Historien om et forudsigeligt mord

Anne-Marie Vestergaard: Forfatteren David di Nota har begået en rystende afdækning af institutionens svigt over for læreren Samuel Paty, der kom til at stå helt alene over for sin islamistiske bøddel. Det er vedkommende stof også i en dansk kontekst.

Fra mindehøjtidelighed efter mordet på Paty (Foto: Chris93 / Creative Commons)

Mordet på skolelæreren Samuel Paty den 16. oktober sidste år i en lille by uden for Paris sendte chokbølger ud i det franske samfund. Han havde som bekendt brugt Muhammedtegninger i sin undervisning og, angiveligt, udvist racisme og islamofobi over for muslimske elever. 

Republikkens grundpille, den verdslige skole, blev udfordret på barbarisk vis. Debatten om læreres ytringsfrihed nåede også til Danmark, og både lærere og skoleledere skulle forholde sig til brug af karikaturtegninger af Muhammed i undervisningen. Hvis det da ikke blev forbigået i stilhed. Senest har historien om folkeskolelæreren Jannie Bøgh vakt debat.

Den franske forfatter David di Nota foretager i sin spritnye bog, J’ai exécuté un chien de l’enfer – Rapport sur l’assassinat de Samuel Paty (Jeg har henrettet en hund fra helvede – Rapport om mordet på Samuel Paty, m.o.,) en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, der endte med den barbariske henrettelse af Paty på åben gade. 

Det, som står tilbage efter endt læsning, er en rystende afdækning af institutionens svigt over for en lærer, der til sidst står helt alene over for sin bøddel. Di Notas research er grundig, men for at give det bizarre forløb mening er han nødt til at ty til fortællegreb, og han refererer flere steder til Franz Kafkas roman Processen.

Attentatet fik konsekvenser i det i forvejen terrorplagede Frankrig, hvor præsident Macron blandt andet kaldte til kamp mod islamisme og den udbredte venstresnoede følgagtighed, islamo-gauchisme. Debatten om læreres ytringsfrihed er relevant i ethvert demokrati, men det er også væsentligt at afdække det ideologiske klima, der indirekte forsvarer voldsomme handlinger på grund af krænkede religiøse følelser. I Danmark er det især Henrik Dahl, der har sat gang i den debat.

Efter endt læsning af di Notas gyser kommer man ud over Processen til at tænke på Gabriel García Márquez’ roman Historien om et forudsigeligt mord. Frankrigs skolesystem har laïcité, verdslighed, som det øverste princip. Der må ikke foregå religiøs forkyndelse af nogen art, og synlige religiøse tegn som kors, jødekalot og muslimsk tørklæde er forbudt. Alligevel er det ifølge denne bog selvsamme skolesystem, med dens stolte historie om republikkens kamp mod katolske skoler i rygsækken, der medvirker til at gøre Paty til den skyldige og krænkende part i forhold til religiøse følelser, længe før selve mordet. 

I et interview på radiostationen Europe 1 har di Nota udtalt, at netop et morderisk angreb på en skolelærer, ansvarlig for at videregive kultur- og litteraturarven til de opvoksende generationer og derfor i en nøgleposition i ethvert civiliseret samfund, var en afgørende begivenhed, som han blev nødt til at dykke ned i. Hvordan kunne det ske? Efter di Notas optrævling og skarpe refleksioner undervejs bliver det uhyrlige og utænkelige til en skæbnefortælling med sin egen logik.

Di Nota starter og slutter i det institutionelle, for årsagerne findes i institutioner og strukturer, ikke i enkeltpersoner. Det drejer sig ikke om skyld og ansvar i en snæver juridisk betydning. Nogle kapitler er berettende, andre anekdotiske. Det hele er iblandet et filosofisk og begrebsanalytisk blik.

Bogen begynder med at ridse den alvorlige baggrund op: Flere og flere skolelærere bliver udsat for vold og chikane, et problem, der har været kendt i mange år. Forfatteren nævner en kendt case fra 2005 med en kvindelig lærer. De ramte møder ofte ligegyldighed, eller sågar mistro, fra deres ledere. Samtidig har der været tilfælde af selvmord blandt lærere efter falske anklager om overgreb mod elever. Skoleinstitutionen har ændret sig markant, og di Nota peger på en officiel skoletekst fra 2019, som ifølge ham knæsætter de nymodens ”bløde” relationer (mit udtryk). Der tales her om gensidig tillid som værende det bånd, der knytter læreren på den ene side og elever samt forældre på den anden side sammen. 

Di Nota ser i det tilforladelige lovpapir en undergravning af skolens og lærerens traditionelle autoritet. Det resulterer i, at læreren skal gøre sig fortjent til tillid, han har den ikke pr. automatik som før i tiden. Han har meget at miste, hvis ikke han har opnået den fra de to andre parter, i værste fald hans job og karriere. Eleven eller forældrene kan derimod have mistillid til læreren helt uden konsekvenser. Jorden er gødet for endnu mere vold og chikane fra utilpassede elever, men ikke mindst for grundløse anklager og afpresning om rummelighed og tolerance. Denne kontrakt- og tillidsbaserede skole er en ladeport for langsom destruktion af selve skolen som et struktureret ”civiliseringssted” (mit udtryk).

I samme periode er der sket en skævvridning af netop begrebet verdslighed, som ifølge den venstrefløj, som er inspireret af amerikansk identitetspolitik og postkolonial tænkning, betyder tolerance og inkludering af minoriteter, lige meget hvilke antimoderne værdier de hylder. Den inkluderende udgave af verdslighed er vand på islamismens mølle, for dennes tilhængere har dygtigt udnyttet den antiracistiske diskurs til at fremme deres egen dagsorden og lave kiler ned i det franske samfund. Antiracismen er ulykkeligvis også blevet skolesystemets mantra, hævder di Nota. Franske sociologer har i øvrigt længe talt om tabte territorier, områder, hvor islamisk lov og kriminalitet hersker, og hvor skolen som samlende institution reelt er brudt sammen. 

På grund af nævnte opdaterede skoleopfattelse og den fremherskende antiracisme, der er blevet instrumentaliseret af islamisterne, er Samuel Paty så at sige skyldig på forhånd, som Josef K i Processen. Hvis elever og forældre siger, at de er blevet krænket af en karikaturtegning af profeten, står det til troende. Man kan ikke betvivle følelsen af krænkelse, heller ikke selvom Paty benægter at have haft en hensigt om at krænke. ”Il n’y a pas de blasphème, car la République est läique”, ”Der er ikke tale om blasfemi, for Republikken er verdslig”, skriver han selv for at forsvare sit pædagogiske valg og de værdier om ytringsfrihed, demokrati og verdslighed, som republikkens skole uddanner og opdrager til. 

Den såkaldte kontrakt- og tillidsbaserede skole bliver en Pandoras æske. Den kvindelige skoleleder og de statsinspektører, der bliver hidkaldt, tager følelsen af krænkelse for gode varer, og Paty står alene, endda undsagt af flere kolleger. Det er også i dansk presse blevet beskrevet, hvordan et net af løgne og rygter på og uden for de sociale medier var med til at bane vejen for mordet. Han bliver sågar politianmeldt for at have vist pornografiske billeder i skolen! Paty havde som bekendt givet de elever, som af religiøse årsager ikke ville se tegningen, mulighed for at gå udenfor. Det sidste bliver omfortolket til, at han på ”nazistisk” vis ville udelukke de muslimske elever fra undervisningen. 

Den nævnte elev, der pjækkede, fortalte en løgnehistorie til sin far om,  at de var blevet tvunget til at se en tegning af en nøgen Muhammed, for at dække over pjækkeriet. En kontroversiel imam tropper op i lokalområdet og forsøger med uforbeholden støtte til forældrene at bekræfte historien om en respektløs og racistisk lærer.

Det er på de sociale medier, at en ung mand med tjetjensk baggrund, bosiddende langt derfra, hører om sagen. Han køber en slagterkniv og får senere nogle elever til at udpege Paty for penge. Retsmedicinerne kan ikke afgøre, om Paty får skåret halsen over med det samme eller først bliver stukket adskillige gange i kroppen. Drabsmanden når at sende en triumferende besked ud om, at han som Allahs tjener har henrettet en af de vantro, en ”hund fra helvede”. Di Nota skåner os ikke for de grusomme detaljer.

Forfatteren skriver endvidere om tiden efter mordet, den officielle posthume hyldest og franskmændenes indignation og sympatitilkendegivelser. Meget af det fremstår som en gratis omgang, trods alle fordømmelserne af det grusomme mord. Han beskriver især nogle af deltagerne i debatten som værende decideret medskyldige. Visse intellektuelle og videnskabelige positioner sammenligner han med det at stå med et ladt skydevåben og blive overrasket, når det går af. 

Han har tidligere i bogen skrevet om sociologen Houria Bouteldjas akademiske arbejde. Hun har skrevet om sine egne oplevelser med racisme som datter af en fattig indvandrer fra Nordafrika, og hun udvikler herfra moderigtige postkoloniale teorier om Vesten som den store undertrykker og dermed per se den voldelige part. Den undertrykte, in casu muslimen, kan pr. definition ikke være oprigtigt voldelig, idet vedkommende kun kan imitere undertrykkerens vold. Ergo er islamistisk vold og terror ikke rigtige voldelige gerninger, som man selv er ansvarlig for. Terror er en imitation af en mere grundlæggende vold mod minoriteter. Terror kan således forklares med den vestlige undertrykker, den store onde figur. Altså er terroristen egentlig skyldfri. Et offer kan nemlig ikke begå onde handlinger, han er altid blot en imitator! Bouteldja fremstår som en akademisk stratenrøver af sjælden karat. Men også i Danmark kolporteres der lignende teorier om årsagerne til vold og terror.

Konklusionen på bogens undersøgelse er, at Paty blev dræbt af den islamistiske antiracisme, der igen er et skalkeskjul for en hård undertrykkelse af almindelige muslimer. Ligesom de grupper aftvinger sig respekt i egne rækker, afpresser de systemet og majoritetssamfundet for respekt.

Begrebet respekt har derfor mistet sin oprindelige betydning. Islamistisk antiracisme kommer ind under paraplyen antiracisme i forhold til alle mulige andre minoritetsgrupper, en sag, der villigt sekunderes af den del af venstrefløjen, der har ofret universalismen i den mere og mere aggressive identitetspolitiks tjeneste. Også de grupper afpresser for respekt. Skolelederen på Patys skole bliver på sin side reddet af republikkens skolesystem og dets inspektører, der behændigt frikender hende og sig selv i en rapports spejlblanke bureaukratsprog, thi alt er foregået efter bogen (!). Intet er tilsyneladende lært.

Kaster man et blik på den danske folkeskole, ville en lignende officialiseret kontrakt- og tillidsbaseret skole også være en ladeport til alskens anslag mod lærerens og institutionens autoritet. Det vil gælde lige fra utilfredse forældre, der ikke har opdraget deres små udadreagerende poder, i den milde ende, til religiøse fundamentalisters stadig mere vidtgående særkrav i den alvorlige ende. Uheldigvis er lærerens og skolens autoritet i forvejen svækket af mange grunde. 

I Danmark har man en tradition for blød og inkluderende pædagogik i spandevis (i modsætning til i Frankrig), og det kan have mange fordele i et homogent miljø, men der mangler sanktionsmuligheder, når elevgruppen er sammensat, socialt og kulturelt. Mange lærere står magtesløse, når vold og trusler opstår. Pædagogikken bliver stum, og undervisningen bliver en daglig udfordring for de dialog- og konsensussøgende lærere. Man er hurtig til at give efter for afpresning for tolerance med det uerkendte voldsmandens veto, hvis man tier, forsvinder problemet nok. 

Desuden er der mange venstresnoede undervisere, som slet ikke mener, at man skal håne og spotte en undertrykt minoritet, og den samme analyse er blevet forfægtet i alle årene efter Muhammedkrisen. Så spørgsmålet er, om man ikke allerede er på vej derhen, i den misforståede tolerances og konfliktskyheds navn. Professionsskoleunderviseren ”Charlottes” historie fra sidste år og for nylig afdækningen af skolelæreren Jannie Bøghs forløb kunne godt tyde på det.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/historien-om-et-forudsigeligt-mord?fbclid=IwAR0MAqP1JqFYHURV5imX3QEA7iU2RRiZTLJABIq4kpsAiScEPweYS-dKMII

 

Kommentar. Verdens mindste hemmelighed er nu endelig blevet afsløret: Gazas største hospital har vrimlet med Hamas-krigere. Hvorfor har Verdenssundhedsorganisation, WHO, og andre ngo’er fortiet den forbrydelse?

Tunnelsyn

Al-Shifa i Gaza var mere end blot et hospital. Det har journalister i området vidst i årevis, og det er svært at forestille sig, at mange af de udenlandske læger og hæderkronede internationale organisationer, der har arbejdet på hospitalet, ikke også har bemærket, at Hamas brugte enklavens største hospital som kommandocentral og torturcenter.

Det må nu fastslås, efter at den israelske hær onsdag aften viste videoer af det tunnelnetværk, som går direkte under hospitalet, og som man har efterforsket i nogle dage. Fundene dokumenterer endegyldigt, at Hamas har opholdt sig under Al-Shifa og udnyttet hospitalets infrastruktur, forklarer hæren. I tunnelerne under hospitalet har hæren fundet krigsrum, stuer med aircondition og gemmesteder såvel som køkkener og toiletter. Derudover har man fundet en masse våben, håndgranater, raketter, droner og genstande, der kunne tyde på, at israelske gidsler fra 7. oktober har opholdt sig dernede. En af Shifas tunneler førte direkte til et klasseværelse, forklarede hærens talsmand. Journalister har dokumenteret fundene.

Hvorfor er det vigtigt? Det er svært at overdrive hospitalets betydning for den pr-kamp, som også føres for tiden. Al-Shifa har for Israels talrige kritikere været et tegn på den israelske hærs hævnagtige, skånselsløse brutalitet, som ikke engang for tidligt fødte babyer kan stå i vejen for. 

Men med de nye oplysninger står hospitalet tilbage som et symbol på Hamas' dybe kynisme og velrenommerede institutioners fortielse. Hospitaler beskyttes mod angreb ifølge krigens love, men de mister den beskyttelse, »hvis de bruges af en af konfliktens parter til at begå, ved siden af deres humanitære funktioner, ‘handlinger som er skadelige over for fjenden’«. De nye fund forklarer, hvorfor den israelske hær fandt det afgørende at indtage Al-Shifa.

En israelsk soldat i en af tunnellerne under Al-Shifa hospitalet i Gaza. Foto: Ronen Zvulun, Reuters / Scanpix

Det er svært at overdrive hospitalets betydning for den pr-kamp, som også føres for tiden

KAN VI STOLE på de nye oplysninger? Meget dokumentation af hospitalets dunkle anvendelse kommer sandt nok fra den israelske hær selv. Det forklarer til dels, hvorfor den ellers opsigtsvækkende afsløring har haft så minimal gennemslagskraft i international presse. Israel er som bekendt blevet mødt med global afsky som følge af de mange tusinde civile, der er blevet dræbt under krigen i Gaza. Fra israelsk side har man en klar interesse i at vise, at Hamas-ledelsen er den første til at bryde krigens love ved at føre krig fra et hospital.

Men spørgsmålet må være, om hæren taler sandt. Det kan man ikke længere afvise med fornuften i behold. Hæren har tidligere på ugen vist videoer af en tunnelnedgang tæt på Al-Shifa og mængder af maskinpistoler og granater inde i hospitalet. Den har også fremlagt videoer, der angiveligt viser to sårede gidsler, som blev taget 7. oktober, der slæbes ind på hospitalet af tungt bevæbnede mænd, mens personalet ser på. BBC, der ikke kan siges at være Israel venligt stemt, omtalte forleden videoerne som troværdige. Endelig mener den israelske hær at have fundet beviser for, at en kvindelig israelsk soldat, 19-årige Noa Marciano, der blev kidnappet 7. oktober, blev myrdet på Al-Shifa.

Andre kilder har bekræftet den overordnede mistanke om, hvad det store hospital har huset. I 2014 skrev The Washington Post, at Hamas-krigere var blevet observeret, mens de flyttede raketter ind i moskeer, skoler og på hospitaler. Avisens korrespondent William Booth kunne også skrive, at Al-Shifa »de facto var blevet et hovedkvarter for Hamas' ledelse, som er blevet set i gangene og på kontorerne«.

Forleden fortalte en anonym britisk læge, der for tre år siden arbejdede i tre måneder på Al-Shifa, til tv-kanalen France 24, at der var dele af hospitalet, han godt vidste, han ikke skulle nærme sig. Her var han »i fare for at blive skudt«. Lægen kunne berette om en udbredt frygtkultur blandt hospitalspersonalet over for alt, der angik Hamas. »Jeg kan ikke understrege nok, hvilken fornemmelse af kollektiv paranoia der eksisterede,« forklarede han. Han ønskede ikke at stå frem af hensyn til andre lægers sikkerhed på Al-Shifa.

Til Times of Israel sagde en anden anonym, italiensk læge, at han i 2009 havde besøgt Al-Shifa for at tilse sårede Fatah-medlemmer. Hamas havde brutalt nedkæmpet det palæstinenske regeringsparti to år forinden, da den islamiske bevægelse kuppede sig til magten i Gaza. Lægen måtte erkende, at Fatah-medlemmer var der ingen af på hospitalet; selvom de var sårede, foretrak de at blive hjemme af frygt for at blive mishandlet i Hamas' varetægt. Han fortæller, at han på et tidspunkt havnede i et kælderlokale på Al-Shifa, hvor to bevæbnede Hamas-mænd smed ham ud. »Mange palæstinensiske kilder, jeg talte med senere, bekræftede, at Hamas' kommando- og kontrolcenter befandt sig under Shifa- hospitalet«.

Man forstår godt Fatah-medlemmernes frygt. I 2014 udgav Amnesty International en fyldig rapport, som beskrev, hvordan »Hamas-styrker brugte forladte områder af Al-Shifa-hospitalet i Gaza City, deriblandt ambulatoriet, til at tilbageholde, forhøre, torturere og på anden vis mishandle mistænkte, selvom andre dele af hospitalet fortsatte med at fungere som medicinske afdelinger«. Et højtstående tortureret Fatah-medlem nægtede således at blive behandlet på Shifa, fordi ethvert medlem af Fatah, som blev fragtet dertil, »ville ende med at modtage endnu værre skader«.

DET ER ET kors for tanken at høre om et hospital, der bruges til det stik modsatte af, hvad der er intentionen. Og måske skjuler hele denne giftige sag en større historie? En række af klodens mest estimerede organisationer, som arbejder under dække af at være neutrale og uafhængige, har nægtet at anerkende, hvad israelerne sagde. 

I ugevis har Verdenssundhedsorganisation, WHO, eksempelvis advaret om konsekvenserne ved, at israelerne erobrede hospitalet. Men om tungt bevæbnede Hamas-terroristers tilstedeværelse i tunnelerne under de syge patienter og de for tidligt fødte babyer har WHO-lederen Tedros Adhanom Ghebreyesus intet at sige. At der var en grund til, at israelske soldater nærmede sig bygningen, følte han ikke behov for at indvie offentligheden i.

Det er ikke det eneste, han har fortiet. Forleden skrev den israelske sundhedsminister, Ariel Buso, og sundhedsministeriets generaldirektør, Moshe Bar Siman Tov, et klagebrev til WHO-lederen: »Hamas tog israelske borgere som gidsler, deriblandt babyer, kvinder og ældre, mange var alvorligt syge og sårede. På tragisk vis har WHO forholdt sig tavs om den sag.«

De to israelere skriver også, at dr. Michael Ryan, leder af WHO Emergencies Programme, har indrømmet, at hospitalet blev brugt til militære formål, men afvist, at der skulle foregå terrorvirksomhed under hospitalet – på trods af den israelske dokumentation. 

I 2014 udgav Amnesty International en fyldig rapport, som beskrev, hvordan 'Hamas-styrker brugte forladte områder af Al-Shifa-hospitalet i Gaza City, deriblandt ambulatoriet, til at tilbageholde, forhøre, torturere og på anden vis mishandle mistænkte, selv om andre dele af hospitalet fortsatte med at fungere som medicinske afdelinger'.

»Det står klart, at den beskrivelse, Ryan har viderebragt til det internationale samfund, var forkert og misvisende. Vi kræver, at WHO øjeblikkeligt og offentligt anerkender Hamas' ondskabsfulde brug af sundhedsfaciliteterne til at udføre terror,« fortsatte de.

MAN KAN FORESTILLE sig, at mange blot vil afvise dette opråb som et israelsk forsøg på at dække over egne krigsforbrydelser, men det må være muligt at holde sagerne adskilt. Ariel Buso og Moshe Bar Siman Tovs spørgsmål er indlysende nødvendige at få svar på, hvis vi nogensinde skal stole på den organisation igen: Har WHO bevidst lukket øjnene for, hvad der er foregået på Al-Shifa? Har organisationen set gennem fingre med, at et hospital har gjort sig til et legitimt mål for krig? Har man tilladt en blodig terrororganisation at gemme sig på et hospital uden at råbe op? I så fald: Hvordan stemmer det overens med den hippokratiske ed om, at man ikke må gøre skade på patienterne?

