Kommentar. Det er ikke synd
for justitsminister Peter Hummelgaard, at B.T. har filmet hans ulovlige
parkeringer
Små sko går begge veje
Landets justitsminister er blevet taget i at parkere
ulovligt, når han afleverer sine børn om morgenen. En utilfreds nabo til
institutionen på Amager tippede B.T., og efterfølgende rykkede avisen ud og filmede Peter Hummelgaard
parkere ulovligt fire gange. Nu har flere politikere kritiseret
historien for at være underlødig journalistik, der snager i ministerens
privatliv.
Det er det selvfølgelig ikke. Det er helt
relevant at påpege, at det ser forkert ud, når landets justitsminister ikke
overholder reglerne. Sagen viser snarere, at når politikerne går i små sko over
for borgerne, skrumper skostørrelsen også den anden vej.
Offentligt ansatte ligger på lur i buske og
på de sociale medier for at kontrollere, om folk nu også bor, hvor de siger,
eller om datoen for deres feriebilleder harmonerer med deres sociale ydelser.
SKAT tildeles grænseoverskridende beføjelser. Ulovlige carporte opmåles med
luftfotografisk præcision. Jobcentre kræver, at borgerne underlægger sig
absurde krav.
Når man selv ligger i mørket med en kikkert,
er det lidt sent at efterlyse proportionalitet.
Foto: Mads Claus Rasmussen,
Scanpix.
Særligt interessant er justitsministerens egen forklaring
om, at lige netop han har en god grund til at bryde reglerne.
»Det er vigtigt for mig at kunne aflevere mine børn i
vuggestue og børnehave næsten hver morgen. Jeg bilder mig selv ind, at det er
en – omend sølle – kompensation for alle de timer, jeg ellers er væk i deres
liv,« skriver Peter Hummelgaard i en mail til B.T.
Det fremgår ikke, hvordan det ene berettiger det
andet, eller om denne undskyldning også gælder for andre med lange arbejdsdage,
men han er ikke den første politiker, der mener, at hans eller hendes private
omstændigheder er mere særlige end andres.
Mette Frederiksen fordømte således de forældre, der
tog deres børn ud af folkeskolen, indtil hun selv fik brug for at gøre det.
Hendes datter havde brug for en »lille skole« med
nogle andre rammer, og hendes søn begyndte efterfølgende på samme privatskole –
som det jo retteligt var – fordi han ville gå sammen med sin søster. Den slags
beslutninger bør ingen andre end familien blande sig i, men det kunne være
rart, hvis politikerne også selv husker det til næste gang.
Helle Thorning-Schmidt havde også en god forklaring,
da hun tog sin datter ud af folkeskolen. Her skyldtes det, at
klassekammeraterne begyndte at skifte til privatskoler, og at datteren ville
følges med sine veninder. Igen en genkendelig situation for mange andre
forældre, som også selv er de bedste til at løse den.
Hvis borgerne lider af politikerlede, skyldes det næppe pressen, men politikernes egen adfærd. Løftebrud, dårlig hukommelse foran diverse kommissioner, mørklægning af politiske beslutningsprocesser, manglende vilje til at påtage sig et ansvar, hvis det risikerer at få konsekvenser.
Selv
navnet på den journalist, som tidligere fødevareminister Rasmus Prehn spiste
middag med, hvorefter han fik skatteborgerne til at betale regningen, er stadig
hemmeligholdt.
De fleste danskere er formentlig ligeglade med, om en
minister parkerer ulovligt, eller hvor hendes børn går i skole, men de er næppe
ligeglade med, om den politiske klasse føler sig hævet over den nidkærhed, de
udsætter alle andre for.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/smaa-sko-gaar-begge-veje
Ingen kommentarer:
Send en kommentar