Leder. Statsministeriet tog styringen, da regeringen traf den ulovlige beslutning om at slå alle mink ned, og vildledte groft befolkningen. Minkkommissionen gennemhuller alle statsministerens forsvarsværker, når det gælder det politiske ansvar for det største forvaltningsmæssige sammenbrud i mange år.

Demokratiets kerne

STATSMINISTERIET får hård kritik i den beretning, Minkkommissionen afleverer i næste uge.  

Kommissionen gennemgår, hvem der gjorde hvad i de dage i november 2020, hvor regeringen uden lovhjemmel besluttede at aflive alle mink i landet. Kommissionen lægger ikke fingrene imellem. Den skriver, at Statsministeriet tog den »overordnede og styrende rolle« i den »forcerede proces« op til det famøse pressemøde den 4. november, hvor Mette Frederiksen meddelte beslutningen. 

Den skriver også, at Statsministeriet har handlet »meget kritisabelt« i det forløb, der »førte til den grove vildledning af minkavlerne og offentligheden og den klart ulovlige instruks til myndighederne i forbindelse med pressemødet«. 

Kommissionen er meget præcis i kritikken: Statsministeriet tog styringen, da regeringen besluttede at nedlægge et helt erhverv ulovligt, og vildledte groft befolkningen.

SVIGTEDE Statsministeriet sit ansvar i de hektiske dage, er det også tydeligt, at Kommissionen gennemhuller statsministerens hidtidige forsvarsværker. Mette Frederiksen har ladet forstå, at mødedeltagerne i regeringens koordinationsudvalg den 3. november egentlig bare skulle ses som en slags ekspeditionskontor, der førte Fødevareministeriets indstilling videre i systemet. Kommissionen siger nej:

 På KU-mødet »blev truffet en fælles beslutning, som satte en årsagskæde i gang frem til pressemødet den 4. november«. 

Mette Frederiksen har sagt, at ansvaret for beslutningerne må falde på fagministerierne, særligt Fødevareministeriet, hvor Mogens Jensen mistede sin ministerpost. 

Kommissionen siger nej: Statsministeriet tog en styrende rolle.

DEN tekst fra Kommissionen – et udkast til sammenfatningen – som Weekendavisen har læst, er gennemsyret af kritik. Kommissionen skriver om Grundlovens paragraf 41, at et lovforslag ikke kan endeligt vedtages, før det er behandlet tre gange, og understreger så: 

»Disse bestemmelser har til formål at værne om demokratiets og retsstatens kerne.« 

Man fornemmer en anelse sarkasme fra kommissionsmedlemmerne, der føler det nødvendigt at minde om det banale og helt grundlæggende om politiske beslutninger: 

De skal være lovlige. Jo større indgreb, desto klarere skal lovhjemlen for det være. Kommissionen mener åbenlyst, at regeringen – med statsministeren i spidsen – trampede rundt inde i demokratiets inderste helligdom.

AFGØRENDE er det, at Statsministeriet ifølge Kommissionen klart tog hovedrollen i både processen og udmeldingen af den ulovlige instruks og dermed tilsidesatte dets helt eksistentielle ansvar: at værne om demokratiets kerne. Det er et meget kraftigt signal fra de tre kommissionsmedlemmer. De finder det endda nødvendigt at minde læseren om deres opgave og henviser derfor til forarbejdet for loven om kommissioner:

 »En undersøgelseskommission er hverken en domstol eller et anklagende organ,« lyder det, og den bør derfor formulere sig »forsigtigt og markere kommissionens begrænsede funktion«. Hvis Kommissionens formuleringer om Statsministeriet er forsigtige, må man gyse ved tanken om stemmeføringen, hvis den hidser sig op.

BESKYTTELSE af Grundloven – det er i sidste instans statsministerens vigtigste ansvar, og det var Grundloven, hun forbrød sig mod, da hun på pressemødet den 4. november sagde, at mink skulle slås ned, uden at have sikret sig hjemmel. Men betyder det da ikke noget, at situationen var så hektisk og omstændighederne så alvorlige? At beslutningen blev truffet af hensyn til folkesundheden? Nogle dage inden det omdiskuterede KU-møde den 3. november stod det at læse i avisen, at Danmark risikerede at blive det nye Wuhan, centrum for global smittespredning. 

Vi ved, at departementschef Barbara Bertelsen reagerede på den artikel. Var det ikke at tage situationen alvorligt? I udkastet til sammenfatningen lægger Kommissionen ikke vægt på denne kontekst. 

Det forekommer logisk: 

Særligt i en presset situation gælder legalitetsprincippet – ellers kan man jo altid påberåbe sig en højere sags tjeneste, når man tilsidesætter demokratiet. Det kan ikke gradbøjes. Det må og skal være øverste punkt på alle ministres og embedsmænds liste: 

Er det lovligt?

AF den endelige beretning vil det fremgå, hvordan forholdet mellem embedsapparatet, fagministre og Statsministeriet var i efteråret 2020. Men det er allerede nu tydeligt, at Kommissionen afviser, at Statsministeriet kan sende aben nedad i systemet, som både Frederiksen og Bertelsen gjorde det under Kommissionens afhøringer. 

Det følger statsministerens egen logik: 

Det var højeste prioritet for hende at styrke Statsministeriet på bekostning af både bureaukrati og fagministerier. Det politiske på bekostning af embedsværkets iboende træghed. Hendes forsvar i minksagen bliver af Kommissionen skudt ned som en belejlig konstruktion: 

Hun kan ikke både centralisere beslutningsprocessen så markant og så løbe fra ansvaret, når det går galt. 

Når magten stiger opad, følger ansvaret med. I den endelige redegørelse bliver vi formentlig klogere på den sammensmeltning, der er sket mellem embedsmændene og politikerne: 

Der var i minksagen ingen sondring mellem dem, der har ansvaret for sagsforberedelsen, og dem, der træffer beslutningen. Derfor var der ingen tøven i systemet, ingen eftertanke og ingen, der vovede eller evnede at indvende: Hold hestene, til vi har fået lovgivningen på plads. Og ansvaret for det er i Statsministeriets ledelse.

DEMOKRATIET afhænger af, at de folkevalgte kan holdes ansvarlige for deres beslutninger. Vælgerne må kende baggrunden for, hvem der træffer dem og deres konsekvenser. Det er derfor, medierne går så meget op i såkaldt proces – også i denne sag. Minkkommissionen er et deprimerende eksempel på, at ledende politikere – og deres embedsmænd – forsøger at sløre proces, beslutning og ansvar, når konsekvenserne er negative. En lang og kostbar granskning med afhøringer har været nødvendig for at udgrave, hvem der har gjort hvad – og med hvilken viden. Tænk engang, hvis regeringen med Frederiksen i spidsen bare havde forklaret sammenhængen åbent og ærligt.

OG det bringer os frem til det væsentligste spørgsmål. Hvad skal være konsekvensen af Kommissionens hårde kritik? Kommissionen skriver, at Statsministeriet – Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen – spillede hovedrollerne, da regeringen groft vildledte offentligheden. 

Men vidste de det? Havde de ligefrem forsæt? Eller er der alternativt udvist grov uagtsomhed? Har de ikke kun objektivt handlet som beskrevet i beretningen, men også et subjektivt ansvar? Man kan i princippet godt vildlede og tilsidesætte demokratiske processer i et forløb, der hverken kan betegnes som forsætligt eller groft uagtsomt, hvorved i hvert fald ministre kan gå fri. 

Men kan man i virkeligheden handle så kritisabelt, som Kommissionen beskriver det – og stadig påberåbe sig uvidenhed?

RETSSTATEN fungerer kun, hvis ulovligheder får konsekvenser for dem, der udfører dem. I næste uge vil alle kunne se totalbilledet af, hvordan Kommissionen vil fordele skyld og ansvar for det sammenbrud, der opstod i efteråret 2020. Mest tyder det på et bureaukratisk blodbad: 

Embedsværket levede ikke op til ansvaret. Det skal blive spændende at læse Kommissionens vurdering af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, en af den nyere danmarkshistories mest omdiskuterede embedsmænd. For Mette Frederiksens vedkommende holder Kommissionen sig fra en retlig vurdering. 

Det tilfalder Folketingets beslutning om eventuelt at iværksætte en advokatvurdering af, om der er grundlag for en rigsretssag. Mette Frederiksen hævder, at hun ikke vidste, at hun gjorde noget forkert, at hun regnede med, at beslutningen måtte være lovlig. Men det politiske ansvar er under alle omstændigheder betydeligt og står krystalklart i udkastet til Minkkommissionens beretning:

Mette Frederiksen og Statsministeriet tog kontrollen over en proces, hvor en ulovlig beslutning blev presset igennem, uden at hun sikrede sig, at lukningen af et helt erhverv hvilede på lovens grund. Som det hedder i beretningen: »Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel.« Den politiske dom over denne undladelsessynd må være åbenbar:

I den afgørende stund afslørede regeringen sin panik og tunge, uovervejede magtkoncentration.

 

https://www.weekendavisen.dk/2022-25/samfund/demokratiets-kerne

Martin Krasnik

(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest Fucking jøde.