Vægtvogter. Slankesprøjten Wegovy hyldes som en opfindelse i nobelprisklassen. Men er det sundt at sulte kroppen livslangt? Har vi skabt en frelser eller et monster?

Kloden på skrump

Illustration: Andrea Ucini

Det er blevet kaldt et vidundermiddel, en kur, en vaccine og antabus mod fedme. Pionererne bag nævnes som nobelpriskandidater, og fabrikker kan ikke følge med efterspørgslen. Slankemidlet Wegovy fra Novo Nordisk er i gang med at skrumpe Jordens befolkning et menneske ad gangen, og det er på høje tid, siger eksperter. Den ustoppelige fedmeepidemi er ved at tage livet af os.

I flere artikler sammenlignes Wegovys popularitet med potensmidlet Viagra, men der er i virkeligheden kun ét lægemiddel, der kan hamle op med Wegovy: p-pillen.

Begge består af kunstige hormoner. Begge var ved at blive bremset af de medicinalfirmaer, som udviklede dem. Begge blev først udviklet til et andet formål end det, der gjorde dem populære. Begge er kamppladser for ideologier.

Nu er spørgsmålet, om »the skinny drug« vil frisætte de tykke, ligesom »the pill« frisatte kvinderne. Vil Wegovy hjælpe de fortvivlede overvægtige, som i årtier har slidt gummiet på løbebåndene ned, mens de har spist kål og pulver uden at tabe et gram? Dem, som risikerer type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og tidlig død?

Eller får læger, diætister og fedmeforskere ret, når de advarer om, at vi er i gang med et uoverskueligt folkesundhedseksperiment med raske forsøgskaniner? Bliver man overhovedet sundere af at sprøjte Wegovy i blodet og sulte sig til 15 procent mindre kropsvægt?

Vi kan være på vej ind i en »mørkere side af diætkulturen«, som modemagasinet Vogue skrev for nylig.

Genstrimlen

Det begyndte med en tudsefisk i starten af 1980erne. Amerikanske Joel Habener, der i dag er professor i medicin på Harvard Medical School, fandt i fisken en strimmel dna med et mystisk ekstra stykke. Strimlen indeholdt den genetiske kode for hormonet glukagon, der modsat insulin kan øge blodsukkeret i blodet, mens det ekstra stykke kodede for et ukendt stof, der lidt lignede glukagon. Havde Habeners gruppe mon fundet et nyt hormon?

»Ingen af os tænkte på diabetes eller blodsukker,« siger Habener om den tilfældige opdagelse. »Vi var drevet af nysgerrighed.«

Gruppen prøvede nu at lave et stof ud fra koden, men de fik det aldrig til at virke i kroppen.

Få år efter, i 1983, fandt Graeme Bell, en anden glukagondetektiv, den næsten samme strimmel dna i en hamster, men med hele to ekstra stykker. Han navngav dem GLP-1 og GLP-2 (glucagon-like peptide 1 og 2).

Forskerne stod nu med et genetisk skattekort med et kryds, som de jagtede. De ville finde ud af, hvordan hormonerne så ud i virkeligheden, og de var især interesseret i GLP-1.

Den danske læge Jens Juul Holst på Københavns Universitet var en af jægerne. Han stod ikke som Habener med et genetisk mysterium. Han så i stedet patienter med bemærkelsesværdige reaktioner: »Vi havde nogle, som fik for lavt blodsukker efter mavesårsoperationer,« fortæller Holst. »De lavede for meget insulin. Hvorfor gjorde de det?«

Et eller andet stof satte deres insulinproduktion op, og måske var det Bells GLP-1. Havde Holst ret, ville det betyde et gennembrud i behandlingen af type 2-diabetes. »Vi ledte efter det, vi fandt det, og så var det altså bare hamrende aktivt,« siger Holst, der viste, at GLP-1 kunne få blodsukkeret til at falde i forsøgsdyr.

Habener, der netop havde påvist samme effekt med et kunstigt GLP-1, lagde mærke til, at forsøgsdyrene også mistede appetitten, men han slog det hen. »Det var bare en bivirkning. Vi tænkte ikke over det for 40 år siden, for fedme var ikke et problem,« siger han.

Det var til gengæld type 2-diabetes, og målet var nu at få medicin ud af GLP-1, der kunne sænke diabetespatienternes sygeligt høje blodsukker. Men først skulle det gøres stabilt. I ren form nedbryder kroppen GLP-1 i løbet af få minutter.

Hos Novo Nordisk begyndte Lotte Bjerre Knudsen i starten af 1990erne at arbejde med GLP-1 – som stort set den eneste. Ledelsen havde andre prioriteter. »Vi laver tre ting i Novo,« lød det oppefra. »Insulin, insulin, insulin.«

Knudsen formastede sig endda til at foreslå at bruge GLP-1 som slankemiddel, men fedme var ikke en sygdom, fik hun at vide. Det var et spørgsmål om sund livsstil, og alle andre slankemidler på det tidspunkt var desuden endt med dødsfald og dyre sagsanlæg.

Novos tøven betød, at et andet firma i 2005 kom først med den nye revolutionerende diabetesmedicin lavet med GLP-1. Knudsen gav dog ikke op og fandt på at klistre fedtsyrer på et kunstigt fremstillet hormon, der lignede GLP-1. Sådan øgede hun halveringstiden til et halvt døgn. Hun havde opfundet liraglutid, der kom på markedet under navnet Victoza i 2009. Liraglutid er forfader til semaglutid – det aktive stof i Wegovy. Semaglutid har en halveringstid på en uge.

De mistroiske Novo-chefer havde fået et nyt guldæg, og pludselig var fedme alligevel en sygdom. I 2014 blev liraglutid under navnet Saxenda godkendt til fedmebehandling i USA. Wegovy blev godkendt i USA i 2021 og i december 2022 i Danmark.

Habener og Holst kandiderer i dag sammen med et par andre til en Nobelpris for opdagelsen af GLP-1, og det er den ene fortælling om Wegovy. Et medicinhistorisk eventyr med en lykkelig slutning.

Men så er der den anden.

Ønsket om at være slank

Da den første p-pille, Enovid, kom på det amerikanske marked i 1957, stod der på pakken, at en bivirkning var manglende ægløsning. Enovid var nemlig kun godkendt til behandling af blødningsforstyrrelser. Pludselig ville en halv million amerikanske kvinder behandles for blødningsforstyrrelser, og allerede i 1960 blev Enovid godkendt som præventionsmiddel.

GLP-1-lægemidlerne blev på samme måde udviklet til at behandle type 2-diabetes med vægttab som en bivirkning, men de blev hurtigt brugt off-label til fedmebehandling. Ligesom p-pillen satte en projektør på kvinders årelange graviditetsangst, har Wegovy vist os, præcis hvor stort ønsket om at være slank er i vores samfund.

I en rundspørge lavet af analysefirmaet Moos-Bjerre og Norstat Danmark for Weekendavisen svarer hver femte dansker, at de allerede har prøvet Wegovy eller lignende vægttabsmedicin, eller at de kunne forestille sig at tage det.

For at få recept på Wegovy skal man have et bmi over 30 eller et bmi over 27 og samtidig en vægtrelateret tilstand som type 2-diabetes, forhøjet blodtryk eller en hjerte-kar-sygdom. På verdensplan giver det over 600 millioner potentielle Wegovy-brugere ifølge WHO.

»Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet lægemiddel med så stor en målgruppe,« siger medicinhistoriker Morten Arnika Skydsgaard fra Steno Museet, Aarhus Universitet.

På nær p-pillen. Læger har diskuteret dens bivirkninger i 50 år, fordi man for første gang gav medicin til raske, og her ser han også en parallel:

»Med Wegovy kan man på samme måde sige, at mange af brugerne ikke er særlig syge eller slet ikke syge, og det giver en ekstra følsomhed i samfundet for bivirkninger.«

Ingen kan skråsikkert sige, at grænsen mellem rask og syg går ved en bmi på 30, og flere praktiserende læger er derfor allerede på vagt. En af dem er Rasmus Køster-Rasmussen, der også er adjunkt på Københavns Universitet.

»Morfin, sovepiller og nu Wegovy. Det er medicin, folk kræver, og de, der primært kræver Wegovy, er de unge, velstillede og i øvrigt raske. Vi er i gang med en vild overmedikalisering og et kæmpe eksperiment,« siger han.

I andre lande er de mere forsigtige end i Danmark. I Storbritannien skal man have en bmi over 35 kombineret med en vægtrelateret tilstand for at få udskrevet Wegovy.

Sjatspisningen

På Facebook er der eufori. Wegovy-brugere deler erfaringer i grupper som »Wegovy Vægttabs support Danmark« (8.800 medlemmer), »Wegovy og Saxenda Support Danmark (vægttab)« (6.200 medlemmer) og »Wegovy/Ozempic/Saxenda Danmark« (13.000 medlemmer).

De taler om at nå deres »mål«, »delmål« og »drømmevægt«. En kvinde på 100 kilo vil ned på 68. En anden fra 90 til 64 kilo. De fortæller, at de er »SÅ glade«, »overvældede«, »rørt til tårer« og »lykkelige«. De giver thumbs up, klappesmileyer og pokaler til hinanden i kommentarfelterne.

De taler også om kontrolvejninger hos lægen, om at spise halvandet stykke knækbrød eller en bolle med ost den halve dag, om at prøve kiwi og svesker mod forstoppelsen.

»De er jo i gang med at smuldre,« siger psykolog Lene Meyer, der er specialiseret i spiseforstyrrelser. »Det er uhyggeligt. De er i en vægttabsrus uden at mærke deres krops behov og signaler. Det går godt i noget tid, men så risikerer det at gå ad helvede til.«

Hun frygter, at Wegovy vil gøre flere syge med en spiseforstyrrelse, fordi midlet slukker for lysten til mad og fører til vejninger og kalorietælling, som er spiseforstyrrelsernes bedste venner – uanset om man overspiser eller ikke spiser.

»Jeg har en klient, der siger, at medicinen puster til hendes tanker om, at hun er forkert, og at alt ville blive bedre, hvis hun tabte sig. Hun var ellers lige begyndt at acceptere sin krop,« fortæller Meyer.

Hun mener, det er naivt, når Novo selv melder ud, at Wegovy kun skal tages af svært overvægtige og ikke er et »skønhedsprodukt«.

»Hvad havde de regnet med?« spørger hun. »Vi har fået den sprøjte, vi længtes efter. At frigive Wegovy svarer til at køre en kæmpe foodtruck hen foran sultne festivalgæster og så sige nej, nej, det er kun dig og dig, der må få noget,« siger hun.

Diætisten Inger Bols får også flere og flere Wegovy-brugere som klienter. Mange af dem sidder fast i et limbo.

»De har taget Wegovy siden januar, og nu taber de sig ikke mere, men de er slet ikke tilfredse. De er stadig så store, at nogle kan finde på at spørge: 'Øh, har du hørt om den her sprøjte?' Ja tak, kammerat, det har de!«

Wegovy tager appetitten. Semaglutiden fortæller hjernen, at kroppen er mæt, og derved kan man undertrykke den sult, som ellers knækker hver og en, der prøver at tabe sig. Spørgsmålet er, om det er sundt.

Både Inger Bols og Lene Meyer ser Wegovy-brugere, der »sjatspiser«. De spiser lidt slik og snacks hist og pist, men uden at få den store næring. »Enhver diætist vil være ked af at lave en kostplan på under 1.500 kalorier om dagen, men nogle af mine klienter når kun op på 1.200 kalorier, og alligevel taber de sig ikke længere eller kun lidt,« siger Inger Bols.

Novos egne studier af semaglutid, kaldet STEP, som godkendelserne er baseret på, sagde meget lidt om helbredseffekterne og varede i maksimalt to år. I den periode tabte forsøgspersonerne i snit 15 procent af kropsvægten, men de, der stoppede med behandlingen, begyndte hurtigt at tage på igen.

"Vi er i gang med en vild overmedikalisering og et kæmpe eksperiment."

RASMUS KØSTER-RASMUSSEN, ADJUNKT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Firmaets tidligere studier viser dog, at liraglutid og semaglutid kan mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme hos type 2-diabetespatienter sammenlignet med en placebogruppe.

I 2024 kommer resultaterne af Novos SELECT-studie, hvor 17.600 hjertesyge patienter med svær overvægt enten har fået semaglutid eller placebo. Allerede nu lyder rygtet, at midlet har en positiv effekt på forsøgspersonernes hjerter.

Uafhængig forskning har til gengæld svært ved at bevise, at et vægttab i sig selv gør folk sundere. Flere studier og metaanalyser har vist, at store vægttab eller udsving i vægten ikke påvirker dødeligheden, tværtimod.

For blot få måneder siden skrev svenske fedmeforskere i Scientific Reports på baggrund af et kohortestudie med 34.346 individer: »Vi konkluderer, at tidligere og gentagne vægttab kan øge dødeligheden generelt og af hjerte-kar-sygdomme, især hos mænd.«

Det amerikanske Look AHEAD-studie involverede over 5.000 overvægtige forsøgspersoner med type 2-diabetes, hvoraf den ene gruppe fik den bedst tænkelige hjælp til at tabe sig via sund kost og motion. Konklusionen var et paradoks. Efter ti år havde vægttabsgruppen smidt 2,5 procent af kropsvægten i forhold til kontrolgruppen. Deltagerne kom i bedre form og forbedrede sig på en række risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme. Men de blev lige så syge af hjerte-kar-sygdomme som kontrolgruppen.

Surhedsgraden

Professor emeritus Thorkild I.A. Sørensen på Københavns Universitet har studeret fedme siden 1969. Han er glad for, at der endelig er en virksom medicin at tilbyde dem med »overfyldte, syge fedtceller«, men han er ikke glad for, at så mange raske småbuttede mennesker får hjælp til at sulte sig.

»Den stakkels magre del af kroppen, den ikkefede del, må hive energi ud af fedtet for at holde det hele kørende,« siger han. Den ikkefede del er blandt andet organerne, musklerne og knoglerne. »At tage Wegovy svarer til, at en slank sulter sig selv kronisk, og det plejer ikke at være en god idé.«

Sørensens største skepsis ligger dog et andet sted: Wegovy adresserer ikke årsagerne til fedmen. Det kan stoffet ikke, for årsagerne kender vi ikke.

Sørensen kan spore fedmeepidemiens begyndelse til før Anden Verdenskrig – længe før opblomstringen af velfærdssamfundet og det fedmefremmende samfund. Hvad der skete på det tidspunkt, er en sort boks.

Der eksisterer mindst 30 »vilde ideer«. Lige fra øget CO₂ i atmosfæren, der har øget surhedsgraden i hjernen og påvirket appetitten, over øget rumtemperatur, som har nedsat forbrændingen, til brugen af antibiotika og hormonforstyrrende stoffer.

I efteråret var alle superhjerner inden for årsagerne til fedme samlet hos Royal Society i London til et tredages møde. »Konklusionen blev, at vi stadig er på gyngende grund. Vi aner faktisk ikke, hvad der er sket,« siger Sørensen, der var medarrangør af mødet. Så længe vi ikke kender årsagerne, forbliver Wegovy ifølge Sørensen symptombehandling.

Konkurrenten

Enovid og firmaet Searle, der lavede den første p-pille, er ikke kendte navne i dag. De var blot de første. Samme skæbne kan overgå Wegovy og Novo.

Allerede nu ser amerikanske Eli Lillys slankemiddel Mounjaro ud til at overgå Wegovy med et vægttab på over 20 procent. Flere præparater baseret på GLP-1-analogier er på vej, og snart kan sprøjten måske skiftes ud med en pille. Morgan Stanley Research har vurderet, at der er et globalt marked for vægttabsmedicin til en værdi af 50 milliarder dollar inden 2030. Det er cirka det samme som pastamarkedet.

Wegovy er ikke kun penge. Opfindelsen er også et tegn på, at vi endelig tager svær overvægt seriøst som en kompleks biologisk sygdom, siger lektor Christoffer Clemmensen fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet:

»Vi er ved at gøre op med den udtalte fordom, at overvægt er et selvkontrolsproblem.«

I undersøgelsen fra Moos-Bjerre og Norstat Danmark svarer 29 procent, at man selv er skyld i det, hvis man er overvægtig.

Clemmensen er også bekymret over den »crazyness«, vi ser lige nu, men han minder om, at vi har brug for lægemidler til de få, som har en genetisk disposition til overvægt. »På en måde er det fænomenalt og en revolution, at vi endelig har et effektivt vægttabsmiddel,« siger han.

Og muligvis skal vi slet ikke forvente en ny verdensorden med hundrede millioner af Wegovy-brugere.

»Vi ved ikke hvorfor, men folk holder op med at bruge de her præparater,« siger pioneren Jens Juul Holst og henviser til et studie, der viser, at 70 procent af diabetespatienter efter to år ikke længere tog deres GLP-1-medicin. Måske på grund af bivirkninger, måske på grund af den mistede madglæde.

Kvinder bliver ved med at spise p-piller, fordi de uønskede graviditeter er værre end bivirkningerne. Vil de næsten 60.000 danskere, der indløste recept på Wegovy i maj, også gøre det om ti år? Hvor mange bivirkninger er uønskede kilo værd?

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-25/samfund/kloden-paa-skrump

GUNVER LYSTBÆK VESTERGÅRD (f. 1983) er cand.public. og ph.d. i videnskabsjournalistik. Gunvers store interesse er fysik, astronomi og videnskabshistorie, men hun anlægger også gerne en videnskabsvinkel på aktuelle samfundsforhold. Hun er forfatter til bogen Fjerne kloder og medforfatter til en række andre populærvidenskabelige bøger.

 

GUVE@WEEKENDAVISEN.DK