Livsfarlige psykopater:
SÅDAN GENKENDER DU DEM.

200.000 danskere er psykopater, mener en kendt psykiater. Og psykopater er meget mere end ondskabsfulde kriminelle. Så afgrænset er fænomenet SLET ikke.

Millioner af danskere har skåret tænder over den psykopatiske menneskeæder Hannibal Lecter i spillefilmen ’Ondskabens øjne’ og det berømte fotografi af den firedobbelte morder Peter Lundin, som i en symbolsk leg med sjælens afkroge farver halvdelen af sit fjæs sort og den anden halvdel hvid. 

Denne artikel er blevet bragt tidligere.

Det er et fastfrosset øjeblik fra en TV 2-dokumentar optaget i Lundins fængselscelle i USA i 1994.

Men i næste øjeblik kan vi ånde lettet op, for de to psykopater er bekvemt ufarlige. Den ene er et uvirkeligt filmgys med popcorn-smag, og den anden er dømt ude af samfundet. Eller kan vi?

Psykiater Henrik Day Poulsen og en lang række af angste og dybt traumatiserede ofres svar på det spørgsmål er ’nej’.

For de ER rent faktisk derude i virkeligheden, hverdagspsykopaterne. I de danske parcelhuse, i virksomhedernes direktionslokaler og som lokkende tilbud om kærlighed og sex på datingsider og diskoteker i Herning, Maribo, Frederikshavn og Espergærde.

– Jeg vil tro, at op imod 200.000 danskere er psykopatiske, og kun en lille del af dem sidder i fængsler. Det er derfor helt forkert, hvis man forestiller sig, at psykopater kan typecastes som massemordere eller som frække Brian, der stjæler hos købmanden. 

- Det kan sagtens komme til udtryk hos byretsdommeren, advokaten eller journalisten, siger Henrik Day Poulsen og henviser til befolkningsundersøgelser, der dokumenterer, at to til tre procent af en befolkning har tydeligt psykopatiske træk.

Henrik Day Poulsen trækker især på sine erfaringer som overlæge på Bispebjerg Hospital i København, sine fire år som læge og medansvarlig for mentalundersøgelser ved Retspsykiatrisk Klinik, sin egen succesbog ’Psykopater – når mennesker bliver hensynsløse og farlige’, og sine foredrag om de manipulerende sataner, der elsker at hundse med andre. Og som er fuldstændig ligeglade med den ondskab og menneskelige ulykke, det kaster af sig.

Med i det skræmmende billede hører også, at en stor del af psykopaterne får løn for at dirigere rundt med andre. Den svenske headhunter Lars-Olof Tunbrå, der i mange år har rekrutteret mellemledere til store virksomheder i svensk industri, nåede i en rapport sidste år frem til, at hver tiende chef har voldsomme psykopatiske træk. Så voldsomme, at deres opførsel smadrer arbejdsmiljøet og skræmmer de ansatte væk.

Problemet er, at psykopaterne er eksperter i at lyve. Også for sig selv. Et aftenskole-kursus for psykopater vil med Henrik Day Poulsen få ’nul tilmeldinger’, og mange af dem har viklet deres kolleger, ansatte og kærester så effektivt ind i et morads af mindreværdsfølelser, utryghed og angst, at de ikke vover at tage kampen op imod urimelighederne.

Først i tilbageblik kan og tør mange af ofrene udtale sætningen ’gid jeg dog havde set og lyttet til faresignalerne i tide!’.

Pludselig kan de sagtens afkode advarsler, de var blinde for, mens deres dømmekraft var svækket i en rus af nyforelskelse, og de stadigvæk havde muligheden for at sige ’duer ikke, væk’ og skåne sig selv for de værste mentale tæsk.

– En del ofre – især kvindelige – er desværre tilbøjelige til igen og igen at lade sig bedrage og kommandere med og blive ved med at opsøge partnere, som set igennem omgivelsernes briller er åbenlyst psykopatiske, vurderer Henrik Day Poulsen.

Peter Lundins harem af kærester, der har dulmet hans fængselsliv med kærlighedserklæringer og sex – gerne af den hårde slags – falder smukt ind i den kategori af tilbedere, som nyder ’underdog-rollen’ og legen med det farlige og forbudte.

Psykiaterens råd til ofrene er at lytte til nære venner, som måske har et mere nøgternt blik på den der fantastiske nye kæreste, og så ellers sætte ind med tydelige grænser og fastholde, at et nej er et klart nej.

– Ellers bliver det som regel kun værre. Men generelt vil jeg opfordre folk med psykopatiske chefer til at sige op, og har de en kæreste med de samme personlighedsforstyrrelser, så er det en god idé at komme væk. Min erfaring er, at folk risikerer at blive alvorligt psykisk nedbrudte, hvis de forsøger at give det en chance.

Henrik Day Poulsen fastholder, at psykopater ikke nødvendigvis er psykisk syge, for deres virkelighedsopfattelse fejler ingenting, og de er meget bevidste om, hvad de foretager sig. De afslører heller ikke sig selv ved at have et særligt ondskabsfuldt udseende.

Upraktisk nok er de faktisk ofte charmerende, dynamiske og intelligente, så de har nemt ved at indynde sig, gøre nye, erotiske erobringer og skaffe sig job, hvor de skal stå i spidsen for andre.

Det kan derfor være svært at gennemskue, at netop de skiller sig ud ved ikke at eje reel medfølelse med andre, ved aldrig at lære af fejltrin og afstraffelser, men blive ved med at være stærkt optagede af egne behov. Det kan udløse en parasit-agtig adfærd, hvor de bider sig fast og f.eks. beder om lån til at dække spillegæld og i det hele taget ’suger værdier og tjenesteydelser ud af nære venner, kærester og familie’.

Personforstyrrelserne er primært arvelige, viser forskningen, og meget tyder på, at psykopaters og normale menneskers hjerner er forskellige. Den del af hjernen, der styrer impulserne og f.eks. forhindrer folk i at smadre den der idiot, fordi han er irriterende, er i grove træk svagt og ustabilt kørende hos psykopaterne.

De har så også et højere niveau af stoffet dopamin. Det er et nydelsesmiddel, som viser sig, når man guffer en lækker kage, dufter til en rose eller får orgasme. Mange psykopater er derfor forlystelsessyge, alkoholikere eller stofmisbrugere.

Men en del af de psykopatiske anlæg er også præget af det miljø, folk vokser op i, og grænseløse, asociale og ondskabsfulde børn kan derfor rettes ind, hvis deres forældre eller en pædagog spotter dem i tide og sætter en tydelig og konsekvent opdragelse i værk.

– Det er vigtigt at bakke op med positive signaler, og sørge for, at barnet finder ud af, at det ikke kan betale sig at komme i kontakt med andre ved slå eller dominere, siger Henrik Day Poulsen.

Ser far og mor, kæresten eller den opmærksomme medarbejder ikke de ulmende faresignaler og lærer de ikke at kontrollere de destruktive kræfter i tide, kan de nemlig selv blive værgeløse ofre for psykopatens hekseafbrænding.

Der KAN også vokse en Peter Lundin eller en Hannibal Lecter ud af den rygende aske ...

Sådan er psykopat-arketyperne

Forbryderen - normbryderen

Den forbryderiske psykopat vil ikke anerkende, at kriminalitet er en skamfuld og umoralsk handling, der gør ondt på andre og virker samfundsnedbrydende.

Psykiater Henrik Day Poulsens erfaring som tidligere læge på Retspsykiatrisk Klinik er, at den intelligente psykopat-type ofte kaster sig ud i velplanlagte røverier eller smugling, der kræver kompliceret planlægning. De er sjældnere fedtet ind i lovbrud, som er kluntede, dumme og amatøragtige.

De kan have baggrund i alle sociale lag. Det er efter psykiaterens mening afgørende, om børn og unge med psykopatiske tilbøjeligheder har forældre, som er i stand til at lære dem at rette ind efter samfundsnormerne. Og det kan være svært, hvis mor er overlæge og har vagter hele tiden og far direktør med hyppige forretningsrejser i New York og Beijing – ikke mindst hvis familiens au pair-pige ikke tør rette på børnene, fordi hun så risikerer at blive sendt tilbage til en filippinsk ghetto.

Kriminaliteten kan også ligge ligefor, hvis barnets mor er narkoprostitueret og faderen dømt for røveri.

Småforbryderiske psykopater kan også drive deres spil i det halvskjulte i virksomheder, hvor de forsøger at fedte trælse møgopgaver af på kollegerne og konstant rager personalesager til sig og ofte er syge. Især når chefen IKKE er til stede.

Den mest kendte kriminelle karakterafviger i Danmark er den firdobbelte morder Peter Lundin, som fik hæftet prædikatet ’klinisk psykopat’ på sig Justitsministeriets retspsykiatriske undersøgelsesklinik i forbindelse med retsprocessen i Østre Landsret i 2001.

Den svenske psykiater Sten Levander havde tidligere set flere timers tv-optagelser af Lundin, som blev interviewet under sin afsoning af en fængselsdom for drabet på sin mor i USA. Specialisten konkluderede på den baggrund, at: ’Peter Lundin er den reneste og klareste psykopat, jeg nogensinde har haft kendskab til'. På en særlig tjekliste, der bruges til mentalundersøgelser, der kan give fra 0 til 40 point, fik Peter Lundin 39 point. Han slog ud på alle de ti karaktertræk, der kendetegner ærke-psykopaten.

Peter Lundin afsoner fortsat en livstidsdom i Anstalten for Herstedvester efter at være fundet skyldig i drabet og parteringen af sin samlever Marianne Pedersen og hendes to sønner Dennis og Brian på henholdsvis 10 og 12 år i et hus på Nørregårdsvej 26 i Rødovre natten mellem den 16. og 17. juni 2000.

Psykopatisk forbryder i filmens univers: Olsen Bandens leder, Egon Olsen, i Ove Sprøgøes skikkelse har flere arkepsykopatiske træk. Han er iskold over for kumpanerne Benny og Kjelds svagheder og klynk, og hans storhedsvanvid, manglende selvkritik, dominerende væsen og hævntørst er en dramatisk motor i filmene.

Chefen - tyrannen

Den psykopatiske chef elsker kontrol og dominans og vil ofte være meget forfængelig og narcissistisk.

Psykiater Henrik Day Poulsen vurderer da også med udgangspunkt i sin bog om psykopater og sin forskning, at det ikke så meget er lønnen eller udfordringen i jobbet, der trækker, når psykopater søger en ledende stilling.

– Han – for der er formentlig typisk tale om en mand – tænder i højere grad på at dirigere med de ansatte og har derfor ofte en række medløbere omkring sig, som giver chefen masser af ros.

Chefen vil i udpræget grad køre ’management by fear’ og være dygtig til at gøre sine medarbejdere utrygge og bange. Han vil udnytte de ansattes tvivl om hans reaktionsmønstre og linje til at opnå endnu mere magt og kontrol over tingene.

Den ene dag kan han fyre en medarbejder, og den næste uddeler han skideballer for samme forseelse, og folk vil være tilbøjelige til at makke ret, fordi de ved, at den psykopatiske chef bliver meget vred og er uimodtagelig over for kritik.

- Er det godt at have en psykopatisk chef set i lyset af, at han er god til at dirigere og reagere?

– Ja, muligvis en overgang, men han vil samtidig skabe en dårlig medarbejderkultur, og taler vi produktion, så vil den blive lavere. I den nordeuropæiske kultur er det jo ofte teamwork, der får de ansatte til producere, siger Henrik Day Poulsen, som anfører, at psykopatiske chefer vil udløse højt sygefravær og lav performance.

Henrik Day Poulsen mener, at psykopater især vil gå efter topstillinger, men at de også vil være godt tilpas med at foretage dristige investeringer for andre folks penge som børsmæglere eller stå i spidsen for fyringsrunder, hvor mange af dem ’vil få et kick ud af det og være ligeglade med, om folk får en ordentlig behandling’.

De vil især være tiltrukket af attraktive brancher. Det kunne være inden for medier og film, hvor folk måske i højere grad er villige til at gå i seng med chefen eller arbejde gratis for at opnå en særlig stilling. Her er spillerummet for psykopaten større. Flere bedrageridømte finansmænd KUNNE leve op til prædikatet, men officielt har ingen af dem lagt omdømme til den kliniske diagnose.

Psykopatchef i filmens univers: Michael Douglas i rollen som børsspekulanten Gordon Gekko i filmene ’Wall Street’ og ’Wall Street II’. I de tidstypiske film optræder han i skjorte med hvid kontrastflip og røde seler og med tilbagestrøget hår og besynger grådighed og individualisme. Karakteren er skurkagtig, men fremstår alligevel som et forbillede for moderne børsmæglere. Motto: ’Money never sleeps!’
 

Sexbomben - charmøren

Den psykopatiske charmør kan både være en mand og en kvinde. Fælles for begge køn er, at det øger succesraten at have udseendet med sig.

Grimrianer gør klogt i at sikre sig et eftertragtet job og en fed tegnebog eller en dygtig plastikkirurg, hvis de for alvor skal lykkes med at udnytte flirt og sex til at skaffe sig fordele.

Den mandlige sexbombe vil typisk manøvrere på kødmarkedet ved hjælp af maskuline dyder som fysisk power, en veltrænet krop og beslutsomhed.

Kan han opbygge en særlig glamourøs aura omkring sig og vikle sine erobringer ind i luksus, gaver og masser af opmærksomhed, er hans muligheder ifølge psykiater Henrik Day Poulsens mening endnu større.

Kvindelige ’kødædere’ med psykopatiske træk kan udnytte, at mange har det stereotype billede, at alle psykopater er mænd. De kan derfor i større ubemærkethed udnytte sexappel til at sno liderlige eller kærlighedshungrende ofre omkring fingrene.

Henrik Day Poulsen peger på, at den type psykopatiske kvinder kunne gøre sig gældende som popstjerner eller toppolitikere.

Filmens svar på en psykopatisk sexbombe: Den russiske superskurk, jagerpilot og lejemorder Onatopp i agent 007-filmen ’GoldenEye’ (1995) spillet af den hollandske skuespiller Famke Janssen. Hun skiller sig ud ved at opnå seksuel tilfredsstillelse, når hun myrder folk, og ved at benytte benkvælertag som drabsmetode. James Bonds sarkastiske bemærkning, da Onatopp bliver kvast til døde: ’She always did enjoy a good squeeze.’

Drengerøven - den uansvarlige

Spænding og risiko. Det er brændstoffet for den psykopatiske drengerøv, som også kan være en udspekuleret femme fatale i alle aldre.

Den type psykopater kan f.eks. være casino-spillefugle, sportsfolk, bjergbestigere eller popstjerner, og de er ifølge Henrik Day Poulsen drevet af en dyb trang til at få en på opleveren. Sus i maven, som de opsøger uden moralske kvababbelser og tanke for, om deres opførsel nu også udsætter andre for fare.

De satser hele kærestens opsparing på en bovlam væddeløbshest eller kører spritkørsel, selv om – eller måske netop fordi – de ved, at de ikke må, og viljen til at ofre ALT rent fysisk og økonomisk overtrumfer nemt fornuften og den indre tøsedreng.

Forsøg med smertepåvirkninger under videospil viser da også, at psykopater tilsyneladende kan tåle langt mere ubehag end normale mennesker, hvis de er stærkt optagede af en udfordring.

En del kvinder føler sig tiltrukket af psykopatiske drengerøve eller badboys, selv om deres rationelle jeg udmærket ved, at fyrene ofte vil være utro og bedrageriske, og at Mr. Smartass kan være enormt ærekær og jaloux, hvis han selv føler sig udsat for det samme.

