Efter
valget. Vesten må indstille sig på endnu fem år med en
stadig mere egenrådig Erdogan som tyrkisk leder. Hvad betyder det
for svensk NATO-medlemskab, ruslandspolitikken og flygtningestrømmen
fra Mellemøsten?
Vesten
hænger på Erdogan
Tyrkiets leder vil også i de næste fem år, medmindre helbredet svigter, hedde Recep Tayyip Erdogan. Det lykkedes ikke udfordreren, 74-årige Kemal Kilicdaroglu, at gøre et større indhug i Erdogans nationalistiske vælgerskare, selvom han efter første valgrunde for to uger siden lagde kursen skarpt mod højre og forsøgte at overtrumfe præsidenten med budskaber om, at alle syriske flygtninge i Tyrkiet skulle være sendt hjem inden for to år, og at ingen af de godt 150 kurdiske borgmestre, der er blevet afsat og i mange tilfælde fængslet under Erdogan, ville blive genindsat i deres embeder.
Hvad Kilicdaroglu vandt af nationalistiske stemmer ved dette kursskifte, blev tabt igen i det sydøstlige Tyrkiet, hvor mange kurdiske vælgere, der i første valgrunde bakkede op om oppositionen, valgte at stå over i anden runde. Resultatet blev, at Erdogan vandt med 52,1 procent af stemmerne mod Kilicdaroglus 47,9 procent.
Så på trods af al ønsketænkning i Vesten om at få en ny, langt mere samarbejdsvillig politisk leder i Ankara, får vi nu mere af det gamle: »en besværlig, men nødvendig partner.« Og spørgsmålet er, om betegnelsen »partner« overhovedet er dækkende længere – på trods af, at Tyrkiet stadig er medlem af NATO og har forsvarsalliancens næststørste hær.
I et opsigtsvækkende interview i CNN i forrige uge talte Erdogan varmt om »det helt særlige forhold« mellem Rusland og Tyrkiet, to lande, der ifølge den tyrkiske præsident »har brug for hinanden på alle mulige måder«. Han kritiserede Vesten for at føre en »ubalanceret politik« over for Rusland og afviste pure enhver tanke om, at Tyrkiet skulle tilslutte sig Vestens sanktioner mod russerne. Et par dage forinden havde Erdogan fra talerstolen omtalt den krigsforbrydersigtede hersker i Kreml som »min kære ven«.
Tyrkiets leder vil også i de næste fem år hedde Recep Tayyip Erdogan. Foto: Hannah McKay, Reuters, Scanpix.
I CNN-interviewet bekræftede Erdogan i øvrigt sin fortsatte uvilje mod at godkende Sverige som medlem af NATO: »Vi er ikke parat til Sverige lige nu. Et NATO-land skal have stærke standpunkter, hvad angår kampen mod terrorismen,« sagde han – en henvisning til, at Sverige ikke har efterkommet det tyrkiske krav om at få udleveret kurdere, som Ankara beskylder for at tilhøre terrororganisationen PKK.
Erdogan synes da også gennem de seneste fem år at have bevæget sig længere og længere væk fra Vesten. Han har – trods NATO-medlemskabet – købt det russiske S-400-luftforsvarssystem. Han har sendt tusindvis af migranter over grænsen til Grækenland for at afpresse EU for flere penge. Og han har gentagne gange kastet sig ud i tirader mod Vesten, senest dagen før første valgrunde, da han helt ud af det blå beskyldte den amerikanske præsident, Joe Biden, for at blande sig i det tyrkiske valg og arbejde for modkandidaten Kilicdaroglus sejr.
Noget for noget
Alligevel er der kloge folk, der mener, at Erdogans udenrigspolitik vil fortsætte med at være det, der på engelsk kaldes transactional – forretningsmæssig, præget af en noget for noget-tilgang. Det gælder for eksempel Soner Cagaptay, leder af tyrkietprogrammet på The Washington Institute for Near East Policy, som jeg talte med lige før valget.
