Kommentar. Datoerne 28.-30. juli 2023 kan allerede nu hugges i sten. De markerer et helt afgørende skifte i dansk politik. Den »anstændige« position, der under muhammedkrisen ville beskytte folk og fæ, der hævdede sig krænkede, er flyttet væk fra venstrefløjen og ind på midten.

Lex Løkke

DEN BRATTE, NYE korankrise er som at gennemspille muhammedkrisen på speed.

Dengang gik der adskillige måneder, fra statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at mødes med de muslimske ambassadører i oktober 2005, til han skilte fårene fra bukkene og til sidst måtte bøje sig med en nervøs tv-undskyldning i februar 2006 i et forsøg på at stoppe handelsboykot og ambassadebrande. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har taget det langt længere skridt fra at stå fast på, at koranafbrændinger ikke er ulovlige, og til, at de skal kriminaliseres, henover weekenden 28.-30. juli.

De datoer kan allerede nu hugges i sten, for de markerer et afgørende skifte i dansk udenrigspolitik. Den konfrontation, som den daværende regering under mange omkostninger stod stejlt på, og som har tegnet dansk politik i de næsten 20 år siden da, er nu afløst af et diffust kald på international samling og samarbejde og andre vennesæle ord, mens Justitsministeriets topfolk går på overtid med den vanskelige opgave at kriminalisere koranafbrændinger på en måde, så ytringsfriheden kan se ud til at være uskadt. Hvad der har fået Løkke og SMV-regeringen til at tage dette skridt, hensvæver i det dunkle. Trusselsniveauet har været højt siden muhammedkrisen, og der har ikke, så vidt vi ved, i den aktuelle situation været trusler på niveau med 2006.

MÅSKE ER ANLEDNINGEN til Løkkes lynsnare udvikling, at OIC-landenes udenrigsministre mødtes mandag den 31. juli, hvor Løkke lancerede planen om indskrænkning af ytringsfriheden aftenen før. I december 2005 var det et OIC-møde, der planlagde boykotterne af Danmark, mens vi først senere blev klar over, at ambassadebrandene blev aftalt med terrororganisationer som Hamas og Hizbollah.

Illustration: Gitte Skov.

Løkke har begribeligvis frygtet, at det aktuelle OIC-møde ville få samme effekter som i 2005. Men hvor Fogh, trods forkølede undskyldninger, blev stående under konsekvensernes rasen, lagde Løkke sig straks helt ned og rullede rundt, som det hedder i Statsministeriets terminologi, inden der overhovedet var konsekvenser i syne. Han er nu i »dialog« med OIC, hedder det, og det er vist den særlige form for dialog, der mest foregår envejs.

Hvad der skal stå i den konkrete lovtekst, er helt tåget, og justitsminister Peter Hummelgaard har allerede gjort klart, at der kan gå måneder, inden et konkret forslag foreligger. De fremsatte meldinger er forskellige. Løkke har talt om et forbud mod afbrænding af hellige bøger, idet han ud over Koranen også nævner jødiske og hinduistiske skrifter.

Det er særdeles betænkeligt. Bøger er fligede genstande af papir – der er ingen bøger, der i sig selv er hellige, og selvom mange religioner hævder at være i besiddelse af et helligt skrift, anser de som regel ikke de andre religioners bøger for hellige. Så hvilke skrifter skulle Lex Løkke omfatte? Løkke har nævnt skrifter fra nogle af de store religioner. Men problemet er, at der er mange flere. Hvad med katekismer, hadither, og prædikensamlinger, hvad med Vedaerne, Mormons Bog; hvad med den Ældre Edda, hvad med guden Moons doktriner?

Relativt få personer kan beslutte sig for at være en religion og blive taget seriøst af religionsforskere: Den parodiske affære kaldet »Flying Spaghetti Monster« har nu seriøse tilhængere, ligesom Star Wars-religionen »jedism«. Skal det være forbudt at brænde filmplakater med Han Solo? Man kan jo godt få den mistanke, at »rigtige« religioner i praksis vil vise sig at begrænses til dem, der har frækhed eller magt til at fremsætte trusler imod Danmark. Det er tænkeligt, at man vil mobilisere begrebet om »anerkendte trossamfund«, der mest angår fritagelse for moms – men som i så fald vil få bredere anvendelse og give en håndfuld religiøse klubber en ny politisk magt til at tegne grænser for, hvad der må ytres.

Endnu mere ildevarslende er det, når udenrigsministeren går ud i mere vage generaliseringer som den om, at »forhånelse og nedgørelse af andre landes kulturer, religioner og traditioner« som sådan skal forhindres. Det kan hurtigt blive mere omfattende end den blasfemiparagraf, man hævder, man ikke vil genindføre. I alle tilfælde vil Løkkes overvejelser indføre en særlig beskyttelse af religioner, der ikke gælder andre ideologier og foreninger.

Det er så meget mere problematisk, som religioner oftest selv forhåner og undertrykker religioner. Blandt de 57 OIC-lande, der nu skal afgøre grænserne for dansk ytringsfrihed, har ingen af de stærke spillere, Iran, Pakistan, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Egypten, reel frihed for anderledes troende, hverken for afvigende muslimer, kristne, jøder, ateister eller andre. Er det virkelig lande, hvis religionspolitik man skal lade sig belære af?

JUSTITSMINISTER PETER HUMMELGAARD har antydet en helt anden retning for den kommende lovgivning, der ikke går i religiøs, men derimod i politisk retning. Han taler om, at man ikke skal kunne lave »bevidste forhånelser af andre lande«. Jeg tilhører en generation, der har været vant til at være vidne til regelmæssige opløb foran den amerikanske ambassade.

Men sådan noget vil også blive omfattet af en Lex Hummelgaard, ligesom de iranske kvinder, der hiver slørene af foran den iranske ambassade, protester mod Ukrainekrigen foran Ruslands ambassade, palæstinensere foran Israels ambassade og meget andet.

Det er faktisk en klassiker i begrænsningerne af dansk ytringsfrihed gennem 500 år: Gesandter fra stærke lande er igen og igen gået til regeringen og har fået lukket kæften på kritiske danskere, lige fra 1500-tallet og til Tibetsagen. Et af Løkkes mere kringlede argumenter går i denne retning af international politik: at den ny koranlov skal gavne Ukraine i krigen mod Rusland. Logikken er vistnok, at Rusland, der er medlem af OIC, kan hindre støtte til Ukraine fra muslimske lande, som Løkke med loven vil vinde tilbage i den vestlige lejr. Det er i bedste fald en hypotese. Men igen kan man overveje, om en sådan lov mon vil gælde ved Norges, Namibias og Uruguays ambassader, eller om det i praksis vil blive begrænset til lande, der er klar til at fremsætte voldelige trusler mod Danmark?

BEGGE DE TO ideer kunne pege i retning af en eller anden form for særlov med de problemer, som noget sådant altid medfører. Derfor er det mere sandsynligt, at man vil udvide en eksisterende lovgivning. Racismeparagraffen 266b har været nævnt, og den har da også været udvidet med nye krænkelser et antal gange, ligesom retspraksis efter blasfemiparagraffens afskaffelse i 2017 har bragt 266b's anvendelsesområde i nærheden af, hvad der før blev betegnet som blasfemi.

Paragraffens struktur er at beskytte en række nærmere beskrevne grupper imod udsagn, der opleves som krænkende – uanset om disse udsagn er sande eller ej. Bestemte former for kritik af religion kunne så omdigtes til i virkeligheden at være krænkelse af de personer, der tror på den pågældende doktrin.

Det er måske den vej, svenskerne vil gå med deres parallelle paragraf om »Hets mot folkgrupp«. En anden vej vil være at kriminalisere afbrændingen af bestemte bøger som en krænkelse af den offentlige orden. Det kunne også angå demonstrationer med bål mere generelt, i hvilket fald man vil undgå at fælde religiøse domme. Så vil politiet kunne afvise demonstrationer med brændende genstande, ligesom man kan gøre det med henvisning til problemer med trafikken og lignende. I samme retning har tidligere operativ leder i PET Hans Jørgen Bonnichsen foreslået en udvidelse af hærværksparagraffen. En sådan løsning vil nok være den mindst problematiske, men vil måske ikke tilfredsstille høgene i OIC, fordi den ikke særbehandler religioner.

Men i alle tilfælde står man over for en klassiker i ytringsfrihedens historie, nemlig at menneskelig kreativitet ofte bliver skærpet af benspænd. Hvis koranbrand forbydes, så kan afbrænding af dukker af Muhammed blive næste skridt. For at forebygge det kunne man så generalisere til afbrænding af religiøse symboler – så kan de kreative hænge eller drukne dukken og så videre. Hvad må der mon stå på demonstrationernes bannere? Må der stå »Burn the Book«? Vil man foregribe en sådan udvikling, må den ny paragraf gøres endnu bredere. Vil man ikke, spiller man op til de kreative.

EN VIGTIG FORSKEL i forhold til muhammedkrisen er selve den omstridte ytring. Dengang angik det karikaturer og satiretegninger, en klassisk del af moderne offentlighed siden 1700-tallet. For mange var det ikke vanskeligt at beslutte at forsvare det.

Afbrænding af bøger er et helt andet symbol, som ytringsfrihedstilhængere ikke bør have det for let med. Alle husker nazisternes bogbål i Berlin i 1933 under Goebbels’ parole, at nu blev år 1789 slettet fra historien (altså Den Franske Revolution, rettigheder og demokrati), men går man længere tilbage, har bogbålene oftest været religiøse. Luther afbrændte en stor stak katolske skrifter i Wittenberg i 1517, og da den tyske nationalisme fødtes på Wartburg i 1817, fejrede man 300-året for Lutherbålet med en gevaldig bogbrand, nu røg også jødiske skrifter i ilden.

Længere tilbage blev jødeforfølgelser ofte kronet med et bål af jødiske helligskrifter. De kristne kejsere i Byzans brændte rutinemæssigt hedenske og afvigende kristne skrifter. Kaliffen Uthman brændte i sin tid konkurrerende versioner af Koranen, og de islamiske hære i Indien satte ild til de buddhistiske helligskrifter. Tyrkernes indtagelse af Konstantinopel 1453 involverede afbrænding af vældige dynger af hellige og profane bøger.

Bogbrænding er uløseligt associeret med totalitært og helligt vanvid og trangen til at udslette modstandernes synspunkter. Det betyder ikke, at aktiviteten kan kriminaliseres uden ganske seriøse omkostninger, men det betyder, at den symbolværdi, den har, er en ganske anden end Jyllands-Postens tegninger, der i sammenligning fremstår ikke bare harmløse, men oplyste.

MEN SELVOM SYMBOLET bogbrænding har en både dyster og frastødende historie, er det et interessant og lidt overset faktum, at de aktuelle bogbrændere kan lægge noget ret forskelligt i deres aktioner. Rasmus Paludan tilhører den ekstreme højrefløj og forestiller sig udvisning af muslimer fra Danmark; hans afbrændinger har således det dobbelte formål at skræmme både nuværende og kommende indvandrere væk og få protesterende muslimer til at fremstå rasende og ustyrlige. En international parallel kunne være den antiislamiske præst Terry Jones, der stod bag flere koranafbrændinger i Florida i årene omkring 2011.

Salwan Momika, der står bag adskillige af de svenske koranbrande, har en temmelig anderledes baggrund, han er irakisk flygtning, men har ikke fast ophold i Sverige. Han tilhører det kristne mindretal syriakerne i Irak, der blev nådesløst forfulgt under IS-staten, og har således selv erfaret nogle af de mulige effekter af Koranens mere voldsparate passager om, hvad der bør ske med de vantro. Der er måske ikke så meget at sige til, at han ikke bryder sig om den bog.

MAN HØRER NU det argument, at den kommende lovgivning på ingen måde vil forhindre religionskritik. Men det kan ofte virke, som om de, der taler for det, regner med, at religionskritik er en slags sirlig akademisk diskussion af religiøse dogmer på et seminar.

Men her må man fastholde, at en af de meget vigtige grunde til, at Vesten har kunnet rive sig løs fra en kristendom, der i perioder ikke var meget mindre totalitær end islam i dag, har været en religionskritik, der har gjort brug af både satire, skældsord og grovheder. Jeg har netop interesseret mig for en religionskritiker, der kom »indefra« – J.K. Dippel, der i 1700-tallet mente, at alle kirker skulle afskaffes, fordi ren tro lå i hjertet på den enkelte – og som fremførte disse synspunkter i grove og sjove pamfletter, der krævede fuld tros- og ytringsfrihed. Men denne fromme mands skrifter endte på bogbålene, samtidig med at han var med til at skubbe historien fremad mod de frihedsrettigheder, vi nyder i dag.

Der er ingen grund til at tro, at de islamiske ledere ikke kender dén historie, og når de stiller sig an som ynkelige »krænkede«, er det et taktisk kort, de spiller for at få oprettet en åndelig beskyttelseszone, hvor de kan undgå, at deres hårde religiøse institutioner skal undergå samme opdragelse til oplysning, som er blevet kristendommen til del. Og det er desværre svært at udelukke, at Løkkeloven kan brede sig fra de usmagelige bogbrændinger til en bredere palet af grove eller sjove, bøvede eller seriøse angreb på tro og overtro.

FLERE JURIDISKE EKSPERTER mener aktuelt at vide, at det ingen sag er at lave den planlagte indskrænkning uden nogen form for »glidebane«. Det argument er tvivlsomt. Der er to varianter af glidebane i udsigt. Den ene er den allerede nævnte, hvor loven kalder ny kreativ kritik frem, der kan nødvendiggøre, at loven bredes videre ud. Racismeparagraffen er allerede modificeret et antal gange, i alle tilfælde for at gøre den bredere, aldrig snævrere.

Men den alvorligere variant er, at de muslimske krav allerede nu er langt bredere end det, Udenrigsministeriet lægger op til. Er der grund til at tro, at den fjer i turbanen, den danske underkastelse er for OIC, vil få dem til at holde inde? Danske imamer er i fuld færd med at kræve mere. Muslimske lister med krav udgør næsten et detailfoto af, hvordan en glidebane kan tage sig ud. Svenske moskeer er netop blevet spurgt om deres holdning, og deres svar viser, hvordan de ser glidebanen:

– Forbuddet skal gælde for alle religiøse bøger og enhver hån mod religioner.

– Had og foragt for dem, der følger islam, bør betragtes som forbrydelser mod menneskeheden.

– Alle hellige symboler skal vises respekt. Ingen skal have lov til at røre religionen, og al hån skal forbydes.

– Det skal ikke kun være forbudt – det skal også straffes.

– Alt, der får folk til at føle sig dårligt tilpas, bør forbydes.

En forkølet muslimsk moddemonstrant i København afbrændte for nogle dage siden uden at vække nogen større opsigt tre ting: Dannebrog, Bibelen – plus regnbueflaget. Så opgør med tolerance af homoseksuelle er et ønsket næste punkt på glidebanen. Hizbollahs leder, Nasrallah, rasede i ugen i en tale imod koranafbrændinger og slog i samme åndedrag fast, at homoseksuelle skal dræbes, sådan som Koranen kræver det. Hans begejstrede tilhørere svarede med råbet: »Oh, Koran, vi er til din tjeneste!«

EN AFGØRENDE NY ting i det danske politiske billede er, at den »anstændige« position, der vil beskytte folk og fæ, der hævder sig krænkede, er flyttet et andet sted hen. Under muhammedkrisen lå dén position overvejende på venstrefløjen, der ofte kom til at tale med flere tunger.

Det har ændret sig afgørende. I ugen, der gik, så man både SFs formand, Pia Olsen Dyhr, og Enhedslistens Per Clausen gå frem med meget klare og umisforståelige forsvar for ytringsfriheden. De følte sig ikke kaldet til at forsvare Paludan, og hvorfor i alverden skulle de også det? Men de omfavnede frihedens principper på en befriende og klar og systematisk vis, der et øjeblik gav anledning til lettelse og optimisme.

Indtil man søndag aften opdagede, at Anstændigheden bare var flyttet ind på den politiske midte, Løkkes højtbesungne yndlingsopholdssted. Her kan den også læne sig op ad det besnærende, men principløse argument, der lyder: Hvorfor skal tre personer have lov til at bringe Danmark i international krise?

Den anstændige midte har et snævert parlamentarisk flertal, men er omgivet af modstand på begge sider. Ytringsfriheden forsvares nu af et overraskende fælles opråb fra syv partier i oppositionen på begge sider, hvor det hedder, at »voldsmandens veto ikke må gælde og ikke må sætte rammerne for dansk politik og dansk demokrati«.

Det henstår stadig, hvad regeringens eget bagland måtte mene. Der er allerede verserende rygter om gærende utilfredshed i både Venstres og Socialdemokratiets sagnomspundne baglande, som journalister rejser til, når de vil så lus i en politisk skindpels, mens Moderaterne vist ikke har meget mere bagland end Løkkes folketingsgruppe.

Det er også svært at forestille sig, at hver og én i Foghs gamle parti og i Mettes populistiske Socialdemokrati kan sluge kamelen. Det sidstnævnte fik jo magten ved at genopæde overløberne til DF med løfter om stram udlændingepolitik og nygejlet had til eliten – vil disse ustabile svingvælgere nu svinge tilbage til Støjberg eller endnu længere?

En ting er sikkert. Det er svært at se, hvordan regeringens kovending kan undvige reglen: Bøjer man sig for trusler, får man i hvert fald én ting – flere trusler.

FREDERIK STJERNFELT

Kilde https://www.weekendavisen.dk/2023-31/samfund/lex-loekke