Stormvejr. Statsministerens
departementschef lærte det på den hårde måde i Esbjerg. Det fik hun brug for
som Mette Frederiksens tro væbner i kampen mod sit eget system.
Tilfældet Barbara Bertelsen
Allerede i sin gymnasietid i Esbjerg var Barbara
Bertelsen parat til at gå helt til kanten:
»Det værste var gymnastiktimerne, hvor jeg vist må
tilstå, at jeg var systempjækker og holdt øje med fraværet, så jeg lige akkurat
ikke fik en advarsel,« fortalte hun i 2014 til bladet Gymnasieskolen i et af de
meget få interview, hun har givet. I samme artikel kan man læse, at læreren
Ulla, som hun havde i dansk, var den, der fik størst betydning for hende.
»Hendes hovedfag var matematik, så hendes
danskundervisning var meget struktureret,« fastslog Barbara Bertelsen og
tilføjede, at »matematik gav den største faglige tilfredsstillelse. Jeg kunne
virkelig godt lide, når man kunne se mønstrene og resultaterne for sig, og det
hele gik op«.
Illustration: Gitte Skov
”Barbara er mere socialt handicappet, end hun er socialdemokrat. Og hun er
bedre til at eksekvere end til at udvikle politik.”
ANONYM TIDLIGERE SOCIALDEMOKRATISK MINISTER
Man aner syldstenene i en personlighed, hvis bygning
nu tårner sig op i både centraladministrationen og offentligheden. Efter
minksagen er statsministeriets departementschef blevet forsidestof, og man skal
tilbage til Anden Verdenskrig for at finde et tilsvarende eksempel på, at en
dansk embedsmand er blevet så kendt, omtalt og omdiskuteret i den brede
befolkning:
Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen var fra
1943 den reelle leder af Departementschefstyret, som efter regeringens afgang
loyalt videreførte politikernes tilpasningsvenlige samarbejdspolitik med
tyskerne og i sagens tjeneste gik helt til lovgivningens grænse og indimellem
lidt over. Af den grund blev han i offentligheden efter Befrielsen beundret af
nogle – det havde jo reddet danske liv – og forkætret af flere.
I tilfældet Barbara Bertelsen blev krigen mod corona
enten departementschefens finest
hour eller banesår. For lige så megen respekt det har
aftvunget, at landets øverste embedsmand greb så resolut og forudseende ind –
endda før sundhedsmyndighederne – da corona nærmede sig Danmark, lige så højt
lyder nu kravet om, at hun skal fyres eller suspenderes for sin rolle i
minkskandalen.
Ikke mindst fra borgerlige politikere i opposition,
der ellers engang satte stor pris på Barbara Bertelsens beredvillighed til at
gå til grænsen.
Som departementschef i Justitsministeriet var hun både
behjælpelig og kreativ, da den daværende borgerlige regering og Dansk
Folkeparti ønskede en række udlændingestramninger, hvoraf nogle bevidst gik
lige til kanten af de internationale konventioner. Det var også først i hendes
tid, at det pludselig kunne lade sig gøre at gennemføre burkaforbud og at
forbyde banden Loyal to Familia, uden at det af ministeriets øverste embedsmand
blev vurderet som værende i strid med grundloven. Som Venstres daværende
justitsminister Søren Pind har sagt:
»Der er Barbara helt anderledes. Uanset om hun tjener
en socialdemokratisk minister, en venstreminister eller en konservativ
minister, kaster hun sig ind foran ministeren og søger ministerens vilje
gennemført.«
Den 48-årige juristuddannede departementschefs eget
politiske ståsted lader sig næppe afgøre, selvom hun tydeligvis er Mette
Frederiksens øjesten. Statsministeren nægtede således pure efter
offentliggørelsen af Minkkommissionens rapport straks at suspendere Barbara
Bertelsen, selvom kommissionen fandt, at hun »har begået tjenesteforseelser af
en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage
hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og
legalitetsprincippet«.
Vi vender tilbage til Barbara Bertelsens betydning for
Mette Frederiksen og vil i første omgang nøjes med at citere en tidligere
socialdemokratisk minister, der som alle andre interviewede til dette portræt
insisterer på at være anonym:
»Barbara er mere socialt handicappet, end hun er
socialdemokrat. Og hun er bedre til at eksekvere end til at udvikle politik.«
Sprogblomster
Den bombastiske vurdering af departementschefens
sociale evner bidrager til fortællingen om mysteriet Barbara Bertelsen. Andre
beskriver hende nemlig som en hjertevarm og opmærksom chef, der altid selv
sørger for at købe fødselsdagsgaver og blomster til sine nærmeste medarbejdere,
når de har fødselsdag eller jubilæum. Når der er fest, er hun heller aldrig en
af dem, der går først hjem.
Omvendt taler sms'erne fra hende, som kom frem under
minkafhøringerne, deres eget sprog. Når de altså ikke var slettet.
»Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller
jer, som vi vendte;),« skrev Barbara Bertelsen til fødevareminister Mogens
Jensens daværende departementschef, Henrik Studsgaard.
»FUCK!!! Han er ved at hive tæppet helt væk under os,«
skrev hun til sin departementschefkollega Per Okkels om Seruminstituttets
faglige direktør Kåre Mølbak, der også blev udstyret med beskrivelsen:
»Total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret.«
Netop den sms beklagede hun senere.
Det kontante sprog er ikke fremmed for hende. Hun
hørte det allerede i skolegården i Hjerting uden for Esbjerg, og dengang var
det møntet på hende selv:
B-P-S-I-R!
Bogstaverne blev råbt efter hende igen og igen af de
andre elever, og hun vidste godt, hvad de stod for.
»Barbara piller sig i røven,« var blevet forkortet, og
den intense mobning i folkeskolen blev med tiden også fysisk, så hun måtte
gemme sig på toilettet, hvor hun knækkede sammen.
»Alt ved hende var åbenbart galt. Hun var grim, dårlig
til sport, for god i skolen, havde et tosset navn og 'forkerte' forældre,«
lyder det i journalisten Anne Sofie Kraghs Det første år, der udkom i 2021.
Biografien handler om Mette Frederiksen, men omfatter også et personligt
interview med Barbara Bertelsen.
Hun beretter selv om mobningen, som hun i 2015 også
fortalte om til en erhvervspsykolog forud for ansættelsen som departementschef
i Justitsministeriet. Psykologen var imponeret:
»Hun havde formået at vende den massive mobning til en
styrke. Hun havde udviklet en selvstændighed og en eksistens, der ikke var
afhængig af andre. Hun var trænet i at turde stå alene, gå mod strømmen og ikke
søge flertallet, fordi det var komfortabelt,« lød psykologens konklusion ifølge
bogen.
Få år tidligere var tonen anderledes i en intern
vurdering i Justitsministeriet, hvor udvalgte embedsmænd løbende blev vurderet.
Her blev hun i begyndelsen af 2010erne anset som uegnet til at blive forfremmet
til afdelingschef, som er en høj stilling lige under departementschefen.
Til Ekstra Bladet har kilder samstemmende fortalt, at
hun i Justitsministeriet tilbage i 00erne havde gjort sig bemærket som en
hårdtarbejdende embedsmand, der dog havde sine svagheder og måtte »bremses« i
ny og næ. Blandt andet beskrives hendes ledelsesstil som »intimiderende og bedrevidende«.
Barbara Bertelsen nåede da i den omgang heller ikke
længere end til kontorchefniveau, og i 2012 forlod hun Justitsministeriet til
fordel for en post som vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen.
Tre år senere hentede Mette Frederiksen hende tilbage
til ministeriet som departementschef – med erhvervspsykologens velsignelse.
Illoyale
Det forlyder, at et af Barbara Bertelsens første
initiativer efter hjemkomsten til »Justitsen« var at få hængt billeder op på
væggene af tidligere tiders justitsministre for at minde de ansatte om, hvem
der bestemmer. Nemlig ministrene og politikerne. Bertelsen afløste Anne
Kristine Axelsson, der som departementschef havde været øverste ansvarlige for
den såkaldte »nødløgn«, som i 2013 fældede Mette Frederiksens partifælle og
personlige ven Morten Bødskov som justitsminister. Godt nok blev Axelsson
formelt renset ved en advokatundersøgelse, men i Mette Frederiksens øjne var
Bødskov offer for uduelig rådgivning fra »systemet«.
Hun gjorde kort proces og degraderede Axelsson, der
først blev sendt hjem på en forlænget ferie. Hjemsendelsen af
departementschefen, der blev afløst af Barbara Bertelsen, afstedkom en
protestdemonstration af de mere usædvanlige, da en stor del af ministeriets
ansatte efterfølgende mødte på arbejde iklædt sort begravelsestøj. Det var ikke
første gang, Mette Frederiksen og andre socialdemokrater kom på kant med
systemet. Allerede ved regeringsdannelsen i 2011 havde de oplevet
Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, spille
en aktiv rolle i en sag, der endte med, at den kommende og uerfarne
statsminister Helle Thorning-Schmidt følte sig nødsaget til at droppe den højt
profilerede Henrik Sass Larsen som finansminister.
Sass blev fravalgt, fordi han ifølge politiet ikke
ville kunne sikkerhedsgodkendes, da han havde haft kontakt med rockeren
Suzuki-Torben i Køge. Grundlaget var spinkelt, og i øvrigt er det ikke en
forudsætning for at blive minister, at man kan sikkerhedsgodkendes, men
Thorning lod sig overtale.
Angiveligt var det også embedsmænd, der på samme
tidspunkt internt advokerede for, at den kommende regering med
Socialdemokratiet i spidsen var nødt til at efterkomme det radikale ønske om at
videreføre den tidligere, borgerlige regerings økonomiske politik. Det kom
ligefrem til at stå i regeringsgrundlaget.
Sammen med andre sager gødede det jorden for den
socialdemokratiske skepsis over for det traditionelle embedsmandssystem. Som en
politisk iagttager formulerer det:
»I kredsen omkring Mette Frederiksen og Sass Larsen
opstod en fortælling om, at embedsværket ikke var loyalt over for den nye,
socialdemokratiske regering. At det grundlæggende var borgerligt, eller i hvert
fald illoyalt, og løb om hjørner med de folkevalgte. Det var derfor, Mette
Frederiksens projekt kom til at lyde: Når jeg kommer til næste gang, er det
fanden gale mig, der bestemmer!«
Selv har statsministeren offentligt udtrykt det mere
urbant:
»Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er
en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør
departementschefen eller systemet det,« udtalte hun i 2019 i Thomas Larsens
bog Mette Frederiksen.
Blæsevejr
Med det udgangspunkt var Barbara Bertelsen den rette
kvinde på rette tid og sted for en nyvalgt statsminister, Mette Frederiksen.
Exit Christian Kettel Thomsen, og velkommen til en ny
departementschef, der delte sin politiske chefs opfattelse af rollefordelingen
mellem ministre og embedsmænd.
Det gjorde hende ikke mindre kvalificeret, at hun for
længst var kendt som en, der både kan få ting til at ske og samtidig er
grundig, lynende intelligent og ikke mindst hårdtarbejdende. I det stykke
ligner hun sin afdøde lægefar, Boye Bertelsen, om hvem det i et mindeord i
JydskeVestkysten i 2013 hed, at »han brændte aldrig ud, trods stor
arbejdsbyrde«.
Det var til samme avis, hun under overskriften »Byens
barskhed har hærdet Barbara Bertelsen« i 2015 udtalte, at »man får en vis
råstyrke af at vokse op i Esbjerg«, og »når man er vokset op i Esbjerg, så skal
der altså noget blæsevejr til, før at det ikke bare er en fis i en hornlygte«.
Om hendes berømte og berygtede nidkærhed i selv små
sager – deraf det ministerielle øgenavn »Kontronella« – også kan tilskrives
geografien og blæsten, er uvist. Det er på den måde, hun får styr på sager med
potentiale til at blive politisk betændte, men hendes trang til kontrol kan
indimellem virke grænsende til det paranoide. Ikke kun i Statsministeriet er
ansatte trætte af at blive korrigeret og instrueret.
Undervejs er der røget nogle finker af panden og gået
nogle embedsmænd ud ad ministeriernes fordøre. Listen over embedsmænd, også
højtstående, der har forladt statsadministrationen under hendes regime, er
lang.
Det bekymrer næppe regeringschefen, Mette Frederiksen,
der også må have været godt tilfreds med Barbara Bertelsens fine samarbejde med
hendes politiske rådgiver og indflydelsesrige stabschef Martin Rossen, der
sammen med Frederiksen og Henrik Sass Larsen var hovedkræfterne i udviklingen
af Socialdemokratiet til et mere slagkraftigt parti med fornyet vælgerappel.
Modsat mange i embedsværket betragter Barbara
Bertelsen nemlig de partipolitiske rådgivere som et plus. Michael Kristiansen,
der er tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen, har fortalt, at han
i 2019 deltog i et netværksarrangement for tidligere særlige rådgivere, og her
holdt Barbara Bertelsen en af festtalerne.
»Pointen var, at det er en berigelse af embedsværket
med særlige rådgivere,« sagde Michael Kristiansen til Information og tilføjede;
»Der er ikke længere bare tale om et tokløver bestående
af Mette Frederiksen og Martin Rossen i Statsministeriet. Med tilføjelsen af
Barbara Bertelsen er det blevet til et trekløver.«
Siden har Martin Rossen forladt det politiske, så nu
er de to tilbage.
»Kombinationen af de to er virkelig dårlig. Hun er blevet
slugt op i Mette Frederiksens univers, og nu er det hendes problem,« siger en
tidligere højt placeret socialdemokrat, der havde sin gang i Statsministeriet.
Og så:
»Det er forfærdeligt for Barbara, at hun er havnet et
sted, hvor hun ingen venner har. Den gamle kreds af kolleger, den dybe stat,
kan ikke holde hende ud. Hun har ødelagt meget for sig selv ved sin måde at
agere på. På vegne af Mette.«
Farlig situation
Med minksagen blev det tydeligt, at Barbara Bertelsen
i dag er havnet på en uriaspost, for hvilken herre tjener hun egentlig?
Som embedsværkets allerøverste chef er hun pr.
definition den, som andre departementschefer og underordnede trygt burde kunne
gå til, når politikerne helst vil skyde skylden på systemet, men samtidig er
hun statsministerens hærfører og højre hånd i kampen for en »fjendtlig«
overtagelse af det selvsamme system.
Hverken i Folketingssalen eller på pressemødet efter
minkrapporten ville Mette Frederiksen påtage sig et politisk ansvar for
fejlene, som blev begået. Det var ikke hendes eller hendes ministres skyld, men
»systemet«, som havde fejlet. På den måde var det endnu en gang fortællingen om
hende som folkets repræsentant imod systemet, og Barbara Bertelsens rolle er
netop at gøre op med det system.
Hun har åbenbart endnu ikke gjort arbejdet færdigt,
men Mette Frederiksen kan i hvert fald regne med hende. Som hun skrev i en sms
til to underordnede forud for statsministerens besøg på en minkfarm:
»Meget farlig situation lige nu. Og belært af
tidligere forløb og erfaringer bliver jeg åbenbart nødt til at være meget
eksplicit i, at den her er jeres tos ansvar at hjælpe stm
(statsministeren, red.)
trygt og ordentligt igennem. Barbara.«
I det små afspejler sms'en et tryk mod
embedsapparatet, som er nyt. I gamle dage ville en statsminister, der var
kommet til at bryde loven, have fået at vide af sin departementschef, at han
eller hun måtte gå ned i salen og påtage sig ansvaret i stedet for at kaste
embedsmændene for ulvene.
I Barbara Bertelsens tilfælde er det ikke så ligetil.
Hendes job er både at være chef for og samtidig at disciplinere – indimellem
tryne og presse – systemet for at få det til at gå i takt. Hvem tør så sige
fra? Og hvis skyld er det så egentlig, når der bliver begået fejl?
https://www.weekendavisen.dk/2022-29/samfund/tilfaeldet-barbara-bertelsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar