Leder. Håbet om en midterregering er ikke udtryk for statsministerens idealisme, men parlamentariske besværligheder. Til gengæld afslører det fuldkommen manglen på et borgerligt projekt.

Blå klods
DRØMMEN om en regering hen over midten lyder altid sympatisk. Aktuelt forekommer den også logisk. I disse år flyder kriserne sammen, i hvad der føles som uendelig undtagelsestilstand: klimaet, sundheden, inflationen, manglen på arbejdskraft, krigen, Kina. Det hele akut, og der skal træffes hurtige, holdbare beslutninger. Som Mette Frederiksen udtrykte det grundlovsdag: »Jeg deler gerne ansvaret. Hvis flere er villige til at påtage sig det. Også i de allersværeste situationer.« Det virker indlysende. Undgå at spilde tiden, hæv jer over politisk fnidder, og kom i gang.

OM det var den slags tanker, statsministeren gjorde sig, før hun erklærede sig åben for en regering med borgerlig deltagelse, er ikke til at vide. »I en tid, hvor der er nogle, der gerne vil splitte,« sagde hun grundlovsdag, er »vi nysgerrige på, om der kan bygges bro hen over de grøfter, der traditionelt er i dansk politik«. Da Lars Løkke Rasmussen midt under valgkampen for tre år siden befriede sig selv fra de tunge blå lænker og dernæst fra både Statsministeriet og sit eget parti, sagde han det samme: Tiden kræver et opgør med yderfløjene.

MIDTEN er et godt sted, når store beslutninger skal træffes. Men en samlingsregering er kun tiltrækkende for statsministerkandidater, der har problemer i egne rækker. I Israel forenes de over midten, når alt andet er slået fejl, hvilket sker ofte. I Tyskland taler man om store koalitioner, når et af de to store partier ikke har flertal alene. Lars Løkke Rasmussen ønskede utvivlsomt at bryde med de borgerlige brokkehoveder, men han kunne jo have forsøgt sig med en samlingsregering utallige gange, da han kørte fast i blå bloks elendigheder. Det samme kunne Mette Frederiksen under den største krise siden Besættelsen; inviteret Venstre i regering for sammen at træffe mere solide beslutninger. Måske havde hun så undgået nogle af de store fejl i coronatiden.

UDTRYKKER Frederiksen noget opsigtsvækkende, er det mest et tegn på parlamentariske besværligheder. At fortsætte som etpartiregering er hendes prioritet, at dele magten kun ønskeligt, hvis dét skal til for at sikre magten efter et valg. Hendes melding åbner for en S-SF-R-regering, og det er jo ikke ligefrem revolutionerende, hvis man ser bort fra Løkkes mulige deltagelse som den glade mand i midten. At det mest handler om at sikre pensionen til Arne, når nu DF er gået i opløsning, gør det endnu mindre idealistisk.

BORGERLIGES reaktion er klar afvisning, som kun lige kan dække over fortvivlelse. Blå blok er afsløret i en situation, der nærmest ikke har flyttet sig siden valget for tre år siden. Da Lars Løkke drømte om en SV-regering, skyldtes det, at det ikke kunne lade sig gøre at regere meningsfuldt på borgerlige mandater. At han nu er på nippet til at kaste sine mandater i rød bloks kurv, er udtryk for det samme: Blå blok er stadig en klods om benet på partiformændene i V og K. Hvem kan forestille sig en handlekraftig blå regering på det nuværende grundlag? Kan Jakob Ellemann-Jensen? Søren Pape?

RÅDVILDHED og splittelse præger de vigtigste områder. En af de vigtigste opgaver vil være en reform, der kan sikre arbejdskraft og tiltrække talent til landet. Et åbenlyst stærkt liberalt projekt, der er altafgørende for landet. Det kræver et opgør med den ensidige udlændingepolitik, der i årevis definerede blokken.

Når det gælder EU, er Danmark ved at skifte kurs – i en langt mere positiv retning. Også her er blå blok helt usammenhængende. Og tag så økonomien: Er der her nogen meningsfuld fællesmængde mellem V og K og resten af blå blok? Mange af de væsentlige spørgsmål gives der gode borgerlige svar på. Men de skal jo også gennemføres af et parlamentarisk flertal. Der er kort tid til valget, og man kan med rette spørge, hvad det samlede borgerlige projekt (og hvem dets statsministerkandidat) overhovedet er.

Hvis Ellemann og Pape vil vise, at det kommende folketingsvalg faktisk betyder noget, bør de meget snart kunne besvare det spørgsmål.

 

https://www.weekendavisen.dk/2022-23/samfund/blaa-klods

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.