Politik. Nedsænkes minksagen i den politiske verdens fremkaldervæske, fremkommer billedet af en dyb tragedie. Tragedien er radikal.

Den magiske minkmaskine

Lidt overraskende blev det den politiske verden, der opfandt evighedsmaskinen. Knap to et halvt år efter minkskandalen – for en skandale er det vel stadig? – er det, som om sagen vil kunne levere energi til dansk politik måned efter måned og år efter år, lige indtil solen er død.

Et samlet borgerligt krav om at få Mette Frederiksen stillet for rigsretten har ganske vist tabt på alle de niveauer, man kan komme i tanke om, men andragendet nægter stædigt at dø, omend en vis beskedenhed har indfundet sig efter folketingsvalget: Havde vi dog bare fået den advokatvurdering, som ville kunne bibringe skandalen et værdigt punktum, summer den magiske maskine. Ofte tilsættes ønsket det listige argument, at hvis der ikke er sket noget fordækt, er det vel bare at sige ja tak til at sende advokaterne ind på scenen?

Tilsvarende er forsøget på at høste skalpe i embedsværket faldet temmelig sølle ud, efter at tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen for en forhørsledelse har vurderet, at den daværende statsministers pressemøde i november 2020 alligevel ikke var at betragte som en ulovlig instruks. Ren som sne er nu rigspolitichef Thorkild Fogde, og pletfri er i kølvandet på den vurdering også departementschef Barbara Bertelsen fra Statsministeriet og Justitsministeriets ditto, Johan Legarth.

Så det spor er vel blindt? Næh, for »den ene beskytter den anden«, som den konservative Rasmus Jarlov noget ildevarslende erklærede, da de løftede pegefingre over for embedsfolkene blev sænket igen.

 Måske forsøger Jarlov at vinde folketingsvalget i 2022 i andet forsøg? Eller måske er han oprigtigt forarget og chokeret og mener sig på sporet af en større konspiration i den dybe stat? Er det sidste tilfældet, skal Rasmus Jarlov og andre naturligvis holde ved, folk i statsapparatet skal ikke gå og beskytte hinanden mod retfærdig straf.

Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstres Martin Lidegaard og Radikale Venstres Morten Østergaard, da der tirsdag var spørgetime med statsministeren i Folketinget. Foto: Jens Dresling, Scanpix.

Man kan også hoppe over den gamle politiske midte og lade sig underholde af Socialdemokratiets heroiske kamp for ikke at afkorte den næse, et folketingsflertal tildelte Mette Frederiksen på baggrund af den af Thomas Rørdam desavouerede granskningskommission:

 »Jeg tror ikke, det tjener noget særligt formål,« som socialdemokraten Christian Rabjerg Madsen forklarede denne avis afvigte uge. Ikke det? Det er ikke hver dag, man ser en ordfører insistere på at lade sin store leder beholde en narrehat, hvis begrundelse han selv anser for svindende.

Måske det kunne lønne sig at træde et skridt tilbage fra evighedsmaskinen og betragte hele minkaffæren som det, den også er ved siden af tør jura, storslåede forvaltningssammenbrud, klassiske embedsmandsdyder og de rette sanktioner af tilsidesættelse af samme.

Som så ofte lønner det sig at lade sig inspirere af Thomas Rørdams afløser som højesteretspræsident, Jens Peter Christensen. Han stod i sin tid bag det ganske øjenåbnende bonmot, at jura er frosset politik.

Christensen er tillige den mand i kongeriget, som ved mest om ministres og embedsmænds pligter og ansvar, rigsretssager, undersøgelseskommissioner, og hvad deraf flyder. I sin seneste bog, Ministre og embedsmænd – Pligter og ansvar (2022), tilføjer han det med den frosne politik lidt flere ord, som kan være nyttige at holde sig for øje, når man iagttager minksagen. De lyder, som følger:

»I praksis efterlades det indtryk, at undersøgelseskommissioner ikke nedsættes som følge af en mere abstrakt trang til sandhedssøgen, men som oftest som udslag af en politisk proces, hvor spørgsmålet om Folketingets kontrol med regeringen, ministre og forvaltning står central.«

Den juridiske nysgerrighed er politisk styret. Det er så banalt, at det kan være nødvendigt at skrive det ned for at huske det. Man kan få det indtryk, at denne nysgerrighed er vokset gevaldigt de seneste år, men her slår Jens Peter Christensen koldt vand i blodet: Undersøgelserne som metode tog for alvor fart fra 1982, og det følgende tiår blev der nedsat 16 dommerledede undersøgelser. Fra 1999 til udgangen af 2021 var tallet 12.

Når man alligevel kan sidde tilbage med fornemmelsen af et gevaldigt juristeri på politikkens område, skyldes det naturligvis de to seneste sager, hvis undersøgelse har haft overordentlig politisk effekt: først sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks, som førte til dom i rigsretten, dannelsen af et nyt, meget succesrigt parti og megen uro og destabilisering af det blå Danmark.

Og lige derefter minksagen, som ud over lukning af et betydeligt erhverv udløste en pinagtig oprulning af Mette Frederiksens regeringsledelse i de hektiske novemberdage 2020 og endte med udskrivelse af folketingsvalg og efterfølgende ommøblering af magt og midte.

Svingdørene mellem jura og politik peb på hængslerne, da Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen fraveg deres ufravigelige krav om en advokatvurdering for at kunne tage den korte, men dramatiske rute fra oppositions- til regeringsbænke.

Men lad os tø juraen op og betragte politikken bag den. Her er de centrale partier ikke den daværende borgerlige opposition, som naturligvis ville benytte enhver anledning til at søge Mette Frederiksens mindretalsregering væltet – inklusive den impulsivt prægede tilslutning til et borgerforslag om at stille Mette Frederiksen for rigsretten uden videre dikkedarer eller undersøgelser.

Heller ikke venstrefløjen er mest interessant her. SF og Enhedslisten fulgte en ganske smal sti mellem kritik af minkskandalen og bevarelse af den regeringskonstellation, som havde sikret de to partier så megen indflydelse siden 2019. Klima, arnepension, minimumsnormeringer, den slags. Det lykkedes dygtigt de to partier anført af Enhedslistens Peder Hvelplund at dosere kritik og opbakning, så venstrefløjen ikke fremstod som nyttige idioter for regeringen.

Det centrale parti er Radikale Venstre. Og den centrale dato for minksagens start bliver i den forstand grundlovsdag 2018, længe før covid-19 ramte Danmark. Det var på denne dag, Mette Frederiksen som oppositionsleder afsvor sig fremtidigt regeringsmakkerskab med De Radikale med henblik på at kunne regere alene.

Det måtte opfattes som en urimelighed og en provokation, ja, en unaturlighed, af den daværende radikale leder, Morten Østergaard. Og det måtte tilsvarende opfattes som en systemfejl af hans efterfølger, Sofie Carsten Nielsen, som fortsatte forgængerens arbejde for at få deres parti genindsat i gamle magtrettigheder. Østergaard måtte gå af andre grunde i efteråret 2020, få uger før minksagens eksplosion. Carsten Nielsen meddelte sin afgang fra politik i denne uge som en direkte udløber af partiets håndtering af minksagen.

Håndteringen: Siden vælgernes afskedigelse af SR-regeringen i 2015 og Socialdemokratiets afskedigelse af De Radikale som mulig regeringspartner i 2018 har De Radikale med stålsat stemmeføring løftet principielle andragender, som havde det tilfælles, at de nok kun kunne løses tilfredsstillende, hvis man igen fik andel i regeringsmagten.

Først udlændingepolitikken, som måtte befries fra blokkenes destruktive symbolkamp om at fremstå mest mulig stram. Siden klimapolitikken, som Morten Østergaard fra februar 2020 og frem til sit fald truede med at vælte Frederiksen på, hvis ikke hun fik mere fart i den grønne omstilling.

Og til sidst var det selve regeringsførelsen, hvis eneansvar måtte fratages det meget magtfikserede Socialdemokrati, som havde demonstreret sin uformåen under minkforløbet. Mette Frederiksen måtte derfor dele magten med flere partier, herunder meget gerne De Radikale. Sofie Carsten Nielsen forsikrede, at hun ikke ville lægge stemmer til endnu en socialdemokratisk mindretalsregering; det kom hun heller ikke til.

Undervejs i dette forløb brugte Radikale aktivt og målbevidst minksagen i forfølgelsen af målet om partiets genkomst på regeringsbænkene. Formentlig har man også været oprigtigt nysgerrig efter at få at vide, hvad i alverden der foregik på regeringens koordinationsudvalgsmøde om aftenen den 3. november 2020, men som anført: Det har nok ikke alene været en mere abstrakt trang til sandhedssøgen, der lå bag.

Det var partiets mandater, som var afgørende for, at Folketinget ikke ville nøjes med regeringens egen redegørelse for, hvad der gik galt i de tidlige novemberdage 2020. Det var De Radikale, som var ophavsmand til nyskabelsen granskningskommission, som ikke er forankret i regeringen, men i Folketinget. Og det var De Radikale, som proklamerede regeringen væltet sommeren 2022 med den bemærkelsesværdige tilføjelse, at regeringen selv måtte foretage det fornødne inden for de næste tre måneder.