– En kvinde kan aldrig blive lykkelig med en psykopatisk badboy, for hun vil altid komme i anden række. Der vil altid være en anden, han har været utro med, og det vil fortsætte i samme skure, siger Henrik Day Poulsen.

Han peger på, at rockertyper er typiske psykopatiske drengerøve, og det samme gælder gangsta-rappere med deres enorme smykker, tatoveringer, magtfulde udstråling og mangel på respekt for autoriteter og penge. Det er typer, som kan finde på at hælde 6000 kroners champagne i håndvasken på et diskotek for øjnene af en stor, måbende forsamling, og som elsker at vise sig frem ved store poolparty-arrangementer og sniffe kokain, så det blafrer i næsefløjene.
 

Lystløgneren - fupmageren

De lever på en løgn og lyver om alting. Psykopatiske lystløgnere stikker plader, som øjeblikkelig ville udløse dårlig samvittighed og anger hos et normalt menneske.

– Det kan være, de kommer for sent på arbejde og siger ’jamen, det er også, fordi jeg lige har været på hospitalet, hvor min mor er ved at dø’. Den type løgne ville normale mennesker aldrig stikke, fordi det er så grænseoverskridende. Vi ville måske snarere opfinde en hvid løgn om, at trafikken var håbløs, siger psykiater Henrik Day Poulsen.

Psykopaten kan også udnytte, at mange vil så tvivl om de fantastiske og utroværdige løgne. Han opnår at opbygge en spænding og er ligeglad med, om det sker på et moralsk angribeligt grundlag. Nogle af dem lever et dobbeltliv, og risikoen for at blive afsløret er lige så pirrende som den umiddelbare whauw-effekt i omgivelserne.

Lystløgnerne med psykopatiske træk kan være folk, der lyver om deres uddannelse og karriere. De kan hævde, at de har kongelige aner i et eksotisk kongedømme, selv om de i virkeligheden er født i en toværelsers lejlighed i Gladsaxe. Lykkes det en fiffig journalist at afsløre deres historier som falske, kan de gå til modangreb eller forsvinde til et andet land eller en anden by på ryggen af en ny løgnehistorie.

Uden at tage stilling til, om ’den falske marquis’ Marcel de Sade – alias Jørgen Vase Schmidt – har en personlighedsforstyrrelse, er han en typisk eksponent for de virkemidler, der kendetegner psykopatiske lystløgnere. Han førte sig op til sin anholdelse i 1963 frem med opdigtede adelige forbindelser, limousine, Gentofte-villa, jetsetfester og dyre pelsfrakker i Københavns overklasse. I retten blev han fundet skyldig i bedrageri for 820.000 kroner og idømt fire og et halvt års fængsel. Han opfattede sig selv som offer for janteloven. Senere afsløredes i hans kælder en kuffert med udgiftsbilag for et stort millionbeløb, som han havde overset, da han fjernede belastende bevismateriale.

Filmens svar på en lystløgner med psykopattræk: Leonardo di Caprios hovedrolle i filmen ’Catch me if you can’ (2002). Handlingen forgår i 60'erne og er løst baseret på Frank Abagnale Jr.s selvbiografiske bog. Han var den yngste nogensinde, der havnede på FBIs ’most wanted’-liste. I virkelighedens verden var den hyperintelligente Abagnale en svindler, der havde otte falske identiteter og før sin 21 års fødselsdag formåede at arbejde som læge, advokat, co-pilot og professor.

Han anskaffede sig over 2,5 millioner dollars ved hjælp af falske checks, mens han var gymnasieelev. Pengene brugte han i 26 forskellige lande – også i Danmark. Han afsonede sin fængselsstraf i Frankrig og Sverige og driver i dag et firma, der hjælper med at afsløre finansielle bedragere.

Psykopaternes favoritjob

De elsker at være topchefer og hader at være hjemmehjælpere

Psykopater er kræsne, når de håndplukker stillinger, der skal beriges med deres suveræne intelligens og charme.

Den britiske psykolog Kevin Dutton er ifølge SF weekly.com nået frem til, at typer med de lumske, karakterafvigende træk foretrækker brancher, der giver magt og synlighed og mulighed for at manipulere med andre.

Det fremgår af hans bog The Wisdom of Psychopaths: What Saints, Spies, and Serial Killers Can Teach Us About Success.

Her er Duttons top ti-liste over job, der ofte bestrides af folk med klare psykopatiske træk:

1. Topchefer

2. Advokater

3. Medie-folk

4. Sælgere

5. Kirurger

6. Journalister

7. Politibetjente

8. Præster

9. Chefer

10. Embedsmænd

Kevin Dutton har også udfærdiget en liste over fag, der ligger langt fra psykopat-profilen. De fokuserer typisk på service og omsorg og toppes af hjemmehjælpere, sygeplejersker, terapeuter og håndværkere.
* * *
 

Se ondskaben i øjnene

Her er ti adfærdsmæssige kendetegn, der kan identificere hverdagspsykopaterne

For god til at være sand
Hav antennerne ude, hvis nye kærester, chefer eller medarbejdere og deres historier er FOR fantastiske. Især efter første date eller arbejdsdag, hvor de fleste gør ekstraordinært meget ud af sig selv. Overspiller de charmen og romantikken? Er de overdrevent høflige og opmærksomme og selv-iscenesættende? Er de påfaldende ivrige efter at etablere et afhængighedsforhold, mens der er ild i forelskelsens flamme? Ofte vil de forsøge at overrumple godtroende partnere med tilbud om forlovelsesringe, ægteskab og fælles økonomi.

Fuck færdselsreglerne
Enhver kan komme til at køre for stærkt i trafikken, tage et par flasker sprut for meget med igennem tolden eller snyde på vægten, men er der tale om systematiske brud på reglerne, kan det være udslag af psykopatens dybe trang til at give den gas og afprøve grænserne. I høj grad de moralske, men også de fysiske og lovmæssige.

Mig, mig, mig
Er det konstant den ene halvdel af et parforhold, som skal tage opvasken, hente børnene, støvsuge og finansiere fællesudgifterne, er der god grund til at overveje, om det er en psykopat, der ligger og driver den af i sofaen og i øvrigt kører forholdet som en enmandsforretning. Psykopater gider ikke bruge tid på at lytte til andre. De VIL dirigere og bestemme.

Ud med vennerne
Psykopater vil typisk forsøge at isolere en ny kæreste fra omgivelserne. Undgå at blive konfronteret med deres netværk, finde en bolig langt ude på landet, kæmpe for at blive hjemme og hygge sig i tosomhed over et glas rødvin under dække af, at de helst vil være alene med ’den eneste ene’. Den skjulte dagsorden er ofte at undgå at blive kigget i kortene af folk, der ikke har følelser i klemme.

Skifter ofte arbejdsplads
Det er karakteristisk, at psykopater ofte skifter arbejdsplads og har mange kortvarige kæresteforhold bag sig. De skaber nemt konflikter og har en tendens til hurtigt at kede sig. Mange af dem er udadprojicerende og udnævner gerne tidligere arbejdspladser, chefer og kolleger til at være fuldstændigt latterlige og inkompetente – og sig selv til at være vildt overkvalificerede.

Slipper aldrig kontrollen
Psykopater har et udtalt behov for at kontrollere og manipulere med omgivelserne og vikle kærester, ægtefæller, kolleger og underordnede ind i et rovdyr-bytte-forhold ved hjælp af trusler, vredesudbrud, krokodilletårer og en generel, følelsesmæssig kontrol. Nyttige hjælpemidler kan være hyppige sms-tjek, e-mails og telefonopkald.

Undskyld, undskyld, undskyld
Det er ALTID de andres skyld. Evnen og viljen til selvindsigt og selvkritik er ikke-eksisterende. Passer det skudsmål på mennesker tæt på dig, bør alarmklokken ringe. Også selv om de siger undskyld, hvis facaden skulle krakelere. Psykopater er sjældent ærlige, når de rykker ud med en undskyldning, og de elsker at være genstand for medynk. Empati for andre ejer de til gengæld ikke.

Store følelsesudsving
Hvordan er impulserne? Det kan være et arketypisk, psykopatisk træk, hvis personer uden varsel og i den mindste anledning eksploderer i aggression, vrede og vold for et øjeblik senere at slå over i dramatisk selvmedlidenhed eller total følelseskulde. De kan og vil ikke kapere kritik og modgang.

Ingen løgne er for fede
Psykopater stikker alle de løgne, de kan opfinde, hvis det er opportunt i en konkret, øjeblikkelig knibe eller som middel til at opnå fordele f.eks. i form af medfølelse, sex eller penge. Det kan være falske cv-oplysninger, navne, familieforhold, eller komplicerede søforklaringer i enhver afskygning. Skruppelløsheden er grænseløs.

Hævnen er sød
Psykopater, der møder modstand, er kolossale modstandere. Hævnlysten kan være enorm. De skyr ingen midler for at erobre serveretten tilbage eller udslette mennesker, som anfægter deres suverænitet i et parforhold eller en jobmæssig sammenhæng. De bærer nag i det uendelige.

Kilder: Psykiater Henrik Day Poulsen, Alv A. Dahl og Aud Dalseggs bog ’Charmør og Tyran’, artikler i Kristeligt Dagblad og Politiken.

Psykopat-ofre gemmer sig

Frygt for nye chikanerier har fået to ofre for kriminelle med psykopatiske tilbøjeligheder til at aflyse interviewaftaler med Magasinet EKSTRA.

– Mine venner har rådet mig til at lade være. Jeg tør simpelt hen ikke, siger den ene kvinde.

Hun er et af mange ofre for den plattenslager og fupelsker, der i november 2007 blev afsløret og konfronteret med sine falsknerier og misbrug af godtroende kærester på Ekstra Bladets forside.

Med charme, beslutsomhed, falske identiteter og løgnehistorier som virkemidler har han lokket sig til lån, penge og sex. Nogle gange har han haft fem forskellige elskerinder i døgnet. Han er blevet dømt til at betale tilbage, og over for Ekstra Bladet erkendte han dengang, at han havde brug for professionel hjælp, og at han var ’ked af det hele’ og havde det ’skidt med sig selv’.

Den anden kvinde endte i 2006 med at trække sin jaloux ekskæreste i retten efter at have været udsat for, hvad hun opfattede som dødstrusler og drabsforsøg, stalking og chikane i hans vrede over, at hun ikke ville være sammen med ham mere.

På et tidspunkt bumpede han flere gange sin bil ind i hendes på motorvejen ved Lillebæltsbroen, mens hendes datter sad og skreg på bagsædet. Biljagten mindede mest om en scene fra en James Bond-film, og begge biler endte med at forulykke. Han blev idømt tre måneders fængsel, frakendelse af kørekortet i tre et halvt år og en bøde i retten.

– Det her kan betyder, at jeg skal leve resten af mit liv i angst, sagde hun dengang til Ekstra Bladet i et anonymiseret interview.

Kvindens navn figurerer ikke på Google, men det lykkedes ad omveje Magasinet at finde frem til hende. I første omgang var den velartikulerede, men tydeligt ængstelige og mærkede kvinde villig til at lade sig interviewe, men modet svigtede hende et par dage senere.

– Vi skal videre med vores liv nu, lød hendes forklaring.

EKSTRA har også forsøgt at få en ekskæreste til den to gange morddømte og nu afdøde Bjarne Østergaaard Madsen i tale. Han begik selvmord i arresten i 2009, mens han var sigtet og varetægtsfængslet for drabet på den forsvundne ekskæreste Lisbet Nielsen. Hendes lig er aldrig dukket op, og den mistænkte gerningsmand nægtede sig skyldig til det sidste.

Han blev tilbage i 1983 dømt for at have dræbt en 15-årig kæreste ved kvælning. Det kastede tre års fængsel af sig. Syv år senere fik han på grund af sindssygdom en tidsubestemt behandlingsdom for kvælerdrabet på yderligere en kæreste.

I et totalt anonymiseret interview med Ekstra Bladet fortalte kvinden, at hun troede, Bjarne Østergaard Madsen var hendes ’drømmemand’ i de første måneder af deres relativt kortvarige samliv, og at hun først efter deres brud blev klar over, at han havde livsfarligt psykopatiske træk.

– Han ville bestemme alt, var afsindigt dominerende. Han overvågede mig og tjekkede mine sms’er og e-mails, forklarede hun.

Det er ikke lykkedes at opklare, hvor kvinden befinder sig nu.

Kilde:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/livsfarlige-psykopater-saadan-genkender-du-dem/4699073

Fotografier:

Psykiater Henrik Day Poulsen med en plastik-kopi af en menneskehjerne. Han er ikke bleg for at hæfte prædikatet psykopat på folk med 'dyssociale personligheder', selv om ordet i sig selv får mange til at stejle. Han fastholder dog, at det formelt er en klinisk diagnose, der kun kan stilles af psykiatere efter en grundig mentalundersøgelse. Foto: Linda Johansen

(Foto: Claus Lunde)

(Foto: Rolf Konow/Polfoto)

Foto: 20th Century Fox/Splash News)

Ekstra Bladet d. 3. november

Ekstra Bladet d. 1. november

 

Analyse. Putin har overhovedet ikke brug for, at det er Islamisk Stat, der står bag et frygteligt terrorangreb i en forstad til Moskva.

En ubelejlig fjende

Man vælger ikke altid sine fjender. Og man kan roligt slå fast, at Rusland ikke er indstillet på at være i krig med terrorister fra Islamisk Stat.

Derfor gik der heller ikke lang tid fra terrorangrebet fredag aften, før de russiske medier flød over af påstande om, at det i virkeligheden er Ukraine og Vesten, der står bag. Alle fra næstformanden for det russiske sikkerhedsråd Dmitrij Medvedev over udenrigsministeriets talsperson Marija Zakharova til den russiske sikkerhedstjeneste FSB mente at vide, at det nok i virkeligheden er Ukraine og Vestens værk.

De lader sig ikke afficere af, at en underafdeling af Islamisk Stat IS-Khorasan har taget »æren« for angrebet på den sociale beskedtjeneste Telegram eller af, at Ukraine kategorisk afviser at have noget som helst med angrebet at gøre.

Og da Putin lørdag eftermiddag tonede frem på skærmen og gav sin version af begivenhederne, ja så understregede han, at »de forsøgte at skjule sig og bevægede sig i retning af Ukraine, hvor der efter de foreløbige oplysninger var forberedt en åbning til krydsning af statsgrænsen fra ukrainsk side«. (I klarsprog: Terroristerne samarbejdede med Ukraine.) 

Fredag aften, få timer efter, at Putin officielt havde erklæret, at Rusland er i krig mod Vesten i Ukraine, blev Moskva ramt af et terrorangreb, da ukendte gerningsmænd åbnede ild i et koncerthus. Foto: Stringer, AFP, Scanpix

Putin undlod heller ikke at sammenligne gerningsmændene med nazister med udsagnet om, at »forbryderne kom koldblodigt og målrettet for at dræbe; for at nedskyde vores borgere og vores børn på klods hold. Ligesom nazisterne, som på et tidspunkt udførte massakrer i de besatte områder og fandt på at gennemføre show-henrettelser som en blodig form for afskrækkelse.«

Islamisk Stat nævnte præsident Putin ikke med et ord.

Amerikanerne vidste det

Igen og igen minder de russiske statsmedier desuden om, at amerikanerne jo allerede i starten af marts havde advaret om øget risiko for terrorangreb i Moskva mod større forsamlinger. USA vidste det altså.

Den 7. marts postede den amerikanske ambassade i Moskva således på sin hjemmeside en kortfattet meddelelse:

»Sikkerhedsadvarsel: Undgå store forsamlinger i løbet af de næste 48 timer. Ambassaden monitorerer rapporter om, at ekstremister har overhængende planer om at angribe større forsamlinger, herunder koncerter, og amerikanske borgere rådes derfor til at undgå store forsamlinger i løbet af de næste 48 timer.«

Putin klassificerede efterfølgende den 19. marts den amerikanske advarsel som et forsøg på at »intimidere og destabilisere vores samfund«.

Efter terrorangrebet ses advarslen imidlertid i et ganske andet lys.

Nu fremdrages den enten som bevis på, at amerikanerne selv planlagde terrorangreb og derfor forsøgte at minimere tabstallene blandt deres egne statsborgere – eller alternativt, at amerikanerne kendte til det konkrete terrorangreb mod Krokus City Hall og bevidst undlod at videregive informationer, der var nødvendige for at afværge angrebet.

Den store fortælling

Umiddelbart kan man måske undre sig over, at så mange i Rusland nægter at tro på, at det kan være en regional underafdeling af Islamisk Stat i Afghanistan, der står bag.

Bevægelsen har ellers uomtvisteligt et klart motiv: Uden Putin sad Syriens hersker Assad ikke længere solidt på magten, og han er i dag sammen med Putin og præstestyret i Iran den største forhindring for, at kalifatet kan genetableres, efter at USA har neddroslet sin tilstedeværelse i Mellemøsten mærkbart. Derfor var det også Islamisk Stat, og meget muligt netop IS-Khorasan, der stod bag terrorangrebet ved mindehøjtideligheden for drabet på general Suleimani den 3. januar i den iranske by Kerman, hvor selvmordsbombere tog livet af over 90 gæster.

Dengang hævdede Iran, at Israel og den store satan alias USA måtte stå bag, men da Islamisk Stat efterfølgende tog ansvaret, forstummede anklagerne mod Vesten.

Det samme bliver helt sikkert ikke tilfældet i Rusland.

Der er nemlig flere grunde til, at det virkelig ikke er i Putins interesse, at Islamisk Stat har skylden.

Frem for alt fordi Putin det sidste års tid har arbejdet hårdt på at indforskrive den muslimske verden i sin kamp mod Vesten. Han har ved flere lejligheder prist koranen og fordømt koranafbrændingerne i de europæiske lande, som Rusland i nogle tilfælde selv er mistænkt for at have foranstaltet. 

Måneden efter Hamas' massakre på Israel den 7. oktober holdt Putin en stor tale med budskabet om, at Palæstinas fremtid afgøres i Ukraine, eftersom det er de samme fjender der kæmpes mod i såvel Gaza som Ukraine:

»Jeg gentager: Bag palæstinensernes tragedie, og bag krigene i Mellemøsten i det hele taget, bag konflikten i Ukraine og bag mange andre konflikter i verden – i Afghanistan, Irak, Syrien og så videre – står de ledende eliter i USA og deres satellitter. Det er efterhånden åbenlyst for alle,« sagde han ved den lejlighed.

I Det Røde Hav samarbejder Rusland åbenlyst med de muslimske Houthier, der undlader at angribe de russiske og kinesiske skibe.

Det statslige russiske nyhedsbureau Tass kan således citere Ali al-Qahoum fra Houthi Politbureauet for, at de yemenitiske houthier samarbejder med Rusland og Kina om at svække de vestlige stater og ødelægge konceptet om den unipolære verden (vestlig overherredømme, red.), ligesom samme nyhedsbureau kan referere Hamas for, at bevægelsen sætter stor pris på Putins støtte.

Det er derfor ikke for meget at sige, at Islamisk Stats terrorangreb på koncertsalen i Krasnogorsk ødelægger Putins fortælling om, at det er »Vesten mod Resten«, herunder mod muslimerne, som det neokoloniale Vesten træder under fode.

For hvordan forklare, at der er muslimer, som vil Rusland det ondt, når man har bildt sin befolkning ind, at resten af verden står sammen om at hade Vesten?

Hertil kommer, at terrorangrebet fandt sted fredag aften, blot få timer efter, at Rusland officielt havde erklæret at være i rigtig krig mod Vesten i Ukraine. Det var pludselig slut med at kalde det for en Militær Specialoperation, nu skulle alverden vide, at Rusland reelt befandt sig i krig. Også selvom folk i Rusland er blevet idømt bøder eller fængselsstraf for at hævde netop dét.

Beslutningen tjener to formål: Ét over for Vesten, og et andet over for den russiske befolkning.

Rusland ved, at Vestens røde linje er, at vi ikke selv i stort tal vil dø for Ukraine. Vi vil svække Putin, men ikke selv sende kampsoldater – kun teknisk personel og instruktører. Ved at kalde det for en »krig«, søger Rusland at true Vesten til at forstå, at vi uundgåeligt vil blive draget direkte ind i krigen, hvis vi fortsætter som nu. 

Og helt ueffen er retorikken ikke: Ifølge Financial Times har USA bedt Ukraine om at afstå fra angreb på større olieraffinaderier og gasterminaler i Rusland af frygt for en eskalering af krigen og for olieprisernes himmelflugt. Og i Berlin kan ordet »krig« også tænkes at have en afskrækkende effekt på kansler Scholz, der er under pres på at levere langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine.

Over for den russiske befolkning er ordet »krig« et forvarsel om, at Putin forbeholder sig ret til når som helst at mobilisere større dele af den russiske befolkning til de væbnede styrker og om nødvendigt indskrænke befolkningens bevægelsesfrihed og andre rettigheder yderligere.

I frisk erindring

Men ak så kom angrebet fra Islamisk Stat, som med rette vil kunne få befolkningen til at stille sig spørgsmålet: Har vi kræfter til at genopføre Anden Verdenskrig mod nazisterne i Ukraine, hvis vi samtidig også skal slås mod de islamiske terrorister?

I frisk erindring har de fleste russerne de store terrorangreb, som tjetjenske islamister begik i nullerne: Angrebet på teatret på Dubrovka i 2002, der kostede 130-174 mennesker livet, angrebet på skolen i Beslan i 2004, der kostede 334 livet, bombningerne af Moskvas metro i 2004 og 2010, der kostede over 40 mennesker livet begge gange, for slet ikke at tale om dengang i 1999, Putin skulle vælges til præsident og beboelsesejendomme i flere russiske byer styrtede i grus.

Ganske vist var det alt sammen et led i en borgerkrig med den russiske republik Tjetjenien, der ønskede at løsrive sig, og det havde intet med salafisterne i Islamisk Stat at gøre, men ikke desto mindre: Islamisk terrorisme har en særlig uhyggelig klang i russiske ører.

Og det gør det ikke bedre, at Putin i sin sejrstale efter sidste weekends præsidentvalg fremhævede den russiske sikkerhedstjeneste FSB som den absolutte garant for russisk sikkerhed og suverænitet, hvorpå der så sker et kæmpestort terrorangreb i nærheden af hovedstaden, som organisationen burde have været i stand til at afværge. Så meget mere, som amerikanerne, ærkefjenden, åbenbart var klar over, at det skulle finde sted.

Det er et katastrofalt svigt, som den russiske befolkning bedre kan leve med, hvis gerningsmændene bag terrorangrebet er de onde nazister i Vesten, der holder resten af verden i et jerngreb, end hvis det er en gruppe skæggede mullaher fra Islamisk stat, der slår deres folder Afghanistan, fordi de er blevet jaget ud af Syrien og Irak.

Man vælger ikke selv sine fjender. Men i dette tilfælde har Putin nu tænkt sig at gøre forsøget alligevel: Og det er ikke Islamisk Stat.

https://www.weekendavisen.dk/udland/en-ubelejlig-fjende

ANNA LIBAK er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

ANNL@WEEKENDAVISEN.DK

 

Kommentar. Regeringen har opfundet en koranisk tidsmaskine, der genopfører førmoderne tider.

Osmannisk ekko

Den 7. december gentog historien sig. Ikke i Karl Marx’ bevingede rækkefølge, hvor den først gentager sig selv som en tragedie og dernæst det som en farce. Snarere omvendt: først som en farce, dernæst som en tragedie.

Danmark indførte nemlig en lov om utilbørlig behandling af hellige skrifter. Lovteksten lyder: »På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.«

Den folkelige betegnelse »koranloven« er så tydelig som nogensinde. Også selvom loven er formuleret med behørigt hensyn til hellige skrifter som sådan. Det er akkurat som med den såkaldte maskeringslov, der reelt var en burka- og niqablov.

Det farceagtige forløb med et tidligere lovforslag, der ville kriminalisere enhver såkaldt utilbørlig behandling af vigtige religiøse genstande (eller genstande, der lignede religiøse genstande, for nu at gøre scenarierne endnu mere absurde!), er nu forsøgt inddæmmet med dét, som hele tiden var sagens kerne: blasfemisk og respektløs behandling af koraner.

Arkivfoto: Sobhan Farajvan, Shutterstock / Scanpix

NÅR JEG NU genlæser lovteksten, står historiens tragiske gentagelse imidlertid mere frem end det farceagtige. For selvom loven ikke er en islamisk lov som sådan, ligner den i slående grad de regler, som de såkaldte dhimmier skulle iagttage i middelalderens islamiske samfund. Og de regler var ikke farceagtige og for sjov. En dhimmi er for øvrigt en ikkemuslimsk undersåt, som regel en kristen eller en jøde, der har ret til at få beskyttelse, dhimma, fra den islamiske overhøjhed. Men kun mod at betale en særlig skat kaldet jizya. Penge (eller noget tilsvarende) for beskyttelse kort sagt.

Skatten er imidlertid blot det rent formelle krav. Med status som dhimmi fulgte som regel også andre forpligtelser. Én af islamforskningens gamle kæmper, amerikaneren Bernard Lewis, skrev således i sin historiske gennemgang af jødernes historie under islam følgende: »Et opmærksomhedspunkt af højeste betydning var, at dhimmi’erne skulle udvise respekt for ikke bare islam, men for hver eneste individuelle muslim.« 

Det er tragediens første gentagelse: eftersom islam naturligvis ikke er et levende individ og således ikke kan anmelde om utilbørlig behandling, må det nødvendigvis være et sådant levende individ, der skal gøre det. Sandsynligheden for at dette individ vil være muslim er nok høj.

KLASSISK ISLAMISK RET er i det hele taget ret optaget af spørgsmålet om dhimmien, der fornærmer islam. Fornærmelse, sabb, er en alvorlig sag, som i sidste instans sanktionerer dødsstraf. Nuvel, loven i Danmark giver gudskelov ikke hjemmel til dødsstraf. Men der er to andre faktorer, som flugter med traditionel sharia: optagetheden af offentlighed og uefterrettelighed.

Ebussuud Efendi, øverste jurist for det mægtige osmanniske imperium i 1500-tallet, gjorde det eksempelvis klart, at den »utilbørlige« kun skulle henrettes, hvis denne gentagne gange havde udgydt sine fornærmelser. Her er Hummelgaard og regeringen helt på linje med Ebussuud. Læs blot denne passus i loven: »Det vil i skærpende retning ved strafudmålingen skulle indgå, hvis personen har begået flere overtrædelser af den foreslåede bestemmelse.« Rasmus Paludan eller Patrioterne vil givetvis være den perfekte case om de monomane og uefterrettelige vantro.

Der var dog én yderligere skærpende omstændighed, hvis dødsdommen skulle være retfærdig, slog Ebussuud fast. Nemlig hvis utilbørligheden forgik i det offentlige rum. Det minder fuldstændigt om lovtekstens helt centrale passage om at straffe den, »der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds« behandler Koranen utilbørligt.

Alt imens vi venter på at finde en grimasse til denne marxske tragikomik, må vi gratulere regeringen for at have opfundet en koranisk tidsmaskine, der genopfører førmoderne tider.

THOMAS HOFFMANN

 Kilde:  https://www.weekendavisen.dk/2023-49/samfund/osmannisk-ekko

 

 

Kommentar. Forargelsen er stor over Mike Fonseca, men lille over muslimske barnebrude. Hvorfor?

Hvad er forskellen på Mike Fonseca og de muslimske barnebrud­­gomme?

Når kvinder bliver forarget over Mike Fonsecas forhold til en 15-årig skoleelev, handler det om, at de er jaloux på hendes ungdom, mens mænd er misundelige på, at han udlever sit begær. Det kan måske lyde som en udtalelse fra Gentleman Finn, en af figurerne fra Casper & Mandrilaftalen, men stammer fra filosoffen Anders Fogh Jensen.

Han var forleden inviteret ind i podcasten Slottet og sumpen for at debattere Moderaternes meget omdiskuterede eksklusion af Mike Villa Fonseca. En eksklusion, som filosoffen mente var udtryk for en moralsk overbudspolitik og en tilbagerulning af 1970ernes seksuelle frigørelse.

Manden havde jo ikke gjort noget ulovligt: Den unge kvinde var over den seksuelle lavalder. At der fortsat var så meget energi i debatten handlede ifølge Fogh Jensen om noget helt andet: En sygelig blanding af hævn, had og nypuritanisme.

Og så slog han sig ellers løs med referencer til kulturhistorien, freudiansk motivanalyse og en spektakulær sammenligning mellem kvinden og spækhuggeren.

Kildefoto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Indledningsvis spurgte vært Joachim B. Olsen ham, hvordan han ville have det, hvis hans egen datter var sammen en betydeligt ældre mand, som tilmed havde været en ven af familien i flere år. Det ville filosoffen have det mærkeligt med, men omvendt var det lidt ligesom at være sammen med en vens lillesøster, og det var jo meget almindeligt. Ja så.

Dernæst advarede Fogh Jensen mod, at offentligheden blander sig for meget i politikernes private forhold, fordi det kan afstedkomme, at vi får konforme og kedelige politikere. Det sidste må siges at være et af de mere originale argumenter for, at voksne mænd kan være sammen med skolepiger.

Halvvejs inde i podcasten kommer han dog frem til sagens kerne:

»Mennesket er den eneste art, udover spækhuggerne, hvor hunnen lever videre, selv om hun ikke længere er fertil,« siger han og tilføjer, at det selvfølgelig gør noget ved kvinder, at de bliver seksuelt uattraktive, når de er over 40 år. Dette »noget« bevirker, at de udvikler et had.

»For hvad skal den kvinde, der er holdt op med at menstruere, stille op med mandens begær, når det ikke længere er rettet mod hende, men mod hendes datter,« spørger han og svarer selv, at det får mange modne kvinder til at reagere med vrede og jalousi. De mest snu af dem maskerer jalousien som omsorg over for pigen, selv om de i virkeligheden ønsker at hævne sig på manden, som har kasseret dem seksuelt.

Og hvad mændene angår, handler deres forargelse om, at de selv lever indestængte, røvsyge liv og kun drømmer om at bryde fri og udleve fantasien om en kæreste, der lige er blevet kønsmoden og konfirmeret.

At det ikke er noget nyt eller umoralsk at begære en purung kvinde, begrunder filosoffen med, at Shakespeares Julie kun var 12 år (af stykket fremgår det dog, at hun var 13-14 år); at Dante Alighieri var fascineret af den kun niårige Beatrice; og at digteren Petrarch begærede Laura.

Han undlader behændigt at fortælle, at Dante og Beatrice dengang var jævnaldrende, hvilket også gælder for Romeo og Julie, og at Laura formentlig var 17, mens digteren var 22.

Det havde været bedre at minde lytterne om, at kirkefaderen Augustin som 30-årig blev gift med en pige på kun 12 år, ligesom profeten Muhammed blev gift med niårige Aisha, da han selv var i halvtredserne. Det var så godt nok også i henholdsvis 300- og 600-tallet.

Samtidig overser Fogh Jensen, at forargelsen ikke kun kommer fra gamle, usexede kvinder og selvundertrykte mænd, men også fra den unge generation, for eksempel har Ellen Emilie Mindegaard-Müllertz fra Unge Moderater kaldt forholdet for »klamt« i P1 Debat, hvor hun også understregede, at hun er repræsentant for en ungdom med »højere moralske standarder« end den forrige generation.

Nu er det umiddelbart nemt at lave sjov med dansk filosofis svar på Gentleman Finn, men tilfældet ville, at Berlingske i samme uge kunne afsløre, at flere end 1.100 mindreårige indvandrerpiger fra 1980erne og frem til 2017 er blevet tvangsgift med ældre mænd via det såkaldte kongebrev. Og at det stadig pågår.

Forargelsen over den historie har dog været til at overse.

Avisen bragte kort efter et interview med den nu voksne Sandra Berkan, der som 13-årig blev gift med sin 24-årige grandfætter i Marokko, og mens hendes klassekammerater i 7. klasse sendte hilsner og tegninger til hende, blev hun udsat for ydmygelser og seksuelle overgreb. Da hun var 16 år, blev parret familiesammenført i Danmark, blåstemplet af de danske myndigheder.

Anita Johnson, direktør i RED Center mod æresrelaterede konflikter, fortæller til Berlingske, at organisationen stadig møder barnebrude på krisecentrene, og at man modtager henvendelser fra et sted mellem 75 til 150 piger om året. Så nej, eksemplerne er ikke fra »en anden tid«, selvom lovgivningen heldigvis er blevet strammet siden 2017.

Men hvorfor kalder det ene eksempel, der endda består af en frivillig kærlighedsrelation, på vores forargelse, mens det andet næsten forbigås i tavshed?

Årsagen er meget enkel: Berøringsangst samt det, man kunne kalde for en udvidet kulturel tolerance overfor det, der foregår i nogle indvandrermiljøer. Plus en udpræget frygt for at blive kaldt racist. »Kultur« bliver dermed et beskyttelsesprogram for velvoksne, potentielle overgrebsmænd, og det udstiller det hykleriske i, at kun nogle mindreårige kan gøre krav på vores omsorg og beskyttelse.

Måske er det i virkeligheden offentligheden, der er Gentleman Finn. I al fald når det kommer til kvinder fra minoritetsmiljøer.

Det kunne afslutningsvis være interessant at høre, om Anders Fogh Jensen også mener, at de pågældende muslimske mænd udlever deres begær som en form for seksuelt frisind, mens de purunge kvinder nyder godt af en mere erfaren mand. Og om forargelsen også her baserer sig på had, misundelse, hævngerrighed og nypuritanisme fra seksuelt udslukte kvinder og hæmmede mænd.

Der er ofte en grund til, at et standpunkt er ledigt.

Kilde : https://www.weekendavisen.dk/2023-47/opinion/hvad-er-forskellen-paa-mike-fonseca-og-de-muslimske

 

ANNE SOPHIA HERMANSEN (f. 1972) er kulturkommentator og magister i litteraturhistorie med supplerende fag i filosofi og idéhistorie. Hun skriver om litteratur, tidsånd, dannelse, eksistens og kulturhistorie. Har desuden bidraget til en række antologier og er bestyrelsesmedlem samt foredragsholder.

 

ASMH@WEEKENDAVISEN.DK

 

 

Historien om et forudsigeligt mord

Anne-Marie Vestergaard: Forfatteren David di Nota har begået en rystende afdækning af institutionens svigt over for læreren Samuel Paty, der kom til at stå helt alene over for sin islamistiske bøddel. Det er vedkommende stof også i en dansk kontekst.

Fra mindehøjtidelighed efter mordet på Paty (Foto: Chris93 / Creative Commons)

Mordet på skolelæreren Samuel Paty den 16. oktober sidste år i en lille by uden for Paris sendte chokbølger ud i det franske samfund. Han havde som bekendt brugt Muhammedtegninger i sin undervisning og, angiveligt, udvist racisme og islamofobi over for muslimske elever. 

Republikkens grundpille, den verdslige skole, blev udfordret på barbarisk vis. Debatten om læreres ytringsfrihed nåede også til Danmark, og både lærere og skoleledere skulle forholde sig til brug af karikaturtegninger af Muhammed i undervisningen. Hvis det da ikke blev forbigået i stilhed. Senest har historien om folkeskolelæreren Jannie Bøgh vakt debat.

Den franske forfatter David di Nota foretager i sin spritnye bog, J’ai exécuté un chien de l’enfer – Rapport sur l’assassinat de Samuel Paty (Jeg har henrettet en hund fra helvede – Rapport om mordet på Samuel Paty, m.o.,) en tilbundsgående undersøgelse af forløbet, der endte med den barbariske henrettelse af Paty på åben gade. 

Det, som står tilbage efter endt læsning, er en rystende afdækning af institutionens svigt over for en lærer, der til sidst står helt alene over for sin bøddel. Di Notas research er grundig, men for at give det bizarre forløb mening er han nødt til at ty til fortællegreb, og han refererer flere steder til Franz Kafkas roman Processen.

Attentatet fik konsekvenser i det i forvejen terrorplagede Frankrig, hvor præsident Macron blandt andet kaldte til kamp mod islamisme og den udbredte venstresnoede følgagtighed, islamo-gauchisme. Debatten om læreres ytringsfrihed er relevant i ethvert demokrati, men det er også væsentligt at afdække det ideologiske klima, der indirekte forsvarer voldsomme handlinger på grund af krænkede religiøse følelser. I Danmark er det især Henrik Dahl, der har sat gang i den debat.

Efter endt læsning af di Notas gyser kommer man ud over Processen til at tænke på Gabriel García Márquez’ roman Historien om et forudsigeligt mord. Frankrigs skolesystem har laïcité, verdslighed, som det øverste princip. Der må ikke foregå religiøs forkyndelse af nogen art, og synlige religiøse tegn som kors, jødekalot og muslimsk tørklæde er forbudt. Alligevel er det ifølge denne bog selvsamme skolesystem, med dens stolte historie om republikkens kamp mod katolske skoler i rygsækken, der medvirker til at gøre Paty til den skyldige og krænkende part i forhold til religiøse følelser, længe før selve mordet. 

I et interview på radiostationen Europe 1 har di Nota udtalt, at netop et morderisk angreb på en skolelærer, ansvarlig for at videregive kultur- og litteraturarven til de opvoksende generationer og derfor i en nøgleposition i ethvert civiliseret samfund, var en afgørende begivenhed, som han blev nødt til at dykke ned i. Hvordan kunne det ske? Efter di Notas optrævling og skarpe refleksioner undervejs bliver det uhyrlige og utænkelige til en skæbnefortælling med sin egen logik.

Di Nota starter og slutter i det institutionelle, for årsagerne findes i institutioner og strukturer, ikke i enkeltpersoner. Det drejer sig ikke om skyld og ansvar i en snæver juridisk betydning. Nogle kapitler er berettende, andre anekdotiske. Det hele er iblandet et filosofisk og begrebsanalytisk blik.

Bogen begynder med at ridse den alvorlige baggrund op: Flere og flere skolelærere bliver udsat for vold og chikane, et problem, der har været kendt i mange år. Forfatteren nævner en kendt case fra 2005 med en kvindelig lærer. De ramte møder ofte ligegyldighed, eller sågar mistro, fra deres ledere. Samtidig har der været tilfælde af selvmord blandt lærere efter falske anklager om overgreb mod elever. Skoleinstitutionen har ændret sig markant, og di Nota peger på en officiel skoletekst fra 2019, som ifølge ham knæsætter de nymodens ”bløde” relationer (mit udtryk). Der tales her om gensidig tillid som værende det bånd, der knytter læreren på den ene side og elever samt forældre på den anden side sammen. 

Di Nota ser i det tilforladelige lovpapir en undergravning af skolens og lærerens traditionelle autoritet. Det resulterer i, at læreren skal gøre sig fortjent til tillid, han har den ikke pr. automatik som før i tiden. Han har meget at miste, hvis ikke han har opnået den fra de to andre parter, i værste fald hans job og karriere. Eleven eller forældrene kan derimod have mistillid til læreren helt uden konsekvenser. Jorden er gødet for endnu mere vold og chikane fra utilpassede elever, men ikke mindst for grundløse anklager og afpresning om rummelighed og tolerance. Denne kontrakt- og tillidsbaserede skole er en ladeport for langsom destruktion af selve skolen som et struktureret ”civiliseringssted” (mit udtryk).

I samme periode er der sket en skævvridning af netop begrebet verdslighed, som ifølge den venstrefløj, som er inspireret af amerikansk identitetspolitik og postkolonial tænkning, betyder tolerance og inkludering af minoriteter, lige meget hvilke antimoderne værdier de hylder. Den inkluderende udgave af verdslighed er vand på islamismens mølle, for dennes tilhængere har dygtigt udnyttet den antiracistiske diskurs til at fremme deres egen dagsorden og lave kiler ned i det franske samfund. Antiracismen er ulykkeligvis også blevet skolesystemets mantra, hævder di Nota. Franske sociologer har i øvrigt længe talt om tabte territorier, områder, hvor islamisk lov og kriminalitet hersker, og hvor skolen som samlende institution reelt er brudt sammen. 

På grund af nævnte opdaterede skoleopfattelse og den fremherskende antiracisme, der er blevet instrumentaliseret af islamisterne, er Samuel Paty så at sige skyldig på forhånd, som Josef K i Processen. Hvis elever og forældre siger, at de er blevet krænket af en karikaturtegning af profeten, står det til troende. Man kan ikke betvivle følelsen af krænkelse, heller ikke selvom Paty benægter at have haft en hensigt om at krænke. ”Il n’y a pas de blasphème, car la République est läique”, ”Der er ikke tale om blasfemi, for Republikken er verdslig”, skriver han selv for at forsvare sit pædagogiske valg og de værdier om ytringsfrihed, demokrati og verdslighed, som republikkens skole uddanner og opdrager til. 

Den såkaldte kontrakt- og tillidsbaserede skole bliver en Pandoras æske. Den kvindelige skoleleder og de statsinspektører, der bliver hidkaldt, tager følelsen af krænkelse for gode varer, og Paty står alene, endda undsagt af flere kolleger. Det er også i dansk presse blevet beskrevet, hvordan et net af løgne og rygter på og uden for de sociale medier var med til at bane vejen for mordet. Han bliver sågar politianmeldt for at have vist pornografiske billeder i skolen! Paty havde som bekendt givet de elever, som af religiøse årsager ikke ville se tegningen, mulighed for at gå udenfor. Det sidste bliver omfortolket til, at han på ”nazistisk” vis ville udelukke de muslimske elever fra undervisningen. 

Den nævnte elev, der pjækkede, fortalte en løgnehistorie til sin far om,  at de var blevet tvunget til at se en tegning af en nøgen Muhammed, for at dække over pjækkeriet. En kontroversiel imam tropper op i lokalområdet og forsøger med uforbeholden støtte til forældrene at bekræfte historien om en respektløs og racistisk lærer.

Det er på de sociale medier, at en ung mand med tjetjensk baggrund, bosiddende langt derfra, hører om sagen. Han køber en slagterkniv og får senere nogle elever til at udpege Paty for penge. Retsmedicinerne kan ikke afgøre, om Paty får skåret halsen over med det samme eller først bliver stukket adskillige gange i kroppen. Drabsmanden når at sende en triumferende besked ud om, at han som Allahs tjener har henrettet en af de vantro, en ”hund fra helvede”. Di Nota skåner os ikke for de grusomme detaljer.

Forfatteren skriver endvidere om tiden efter mordet, den officielle posthume hyldest og franskmændenes indignation og sympatitilkendegivelser. Meget af det fremstår som en gratis omgang, trods alle fordømmelserne af det grusomme mord. Han beskriver især nogle af deltagerne i debatten som værende decideret medskyldige. Visse intellektuelle og videnskabelige positioner sammenligner han med det at stå med et ladt skydevåben og blive overrasket, når det går af. 

Han har tidligere i bogen skrevet om sociologen Houria Bouteldjas akademiske arbejde. Hun har skrevet om sine egne oplevelser med racisme som datter af en fattig indvandrer fra Nordafrika, og hun udvikler herfra moderigtige postkoloniale teorier om Vesten som den store undertrykker og dermed per se den voldelige part. Den undertrykte, in casu muslimen, kan pr. definition ikke være oprigtigt voldelig, idet vedkommende kun kan imitere undertrykkerens vold. Ergo er islamistisk vold og terror ikke rigtige voldelige gerninger, som man selv er ansvarlig for. Terror er en imitation af en mere grundlæggende vold mod minoriteter. Terror kan således forklares med den vestlige undertrykker, den store onde figur. Altså er terroristen egentlig skyldfri. Et offer kan nemlig ikke begå onde handlinger, han er altid blot en imitator! Bouteldja fremstår som en akademisk stratenrøver af sjælden karat. Men også i Danmark kolporteres der lignende teorier om årsagerne til vold og terror.

Konklusionen på bogens undersøgelse er, at Paty blev dræbt af den islamistiske antiracisme, der igen er et skalkeskjul for en hård undertrykkelse af almindelige muslimer. Ligesom de grupper aftvinger sig respekt i egne rækker, afpresser de systemet og majoritetssamfundet for respekt.

Begrebet respekt har derfor mistet sin oprindelige betydning. Islamistisk antiracisme kommer ind under paraplyen antiracisme i forhold til alle mulige andre minoritetsgrupper, en sag, der villigt sekunderes af den del af venstrefløjen, der har ofret universalismen i den mere og mere aggressive identitetspolitiks tjeneste. Også de grupper afpresser for respekt. Skolelederen på Patys skole bliver på sin side reddet af republikkens skolesystem og dets inspektører, der behændigt frikender hende og sig selv i en rapports spejlblanke bureaukratsprog, thi alt er foregået efter bogen (!). Intet er tilsyneladende lært.

Kaster man et blik på den danske folkeskole, ville en lignende officialiseret kontrakt- og tillidsbaseret skole også være en ladeport til alskens anslag mod lærerens og institutionens autoritet. Det vil gælde lige fra utilfredse forældre, der ikke har opdraget deres små udadreagerende poder, i den milde ende, til religiøse fundamentalisters stadig mere vidtgående særkrav i den alvorlige ende. Uheldigvis er lærerens og skolens autoritet i forvejen svækket af mange grunde. 

I Danmark har man en tradition for blød og inkluderende pædagogik i spandevis (i modsætning til i Frankrig), og det kan have mange fordele i et homogent miljø, men der mangler sanktionsmuligheder, når elevgruppen er sammensat, socialt og kulturelt. Mange lærere står magtesløse, når vold og trusler opstår. Pædagogikken bliver stum, og undervisningen bliver en daglig udfordring for de dialog- og konsensussøgende lærere. Man er hurtig til at give efter for afpresning for tolerance med det uerkendte voldsmandens veto, hvis man tier, forsvinder problemet nok. 

Desuden er der mange venstresnoede undervisere, som slet ikke mener, at man skal håne og spotte en undertrykt minoritet, og den samme analyse er blevet forfægtet i alle årene efter Muhammedkrisen. Så spørgsmålet er, om man ikke allerede er på vej derhen, i den misforståede tolerances og konfliktskyheds navn. Professionsskoleunderviseren ”Charlottes” historie fra sidste år og for nylig afdækningen af skolelæreren Jannie Bøghs forløb kunne godt tyde på det.

https://kontrast.dk/sektioner/debat/artikel/historien-om-et-forudsigeligt-mord?fbclid=IwAR0MAqP1JqFYHURV5imX3QEA7iU2RRiZTLJABIq4kpsAiScEPweYS-dKMII