Kommentar. Illusionen om politikere, der er i øjenhøjde med folket, krakelerede til Folkemødet på Bornholm.

Dårlig stemning

Det er blevet en politisk herskerteknik at udskamme journalister, der stiller spørgsmål, politikerne ikke vil svare på. Man skulle ellers tro, at det var statsministeren, folk blev sure på, når hun ikke vil svare på, om hun vil lade Forsvarets Efterretningstjeneste prøve at genskabe hendes slettede sms'er. Det er dog ikke tilfældet.

»Det har jeg allerede svaret en af dine kolleger på. Folketinget har nogle spørgsmål, og de spørgsmål skal selvfølgelig besvares,« svarede Mette Frederiksen til B.T.

Da journalisten gjorde opmærksom på, at hun faktisk ikke havde svaret, gentog statsministeren sætningen som en maskine:

»Det har jeg allerede svaret en af dine kolleger på i dag. Kan I have et godt Folkemøde.«

Er det pressen eller politikerne, der skaber dårlig stemning, når politikerne nægter at svare på pressens spørgsmål? Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix.

Og væk var hun.

Seancen udstillede en ufolkelig sandhed midt på Folkemødet. Politikere, der ikke vil gøre rede for deres beslutninger, er blevet hverdag, men journalister, som insisterer på åbenhed i folkestyret, ødelægger den gode stemning. Og er der noget, danskerne ikke bryder sig om, er det dårlig stemning.

I en kommentar fra en journalist i Politiken lød det for eksempel:

»Et samlet set stort antal reportere tilbringer flere arbejdsdage på Bornholm med at spørge politikere om noget, journalisterne i forvejen er klar over, at de ikke får svar på. Sådan at jeg, der ikke er til stede på Folkemødet, kan sidde herhjemme ved skærmen og blive forarget over politikerne (...). Det faglige indhold på Folkemødet beskæftiger ingen af videoerne sig med.«

Med andre ord: Det er for dårligt, at journalister spørger om forhold, der er afgørende for folkestyret, når det skaber forargelse hos borgerne og i øvrigt ikke handler om det, politikerne selv foretrækker at tale om.

Heller ikke Ekstra Bladet kunne få svar på, hvilket parti der foreslog at afskaffe store bededag, eller hvorfor Lars Løkke Rasmussen i 2008 indgik en aftale om statsobligationer, som ifølge Statsrevisorerne koster Danmark en milliard kroner om året.

»Det er Folkemøde, ikke pressemøde,« sagde udenrigsministeren.

Netop, kunne man fristes til at sige. Svar udbedes.

Samme undvigemanøvre foretog Lars Løkke Rasmussen, da han i foråret blev forarget over, at pressen spurgte ind til folketingsmedlemmet Jon Stephensens personsag, når nu han holdt pressemøde om Ukrainefonden. Da Løkke en måneds tid senere sendte Jon Stephensen på orlov efter hans beskeder til en 19-årig kvinde, ville han dog gerne have pressens hjælp til at få budskabet ud.

Så var spørgsmålet ikke længere så dumt.

I TV2s Presselogen, der blev sendt direkte fra Folkemødet, diskuterede politikere og pressefolk deres forhold til hinanden, og her mente chefredaktør Lea Korsgaard fra Zetland, at for eksempel spørgsmålet om, hvorvidt Mette Frederiksen var i spil til en NATO-post, er fuldt berettiget:

»Selvfølgelig er det et spørgsmål, der skal dækkes, men superintenst, fra flade til flade, gentagne gange spørge hende om det samme, selvom vi åbenlyst ved, at hun ikke kommer til at svare på det … Det synes jeg bliver meningsløst,« sagde hun.

Pudsigt nok havde Korsgaard ingen kritik af den kendte DR-vært Stéphanie Surrugue, der på Folkemødet spurgte Mette Frederiksen om præcis det samme. Her svarede statsministeren tydeligere end nogensinde:

»Jeg er meget glad for mit arbejde, og det har jeg tænkt mig at passe. Så nej, jeg er ikke på vej til NATO.«

Når politikerne ikke har lyst til at svare på noget ubekvemt, er det altså journalisterne, der gør noget galt. Når politikerne pludselig får lyst til at svare alligevel, er spørgsmålet ikke meningsløst længere. Så er det tværtimod et scoop. Måske er fællesnævneren i sager som disse slet ikke pressens spørgsmål. Måske er mønstret det faktum, at politikerne ikke vil svare på dem.

Havde Mette Frederiksen og andre følt sig forpligtet over for det »folk«, de hylder så højt på Folkemødet, ville de stille op til interview, og så ville nogen næppe klage over pressen. Den dårlige stemning opstår først, når politikerne nægter at svare for anden og tredje gang.

Så krakelerer illusionen om Folkemødet som et sted, hvor politikerne er ude af deres vante spin-roller, og hvor borgerne kan møde dem i ærligere omgivelser. Selvfølgelig har statsministeren og resten af regeringen taget deres magtfuldkommenhed med i kufferten. Den hårde side af politik bliver ikke hjemme, når Christiansborg tager til Bornholm.

Tak til de medier, der ødelægger stemningen, for at minde os om det.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/samfund/daarlig-stemning

LENY MALACINSKI (f. 1975) er journalist og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun er forfatter til bogen Den dag jeg opdagede jeg var undertrykt, og har tidligere været ansat på blandt andet Jyllands-Posten og den nu lukkede gratisavis Nyhedsavisen. Hun skriver blandt andet om køn, globalisering på gadeplan og forliste borgerlige drømme.

 

LENY@WEEKENDAVISEN.DK