torsdag den 10. oktober 2024

 

Kastede Moderaterne ud i kaos: Her er klagen Løkke ikke måtte se.

En anonym klage til Arbejdstilsynet kastede i august Moderaterne og deres formand, Lars Løkke Rasmussen, ud i en krise. Ekstra Bladet kan nu bringe hele den anonyme klage, som Løkke efter eget udsagn ikke selv har set.


En klage fra flere anonyme medarbejdere har kastet Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne ud i en dyb krise. Foto: Kasper Søholt


AfBertil B. FruelundPeter JeppesenClara Alexandra Vind


Hverken formand Lars Løkke Rasmussen, toppen af partiet, hovedparten af de ansatte eller toppen af Moderaternes sekretariat har set den.

Den anonyme klage på tre sider, som en lille gruppe medarbejdere i Moderaterne 15. august sendte til Arbejdstilsynet. En klage, der har kastet regeringspartiet ud i sin største krise til dato.

Ekstra Bladet kan nu bringe hele den klage til Arbejdstilsynet, der udløste krisen. 

Læs den nederst i artiklen.

Hårde anklager


Da bidder af klagen kom frem 30. august, sendte den - sammen med en lækket, intern mail fra daværende medlem Jeppe Søe - partiet ud i en dyb krise. 

Anklagerne lød på, at der var mobning, sexisme og tyrannisk ledelse i partiets sekretariat. Samt at ledelsen ikke havde handlet på det.

I den interne mail, Jeppe Søe sendte til partiets ledelse, pegede han specifikt på den pågældende klage som en vigtig del af årsagen til sin stærke reaktion, hvor han blandt andet beskrev partiet som en 'sexistisk klovnebus'.


Gruppemøde hos Moderaterne på Christiansborg, efter at tidligere og nuværende medarbejdere har fortalt om et hårdt psykisk arbejdsmiljø. Her ses blandt andet partileder og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og minister for digitalisering Caroline Stage Olsen. Foto: Jens Dresling

Efter over en måneds kaos er resultatet, at Moderaterne er kollapset i meningsmålingerne, at Jeppe Søe i protest har forladt partiet, at en hel afdeling i partiets sekretariat er enten fyret eller er selv gået, og at partisekretæren er fortid.

Men indtil nu har det fulde indhold af den anonyme klage været ukendt. Både for partiets ledelse, de resterende ansatte og offentligheden.

Moderaterne svarer



Ekstra Bladet har forelagt Moderaterne klagen til Arbejdstilsynet. 

Ekstra Bladet har samtidig forelagt de mere konkrete anklager i klagen for de relevante personer.

De omtalte personer har ikke ønsket separat at udtale sig, men Moderaterne har sendt følgende samlede svar:

'Det er meget svært at kommentere udokumenterede påstande fra personer, der optræder anonymt. Der er sket meget, siden vi blev bekendt med klagen via medierne for knap seks uger siden.'

'Vigtigst er, at vi har inviteret Arbejdstilsynet indenfor og nu samarbejder med dem om at få sikret et trygt og godt arbejdsmiljø i vores sekretariat. Vi har derudover igangsat en række tiltag - særligt en APV, medarbejdertilfredsundersøgelse, hjælp fra en erhvervspsykolog og en whistleblowerordning. Processen er stadig i gang, og den har vi fuld fokus på.'

Hemmelige afsendere


Klagen til Arbejdstilsynet har været omgærdet af mystik, idet den aldrig har været offentligt fremme. 

Den er forfattet af en række anonyme medarbejdere, hvoraf nogle var tidligere medarbejdere, allerede da klagen blev sendt til tilsynet.

Ekstra Bladet forstår på flere kilder, at der er eksempler i klagen, hvor de involverede parter ikke har været medforfattere, og at eksemplerne er inkluderet uden deres vidende. 

Igen og igen har Lars Løkke Rasmussen måttet forholde sig til historierne om et dårligt arbejdsmiljø i sit parti. Foto: Emil Agerskov

Dele af klagen er beskrevet i medierne, hvor hovedtræk som temaerne om sexisme, mobning og tyrannisk ledelse er nævnt.

Da klagen er sendt til Arbejdstilsynet, har hverken ledelsen i partiet eller offentligheden haft mulighed for at forholde sig til den i sin helhed.

Arbejdstilsynet ind i sagen


Efter at sagen eksploderede, har Arbejdstilsynet besøgt Moderaternes sekretariat, hvilket har ført til en 
foreløbig rapport med en række kritiske bemærkninger

Selvom Arbejdstilsynet ikke nævner sexisme, bemærker tilsynet, at tonen i partiet på alle niveauer er hård, og så konkluderer man:

'Arbejdstilsynet kunne konstatere, at alle ansatte og flere ledere var tydelig berørte, grådlabile og nervøse under samtalerne,' lyder det i høringsbrevet.

'Ansatte oplyste, at de er bange og kede af det, og flere har oplevet kollegaer, der græd på arbejdet. Flere ansatte oplyste, at de har stresssymptomer som eksempelvis søvnbesvær, og at flere modtager psykologbehandling omkring forhold i deres arbejdsmiljø, herunder de krænkende handlinger. Flere ansatte oplyste, at de ikke tør sige det til nogen, hverken ledere eller kolleger.'


Nuværende digitaliseringsminister Caroline Stage var længe chef for den politiske afdeling i sekretariatet. Hun har undskyldt, men vil ikke sige hvorfor. Foto: Jens Dresling

Skyggeboksning


Sideløbende har der været rejst tvivl om, hvor grove og reelle anklagerne egentlig var i klagen til Arbejdstilsynet. For der var også medarbejdere, der ikke havde oplevet noget. 

Fra starten har ledelsen i Moderaterne sagt, at de ikke kunne genkende omfanget af problemerne i sekretariatet.

- Nu har jeg ikke set henvendelsen til Arbejdstilsynet, men det billede, der bliver tegnet i medierne, er meget overraskende for mig, og jeg genkender det ikke, sagde den nu forhenværende partisekretær, Kirsten Munch Andersen, da sagen brød ud.


Den øverste ansvarlige i sekretariatet var Kirsten Munch. Hun har efterfølgende sagt sit job op. Foto: Anders Brohus


Ikke underbyggede


Da afsenderne har valgt at være anonyme, er anklagerne i klagen i Arbejdstilsynet ikke underbyggede eller beviste. Der er altså ingen sikkerhed for, at anklagerne mod de nævnte chefer er korrekte.

Ekstra Bladet vælger at bringe den anonyme klage for at dokumentere, hvad det var, der udløste krisen for Moderaterne, samt fik Jeppe Søe til at forlade partiet.

Ekstra Bladet har anonymiseret alle navne med undtagelse af de daværende øverste ledere af Moderaternes sekretariat samt nuværende digitaliseringsminister Caroline Stage, der tidligere var politisk chef i sekretariatet. Disse personer havde således det øverste administrative ansvar i partiet.

Ekstra Bladet har også anonymiseret de specifikke titler på ansatte, der fremgår i klagen og angiveligt er forurettede. Det er for at beskytte deres identitet.

Se klagen her:



Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/kastede-moderaterne-ud-i-kaos-her-er-klagen-loekke-ikke-maatte-se/10395772

Ingen kommentarer:

Send en kommentar