnakke, drikke kaffe af papkopper – og for at tage, købe og sælger stoffer selvfølgelig. Der er sådan lidt ungdomsklub-stemning, folk er venlige, men det er ikke et muntert sted. Det er samfundets bund det her.

»To sæt værktøj,« mumler en bleg mand på gebrokkent dansk, og jeg roder lidt rundt i plasticbakkerne under disken, hvor der er kanyler og sølvpapir og elastikker og alt muligt andet. Han tager kanylerne, går ud på en bænk i solen og fixer, så blodet løber ned ad underarmen. Så kommer han ind og får et plaster og nogle servietter. Nogle virker voldsomt psykisk syge, andre virker som én fra parallelklassen, der er faret helt vild i livet. Med et tomt blik, indsunkne kinder og sorte tænder.

Udenfor i den lille lukkede brostensgård møder jeg Kasper, som sidder og ryger »en sten«, som han kalder det lille, hårde stykke kokain, han netop har købt for 50 kroner af en afrikaner. Han er på min alder, og ligesom mig har han to børn, men han har ikke set dem i seks år. Det er hans egen beslutning, siger han, for de får ikke noget ud af en far, der hverken har job eller bolig. »Jeg har ikke engang set et billede af dem,« siger han.

Hans ene fortand røg ud forleden, den var død, og så tog han en bid af en pizzaskorpe. Såret på næsen er fra et slagsmål for et par dage siden. Lige nu bor han på et herberg uden for byen, men de sidste par år har han været i Jylland på et værested. Det gik lidt galt i København. Han arbejdede for rockerne, solgte hash og blev taget på Christiania med flere kilo og 60.000 kroner.

»Hvad skal du bruge de penge til? spurgte en af panserne. På din mor, sagde jeg, og så tømte han bare en hel peberspray i øjnene på mig, mand.«

Da han kom ud af fængslet, flyttede han til Midtjylland, hvor han blev ansat som sosu.

»For at fejre det købte jeg en flaske vodka, og så kom jeg ikke op om morgenen. Så fyrede de mig, før jeg var begyndt.«

75-80 procent af stofbrugerne på Vesterbro er mænd. 40 år i gennemsnit. Halvdelen er hjemløse. Halvdelen er ikkeetniske danskere – inklusive en gruppe afviste asylansøgere.

»Du debuterer ikke på Vesterbro,« sagde Ivan Christensen til mig, da vi mødtes på hans kontor nogle dage tidligere. Han har været forstander på Mændenes Hjem i 11 år, men stoppede i denne uge. »De, der er her, har typisk opbrugt deres muligheder andre steder. Brændt broerne, mistet bolig og netværk, gjort i nælderne, blevet afhængige, måske skylder de penge. Så tager de til Vesterbro.«

I gamle dage boede stofbrugerne i trange, mørke lejligheder på Gasværksvej eller Istedgade. De var lokale. Nu er lejlighederne lagt sammen og renoveret, nu bor her kun folk som mig, og stofbrugerne må pendle ind fra forstæderne.

Kasper skodder sin cigaret.

»Ej, jeg køber sgu en sten til,« siger han og nikker mod en blå Ikea-pose på bænken med lidt tøj. »Gider du se efter mine ting?« Alt han ejer er i den pose.

Han går over til en gruppe mænd, der ryger kokain i et læskur, og vender tilbage med en hvid sten på størrelse med et riskorn. Der er for 100 kroner. Det er cirka samme stof, som jeg nogle gange tog i gymnasiet. Men hvis man blander det med natron eller salmiakspiritus, varmer det op, så det bobler og bliver klistret og bagefter lader det køle af, bliver det hårdt og kan ryges. Kokain har erstattet heroin som det dominerende stof på Vesterbro, og det har ændret kvarteret. Heroin er bedøvende, kokain er stimulerende. Heroin varer længe, kokain varer 20 minutter, så nu ligger folk ikke og kokser, de løber rastløse omkring og jagter det næste skud.

»Det er sidste gang i dag,« siger Kasper og brækker klumpen over i to. Den ene halvdel putter han i en hjemmelavet pibe af plastic, tape og stanniol. Han tænder med en lighter, inhalerer, puster ud og gør det samme med den næste sten.

»Se så,« siger han og knækker beslutsomt piben over og smider den i skraldespanden. Han rækker sin metalske til en afrikansk mand, som ser ned på den og smiler: »Very good spoon.«

Et par timer senere er jeg tilbage i min lejlighed. Vi har rengøringshjælp hver onsdag, de er lige gået, huset dufter af sæbe, alt er ryddet op. Jeg hænger min jakke på knagen, her er helt stille, udenfor begynder det at regne.

Abstinensbaby og afkriminalisering

I Danmark begynder stoffernes historie for alvor i 1960erne. Der fandtes morfinister i slut-1800-tallet, og der opstod et lille narkomiljø i Nyhavn under krigen, men det var først med ungdomsoprøret, at den hårde narko rigtig blev udbredt. I 60erne rejste Eik Skaløe-typer til Marokko eller Afghanistan for at købe fede, brune klumper, som man røg i joints til kollektivfester eller i chillummer på Kulturministeriets trappe som på det berømte foto af Ebbe Kløvedal og Klaus Rifbjerg fra 1970.

Stoffer blev cool. Hippierne eksperimenterede med lsd, unge stjal opiater fra byens apoteker, og der blev hjembragt »paki-piller« fra rejserne til Østen, pakistansk morfin. Langsomt opstod der stofmiljøer, som blev tilflugtssteder for socialt udsatte unge: Christiania, kollektiver, koncertstedet Klub 27 på Østerbro.

»Der var frihed, men også friheden til at gå i hundene,« som lektor Esben Houborg siger. Nogle blev afhængige, mistede job og penge, og i 1970erne begyndte de at flytte til Vesterbro, hvor der både var billigt og skjul. Siden har bydelen været centrum for stofscenen i København. Og i næsten alle årene har politikere og politi forsøgt at drive stofferne ud.

»En Vesterbro-patrulje i 80erne og 90erne handlede om at rydde op, hvis man så politiet, så gjaldt det om at løbe,« fortæller Rud Ellegaard, da vi har købt kaffe i en lille bod og er krøbet i ly for regnen under et halvtag i Kødbyen tæt ved H17. Han er 64 år og har været betjent på Vesterbro siden 1987.

»Da jeg startede, lå folk på fortovet og koksede. Dengang tænkte jeg, at det var deres egen skyld. De kunne jo bare holde op med at fixe det lort. Jeg var stolt af vores arbejde. I dag skammer jeg mig over det, vi gjorde.«

Dengang stressede man stofbrugerne i håb om, at de så ville flytte. Man lavede forbudszoner, skrev bøder, lavede anholdelser og konfiskationer. Men stofferne forsvandt ikke.

En dag for 20 år siden var Rud Ellegaard på patrulje i Viktoriagade, da han opdagede en mand, som lå i en opgang og ledte efter en åre. Ellegaard satte en fod i døren og ventede, mens manden blev færdig.

»Og så sagde han til mig: 'Min far har misbrugt mig.' Tårerne trillede ned ad kinderne på ham. 'Når jeg har de tanker,' sagde han til mig, 'så har jeg to muligheder: stoffer eller selvmord.' Det ændrede noget i mig.«

Måske var det alligevel ikke kun deres egen skyld.

Når jeg spørger forskere og socialrådgivere, hvorfor det er folk som Kasper og ikke mig, der sidder på gaden og ryger crack, svarer de med ord, som intet har med min barndom at gøre: abstinensbaby, tvangsanbringelse, prostitution.

»Mange er vokset op med vold og misbrug i hjemmet,« sagde Ivan Christensen til mig, da vi mødtes. »Måske blev de smidt ud hjemmefra eller anbragt. Måske har de ikke engang færdiggjort folkeskolen. Og de har stort set allesammen været i fængsel.«

Jeg kommer hele tiden til at kalde dem »narkomaner«, for det plejede man at sige. I dag siger folk, der arbejder med området, »stofbrugere«. Det indikerer, at stofferne måske er det mindst dårlige alternativ. Bedre end selvmord. Stofferne kan »sætte en dæmper på al den ballade, som jeg har inde i hovedet«, som en stofbruger siger i bogen Marginaliserede stofbrugeres hverdagsliv i København. Og som en mand på Café Dugnad sagde til mig: »Hvorfor blive clean, hvis man alligevel ikke har en fremtid?«

Tænkningen og sproget er skiftet siden 1990erne, men Danmark har stadig nultolerance over for narko: Bliver man taget med kokain i lommen, giver politiet en bøde og tager stofferne. Omkring fixerummet, som åbnede i 2012, er besiddelsen af stoffer til eget forbrug »de facto« afkriminaliseret. De facto. Det betyder, at der som regel ikke sker noget. Kun nogle gange.

Den enkelte betjent kan fortolke reglerne forskelligt, så stofbrugerne kan aldrig vide sig helt sikre. De kan ikke frit gå til politiet, hvis de bliver udsat for vold eller voldtægt, for de er jo selv kriminelle. Det skaber en lovløs verden. Det er i hvert fald argumentet fra dem, som ønsker sig en egentlig juridisk afkriminalisering, sådan som 30 lande eller delstater i verden allerede har. Alle partier på rådhuset på nær DF og Konservative er for afkriminalisering, og forskningen er da også klar, mener Esben Houborg:

»Afkriminalisering leder til færre overdoser og færre stofrelaterede skader, og det mindsker samfundets omkostninger til retsvæsen og hospitaler. Samtidig ved vi, at afkriminalisering ikke får flere til at bruge stoffer. Der er ingen direkte sammenhæng mellem narkotikakontrolpolitik og efterspørgslen på illegale stoffer i et samfund.«

Houborg er tilhænger af afkriminalisering, men ikke af legalisering – det sidste »kan måske skabe mere forbrug«, siger han.

På Christiansborg er Moderaterne for afkriminalisering, mens de to andre regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, er imod. Stoffer er jo farlige, det skal samfundet ikke normalisere, lyder argumentet.

»Ideen om, at man skulle hjælpe folk ved at afkriminalisere stoffer, er sådan noget woke-tænkning,« sagde den socialdemokratiske misbrugsordfører, Maria Durhuus, i februar til B.T. »Det er ikke vitaminpiller og bolsjer, vi snakker om her.«

Hvis ikke her, hvor så?

Jeg følges med Rud Ellegaard op ad Istedgade. Det er koldt; støvregn og blæst. Han går den samme rute flere gange om ugen og kender alle. En kvindelig stofbruger kommer over til os. Hun lå og sov på en sofa på værestedet Reden, da nogen stjal hendes hævekort op af hendes lomme. Hun græder stille, mens Ellegaard taler med hende.

Lidt efter kommer en mand med ansigtstatoveringer i al hast trækkende med en grøn mountainbike. Det er da spøjst, som folk heromkring altid har flotte cykler, siger jeg. Hvad gør politiet egentlig, hvis det skulle vise sig, at en af dem var stjålet?

»Mange af de lækre cykler er ikke efterlyst, og det skal de være, hvis vi skal gøre noget ved det,« siger Rud Ellegaard.

Okay. På den måde er kvarteret også irriterende at bo i. Jeg ville aldrig selv købe en lækker cykel, den bliver bare stjålet. Vores nabo fik smadret en rude i sin bil forleden. En aften blev vores gadedør ikke lukket ordentligt, og så sad der straks folk i opgangen og tog stoffer. Jeg er også nervøs for, at min dreng en dag skal samle en brugt kanyle op. Det ville være lettere, hvis stofbrugerne ikke var lige her, det er klart. Hvis der i morgen kom en nyhed om, at Mændenes Hjem skulle laves om til et plejehjem, ville jeg være lettet. Men på den anden side: De mennesker skal jo også være et sted, og hvorfor ikke her?

Nogle dage senere, da børnene er lagt i seng, cykler jeg ned for at købe ind, og foran Mændenes Hjem møder jeg Kasper. Han ser ikke for godt ud. Han tog til herberget uden for København, fortæller han, men han var der kun et par timer, så fik han det underligt og gik ned til togstationen og lagde sig på skinnerne. Han ville ikke leve mere. Det er aldrig sket for ham før, siger han, men han orkede bare ikke mere og lå i mørket og ventede på toget.

Men der kom ikke noget tog. Til sidst rejste han sig, hans tøj var helt indsmurt i olie. Han gik op til hospitalet og blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Nu har nogen stjålet hans ting, siger han. I morgen vil han tage til Jylland og se, om han kan få sit gamle værelse tilbage. Har jeg måske en cigaret og lidt penge?

Jeg aner ikke, om han fortæller sandheden, men jeg går op og roder i bunden af mit skab, hvor jeg tit smider løse mønter. Der er 110 kroner og en tieuroseddel. Ude i køkkenet finder jeg en halvtom pakke smøger fra weekenden, som jeg tager med ned på gaden. Kasper smiler og giver mig et knus. »Jeg håber, det går godt med at skrive artiklen,« siger han. Jo jo, tak. »Pas på dig selv,« siger jeg. Han vinker og forsvinder ned ad Istedgade.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-13/samfund/den-anden-side-af-gaden

CHRISTIAN BENNIKE er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

CBEN@WEEKENDAVISEN.DK