Kurs. De skrinlagte
NATO-rygter aktualiserer et fortrængt spørgsmål i Socialdemokratiet: Er det
muligt at identificere en særlig linje i Mette Frederiksens karriere?
Frederiksens
udråbstegn
Hvordan ville Mette Frederiksens politiske eftermæle mon
være blevet, hvis hun var rejst hjem fra Vilnius som afgående dansk
statsminister og tiltrædende generalsekretær for NATO?
Man kan bruge kalenderen som simpel målestok
og konstatere, at det ville placere den socialdemokratiske partiformand i en
bagtrop sammen med partifællerne Helle Thorning-Schmidt, Viggo Kampmann og
Vilhelm Buhl, som alle var statsministre i mindre end fire år. Mette
Frederiksen tiltrådte i slutningen af juni 2019 og har altså akkurat passeret
de fire år.
På den anden side har Frederiksen vundet to
folketingsvalg – i 2019 og 2022 – mens Thorning-Schmidt kun vandt ét og må
nøjes med at være Danmarks første kvindelige statsminister. Endda har Mette
Frederiksen præsteret at manøvrere så politisk snedigt, at et genvalg som
statsminister er nogenlunde sandsynligt, hvis hun bliver i hjemlig politik. Men
det ville jo have været irrelevant, hvis hun havde skiftet arbejdsplads fra
København til Bruxelles på topmødet i Vilnius.
Man kan også forsøge at lægge en skabelon ned
over de socialdemokratiske statsministre, som fokuserer på deres dybere aftryk,
deres blivende politiske betydning. Så bliver Vilhelm Buhls to korte perioder
under Besættelsen og lige efter Befrielsen ganske betydningsfulde, skønt han
kun sad et år og 11 dage og aldrig vandt et folketingsvalg. Buhl færgede det
politiske Danmark frelst gennem krigens skarpe skær og ind i den første
efterkrigstids flade vande.
Rygterne om Mette Frederiksen NATO-fremtid endte som en ikke begivenhed. Men
den åbenbarede alligevel i mange sandheder som statsministeren. Arkivfoto: Mads
Claus Rasmussen, Scanpix.
Tilsvarende syner Kampmanns indsats som
velfærdsarkitekt meget betydelig, selvom han blev førstemand på afbud, da H.C.
Hansen døde, og måtte gå i utide, da han efter godt to et halvt år som
statsminister i 1962 blev for syg til at fortsætte sin manisk hæsblæsende
succes.
HVAD ER DEN BLIVENDE betydning af
Mette Frederiksens foreløbige indsats? Heldigvis er det muligt at få et svar
fra en, der ved, hvad han taler om, fordi han har arbejdet tæt sammen med hende
som særlig rådgiver helt tilbage fra 2011, da Frederiksen indledte sin
ministerkarriere som Thornings beskæftigelsesminister, og til han i sommeren
2020 forlod politik og rollen som stabschef til fordel for det private
erhvervsliv.
Martin Rossen kunne i 2021 indplacere sin tidligere
chef i den socialdemokratiske kongerække. Det skete i det fascinerende
socialdemokratiske spejlkabinet, den partikulturelle udgivelse De
rejste sig trodsigt i vrimlen redigeret af Dan Jørgensen, hvor
socialdemokrater med nogen eller megen indflydelse portrætterer 30 vigtige
partifæller.
Det er et fantastisk værk til forståelse af den
socialdemokratiske selvforståelse, hvor det naturligvis lønner sig at have
hjernen slået til, mens man læser. For eksempel er det nok gavnligt at huske,
at Rossen skriver om sin forhenværende chef, når han afhandler hende således:
»Jeg er overbevist om, at Mette kommer til at gå over
i historien som en af de absolut største socialdemokratiske statsministre. Der
er Stauning og H.C. Hansen – og så kan jeg ikke lade være med at nævne Poul
Nyrup.« Hverken Krag eller Anker kan være med i Rossens Klub Et.
Vurderingen faldt to år inde i Mette Frederiksens
første statsministerperiode, og Rossen kunne allerede på dette tidspunkt
begrunde hendes historiske indsats: empati og lederskab under coronakrisen,
virkeliggørelse af arnepensionen, klimaindsats i tæt samarbejde med
erhvervslivet og hertil en insisteren på modernisering af »vores samlede samfundsmodel«
og løsning af integrationsudfordringen.
Skulle det ikke være nok til en fremtrædende plads i
historiebøgerne, kan man tilføje Frederiksens »insisteren på, at politik skal
betyde noget«. Det handler nok om opgøret med embedsmændene og genindsættelsen
af den socialdemokratiske sjæl som politikkens egentlige motor.
NU ER DER DET magiske ved
ikkebegivenheder, at de under rette omstændigheder kan åbenbare mange
sandheder. Mette Frederiksens ikkekandidatur til posten som
NATO-generalsekretær, som viste sig slet ikke at være ledig, er en sådan magisk
ikkebegivenhed.
Straks rygterne om partiformandens mulige sortie antog
mere fast form, begyndte de socialdemokratiske kaffeklubber at røre på sig. I
et sammensurium af magtambitioner og linjestrid udkrystalliserede der sig to
mulige scenarier, begge velbeskrevne og begge med Nicolai Wammen som ny
partiformand og statsminister.
Det ene scenarie havde erhvervsminister Morten Bødskov
som ny nummer to og ny finansminister. Det andet havde justitsminister Peter
Hummelgaard som ny toer og finansminister. Det første scenarie repræsenterede
en videreførelse af den særlige marienborgånd, hvor Socialdemokratiets,
Venstres og Moderaternes ambitioner er smedet sammen i et multikrisehåndterende
arbejdsfællesskab. Det andet repræsenterede håbet om at kunne frelse den
socialdemokratiske sjæl fra at blive ganske opslugt af marienborgånden.
Med magtens logik har Peter Hummelgaard i et interview
her i avisen understreget, at også han tror på ånden. Han har endda valideret
sin forsikring med erklæret glæde ved udsigten til at kunne få flere
skattelettelser og marienborgånd gennem flere valgperioder. Min sjæl, hvad vil
du mer'.
Men der er jo yderligere at fiske ud af den bilagte
partitummel. De to scenarier er som hulspejle, der forstørrer hvert sit billede
af de udgaver af Frederiksen, som vælgerne har set. Statsministeren før og
efter decembers regeringsdannelse.
Den første udgave lagde vægt på nødvendigheden af at
knægte embedsværkets dominans for at kunne føre socialdemokratisk politik.
Arnepensionen er det emblematiske udtryk for denne tænkning.
Andenudgaven af Frederiksen lægger vægt på mere
klassisk nødvendighedens politik for at løse ophobede, sammenhængende kriser.
Ukraine, bureaukratisk velfærdskoks, klimaudfordringer, for få penge, for få
hænder etc. Siden er det blevet multikrise minus én, da det viste sig, at
råderummet er mere velpolstret, end man troede, da man dannede og begrundede
trekantregeringen.
Etablerer tidens skiftende udfordringer og det
mandatdikterede magtrationale den tilstrækkelige forbindelse mellem de to
udgaver af Mette Frederiksen?
FOR OS ÆLDRE MED ungdommens
ideologiske startblokke placeret på den ydre venstrefløj var en intelligent
mand ved navn Ralf Pittelkow gennem år en fascinerende skikkelse. Han startede
som venstresocialist, men vandrede ind mod den foragtede midte og blev
international sekretær i Socialdemokratiet og fra 1992 til 1994 Poul Nyrup
Rasmussens rådgiver. Fra venstre mod højre og længe kun opad.
Så forargede var vi derude i den ydre Sibirsk, at vi
brugte et ord opfundet af daværende Informationsjournalist Erik Meier Carlsen
for at beskrive mandens svigefulde rejse. Pittelkowsyndromet. Tænker man efter,
dækker ordet i virkeligheden ikke over en bevægelse, men en sindets konstant.
Læsere af Pittelkow vil vide, at han altid har haft fuldstændig ret, det er kun
det, han har ret i, der varierer over tid.
De to scenarier er som et hulspejl, der forstørrer hvert sit billede af de
udgaver af Frederiksen, som vælgerne har set. Statsministeren før og efter
decembers regeringsdannelse.
Med denne omtolkning er det fristende at skele til
Mette Frederiksen, hvis synspunkter også afleveres til udråbstegnenes taktfaste
akkompagnement. Flere børn skal tvangsfjernes, minkskandalen var slet ikke en
skandale. I opgøret med den udlændingepolitik, som Socialdemokratiet tidligere
stod for, var afregningen tilsvarende kontant. Vestegnsborgmestrene havde ret!
Partiets flertal havde taget fejl!
Det er en meget omfattende erkendelse, hvis rækkevidde
kan illustreres med et enkelt eksempel. I 2005 modarbejdede Mette Frederiksen
den nyvalgte formand Helle Thorning-Schmidts forsøg på at forpligte også
svagere kontanthjælpsmodtagere på en form for arbejdspligt. Mange af dem var
som i dag indvandrere og flygtninge. Nu for tiden arbejder regeringen på
virkeliggørelsen af visionen om 37 timers arbejdspligt for udlændinge, som
aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet.
METTE FREDERIKSENS INDSATS HAR været
ledsaget af en særlig, meget tydeligt kommunikeret etos, som stavelse for
stavelse rimer på forpligtelse: først Danmark, så Socialdemokratiet og som
nummer tre Frederiksen selv.
Umiddelbart er det vanskeligt at kombinere denne
rangorden med begivenhederne det seneste halve år. SVM-regeringen, som radikalt
forpligter Socialdemokratiet på den tidligere så foragtede nødvendighedens
politik, så decemberdagens lys, fire måneder før det ikkekandiderende
kandidatur til NATO-topposten rygtedes. Ville Frederiksens sortie have været
udtryk for, at hun tænkte på Danmark før sit parti? Og på sit parti før sig
selv?
Eller kan en partileder omvendt overhovedet ikke
tillade sig at sige nej tak til så vigtig en international toppost, hvis den
synes inden for rækkevidde? Således at talentet og karrieren naturligvis
forpligter, og kun de mest naive landsbyboere står tilbage ved gadekæret og
ytrer deres tvære misnøje.
Det er ikke en let diskussion at føre for
socialdemokrater, fordi den er så tæt sammenflettet med spørgsmålet om dagens
og morgendagens magt. Da kollega Mortensen og jeg i et interview for nogle uger
siden spurgte Peter Hummelgaard, om han havde troet, at Mette Frederiksen var på
vej væk, lød svaret, at nej, »det tror jeg ikke, jeg troede«. Kun den nyvalgte
Frederik Vad, der foreløbig trives i rollen som partiets unge, ærlige stemme,
har åbent klaget sin og partiets nød ved udsigten til at miste den
frederiksenske ledestjerne til Bruxelles.
Måske får offentligheden chancen for at beskæftige sig
med Frederik Vads bekymring igen om et års tid, når der atter viser sig
nødvendigt arbejde at få ordnet derude i verden. Eller måske satser Mette
Frederiksen, som hun hele tiden har hævdet, på at passe sit arbejde som hjemlig
statsminister. I så fald vil hun faktisk have gode chancer for at komme til
højbords i den klub af betydende socialdemokrater, hvor Martin Rossen har
reserveret hende et sæde.
Stauning sad knap 16 år, Nyrup næsten ni, H.C. Hansen
kan hun med lidt tålmodighed passere allerede inden næste folketingsvalg.
Hansen fik kun godt fem et halvt år som statsminister.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-28/samfund/frederiksens-udraabstegn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar