Engell:
Mettes grønne megaplan truet

Mette Frederiksens grønne trepartsaftale er pludselig kommet i fare, skriver Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell

Hvorfor gik Mette Frederiksen og regeringstoppen ikke i gang straks, da man havde fået den grønne trepartsaftale i stedet for at drage månedsvis på sommerferie? Nu er planen ved at falde fra hinanden. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

'DEN GRØNNE TREPART er den stærkeste generationskontrakt nogensinde.' Det handler om vores sunde, fjorde og bælter. Om vores børn og børnebørn. Om vores fisk og flora. Om Danmarks fremtid.

Der manglede ikke store ord, da den såkaldte grønne trepartsaftale i juni mellem regeringen, landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og andre organisationer blev vedtaget før sommerferien. Mette Frederiksen var oppe på de helt høje historiske nagler. En kæmpesejr for regeringen. Dengang.

Så kom sommeren. Der skete ikke en brik. Regeringen rokerede og udnævnte Jeppe Bruus som ny minister for den grønne omstilling, der skal styre forhandlingerne med partierne om den store politiske aftale, og det hele gik langsomt i gang. Nu skulle teknokraternes grønne trepartsaftale omsættes til politiske resultater.

REGERINGENS FORHANDLERHOLD med Bruus, Venstres Stephanie Lose, Jakob Jensen samt Magnus Heunicke fra S og Lars Aagaard fra M gik i gang med at lægge taktik. Regeringen kan gennemføre den grønne trepart alene, men den går ikke. Vi taler om et projekt, der koster ufattelige milliardbeløb og rækker årtier ud i fremtiden. Og så er der det politiske: S vil rigtig gerne have især SF og K med.

Omkring bordet sidder i princippet næsten alle partier. Inger Støjberg valgte dog taktisk klogt at melde sig ud allerede inden første møde. Hun vil hellere lide en langsom død end stemme for en CO2-afgift eller lade sig fedte ind i tunge forhandlinger. Så hellere stå af inden spillet starter. Messerschmidt har samme overvejelse. Alternativet synes bare det hele er alt for lidt ambitiøst.

Men de andre partier ville gerne være med og har delt sig i forskellige forhandlergrupper. Mest opsigtsvækkende er, at SF og radikale har blandet blod med de konservative. 

DET ER GODT NOK noget af en satsning fra Mona Juul. For et par uger siden sad den konservative leder sammen med Inger Støjberg og Alex Vanopslagh i sofaen til Ingers årsmøde og de tre lovede hinanden evig blå troskab. Messerschmidt var ikke inviteret med, selv om der ikke kommer megen blå regering uden hans støtte. Og nu forhandler Inger, Vanopslagh og Mona fra hvert sit hjørne. Så meget for det blå sammenhold. 

Ingen fatter, hvorfor Mona Juul lader SF's Signe Munk bestemme takten i forhandlingerne med regeringen, men de konservatives vurderinger er, at de tre samlet kan lægge optimalt pres på regeringen. Hvilket måske er korrekt. Spørgsmålet er, hvor mange stemmer Mona Juul, henter ved at gå sammen med de rødeste partier på det grønne område. 

VANOPSLAGH HAR VALGT en helt anden taktik. Han forhandler selv og kan muligvis blive partner i en aftale selvom de tre andre står af. Det samme med EL. 

Nu er der gået nogle måneder og parterne er stort set ikke kommet længere. De store knaster er stadig uløste og for regeringen har det også været en nedtur. Meningsmålingerne er stadig elendige.

Fra at være en historisk grøn offensiv er det nu nærmest ved at udvikle sig til en defensiv, hvor regeringen dagligt bombes med tal og beregninger, som viser, at dens udspil ikke løser problemerne med de døde fjorde og forsvundne fisk. Havet omkring Danmark er lige så stendødt som Det Døde Hav og det bliver ikke bedre i dette århundrede.

Værre endnu er det, at det har vist sig, at den landbrugsaftale, man har indgået for længe siden, faktisk er skrappere omkring reduktionskravene til kvælstofudledninger end den model, regeringen har lagt frem i treparten. Altså endnu mere gylle i havvandet end hidtil.

Så afstanden til partierne er lang, hvilket er et kæmpeproblem, især hvis SF, R og K vælger at stå udenfor.

LIGE SÅ SLEMT er det, at de andre dele af treparten langsomt er ved at falde fra. Landbruget ser med skepsis på de politiske forhandlinger, og raseriet over den kompensation, regeringen stiller i udsigt, vokser. Det handler især om, at man ikke har forudset, at landbruget vil tabe rigtig meget i jordværdi, når landbrugsjord i kystnære områder konverteres til skov. Landbrugsjord er mere værd end skovjord. Og hvem skal betale forskellen? De mange milliarder, der er afsat, dækker kun udgiften til skovrejsning, ikke dækning for pristab på grund af omlægningen.

Nok er der sat 40 mia. af til at få gyllebetændt jord omdannet til skov og krat, men hvis det hele skal kompenseres, bliver beløbet langt, langt større. Allerede nu taler ledende politikere om, at hele den grønne trepart er totalt underfinansieret.

Et problem med treparten er ikke så meget det, der blev aftalt, men det, der ikke er med i aftalen. Det er her, politikerne kommer ind i billedet, og allerede nu mærkes en tydelig spænding mellem S og V, som trækker i hver deres retning. M er mest på S-siden.

TIDEN GÅR, OG der melder sig også en vis utilfredshed med Jeppe Bruus som forhandler. Han er for introvert og for ringe kommunikerende. I stedet for at styre fortællingen om den store grønne fremtid lader han sig presse i defensiven. Forhandlingstempoet er for langsomt. 

Hvorfor gik regeringen ikke i gang straks, da man havde fået den grønne trepartsaftale, i stedet for at drage månedsvis på sommerferie? Man tabte momentum. Hvorfor er det et hold af ministre fra anden række, som kører forhandlingerne og ikke første geled? Hvis Mette, Troels og Lars havde sat sig bag bordet, måtte de andre partier også stille med a-kæden og det hele kunne være gået hurtigere. Regeringen havde fastholdt momentum.

NU ER DEN STORE bekymring, at tingene går på gulvet. Hvis pludselig Maria Reumert Gjerding fra naturfrederne eller Søren Søndergaard fra landbruget melder sig ud, er der reelt et politisk problem. For kan SF så fortsætte, eller skrider de også? Og vil Venstre følge landbruget?

Den kommende uge bliver meget afgørende. I morgen mødes ministrenes forhandlingshold, og senere på ugen genoptages forhandlingerne med de politiske partier. SF, R, K, EL og LA er begyndt at lugte blod. I takt med at regeringen ikke kommer videre med projektet, skruer de kravene, som mest handler om at stramme den grønne trepart, i vejret.

KAN DET ENDE i et regeringssammenbrud og valg? Næppe. Det er ikke til at tro. Det er regeringens mest omfattende, mest ambitiøse og dyreste signaturprojekt. Falder den grønne trepart, vil det være et mindst lige så stort historisk nederlag, som det var en sejr, dengang aftalen blev indgået.

Men nogen kommer til at give sig. Mon ikke pilen peger på Jeppe Bruus og hans regering.

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/engell-mettes-groenne-megaplan-truet/10423857