Kommentar. Regeringen har opfundet en koranisk tidsmaskine, der genopfører førmoderne tider.

Osmannisk ekko

Den 7. december gentog historien sig. Ikke i Karl Marx’ bevingede rækkefølge, hvor den først gentager sig selv som en tragedie og dernæst det som en farce. Snarere omvendt: først som en farce, dernæst som en tragedie.

Danmark indførte nemlig en lov om utilbørlig behandling af hellige skrifter. Lovteksten lyder: »På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.«

Den folkelige betegnelse »koranloven« er så tydelig som nogensinde. Også selvom loven er formuleret med behørigt hensyn til hellige skrifter som sådan. Det er akkurat som med den såkaldte maskeringslov, der reelt var en burka- og niqablov.

Det farceagtige forløb med et tidligere lovforslag, der ville kriminalisere enhver såkaldt utilbørlig behandling af vigtige religiøse genstande (eller genstande, der lignede religiøse genstande, for nu at gøre scenarierne endnu mere absurde!), er nu forsøgt inddæmmet med dét, som hele tiden var sagens kerne: blasfemisk og respektløs behandling af koraner.

Arkivfoto: Sobhan Farajvan, Shutterstock / Scanpix

NÅR JEG NU genlæser lovteksten, står historiens tragiske gentagelse imidlertid mere frem end det farceagtige. For selvom loven ikke er en islamisk lov som sådan, ligner den i slående grad de regler, som de såkaldte dhimmier skulle iagttage i middelalderens islamiske samfund. Og de regler var ikke farceagtige og for sjov. En dhimmi er for øvrigt en ikkemuslimsk undersåt, som regel en kristen eller en jøde, der har ret til at få beskyttelse, dhimma, fra den islamiske overhøjhed. Men kun mod at betale en særlig skat kaldet jizya. Penge (eller noget tilsvarende) for beskyttelse kort sagt.

Skatten er imidlertid blot det rent formelle krav. Med status som dhimmi fulgte som regel også andre forpligtelser. Én af islamforskningens gamle kæmper, amerikaneren Bernard Lewis, skrev således i sin historiske gennemgang af jødernes historie under islam følgende: »Et opmærksomhedspunkt af højeste betydning var, at dhimmi’erne skulle udvise respekt for ikke bare islam, men for hver eneste individuelle muslim.« 

Det er tragediens første gentagelse: eftersom islam naturligvis ikke er et levende individ og således ikke kan anmelde om utilbørlig behandling, må det nødvendigvis være et sådant levende individ, der skal gøre det. Sandsynligheden for at dette individ vil være muslim er nok høj.

KLASSISK ISLAMISK RET er i det hele taget ret optaget af spørgsmålet om dhimmien, der fornærmer islam. Fornærmelse, sabb, er en alvorlig sag, som i sidste instans sanktionerer dødsstraf. Nuvel, loven i Danmark giver gudskelov ikke hjemmel til dødsstraf. Men der er to andre faktorer, som flugter med traditionel sharia: optagetheden af offentlighed og uefterrettelighed.

Ebussuud Efendi, øverste jurist for det mægtige osmanniske imperium i 1500-tallet, gjorde det eksempelvis klart, at den »utilbørlige« kun skulle henrettes, hvis denne gentagne gange havde udgydt sine fornærmelser. Her er Hummelgaard og regeringen helt på linje med Ebussuud. Læs blot denne passus i loven: »Det vil i skærpende retning ved strafudmålingen skulle indgå, hvis personen har begået flere overtrædelser af den foreslåede bestemmelse.« Rasmus Paludan eller Patrioterne vil givetvis være den perfekte case om de monomane og uefterrettelige vantro.

Der var dog én yderligere skærpende omstændighed, hvis dødsdommen skulle være retfærdig, slog Ebussuud fast. Nemlig hvis utilbørligheden forgik i det offentlige rum. Det minder fuldstændigt om lovtekstens helt centrale passage om at straffe den, »der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds« behandler Koranen utilbørligt.

Alt imens vi venter på at finde en grimasse til denne marxske tragikomik, må vi gratulere regeringen for at have opfundet en koranisk tidsmaskine, der genopfører førmoderne tider.

THOMAS HOFFMANN

 Kilde:  https://www.weekendavisen.dk/2023-49/samfund/osmannisk-ekko