Forsvar. Jakob Ellemann-Jensen vendte tirsdag tilbage som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. Det bliver ikke let.

Fra asken i ilden

Det er ikke en fair sammenligning. Men man kunne ikke undgå at høre ekkoet af den fallerede byggematador Kurt Thorsen synge: »Her har I mig tilbage,« da Jakob Ellemann-Jensen tirsdag efter et halvt års sygefravær vendte tilbage til Christiansborg og de magtfulde poster som forsvarsminister, vicestatsminister og formand for Venstre. DR og TV 2 News sendte tirsdag aften samtidig hver sit interview optaget i Folketinget om eftermiddagen. Både spørgsmål og svar lød ganske ens på de to kanaler, selvom Ellemann på DR sad i hvid skjorte og på TV 2 News havde jakke på.
Havde man frygtet at kunne læse bekymringer og sygdom i Jakob Ellemann-Jensens ansigt, kunne seerne ånde lettede op. Den tidligere kampvognsdelingsfører, kaptajn og FN-soldat virkede glad og energifyldt, og han gjorde meget ud af at fortælle, at han atter havde lysten til politik i stedet for alene at køre videre på en motor med brændstof af pligt.

I februar gik det galt, og Jakob Ellemann-Jensen kørte i grøften, som han selv forklarede det. Tynget af et enormt arbejdspres, hans far, Uffe Ellemann-Jensens, død, valgkamp og regeringsdannelse uden en eneste chance for at puste ud og trække vejret. Indledningsvis troede Ellemann, at han bare skulle være væk i et par uger. Men de første tre gik det kun ned ad bakke, og på et tidspunkt troede han ikke, at han nogensinde ville kunne klare et helt almindeligt job igen.

Således fik seerne et indblik i, hvad det vil sige at have stress, og Jakob Ellemann-Jensen kan vide sig sikker på, at han har både befolkningens og kollegernes sympati og respekt for sin åbenhed omkring sin sygdomsoplevelse. Men lykken er lunefuld, og allerede onsdag bankede den politiske virkelighed for alvor på.

Foto: Mads Claus Rasmussen

Krisestyring

Jakob Ellemann-Jensen træder direkte ind i ren krisestyring, som vækker minder om muhammedkrisen efter voksende pres fra muslimske lande over koranafbrændinger i Danmark og Sverige. Regeringen har brug for vicestatsministeren – både i håndteringen af krisen og til at hjælpe på de elendige meningsmålinger. Samme forventninger har medlemmerne af Venstre, og i baglandet ytrer man glæde over at have kaptajnen tilbage på broen uden at nævne de massive forventninger og meget store bekymringer for, om han kan stå distancen, når arbejdspresset, opgaverne og udfordringerne alene er vokset siden februar.

I Forsvarsministeriet ligger den første møgsag klar på ministerens bord i form af en redegørelse fra Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Den handler om indkøbet af artillerisystemerne Atmos og Puls i januar til den nette sum af 1,74 milliarder kroner. Beslutningen om hasteindkøbet blev foretaget under massivt tidspres. Folketingets Finansudvalg fik få timer til at godkende handlen, fordi fristen ifølge det vedhæftede aktstykke udløb med udgangen af januar.

Men efter Jakob Ellemann-Jensens sygemelding afdækkede mediet Altinget, at tilbuddet fra den israelske producent Elbit først udløb 30. juni. Det fik Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, til at sige, at det så ud, som om orienteringen fremstod »vildledende« over for Folketinget. Oppositionen talte om at føle sig »misinformeret« og om, at forsvarsministeren havde brugt »falske argumenter«. Troels Lund Poulsen holdt som fungerende forsvarsminister sagen ud i strakt arm. Han slog fast, at han hed »Troels Lund« og ikke Jakob Ellemann, og at han havde bedt systemet om en redegørelse.

I interviewene tirsdag blev Jakob Ellemann-Jensen spurgt til, om han havde vildledt Folketinget? Til det var svaret »nej«.

»Jeg har viderebragt de ting, som jeg har fået at vide fra mit ministerium og fra Forsvarets materielindkøb. De ting har jeg givet videre til Folketinget. Jeg har ikke pyntet på dem, jeg har ikke ændret på dem, jeg har ikke haft interesse i at justere på dem,« sagde forsvarsministeren til TV 2.

Han gjorde det samtidig klart, at han ikke havde læst redegørelsen endnu, men at Folketinget ville få svar på de mange meget forståelige spørgsmål, og at offentligheden også ville få indsigt i redegørelsen.

Siden krigsudbruddet

Nu tyder meget på, at der skal træffes beslutninger i et helt andet tempo, end dansk politik har været i stand til, efter Ruslands militære offensiv mod Ukraine for halvandet år siden. Krigen har vendt op og ned på dansk politik, hvor forsvar pludselig er blevet det vigtigste politiske emne. I juni landede vikaren Troels Lund Poulsen et historisk forsvarsforlig med ti aftalepartier, som over de næste ti år vil tilføre dansk forsvar yderligere 143 milliarder kroner. Det lyder af et svimlende beløb, som må få alle soldater til at klappe i hænderne, men virkeligheden er en ganske anden.

Dansk forsvar betegnes af mange som i overhængende fare for at bryde sammen. Medarbejderflugten fra Forsvaret fortsætter i alarmerende grad, og der klages over, at mens systemet bliver mere og mere presset, har politikerne pålagt Forsvaret flere opgaver. Det gælder eksempelvis øget beredskab og uddannelse af ukrainske soldater og jagerpiloter. Det hele foregår, mens forsvarsledelsen fortsætter med at nikke og sige javel, selvom systemet er ved at bukke under.

For halvandet år siden – 2. marts 2022 – krævede Jakob Ellemann-Jensen som leder af oppositionen sammen med partilederne i blå blok i et åbent brev til statsministeren, at dansk forsvar skulle have flere penge »her og nu«.

»Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene. Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig så hurtigt som muligt.«

Siden er der ikke sket meget, ud over at opgaverne er vokset og slitagen af både personel, materiel og udstyr er taget til. I Hæren mangler hver fjerde konstabel, og blandt officererne er afgangen oppe på 13 procent og stigende. Derudover mangler der våben, ammunition, køretøjer, reservedele, materiel, udstyr, tidssvarende it. Oven i det hele kommer de mange kaserner og tjenestesteder med skimmelsvamp og huller i gymnastiksalenes gulve.

Jagten på de to procent

Ukrainekrigen har fået vores nabolande til at hasteinvestere i forsvar, og i både Sverige, Norge og Tyskland når forsvarsudgifterne i 2026 op på de lovede to procent af BNP, som er NATO-målet fra 2014. Men i Danmark slår forsvarschefen korsets tegn og siger, at det slet ikke lader sig gøre så hurtigt. Derfor indeholder forsvarsforliget fra juni alene den økonomiske ramme, og så er det op til Jakob Ellemann-Jensen at lande den første delaftale om et mere præcist indhold i løbet af efteråret. Stærkt går det ikke.

»Her skal gives mandat til at igangsætte analyser, der skal styrke beslutningsgrundlaget til senere politisk stillingtagen,« står der i forliget.

Der skal til den tid også nedsættes et »ekspertudvalg, som skal komme med anbefalinger til en veldrevet og effektiv organisation«, og på de følgende sider i forligsteksten kan man læse lange passager om styrkelse af den danske forsvarsindustri, offentligt-private partnerskaber, sikring af danske arbejdspladser og om prioritet til forsknings- og folkeoplysningsinstitutioner. Og så skal Danmark engagere sig i EU og forfølge danske interesser, når det blandt andet kommer til indsatsen på klimaområdet.

Men der står ikke ét ord om at styrke Forsvarets kampkraft, som nu engang må være et nationalt forsvars kernekompetence. Der står heller ikke noget om, at Danmark i langt højere grad skal kunne leve op til Atlantpagtens artikel 3 om at forsvare sit eget territorium. I det hele taget fylder det militære indhold forbløffende lidt i det dokument, som skulle lægge planen for fremtidens forsvar. Jakob Ellemann-Jensen kommer ikke til at kede sig i den kommende tid.

Peter Ernstved Rasmussen er redaktør på forsvarsmediet OLFI og vært på programmet Frontlinjen på Radio4.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/fra-asken-i-ilden