Denne langluntede valgbombe virkede smart i øjeblikket, fordi den forenede en række hensyn, De Radikale mente at måtte tage. Den tog luften ud af alvorlig vrede i det radikale bagland over Mette Frederiksens angrefri pressemøde oven på Minkkommissionen. Den gav fylde til det løbende radikale krav om, at det måtte være slut med socialdemokratiske etpartiregeringer. Og endelig havde bomben den fordel, at den ikke umuliggjorde eller besværliggjorde radikal regeringsdeltagelse efter folketingsvalget.

Men det var netop for smart. For konstrueret. Det, som var logisk for de radikale strateger, var uforståeligt for vælgerne. Sofie Carsten Nielsen indkasserede et så lammende valgnederlag, at hun frivilligt forlod pladsen til fordel for Martin Lidegaard.

Mette Frederiksen kunne tolke valgets tale som en tilkendegivelse af, at minksagen i politisk forstand var slut, og at der burde regeres hen over midten. Radikale måtte omvendt erkende, at radikal regeringsdeltagelse ikke var lige så påtrængende for vælgerne som for partiet selv. Både Mette Frederiksen og Lars Løkke gik til valg på en regering hen over midten og gik frem. Sofie Carsten Nielsen havde samme kampråb indridset i sit skjold – og snublede ned over sit eget spyd.

Status oven på forløbet er kaotisk, broget og med potentiale til at lade en tragisk tåre trille, hvis man følger den radikale historie til dørs.

Det lykkedes partiet at få gennemlyst, hvor galt det kan gå for en regering, når hovmod udløst af den heldige coronahåndtering i foråret 2020 suppleres med panisk angst, politisk styring af embedsværket og en meget stærk trang til at samle magten i Statsministeriet.

I den forstand formulerede tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard selve essensen af minkskandalen, da han om den manglende lovhjemmel for minkaflivningerne erklærede, at »i den ret overordnede og ret vigtige diskussion, der involverede mange ting, var det bare ikke top of mind for mig«.

Den slags kig ind i de inderste magtcirkler kan en regering aldrig være glad for, og for minkejerne og deres sympatisører har processen formentlig været overordentligt smertefuld. For offentligheden var Minkkommissionens arbejde derimod en gave, et på lange stræk fascinerende og tidvis underholdende tilbud om indsigt i magtens forvaltning, når den er under pres og har makkerparret Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen for bordenden.

Men det er på knap to et halvt års afstand interessant at læse Justitsministeriets notits fra november 2020, som føjede sig til Miljø- og Fødevareministeriets redegørelse for minksagen. Forløbet beskrives som »kritisabelt og beklageligt«, og det fastslås, at udtalelser på pressemøder ikke har »et retligt indhold over for borgerne«. Særligt Fødevarestyrelsen udsættes for kritik, og i den virkelige verden placeredes ansvaret også her. Studsgaard er væk, Mogens Jensen har nok sin ministerkarriere bag sig.

Det var denne redegørelse, Folketinget ikke ville nøjes med, men i dag virker det, som om Justitsministeriet hurtigt indrammede skandalens faktiske juridiske omfang. De Radikale må omvendt nok notere, at partiets forkærlighed for kommissionsundersøgelser som værktøj har fået en skramme.

Værst for De Radikale, tragedien for partiet, er det samlede forløb. Man ville – foruden den mere abstrakte trang til sandhedssøgen – bruge minksagen til at komme hjem til magten og en regering hen over midten. Kritikken blev doseret skiftevis med hammer og pincet, og øvelsen lykkedes for så vidt glimrende.

Frederiksens etpartiske vælde er fortid, og drømmen om midterregeringen blev lyslevende virkelighed og hverdag. Men Radikale kom ikke hjem, partiet flakker om derude i den sorte nat med kold og bitter vind, hvor kun evighedsmaskinens stille summen bryder stilheden.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-16/samfund/den-magiske-minkmaskine

ARNE HARDIS (f. 1958), politisk redaktør, forfatter. Uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1986. Roskilde Tidende, Socialistisk Weekend, Land og Folk, A-pressen, Weekendavisen siden 1998. Har skrevet Æresretten (2003), Forræderens dagbog (2005), Idealisten (2008), Klassekammeraten (2010) og Den kætterske socialdemokrat (2018).

 

AHIS@WEEKENDAVISEN.DK