Den venlige tolkning kunne være, at WHO ikke har vidst, hvad der foregik. Sådan svarede en WHO-repræsentant i FN, da han blev spurgt, hvorvidt man havde set beviser for, at hospitalet blev brugt som et militært hovedkvarter. »Vores fokus, da vi tog til Shifa-hospitalet, var på patienterne (...) Vi så kun civile,« lød svaret.

Her kan man vist tale om et imponerende tunnelsyn. Det samme tunnelsyn lider den højt respekterede institution Læger uden Grænser af, som også offentligt har afvist, at der var beviser på, at Hamas-terrorister brugte hospitalets område. Man har derimod kraftigt advaret israelerne mod at angribe hospitaler.

Heller ikke menneskerettighedsorganisationer som Amnesty og Human Rights Watch har fundet anledning til at fortælle offentligheden om, hvad hospitalet lagde vægge til. Her har man udelukkende kritiseret det israelske angreb, skønt Amnesty i 2014 jo selv har dokumenteret, hvilke rædsler der er foregået på Al-Shifa. Human Rights Watch har ligefrem udtalt, at de israelske påstande om Hamas' tilstedeværelse på hospitalerne er »omstridte«.

MINDER DET OM noget? Fortielse er WHO og Læger uden Grænser jo ikke de første sundhedsorganisationer, der er fanget i. Mange kender historien om Internationalt Røde Kors, der i sommeren 1944 besøgte koncentrationslejren Theresienstadt ved Prag og beskrev den som en mønsterværdig ghetto med smukke bygninger, musik i gaderne og tilstrækkeligt med mad, skønt flere end 140.000 jøder blev ført igennem, og knap 33.000 døde i lejren.

Efter krigen forsvarede Sundhedsstyrelsens Eigil Juel Henningsen, der var med på besøget som repræsentant for Dansk Røde Kors, sig med, at man godt kunne gennemskue bedraget, men at man ønskede at beskytte danske fanger mod nazisternes afstraffelse, hvis man afslørede kulissen. Man vildledte kort sagt med vilje offentligheden ved at tegne et skønmaleri af den grufulde lejr.

Er det også sandheden om WHO og mange andre? Har de forsømt at fortælle sandheden om, hvad der er foregået, for at beskytte deres egne læger og ansatte på Al-Shifa? Har de vidst, at der i den samme bygning, hvor der reddes liv, tages liv? Har Hamas holdt en maskinpistol for deres pande, hver gang de udtalte sig?

DET ER OGSÅ et spørgsmål, man kan stille betydelige dele af den presse, som har dækket, hvad der er foregået på Al-Shifa i den seneste tid. Det kræver ikke den store indsigt i Gazas forhold at vide, at enklaven må formodes at være fuldkommen på Hamas' hænder. Gaza har siden 2007 været et teokratisk diktatur, og ingen journalist har kunnet besøge enklaven uden at have en tolk fra Hamas med. Bevægelsen har ønsket at kontrollere alle de informationer, der kom ud af Gaza. Det siger sig selv, at Hamas vil slå ned på alle, som måtte afvige fra den officielle linje. Deraf den »fornemmelse af kollektiv paranoia« på Al-Shifa, som den anonyme britiske læge talte om. Hvad Fatah-medlemmer oplevede på Al-Shifas ambulatorie, har været den vante måde at behandle angivelige forrædere på.

Det er, som om dette forhold ikke har lagt en dæmper på pressedækningen. 

Værst var selvfølgelig, da det lille Al-Ahli Arab Hospital i Gaza blev ramt af en eksplosion 17. oktober, og glorværdige medier som The New York Times, BBC, CNN, Associated Press, Reuters, Al Jazeera og The Wall Street Journal straks viderebragte Hamas' historie om, at det var israelerne, der stod bag drabet på 500 civile. Siden kom det frem, at eksplosionen nok skyldtes en fejlslagen Islamisk Jihad-raket, og at antallet af dræbte var betydeligt lavere.

Men det redaktionelle instinkt var at tage Hamas' ord for gode varer. En reporter på CNN bad om svar på, hvorfor de store mediehuse så ukritisk havde stolet på Hamas' oplysninger. Han spurgte også sin egen TV-kanal, CNN. Kun The New York Times og BBC havde anstændighed nok til at indrømme, at de havde lavet en alvorlig fejl. Fadæsen viste, at velrenommerede medier langt nemmere godtog Hamas' løgn om, at Israel bomber hospitaler, end Israels sandhed om, at Hamas har gemt sig i dem.

AMNESTY HAR OPFORDRET anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol i Haag til at se på, om den israelske hær på krigsforbryderisk vis har bombet proportionsløst i Gaza. Det kan man kun støtte. Men andre lægelige organisationer, medier og menneskerettighedsorganisationer bør også undersøge, om de har udvist proportionsløs høj tillid til eller ligefrem dækket over et af klodens mest morderiske regimer.

Kiilde:  https://www.weekendavisen.dk/2023-47/samfund/tunnelsyn

KLAUS WIVEL (født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).

 

KLWI@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

BRØLER KONGEN

Ellemann jokkede i spinaten igen og igen og igen. Og så en gang til. Kom med en tur i tidsmaskinen sammen med manden, der må have danmarksrekorden i politiske skæverter 

 

Jakob Ellemann-Jensen blev klappet ud i Herning.

Sådan må det være. Sådan lyder manuskriptet.

Farvel, Venstre. Farvel til problemerne. Farvel til alle brølerne.

Og det sidste har der været nok af i de fire år, han fik på posten.

Ta' med en tur af brølernes boulevard med eks-formand Ellemann.

Ellemanns brølere:

Hånede legender

Vi starter med Ellemanns formentlig sidste bommert.

Han kritiserede Fogh, Løkke og Hjort - de tre Venstre-koryfæer - for at have kvalt idédebatten i Venstre. Den gled ikke let ned i partiet. Hjort tog til genmæle internt og eksternt. Og dermed var Ellemanns skæbne for alvor beseglet.

- Det er rigtigt. Jeg kritiserer faktisk Anders. Som man kan sige meget godt om, og det skal man også. Det er jo nærmest som Michael Laudrup, lød det fra Ellemann i Politiken i begyndelsen af oktober.

I samme interview efterlyste han, at Venstre-folk skrev flere bøger. Han har aldrig selv har bedrevet en politisk bog ud over en pamflet om livet på Borgen. Og flere Venstre-folk faktisk netop er på trapperne med bøger.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Bytte-bytte borgerlige

I september gik det heller ikke for godt, da Ellemanns slagnummer som idémand udmøntede sig i at bytte om på to ord.

Nu skulle Venstre være liberalt-borgelige og IKKE borgerligt-liberale.

Den blev der fniset en del ad i Venstre. Ellemann kunne heller ikke helt selv forklare sig, da Ekstra Bladet forsøgte at forstå logikken.

Foto: Ernst van Norde

Til køledisken og retur

Under valgkampen afviste Ellemann at lægge klimaafgifter på eksempelvis oksekød. Men det blev lavet om i slutningen af august, da DR kunne beskrive hans kovending.

Nu var det pludselig ikke til at komme uden om.

-  Hvis du lægger en CO2-afgift i køledisken, så betyder det, at varer, som er blevet sejlet tværs over Atlanterhavet, ikke pludselig er blevet billigere, når den åbenlyst har en større klimaudledning end den, der er produceret rundt om hjørnet, sagde han under et baglandsmøde ifølge DR.

Udtalelsen sendte politisk ordfører på oprydningsarbejde, fordi den udløste en større intern brydekamp i partiet, hvor formandens linje overraskede mange.

- Venstres politik er, at vi afventer ekspertgruppens anbefalinger, før vi tager stilling til, præcis hvordan CO-afgiften skal skrues sammen, sagde Morten Dahlin til Politiken.

Foto: Jens Dresling

Farvel efter tre uger

Comebacket til Forsvarsministeriet efter sygemeldingen blev også hurtigt til en brøler-fortælling.

For der gik ikke længe - tre uger - før Ellemann slet ikke ville være forsvarsminister alligevel.

- Det havde været meget mere elegant, hvis det her havde været gjort 1. august, indrømmede han på pressemødet.

En Venstre-kilde var mere ligefrem.

- Hvad havde han egentlig tænkt? Skiftet var vel uundgåeligt. Men timingen er helt kaotisk. Det er bare ekstremt rodet, lød det anonymt.

Foto: Jonathan Damslund

Superslapt tørklæde-kludder

Det var sådan set et soleklart svar, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kom med, da Ekstra Bladet i valgkampen 2022 spurgte, om han var enig i - som Morten Messerschmidt og Nye Borgerlige på et fælles blåt pressemøde foreslog - at ældre skal have lov til at fravælge muslimske hjælpere med tørklæder.

- Det er jo et ja, sagde han.

Han forklarede, at borgere kan synes, at der er ansatte, som man af 'den ene, anden eller tredje årsag' ikke har det godt med, og at det kan være grænseoverskridende at invitere andre menneske ind i sit hjem.

Men kort efter trak han det hele tilbage og kaldte sit svar 'superslapt'.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Amatørerne afslørede sig selv

Ret skal være ret. Denne brøler må især tilskrives nogle ubetænksomme pressemedarbejdere. Men Ellemann kan ikke løbe fra sin del af æren.

Sammen med Pape indkaldte han midt under valgkampen til et pressemøde uden andet budskab, end at FE-sagen nu skulle undersøges. Kritiske spørgsmål til Samsam-sagen havde de ikke lige forberedt sig på.

Tv-billederne af de to blå partiledere blev ikonisk og billedet på blå bloks opløsning under valgkampens afslørende lamper.

Foto: Ekstra Bladet

Rigsrets-renselse

Smid næstformanden for en rigsret for at få hende renset ...

Det var logikken bag Jakob Ellemann-Jensens beslutning om at bakke op om rigsretssagen mod Inger Støjberg, som dengang var næstformand i Venstre:

- Men Venstre skal renses, og Venstres næstformand skal renses. Vi kan ikke tåle at have det her siddende på os. Det er også sådan i et retssamfund, at en retssag kan bruges til at få nogen dømt, men du kan så sandelig også bruge den til at få nogen frikendt.

At retssager af anklageren, som i dette tilfælde netop var Folketinget, anlægges for at få nogen dømt, syntes ikke at være inde på lystavlen hos Ellemann. En stor brøler, der førte til Støjbergs stiftelse af Danmarksdemokraterne.

Foto: Jens Dresling

Aldrig Mette

Den nok største brøler. Kongebrøleren.

Der blev brølet igennem, da Jakob Ellemann-Jensen i valgkampen sidste år lovede højt og helligt, at Mette Frederiksen ikke kunne fortsætte på magtens tinder med hans mandater.

- Mette Frederiksen, der rækker hen over midten for at blive statsminister, er billedet af en, som vil være statsminister for enhver pris. Og jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister, lød det fra Jakob Ellemann Jensen til TV 2.

Adspurgt, om det ikke var vel ultimativt, hamrede Jakob Ellemann pointen hjem:

- Ordet aldrig er ret ultimativt. Her er jeg ultimativ. Jeg vil have en borgerlig statsminister i Danmark.

Få uger senere var Mette Frederiksen statsminister på Jakob Ellemanns mandater.

Foto: Jens Dresling

Kilde: https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/broeler-kongen/10028352

 

Kommentar. Hvad var det, der gjorde mig utilpas, da jeg stod der på gadehjørnet og så den enorme demonstration for palæstinenserne?

En bevidstløs strøm af drivtømmer

Demonstration til støtte for Palæstina i København søndag den 22. oktober 2023. Foto: Emil Nicolai Helms, Scanpix

Det burde slet ikke komme bag på mig. Jeg har trods alt levet hele mit liv i København, endda de seneste 16 år her på Nørrebro, så jeg kender jo den gamle alliance mellem venstrefløjen og den palæstinensiske sag. Eller måske er alliance ikke det rette ord. Der er trods alt kun tale om en solidaritet, der går én vej. Det er de venstreorienterede, der holder med palæstinenserne – ikke omvendt. Alligevel blev jeg rystet af at se den enorme demonstration under titlen »Alle på gaden for Palæstina«, da den bevægede sig ned ad Nørrebrogade søndag eftermiddag. Demonstrationen bestod af en blanding af mennesker med indvandrer- og flygtningebaggrund samt etniske danskere med venstreorienterede holdninger. Fordelingen var cirka 50/50, og gennemsnitsalderen var lav.

Det var ikke hovedbudskabet om, at Gazas børn også har ret til liv, der rystede mig. En sådan erklæring er lige så harmløs, som den er selvindlysende sand. Hvad var det så, der gjorde mig utilpas, da jeg stod der på gadehjørnet og så den endeløse strøm af mennesker gå forbi? Jeg har grublet over det lige siden og forsøgt at finde svar.

Måske var det kampråbene, der lød forkert? Igen og igen hørte man »From the river to the sea/ Palestine must be free« gjalde ud over gaden. Selv små børn førte an i koret, der messede dette slogan. Helt bogstaveligt betyder disse ord, at Palæstina rent geografisk skal gå fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest – altså der, hvor Israel ligger i dag. Historisk har sloganet da også været anvendt af både PLO før Osloaftalen, hvor de nægtede at anerkende staten Israel, og i dag af Hamas, der heller ikke anerkender Israel, men ønsker staten udslettet.

På X kunne jeg læse forskellige venstreorienterede deltagere i demonstrationen forsøge at afvise ordenes lettere folkemorderiske undertoner. En enkelt mente, at det blot skulle forstås således, at palæstinensere i både øst og vest skulle have deres eget land, mens andre mente, at det skulle ses som et kald på en slags multikulturel folkesocialistisk Palæstina-republik med plads til alle, der giver plads til alle. Men uanset om dette Storpalæstina, man råber på, skal være en islamisk stat, som den, Hamas efterlyser, når de råber slagordene, eller om det er en art sekulær, inkluderende multikultistat, som de fleste venstreorienterede forhåbentligt tænker på, når de råber med, så er det svært at forstå ordene anderledes, end at Israel skal fjernes fra landkortet og erstattes af ét stort Palæstina. Det er et kampråb, der kalder på endnu mere territorialkamp og mere krig – ikke på forsoning. Og til demonstrationens indkaldelse kunne man da også se konturerne af dette blodrøde Storpalæstina stå i midten af det hele.

Måske var det den ensidige, nærmest kirurgisk selektive mobilisering af empati, der gjorde mig utilpas? Det var børn i Gaza, der ifølge demonstranterne havde ret til liv. Men hvad med alle de små børn, som Hamas netop havde likvideret? Flere af dem spædbørn, nogle brændt levende, og ja, små børn, der blev fundet uden deres hoveder. På intet tidspunkt så jeg blot et enkelt skilt, der fordømte Hamas og deres seneste aktion, det største massemord begået på jøder siden Holocaust, den nuværende konflikts primære anledning. Det var, som om der kun var plads til ét offer, palæstinenserne, og der kun kunne være én skurk, Israel. Hamas er ellers ud fra alle objektive kriterier en højreekstrem, hyperreligiøs, reaktionær, homofobisk, kvindefjendsk og antisemitisk terrorbevægelse, der med glæde bringer død og ødelæggelse over palæstinenserne, hvis det tjener deres formål. Er den rene fascisme da ikke værd at bekæmpe, hvis den hersker over palæstinensere? Kunne man mon have ulejliget sig med bare at medbringe blot et enkelt lille, kritisk papskilt? Jeg så det ikke.

Til gengæld var der adskillige bannere, der beskyldte Israel for folkedrab. Hvilket folkedrab? Antallet af palæstinensere i Israel, Gaza og på Vestbredden er fordoblet de seneste 30 år. Der er i så fald tale om historiens mest elendigt udførte folkedrab. Det burde ellers ikke være umuligt at kritisere Israels hårdhændede og ofte hensynsløse behandling af palæstinenserne uden at opfinde et folkedrab, der aldrig har fundet sted, og uden at ignorere et massemord, der netop har fundet sted.

MÅSKE VAR DET arrangørerne, der gjorde mig urolig? Blandt dem var bevægelsen Boykot Israel. Allerede 7. oktober klokken 13, hvor Hamas stadig var i gang med at dræbe og kidnappe civile israelere, stod denne bizarre bevægelse på Mimers Plads på Nørrebro og uddelte flyere med krav om et øjeblikkeligt boykot af Israel. Det har de sådan set altid krævet, så det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt, men sikke dog en hensynsløs timing! Tænk at stå og kræve et land boykottet i de selvsamme timer, hvor dets befolkning udsættes for et historisk blodigt massemord? Det må kræve en exceptionel selektiv fordeling af såvel kynisme som empati.

En anden arrangør, Internationalt Forums Palæstinagruppe, der på Instagram går under navnet @stopannekteringen, var ude samme dag, hvor de 1.400 israelere, herunder børn og pensionister, blev myrdet og lemlæstet af Hamas på den mest bestialske vis, og erklære, at »frihedskamp er ikke terror«. Hvordan kan det forstås som andet end støtte til Hamas’ målrettede massemord på jøder fra arrangørernes side? Hvad er det da ellers for en frihedskamp, de mener, uretmæssigt er blevet kaldt for »terror« 7. oktober?

Ser jeg syner her? Det tror jeg ikke, at jeg gør. Hvorfor skulle indkaldelsen til demonstrationen da ellers vise et fotografi af det hul i hegnet til Gaza, som Hamas trængte igennem, da de drog ud for at myrde og kidnappe festivaldeltagere, børn og pensionister? Hvorfor skulle demonstrationens talsperson ellers have så svært ved at kalde dette angreb for terrorisme, da B.T. spurgte hende på dagen? »Jeg mener, at vi går ind i nogle meget små detaljer, som jeg ikke har forstand på,« lød det fra talspersonen, der dog havde forstand nok på folkeretten til at erklære, at palæstinenserne ifølge FNs resolutioner også har »ret til at forsvare sig, når de møder angreb«. På X tilføjede hun senere, at hun naturligvis fordømte »alle drab på civile«. Hun kaldte dog stadig ikke angrebet 7. oktober for terror. Nul kritik af Hamas.

Og hvordan skal følgende ellers fortolkes? Enhedslistens Pelle Dragsted var beundringsværdigt klar i mælet 12. oktober på X. Her skrev han følgende: »Udover at være en brutal terrororganisation, er Hamas en islamistisk, reaktionær, kvindefjendsk, homofobisk, antidemokratisk og stærkt antisemitisk-racistisk bevægelse, som fortjener modstand fra alle progressive kræfter i verden.«

Sande ord fra Dragsted. Men ikke ifølge en af demonstrationens officielle arrangører. Her var man stærkt fortørnede over denne udmelding. På Instagram kunne man læse @stopannekteringen skrive følgende kommentar til Dragsteds opslag: »Nye tider hos Enhedslisten. Enhedslisten er med til at svigte alle de palæstinensere, der i årenes løb har sat deres lid til at netop Enhedslisten kunne være deres frontkæmpere inde fra Folketinget. Den sidste uge har de godt nok vist deres sande ansigt. Det er svært at finde ord for venstrefløjens svigt i den palæstinensiske frihedskamp.«

Arrangørerne af søndagens demonstration mente altså, at Enhedslisten havde svigtet palæstinenserne ved at kritisere Hamas efter deres antisemitiske massemord 7. oktober. Alligevel kunne jeg se Rosa Lund gå med i demonstrationen. Var hun mon klar over, at hun deltog i en demonstration arrangeret af folk, der havde anklaget hende og Dragsted for at svigte den palæstinensiske sag ved at kritisere Hamas?

Måske vidste hun det slet ikke. Det tror jeg ikke, hun gjorde. Og måske var det netop det, der gjorde mig dårligt tilpas. At det hele virkede så ureflekteret, så blottet for selvstændig tankevirksomhed. Det var én stor, hegemonisk diskurs, der blev reproduceret friktionsløst og ukritisk denne søndag eftermiddag. Palæstinenserne som de uskyldsrene ofre. Dem, vi holder med. Israel som de slemme skurke. Kolonimagten. Zionisterne. Dem, vi er imod. Denne diskurs, som de fleste palæstinensiske børn arver fra deres forældre, og som det er forventet, at de respekterer og opretholder med al den lidenskab, de har til rådighed. Drømmen om bedsteforældrenes tabte olivenlund i Haifa, der skal tilbage i familiens fold, koste hvad det vil.

SOM PALÆSTINENSER demonstrerer man loyalitet over for forældrene, familien og stammen at gentage denne umulige drøm ad infinitum uden forbehold og uden realpolitiske indrømmelser. Og for venstrefløjen demonstrerer det ens tilhørsforhold til det progressive, det kulturelle, aktivistiske og politiske miljø at støtte op om denne usunde kollektivistiske kultur, hvor børn sættes til at råbe »From the river to the sea« uden at gøre indsigelser. Det var som at se en bevidstløs strøm af drivtømmer glide tanketomt ned ad Nørrebrogade.

Det er denne sociale kontrol blandt palæstinensere, der bedst forklarer en mærkelig asymmetri. Der har været adskillige debatindlæg fra danske jøder, der kritiserer Israels politik og udviser bekymring for palæstinensernes svære situation. Men samtidig har der vist sig at være uendeligt få herhjemme med palæstinensisk baggrund, der uden at nævne Israels besættelse utvetydigt har fordømt Hamas. Diversiteten og omsorgen går igen kun én vej. Det er denne sociale kontrol blandt palæstinenserne, der både frarøver individet dets ret til selvstændig tankevirksomhed og hæmmer den palæstinensiske diasporas mulighed for at udfolde sit intellektuelle og kulturelle potentiale. Det er denne sociale kontrol, man de facto allierede sig med, hvis man valgte at gå med i demonstrationen søndag. Og man har næppe skænket det en tanke.

Og hvilket signal sendte man ikke til Hamas? Et ganske klart signal vil jeg mene. Hvis de i fremtiden gerne vil have venstreorienterede, kunstnere og aktivister i Vesten til at gå på gaden i tusindvis og råbe op om den palæstinensiske sag uden så meget som at nævne Hamas’ forbrydelser mod menneskeheden, så er opskriften ligetil og simpel: De skal bare dræbe så mange jøder som muligt, så fyldes gaden af sig selv.

Men mest af alt tror jeg, at det var tanken om de danske jøder med venner og familie i Israel, der gjorde mig dårligt tilpas. Hvordan har det ikke føltes for dem at se denne uhellige alliance udfolde sig? Hvor alene har de ikke følt sig? Da danske jøder holdt en lille mindehøjtidelighed på Israels plads efter Hamas’ pogrom, var det ikke meldt ud på Facebook. Alle deltagere skulle fjerne deres kippa og pakke deres israelske flag sammen, når de gik – for deres egen sikkerheds skyld. Mange af disse jøder har været eksplicitte modstandere af Netanyahus højrefløjsregering, og måske har de endda deltaget i protesterne mod landets højredrejning på den ene eller den anden måde og kritiseret den hensynsløse og kortsigtede bosættelsespolitik på Vestbredden.

Men de kan ikke forvente nogen støttedemonstration fra den danske venstrefløj i denne smertens stund. De er ikke de rigtige ofre. Deres lidelser passer ikke ind i den store fortælling om kolonialisme. Der er ingen social status i at vise sin empati med dem på de sociale medier. Da Radikale Venstres Zenia Stampe tirsdag på Facebook erklærede sin empati med danske jøder, der følte sig utrygge, blev hun bombarderet med rasende kommentarer fra palæstinensere og deres støtter. Der måtte kun være plads til én gruppes lidelser, og det var ikke jødernes.

Det er denne sociale kontrol, man de facto allierede sig med, hvis man valgte at gå med i demonstrationen søndag.

Søndagens demonstration var blot et enkelt eksempel fra ugen, der viser, hvor cool og konsekvensfrit det er at være på palæstinensernes side, mens man nærmest demonstrativt ignorerer jødiske lidelser. Jeg så adskillige i den demonstration, jeg kendte. Ingen af dem hader jøder. Alle ser sig selv som ordentlige mennesker. Mange var fra den generation, der er gået forrest i opgør med usunde magtstrukturer, grænseoverskridende adfærd og hensyntagen til sårbare minoriteter. Alligevel er de delagtige i, hvad der for mange jøder kun kan opleves som iskold ligegyldighed.

PÅ HJEMMESIDEN idoart.dk (der i forbifarten let kan læses som »idiotart.dk«) finder man en støtteerklæring til Palæstina fra en gruppe aktivistiske kunststuderende, der har hængt bannere uden på Kunstakademiets facader. Erklæringen er naturligvis én lang sproglig kliché fuld af de sædvanlige henvisninger til »kolonialisme« og opfordringer til »egen læring« – standardtroper i de kredse. Her finder man ingen fordømmelse af Hamas. Ingen sympatierklæring til dem, der mistede venner og familiemedlemmer, da Hamas dræbte eller kidnappede alle de jøder, de kunne komme i nærheden af. Ingen omtale af den største pogrom i nyere tid. I stedet finder man den monotone, træge gentagelse af den meningsløse proklamation »antizionisme er ikke antisemitisme«, der er ment til pr. automatik at frikende afsenderen for racisme.

Men hvad er zionisme da? Det bliver aldrig forklaret. Der er nu et simpelt, historisk korrekt svar. Zionisme er ikke én bestemt politik, zionisme er ikke rettet mod palæstinenserne, det betyder blot, at man går ind for, at det jødiske folk skal have et hjemland. Så hvis antizionisme er det modsatte, hvis det betyder modstand mod et jødisk hjemland, opløsningen af det eneste jødiske land, der findes, hvis det er en erklæret modstand mod, at lige netop det jødiske folkefærd kan have deres eget land, hvordan er det så ikke antisemitisme?

Over 1.400 repræsentanter for de kreative fag har underskrevet en støtteerklæring offentliggjort i denne uge, hvor de »insisterer på at Hamas' nylige militante angreb på Israel skal forstås i lyset af den israelske stats eskalerende vold, kolonialisme, ydmygelse og undertrykkelse af palæstinensere over årtier«. At man kalder et målrettet angreb på børn, familier og festivaldeltagere for et »militant angreb på Israel«, som om disse stakkels civile på nogen måder repræsenterer den israelske stat, og at man ikke anvender det mere retvisende ord »terror«, er gruopvækkende i sig selv. Men at støtteerklæringen går videre og ligefrem tildeler Israel skylden for Hamas’ bestialske massemord, vidner ikke blot om en afgrundsdyb moralsk krise i disse kredse, det er også en gentagelse af en oldgammel antisemitisk tommelfingerregel: at jøderne altid selv er skyld i de ulykker, andre påfører dem. Gid nogen ville ruske i sin sidemand og rejse sig fra drivtømmeret, inden det flyder helt ned i mørket.

Kilde. https://www.weekendavisen.dk/2023-43/kultur/en-bevidstloes-stroem-af-drivtoemmer

SØREN K. VILLEMOES (f. 1981) er journalist og kommentator. Han er uddannet i statskundskab ved Københavns Universitet. Villemoes' primære interesseområder er politik og samfund, religion, integration og kulturkampe. Han har skrevet for Weekendavisen siden 2011.

 

SVIL@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

 

 

Gammel og vis. Hvem falder for falske e-mails og netsvindel? Ikke de ældre, der klarer sig overraskende godt i et forskningseksperiment.

Ikke så nem at narre

Meget tyder på, at kriminelle ofte specifikt fokuserer på ældre medborgere, når de forsøger at snyde sig til penge med falske e-mails eller opringninger. Men måske spilder de deres tid. For ifølge forskningen er ældre ikke mere godtroende end andre aldersgrupper.

I en ny undersøgelse har amerikanske videnskabsfolk set på, hvordan en gruppe på 644 ældre reagerede, da de blev udsat for fingerede fupopkald, hvor forskerne lod, som om de var regeringsembedsmænd, og forsøgte at få dem til at røbe id-numre og andre personlige data.

Blandt deltagerne, som havde en gennemsnitsalder på næsten 86, var der kun godt 16 procent, som lod sig narre. At resten lugtede lunten undervejs, er et vigtigt resultat, fortæller en af forskerne, Patricia Boyle, der er neuropsykolog ved RUSH University i Chicago.

»Det er meget vigtigt, at hovedparten af de ældre ikke lod sig rive med. Det tyder på, at mange mennesker er opmærksomme på svindel rettet mod ældre og tager de nødvendige forholdsregler for at beskytte sig selv,« siger hun til Weekendavisen.

Illustration: Gitte Skov.

»Selv nogle af dem, der indledningsvis hoppede på bedraget, var skeptiske. Så mens det er vores håb at beskytte de mest sårbare, er det omvendt også afgørende og bør understreges, at over 80 procent ikke gav potentielt kompromitterende information om sig selv.«

Undersøgelsen, som netop er blevet offentliggjort online af Journal of the American Medical Association, er angiveligt den første af sin art, der benytter sig af en behavioristisk tilgang, hvor man altså direkte har observeret ældres adfærd, når de udsættes for svindlere, der udgiver sig for at komme fra en offentlig myndighed.

»Selvrapportering har mere begrænset værdi, fordi mange enten slet ikke er klar over, at de har været udsat for svindel, eller vælger ikke at sige det, fordi de skammer sig eller er bange for, at de vil blive umyndiggjort,« siger Boyle.

»Objektiv måling som den, vi har foretaget, er i bund og grund den eneste metode til at få en bedre idé om problemets omfang og virkelig forstå, hvor mange ældre mennesker der løber en risiko for at blive ofre for svindel.«

De selvsikre unge

Måske er det de unge snarere end de ældre, der skal tage sig i agt. Statistik fra den amerikanske regering viser, at 43 procent i aldersgruppen 20 til 29 år angiver at have været udsat for svindel. Det tilsvarende tal for amerikanere i alderen 70 til 79 år er bare 23 procent.

Gareth Norris, der er psykolog ved Aberystwyth University i Wales, nikker genkendende til den aldersprofil, der tegner sig.

»Unge mennesker er nok mere uforsigtige, fordi de er vant til at være på internettet konstant og måske føler sig lidt for meget hjemme dér. Så overordnet set vil jeg sige, at nej, ældre mennesker som gruppe betragtet er ikke lettere ofre for bedrag end andre,« siger han.

Lignende tal kommer fra Storbritannien, hvor en undersøgelse fra onlinebanken Marcus by Goldman Sachs sidste år viste, at folk under 34 var dobbelt så tilbøjelige som alle andre til at lade sig snyde af fupnumre på internettet.

Ironisk nok viste samme undersøgelse, at 55 procent af yngre respondenter betragtede sig selv som for kloge til at blive narret af internetsvindlere. Noget kan altså tyde på, at et vist overmod netop kan have bidraget til at bringe dem i vanskeligheder.

Svindlere har i øvrigt ikke været sene til at se potentialet i det yngre segment og har udviklet skræddersyede »produkter« som for eksempel falske studielån.

»Vi bærer nok alle sammen rundt på et billede af ældre mennesker som lidt naive og sårbare. Og det passer muligvis på nogle. Men generelt er ældre meget, meget varsomme, når de begiver sig ud på internettet,« siger Norris.

»Der kan selvfølgelig være nogle med en kognitiv svækkelse som for eksempel Alzheimers sygdom, som naturligvis kan komme med alderen, men hvis vi taler om almindelige sunde mennesker over 65, er der ingen forskel mellem dem og andre.«

Mens ældre ikke er specielt tilbøjelige til at ryge i fælden, kommer de til gengæld af med større beløb, når det endelig sker, viser officiel statistik fra USA. Gennemsnitsbeløbet, som amerikanere i 20erne bliver snydt for, er 548 dollar, svarende til 3.900 danske kroner. For amerikanere i 70erne er det 1.000 dollar, og for dem over 80 er det hele 1.750 dollar.

Forklaringen kan simpelthen være, at de ældre typisk har flere penge at rutte med og samtidig færre forpligtelser end børnefamilier, men netop fordi de tegner sig for større tab, ender de oftere i medierne, hvilket igen kan bidrage til stereotypen om de godtroende ældre. Ifølge Norris kan det desuden have en selvforstærkende virkning:

»Statistisk set er der måske flere ældre mennesker, som bliver ramt af den slags snyd, fordi de kriminelle tror, at de er mere godtroende, så derfor ender der også med at være flere ældre ofre,« siger han.

Et svindelnummer til enhver type

Men hvis ældre i bund og grund ikke er nemmere at narre end så mange andre, hvem er så? Er der overhovedet nogen mønstre? Ifølge Norris er empirien usikker.

»Det er svært at pege på en bestemt personlighedstype, som er særlig påvirkelig. Men der er noget, der tyder på, at mere impulsive mennesker kan have lettere ved at hoppe på limpinden, fordi de reagerer hurtigt og entusiastisk uden at tjekke fakta,« siger han.

Det kan også handle om, hvilket humør man er i. Hvis man i forvejen er lidt bekymret, og der pludselig dukker en mystisk e-mail op med en advarsel om, at man er blevet udsat for computervirus, kan man have lettere ved at klikke videre, fortæller han.

Men alt i alt er billedet komplekst, og det giver ikke meget mening at fremhæve én befolkningsgruppe frem for andre. Ingen er helt ude af farezonen ifølge Monica Whitty, der er professor i cybersikkerhed ved Monash University i Australien.

»Det er for det meste mænd, der er ofre for investeringssvindel, mens de ældre er i fokus for bedrag, der handler om lotteri eller velgørenhed. Og så er der en hel serie af svindelformer, som er udviklet til at snyde de unge,« siger hun.

I nogle tilfælde har målgruppen ændret sig over tid. Før var det især mænd, som faldt for »unge og smukke kvinder« på internettet, der selvfølgelig også elskede dem, men lige havde brug for lidt penge, igen og igen.

Nu er det i højere grad midaldrende kvinder, som spenderer formuer på solbrændte, ikkeeksisterende Romeo'er, blandt andet fordi de har en større disponibel indkomst, fortæller Whitty.

»Dybest set er vi alle potentielle ofre for bedrag, og de kriminelle vender sig mod forskellige grupper alt efter, hvilken type bedrag de bedriver,« siger hun.

Patricia Boyle et al.: »Vulnerability of Older Adults to Government Impersonation Scams«, JAMA Network, september 2023.

Kilde: https://www.weekendavisen.dk/2023-40/ideer/ikke-saa-nem-at-narre

 

PETER HARMSEN (f. 1968) skriver om Kina og Asien. Ph.d. i Kina-studier og cand. mag. i samfundsfag og russisk. Har arbejdet som journalist i Østasien i over 25 år, bl.a. for medier som AFP, Bloomberg og Financial Times. Forfatter til en række bøger på dansk, engelsk og kinesisk om historiske emner, senest Storm over Stillehavet: Anden Verdenskrig i Asien.

 

PEHA@WEEKENDAVISEN.DK