»Erdogan vil fortsætte med at spille USA, Europa, Rusland, Israel og de arabiske lande ud mod hinanden for at opnå, hvad han ønsker. Det gælder også, hvad angår Sveriges ansøgning om NATO-medlemskab. Erdogan vil efter en valgsejr gå efter en ny start i forholdet til USA for at få Kongressen til at opgive modstanden mod at lade Tyrkiet købe de F-16-fly, Ankara længe har villet anskaffe sig. Og han vil også stræbe efter at forbedre relationerne til EU. Det er han nødt til for at få Tyrkiet ud af den dybe økonomiske krise, landet befinder sig i. Tyrkiets økonomi er fuldstændig integreret i EUs på grund af toldunionen; Europa står for 70 procent af de udlandsinvesteringer, der foretages i Tyrkiet. Sverige må implementere sin nye terrorlov og skal levere nogle få politiske indrømmelser, men medmindre svenskerne fucker det helt op, vil alt ordne sig til sidst,« forudser Cagaptay.
Ifølge Reuters-korrespondenten Humeyra Pamuk, der dækker det amerikanske udenrigsministerium, er et grønt lys for svensk medlemskab af NATO på forsvarsalliancens topmøde i Vilnius 11.-12. juli »en sag med meget høj prioritet for USA«. For at opnå det mål bruger USA både gulerod og stok. Blandt gulerødderne skal være overvejelser om at tilbyde Erdogan et møde med Biden i Det Hvide Hus – noget, den tyrkiske leder endnu har til gode – samt at Det Hvide Hus vil prøve at få salget af F-16-flyene gennem Kongressen.
Og stokken indbefatter, ifølge Pamuk, trusler om at skrue bissen på over for de tyrkiske selskaber, der videreeksporterer vestlige sanktionsramte produkter til Rusland. Hidtil har amerikanerne set igennem fingre med den trafik for ikke at skade det i forvejen følsomme forhold. Men nu tales der om at udsætte disse selskaber for såkaldt sekundære sanktioner, udelukkelse fra vestlige markeder og fra at bruge amerikanske og andre vestlige banker og betalingssystemer, hvis ikke Erdogan er samarbejdsvillig, hvad angår det svenske medlemskab af NATO.
Erdogans støtter fejrer valgsejren. Resultate af anden valgrunde blev, at Erdogan vandt med 52,1 procent af stemmerne. Foto: Umit Bektas, Reuters, Scanpix.
Biden-administrationen prøver også at udnytte Pentagons forbindelser til kollegerne i det tyrkiske militær til at gøre sin indflydelse gældende over for Erdogan. »Det bedste arbejdsfællesskab, USA har med Tyrkiet, er samarbejdet mellem de to landes væbnede styrker,« som Omer Ozkizilcik, en sikkerhedspolitisk analytiker i Ankara, siger det. »Men hvis ikke USA lader salget af F-16-fly gå igennem, er dette forhold også dødt.«
Halil Karaveli, seniorforsker ved Central Asia-Caucasus Institute i Washington, mener i et indlæg i Foreign Policy, at Erdogans pris for at droppe vetoet mod Sverige er en helt anden: at USA holder op med at sende våben og penge til de kurdiske styrker i det nordlige Syrien, som var USAs nære allierede i kampen mod Islamisk Stat, men af Tyrkiet ses som tilknyttet den kurdiske terrorgruppe PKK.
»USAs opbakning til kurdernes statsenhed i det nordlige Syrien har undermineret Tyrkiets tro på USA,« skriver Karaveli. Og han drager konklusionen: »USAs strategiske interesser i Nordeuropa og i Mellemøsten kan ikke forenes. Washington må beslutte, hvad man prioriterer højest: eksistensen af en kurdisk-syrisk statsenhed med PKK-forbindelser eller et styrket NATO med Sverige som medlem.«
Nationalistisk diskurs
Der er også eksperter, der mener, at Erdogans antivestlige retorik og handlinger ikke blot er taktik for at få indrømmelser igennem, men afspejler et reelt skifte i tyrkisk udenrigspolitisk orientering. De peger på, at en stærkt nationalistisk diskurs præger Tyrkiet for tiden.
