Professor:
DERFOR ER MINKSAGEN FORTSAT BLANDT DE STØRSTE SKANDALER I NYERE TID.

Efter ni måneders tavshed giver professor i forvaltningsret Frederik Waage sin vurdering af minksagens efterspil. Han har et budskab til dem, der spørger sig selv, om minksagen efterhånden er gået op i røg.

»Et tomrum af ansvar«: Professor går i rette med annullerede advarsler i minksagen.

Han kan godt forstå, hvis mange danskere har tabt overblikket.

 

At de spørger sig selv: »Hvad sker der?« 

Sådan har Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, også selv tænkt, når han har set minksagen udfolde sig de seneste måneder, hvor flere topembedsmænd har fået tilbagekaldt deres sanktioner. Men han har holdt det for sig selv. Indtil nu, hvor han efter ni måneder som konstitueret landsdommer og en pause fra den offentlige debat vender tilbage med en hård dom.  

»Forløbet om advarslerne er problematisk og skader tilliden til forvaltningen. Det er beklageligt,« siger han.

Mest forundret er han over, at Statsministeriets magtfulde departementschef, Barbara Bertelsen, i marts 2023 fik annulleret sin advarsel.

 

Det skete, efter at en anden hovedperson i minksagen, rigspolitichef Thorkild Fogde, var blevet pure frifundet i en tjenstlig undersøgelse. Det fik Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til at genåbne en stribe personalesager.

 

Dommerne i den tjenstlige undersøgelse var uenige med Minkkommissionen i vurderingen af pressemødet den 4. november 2020, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ud, at alle mink skulle aflives. 

Minkkommissionen mente, at statsministeren her gav en »klart ulovlig instruks« til myndighederne om at sætte gang i aflivningen af landets mink, selvom der på det tidspunkt ikke var lovgrundlag til at kræve alle dyrene slået ned.

Den tjenstlige undersøgelse ledet af tidligere højesteretsdommer Thomas Rørdam mente ikke, at det var en ulovlig instruks. Det var faktisk slet ikke en instruks, men en »orientering« til offentligheden. 

Den nye vurdering af pressemødet ændrede ikke bare sagen for Thorkild Fogde, men for flere andre topembedsmænd, mente styrelsen. Seks af de otte sanktioner, der blev givet efter Minkkommissionens rapport, blev trukket tilbage. Senest valgte Rigspolitiet fredag at annullere to advarsler til embedsmænd. Før det var bl.a. Barbara Bertelsens advarsel blevet tilbagekaldt.

 

Frederik Waage forstår ikke rationalet.

»Det er meget, meget vidtgående, at man bruger karakteristikken af pressemødet som figenblad til at ændre på hele afgørelsen om Barbara Bertelsens advarsel. Det er ikke en særlig overbevisende begrundelse, og jeg mener, der er grund til at kritisere den.«

Han medgiver, at hvis man tager den ulovlige instruks ud af ligningen, gør det sagen lidt mindre alvorlig for embedsmændene. Men han mener, at styrelsen, der fik bistand fra statens advokat, Kammeradvokaten, har lagt »overdrevet meget vægt« på dette ene spørgsmål.

Dermed glemmer de, hvad minksagen grundlæggende handler om, mener han:

»Diskussionen om instruks eller ej er sådan set beside the point. Det afgørende er, at Barbara Bertelsen har stået for at koordinere et møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor man træffer den skæbnesvangre beslutning, at alle mink skal aflives. Det er her, hovedproblemet i minksagen opstår: 

Regeringen træffer en beslutning, der ikke er lovhjemmel til. Dermed snyder man minkavlerne for at få lovbehandlet indgrebet mod erhvervet i Folketinget,« siger han.

 

I koordinationsudvalget sad Mette Frederiksen samt en række topministre og departementschefer. Minkkommissionen lagde til grund, at kun departementschefen fra Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, vidste, at det ville kræve en lovændring at slå alle mink ned. Han sagde ingenting.

Men Minkkommissionen kritiserer alligevel Barbara Bertelsen for ikke at rejse spørgsmålet om hjemmel, og Waage tilføjer, at netop hendes involvering i regeringsmødet var et omdrejningspunkt i den advarsel, som hun fik i august 2022.

I advarslen blev Minkkommissionen refereret for, at Barbara Bertelsen »betonede et meget betydeligt tidspres« på processen, der blev »forceret«, og hendes beslutninger betød, at Fødevareministeriet – der kendte til lovproblemet – »i nogen grad trådte i baggrunden og blev koblet af« forløbet.

Sagt kort: Bertelsens ageren betød, at sagen blev hastet igennem, og at de, der kendte til problemerne, blev kørt ud på et sidespor. 

Frederik Waage fremhæver også, at departementschefen rettede i de centrale dokumenter til det afgørende møde. Hun fik slettet en sætning om, at en aflivning af alle mink ville være »fatalt for branchen«.

»Når Fødevareministeriet er kørt ud på et sidespor, magten centraliseres i Statsministeriet, og departementschefen retter i de centrale dokumenter, så følger noget af ansvaret med,« siger han.

Juraprofessor Frederik Waage har i måneder betragtet minksagen uden at blande sig. Det gør han nu. Foto: Gregers Tycho

Andre jurister siger, at spørgsmålet om instruksen er vigtigt: For er der tale om en ulovlig instruks, har embedsmænd et skærpet ansvar for at sige fra, og uden den er sagen mindre alvorlig. Hvad siger du til det?  

»Spørgsmålet om en ulovlig instruks har ikke været det udslagsgivende for vurderingen af minksagen hidtil. Det er noget, vi først er begyndt at diskutere, efter den tjenstlige undersøgelse af Thorkild Fogde. At den skulle være the missing link mellem alt, hvad der går galt i minksagen, og embedsmændenes ansvar, kan jeg ikke se. Alle problemerne – bl.a. Fødevarestyrelsens brev og politiets kritiserede opkald til minkavlerne – udspringer af regeringens beslutning i koordinationsudvalget.«

I et svar på professorens kritik henviser Statsministeriet til, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten har vurderet, at grundlaget for kritikken af Barbara Bertelsen »er bortfaldet« efter den nye vurdering af pressemødet. 

Embedsmænd slipper billigt

Selvom Frederik Waage erklærer sig overrasket over forløbet med de annullerede advarsler, påpeger han også, at lignende udfald er set i andre sager.

I Tamilsagen blev en departementschef godt nok forflyttet, men to andre kritiserede embedsmænd »slap ret mildt igennem« med en irettesættelse og en frifindelse.

På samme måde kritiserede Instrukskommissionen fem embedsmænd i sagen, der kostede Inger Støjberg (DD) en fængselsdom ved Rigsretten. Kun to embedsmænd endte med at få en advarsel.

»Barren er meget høj i den slags sager. Der skal meget til, for at embedsmænd, der fejler, bliver sanktioneret. Det så vi både i Tamilsagen og Instrukssagen,« siger Waage.

Han tilføjer, at arbejdsgiveren har en »bred skønsmargin« i personalesager. Derfor mener han heller ikke, at der er grundlag for at stille spørgsmål ved lovligheden af tilbagekaldelsen af advarslen til Bertelsen og de andre embedsmænd. Det er begrundelsen bag, han finder tvivlsom.

»Det ser ikke godt ud, at f.eks. problemerne med den ”forcerede proces”, som Barbara Bertelsen forårsagede, forsvinder op i den blå luft. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, som sidder tilbage med et billede af, at styrelsen og Kammeradvokaten har skrevet centrale embedsmænds ansvar helt ud af minksagen.«

Men med nu kun to tilbageværende advarsler til embedsmænd i Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen er opgøret om ansvaret for minksagen stadig uforløst, mener Waage. 

Han vurderer ikke, at Mette Frederiksen vil kunne dømmes ved en rigsret, for hun kendte ikke til den manglende lovhjemmel, da beslutningen blev truffet. Derimod kunne Folketinget formentligt få daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) dømt. 

»Men Folketinget har ikke ønsket et retsopgør mod ministrene. Det er helt fair, men det skaber et tomrum af ansvar. Og hvis man i stedet forsøger at finde en facitliste for minksagen i konsekvenserne af personalesagerne, så strander man.«

Konsekvenserne af sagen er i højere grad politiske, pointerer han: en næse til statsministeren, en afgået fødevareminister, et folketingsvalg udløst af De Radikale og den socialdemokratiske soloregerings fald.

Endelig tilføjer han, at en af de mest kritiserede personer – forhenværende topchef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard – ikke fik sit ansvar endeligt vurderet, fordi han skiftede job til Esbjerg Kommune.

Det »skævvrider« billedet af sagens konsekvenser, siger Waage:

»Det betyder også, at vi må erkende, at vi ikke kan bruge de personaleretlige sager til at få et dækkende billede for, hvor stor en skandale minksagen er.«

Fire afgørende dage

Efter annulleringen af advarslerne har nogle iagttagere ellers vurderet, at minksagen nu står i et mildere lys. 

»Der er helt oplagt ikke tale om den kæmpeskandale, som den er blevet fremstillet som,« sagde professor emeritus ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard til Jyllands-Posten.

Frederik Waage er uenig.

»Skandalen i minksagen er, at man snyder minkavlerne for en folketingsbehandling af beslutningen om at lukke deres erhverv ned. Spørgsmålet om, hvorvidt pressemødet var en instruks, er ét enkelt element af sagen, som nu tillægges en alt for stor vægt, og det kommer til at aflede opmærksomheden fra det, som minksagen først og fremmest handler om: nemlig den ulovlige beslutning, der blev truffet.«

 

Kan man ikke indvende, at det kun var i fire dage, at minkavlerne ”blev snydt”. Derefter fik offentligheden jo at vide, at der manglede lovhjemmel, og Folketinget behandlede sagen? 

»Det er et godt spørgsmål. Min hovedpointe er, at regeringen med pressemødet sætter en lavine i gang med et krav til minkavlerne om at slå alle deres dyr ned. Den var i realiteten meget svær for minkavlerne at omgøre, da det kom frem, at der manglede lovhjemmel. Løbet var i vidt omfang kørt. Derfor er det de fire dage, der er vigtige.«

 

Er der ikke en uoverensstemmelse mellem din beskrivelse af sagen som en skandale og så de konsekvenser, vi har set for ministre og embedsmænd?  

 

»Hvis det er tilfældet, mener jeg, at spørgsmålet må være, om vi dømmer embedsmænd for mildt. Har vi tilstrækkelig sikkerhed for, at der bliver fulgt op på skandalesager i den offentlige forvaltning?

Hovedproblemet ved, at embedsmændene i vidt omfang slipper for sanktioner, er, at vi ikke på andre måder får et egentligt juridisk punktum. Vi mangler nogle stærkere institutioner til at fælde dom over sagen,« siger han med henvisning til, at der ikke kommer en rigsret, og at de almindelige domstole »næppe kommer på banen«, da der er aftalt en stor erstatning til erhvervet:

»Man kunne overveje, om Folketingets Ombudsmand kunne få en større rolle. Der er jo også flere forhold i minksagen, som ikke har kunnet belyses af Minkkommissionen, f.eks. de slettede sms’er. Her kunne en udtalelse fra ombudsmanden udgøre en form for afslutning.«

 

Viser de tilbagekaldte advarsler ikke, at du er for hård i din vurdering af minksagen? 

 

»Det mener jeg ikke. Man må holde fast i det principielle problem. Den mest grundlæggende regel inden for statsretten er, at der skal være lovhjemmel til det, regeringen gør. Det er hele den demokratiske legitimering af statens handlinger, der er på spil. Derfor er minksagen fortsat blandt de allerstørste danske skandalesager i nyere tid.«

Minksagen genåbnet

Sådan er det gået de 10 embedsmænd, der blev kritiseret af Minkkommissionen. 

To fik en advarsel: 

Tejs Binderup, daværende afdelingschef i Fødevareministeriet 

Hanne Larsen, daværende direktør i Fødevarestyrelsen 

Seks sanktioner blev givet, men trukket tilbage:

Barbara Bertelsen, departementschef i Statsministeriet (advarsel) 

Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet (irettesættelse) 

Anne-Mette Lyhne Jensen, afdelingschef i Justitsministeriet (advarsel) 

Paolo Drostby, kontorchef i Fødevareministeriet (advarsel)

Uffe Stormly, politiinspektør i Rigspolitiet (advarsel)

Birgitte Buch, sektionsleder i Rigspolitiet (advarsel)

To sager løb ud i sandet: 

Rigspolitichef Thorkild Fogde blev frifundet i en tjenstlig undersøgelse.

Departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard blev hjemsendt og underlagt en tjenstlig undersøgelse, men den blev droppet, da han skiftede job.

Kilde: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE15899180/professor-derfor-er-minksagen-fortsat-blandt-de-stoerste-skandaler-i-nyere-tid/?st=1