Kommentar. De
Konservative venter stadig forgæves på, at en reinkarnation af Poul Schlüter
vil føre dem tilbage til storhed.
Schlüter-komplekset
De partimedlemmer, der stadig ønsker sig en ny formand efter Det
Konservative Folkepartis landsråd i weekenden, glemmer noget.
Partiets problem er det samme i dag som i
2008, da Bendt Bendtsen gik af. Det samme som i 2011, da Lene Espersen gik af,
og det samme som i 2014, da Lars Barfoed gik af. Det er ikke Søren Pape
Poulsen, der er problemet. Problemet er, at partiet ikke ved, hvem det selv er
og fortsat leder efter sin sande identitet i de omskiftelige vælgeres øjne.
Siden VKO-epoken i 00erne har De Konservative
forklaret enhver krise som et kommunikationsproblem. Da Lene Espersen meldte
afbud til et arktisk topmøde og blev fanget i et sort hul, hun ikke kunne stige
op af, skulle man bare blive bedre til at kommunikere. Politikken fejlede ikke
noget, lyder analysen stadig, men politikken fejler faktisk noget.
Ellers ville partiet ikke have det så svært.
De Konservative ved ikke selv, hvad de gør
rigtigt, når det går godt, eller hvad de gør forkert, når det går dårligt. I
modsætning til Socialdemokratiet bliver de tilsyneladende hverken belønnet
eller straffet for deres politik. Der går ingen lige linje fra en populær
konservativ politik til en populær konservativ leder.
Søren Pape Poulsen på Det Konservative Folkepartis
landsråd. Foto: Claus Fisker, Scanpix
Papes op- og
nedture er personbårne fænomener, der ikke har meget at gøre med partiets
politik. Dengang han kunne gå på vandet, talte De Konservative om »Pape Power«,
men kunne ikke forklare, hvor superkraften kom fra. Det var ikke en pludselig
folkelig opbakning til skattelettelser eller konservativ familiepolitik, der
fik målingerne til at stige. Tværtimod.
Jo mindre Pape
sagde, jo bedre kunne vælgerne lide ham, og partiet var heller ikke dummere,
end at man holdt den kommende statsministerkandidat langt væk fra mere
dybsindige interview. Pape havde power, fordi vindretningen,
vælgerne og Christiansborgs indre logikker var med ham. Og nu hvor jorden
smuldrer under ham, skyldes det heller ikke vælgernes utilfredshed med en
politisk beslutning.
Partiets
seneste krisestyring udstiller, at lige siden Hans Engell kørte beruset ind i
en betonblok, har de fleste konservative kriser været soloulykker; omend i mere
ædru tilstand. I stedet for at finde ud af, hvor man vil hen, sidder man bag
rattet og dagdrømmer sig tilbage til Poul Schlüters storhedstid, som om denne
var partiets naturlige tilstand.
Papes kryptonit
blev hans ikkejødiske kæreste og siden topskatten, som han først gik til valg
på og efterfølgende ikke gik til valg på, fordi Inger Støjberg
syntes, det var en dårlig idé. Da sagen om europaparlamentarikeren Pernille
Weiss eskalerede, og et par lokale partiforeninger gjorde åbent oprør, gik Pape
på tv i et forsøg på at udføre damage control. På DR gav han
udtrykket »at lægge sig fladt ned« en helt ny underetage:
»Skylden
ligger kun et sted, og det er hos mig. Det var dårligt, det jeg gjorde i
valgkampen. Det var faktisk helt forfærdeligt. Det begynder jo med, at vi
melder noget helt tåbeligt ud, nemlig at vi vil fjerne topskatten. (...) Jeg
var vildt dårlig og vildt ringe.«
En borgerlig
formand, der kalder det »tåbeligt« at ville afskaffe topskatten, vidner om et
desorienteret parti, der ikke kører efter sin egen gps. I stedet orienterer man
sig efter omverdenens respons og flytter sig alt efter tilbagemeldingerne.
Reagerer vælgerne godt på det ene budskab? Så stiller vi os herover. Bryder
Inger Støjberg sig ikke om topskattelettelser? Så går vi et andet sted hen. Er
baglandet utilfreds? Så går jeg på tv og underminerer mig selv.
Men der er
ingen vej udenom: Et parti, der ikke ved, hvem det selv er, kan heller ikke
overbevise andre om det.
Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-39/samfund/schluter-komplekset
Ingen kommentarer:
Send en kommentar