»Det har været Erdogans politik gennem de seneste år at vænne Tyrkiet fra afhængigheden af vestlig kapital, og Tyrkiet har i stedet fået massive investeringer fra Rusland og de arabiske Golfstater. Uden de 15 milliarder dollar, Rusland ydede Tyrkiet som lån sidste efterår, de russiske kæmperabatter på gas dette forår og de fem milliarder dollar, Saudi-Arabien parkerede i den tyrkiske nationalbank, var den tyrkiske økonomi reelt brudt sammen,« sagde Emre Peker, europadirektør for konsulentfirmaet Eurasia Group, under en paneldebat afholdt af The Washington Institute for Near East Policy i sidste uge.
Erdogan opererer ud fra den forståelse, at »Vestens dominans i international politik ikke længere er givet«, som Galip Dalay, en tyrkietanalytiker ved tænketanken Chatham House i London, udtrykker det. Det har ført ham til den konklusion, at »Tyrkiet er bedre tjent med at balancere i geopolitikken« mellem USA, Europa, Rusland, de arabiske lande – og fremover i stadig større grad Kina.
Erdogan kan tænkes at gå videre med sit gamle forslag om, at Tyrkiet bliver medlem af Shanghai Cooperation Organization, en politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk samarbejdsorganisation, der har både Kina og Rusland som medlemmer. Det er svært at se, hvordan det harmonerer med Tyrkiets NATO-medlemskab.
Erdogan vil givetvis også fortsætte samarbejdet med kineserne om at skabe den såkaldte Zangezur-korridor, en transportrute, der løber fra Aserbajdsjan til Tyrkiet over armensk territorium og forbinder Tyrkiet med Det Kaspiske Hav.
Hvad angår Europa, havde de fleste stats- og regeringschefer nok håbet på, at et magtskifte i Ankara ville føre til større respekt for retssikkerheden i Tyrkiet, hvilket også ville give europæiske selskaber større incitament til at investere i landet. Men Erdogans genvalg kommer næppe europæerne helt på tværs.
»Det er bekvemt for EU. Nu behøver EU-landene ikke at tænke nærmere over, hvordan man skal forholde sig til et Tyrkiet, der pludselig genetablerer demokratiske normer. EU kan køre videre på autopilot over for Tyrkiet – måske opdatere toldunionen fra 1999, liberalisere visumreglerne en anelse, mødes med Erdogan to-tre gange om året. Erdogan vil blive ved at være en besværlig, men nødvendig partner,« som Emre Peker udtrykker det.
De syriske flygtninge
Den umiddelbart største udenrigspolitiske udfordring for Erdogan efter valget bliver at nå til en eller anden forståelse med den gamle ærkefjende Bashar al-Assad i Damaskus. Det er nødvendigt for at få sendt blot en del af de 3,7 millioner syriske flygtninge, der nu opholder sig i Tyrkiet, retur.
Spørgsmålet viste sig at have enorm klangbund i den tyrkiske befolkning, da oppositionens Kemal Kilicdaroglu tog det op som valgtema. Ikke nok for Kilicdaroglu til at vinde, men nok til, at Erdogan, der ikke hidtil har været nogen høg i det spørgsmål, er tvunget til at handle.
»Det vil blive vanskeligt for ham at sende alle syrerne tilbage. Der er født en million syriske børn her i Tyrkiet, siden de syriske flygtninge begyndte at komme i 2011. Og de syriske flygtninge er spredt over hele landet, de er billig og hårdtarbejdende arbejdskraft og er svære at undvære, især i landbruget,« siger Hüseyin Bagci, formand for Tyrkiets Udenrigspolitiske Institut, da jeg møder ham i Ankara op til valget.
»Men politisk er de et problem. Tyrkiet rummer nu otte millioner flygtninge – især fra Mellemøsten og Afghanistan. De tyrkiske skatteborgere er vrede og mener ikke, at vi kan håndtere så mange.«
Og en aftale med Assad om flygtningene ligger ikke ligefor. Den syriske hersker har betinget sig, at de tyrkiske styrker i det nordlige Syrien forlader landet, før forhandlinger kan begynde. Erdogan vil ikke trække sine styrker hjem fra Syrien, før han har fået knust de kurdiske militser. Det kan han kun få held med, hvis USAs støtte til kurderne ophører – måske som led i en handel, hvor Erdogan opgiver sit veto mod svensk medlemskab af NATO. På den måde hænger det hele sammen.
Kilde:https://www.weekendavisen.dk/2023-22/udland/vesten-haenger-paa-erdogan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar