Blålys
Leder. FN har ikke løst sin opgave i det sydlige Libanon, og nu er FN ligefrem blevet en forhindring for, at Israel selv kan nedkæmpe Hizbollah.
DET er populært at sige, at hvis man kun har en hammer til rådighed, ligner alle problemer et søm. Man kan roligt sige, at det karakteriserer de vestlige landes forhold til Israel i denne tid: Fordi man ikke kan påvirke terrororganisationer som Hamas og Hizbollah, så nøjes man med at hamre løs på Israel.
Senest er Israel fra alle sider blevet fordømt for sine angreb på FN-soldater i det sydlige Libanon; uden at nogen finder anledning til at nævne, at Hizbollah bevidst angriber Israel fra stillinger klos op ad FN-styrken UNIFILs poster, vagttårne og forlægninger.
Var det ikke en fordømmelse værd?
At Hizbollah bruger UNIFIL, en FN-styrke på over 10.000 mand fra 46 lande, som menneskelige skjold? Det ville ærligt talt være mere redeligt end at få det til at lyde, som om Israel ikke kan få krig nok og bevidst går efter at nedkæmpe FNs styrker i en blodrus.
I det mindste kunne de vestlige lande bruge anledningen til at slå fast, at det ville være en stor hjælp, hvis den libanesiske regering tog kontrol med området og bad UNIFIL om assistance til at afvæbne Hizbollah, sådan som Sikkerhedsrådets resolution 1701 fra 2006 lægger op til.
ER kritikken af Hizbollahs aktiviteter underligt fraværende, så skyldes det formodentlig netop, at FN-styrken UNIFIL – United Nations Interim Force in Lebanon – siden 2006 har været stationeret i det sydlige Libanon med præcis det formål at demilitarisere området og skabe en sikkerhedszone, så Israel ikke bliver bombarderet. Styrken skal sikre, at området syd for Litani-floden holdes frit for våben og anden militær infrastruktur, som ikke tilhører UNIFIL selv eller den libanesiske hær. Hizbollahs tilstedeværelse er med andre ord UNIFILS fiasko. For hvordan i alverden er det muligt, at Hizbollah siden 8. oktober har kunnet lade morterer, raketter, droner og missiler regne ned over Israel; affyret fra præcis den sydlige del af Libanon mellem Litani-floden og grænsen til Israel, hvor UNIFILs baser og poster er placeret?
I de seneste par uger har israelerne fremlagt omfattende dokumentation for deres påstand om, at Hizbollah over årene har forvandlet det shiitisk dominerede område til én stor affyringsrampe mod Israel. Et omfattende system af underjordiske tunneler, hvoraf flere strækker sig ind i Israel, er bygget op lige under næsen på UNIFIL. I tunnelerne er der blandt andet fundet motorcykler. Hvorfor mon? Meget muligt forberedte Hizbollah en invasion af det nordlige Israel af samme bestialske tilsnit som Hamas’ angreb fra Gazastriben i syd 7. oktober sidste år. Så omfattende er Hizbollahs militære anlæg, at det har taget år at bygge dem, og det forekommer usandsynligt, at UNIFIL har været helt uvidende om bevægelsens aktiviteter.
Specielt fordi det fremgår af FNs Sikkerhedsråds egne situationsrapporter, at UNIFIL gradvist, men sikkert har fået indskrænket sin manøvrefrihed, samtidig med at den libanesiske regering og Libanons Væbnede Styrker er blevet stadig mindre interesseret i at gøre brug af UNIFIL. UNIFIL kan ganske vist undskylde sig med, at styrken har et fredsbevarende og ikke et fredsskabende mandat og følgelig kun må handle på mandat fra myndighederne i et land, der i stigende grad er blevet underlagt Hizbollah. Men det forklarer ikke fraværet af resolutioner fra FNs Sikkerhedsråd siden 8. oktober sidste år, der beordrer tilbagetrækningen af Hizbollahs styrker til nord for Litani-floden.
Arkivfoto: Joseph Eid, AFP / Scanpix
VESTENS reaktion på Israels krig i Gaza og Libanon viser, at man slet ikke har forstået, hvem og hvad Israel er oppe imod. Som senest den franske filosof Bernard-Henri Lévy har forsøgt at gøre begribeligt i interview om sin nye bog Israel alene, befinder vi os i en ny kold krig. Vesten står over for en samlet front, der består af Rusland, Kina, Nordkorea og Iran samt alle vennerne i Modstandens Akse – Hamas, Hizbollah, houthierne i Yemen og de væbnede militser i Syrien og Irak. Deres fremmeste mål er at få det såkaldt vestlige hegemoni bragt til fald. Det kan man såmænd læse i såvel Hizbollahs opdaterede manifest fra 2009 som i den fælles erklæring, Putin og Xi fremsatte ved vinter-OL i Kina – kort før Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Just derfor har Kina og Rusland de seneste år aktivt obstrueret, at UNIFIL får et stærkere mandat, så styrken selv kunne opspore og afvæbne Hizbollah-terrorister. For begge er interesseret i, at Hizbollah, som de ikke anser for en terrororganisation, men for en allieret, fortsat truer Israels eksistens. Den fortsatte krig lægger beslag på Vestens mentale og økonomiske ressourcer og afleder opmærksomheden fra krigen i Ukraine og fra Kinas stadig mere ihærdige forsøg på at bringe Det Sydkinesiske Hav under sin kontrol. I lighed med Hamas og Hizbollah opfatter de Israel som USAs fremskudte forpost i Mellemøsten, som svækker deres egne muligheder for indflydelse i regionen. Siden 7. oktober sidste år har Rusland og Kina entydigt været at finde på Hamas', Hizbollahs og Irans side.
INTERESSE har Vesten så absolut i, at Israel overlever som stat og får nedkæmpet alverdens religiøse fundamentalister, der sandelig ikke stiller sig tilfredse, hvis bare Israel forsvinder. 20 års kamp mod terror burde have lært os, at det sandelig ikke bare er jøderne, de vil til livs. Af samme grund er det uansvarligt, når vestlige beslutningstagere begrænser sig til at kritisere Israel for de mange uskyldige civile, der omkommer i krigen. I stedet for at komme med svar på, hvordan Israel alternativt kan nedkæmpe Hamas og Hizbollah, når disse bevægelsers strategi specifikt er at maksimere antallet af civile ofre.
AT det forholder sig sådan, kan man tage Hamas-lederen i Gaza Yahya Sinwars ord for. Ifølge The Wall Street Journal, der har fået adgang til en korrespondance mellem ham og Hamas-mæglere i Doha, kaldte han i sommer de døde palæstinensere for »nødvendige ofre« og lod forstå, at Israel takket være disse ofre var trængt op i en krog. Sinwar henviste til Algierkrigen, hvor hundredtusinder var omkommet i kampen for Algeriets selvstændighed. Og hans betragtning er sådan set ikke spor kynisk: Hvis man vitterlig tror, at martyrdøden er den fineste og vil blive belønnet fyrsteligt af Allah, så gør man faktisk folk en tjeneste ved at sørge for, at de lider en ærværdig død. Samtidig udnytter man, at det sekulære Vesten anser drab på uskyldige civile for en vederstyggelighed og instinktivt måler antallet af israelske ofre op imod antallet af palæstinensiske og libanesiske og konkluderer, at nu må Israel bestemt have fået hævn nok. Uden at forholde sig til, at målet ikke er hævn, men at forhindre en gentagelse af 7. oktober 2023.
HJÆLPE palæstinenserne og libaneserne kunne Vesten gøre ved højt og tydeligt at slå fast, at det, der står imellem fred i Gaza og Libanon, ikke er Israel, men Hizbollah og Hamas. Det burde være evident, eftersom de to bevægelser helt officielt kæmper for den jødiske stats udryddelse og fortsætter deres angreb på Israel. Ved at reservere kritikken til Israel skaber de vestlige lande forhåbninger hos de to terrororganisationer om, at hvis de bare fortsætter kampen, så vil det internationale samfund til sidst tvinge Israel til fred. Det trækker krigen ud. Samtidig bør de vestlige lande naturligvis arbejde for, at UNIFIL midlertidigt bliver trukket tilbage fra krigsskuepladsen i det sydlige Libanon, som Israel har bedt om. Alternativt kommer styrken uforvarende til at blokere for, at Hizbollah kan blive fjernet og Sikkerhedsrådets resolution 1701 implementeret.
ISRAEL kan man – med rette – kritisere for meget, og det gør man sandelig også. Men i forfærdelsen over de mange ofre for Israels bombardementer er det, som om Vesten har glemt, hvem der angriber, og hvem der forsvarer sig. Er der nogen, der tror, at Hizbollah eller Hamas vil holde op med at true Israel, hvis Israel går med til en våbenhvile i morgen? Og hvis ikke, hvad er så alternativet til at nedkæmpe dem, når terroristerne har så magtfulde allierede i ryggen? En stats mest fundamentale opgave er at skabe sikkerhed for sine borgere, og siden oktober sidste år har den israelske stat ikke kunnet løfte den opgave. Israels vestlige allierede burde ikke gøre det endnu sværere. Som sagt: For tiden har Vesten kun en hammer til rådighed og definerer desværre alle problemer som et israelsk søm. Ulykkeligvis er problemet snarere en fjeder, så det er os selv, vi rammer.
Kilde:
https://www.weekendavisen.dk/2024-42/opinion/blaalys
Ingen kommentarer:
Send en kommentar