Autoritet. De seneste års
kriser har vist, at man ikke på forhånd skal afskrive den kritisk tænkende,
selvlærte analytiker på internettet.
Et
forsvar for amatørerne
HVIS MAN HAR fulgt med i debatter
på sociale medier som Facebook og Twitter de seneste år, er man med stor
sandsynlighed stødt ind i folk, der under coronakrisen hånende har afvist folk
som »amatørepidemiologer«. Siden det russiske angreb på Ukraine sidste år har
de samme typer også kunnet latterliggøre de mange pludseligt opståede eksperter
i moderne krigsførelse.
Det er let at grine ad folk uden nogen nævneværdig faglig
baggrund, der for få år siden nærstuderede dødeligheden og reproduktionstallet
for en rna-virus og nu har kastet sig over produktionstallene for
artillerigranater, forsvarslinjer i Donbas og diverse antiluftskytssystemer.
Men måske skal man holde lidt igen med latteren, for disse glade amatører kan
sagtens have noget at bidrage med.
Siden Trump vandt præsidentvalget i 2016, har vi oplevet
en stigende bekymring for udbredelsen af desinformation og fake news på
internettet. Fra onlineverdenens mørke hulrum er QAnon-bevægelsen kravlet op,
mens andre menneskefjendske, højreekstreme ideologier som alt-right og
incel-bevægelsen har fået lov at udvikle sig i fora a la 4chan. Den giftige
kombination af, at man kan gemme sig i små bobler med meningsfæller og samtidig
har adgang til enorme mængder af information, man kan plukke selektivt
fra, har gjort det sværere for tidligere tiders faglige autoriteter at blive
hørt og taget alvorligt i visse kredse.
Disse tendenser er bestemt bekymrende. Men i fortællingen
om disse deprimerende sammenrend af konspirationsteoretikere, vaccineskeptikere
og ofre for russisk krigspropaganda er det, som om den modsatte side ignoreres.
For ikke al udfordring af faglige autoriteter, der produceres online af glade
amatører, er skidt. Nogle gange er det decideret givende og opbyggeligt. Ja, i
disse år har internettet vist sig fra sine bedste og værste sider på samme tid.
Og alt imens radikalisering og fake news skaber problemer, er mængden af
eksempler, hvor folk uden nogen formel faglig træning bidrager positivt, også
stigende.
Illustration: Gitte Skov
DET
SKULLE MAN ellers ikke tro, når man ser forskere
iføre sig T-shirts med sloganet »Viden er f*ndeme ikke et synspunkt« – en trend
med en heldigvis meget kort levetid sidste år, der kom oven på DR3-programmet Ellen Imellem.
Her havde man tilladt sig at stille astrofysikere og fladjordsteoretikere over
for hinanden. Reaktionen var en fordummende forargelse fra forskerkredse, der
svarede igen med et infantilt, primitivt syn på videnskab. Som enhver, der har
taget et kursus i videnskabsteori, ved, er forskningsbaseret viden ikke bare
viden – objektive kendsgerninger hugget i sten, der står uantastet til evig
tid. Det er rent faktisk synspunkter – det skal helst bare være de mest
velkvalificerede synspunkter, vi har; synspunkter, der er fremkommet gennem
omhyggelig anvendelse af metode, der bygger oven på den allerede eksisterende
forskning på området.
Når forskere svarede så fornærmet igen på ganske harmløs
satire, skyldtes det formentlig, at de fornemmer et generelt autoritetstab
omkring sig. Og det er da også korrekt, at man ikke længere kan regne med at
blive taget alvorligt, alene fordi man har en professortitel. Men dette er ikke
nødvendigvis kun en dårlig ting. Det hænder jævnligt, at forskere og andre
faglige autoriteter tager grueligt fejl af samfundsrelevante emner. Og det
hænder også, at de formår at overbevise hinanden om analyser, der er håbløst
forkerte, baseret på lemfældig metode og tvivlsom teori. De er ikke immune over
for samme gruppetænkning, som vi andre også kan være ofre for.
Man så et lignende videnskabssyn blive reproduceret af den
amerikanske venstrefløj, hvor man under corona fandt på sloganet »trust the
science«. Det fremkom som reaktion på pseudovidenskab udbredt blandt
konservative. Det var sikkert ment godt, men man skal igen ikke vide meget om
den faktisk eksisterende videnskab, før man stiller spørgsmålet: Hvilken
videnskab skal man stole på? Videnskaben er jo sjældent enig med sig selv om
særligt meget, og det, den var enig om i går, kan den måske være uenig med sig
selv om i morgen.
"Forskere er ikke nødvendigvis sandhedsvidner. Og folk uden nogen
faglig dannelse tager ikke pr. automatik fejl."
Igen afspejlede kampagnen i USA et generelt autoritetstab
for forskerstanden, men det medførte ikke en genoprejsning for videnskaben. I
stedet var det med til at reducere videnskaben til endnu en kastebold i den
verserende amerikanske kulturkamp. Det bedste eksempel på det er hele debatten
om covid-19s oprindelse. Alene fordi Donald Trump på et pressemøde påstod, at
den kunne være opstået i et kinesisk laboratorium, blev dette afvist som en
højreorienteret »konspirationsteori«, der ikke havde nogen videnskabelig merit.
Men siden har man måttet nuancere denne kontante afvisning. Det kan ikke
udelukkes, at Trump havde ret.
Læren af alt dette er, at man skal være meget varsom med
at henvise til videnskaben som en urokkelig autoritet. Forskere er ikke
nødvendigvis sandhedsvidner. Og folk uden nogen faglig dannelse tager ikke pr.
automatik fejl.
DE
SENESTE ÅR har vi endda set adskillige eksempler
på, at glade amatører har været bedre orienterede end de faglige autoriteter.
Herhjemme blev det tydeligt under coronakrisens første måneder. Som det fremgår
af den rapport, som ekspertgruppen under ledelse af Jørgen Grønnegård
Christensen skrev om håndteringen af covid-19 i foråret 2020, var Danmark i
månederne op til nedlukningen 11. marts tynget af et dumstædigt sløvsind, der
dominerede i Sundhedsstyrelsen.
Mails mellem Statsministeriet og styrelsen i perioden
viste, at departementschef Barbara Bertelsen, der er uddannet jurist, var
væsentligt bedre orienteret om den nyeste forskning i coronavirussen end
Sundhedsstyrelsens medicinuddannede Søren Brostrøm. Sidstnævnte havde ikke
fantasien til at forestille sig konsekvenserne af den pandemi, der var på vej,
og var tydeligvis ikke synderligt interesseret i at forstå alvoren. Hans mest
radikale bud på løsninger var at forlænge påskeferien nogle dage og oplyse
borgerne om ordentlig håndvask og hosteetik. Herhjemme blev vores
coronahåndtering, der i det store hele endte succesfuldt, således iværksat på
initiativ af amatørepidemiologer i Statsministeriet, mens fagkyndige sad på
deres hænder.
Det er ikke et isoleret tilfælde. 10. marts 2020, dagen
før den danske nedlukning, udgav en it-udvikler fra Silicon Valley, Tomas
Pueyo, et 6.000 ord langt indlæg på onlinemediet Medium, hvor han advokerede
for, at man straks igangsatte nedlukninger og dæmmede op for den igangværende
pandemi. Indlægget blev læst af 40 millioner mennesker inden for den første
uge. I Storbritannien optrådte Pueyo 12. marts på Channel 4 i en debat med den
anerkendte britiske professor i epidemiolog John Edmunds, der forsvarede den
daværende coronapolitik under Boris Johnson, hvor man nægtede at indføre
nedlukninger. Edmunds mente ikke, at det nyttede noget at lukke landet ned. I
stedet burde man tilstræbe en hurtig, naturlig flokimmunitet.
Kort efter skiftede Johnson-regeringen kurs og igangsatte
omfattende nedlukninger. Samme politik blev i forskellige tempi implementeret
over hele Europa (selv i Sverige trods den sejlivede myte om det modsatte).
Amatørepidemiologen Tomas Pueyo fik ret, og hans policy-forslag blev
virkelighed. Epidemiologen Edmunds og hans faglige meningsfællers
policy-forslag blev en kortlivet affære. Også herhjemme citerede statsminister
Mette Frederiksen et af Pueyos indlæg med titlen »Hammeren og dansen«, da hun
skulle forklare regeringens coronastrategi på et af sine pressemøder.
Allerede under coronakrisens tidlige dage stod det altså
klart, at amatørepidemiologerne frem for at være en joke, der fortjente
latterliggørelse på de sociale medier, var en selvstændig intellektuel
magtfaktor, der var med til at forme den politiske kurs i en krisetid og redde
menneskeliv.
MED
DEN RUSSISKE invasion af Ukraine så vi igen
amatørerne rejse sig til dåd. Putins angrebskrig har været med til at udbrede
kendskabet til et fænomen, som få var bekendt med inden 24. februar 2022.
Miljøet omkring den såkaldte Open-Source Intelligence (OSINT) har siden oplevet
en storhedstid. I dag er de uomgængelige, hvis man ønsker at følge med i,
hvordan troppebevægelserne på fronten ændrer sig fra dag til dag. Ved at følge
diverse profiler på Twitter, der bruger åbne kilder til at analysere og
verificere informationer, har man den bedste og mest aktuelle dækning af
situationen. Eksempelvis har man på den hollandske blog Oryx kunnet finde den
mest grundige gennemgang af materielle tab i krigen, mens de mest præcise og
hurtigst opdaterede kort over slagmarkens bevægelser findes i disse
OSINT-netværk på Twitter.
OSINT-miljøet er også et værn mod misinformation, et
selvkorrigerende miljø, der er exceptionelt gode til at tilbagevise myter og
falske nyheder. Da den amerikanske journalist Seymour Hersh tidligere i år
udgav en artikel på hjemmesiden Substack, hvor han påstod, at det var USA, der
i ledtog med Norge havde sprængt de to Nord Stream-rør i Østersøen, var det den
danske OSINT-analytiker Oliver Alexander, der tog det på sig at undersøge de
bærende påstande i artiklen. Han kunne gennem åbne kilder dokumentere, at de
skibe, Hersh mente blev brugt i aktionen, ikke befandt sig, hvor Hersh påstod,
og at de fly, der angiveligt blev brugt, slet ikke var i luften. Intet hang
sammen i Hershs artikel. Oliver Alexander, der bor i Aalborg og har en baggrund
som finansanalytiker, har igennem hele krigen været en ekstremt grundig og
troværdig kilde til at forstå udviklingen på slagmarken. Det var han i øvrigt
også under coronakrisen. Han er dermed inkarnationen af amatørepidemiologen,
der senere blev krigsekspert. Og tak for det.
Link: https://www.weekendavisen.dk/2023-29/samfund/et-forsvar-for-amatoererne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar